Til undersøkelsen av lappiske stedsnavn

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av H. A. Benneches Fond,  (s. 1-25).

TIL UNDERSØKELSEN AV
LAPPISKE STEDSNAVN



AV
KONRAD NIELSEN


(Videnskapsselskapets Skrifter. II. Hist.-filos. Klasse. 1920. No. i)


UTGIT FOR H. A. BENNECHES FOND



KRISTIANIA

I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD

1920



Fremlagt i den hist.-filos. klasses møte 4. april 1919.









A. W. BRØGGERS BOKTRYKKERI A/S

I det nylig utkomne bind XXX av Journal de la Société Finno-ougrienne (trykt 1913—1918) er der en artikel av rektor Qvigstad om de lappiske stedsnavn i Troms fylke.

Efter at ha omtalt naturforholdene og ældre bebyggelsesforhold i fylket fremholder forfatteren, at naar man betragter den nuværende for­deling mellem de norske og de lappiske stedsnavn i Troms fylke, finder man en iøineføldende forskjel mellem fastlandet og øerne.

Paa øerne har alle lokaliteter norske navn, selv i de trakter som er bebodd av lapper, og de lappiske stedsnavn paa øerne er for det meste kun en omdannelse eller oversættelse av de tilsvarende norske. I de trakter som fra gammel tid av har været bebodd av sjølapper, forudsætter de lappiske stedsnavn av norsk oprindelse ofte ældre norske eller gammel­norske eller urnordiske former. De lappiske ønavn i fylket er næsten alle av norsk eller gammelnorsk oprindelse. De egte lappiske stedsnavn paa øerne synes at være av yngre oprindelse end de fleste egte lappiske steds­navn paa fastlandet, — de indeholder næsten aldrig ord hvis betydning er ukjendt.

Paa fastlandet har sjølapperne særegne lappiske navn paa fjorde, nes, fjell og berg, elve og sjøer, saa langt den lappiske bebyggelse strækker sig.[1] Men længer ind i landet er det bare den nomadiserende lap som har rede paa stedsnavnene. Der er dog en forskjel mellem den nomadi­serende lap og sjølappen: mens sjølappen i de trakter hvor han først har dyrket land, har sat navn paa hver haug og bæk, hver odde og vik, hvor ubetydelige de end er, saa har den nomadiserende lap i sit vandringsstrøk sat navn bare paa de mere iøinefaldende lokaliteter, som er av betydning for ham som merker under hans vandring, og selv i den trakt hvor han opholder sig om sommeren, er det kun de mere fremtrædende punkter, som han har git navn.

De lappiske stedsnavn er dels almindelige appellativer, dels ord hvis betydning ikke er kjendt mere, eller som er forældet og litet brukelige. I trakter hvor lapperne fra gammel tid av har vandret om som nomader eller slaat sig ned, er stedsnavn av sistnævnte art talrike.

Paa fastlandet findes der overalt hvor det norske sprog er kjendt, ogsaa norske stedsnavn; men i helt lappisk trakt er, selvom lapperne kan tale norsk, de norske navn indskrænket til de vigtigste lokaliteter. Inde i landet ophører de norske stedsnavn; en undtagelse danner indlandsdistrik­terne Maalselven, Bardu og Salangsdalen, som blev bebygget av nordmænd fra slutten av det 18de aarhundrede, og hvor der indtil da kun hadde været nomadiserende lapper. Her er det nu bare i de trakter som ligger nærmest riksgrænsen, at der udelukkende forekommer lappiske stedsnavn. Forholdsvis sjelden har nordmændene her adopteret lappiske stedsnavn, enten ved at oversætte dem eller ved at opta dem uforandret — eventuelt med tillæg av norsk artikel — eller avpasset efter norsk tunge.

I prestegjeld hvor lapperne alt fra gammel tid av har havt faste bo­plasse, har nordmændene i større utstrækning optat lappiske stedsnavn, særlig gjennem oversættelse; i almindelighet har dog nordmændene dannet sine stedsnavn selv. I de trakter hvor nordmændene ikke kommer, er stedsnavnene nu som før lappiske.

Ved nærmere undersøkelse av de lappiske stedsnavn i Troms fylke er rektor Qvigstad blit bestyrket i den anskuelse som var uttalt i »Nor­dische Lehnwörter im Lappischen«, s. 67, at nordmændene har slaat sig ned ved den almindelige scilled indenfor de store øer, i de ytre dele av fjordene og paa øerne ut mot havet, allerede før den lappiske bebyggelse begyndte der.

