Topografisk-statistisk beskrivelse over Finmarkens amt/2/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hele den følgende undersøgelse under dette hovedafsnit «Eventyrlige sagn i den ældre historie» skyldes professor Moltke Moe.

Finnekonger. Paa mange steder i den gammelnorske og islandske literatur tales der om finnekonge, finnakonungr eller finnkonungr.

Det er paafaldende, at der i disse beretninger tales om konger hos finnerne; thi finnerne vides ikke nogensinde at have dannet ordnede samfund med eget styre. De var spredte over vide omraader og fjeldstrækninger, saa de vanskelig kunde finde noget fælles samlingssted og endnu mindre danne nogen fælles administration eller regjering.

Hermed stemmer, at deres sprog mangler ord for styre og regjering. Deres navn paa konge, gonagas, er laant, ligesaa benævnelse for dommer, duobmar.

D Tanken om en finnekonge synes at maatte stamme fra nessekongernes tid, hvad der stemmer godt med, at en finnekonge allerede nævnes i indledningen til Vǫlundarkviða. Sandsynligvis har navnet fra først af kun udmærket en rig og forholdsvis anseet fin, der optraadte som repræsentant for en flok af sine landsmænd i en eller anden forhandling med nordmændene.

Den ældste omtale af en finnekonge forekommer i prosaindledningen til det gamle eddakvad Vǫlundarkviða, der er forfattet i det 9de aarhundrede.

Denne indledning i prosa synes at bero paa en afløsning af strofer, hvis verseform var gledet ud af erindringen.

Finnekongens ene søn kaldes Slagfinn, den smedende fin, og der siges, at han og hans brødre var skiløbere og veidede dyr.

Begrebet finnekonge nævnes dernæst i flere af de norske historiske kongesagaer, saaledes allerede i Ágrip fra omkring 1190. Endnu saa sent som 1313 nævner islandske annaler en finnekonge, som de giver navnet Martin.

Ubetinget hyppigst møder man begrebet i de halvmythiske og romanagtige fornaldarsagaer, i hvis episke personale en finnekonge næsten synes at have fast plads.

Saagodtsom alle de egennavne, der tillægges finnekonger, er af udpræget norrøn oprindelse, saaledes Snær, Gusir eller Gusi. Navnet Snær betyder ligetil sne, og Gusi, der hænger sammen med verbet gjósa, betyder den, som bryder frem med voldsomhed, i denne forbindelse vel nærmest en vindflake eller sneiling, som kaster sig ned gjennem et trangt skar eller ud gjennem en trang fjord.

I den yngre fremstilling i «Hversu Noregr bygðist» er kong Snær, som ogsaa nævnes i «Fundinn Noregr», søn af Jǫkull (istap), og blandt Snærs børn er Fǫnn, Drífa og Mjǫll (snefon, snedrev og tør nyfalden sne). Hele dette slægtskab er fremsprunget af en sen og bevidst poetisk personifikation og har intet med mythologien at gjøre.

I Ketill Hængs saga heder det i overensstemmelse hermed, at finnekongen ligger ude i ødemarken om vinteren, derfor er det ikke raadeligt at reise i Finmarken paa denne tid.

I Bárð Snæfellsás’s saga heder det om Mjǫll, Snærs datter, at hun var saa fager og hvid i huden, at den aller hvideste sne fik navn efter hende, den sne, som falder i stille veir og kaldes mjǫll.

Navnet Gusir eller Gusi fremtræder allerede i det 11te aarhundrede i en strofe af skalden Hofgarða-Refr, optaget i Snorres Edda. Navnet forekommer her som jotunnavn ved siden af Ófóti.

Ogsaa i de navneremser (þulur), som er bevaret i Snorres Edda, møder vi navnet, rimeligvis fra slutningen af det 12te aarhundrede.

Desuden omtales Gusi af Saxo under formen «Cuso, finnernes og bjarmernes konge», fra kort før aar 1200:

I hans «Historia Danica», udgivet af Müller og Velschow, 6te bog, pag. 116, heder det, at Helge, konge over Haalogaland, sendte et gesandtskab til «Cuso», finnernes og bjarmernes konge, for at bede om hans datter Thoras haand. Helge led af en medfødt talefeil, saa det var ulideligt at høre ham tale. Cuso mente, at det var uværdigt i den sag at søge hjælp hos andre. Helge bad da Hother, som var veltalende, om at hjælpe sig, og Hother drog med en flaade til Norge for at sætte sagen igjennem med magt, hvis han ikke formaaede det med ord. Da han havde talt Helges sag med velvalgte ord, sagde Cuso, at man maatte spørge pigen, og da hun fandt behag i beileren, lovede Cuso, at give Helge hende til ægte.

Den rolle, finnekongen spiller i de fleste af disse sagn, er enten den mægtige troldmands og vidunderlige bueskytters, og dette synes at være den ældste forestilling, eller ogsaa har han intet andet at gjøre end at være far til en skjønhed, som en høibyrdig nordmand beiler til, ganske som i Saxos beretning. Dette er den senere poetiske tekniks udnyttelse af motivet.

