De vigtigste Regler for Bogstaveringen ere:
- Med stort Begyndelsesbogstav skrives: 1, Hvert Ord, som begynder en Mening. 2, Substantiver og Ord, som staae substantivisk undtagen Pronomina. NB. Dog skrives de possessive og ubestemte, naar de staae substantivisk, samt I, En, og De, (naar det er det samme for du) med store Begyndelsesbogstaver.
- Ingen Stavelse maa ende paa et fordoblet Bogstav (undtagen ee i Enden af Ord) ikke Huuse, men Hu-se, ikke gamm-le, men gam-le.
- E, I, U, fordobles i lange Stavelser, som ende paa en Consonant (undtagen b, d, g, v): Huus, og i samme Tilfælde faae ofte andre Vocaler et understøttende e som: foer.
- Ord, som ende paa enkelt Vocal tillægge i Enden et stumt e nemlig:
- Eenstavelses-Substantiver (undtagen paa A og U); Troe.
- Fleerstavelses-Substantiver, naar den sidste Stavelse har Eftertryk (Tonen): Tyverioe, Armee.
- Adjectiver i samme Tilfælde, som andre Adjectiver faae et lydeligt e (bestemt og i det ubestemte Fleertal): den troe Ven (ligesom: den gode Ven).
- Verber: gaae! at troe, jeg saae.
- O skrives gjerne for det korte aa: kort, for, og. Dog skrives aa, naar i en anden Form af Ordet eller i et beslægtet Ord staaer a eller æ: Haand (Hænder), Baand (bandt).
Anm. Stundum skrives o for det lange aa især foran G og V, og naar en anden Form eller et beslægtet Ord har ø: Sprog, Bog (Bøger), over, ogsaa i vor (possessivt) og fore (som Forestilling), Hob (Mængde).
- E bruges gjerne for det korte æ: Hjerne. Dog skrives æ, naar en anden Form eller et beslægtet Ord har a eller aa: Nætter (Nat), Hænder (Haand).
Anm. Altid skrives ei, aldrig æi. Eg skrives, hvor det tillige kan udtales som ei. Tegn (=Tein) ellers æg: Væg, Læg. E sættes ogsaa stundum for det lange æ som her (Adverb.) er, ere, hvorved disse adskilles fra Hær, ær (Imperat. af at ære), Ære.
- Consonanten j bruges foran en Vocal i samme Stavelse igjen ikke jgien.
Anm. Q bruges for K foran V: Qvæg.
- X bruges undertiden for gs eller ks: Vox.
- D skrives uden at høres, naar en anden Form eller et beslægtet Ord har et lydeligt d: godt (god), fandt (finder).
- H skrives uden at høres:
- foran j i: Hjelm, Hjem, Hjemmel, Hjerne, Hjerte, Hjord, Hjort, Hjul, Hjørne.
- foran V: i alle Pronomina (undtagen vi. vor) samt i: Hval, Hvalp, hvas, Hvælving, hvæsse, Hvede, hverken, hverve, hvi, hvid (om Farven), Hvidling, Hvile, hvine, hvisle, hviske, hvor.
- i: thi, Uhr, The, Rhed o. s. v.
- Det lange s bruges i Begyndelsen, det korte s i Midten eller Enden af en Stavelse; visse, vist.
Anm. Endnu maa man lægge Mærke til Adskillelsen, hvorved Ord, som ere lige, i Skrivningen adskilles som: er (af være) ær (af ære) Hob (Samling), Haab (Forhaabning) veed (af vide), ved (Præp.), vaer (Adj.), var (af være) samt Overensstemmelsen, formedelst hvilken Værd og Sværd skrives med æ, ligesom Færd (af fare).
Skilletegnene ere:
- Comma (,), som bruges: 1. mellem enkelte Ord af samme Ordclasse, hvor en Conjunction kan underforstaaes: Tid, (og Sted, (og) Omstændigheder) 2. Mellem Sætninger, som have Dele tilfælles: du er rig, han dydig. 3. Til at adskille de nøie (ved Conjunctioner) forbundne fuldstændige Sætninger, samt Bisætning fra Hovedsætning: Der, hvor du er, vil jeg være.
Anm. Af forkortede Bisætninger undtages Accusativ med Infinitiv, som ikke adskilles ved
noget Tegn fra Hovedsætningen.-
4. Stundum foran og bagefter Præposition med Complement, naar derpaa ligger Eftertryk Jeg kan, paa denne Tid, ikke gjøre det.
- Semicolon (;), som bruges:
- Mellem fuldstændige, ikke (ved Conjunctioner eller Relativer) forbundne Sætninger, som høre sammen, og især mellem flere ikke forbundne fuldstændige Led af Forsætning eller Eftersætning: Da Xerxes’s Flaade var slagen; da Broen over Hellespont var afbrudt ved Storm: ilede han til Persien.
- Foran men med en fuldstændig Sætning bagefter, og thi: Han led meget; men han var standhaftig.
- Colon (:) bruges:
- Til at adskille Forsætning fra Eftersætning, naar nogen af dem bestaaer af flere ved Semicolon adskilte Led.
- Naar Noget anføres eller opregnes: Han sagde: „du er lykkelig.“
- Punctum (.) sættes: naar Meningen ophører.
- Spørgsmaalstegn (?) bruges: naar man spørger ligefrem: Hvor er han?
- Udraabstegn (!) bruges efter Interjectioner, Vocativ, imperativiske, optativiske Sætninger: Min Ven! Pak sig! I Almindelighed sættes det efter ethvert Udraab.
- Anførselstegnet („ — “) bruges: naar Nogens egne Ord anføres: Gud sagde: „vorde Lys!“
- Bindetegn (-) bruges:
- I sammensatte Ord: Land-Militairetaten.
- Ved det Ord, som have sidste Deel tilfælles: Land- og Søe-Magt.
- Naar et Ord deles, fordi der ikke er Rum i Linien, ved Enden af den, for at tilkjendegive, at Resten af Ordet staaer i den anden Linie.