Topografisk-statistisk beskrivelse over Bratsberg amt/30
Vinje herred (1215.87 km.2, 1 747 indbyggere), indbefatter Vinje hovedsogn og Nesland og Grungedal annekser.
Herredet udgjør et lensmandsdistrikt og et thinglag.
Herredets gamle navn er Vin, Vinjar sokn.
Vinje er fogderiets nordvestligste herred og ligger paa begge sider af Vinjeelvens vasdrag, hvilket gjennemstrømmer herredet fra nordvest mod sydøst.
Vinje hovedkirke ligger i herredets sydøstlige del ved Vinjevatns østre bred og nær dets nordende under 59° 37ʹ 36ʺ nordlig bredde og 2° 53ʹ 40.5ʺ længde vest for Kristiania meridian.
Herredets største udstrækning fra nord til syd er ca. 56 km. og fra vest til øst ca. 55 km. Den største længde fra nordøst til sydvest er ca. 68 km. Bredden er temmelig jævn, mindst i herredets sydlige, størst i den nordlige del, maksimum ca. 26 km., minimum ca. 12 km.
Herredet har i det hele formen af et parallelogram med længderetning fra nordvest mod sydøst.
Grændser. Vinje omgives af:
Valle, Suldal, Røldal, Rauland, Laardal og Mo herreder.
Af herredets samlede areal 1215.9 km.2 er:
| Fastland | 1215.6 km.2 |
| Øer: | |
| 28 smaaøer i forskj. vande | 0.3 » |
| Samlet areal af øer | 0.3 km.2 |
Vinje herred hører til amtets fjeldbygder.
Dybe og som regel trange dalfører gjennemskjærer herredet.
Den østfor Tokkes dalføre liggende del af herredet er kun en liden snip i herredets sydøstligste del; her er en mægtig aasstrækning med en række toppe, af hvilke Vehuskjærringen (tr. p.) er den høieste og naar op til 1370 m.
Fjeldet er, undtagen paa de høieste toppe, skogbevokset; trods den temmelig betydelige høide gaar dog sneen bort hver sommer; den tætte sæterbebygning viser at beiterne er gode.
I denne dels østlige og sydlige del ligger en række lavere aaser paa grændsen mod Laardal og Rauland herreder.
Her er et par skar:
Brandkvaalaaens og Teljemoelvens skar, som kommer ind fra Rauland herred og er forgreninger af Øifjeld- (Ofte-, Dals-) elvens skar.
Tokkes dalføre er den sydvestligste sidedal til Skiensvasdragets dalføre.
Den nedre del af dette dalføre gaar nordover langs grændsen mod Laardal, østfor Hovdestad kommer det helt ind i Vinje og fortsætter i samme retning under navn af Aabøelvens dalføre; ved gaarden Øen deler det sig gaffelformig i to grene, som begge udmunder ved Totakvatn; herfra omkring denne betydelige indsjø faar dalføret nordvestlig retning langs grændsen af Rauland, og gaar saa snart helt ind i Rauland herred, hvorpaa det atter længere op kommer ind paa Vinjes grændse som dalførets øvre del eller Saangas dalføre; langs Saangavatns vestre bred og videre langs Saanga i nordvestlig retning er dette dalføre grændseskjel mellem Vinje og Rauland, indtil det fra Hellevøtns øvre ende gaar ind i Røldal herred i Søndre Bergenhus amt.
Dalene nedre del eller den egentlige Tokkedal er sydligst en mellem steile fjelde trangt indesluttet dal, hvor de høitliggende gaarde ligger paa en slakere del af skraaningen.
Omkring Nesland annekskirke er der et bakkelandskab, og den Vinje tilhørende dalside blir mere aaben, og her er en vel opdyrket og befolket bygd.
Dalen kommer saa helt indenfor Vinje, og her er begrændsningen vistnok for størstedelen tildels steile fjeldskraaninger, men der er dog adskillige gaarde og ikke faa pladse.
Paa sine steder — særlig paa østsiden — blir dalen noget mere aaben; navnlig i den del, der kaldes Aabøelvens dalføre; det høie land omkring Vehuskjærringen fjerner sig efterhaanden længere og længere fra dalbunden, og gaar mod denne over i et bakkeland med lave aasknatter.
Dalen svinger nu nordvestover og udvider sig omkring Totakvatn, mod vest er atter den steile fjeldskraaning, der kun giver rum for en enkelt gaard eller plads.
Den øvre del, Saangas dalføre, er en meget trang dal, kun med en del fælæger og fiskerboder.
Landet mellem Tokke — Saangas dalføre og Vinje — Boras dalføre er i den nordre del en sammenhængende, vild og ubeboet, langsomt mod sydøst skraanende fjeldstrækning med forskjellige navne.
Simletinden paa Røldal grændse er en svær, høi nut, under hvilken der er snebræer; Midtnuten og Ormoteggen hæver sig ikke meget over fjeldplateauet, men har stor udstrækning. Paa skraaningen mod Saangas dalføre hæver sig en række nuter, som Vidjeeggen, og paa den mod Boras dalføre skraanende fjeldside ligger Bordalseggen, 1315 m., med evige snebræer; af omtrent samme høide er det trigonometriske punkt Glugvardeggen, 1315 m., en høi fjeldryg, der mod syd er meget steil, men mod nord skraaner langsomt mod Saangavatn; eggen henhører til den fjeldstrækning, som kaldes Haukelifjeldene.
Midtpartiet af den her omhandlede strækning er smalt og tilhører en mellem Tveit- og Grungsvøtn paa Vinjesiden og Totakvatns øvre del paa Raulandsiden liggende langstrakt aasstrækning; ryggen er grændsen mellem Vinje og Rauland. Aasen falder steilt af mod Tveit- og Grungevøtn og har en række af smaa, men temmelig markerede toppe, som Strømsnut og Revaanut, omtrent midt paa aasen. Mange nuter er der i den sydlige del, hvor de paa grændsen liggende Flaatebunter er en krans af smaatoppe.
Ved en række toppe staar denne midtre del i forbindelse med den heromhandlede stræknings sydligste del, som er et i vinkelen mellem Vinjeelvens og Tokkes dalfører liggende aasplateau med afheldning mod begge disse; her hæver sig en mængde toppe, som: Grønhøvd, Kjøtehøiden og Fjeldhøiden.
Noget egentlig dalføre er her ikke.
Holdalbrekkens skar gaar fra Boras dalføre ved Venemo nordover henimod Raulands grændse og saa vestover ind imellem Glugvardeggen. Paa nogle sætre nær er dette skar ubeboet. Straks nedenfor Vinjedalens sidedal gaar ved Edlandsgaardene i nordøstlig retning et skar, der fører over i den fra Totakvatn opgaaende Gravdal i Rauland.
Det største skar gaar fra Vinjedalen ved Vinjevatn nordover om Hvammervatn, hvor det taber sig straks nordenfor dette bækken; dette skar er i sin nedre del meget godt bebygget, og længere oppe er der adskillig sæterbebygning.
Vinjeelvens dalføre, der fortsætter i Boras dalføre, er at betragte som en sidedal til Tokkes dalføre, fra hvilket det gaar i nordvestlig retning; det udvider sig om Vinjevatn, bøier saa ret nordover og faar navn af Smørklepdalen, tager atter fra Grungevatns sydøstre ende nordvestlig retning om dette og Tveitvatn, og deler sig saa i to sidedale: Boras dalføre og Kjelas (Flaathølelvens) dalføre.
Det første fortsætter i hoveddalens retning, udvider sig om Bordaslvatn, senere om Ormotvøtn og gaar saa over Røldals grændse ind i Søndre Bergenhus amt.
Dalen er paa den største strækning en temmelig trang fjelddal, men gaar i sin nedre del gjennem flere godt befolkede bygdelag, der mest ligger paa dalens østside.