Finnekongen Mǫttull. Det vistnok oftest forekommende navn paa finnekongen er imidlertid Mǫttull eller Mattull. Sammen med Ragnar Lodbrok omtaler Saxo en Mattullus, ’Finmarkens høvding’. Gunhild kongsdatter blev efter Fagrskinna opfostret hos Mǫttull finnekonge (ca. 920), og i beretningen om Thore Hund, ca. 1030, forekommer Mǫttull igjen.

De islandske annaler omtaler som berørt fra 1313 en finnekonge ved navn Martin, som kom til kong Haakon Magnussøn den ældre. Kan man end ikke benegte denne Martins tilværelse, saa kan han neppe antages for andet end en art høvding; om egentlig kongemagt er der neppe tale, bemærker P. A. Munch.

Aksel Olrik betegner Mǫttull som «en dunkel baggrundsfigur, der skimtes i islændingernes historiske forestillinger paa høist forskjellig tid, snart som stamfader til landnamsmænd snart som Olav den helliges samtidige».

Mattull nævnes af Saxo i en nedenfor gjengivet beretning om den danske kong Ragnar eller Regner.

I de historiske islandske sagaer forekommer han; saaledes i et slægtregister i Landnáma (bogen om Islands bebyggelse), sandsynligvis fra kort efter aar 1200; dernæst i Fagrskinna fra henved aar 1240 og endelig i Flatøbogen fra omkring 1380 i et tillæg til Olav den helliges saga.

I Peder Claussøns Norges beskrivelse og hans norske kongers kronika kaldes han «Motle Findkonge».

Navnet Mǫttull er et fremmed ord: mǫttull betyder kappe, mantel.

Mǫttull, «kappe, mantel», forekommer efter Alexander Bugge allerede i et vers af skalden Kormak (mǫttull-skaut, kappeflig). Han antager, at ordet allerede i vikingetiden er kommet til norden, da sagnfiguren, finnekongen Mattull, omtales hos Saxo. At ordet er gammelt i Norge, sees tillige deraf, at det tidlig forekommer i stedsnavne, f. eks. Motleberg i Smaalenene, som nævnes i det 14de aarhundrede. Ordet forekommer ogsaa paa gammelt svensk i formen mantul, mattul, og paa gammelt dansk i form mantel. Til dansk er ordet vistnok kommet fra tysk. Til Island, Norge og vel ogsaa til Sverige er ordet rimeligvis kommet ad andre veie. Skalden Kormak, bruger i sine digte mange fremmedord af engelsk og irsk oprindelse. Da nu ordet mǫttull først forekommer hos Kormak, ligger det nær at tro, at det er et laanord fra angelsaksisk. At nordboerne i vesten meget tidlig har optaget ordet mǫttull, kan vi ogsaa slutte deraf, at det fra nordisk er gaaet over i gammelirsk, matal, allerede fra begyndelsen af det 11te aarhundrede. Nordboerne i Irland synes saaledes senest i det 10de aarhundrede at have indført brugen af mantler, og denne fremmede mode ser fra nordboerne ud til at have vundet indpas hos irerne som et klædesplag, som det sømmede sig for konger at bære. Som de fleste moder er ogsaa denne opstaaet i de romanske lande og har derfra udbredt sig over Europa. Den vesteuropæiske mantel var i det 9de og 10de aarhundrede firkantet eller halvrund af snit og holdtes sammen ved en spænde, som var fæstet over den ene skulder.

De gamle beretninger om Mǫttull hos de norsk-islandske historieskrivere hidsættes her:

I Fagrskinna, sagaen om Haakon den gode, heder det om Erik Blodøks, at han fór nord i Finmarken og helt til Bjarmeland paa herjetog. «Paa denne færd saa han for første gang sin kone Gunhild; hun var den gang til opfostring og i lære hos Mǫttull finnekonge, som var overmaade kyndig i trolddom.»

Flatøbogens tillæg til Olav den helliges saga har mere at fortælle:

«Paa Thore Hunds tid raadede der en konge over Finmarken, som hed Mǫttull. Han var hedensk blotmand og meget tryllekyndig. Til ham fór Thore. Thore traadte frem for ham og hilste ham. Kongen modtog hans hilsen og spurgte, hvorfor han var kommen saa langt nord. Thore svarer, at der ikke var trygt for ham hjemme paa hans bosted for Olav digres skyld. Mǫttull mener, at dette ikke er sandt, «for jeg ved, at Olav længe har været en god ven af dig, og han holder nok fast paa venskabet med eder kristne mænd». Thore siger: «Jeg tænker, du har spurgt den uenighed, som er opstaaet mellem kong Olav og mig. Han tog livet af Thore, min frænde. Derfor har jeg dræbt nogle af hans mænd, og nu har jeg søgt hid til dig, fordi jeg ved, at du er baade klog og ikke ræd for store foretagender, og at du kan mangt og meget, andre folk ikke kan. Jeg haaber trøst og hjælp af dig.» «Er dette, som du siger,» svarer Mǫttull, «da tør du faa det, som du venter. Du skal blive her hos mig selv tolvte.» Thore blev der og lærte trolddom. Om vaaren gik Thore frem for Mǫttull og bad ham om raad og om at lægge sin lykke (hamingja) til, «for jeg liter stærkt paa eders klogskab i alle ting». Mǫttull svarede: «Gjerne vil jeg laane dig min lykke mod kong Olav, og saa bæres mig for, at du omsider vil seire over ham. Her er tolv renpelser (reinbjalfar), som jeg vil give dig. Jeg har signet dem og gjort dem faste, saa intet jern kan bide paa dem.» Disse bjalver havde Thore og hans mænd paa sig ved Stiklestad.»

