Tvil. En Prædiken for Studenterne

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
TVIL
PRÆDIKEN FOR STUDENTERNE
AF
J. JANSEN
SOGNEPREST TIL RØKEN
KRISTIANIA
H. ASCHEHOUG & CO.s FORLAG
HOVEDKOMMISSIONÆR FOR DANMARK: H. HAGERUP
1892
DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI

Denne Prædiken blev holdt ved den akademiske Gudstjeneste paa Universitetet 19de Søndag efter Trinitatis og udgives efter Opfordring. At Bearbeidelsen af Stenogrammet ikke har kunnet ske før nu, kommer af, at mine smaa Kræfter har været optagne med en anden Bog, som efter Forlæggerens Ønske maatte gaa foran.


Luk. 13. 10—17.
Men han lærte i en af Synagogerne paa Sabbaten. Og se, der var en Kvinde, som havde havt en Skrøbeligheds-Aand i atten Aar, og hun var sammenskrumpen og kunde aldeles ikke rette sig op. Men da Jesus saa hende, kaldte han paa hende og sagde: Kvinde! Du er løst fra din Skrøbelighed. Og han lagde Hænderne paa hende og strax rettede hun sig op og prisede Gud. Da svarede Synagogeforstanderen, som var vred over, at Jesus helbredede paa Sabbaten, og sagde til Folket: Der er sex Dage, paa hvilke man bør arbeide; kommer derfor paa dem og lader Eder helbrede og ikke paa Sabbatsdagen! Herren svarede ham da og sagde: Du Hykler! Løser ikke Enhver iblandt Eder sin Oxe eller sit Asen fra Krybben paa Sabbaten og fører dem hen og vander dem? Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan havde bundet, tænk, i atten Aar, burde ikke hun løses af dette Baand paa Sabbatsdagen? Og da han sagde dette, blev Alle, som var ham imod, beskjæmmede, og alt Folket glædede sig over alle de herlige Gjerninger, som blev gjorte af ham.

Man ved ikke saa ganske, hvad Slags Skrøbeligheds-Aand det var, som denne Kvinde led af, kun at hun var aldeles sammenkrumpen, saa hun ikke havde kunnet rette sig op og ikke se op — paa atten Aar.

Hvilken Skrøbeligheds-Aand skal jeg tale om idag? — Jeg vil tale om den Skrøbeligheds-Aand, som kanske har sammenkrumpet og forkrøblet dit Kristenliv, saa du ikke har vidst, hvad det er som Kristen at rette dig op og løfte dit Hoved — Tvilens Skrøbeligheds-Aand.

I vil snart af min Tale se, hvad jeg mener med Tvilen, og mange af eder vil gjenkjende oplevet Kamp.

Jeg vil ikke endnu tale om Tvilens Aarsag. Der er jo Mennesker, hvem Tvilen endog er bleven en Vane. «Ligesom Enkelte er Slaver af at drikke Alkohol, saa er Andre Slaver af den Vane at tvile.»

Men Tvilens Virkning er, at den forkrøbler dit religiøse Liv, stanser det i Væxten, kanske endog hindrer det fra at begynde; men fremfor alt, at den hindrer dig fra «at rette dig op», fra at løfte dit Hoved som Kristen.

Hvorledes gjør den dette?

Den gjør det paa den Maade, at den hindrer dig fra at komme til, hvad jeg vil kalde, en klar, glad Grundvished. Thi hvad er Tro efter sin egentlige Realitet? — Det er den Grundvished, som du lever paa. Alt personligt Liv — ogsaa det religiøse — ja vel ogsaa Guds eget Liv — leves paa en Grundvished.

Tvilen hindrer dig fra at komme til den Grundvished, du synes, du maa have om Bibelen og om Kristi Person.

Min Tilhører, jeg har bedt heftig, dybt ud af mit Inderste, om mange Ting; men jeg ved ikke, om jeg har bedt nogen Bøn saa indtrængende og ud af mit Inderste som denne: «Giv mig mere klar Forstaaelse af Kristus!»

Jeg ved ikke, hvad jeg ikke vilde give hen for at faa den Bøn opfyldt.

