Troens grund

Fra Wikikilden
Henrik Ibsen
Samlede værker, Bind IV
(I - III - IV - V - VI - VII - VIII - IX - X
(Bind I kommer fra en annen serie enn de andre, og inneholder alle verk i Bind I & II.)
s. 304-306).

Jeg slynged på rim et klokke-klemt
over landet ud; der blev ingen skræmt.

Min gerning var gjort; jeg steg ombord
og stævned for damp fra det kære Nord.

Vi lå for tåge på Kattegat;
der var ingen som sov den første nat.

Kahytten var bleven en krigsråds-hal;
passagererne drøfted Dybbøls fald.

De drøfted alting, fortalte adskillige
vilde træk om de unge frivillige.

Fra en var en attenårs brorsøn rendt;
en anden havde mistet sin handelsbetjent.


Så var det naturligt man næsten led;
man var jo selv på en måde med.

I sofaen, ret under lampens skærm,
sad en aldrende frue, frejdig og ferm.

Til hende var vendt de flestes røster;
enhver vilde være den bedste trøster.

Og damerne yttred med suk og støn
sin angst for fruens eneste søn.

Jeg ser hende endnu, hvor trygt hun nikker,
og smiler og sigerfor ham er jeg sikker!

Hvor vakker hun var, den sølvgrå kvinde
med grundmuret tro i syn og sinde.

Det risled mig varmt gennem marg og blod;
det satte stål i mit slappe mod.

„Dit folk er ej dødt, om end det blunder; —
det lever i kvinde-troens vidunder!“


Dog siden jeg fandt hende mere klog
på livets gang end på livsens bog.

Og derfor blev hun mig også en
Hvor kom den fra, denne trygheds nåde? —

Forklaringen lå så snublende nær:
sønnen var krigsmand i vor norske hær.