Dens øvre del, Boras dalføre, blir, eftersom det kommer længere op, mere og mere ensomt og vildt; bebygningen aftager, og er først sætre med større og større mellemrum, og saa følger et par enlige fælæger; dalen er nu et trangt, dybt gjel mellem steile, mørke fjeldvægge.
Landet mellem Bora- og Kjela- (Flaathøl)-elvens dalfører er vilde fjeldstrøg, fornemmelig i den nordlige del. Her ligger længst mod nord i vinkelen mellem Boras dalføre og det fra samme udgaaende Sandflobækkens skar Ormotheia og Langelfitfond; paa den søndre side af Sandflobækkens skar ligger Mannereggen; videre sydover følger Litlenuten, en betydelig fjeldtop med bratte styrtninger og vanskelig at bestige paa grund af sine steile snebræer.
Østenfor denne, med skraaning mod Bordalsvatn, er det næsten overalt snedækkede Grøneggen.
Sydligere ligger Krytteldyrnut, 1114 m. o. h. og Vaagslinut.
I vinkelen mellem begge sidedale og begrændset af Rafdølaskaret i vest ligger en del af Haukelifjeldet, som er mindre vildt.
Sandflobækkens skar, sideskar til Boras dalføre, gaar fra dettes nordligste del nordvestover ind i Røldal.
Raffdølaskaret gaar fra Flaathølelvens dalføre i nordvestlig retning til Margritvatn; det har nogle faa sætre.
Kjela- (Flaathøl-)elvens dalføre er den anden vestlige sidedal til Vinjedalen; den gaar først ret vestover, svinger saa mod nordvest, udvider sig omkring flere smaavande og senere om de noget større Kjelavatn og Staavatn; fra dette sidste gaar det ind i Røldal.
Dalen er i sin helhed trang og kun lidet egnet for bebygning; i den nedre del er nogle gaarde og sætre, der imidlertid bliver sjeldnere, eftersom dalen stiger; et og andet fælæger ligger i dalens øverste del.
Landet vestfor Vinjeelvens og Kjela- (Flaathøl-)elvens dalfører er vildt med snefjelde. Paa grændsen mellem Vinje, Suldal og Røldal ligger Kista. Betydeligere snefjelde er Kistebunuten, Vasdalseggen, 1657 m. og Fidjenuten, samtlige paa Suldals grændse.
Litledalstinden, Kjelatinden og Skogfonden er alle betydelige nuter; den første er paa grund af sin steilhed meget vanskelig at bestige.
Grønnuten og Simlefond ved Langesævatn er ogsaa temmelig høie.
Nedenfor Holmevatn ligger nordre Dyrskarheia og østenfor samme vand søndre Dyrskarheia.
Paa grændsen mod Valle ligger Sesnuten, 1393 m.; andre høie toppe er Kilsnuten, 1313 m., og Hagedalsnuten.
Den heromhandlede stræknings midtre del er delt ved trange og dybe dale, saaledes Laagefjeldene, Grungefjeldene og Bergbufjeldene.
Bueggen ligger paa grændsen mod Valle, og her træder frem Saaten.
Isoleret hæver sig mellem Ruselvdalens sidedale Store Midtfjeld til en høide af 1 396 m.
Vestenfor Vinjevatn ligger Ormeggen paa grændsen mod Mo herred.
Som regel er fjeldene ogsaa her meget steile, om end ikke saa steile som i nordre del af den heromhandlede strækning. Bergbufjeldet har dog en temmelig stærkt skraanende vestside, der gaar over i de saakaldte «flotter», der er bevoksede med mose og delvis med græs.
Sydligst ligger en fjeldmark mellem Tokke-, Rokke- og Vinjeelven, over hvilken grændsen mod Mo passerer.
Denne strækning er et plateau med en række lave aaser og toppe, og er mindre imposant og mere tilgjængelig; den tætte sæterbebygning viser, at egnen har betydning som fjeldbeite, og her er ogsaa en og anden høitliggende heigaard. Paa grændsen mod Mo er Bessefjeldets toppe.
Af dalfører og skar er:
Forsvasaaens eller, som det længere oppe benævnes, Langesæelvens skar, gaar fra Flaathølelvens dalføre vestlig søndenom Aamlinuten og Simlefond til Langesævatn, hvorfra.det derpaa bøier nordover og taber sig om Ingolfvatn.
Skaret er dybt og trangt med et par sætre paa skraaningerne.
Straks søndenfor dette skar gaar et andet i samme retning om Grungevatn; det bøier sydover langs nordøstre fod af Sesnuten og taber sig.
Det sydligste af de fra Flaathølelvens dalføre gaaende skar, Uraaens skar, gaar som skille mellem Langefjeldet og Bergbufjeldet sydover til Langeidvatn, hvorfra det svinger mod sydvest og forgrener sig; den ene gren gaar vestover ind i Laagefjeldet, den anden sydøstover ind i Bergbufjeldet.
Klevstøelvens dalføre er en sidedal af Vinjeelvens dalføre; fra Nergaard gaar det vestover mellem Bergbufjeldene og Grungefjeldene, og taber sig om de østfor Langeidvatn liggende smaavand.
I den nedre del er denne dal steil, trang og ensom, høiere oppe er der fornemmelig paa den østre fjeldskraaning en meget tæt sæterbebygning.
Ruselvens dalføre eller skar gaar op fra Vinjedalen straks nordfor Vinjevatn østover henimod store Midtfjeld, hvor det forgrener sig omkring Midtfjeld.
Den nordligste gren kaldes Rusleinddalen. Ogsaa dette skar er trangt, steilt og ensomt.
Bergdalelvens skar gaar fra Tokkedalen straks søndenom Nesland kirke ind i fjeldet i nordvestlig retning parallel med Vinjedalen indtil omegnen af Vingeraasvatn.
Nærmest hoveddalføret paa den nordre da1skraaning er en opdyrket og bebygget bakkeskrænt, medens den søndre side helt ned i dalbunden er en brat fjeldskraaning; længere oppe ligger paa denne side en grænd af fjeldgaarde, Botnegaardene, men forøvrigt er bebygningen i den nordre del af skaret paa begge sider temmelig ubetydelig.
Rokkeelvens dalføre naar op i Vinje herred nordøstfor Ormeggene.
Fra disse dalfører og skar gaar afløbet til Skiensvasdraget.
Suldalsvasdragets dalføre kommer ind over det paa grændsen liggende Holmevatn og gaar mellem Fidjenuten og Nordre Dyreskarheia til Litlevatn. Dalføret er vildt og ensomt.
Otras dalføre har en forgrening om Selsvatn og Kvikevatn nordover vestenom Laagefjeldet. Der er endel sætre; men dalen er forøvrigt trang med steile sider.
Evig is og sne er der i Vinje, fordelt saaledes:
| Km.2 | |
| Langelfitfond, Nupseggen og Storfond | 6.6 |
| Evenbunuten og Arbunuten | 0.4 |
| Simlefond | 0.3 |
| Kjelatinden | 1.6 |
| Kristebunuten | 1.0 |
| Vasdalseggen | 2.0 |
| Samlet areal af evig is og sne | 11.9 |
Geologi. Det faste fjeld er telemarksskifer i den østlige del; i den vestlige og største del er der granit, tilfjelds paa grændsen mod Røldal kommer en yngre skifer ind i herredet.
I Grungedal paa veien fra Vinje til Haukelisæteren sees vandreblokke af blaakvarts og granit, der maa antages at være flyttede fra nordvest. Mellem Tokke og den nederste ende af Vinjevatn er ligeledes paafaldende mange blokke. 5 km. i nord for Vinje kirke, førend man kommer til den egentlige Grungedal, støder man paa en morænehob.
Vasdrag. Den allerstørste del af herredet har afløb til Skiensvasdraget, og de af herredets elve, som hører til Skiensvasdraget, er før omtalt. En del af herredet har afløb til Suldalselven og en til Otra.