Hertil slutter sig nu Saxos beretning om kong Regner og hans kamp med bjarmerne og finnerne.

Saxo (Historia Danica, bog 9, pag. 452) beretter som her forkortet gjengivet:

Bjarmerne, som nylig var beseirede, holdt ikke sit løfte om underkastelse, og kong Regner stevnede da mod dem med sin flaade. Da han var underveis, satte de ved sine trolddomskunster skyerne i bevægelse og fik istand et forfærdeligt uveir med regn. Danskerne blev en tid lang sinket i sin seilads ved dette og begyndte at lide mangel paa mad. Pludselig slog veiret om, og en brændende hede plagede dem. Og den plage var ikke lettere at udholde end den stærke kulde. Disse to utaalelige veir afløste hinanden, og de danske blev meget svækkede, saa voldsomme som begge uveir var. Men løst liv dræbte de fleste. Mesteparten af de danske døde paa grund af dette vekslende veir; der opstod en pest, som bredte sig mellem dem. Regner skjønte, at det var en paahekset vind,og han kom sig paa en vis med sine skibe ind til kurernes og sembernes land. Disse modtog ham med hæder. Og kongen blev ved modsætningen endnu mer opsat paa bjarmerne for deres frækhed, og anfaldt dem pludselig. Bjarmekongen, hvis navn man ikke kjender, blev forskrækket og søgte hjælp hos Mattullus, Finmarkens høvding (dux). Med sine dygtige bueskytters oprev denne uden selv at lide skade Regners hær, som laa vinteren over i Bjarmeland. Thi finnerne pleier at glide afsted paa glatte træstykker og kan derfor skyde næsten hvilken fart de vil. De har ord for at kunne nærme sig og fjerne sig igjen med den største hurtighed. Thi disse redskaber og deres legemer er lige lette og bevægelige. Skjønt Regner havde overvundet blomsten af den romerske hær, kunde han ikke hindre, at dette uanselige og ringe folk sneg sig indpaa ham som tyve og røvere. Saaledes gik det til, at han ikke skammede sig ved at skjænde sit berømmelige krigernavn ved at ty til list og tage natten til hjælp. Denne list var skjændig at udføre, men i udfaldet heldig. Han havde mistet flere folk i kampen mod denne daarlig rustede hob end mod de bedst bevæbnede krigere. Thi han havde lettere kunnet byde romernes magt spidsen end dette lasede folks lette kastevaaben. Bjarmernes konge blev dræbt og finnernes konge slaaet paa flugt.

Den danske historiker Johannes Steenstrup har i sit store værk «Normannerne» vist, at denne Saxos beretning om Regners kamp med de trolddomskyndige bjarmer og finner er en lokaliseret overførelse af en begivenhed, som fandt sted ved de nordiske vikingers angreb paa Paris i aaret 845, og rigtigheden af denne opfatning er erkjendt af andre historikere, Gustav Storm og Aksel Olrik. Om denne begivenhed har vi flere gamle fortællinger, dels hos annalskriverne, dels i den hellige Germanus’s levnet, hvilken levnetsbeskrivelse er forfattet af Amoin, munk i Germanus’s kloster i Paris.

Hos Pertz (Monmnenta Germaniae Historia, bind I, pag. 441) er der en beretning, som her gjengives forkortet efter Prudentii Trecensis Annales for aar 845:

Vinteren var meget haard. 120 normanniske skibe seilede i marts maaned opover Seinen og herjede paa begge sider og trængte frem til Paris, da ingen gjorde modstand. Karl (den skaldede) rustede sig til at drage mod dem; men da han forstod, at hans folk ikke kunde seire, standsede han hedningernes fremrykning og overtalte dem til at vende tilbage paa visse vilkaar og ved en gave paa 7000 pund.

Normannernes konge Oricus (Haarek) drog med 60O skibe opover floden Elben til Germania mod Ludvig; sakserne mødte dem og et slag blev leveret, og ved vor herre Jesu Kristi hjælp blev sakserne seierherrer. Derpaa søgte normannerne til en by hos slaverne og tog den. En stærk hunger herjede det indre af Frankrige i saa stor grad, at mange tusend mennesker døde, da hungeren tog til.

Normannerne drog nedover Seinen og tilbage til havet og plyndrede og herjede alle steder i nærheden ved havet. Men skjønt den guddommelige retfærdighed, vred paa vore synder, lod de kristnes lande og riger lide saaledes, vilde den ikke lade hedningerne ustraffet gjøre den almægtige Gud afmægtig. Da de med fuldlastede skibe seilede fra klosteret Sithdiu, som de havde plyndret og brændt op, blindede Guds dom dem i den grad ved mørke og vanvid, at meget faa med nød og neppe slap bort. Derover blev deres konge Oricus, som man fortæller, meget urolig og sendte gesandter til Ludvig, germanernes konge, for at faa fred og erklærede sig villig til at lade fangerne løs og give de røvede skatte tilbage efter evne.