Er det ikke med mange af eder ligedan? —

En kjender sig ligesom paa gyngende Grund i sit religiøse Liv. — Det er Pinen.

Jeg skal gaa lidt nærmere ind paa dette. Ellers er det jo simple, almindelige Ting, som enhver af eder kunde fremstille — bare Referat af Livet.

Paa den ene Side kjender man i sig den religiøse Drift. I allesammen har den i eders Personlighed, den hører til det at være Menneske ligesom Driften til at spise og drikke og de andre Drifter. Den er der, indbild dig ikke, du kan blive den kvit uden paa en unaturlig Maade. Den hører til vor Natur. Man føler, man begaar en Forbrydelse mod sig selv ved at undertrykke den religiøse Drift og ved at forsøge paa at rive den ud.

Paa den anden Side kjender man klart og stærkt Tænkningens — den frie videnskabelige Forsknings Drift og Ret. Saa knytter det sig, og naar det har knyttet sig for dig, har det nok kanske — som jeg sagde — for krøblet din religiøse Existens, stanset den i Væxten, kanske endog hindret den fra at begynde, men fremfor alt hindret dig fra at rette dig op og løfte dit Hoved som Kristen.

Hvori bestaar Knuden? Hvad er det, som gjør den saa pinlig? — Det er, at Tro og Tænkning bliver Alternativer for os. De er det ikke; men det stiller sig saaledes for os, og den onde Aand, som tydelig nok arbeider i vor Aand, driver paa, at de skal blive Alternativer, saa skarpe Alternativer som muligt. I forstaar mig saa godt, for I har oplevet saameget af det.

Og tro ikke, dette er indskrænket til akademiske Kredse. Gaa ned paa Bryggerne — til Sjauerne, du vil finde det samme. Bor du paa Landet og har Husmænd, du vil træffe det samme. De pines af dette: Enten — Eller. Ja, jeg har kjendt Mennesker, som har fortalt mig, at de endog som Børn martredes ved dette om «de sex Dage.» Idet deres Hjerter var aabne for Liv i Gud, 833 martredes de af denne «Tvil

Og hvorfor taler vi saa lidet med hverandre saadan i Dagliglaget om religiøse Ting? — Er det bare paa Grund af den religiøse «Blufærdighed»? — Jeg tænker ligesaa meget, fordi man ikke tør tale rent ud. Man tør ikke tale om det saadan, som man har det, fordi man staar ligeoverfor noget, man skal mene.

Det er fortvilet at skulle mene!

Hvad gjør man saa med Alternativerne?

Hvis Tro og Tænkning staar for En som Alternativer, saa synes det klart, forfærdelig klart, at man maa gjøre et af to, enten rive Hjertet ud af sig eller gjøre Vold paa Tænkningen, ialfald forsøge.

Nogle river altsaa Hjertet ud af sig, prøver at kue og tilintetgjøre den religiøse Drift til personligt Samfund med Gud.

Jeg taler ikke nærmest om dem, som vil væk fra Gud, som har sluppet Fiendskabet mod Gud løs i sig; thi det er en Sandhed, som beror paa dyb anthropologisk Kundskab, at «Kjødets Sans er Fiendskab mod Gud.»

Jeg taler ikke om dem, for hvem Modsigelsen mellem Tro og Videnskab er et Paaskud; thi jeg taler ikke idag om Vantroen.

Gid jeg alligevel maatte ramme nogle af dem, for hvem Modsigelsen simpelthen er et velkomment Paaskud til at rive sig løs fra Gud! Jeg ved nok, man pynter paa det, idet man siger: «Hvad du Prest kalder religiøs Drift, tilfredsstiller jeg alligevel i mit Samfund med det Uendelige.» Ja, men hvad Slags Samfund med det Uendelige?

Upersonligt.

Men det staar fast, man kan ikke tilfredsstille sin Uendelighedssans paa upersonlig Maade — ved Vidensksb. Det gaar aldeles ikke for sig. Det, som dit Hjerte, og som ethvert Menneskehjerte kræver, det er personlig Tilfredsstillelse af den religiøse Drift, personligt Samfund med Gud.