En bielv til Suldalsvasdraget kommer fra det i herredets vestlige del liggende Litlevatn, hvorfra den løber sydover ud i det paa grændsen liggende Holmevatn.
Otra — Kristiansandsvasdraget — faar en bielv fra Kvikevatn, hvilken løber mod syd ud i Selsvatn, der fører den over grændsen ind i Valle herred. Selve Otra danner mellem Selsvatn og Breivatn amtsgrændsen mod Stavanger amt.
Det største fossefald i herredet er Hyllandsfossen.
Nedslagsdistrikter:
| Km.2 | |
| Saangas | 105.7 |
| Tokkes | 149.0 |
| Boras | 197.4 |
| Kjelas (Flaathølelvens) | 284.8 |
| Klevstødlelvens | 53.4 |
| Ruselvens | 53.8 |
| Vinjeelvens | 236.6 |
| Børteelvens | 0.6 |
| Rokkeelvens | 22.8 |
| Øifjelds- (Ofte-, Dals-) elvens | 24.0 |
| Sum: Skiensvasdragets (gjennem Bandaksvatn m. fl.) | 1127.1 |
| Otras | 47.6 |
| Sum: Kristiansandsvasdragets | 47.6 |
| Suldalselvens | 41.2, |
| Totalsum — herredets samlede areal | 1215.9 |
Indsjøer. Helt eller delvis ligger i Vinje herred tilsammen 167 indsjøer, hvoriblandt flere er anseelige.
Af Totakvatn ligger kun en mindre del inden Vinjes grændser. Vandet har paa Vinjesiden steile sider, og derfor er bebygningen her meget indskrænket.
Ved den øvre ende af Totakvatn er en mærkelig ur, som seet fra vandet ligner en by med husgavler og taarne. Den kaldes efter den ovenfor liggende enlige gaard Urebø, Urebøuren.
Grungevatn, hvis øverste del ogsaa benævnes Tveitvatn, er langstrakt og meget smalt; paa nordsiden ligger annekskirken i den jævnt befolkede Grungedal.
Vinje- og Bordalsvatn er ikke ubetydelige, og heller ikke Staavatn og Holmevatn. Indsjøer:
| Km.2 | Høide o. h. | |
| m. | ||
| Del af Nedre Hellevatn | 0.3 | |
| Del af Saangavatn | 0.7 | |
| Sandvatn | 0.2 | |
| Taddetjern | 0.2 | |
| Bordalsvatn | 3.6 | 885 |
| Ormotvatn | 0.5 | |
| Loftstokvatn | 0.2 | |
| Maanevatn | 0.3 | |
| Holmevatn (ved Langelfitfond) | 0.2 | |
| Del af Staavatn | 0.9 | |
| Tveitvatn | 1.7 | |
| Flaathølhylenvatn | 0.2 | |
| Netrusvatn | 0.1 | |
| Breitjern | 0.1 | |
| Eikelihylenvatn | 0.3 | |
| Hyllelihylenvatn | 0.1 | |
| Margritvatn | 0.4 | |
| Vaagslivatn | 1.3 | 761 |
| Forsvatn | 0.9 | |
| Arebuvatn | 0.2 | 761 |
| Evenbuvatn | 0.5 | 781 |
| Løinigvatn | 0.2 | |
| Langesævatn | 2.2 | |
| Kjelavatn | 1.5 | 894 |
| Vand sydfor Kjelatinden (n. ø. f. Litlevatn) | 0.3 | |
| Litlevatn | 1.8 | |
| Del af Totakvatn | 10.1 | 681 |
| Øde Vaagslivatn | 0.4 | |
| Langevatn (nordre og søndre) | 0.2 | |
| Hvammervatn | 2.9 | |
| Fætveitvatn | 0.2 | |
| Lonevatn | 0.2 | |
| Grungevatn | 1.9 | 485 |
| Fiskemovatn | 0.6 | |
| Raakedalvatn | 1.4 | |
| Supseidvand, nordre, | 0.1 | |
| Supseidvand, søndre, | 0.1 | |
| Gurivatn | 0.3 | |
| Vraangenvatn, søndre, | 0.2 | |
| Vraangenvatn, nordre, | 1.0 | |
| Langeidsvatn, nordre, | 3.4 |
| Km.2 | Høide o. h. | |
| m. | ||
| Langeidsvatn, søndre, | 0.8 | |
| Selsvastjern | 0.2 | |
| Kvikevatn | 1.0 | |
| Del af Sesvatn | 2.6 | |
| Grundevatn | 0.9 | |
| Del af Holmevatn | 2.3 | |
| Brandkvaaltjern | 0.2 | |
| Del af Hovvatn | 0.2 | |
| Mjaavatn | 0.5 | |
| Gregartjern | 0.1 | |
| Vand n.v.f. Mjaavatn | 0.1 | |
| Hyllandshølvatn | 0.2 | |
| Langevatn | 0.3 | |
| Vinjevatn | 3.7 | 46 |
| Vingeraasvatn | 0.6 | |
| Piusvatn | 0.6 | |
| Blankvatn | 0.2 | |
| 108 smaavande eller dele af saadanne | 3.8 | |
| Samlet areal af ferskvand | 60.2 |
Fiskeri foregaar i nogle gode fiskevande, men kun en ringe del af fisken afhændes udenfor distriktet.
Jagten, navnlig rypefangst, giver noget større udbytte, men den er meget variabel.
Jordsmonet er sand- og lerholdig muldjord, men med meget sten, og agerbruget besværliggjøres i høi grad af den mængde sten i jorden. Det koster i regelen omkring 120 kr. at faa opbrudt til 2 fods dybde og renset et maal (10 ar) ager, og da der er lidet muldjord, trænges megen gjødsel. Da jordbunden er lerholdig aur eller lersand, kan den ved dyrkning og rigelig gjødning give taalelig afkastning, og den er ikke ufrugtbar.
Det dyrkbare land er ikke stort, saa herredet er ikke særlig skikket for agerbrug.
I Nesland modnes kornet hurtigt.
Der drives ikke vekselbrug.
Paa grund af høiden over havet bliver kornet ikke rigtigt fuldmodent, navnlig gjælder dette Tjønne-, Vehus- og Kostveitgaardene, der ligger indtil 640 m. o. h., samt Vaagsli, der har en høide af 775 m.
Nattefrost gjør undertiden, især paa disse steder, skade paa kornet og end mere paa poteterne.
Byg er saagodtsom den eneste kornsort, der dyrkes.
Agerbrugsredskaberne er ard, tildels plog, harv og græv.
Havedyrkningen er af liden betydning.
Om frugtavl kan der ikke være tale, undtagen paa nogle faa gaarde i Nesland.
Ribs og stikkelsbær kan nok dyrkes, men det er faa, som dyrker dem.
Arealet er saaledes udnyttet:
| Ager | 2.6km.2 |
| Eng | 11.8 » |
| Ager og eng | 14.4km.2 |
| Skog | 180.0 » |
| Udmark, snaufjeld, indsjøer, myr, sne, is | 1021.6 » |
| 1216.0 km.2 |
Herredsstyrelsen har angivet værdien af 1 maal jord til 70 kr. og omkostningerne ved dyrkningen af 1 maal til 30 kr. Skal der brydes op til et par fods dybde, blir omkostningerne 120 kr. pr. maal.
Udsæd og avl pr. maal samt foldighed.
| pr. maal. | avl pr. maal. | fold. | |
| Byg | 36 liter | 2.88 hl. | 8 |
| Poteter | 420 » | 25.00 » | 6 |
Et maal ager kan, naar den er vel gjødslet, bære omtrent 4.0 hl. byg eller 42 hl. poteter. Udsæden er i regelen 40 liter byg eller 5.5 hl. poteter paa maalet, og foldigheden henholdsvis 10 og 7. Men for at opnaa dette, maa ageren være holdt i ren og godt gjødslet stand, hvilket ikke altid er tilfældet.