I de samme Monumenta Germaniae Historica, bind II, pag. 228, (Annales Xantenses, aar 845) findes en lignende beretning.

I «Hellige mænds gjerninger» (Acta Sanctorum ed. Henschen og Papebroch, for mai maaned, bind VI, pag. 797) er der en legendarisk beretning, hvor de samme begivenheder skildres:

I aaret 846 efter vor herre Jesu Kristi fødsel, i den udmærkede konge Karls 6te regjeringsaar, da frankernes kongedømme efter keiser Ludvigs død var delt i flere dele og folkets synder tiltog og blod flød paa blod, da gik det ved Guds tilskikkelse, fordi vor brøde krævede det, saaledes med vore, at fremmede nationer brød op fra sin hjemstavn. Danernes folk, som almindelig kaldes Normanner, det er folk fra nord, kom i sit overmod til de kristnes lande med en stor flaade. De rasede vildt og vendte op og ned paa alt, og da ingen gjorde modstand, seilede de ind i floden Seine og landede ved Rotomacum (Rouen). Da de mærkede (hvad vi ikke kan fortælle uden uhyre bedrøvelse i hjertet), at egnene høvdinger var feige og frygtsomme, drog de videre opad elven; selv kong Karl, som mødte dem ved Carolivenna og søgte hjælp hos helgenen Dionysius, kunde med sin lille styrke ikke standse dem.

Fra Carolivenna gik de til Cella nostra, som ligger skraas over for, og forsøgte adskillige gange at tænde ild paa apostelen Peters og den naadige Germanus’s kirke. Da det paa grund af disse helliges fortjeneste ikke lykkedes dem, gik de ud og satte ild paa et forraadshus, som stod ved siden. Derfra skjød der op en stor ildflake, saa den antændte nogle grønne træer paa den anden side af Cella; men kirkerne selv blev ikke skadede.

Den hellige paaskeaften kom de til Paris, som var aldeles øde; de fandt alle klostre i omegnen forladt af sine beboere. Frygt og rædsel havde grebet alle; paa grund af sine synder kunde de ikke haabe paa hjælp fra himmelen.

St. Germanus’s hellige legeme maatte graves op af sit hvilested og bringes til en eiendom, som tilhører hans kirke og heder Cumbae.

En tid før dette hændte, havde en gammel, alvorlig munk i dette kloster seet St. Germanus gaa ud af sin grav, reisefærdig og rustet til at drage afsted. Han spurgte ydmyg, hvor helgenen tænkte at begive sig hen. Og Germanus svarede, at han vilde gaa bort fra dette sted. «Ogsaa I skal udvandre herfra. Men I vil erfare, at jeg kommer tilbage, og ogsaa I skal vende tilbage, naar tiden kommer.» At dette syn var sandt, det viste det, som skede ved disse begivenheder.

Den følgende dag gik normannerne ind i den hellige Germanus’s kloster, som til den dag aldrig var indtaget, og derfor lovede rigt bytte, og begyndte at skjænde det og ødelægge det med sine besmittede hænder.

Der viste Gud sin naades magt ved undergjerninger for St. Germanus’ skyld. Ingen af vore var tilstede, men vi har senere faaet det at vide af Kobbo og de mænd, som kong Ludvig havde sendt som gesandter til normannernes konge Horik (Haarek).

Da dette skjændige folk forsøgte at afhugge bjelkerne i kirken, knustes tre af dem for foden paa den hellige Stefans alter og udaandede sine vantro sjæle, og de andre blev slagne af frygt, saa de lod bjelkerne i fred.

Da Guds hus og samtidig hele klosteret plyndredes, kom en af dem til herre Germanus’s confessio med draget sverd i sin besmittede haand og slog 13 gange til marmorsøilen. Da svandt kraften i den høire haand, og fra den dag og lige til hans ulykkelige udgang fra dette liv har haanden været ubrugelig og vissen. Sverdets hjalte var saa fast fæstet i haanden, at det ikke kunde rives ud uden at et stykke hud fulgte med. Han blev pint, til han endte sit elendige liv, og kom, baaret af dæmoners hænder, forbitret til helvedes boliger og stinkende sjøer.

Medens de plyndrede selve det høihellige oratorium, blev det pludselig fyldt af en tæt taage, og de skjændige ransmænd rammedes af blindhed. De forsøgte under stor rædsel og frygt at komme bort, men kunde ikke finde udgangene og dørene, som de var komne ind af. Saaledes flakkede de lang tid om og blev udtrættede. Endelig slap de ud og flygtede i stor hast, og fra den dag var de opfyldte af saa stor rædsel, at de ikke mere vovede at besmitte kirken. De blev ogsaa angrebne af blodgang, og det i saa høi grad, at ingen af den store mængde troede, at han vilde slippe fra det, siden der døde saa mange hver dag.

Paa hjemveien led de meget af den sygdom, som havde rammet dem i St. Germanus’s kirke, og mange døde deraf; men ingen af de kristne, som var med dem, kjendte noget til denne syge.