Artiklen slutter med en omtale av de lappiske stedsnavns sproglige beskaffenhet:

De lappiske stedsnavn er sedvanlig sammensat av to led. Undertiden bestaar første led ogsaa av to led, av hvilke det siste da sedvanlig staar i »schwache stuſe«. Det siste led av de sammensatte stedsnavn er et appellativ. Forfatteren grupperer disse appellativer og meddeler: 43 be­nævnelser paa fjell, høide av enhver art, berg, klippe, ſlaag, avsats o.s.v., 42 benævnelser paa slette eller fordypning, sænkning i terrænget, 5 be­nævnelser paa ø, skjær, grund, 9 benævnelser paa halvø, nes, kyst, 30 benævnelser paa vand av enhver art samt 4 benævnelser paa bosted. Av disse 133 brukes de 50 ogsaa som selvstændige egennavn.

Første led av de sammensatte stedsnavn er dels et appellativ, hvis betydning er kjendt, sjelden et personnavn (sedvanlig bare i nyere gaardsnavn), dels et adjektiv, ofte et substantiv av ukjendt betydning. Der fin­des ogsaa mange enkle stedsnavn, særlig fjell- og gaardsnavn, dels av ukjendt betydning, dels appellativer som blir brukt som egennavn.




Qvigstads artikel, som jeg har gjengit saa utførlig, fordi indholdet i flere henseender er aktuelt, og fordi det tidsskrift hvor den er trykt, vist­nok ikke er meget kjendt hos os, gir resultater av indgaaende studium av lappiske stedsnavn særlig i Troms fylke, gjennem mange aar.

Men artiklen lægger ikke bevismaterialet frem. Det er at haabe, at forfatteren ogsaa vil finde leilighet til at gi en detaljeret fremstilling. Ganske særlig interesse knytter der sig til spørsmaalet om lappiske steds­navn av urnordisk oprindelse. Qvigstad sees nu at ha fundet det bevist, at der forekommer saadanne blandt de lappiske stedsnavn ute paa øerne i Troms fylke. Man vil med spænding imøtese den nærmere paavisning av disse og likesaa en indgaaende drøftelse av spørsmaalet om hvorvidt der blandt de lappiske stedsnavn paa fastlandet (resp. fjordnavnene) findes urnordiske laanord. Forfatteren vilde da antagelig ogsaa komme til at ta standpunkt i Finmarken og Troms fylke som gamle lappiske laan; det kan være folkeetymologisk omdannelse som har gjort, mener jeg, at vedkom­mende navn gir saa bestemt indtryk av at være oprindelig norsk.[2]

Disse undersøkelser har jeg ikke havt anledning til at fortsætte. Der­imot har jeg i de siste aar leilighetsvis beskjæftiget mig med lappiske stedsnavn i bestemte trakter, dels som raadgiver for Norges geografiske Opmaaling, hvor det har gjældt de lappiske stedsnavn paa nye karter, og dels som medlem av Renbeitekommissionen av 1913. Herunder har jeg fæstet mig ved visse eiendommeligheter ved selve den lappiske navnegiv­ning — de findes, har jeg set, likesaavel i Finmarken og Nordland og i svensk og finsk Lapmarken som i Troms fylke —, og hvad der nærmest stod for min tanke var, at en redegjørelse for mine iagttagelser paa dette omraade skulde munde ut i en paavisning av hvor urimelig det er at søke at faa de lappiske stedsnavn fornorsket paa kunstig vis gjennem masse­oversættelse paa de nye karter. Nu har imidlertid Qvigstads artikel foranlediget, at jeg lægger frem nogen av mine iagttagelser uten at føre det hele frem til det antydede maal. Disse iagttagelser vil nemlig paa visse punkter kunne supplere og tildels modificere de resultater Qvigstad har meddelt. De turde derfor indeholde materiale som kunde bli til nytte ved utarbeidelsen av den detal­jerte fremstilling som jeg uttalte haabet om at rektor Qvigstad vilde gi os.

Qvigstad gjør opmerksom paa, at der er forskjel mellem fjell-lap­perne og sjølapperne med hensyn til navnegivningen.