Større udyrkede strækninger, særlig skikkede for dyrkning, er der ikke, men der er større strækninger, som nok kunde ryddes, om end fordelen blev liden.
I fjeldene i Vinje gives store og gode beiter, der tildels bortleies til befolkningen i Nedre Telemarken.
Høavlingen er paa hjemmemarkerne ubetydelig, da eng, som agerland, er lidet udstrakt; engene afbeites gerne om foraaret af kreaturerne. Det meste hø høstes derfor paa fjeldslaatterne, ofte flere mil hjemmefra. Høet føres hjem paa vinterføret, og høkjørselen udgjør paa mange steder det meste vinterarbeide mellem jul og paaske.
Fra begyndelsen af juli maaned, naar den meste sne er gaaet af høifjeldene, befolkes sætrene, gaardene nede i bygden ligger da øde; fra 15de september er stølene atter øde; thi ved dette tidspunkt begynder sneen at falde i fjeldene.
Brannkvaalen i den sydøstlige del af herredet kan nævnes som en fortrinlig slaatte- og beitemark.
I januar 1891 var der i herredet:
| Heste | 169 |
| Storfæ | 1405 |
| Faar | 3030 |
| Gjeder | 843 |
| Svin | 92 |
| Rensdyr | 333 |
| Fjærkræ: | |
| Høns | 471 |
Fædriften skjøttes med omhu ved udvalg af tillægsdyr, ved forbedring af fjøsene samt ved rigeligere fodring.
Den stenede jordbund er imidlertid ikke gunstig for kunstigt england, og paa gjødsel skorter det, da ageren fordrer meget.
Slaataannen er sen og kostbar, da en meget stor del af foderet maa samles paa sætrene og i udmarken.
Vinteren er lang.
Kjørene maa ofte staldfodres fra 14de oktober til 14de juni.
Paa den anden side kan endel af de gode fæhavne bortleies om sommeren til fremmede, ligesom mange kan tage fremmede kreaturer til havning.
Gaardenes og sætrenes spredte beliggenhed er ikke gunstig for meieridrift.
Koldtvandsmethoden anvendes kun tildels.
Ost, mest gammelost, tilvirkes til eget behov, ligesom den øvrige ost bruges i husholdningen. Derimod afhændes en stor del af smørret.
Det er ved salg af smør og kreaturer at penge til skatter og udredsler hovedsagelig tilveiebringes.
Faareavlen er ogsaa af betydning, en del skind sælges, men ulden tilvirkes til klæder i herredet, og kjødet anvendes til husbehov.
Den rigelige løvskog giver en hel del foder til faarene.
Endel gjeder holdes, navnlig i Grungedal, hvor fjeldsiderne er bedst skikkede for dem.
Svineavlen er ikke tilstrækkelig for behovet, end mindre hesteavlen. De fleste heste indkjøbes fra vestlandet. Endel ungheste indkjøbes og opfostres til salg i de ydre bygder.
Myrer. Der er mange myrer, men ingen større; omkring flere vand er der myrer, som er vanskelige at passere.
Brændtorv er ikke benyttet.
Muldmyrer, som kanske er skikkede til dyrkning, er: Husemyren, Præstemyren, Øgestølmyren og Liemyren. De benyttes nu som slaatteland.
Multemyrene er mange og gode, men kun lidet multer sælges.
Skog. I de lavere egne er der god skog, hovedsagelig af furu, ogsaa af og til gran, og saa er der birkeskog. Asp og heg vokser i herredet.
Skogdriften er af betydning, men der har i en del aar været lidet tømmer udført paa grund af, at skogene tidligere er blevne stærkt anhugne. Her er ikke saa liden skogvidde, men den høie og veirhaarde beliggenhed gjør, at tilvæksten er sen.
De bedste skoggaarde i herredet er: Groven i Aabø og Groven i Mannaas, Sandaak og Særen.
Skogen i Vinje leverer noget stort tømmer af betydeligt omfang.
Prisen paa ved var i 1895: Birk kr. 4.00. Furu kr. 4.00. Gran kr. 4.00.
Prisen paa tømmer var i 1895: 25 a 30 kr., ca. 9 og 10 tms.
Skog af skyld 49 mark 26 øre eies af udenbygds folk.
Blyerts er fundet i Langsethallen i statens almenning; og et selskab begyndte at bryde ertsen i aaret 1813, men arbeidet blev snart indstillet.
Der er skiferbrud i ytre Vinje. Endel tagskifer brydes saaledes paa Grønliheien i Vinje.
Der er ingen industrielle anlæg i Vinje.
10 personer drev i 1895 handel efter bevilgning eller handelsbrev.
Smør, skind, fugl og træsko tages ofte i bytte ved handelen.
Nogle driver med kvæghandel og hestehandel samt handel med skind og smør m. v.
Kreaturerne opkjøbes om vaaren og drives tilfjelds for at fedes; om høsten føres de udover de ytre bygder og byer, navnlig til Skien. En stor del af ungfæet og de bedste melkekjør sælges paa dyrskuerne til østlændinger.
Vinje spareforening paa Storemyr begyndte i 1891.
Vinje forbrugsforening og Neslands handelsforening er ophørt.
7 hoteller og stationsholdere havde i 1895 ølrettigheder i turisttiden.
Der er i Vinje nogle hjulmagere, tømmermænd, bødkere, snedkere, skomagere, smede, og skræddere, men de driver deres haandværk kun som binæring.
Kvinderne forfærdiger ulden til garn og vævnader m. v.; de udfører ogsaa i regelen farvninger samt forfærdiger sine egne og børnenes klæder.
Mændene forfærdiger i regelen selv sine gaardsredskaber m. m.
Træsko er i den senere tid blevet en søgt vare udenfor distriktet, da de her gjøres smukkere og bedre end andre steder.
Der drives noget træskjæreri, men af stor betydning er det ikke. Antagelig afhændes for ca. 1500 a 2000 kr. aarlig.
Endel udsømmede vanter og noget vadmaal afhændes udenfor herredet.
Postaabnerier i herredet er: .
Grungedal, Edland, Vinje, Vinje, ytre, Nesland.
Bebygning. Bebygningen er paa grund af egnens naturlige beskaffenhed tynd i forhold til herredets areal.
Gaardene ligger mest i grænder eller bygdelag, hvoraf tidligere regnedes disse: Bø-, Særen-, Aabo-, Kjønne- og Mannaas-grænderne, samtlige østenfor den i en høide af 470 m. o. h. liggende hovedkirke; ovenfor denne ligger Smørklep, Grungedal og Haukeli, det sidste er det nordligste bygdelag i herredet, og har sine gaarde i over 650 m.s h. o. h. under Haukelifjeldet.
Enkeltvis ligger imidlertid gaarde endnu længere op, f. eks. Havredalen paa over 888 m.s høide.
Nesland annekssogn er den mindste, men bedste og frugtbareste del af herredet; dalen er imidlertid trang og lidet folkerig; i en sidedal, Bergdalen, ligger halvdelen af sognets gaarde.
Herredets allernordligste del er saagodtsom ubeboet; en enkelt fiskerbod eller et fælæger findes vistnok her og der, men det er alt.
Den øvrige del af herredet er temmelig tæt bebygget med sætre, thi der er fortrinlige beiter.
Gaardene ligger i høider fra ca. 470—620 m. op til 880 m. og derover, sætrene gaar endnu høiere.
Følger man vasdraget nedenfra, kommer man først til Ligaardene med Bringsværd; dernæst Berdalsgrænd ved Berdalsaaen, saa Nesland med kirken i sin midte, derpaa Mannaas, den første grænd i hovedsognet, med gaarden Hovdestad.
Inden vinkelen af de to hovedvasdrag, i nærheden af den anseelige Hyllandsfos, ligger den smukke bygd Aabø, hvor herredets største gaard, Groven, ligger.