Ragenarius (Ragnar eller Regner) kom til normannernes hedenske konge med stort overmod og viste ham den store mængde guld og sølv, som han havde ført med sig. Han sagde, han havde taget den rige by Paris, og at han havde vundet den gamle Germanus’s hus, som i det land ansaaes for det vakreste; desuden havde han lagt under sig hele kong Karls rige som skattepligtigt. Da Horik ikke vilde tro dette, lagde Ragenarius for ham en udskaaret stok fra St. Germanus’s kloster og dertil byen Paris’s portlaas som vidnesbyrd. Landet var godt og frugtbart og rigt paa alle ting; men folket, som boede der, var feigt og frygtsomt, sagde han. Han fortalte ogsaa, at der var mere magt i de døde i dette land end i de levende; han havde ikke fundet nogen anden der, som gjorde modstand, end den døde gamle mand Germanus. Idet han sagde dette, begyndte han pludselig at skjælve, faldt rædselsslagen til jorden og raabte med frygtelig stemme, at Germanus selv stod ved siden af ham og slog ham med en stok, han holdt i haanden. Horik og de andre, som var tilstede, ogsaa Kobbo, der var kommen did som gesandt fra kong Ludvig, blev slagne med forfærdelse og forbauselse.

I tre dage led Ragenarius de skrækkeligste pinsler. I sin nød lod han lage en gylden statue af sig, som Kobbo skulde bringe til den gamle Germanus; desuden lovede han, at han vilde blive kristen, hvis han blev frisk. Men han var ikke af Kristi faar og fortjente ikke at faa, hvad han bad om. Som Kobbo fortalte os, hovned han og blev ganske opsvulmet; indvoldene kom i uorden, og han brast paa midten. Saaledes endte han ynkelig sit liv. Men statuen, som ikke var værdig til at være en hellig gave, blev holdt tilbage af dem, som havde med sendelsen; den blev forkastet som uren af den rene hjerternes gransker.

Ogsaa de øvrige fik sin straf.

Fra den dag, de havde betraadt den milde beskytter Germanus’ kloster og lige til de døde, var de, efter hvad Kobbo sagde, alle plagede af en ulidelig opsvulmen af indvoldene. Daglig døde der nogle af dem, efterat de var komne hjem. Horik og hans høvdinger frygtede for, at hele folket skulde gaa tilgrunde ved smitten; derfor lod han alle dem, som var igjen, halshugge med undtagelse af nogle, som kom sig bort, men som vist heller ikke er undsluppet død og undergang. De afhuggede hoveder skulde gives til de kristne, som var der, som et slags offer til sygdommen. Thi pesten rasede slig, at enhver, som rørte en syg, blev straks smittet og døde. Desuden lod Horik alle kristne fanger i sit rige opsøge og sendte dem hjem til deres fædreland. Og disse har fortalt herom og om meget andet. «Vi har blot ordnet det, som vi har hørt af disse øienvidner, i glæde over den kraft, som er den høihellige Germanus skjænket af Gud.»

Hvor dybt St. Germanus’s indgriben i begivenhederne 845 har grebet normannerne, fremgaar blandt andet af Abbos fortælling om normannernes beleiring af Paris 885—86. Abbo, som var munk i Germanus’s kloster i Paris, var selv øienvidne til denne beleiring. Han beretter saaledes, at normanniske skildvagter en mørk nat saa en lysende skikkelse stige op af den grav, hvor Germanus, Paris’s skytshelgen, hvilede. Ligeledes ved han at fortælle om en af normannerne, som var dømt til døden af sine egne, og som flygtede ind i St. Germanus’s kirke og omfavnede helgenens statue. Han blev vistnok greben og dræbt, men straffen rammede dem, som havde øvet denne udaad. Og — siger Abbo — fulde af ærefrygt for det hellige hus ansatte normannerne præster, som skulde holde messe og kanoniske tider der, og forbød alle at røve noget fra kirken.

I disse Abbos fortællinger har vi visselig at se et gjenskin af det ry, som fra 845 mellem normannerne stod af de kristnes hellige forsvarer.

Som Steenstrup paaviser, behandler Saxos sagn den samme begivenhed som legenden:

Begge steder overfaldes normannerhæren paa et vikingetog af uveir, stærk kulde og stærk hede.

Hæren indhylles i stærk taage, saa den ikke kan komme nogen vei og lider hungersnød.

Tropperne overfaldes af en dyssenterilignende sygdom, for hvilken de fleste bukker under, og de maa forlade landet.

Dette fremstilles i begge fortællinger som en indvirken ved overnaturlige midler, og begge fortællinger handler om en høvding ved navn Ragnar.

Gustav Storm har i sine «Kritiske bidrag til vikingetidens historie», pag. 90 og 108, behandlet spørgsmaalet i tilslutning til Steenstrup. Han bemærker:

St. Germanus var efter nordboernes opfatning en af de frankiske «landvætter», som Ragnars fiender havde paakaldt, og som havde hjulpet frankerne. Det danske sagn om begivenheden maatte betegne ham som en fiendtlig uvætte, der brugte trolddom og kogleri for at drive danerne fra sit land. Efterat de danske var kristnede, maatte da de «fiendtlige» vætter blive til «hedenske» vætter, den fiendtlige trolddom til «hedensk» trolddom; men trolddommens hjem er i nord, hos finner og bjarmer. Saaledes blev Ragnars tog mod de kristne franker til et tog mod de tryllekyndige bjarmer, saaledes som Saxo fortæller det.