Som det eiendommelige for sjølapperne nævnes, at de indenfor sit forholdsvis snevre omraade har sat navn paa hver haug og bæk, hver odde og vik, hvor ubetydelige de end er. — Det samme gjælder ogsaa om den anden kategori av fastboende lapper: elvelapperne. Ogsaa de gaar i sin egen trakt overmaade meget i detalj. Likesaa paa sine specielle færdselsveie. Mange av elvelapperne i Finmarken driver meget som skyss­karer og har ogsaa adskillig varetransport, med elvebaat om sommeren og med hest eller ren om vinteren. Det kan da bli ganske lange strækninger hvor de til stadighet færdes, og her har enkelte av dem en forbausende rikdom paa stedsnavn. Er færdselsveien en elv, saa har de ikke bare navn paa de mindste detaljer langs bredderne, men ogsaa paa de enkelte smaastykker av selve elven, dens forskjellige fosser, stryk, hvirvler, bak­evjer, loner og kulper. Som et eksempel kan nævnes, at paa en reise fra Polmak til Karasjok sommeren 1918 opgav den ene av mine stakere 65 navn paa de forskjellige stykker av Tanaelven paa strækningen mellem Polmakholmen og Levjokstuen, som lapperne selv regner for godt og vel 9 mil.

Naar Qvigstad uttaler om fjell-lapperne, at de i sit vandringsstrøk har sat navn bare paa de mere iøinefaldende lokaliteter, som har betyd­ning som merkepunkter, og selv der hvor de opholder sig om sommeren, bare har git de mere fremtrædende punkter navn, frygter jeg for at det let kan misforstaaes, særlig hvad vandringsstrøkene angaar. Likeoverfor de fastboende lappers vidtdrevne detaljmæssighet i navnegivningen inden­for deres eget omraade er det visselig saa, at fjell-lappernes navneforraad i vedkommende omraade indskrænker sig til mere fremtrædende punkter. Men fjell-lapperne kan dog tildels gaa temmelig langt i detaljering de ogsaa, særlig langs sine sedvanlige flytteveie, om det end kanske er temmelig langt fra at deres navneforraad i saa henseende kan sammen­lignes med elvelappernes langs deres almindelige færdselsveie. En uom­tvistelig forskjel er der: fjell-lapperne har forholdsvis meget færre helt selvstændige navn, saadanne hvori der ikke indgaar et førsteled som kom­mer igjen i navn paa nærliggende lokaliteter, — færre navnelementer, om man saa vil. Det vilde jo ogsaa være ret upraktisk, naar det gjælder saa vide strækninger som for fjell-lapperne, om der stadig skulde optræ lutter nye elementer i navnene: hukommelsen vilde savne støttepunkter. Ander­ledes naar navnene paa flere nærliggende lokaliteter har noget tilfælles, som straks viser at de hører sammen. De forskjellige maater hvorpaa et saadant fællesskap kan etableres, er ikke noget eget for fjell-lapperne; de gjenfindes i de fastboende lappers navneforraad. Forskjellen er kun den, at fjell-lapperne har gjort mere bruk av dem. Forøvrig mener jeg at ha gjort den iagttagelse, at de fastboende lapper, naar det gjælder navn paa steder som ligger forholdsvis langt borte fra deres hjem, i større utstræk­ning anvender saadan gruppering av navnene.

Flere navns lokale samhørighet kan, som antydet, være bragt til uttryk paa forskjellige maater. Bortset fra de tilfælde hvor to eller flere nærliggende lokaliteter har faat fælles navn i flertal, idet hver enkelt av dem i fornødent fald blir betegnet ved en foransat nærmere bestemmelse som: øvre — nedre, øverste — midtre — nederste, ytre — indre o. s. v., finder vi samhørigheten uttrykt paa følgende maater:

1) Alle navn har faat et og samme ord (oftest et substantiv i nominativ­form) som første sammensætningsled.

2) Et større landomraade, »heile plassen«, har et (som regel usammen­sat) fælles navn, og de enkelte lokaliteter sammensatte navn, hvis første led er nysnævnte navn i genitivform.

3) Navnet paa den mest fremtrædende lokalitet eller den som først har erholdt navn, er benyttet som første led i navnene paa de ørige lokaliteter, — ogsaa her genitivform.

4) En mindre betydelig lokalitet har faat samme navn som en mere betydelig lokalitet av samme slags, men med en karakteriserende tilføielse foran navnet[3] (eventuelt ogsaa deminutivsuffiks, men det sløifes som oftest); til forskjel fra dette sekundære navn kan ogsaa det oprindelige navn faa en karakteriserende tilføielse foran sig.

Det er forøvrig at merke, at i mange grupper av stedsnavn hvis lokale samhørighet er kommet til uttryk i navnegivningen, findes der kom­bination av 1) og 3) eller av 2) og 3), og undertiden ogsaa 2) og 4) samt 3) og 4), idet et eller flere av navnene er betegnet som direkte under­ordnet under et av de andre, ikke sideordnet med det under det fælles hovednavn. I saadanne tilfælde faar man, likesom ofte i gruppe 3), sam­mensatte navn, hvis første led atter er sammensat. En sjelden gang er navnegiveren gaat endnu et skridt videre i denne retning.