Videre opefter ved Tokke ligger Tjønnegrænd, Vehusgaardene og Kostveitgaardene samt Øen imellem de to udløbsarme Kaalos og Øiaaen.
Gaar man saa tilbage til Aabø og følger Vinjes dalføre, støder man først paa Tveitogaarden, dernæst Særensgrænd, saa den store bygd Bøgrænd paa begge sider af Kaalosaaen. Ved enden af Vinjevatn ligger Vinjegaardene med hovedkirken og præstegaarden.
Straks nordenfor præstegaarden ligger Aasmund Olavsson Vinjes barndomshjem, Plassen, og længere nord Aaland, hvor kjæmpen Hermo boede. Ovenfor ligger Smørklep, den sidste grænd i hovedsognet. Længere opover følger i den trange Grungedal Tveitgaardene samt Edlandsgrænd, hvilken sidste har fostret de berømte kjæmper Storegut og Osuf Edland, og hvor Møllarguten i længere tid boede; dernæst kommer man til Haukeli med gaarden Ødegaarden, og endelig Vaagsli, som er den sidste grænd paa denne side af fjeldet.
Den vest-nordvestlige del bestaar af vidtstrakte, træløse fjeldstrækninger med gode fæbeiter.
Vinje herreds matrikulskyld er 721.60 mark.
Vinje herred har ifølge den trykte matrikulfortegnelse 103 gaardsnummere, hvilke efter herredets nuværende matrikulskyld havde en gjennemsnitsskyld af 7.00 mark.
Ved udgangen af 1890 var herredets gaardsnummere delt i 215 særskilt skyldsatte brug, hvilke igen efter opgaverne ved sidste folketælling var samlet i 177 selvstændige beboede brug, hvis gjennemsnitlige størrelse efter deres matrikulskyld var 3.87 mark.
9 brug (af skyld 35.59 mark) er skog, vand og lignende ubeboede skyldsatte brug.
Gjennemsnitsværdien af skyldmarken i 1893—1897 var 1 266 kroner.
Vinje præstegaard med Myrejord har en skyld af mark 14.22.
Gaarden har ikke været reduceret i henhold til lov af 19de juni 1882.
Den har følgende arealer:
Hovedbruget:
| Dyrket indmark | 6.068 ha. |
| Udyrket do. | 5.194 » |
| Tun og havn | 0.338 » |
| Slaatteteigen «Tveito», ca. 10 km. søndenfor gaarden | 4.352 » |
| 15.952 ha. |
| 1 husmandsplads og et til skolejord bortfæstet stykke | 8.886 ha. |
| Præstegaardens skog | 300.000 » |
| Tils. 324.838 ha. |
Besætning paa hovedbruget (i 1891 efter sognepræstens opgave): 2 heste, 9 storfæ, 8 faar.
Gjennemsnitlig avling: 42 hl. byg, 80 hl. poteter.
Gaardens indmark er for nogen del udsat for oversvømmelse af Vinjevatn.
Ved tællingen i 1890 var paa hele gaarden husdyrholdet: 2 heste, 18 storfæ, 36 faar, 5 gjeder, 3 svin, 19 høns. Udsæd: 8.10 hl. byg, 0.68 hl. havre til grønfoder, 40.42 hl. poteter, 0.50 ar til kaalrabi, gulerødder og næper.
Vinje præstegaard ligger ved den øvre del af Vinjevatn lige ved kirken og er en ganske god gaard.
Til slaat er der sætervolde samt endel store, men daarlige markslaatter.
Gaardens skog er af middels beskaffenhed, bevokset med gran, furu, birk og lidt asp; den støder lige til gaarden.
Til denne hører endvidere 7 sætre samt godt ørretfiske.
Opgave over husdyrhold og udsæd er anført efter opgaverne ved folketællingen.
Saa stor matrikulskyld som 20 mark har intet samlet brug i Vinje.
Matrikulskyld mellem 10 og 20 mark har 6 gaarde:
Berdal, nordre, i Nesland skylder 10.18 mark og har 4 husmandspladse. Husdyrhold: 1 hest, 21 storfæ, 42 faar, 10 gjeder, 1 svin, 6 høns. Udsæd: 7.65 hl. byg, 33 hl. poteter.
Sandaak i Nesland sogn skylder 11.68 mark og har 2 husmandspladse. Husdyrhold: 2 heste, 13 storfæ, 34 faar, 1 gjed, 2 svin, 3 høns. Udsæd: 9.4 hl. byg, l.75 hl. havre til grønfoder, 29.5 hl. poteter, 2 ar til kjøkkenhavevækster.
Groven i Mannaas i Vinje sogn skylder 11.23 mark og har 2 husmandspladse. Husdyrhold: 2 heste, 17 storfæ, 39 faar, 1 svin, 8 høns. Udsæd: 8.6 hl. byg, 31.50 hl. poteter, 0.5 ar til næper.
Groven i Aabo i Vinje sogn skylder 14.00 mark og har 2 husmandspladse; Husdyrhold: 3 heste, 14 storfæ, 23 faar, 5 gjeder, 2 svin, 4 høns. Udsæd: 0.6 hl. byg, 21.80 hl. poteter, 2 ar til kjøkkenhavevækster.
Kjøn i Vinje sogn skylder 12.55 mark. Husdyrhold: 1 hest, 11 storfæ, 22 faar, 5 gjeder, 2 svin, 11 høns. Udsæd: 5.60 hl. byg, 15 hl. poteter, 3 ar anvendt til kjøkkenhavevækster.
Matrikulskyld mellem 5 og 10 mark har 39 gaarde.
I Nesland sogn ligger:
Bringsvær (7.49), l husmandsplads. Flaaten (7.49), 2 husmandspladse. Lien (5.44), 2 husmandspladse. Lien (5.89), 1 husmandsplads. Botne (7.01), 1 husmandsplads. Bukken og Landsværk (5.59), 3 husmandspladse. Berdal, mellem, (7.93), 1 husmandsplads. Berdal, søndre, (6.74), 1 husmandsplads. Berdal, søndre, (5.54), 1 husmandsplads. Nystu, søndre, (7.19). Gjellhus (7.14). Gjelhus (6.29), 1 husmandsplads.
I Vinje sogn ligger:
Hovdestad (8.38), 1 husmandsplads. Berge i Mannaas (6.14), 1 husmandsplads. Nystu i Mannaas (5.46). Kallaak i Mannaas (7.78), 2 husmandspladse. Flaaten i Mannaas (6.44). Nordbø i Mannaas (7.78), 1 husmandsplads. Særen, søndre, (8.68), 1 husmandsplads. Midbø (6.54), 1 husmandsplads. Tveito, nordre, (9.51). Tveito, søndre, (9.23), 1 husmandsplads. Ometveit (6.49), 1 husmandsplads. Midbø i Aabø (5.54). Midbø, nordre, (5.91). Drotning (6.54), 1 husmandsplads. Hylland (5.84), 1 husmandsplads. Hylland (5.84), 1 husmandsplads. Kostveit, søndre, (6.46), 1 husmandsplads. Hegetveit (8.10), 2 husmandspladse. Vesaas (6.74), 1 husmandsplads. Vinje (6.49), 3 husmandspladse.
I Grungedal sogn ligger:
Rismyr (5.24). Litlestu (6.13), 1 husmandsplads. Nordgaarden (9.96), 2 husmandspladse. Øverland, nordre og søndre, (5.40), 1 husmandsplads. Midtveit (5.31), 1 husmandsplads. Groven i Haukeli med 2 parceller af Edland (6.69), 1 husmandsplads. Utgaarden i Haukeli (Opgaarden) (7.26).
Matrikulskyld mellem 3 og 5 mark har 48 gaarde.
68 brug har matrikulskyld mellem 1 og 3 mark, og 16 brug har matrikulskyld under 1 mark.
Fjeldstuen Haukelisæter paa Haukelifjeld, ca. 950 m. o. h., er statens eiendom og har følgende bygninger.