Forskjellen mellem Saxo og legenden er efter Storms opfatning ene den, at Saxo ikke har hjerte til at lade sin helt lide et varigt nederlag; han vender tilbage til Bjarmeland, og skjønt bjarmekongen faar hjælp af Matullus Finmarchiæ dux (ɔ: den norske sagnfigur Mǫttull Finnakonungr), hvis bueskyttere gjør Ragnar megen skade, holder denne sig vinteren over i landet, og et natligt overfald, som efter Saxos dunkle ord (nocturna fallacia) maa have været forbundet med svig, bragte ham endelig seiren: Bjarmekongen falder, finnekongen flygter, og Ragnar rister runer og reiser bautastene til et «evigt mindesmærke om sin seier».

I selve det oprindelige normannersagn ligger der dog momenter, som naturlig har kunnet foranledige en afændring af sagnet som den, Saxo eller hans hjemmelsmand har foretaget. Vikingernes fører, Ragnar, har virkelig overvundet frankerne og har for at reise bort faaet 7000 pund. Om han end er straffet ved sygdom, taage og uveir, saa er han dog seierherre, hvad der nok kunde foranledige Saxo til at lade toget mod bjarmerne og finnerne ende heldig for de danske.

Aksel Olrik erkjender i sit store værk Saxos oldhistorie, ligesom Storm, rigtigheden af Steenstrups paavisning. Men han deler ikke Storms opfatning af, at Saxos kilde er dansk. Han mener, at navnet Matullus, Finmarkens høvding, tyder paa, at sagnet er norsk, og han gjør opmærksom paa, at formen Mattull hører hjemme hos nordmændene og islændingerne, i dansk form skulde det hede Mantul. Dette er uimodsigeligt, og deraf følger, at navnet Mattull er kommet til Saxos kundskab fra nordmænd eller islændinger, rimeligvis ogsaa sagnet. Men dermed er det ikke sagt, at sagnet ikke fra først af er dansk, og fra Danmark er naaet til nordmændene; der ligger halvfjerde hundrede aar mellem vikingetoget i 845 og Saxo. Han har, som Olrik selv først har paavist, gjort udstrakt brug af norske og islandske fortællinger i sit værk, og blandt disse er der flere, som ikke af udspring er norske eller islandske.

Enten nu sagnet er oprindelig dansk eller norsk, saa har det, som navneformen Mattull viser, lagt veien omkring Norge.

Denne finnekonge Mattull er ikke nævnt i noget norsk skrift ældre end Saxo, og det spørgsmaal ligger nær, om ikke Mattull i virkeligheden er den hellige Germanus, optrædende i finneham. I de hedenske normanners øine var det den frankiske helgen, som ved overnaturlige midler drev vikingerne bort; senere i Saxos tid, da danskerne og nordmændene var kristnede, henlagde de naturligen de magter, der kjæmper med tryllemidler, til bjarmer og finner, og helgenen bliver en finnekonge. Maaske ligger her en forklaring af selve navnet Mattull paa finnekongen.

St. Germanus havde været biskop i Paris og afbildedes følgelig i bispedragt eller i geistlig dragt; og i denne skikkelse stod han selvfølgelig ogsaa for folkeforestillingen i Frankerriget.

I annalernes beretninger fortælles vistnok ikke udtrykkelig,


at St. Germanus aabenbarede sig for vikingerne, men naar Ragnar overfor kong Horik siger, at han ikke fandt nogen anden, som gjorde modstand mod ham i Frankerriget end den gamle Ge manus, og naar han kort efter raaber, at Germanus staar ved siden af ham og slaar ham, saa forudsætter dette, at Germanus efter hans tro har vist sig for ham tidligere.

Om Ragnar kjendte eller mindedes hans navn, tør vel være tvilsomt. Beretningerne om dette vikingetog stammer alle fra kristne, og er seet med kristne øine. Nævnelsen af Germanus’s navn i disse fortællinger maatte være selvsagt for den kristne nedskriver, hvem helgenens hæder laa paa hjerte.

Men har vikingerne ikke kjendt helgenens navn, maatte det ligge særlig nær for dem at betegne ham efter hans geistlige dragt. Selv om normannerhæren skulde have hørt helgenens navn, vilde dette naturlig og let forsvinde i sagnet hos kommende slægtled.

Det middelalderske latinske ord mantellus, mantellum og mantum o. s. v. betegner vistnok i sin almindelighed kappe, ytterkappe, men bruges med forkjærlighed særlig om den geistlige dragt, specielt de høiere biskopers embedsdragt, men ogsaa om munkekutten.

Det synes saaledes at være naturlig og let forstaaeligt, at den biskoppelige helgen, som ved overnaturlig kraft afværger normannernes angreb, blev betegnet efter sin eiendommelige embedsdragt, mantellus, som straks og stærkt maatte falde dem i øinene, og ikke efter det for vikingerne fremmede og ukjendte navn.