Jeg taler om dem, som kjender med Gru, at det er sine Hjerterødder, de skjærer over. Men de bringer Ofret alligevel, fordi de synes, de maa. De ligger under det forfærdelige Enten — Eller. Her kunde man tale om Videnskabens Martyrer.

En nu levende Kristen fortæller, at han engang traf igjen en Kamerat fra gamle Dage, der var bleven, hvaa man med et uheldigt Navn kalder Fritænker. De talte sammen, og Kameraten mente, at hans inderste Tørst var tilfredstillet ved den vantro Tænkning. Men Samtalen endte med, at det brast ud af ham: «O hvor lykkelig, du er, som endnu kan tro!» Og de klare Taarer kom i hans Øine. Jeg for min Part mener, der var Tro i de Taarer; men Taarer var det.

Og Wickner, som fremfor nogen har gjennemlevet dette, siger til Jesus: «Dengang, da Tvilen kom og tog dig bort, maatte jeg sige med David : «Jeg sørger over dig, min Broder Jonathan; du var mig saare kjær, din Kjærlighed var mig mere end en Kvindes Kjærlighed.»

Men selvfølgelig, man kan ogsaa vælge det andet Alternativ. Man kan ogsaa gjøre Vold paa sin Tænkning. Mange gjør det. Alternativerne er Tro eller Tænkning. De vælger Troen. De undertrykker sin Tænkning.

De holder op at tænke eller lægger Tanken i Lænker, hvilket vil sige det samme, da der kun er én Maade at tænke paa — at tænke frit.

Jeg beder eder: Hav Agtelse for dem, som gjør saa — Troens Martyrer. Det er en Slags intellektuel Askese. Men hav Agtelse for al Askese. Den trænger megen og dvb Berigtigelse; men der er Kjærlighed i den. Hav Agtelse for den.

Min Tales Indhold har altsaa været simpelt: Man kommer til dette pinlige Valg. Er du kommen der? Har du lidt under dette: Enten — Eller? Har du alvorlig søgt Løsning af Knuden? — Den synes jo at maatte løses paa den Maade, at man vælger det ene og forkaster det andet. Det synes saa.

Er det Løsningen?

Nei.

I Jesu Navn, nei. — Da var Skrøbeligheds-Aanden uhelbredelig.

Kan den helbredes?

Denne Skrøbeligheds-Aand, jeg nu har talt om, denne Sammenkrumpethed af din aandelige Person, som har gjort, at du i mange Aar — kanske mere end atten — ikke har kunnet rette dig op — kan den helbredes?

«Jesus kaldte paa Kvinden og sagde til hende : Kvinde! Du er løst fra din Skrøbe lighed. Og han lagde Hænderne paa hende, og strax rettede hun sig op og prisede Gud.» Kan han ogsaa kalde paa dig og sige til dig: «Du er løst fra din Skræbeligheds-Aand», saa du religiøst retter dig op — løfter dit Hoved — puster frit? Har Jesus den Magt?

Ja.

Hvad er Løsningen? Hvorledes gaar det for sig? — Jeg vil sige det kort, bestemt:

Giv dig personlig hen til Gud og tænk frit.

Giv dig hen til Gud, det er din Drift. Vær forvisset om, at hver eneste Drift, som er nedlagt i os, skal tilfredsstilles, men paa naturlig, eller hvad der er det samme, paa moralsk Maade — ikke paa unaturlig. Giv dig personlig hen til Gud i dit Hjerte og tænk frit. I dette «og» ligger Sandheden og Frigjørelsen. Enten—Eller er Usandheden.

Nu vil nogen maaske sige: Det var et svært Ord; men der kommer vel Forbehold.

Intet Forbehold

Intet.

Fuldt ud ment: Tænk frit. Ikke skal du herved hindres fra personlig at hengive dig. Maaske jeg ikke siger det nøiagtig; men jeg vilde saa, gjerne sige det uforglemmeligt: Saa, fri i Tænkning som Voltaire, saa greben i Hjertet som Hans Nilsen Hauge.

Lader det sig forene? Ja, det er netop Sagen. Der er intet i din Existens, intet, som hindrer, at det kan forenes. Men, naturligt, jeg mener altsaa ikke det at have Voltaires Hjertelag i religiøs Henseende. Behøver jeg at sige det?