Hovedbygning, laftebygning, 15.4 m. lang og 8.1 m. bred, 4 værelser samt kjøkken og spisekammer i 1ste etage og 2 store soveværelser, 10 smaa sovekahytter samt 2 smaa kammere i 2den etage.
Udhus, indeholdende fjøs, stald, lade, vedskjul og madbod.
Et sommerfjøs, 12 m. langt og 8 m. bredt.
Et mindre, tømret hus for færdingsfolk, 3.1 m. langt og bredt.
Et vognskjul med tørkeloft.
Et mindre hus i stabburstil, bygget i to etager, hvoraf den nedre, der bestaar af et værelse, er 4.4 m. lang og bred, medens den øvre, der er 6.9 m. lang og bred, er delt i flere værelser, eller rettere baaser eller lugarer, som paa en dampbaad. Den her forsøgte nye byggemaade med et hus som et stabbur, der ryster voldsomt, naar nogen gaar, og med smaa aflukker, der daarlig skiller mellem de sovende, og uden ovn, synes lidet skikket for klimatet og til sovested.
En ny bygning, af længde 22 m. samt af bredde i midtpartiet 5.65 m. og endefløiene 7.53 m. Den østre endefløi, der er 7.53 m. bred og 5.65 m. lang, har 2 etager og indeholder i 1ste etage kjøkken, spisekammer og anretningsværelse og i 2den etage 2 soveværelser. Den øvrige del af bygningen har kun en etage og bestaar af en spisesal, 5.65 m. bred og 10.04 m. lang, samt den vestre fløibygning, 7.53 m. bred og 5.65 m. lang. Denne sidste er inddelt i et aftrædelsesværelse og en veranda.
Omkostningerne ved opførelsen af denne var tilsammen kr. 13 365.00.
De fjeldstuen tillagte beiters værdi har udgjort kr. 5 960.00. Til fjeldstuens vedligeholdelse har opsidderen kr. 400.00 aarlig.
Gamle navne paa gaarde er:
| Vinje | Vin, Vinjar sókn. |
| Flaaten | Flǫt. |
| Lien | Líđ. |
| Paradis | Paradís. |
| Kallaak | Kaldakr. |
| Groven i Mannaas | Grǫf. |
| Særen | Sævarendi. |
| Hustveit | Húsaþveit ? |
| Tveito | Þveitar. (Flt.) |
| Ringhus | Ringhúsar. (Flt.) |
| Midbø i Aabo | Midbœr. |
| Hylland, nedre, | Hyljaland. |
| Præstegaarden | Vin. |
| Nordstuen | Norđstofa. |
| Botne | Botn. |
| Berdal | Berudalr. |
| Sandaak | Sandakr. |
| Lunde | Lundr. |
| Vehus | Viđhús. |
| Tovsland | Þolfsland. |
| Vaagsli | Vágslíđ. |
| Gjesløis | Geislaløysi. |
| Stenalder | 1 |
| Broncealder | 0 |
| Ældre jernalder | 3 |
| Yngre — | 16 |
| Sum | 20 |
I Kjøbenhavns Nationalmuseum haves en vievands-kjedel af messing, 18 cm. høi, som har hængt i Vinje kirke.
I en indberetning af 1846 fra sognepræst Wolff i Saude gives en beskrivelse, ledsaget af en kartskisse, af murlevninger paa en udslaat, kaldt Øvrebø, omtrent 1000 skridt oppe i fjeldet ovenfor Vinje præstegaard. Ved enden af den bratte opgang fra præstegaarden var der en mur af løse stene, som i forbindelse med en fremspringende fjeldvæg paa modsvarende side dannede en port. Noget ovenfor, lidt tilhøire, var der mure af to bygninger, adskilte fra hinanden ved en 2½ alen bred gang; hver af bygningerne var 12 alen lang, og murene stod igjen til 3 alens høide. Paa en liden høide ovenfor disse mure fandtes 3 hjørnestene af en bygning (muligt et bur) og en dørhelle. Rundt den sidstnævnte høide og derfra gik en vei ned til den først omtalte port. Desuden gik der længere tilhøire en hulvei op til de to ved siden af hinanden staaende bygninger, hvilken hulvei danner en anden adkomst til høiden nedenfra; op til den gaar nemlig en trang dal, begrændset paa begge sider af bratte fjelde. Ved denne hulvei var paa siden af den en ikke meget lang mur, bestaaende af to arme, stødende sammen i en stump vinkel, hvis toppunkt vender ud mod veien.
Stedet omtales ogsaa i korthed i Lunds beskrivelse over Øvre Telemarken, Kbh. 1785, pag. 192, hvoraf blot er at mærke, at her «sees rudera af gamle store mure».
Paa gaarden Høgetveit var længe opbevaret «Høgetveithjorten», som var støbt af klokkemetal, hul med en klap eller lidet laag i nakken samt tud i munden. Efter sagnet fandtes den en juledags morgen staaende paa dørhellen, og det antages, at den var bragt did af et eller andet velvilligt underjordisk væsen; derfor blev det senere fast skik hver juleaften at sætte en skaal med øl paa dørhellen som tak for gaven. Ifølge sin herkomst var hjorten hellig og maatte ikke skilles fra gaarden, og den har været opbevaret paa Høgetveit fra umindelige tider. Den antoges at være skudfri, men det viste sig i den senere tid ikke at være tilfælde; thi en dygtig skytter, som fik tilladelse til at forsøge sig, gav den et stygt skudsaar i halsen. Den er nu paa universitetets oldsamling.
Gravsfura kaldtes en furu, som stod paa en haug af form som en stor gravhaug paa Bækhus i Smørklep. Efter sagnet blev der i gamle dage til visse tider gydt drikke ved dens rod. Denne furu blev betragtet som et helligt træ, som det var farligt at beskadige. Endog nedfaldne tørre kviste maatte ikke bortføres. For noget over en menneskealder siden var den skrøbelig og begyndte at tørke, og eieren huggede den, skjønt der fandtes dem som mente, at det var sikrest at lade den staa urørt.
Det berettes, at et stabbur paa gaarden Gjellhus i Nesland er opført i aaret 1113; det omtales som en liden uanselig bygning med lave stolper og uden forsiringer, men med meget stort tømmer, og vægge saa haarde som sten samt halvt fortærede af luft og veir. Taget har oftere været paasat nyt.
Vinje kirke er en korskirke af tømmer, opført 1795—96, med 200 siddepladse.
Vinjar kirkja var Vinje hovedkirkes gamle navn. Rauland sogn fraskiltes ved oprettelsen af Rauland præstegjeld efter resolution af 3⁄10 1859.
Vinjes nedrevne stavkirke havde i 1668 svaler og mange skruv omkring, overalt tækt med spaan; paa trævet (ɔ: pulpituret) var ingen stole og bænke, hvorover folkene sad nede paa gulvet, « hvorved stor uskikkelighed foraarsages, idet de af prædikestolen ej kan sees og derfor med snak og bulder gjøre uro».
Ved slutningen af det 12te aarhundrede var Vinje kirke til. Dette viser to planker, som sognepræst Marcus Monrad sendte til Kjøbenhavn fra denne kirke, da den blev revet, og som der opbevaredes i Oldnordisk museum, men som nu er i Kristiania oldsagsamling tilligemed et kapitældyr fra en af portalens halvsøiler. Her er en mærkelig runeindskrift, der viser kirkens alder. Først staar paa den ene stav nogle vers.
Sæll er sá, er, svikja þý lá
sorg á reikar torgi,
grettis sótt at gæti
geldr eidar þess, aldri.
Era fangbrögđum flagđa
fallnir niđr međ öllu
haukar Baldrs ok halda
hugstriđi bryn (níđíngs).
Aldrig er den lykkelig, paa
hvis hoved nogensinde sorg laa,
fordi han sveg, han und-
gjælder for den ed!