I gammelnorsk og islandsk literatur betegnes de geistlige, især munkene, ved benævnelsen kápumenn. Ogsaa til historiske personer har benævnelser efter den geistlige dragt heftet sig, helst som tilnavne. Saaledes har stamfaderen for den kapetingiske kongeslægt i Frankrige, Hugo Capet (fra 897), sit tilnavn af cappatus, den som bærer munkedragt.

Mantellus og mǫttull, betyder imidlertid ikke som kápumaðr og cappatus, kappemanden, men kun kappe. Hvis navnet Mǫttull skal kunne stamme fra Germanus’s bispekjole, maa der kunne anføres analogier til, at dragten ligefrem kan betegne manden. Af saadanne analogier er der flere.

I tyske og franske episke digtninger fra middelalderen, de tyske fra slutningen af det 12te aarhundrede, optræder ved flere leiligheder en fremmed ridder, som efter sin dragt kaldes «Graurock», «Grisagonella». «Grisa-gonella» betyder graakutten; gammelfransk «gone» og «gonelle» betyder nemlig munkekutte, kvindekjole.

I en latinsk krønike fra første fjerdedel af det 12te aarhundrede om fyrstehuset i Anjou kaldes den historiske person grev Gosfred af Anjou for «Grisa-Tunica», det vil sige «Graakjortelen», da han ukjendt optog en kamp til fordel for kongen af Frankrige. Efter seieren blev han ved et tilfælde gjenkjendt, og da heder det i krøniken: «Kongen gav den befaling, at Gosfred for fremtiden skulde bære navnet Grisa-Tunica.»

Ogsaa i eventyrliteraturen findes oftere personer nævnt efter sin dragt, især personer med et hemmelighedsfuldt eller overnaturligt præg. I et bekjendt svensk eventyr gaar den forheksede prins, der er i besiddelse af overnaturlig viden, under navn af «Gråkappan», i et norsk under navn af «Kappan». Af samme art er de to Odinsnavne Hǫttr og Síðhǫttr (Sidhatten), ligesom navnet «prins Hatt» i et andet svensk eventyr.

Ogsaa i folkesagn og folketro gjør denne eiendommelige navneskik sig ofte gjældende Tyske nisser eller kobolder bærer saaledes mange steder i Tyskland benævnelser efter dragten eller et eiendommeligt klædningsstykke. I Pommern kaldes de «Rotjäckchen» eller «Rothöschen; omkring Hildesheim «Hütchen» eller «Hodeke»; andre steder «Hopfenhütel», «Langhut» o. s. v. I Schweiz forekommer til og med «Stiefeli» eller Støvle.

Til denne navnerække synes navnet Mǫttull at høre.

Mǫttull forekommer endelig ogsaa i virkelig historiske kilder som tilnavn til en bekjendt erkepræst. Et brev, hvori han nævnes, er paa latin fra aar 1327 (Diplomatarium norvegicum II, no. 162): «Dominus Thorquillus Mantellus». Præsten hed efter andre kilder Thorkel Gunnarsson Mǫttull.

Det er muligt, at en norrøn trolddomsskik kan have været medvirkende til at fæste navnet Mǫttull til den i nordmændenes øine fremtrædende finske repræsentant for trolddom.

Professor Sophus Bugge har gjort opmærksom paa, at «navnet Mǫttull vistnok staar i forbindelse med forestillingen om, at en troldmand frembringer trolddom, blænder og kverver synet, ved at svinge med sin kappe». Han henviser til Ynglingasaga, kap. 46, hvor der fortælles om et strandhug, som vestfoldkongen Øystein øvede paa Varnestranden (Smaalenene). Konge paa Varne var dengang Skjold, en tryllekyndig mand. Da Skjold kom med sin hær til stranden, var Øystein seilet bort og kommet over fjorden. Skjold saa hans seil. Da tog han sin kappe (mǫttull) og svingede med den, og samtidig stønnede han. Da de seilede ind om Jarlsø, sad kong Øystein ved styret. Et andet skib seilede nær dem; saa kom en styrtsjø, og seilaasen eller bommen paa dette skib slog kongen overbord; det blev hans bane. Sagaen bruger udtrykket: «tók hann mǫttull sín ok veifði».

I Viglunds saga, en opdigtet kjærlighedssaga fra midten eller slutningen af det 14de aarhundrede, forekommer en fortælling, som staar nær beretningen i Ynglingasaga En troldkjærring, som heder Kjǫlvǫr, hekser et uveir paa Viglund og hans fæller, medens de er ude paa fiske. Det heder, at hun svingede med sin hætte mod øst, og da tyknede uveiret raskt til.

Vatsdæla saga fra omkring 1250 fortæller om en anden tryllekyndig kone, Groa, at hun vendte sig mod fjeldet og svingede med et klæde, som hun havde knyttet guld ind i, og saa sagde hun: «Lad nu ske, hvad beredt er!» I det samme gik et lerfald over bøen og begravede huset og hende selv.