Sky det, som du skyr Dyret i dig!

Men tænk frit, lad det Princip være anerkjendt uden Forbehold — fuldt ud — ingen Sammenkrumpning. Ret dig op. Der vil blive Strid og Vanskelighed fremdeles — mangfoldig Debat om Principets Forstaaelse og Udførelse; men der er noget Stort og Forløsende i, at Principet anerkj ndes frit og fuldt. Det frigjør.

Er det Revolution, jeg prædiker? — Om saa var, saa var den i Kristendommens Interesse. En enkelt Kristen kan nok leve sit Liv i Gud uden Tænkning; men Kristendommen kan ikke leve uden at tænke, og der er kun én Maade at tænke paa, det er at tænke frit. Tag alt Videnskabens Resultat med dig til Forstaaelse og Kritik ak Bibelen.

«Men», vil nogen maaske sige, «kommer da ikke alt i Bevægelse? Og det er netop det, som jeg pines af, at jeg ikke har fast Grund at staa paa. Bliver ikke ialfald en stor Del borte af det, som jeg kalder min Tro?» Aa jo, men der bliver noget igjen. Vogt dig for den Svimlendes sælsomme Fristelse til at slippe det sidste lille Fodfæste. Der bliver no^et igjen. Og hvad er det, som bliver borte? — Det, som du i Virkeligneden ikke tror, uden fordi du skal tro det. Men hvad er Tro? — Den Grundvished, som jeg ikke kan slippe, som jeg lever paa frit og nødvendigt, som er bleven en Del af mig. Det er kanske lidet og lad det være lidet. Det er nok, til at du kan give dit Hjerte hen til Gud.

Tænk dig, da Jesus begyndte at vandre omkring i sit Fædreneland og mødte en og anden, som personlig hengav sig til ham. Jeg spørger: Hvor meget troede de, som saaledes mødte Jesus og hengav sig til ham? — Eller tænk paa Abrahams Tjenere. Jeg antager, at der blandt Abrahams Tjenere og Tjenestepiger gaves dem, der var «Guds Barn»; men hvor meget troede de? — Hvad vidste de om Frelsen? Ja, hvormeget vidste de om Gud? — Jeg siger dette for at vise, at man personlig kan hengive sig med et meget lidet Kvantum Tro.

«Men», indvender I maaske, «da kunde jo endog Kristi Opstandelse komme i Tvilens Bevægelse.» Ja, den kunde det, midlertidig.

Der var engang En, som spurgte mig: «Er det virkelig din Mening, at En, som er i Tvil om Jesu Kristi Opstandelse, dog kan nyde godt af den?» — Ja. — For vel at mærke, Frelsens Fakta er noget saa ganske anderledes objektivt, end vi ofte forestiller os, noget i Lighed med Naturkræfter. Jesu Opstandelse har, ligesom Forsoningen, en objektiv, af din Tros Fuldstændighed uafhængig, Virkning, som indtræder, naar du vender dit Hjerte til Gud i Bøn.

«Ja,» siger I til mig, «men du tror altsaa paa den?» — Ja, det gjør jeg. Jeg tror paa Jesu Opstandelse — paa den store Aarsag i Jesu Person, som virkede hans Opstandelse, og som virker det Liv i Gud, en Kristen lever. Og det forstaar sig, det lille, som i den Forstand blir min Tro, at det er den Grundvished, jeg virkelig lever paa, det bliver ogsaa en Nødvendighed for mig og behersker min Tænkning, som jo ethvert Menneskes Tænkning beherskes af det, som virkelig er blevet hans Tro. Men det bliver ikke egentlig nogen Indskrænkning i min frie Tænkning.

«Ja,» vil I kanske sige, «dette, som du har talt idag om at tænke frit, det er din Overbevisning, din Løsning af dette Spørgsmaal, det hører vi nok; men vis os, at det er Jesu Løsning, da først hjalp du os. Kan du vise, at Jesus siger, som du har sagt idag?»