Ved nidingens kneb er ikke
den krigerske høvdings helte
aldeles faldne ned, men bevarer
harm i hu.
(Oversættelse af S. Bugge.)
Paa den anden staar: «Sigurþr jalssun ræist runar þesar lougardagen æftir Botolfsmæso er an flyþi higat ok vildi æigi ganga til sætar viþ Sverri foþurbana sin ok bræþra». Det vil sige: «Sigurd Jarlssøn ristede disse runer lørdag efter botolfsmesse, da han flygtede hid og ikke vilde gaa til forlig med Sverre, sin faders og sine brødres bane.»
Sverre og Sigurd Jarlssøn, som her nævnes, er vel kjendte. Erling Skakke havde foruden sin søn kong Magnus to andre sønner, Finn og Sigurd, som efter sin faders rang fik navnet Jarlssøn. Erling Skakke faldt i 1179, Magnus Erlingssøn i 1184 og Finn i 1185. Verset er vistnok myntet paa kong Sverre. Indskriften er ikke ældre end 1185, da Sverre omtales som hans «brødres» banemand.
P. A. Munch henfører indskriften til et af de 2 aar, da Sigurd før Sverres død vides at have været paa Oplandene, nemlig 1197 eller 1201. Vinje kirke har følgelig været til, før Sverre døde, eller før 1202. Kirken nævnes senere aar 1360, 1437 og ved slutningen af det 16de aarhundrede i biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.
I besigtigelse af 1662 kaldes den «Viningskirken» og siges at være saa ganske vanmægtig og skrøbelig, at den ikke mere staar til at reparere, men maa nybygges. I besigtigelsen af 1668 siges det, at den var en stavkirke af samme slags som Raulands «af stolper og planker opbygt, med mange skruv» (gavle).
Den havde da faaet et pulpitur.
Folkevisen nævner Vinje kirke:
Vént er der med Viningskyrkjunn
Nær bruri hon kem in,
Dei tar’ ki brý seg fer ljosi bera
Deđ lyser af plomekinn.
Vént er der međ Viningskyrkjunn,
Naar brúrinne geng i flokkar,
Dei tar’ki brý seg fer ljósi bera
Deđ lyser af brúrelokkar.
Skjønt kirken allerede ved besigtigelsen af 1662 var yderst skrøbelig, blev den endnu staaende i 134 aar, idet den først blev nedrevet i aaret 1796. Under korets gulv fandtes en «Svartebok», skrevet i Norge før reformationens indførelse i begyndelsen af det 16de aarhundrede og opbevaret i Kristiania kathedralskoles bibliothek. Findestedet angives paa bogens sidste side.
Grungedal kirke er en langkirke af tømmer, opført 1850, med 110 siddepladse.
Grungedal annekskirke er opført efter resolution af 18⁄6 1813.
Den benævnes i bygden undertiden Straumstøl kirkja efter gaarden, paa hvis grund den staar.
Nesland kirke er en langkirke af tømmer, opført 1847, med 100 siddepladse.
Den nedrevne «Korset og St. Olafs kirke i Nesland» er den eneste stavkirke, der selv paa aaret og dagen angiver sin alder.
Stavkirken havde svaler, koret var flere trin høiere end skibet, søilerne ved portalet (nu i universitetets samling) er mærkelige derved, at der er scener af bibelen udskaaret derpaa; der var et røgelseskar, flere helgenbilleder og et alterskab; kirken havde sandsynligvis engang særskilt klokkestøpult, da der i regnskabet 1716—17 omtales reparation af «klokkehuset, som Ole Berge forærede kirken».
Kirken var opført under Haakon IV og indviet den 3die august 1242, hvad der kan sees paa et i universitetets oldsamling bevaret stykke af korvæggen, sammensat af to planker, der engang stod over bispestolen, og hvorpaa i majuskler (ikke i «runer») er noteret:
«Anno Domine MCCXLII III nonarum Augusti dedicata est ecclesia ista a domino P. Hamerensi episcopo ad honorem sanctæ crucis et beati Olavi.»
(«I Herrens aar 1242 den 3die august er den kirke indviet af hr. P(aul) biskop i Hamar, det hellige kors og Sankt Olav til ære.»)
Kirken var efter dette indviet til det hellige kors og St. Olaf. Indskriften blev, ifølge Landstad, opdaget af den bekjendte arkæolog Arendt 1817 og af ham befriet fra det beg, hvormed den var oversmurt. I august 1242 var Paul biskop over Hamar stift — det er altsaa dette navn, som betegnes ved indskriftens «P», ikke «Peder», som Landstad kalder ham i sit digt.
Kirkens ydre var, da den nedtoges, kun tarveligt, da svalgangen var forsvundet og stolper og planker skjulte under en senere bordklædning. Fra kirkens tag hævede sig da et nyere høit spir. Kirkens grundpiller var, ifølge Landstad, af overordentlig svære dimensioner, idet deres tykkelse udgjorde en halv mandshøide.
«Det indre var meget simpelt,» siger Landstad, «og man søgte forgjæves noget, som kunde henregnes til en mere udviklet kunst.
Men desuagtet gjorde den dog et besynderligt indtryk. Hertil bidrog den sparsomme belysning, det trange rum, korets usædvanlige høide over skibet, den paa vægge og loft anbragte sælsomme maling, samt fremfor alt den forestilling, at man befandt sig i de samme, vistnok meget lidet forandrede omgivelser, blandt hvilke fædrene for 600 aar siden sad i andagt forsamlede, og hvor efter al rimelighed den første kristne slegt paa dette sted havde tilbedende bøiet sine knæ for Herren.»
Trods sognepræst B. Landstads forbøn blev Neslands kirke nedrevet i 1847 samtidig med den nye kirkes indvielse, og inden den var tilstrækkelig undersøgt. Nogle aar efter (1852) offentliggjorde Landstad sit digt «Neslands kirke» til dens ihukommelse.
Om Neslands bygd skriver Landstad, at den ligger nedsænket i en trang dal ved den skummende Tokke eller Totakelv og har intet, der særlig udmærker den fra andre fjeldbygder. Det eneste, som kunde vende opmærksomheden hen til den ensomme dal, har folket nu berøvet sig selv. Der stod nemlig en af disse gamle mærkelige stavkirker, som især ved de af professor Dahl udgivne tegninger i den senere tid har tiltrukket sig almindelig opmærksomhed som en for vort land særegen og andre steder ukjendt byggeform.
Neslands kirke havde staaet over 600 aar og var endnu lige rank, men den var bleven for liden for menigheden, og man nødtes derfor til at bygge en ny. Den ny, temmelig firkantede kirke, der blev sat ved siden af den gamle, blev indviet 1847, og ved denne anledning bad jeg for stavkirken, at den maatte blive staaende, uagtet man allerede havde begyndt at lægge haand paa den.
Man mødte mig blandt andet med det spørgsmaal: hvorledes og af hvem skal den vedligeholdes? Det var den sten, af hvilken den blev knust.
Neslands kirke var vistnok intet pragteksemplar, men den havde dog et særeget præg, og foruden alderens ærværdighed, saa var den maaske den eneste gjenstaaende kirke af dette slags, om hvilken man med bestemthed vidste, naar den var bygget. Jeg kan ikke nu opgive dens dimensioner, men den var overmaade liden — den mindste kirke, jeg har seet, og dens indskrænkede rum vidnede om, hvor ringe befolkningen paa hine tider maa have været i denne egn. Dens lidenhed har vel ogsaa givet anledning til det sagn, bønderne fortæller, at den først blev bygget og opsat i Mannaasgrænd, men at en «hjuringjente» (hyrdepige) bar den i sit forklæde til Nesland, og satte den der, hvor den nu stod.