I Hǫrd Grimkellsons saga fra lidt efter 1300 heder det, at den tryllekyndige Thorbjørg hindrede et overfald paa sit hus paa samme maade; hun føler paa sig, at der er slemme gjæster underveis, tager saa sit kasteklæde og svinger over hovedet. Da kom der mørkeskodde over dem, som vilde gjæste hende.

Ogsaa Njáls saga, i dens nuværende skikkelse fra 1260—1270, har en lignende fortælling: Paa Svanshol sad Svan og Tjostolv. Svan gjæspede stærkt og sagde: «Nu er Usvivs fylgjer paa færde hid.» Da fór Tjostolv op og tog sin eks. «Følg med mig ud,» sagde Svan, «det er ikke stort som trænges.» De gik ud begge. Svan tog et gjeteskind, viklede det om sit hoved og sagde: «Taage og styggedom og alskens undre komme i veien for dem, som søger mod dig!» Nu er at fortælle, at Usviv og hans følge red op paa Halsen; da kom en tæt skodde imod dem. «Dette er det Svan, som volder,» sagde Usviv; «vel var det, om der ikke fulgte mere ondt efter.» Lidt efter lægger der sig et sligt svartemørke for øinene paa dem, at de ingenting saa. De faldt af hesteryggen, mistede hestene og kom selv ud i myrer eller ind i skogen, saa de var nærved at sætte til; sine vaaben mistede de ogsaa. Da sagde Usviv: «Fandt jeg igjen mine heste og vaaben, vilde jeg vende om»; og ikke før havde han sagt det, saa kunde de skimte lidt og fandt hestene og vaabnene. Men flere af dem eggede til at friste paany, og det blev gjort. Men samme under kom iveien for dem. Slig gik det tre gange; saa maatte de snu.

I Eyrbyggja saga fra slutningen af det 12te aarhundrede findes der en fortælling om, hvorledes troldkonen Katla kverver synet paa de mænd, som leder efter hendes søn. Hun faar dem til at tage ham for en haandten, en buk og en galt, tre gange efter hverandre; og da heder det, at mændene spørger sig: («Mon ikke Katla har svinget med en skindkappe (heðinn) over hovedet paa os?»

I Grettis saga fra omkring 1300 heder det ved en lignende anledning: «mange syntes, at Grette havde viklet en skindkappe om hovedet paa dem.»

I alle disse beretninger øves tryllekunster ved at svinge med en kappe eller tilhylle sit hoved med et klæde eller skind, eller som det heder paa gammelnorsk: veifa (eller vefja) heðni, mǫttli, gizka, dúki, kofra o. s. v. Dette foraarsager i næsten alle tilfælde en forvildelse af modstanderne enten med uveir og skodde eller ved synkverving.

Denne skik er norrøn og ikke finsk. Men naar finnekongen Mǫttulls navn har sin oprindelse fra nordboerne, maa ogsaa tilknytningen til den magiske ritus søges hos dem, ikke hos finnerne.

Finnerne i gamle historiske sagn. Her følger sagn om Halvdan Svarte, Harald Haarfagre og Erik Blodøks.

Den stjaalne mad.

Saavel i Ágrip (fra ca. 1190) som hos Snorre (henimod 1230) og i Flateyjarbók (fra ca. 1380) gjengives der et sagn om, hvorledes julekosten blev borte for Halvdan Svarte.

I Snorres Halvdan Svartes saga fortælles det saaledes:

Kong Halvdan var en jul paa Hadeland. Juleaften hændte noget underligt. Der var en stor mængde mennesker forsamlet om ham, og da folk var kommet til bords, forsvandt al maden og alt øllet fra bordene. Kongen blev siddende igjen mørk i hu, men alle gjæsterne drog hjem hver til sit. For at komme efter, hvad der var skyld i det, som var hændt, lod kongen gribe en fin, som var en stor troldmand (margfróðr) og vilde tvinge ham til at fortælle sandheden. Man pinte ham, men fik ikke noget ud af ham. Finnen raabte paa Halvdans unge søn Harald og bad ham indtrængende at hjælpe sig. Harald bønfaldt kongen om at skaane finnen, men kongen vilde ikke. Da slap Harald finnen bort mod kongens vilje og fulgte selv med ham. De kom til en høvding, som netop holdt et stort gjæstebud. Der blev de vel beværtede, — saa saa det ud for Haralds øine. De var vinteren over hos ham, og en dag om vaaren sagde høvdingen til Harald: «Din fader syntes, det var et svært tab han led, da jeg tog noget af julekosten fra ham i vinter, og han tog sig det svært nær. Jeg skal give dig gjengjæld for det, som dengang hændte, ved en glædelig tidende: Din fader er nu død, og du skal drage hjem; du skal faa hele det rige, som han har havt, og tilmed skal du vinde hele Norge.»

Herefter fortælles om Halvdan Svartes død, og saa begynder første kapitel af Harald Haarfagres saga med følgende ord: «Harald blev konge efter sin fader, og da var han 1O aar gammel.»

Ágrip (fra ca. 1190) indeholder den ældste beretning om den stjaalne mad, og Snorre har hentet sin fortælling fra Ágrip; men haandskriftet af Ágrip er nu ufuldstændigt og begynder midt i sagnet; man kan derfor ikke se, om det ogsaa her har været henført til Hadeland og julekvelden.