Ja. — Vi behøver ikke at gaa længer end til Texten idag. Der forekommer netop et Sammenstød med det kirkeligt Traditionelle. Synagogeforstanderen tog tilorde og foreholdt Folket, at det stred mod Religionen at helbrede paa Sabbaten.

Hvad appellerer Jesus til da? — Ja, maa vi ikke sige til «Fornuften», som jo Bibelen idethele saa fuldt anerkjender. Hvad sætter Jesus mod det Traditionelle? — Maa vi ikke svare: Det Rationelle? Jesus kan ikke anerkjende deres Tradition, hvor meget den end er af religiøs Art, og hvorfor? — fordi den medfører noget Ufornuftigt. «Man løser jo,» siger han, «sin Oxe fra Krybben om Sabbaten for at vande den; nuvel, saa slutter jeg uafhængig af al Tradition, at denne, hvem Satan havde bundet, tænk i atten Aar, bør løses af dette Baand paa Sabbatsdagen.» Det maa være sandt, fordi det er rigtig tænkt.

Men det er maaske vanskeligt at finde flere saadanne Steder? — Jeg behøver kun at flytte mine Øine nogle Tommer op i det foregaaende Kapitel. Det er der, han siger: «Naar I ser Skyen trække op i Vest, saa siger I, det kommer Regn, og det indtræffer. Og naar I ser, det blæser Søndenvind, siger I, det bliver Hede, og det indtræffer. — I Hyklere! Jordens og Himmelens Fænomener ved I at tyde, men hvoraf kommer det da, at I ikke tyder denne Tid? — Ja, hvorfor afgjør I ikke af eder selv, hvad der er rigtigt?» — Hvis jeg skulde holde en Prædiken over dette, hvad bedre Navn skulde jeg give den end: «Tænk selv».

Dog mange af eder vil vel alligevel sørgmodig spørge: «Aa ja, det var tiltalende dette om denne Løsning fra Skrøbeligbeds-Aanden. Men er det virkelig saa, at Jesus tager imod mig, hvis jeg kommer med saa mange urigtige Tanker — med min Tænkning i fuld, fri Bevægelse og i Uvished om saa meget af det, som Kirken har fastsat? — Vil Jesus tage imod mig?»

Det staar ikke, at han stødte nogen fra sig for deres ufuldkomne Tros Skyld, naar Hjertet var aabent. Vil han støde dig bort? — Tænk selv. — Han, som ikke har stødt nogen bort, hvor lidet de end havde af Troen — han, som vistnok bebreider sine Disciple, at de ikke troede hans Opstandelse, men som alligevel elskede dem og tog dem ind til sig — skulde han støde dig bort?

Hvis du vil tilfredsstille den bedste Drift i dig — den, som allermindst ved Udviklingen kan elimineres — saa kom til Jesus — til Gud med det lille Gran Tro, du har. Hav et personligt Møde med ham i dit Hjerte. Sig, at du ønsker at hengive dig til ham. Gjør det. Tal til ham derom — snart — idag. Det gjælder dig det Ord, han talte: «Hvo, som kommer til mig, støder jeg ingenlunde ud.»

Merle d'Aubignè fortællerr i sin Bog, «To Kongeriger og to Konger» , om en skotsk Kvinde, som kom til en Prest og begjærede at faa den hellige Nadvere. Presten stillede da de sedvanlige dogmatiske Spørgsmaal til hende; men hun kunde ikke svare paa noget. Han spurgte hende forgjæves om Kristi Forsoning, og i hvad Hensigt han døde. «Ja,» sagde han, «jeg kan ikke stede dig tilalters.» Hun vendte sig da for at gaa, idet hun bedrøvet sagde: «Jeg kan ikke svare paa Spørgsmaalene om ham; men jeg kunde dø for ham.»

Hun blev antaget tilalters.

Det fattes jo ikke dig nøiagtig det samme, som fattedes hende; men passer det ikke alligevel? — Er det ikke nogen af eder, som har det saa: «Jeg kan ikke klare Spørgsmaalene, men mit Hjerte hænger ved ham.»

Nuvel, da har du havt dit personlige Møde med ham, og du er ikke forstødt paa Grund af din Tvil. Frygt ikke — ret dig op! Amen.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.