Koret, der var reist paa stolper ligesom et stabbur, var høit hævet over skibet, fra hvilket en trappe førte op til alteret. Men stolperne var skjulte ved den udvendig anbragte beklædning. Malingen, der kun daterede sig fra 1713, og som, uagtet maaske en efterligning af noget bedre, var udført af en mindre dygtig haand, imponerede ved sit brogede udseende og maa, medens den endnu eiede sin fulde glands, have afgivet et besynderligt skue. Vægge og loft var overalt bemalede med store basunblæsende engle i flagrende gevanter, med bibelske scener, sprog af skriften o. s. v. Kirken skal have været en saakaldt vaagekirke, hvor man hver St. Hansnat samledes og holdt St. Hans vak. Denne var forenet med andagtsøvelser, hvorved sandsynligvis den katholske geistlighed i sin tid var tilstede og forrettede messe.
Paa loftet i kirken laa et billede af en kronet Maria med Jesusbarnet siddende paa skjødet og med huller anbragte gjennem billedets isse.
Dette Maria-billede har formodentlig ved St. Hans vak været gjenstand for dyrkelse. Man troede nemlig, at syge paa denne maade fik helsebod. Efter reformationen var præsterne vistnok ikke behjælpelige hermed, men maa dog have seet gjennem fingrene med, at folket hjalp sig selv saa godt de kunde og fortsatte sin St. Hans vak; thi den skal have vedvaret indtil fra 1780 til 1790. De læste af en postil teksten til St. Hans ære, bad bønner og sang salmer, og efterat man var færdig hermed, gjorde man en stor ild op paa kirkevolden og holdt sig lystig hele natten igjennem.
Landstads digt til Neslands kirkes ihukommelse indeholder mange vakre ting.
I sidste sang i digtet tager risen i Ravnegjuv afsked med kirken:
Og det var rysen i Ravnegjuv,
han tittede frem og saa,
seer han den gamle Neslands kirke
er huggen i stykker smaa.
Og det var rysen i Ravnegjuv,
han løfter paa sin hat:
du gode gamle Neslands kirke,
hav nu tusind god nat!
Hovedveie. Hovedveien fra Telemarken til Hardanger — Haukeliveien — kommer ind i herredet fra Laardal herred og følger Vinjevasdragets nordside indtil vestenfor Vinje kirke, hvor den gaar over paa vasdragets anden side paa Vinjebro, en træbro, ca. 100 m. lang og hvilende paa 3 store stenkar. Veien følger derpaa vasdragets vestside op Smørklepdalen til Grungedalen, hvor den igjen paa Grungebro, en træbro af samme bygning og næsten af samme længde som Vinjebro, fører over paa elvens nordre bred, som den nu følger videre opover dalføret. Indtil Gugaarden i den saakaldte Haukeligrænd er veien en gammel, noget bakket grusvei, 3.8 m. bred. Ovenfor Haukeligrænden er den nyanlagt chaussée med kjørebredde 4 m. og 2.5 m. og maksimumsstigning 1:1.5. Paa denne vei har været arbeidet fra 1866—1886, da det sidste stykke blev kjørbart. Ovenfor gaarden Vaagsli ophører al gaardbebygning; paa Haukelisæteren tætved amtsgrændsen er anlagt en fjeldstue, hvor der fra 16⁄5—15⁄9 holdes skydsstation.
Veiens længde inden Vinje herred er 76 km., hvoraf 50 km. er karakteriseret som god vei.
Haukeliveiens største høide over havet er ca. 1 200 m.
Den arm af hovedveien fra Dalen, der udgaar ved Skaalejuvsvingen, kommer ind i herredet ved Mo grændse ved Skretveit, og gaar forbi Sandaak langs Tokke til sammenstød med hovedvei ved Aamot, er en i 1897 færdigbygget chaussée med 4 m. kjørebredde og indskrænkning til 25 m. samt 1:15 maksimumsstigning. Ved Aamot er en 2.6 m. bred jernbro med 34 m. frit spænd over Tokke. Længde 13.6 km.
Hovedveien fra Dalen kommer ind i herredet ved grændsen paa Børteheien og gaar forbi Svartland til sammenstødet med den anden hovedvei ca. 1 km. ovenfor Vinje bro. Den er bygget som chaussée i aarene 1883—90 med 4 m.s bredde og 1:15 maksimumsstigning.
Den samlede længe af hovedveien er 92.7 km.
Før den heromhandlede vei til Vinje fra Børte- eller Byrtegrænden blev bygget, var veien over Børteheien ikke let at hitte. Et gløtt ind i de fortidens kommunikationer over Børteheien giver følgende hidtil utrykte vers af Ivar Aasen, der sees i 1853 at have været i vildrede om veien til Vinje over Børteheien:
<poem> Vandt er aa vita vegen til Vinje. Grunnen er groen med grus paa alle sidor; inkje geitar-gota ein gong te finna. Kvar i vide verdi er vegen til Vinje?
Upp fraa Byrte-bygdi beint eg stemnde; breid var brauti og bruer paa grovann alt aat øvre bakken; der endast vegen: herre skog eg skygner
og skodda uppyver.
Tomt er i tuni,
tomt er i husi;
ute og inne
er audt og daudt,
stong og styda
stend fyr alle dyrar,
inkje matar-maal
kann mann her kaupa.
Vide hev eg vitjat,
vidt hev eg slunget,
fjell og firne,
fjordungar mange;
ofte var eg vegvill
i viddom ute:
endaa var Byrte-bakken
baugaste leidi.
Heppelege hamnad eg
i Haukaas-garden;
steig eg inn i stovo,
stod ei kjering fyre,
blid i blesa
blinkad ho mot heidi:
«Dar er vanleg vegen
til Vinje-grendi!
Andre rodelagte kjøreveie. Bygdevei fra Brubro om Nesland kirke og videre ind i Mo herred til Mo kirke er nedlagt som rodelagt vei, efterat chausséen gjennem Nesland er færdig.
Vei fra Lofthus ved hovedveien omtrent midt paa Vinjevatn til gaarden Kostveit ved Totakvatn ligeoverfor Rauland kirke tjener som forbindelsesvei mellem Vinje og Rauland. Veien er bakket og tung gammel grusvei, ca. 3 m. bred, der i amtmandens i femaarsberetning karakteriseres som maadelig. Dens længde er 9.7 km.
Bygdevei fra Sandaak til grændsen mod Laardal ved Bratterad bro over Tokke, hvorfra den fortsætter i en inden sidstnævnte herred omtalt ridevei, er en meget bakket, yderst slet, men dog kjørbar vei. Længde 1 km.
Den samlede længde af herredets rodelagte bygdeveie er saaledes 10.7 km.
Andre kjørbare veie. Af kjørbare gaardveie har herredet ingen af synderlig betydning; nævnes bør dog vei fra Gjøitilgrænden paa østsiden af Tokkes dalføre til hovedvei Haukeliveien og fra Nesland kirke til Berdalen.
Vinterveie. De fleste rideveie benyttes om vinteren, men er da ofte vanskelige og farlige at færdes paa. Navnlig gjælder det rideveien til Suldal.
Afstanden fra skydsstationen Høgetveit i Vinje er til:
| Rui hotel i Grungedal | 19 km. |
| Mogen i Høidalsmo | 25 » |
| Dalen i Laardal (ikke angivet). |
Afstanden fra Rui hotel er til:
| Botnen i Grungedal | 26 km. |
| Høgetveit i Vinje | 19 » |
| Moen i Mo | 31 » |
Afstanden fra Botnen i Grungedal i Vinje er til:
| Rui hotel i Grungedal | 26 km. |
| Haukelisæter i Grungedal | 18 » |
Haukelisæter stationen er kun i virksomhed fra 15⁄6—15⁄9.
Fra Haukelisæter skydsstation er til:
| Botnen i Grungedal | 18 km. |
| Gryting i Røldal | 30 » |
Vinje herred er delt i 12 skolekredse med 294 undervisningsberettigede børn, 9 lærere, 1 lærerinde.
Den ved skatteligningen antagne formue var i 1894 1007 335 kr., den udlignede herredsskat var 13901 kr.