Som eksempler paa disse forskjellige betegnelsesmaater og kombina­tioner av dem kan nævnes:

1) Sammensatte navn som alle er formelt likestillede, idet de har et og samme ord som første sammensætningsled.

Tr. XII[4] Doarrŏvarre (fjell), Doarrŏjǫkkâ (elv), Doarrŏvag’ge (skar), Doarrŏčâccâ (vandskjel) med det derav dannede elvenavn Doarrŏčazâjǫkkâ (čâzâ er genitiv av čâccâ). Doarrŏ- er en forkortelse av doarro »strid, kamp«.

Tr. XII Rau’dŏčǫk’kâ ell. Rau’doai’va (top), Rau’dŏvaraš ell. Unna Rau’dŏčǫkkâš (mindre top, unnâ bet. »liten«), Rau’dŏjǫkkâ, Rau’dŏskai’de (land mellem to elve), Rau’dŏčâccâ, Rau’dŏgǫppe (dalsænkning) med det derav dannede indsjønavn Rau’dŏjǫbejau’re (gǫbe er genitiv av gǫppe). Rau’dŏ- er en forkortelse av fiskenavnet rau’do »røe«, Salmo alpinus.

Finm., kartblad W. 5 Gæs’sačiel’ge (ryg), Gæs'sajau’re, Gæs’sajǫkkâ, Gæs’salad’duk (kjønner). Gæs’sa- er genitiv av gǣses »rensele«.

Tr. XII Gærgĕssnii’pâ Kirkestinden, Gærgĕsjǫkkâ Kirkeselven, Gærgĕs­ruobme ~ Gærgĕsvuou’de Kirkesdalen, Gærgĕsvar’do Kletten, Gærgĕs­bâttâ øverste del av Krikesdalen, med det derav dannede elvenavn Gærgĕs­bâđâjǫkkâ og fjellnavn Gærgĕsbâđâčǫk’ka (bâđâ er genitiv av bâllâ). Gærgĕs- er dannet av gær’ge -rg »sten«, se nærmere s. 20.

2) Usammensat navn paa hele omraadet, paa de enkeltte lokaliteter sammensatte navn, hvis første led er omraadets navn i genitivform (dog nominativ, altid sing., naar siste led er ordet gæčče ~ gæcce »ende«).

Tr. KVI Sui’ve -iv- landet mellem Bardudalen og Salangsdalen, Suive­vag’ge ~ Sui’ve Kobbrygskaret, Suivejǫkkâ, Suivetas’tâsât (pl. tørre smaahauger i nedre del av Kobbrygskaret, paa østsiden av elven), Suive­loalme (lang lægd langs nedre del av snaufjellet paa Bardudal-siden, nor­denfor Mǫskogǫr’sâ), Suivenjunn(j)e (nordspissen av Bjørnefjellet), Suive­varre, Suivečǫk’ka, Suivečâccâ.

Tysfjord: Lik’se -vs- en fjelltrakt, Livsečǫk’ko, Livsejǫkkǫ, Livsejau’re.

Sørfold: Væi’ga -ik- trakten omkring Veikvandet, Væikajau’re (2), Væikavuobme, Væikajǫkkǫ, Væikavarre.

Tr. XII Loamet (pl.) strækningen mellem Dividalen og Læđđŏvag’geGuou’deâtsvuobme nordover til nordspissen av Langfjellet, Lǫmiihgai’se »Langfjeldstind«, Lǫmiihâlaš (vestenfor denne tind), Loabmĕgæčče Lang­fjellet.

3) Usammensat eller sammensat navn paa én lokalitet, paa de øvrige sammensat, resp. dobbelt sammensat navn, hvis første led er nævnte loka­litets navn i genitivform.

Tr. XII Čoar’da -rd- »jordbru« nær Lapskarvandet ovenfor gaarden Bjørkaasen i Kirkesdalen, Čoardajau’re (nævnte vand), Čoardajǫkkâ, Čoarda­varre, Unnâ Čoardavāraš (deminutiv av foregaande fjellnavn).

Utsjok: Gāmâs (elv), Bâjeb ~ Âllâ Gābmâsroavve (skogaas; bâjeb »øvre«, âllâ »høi«), Vuoleb Gābmâsroavve (vuoleb »nedre«), Gābmâsmǫk’ke (gaards­navn; mǫk’ke »krok, krøkning«, — selve elvekrøken: Mǫk’ke).

Utsj. Gak’cãvarre, Gak’câvarau’že (trang dal; ogsaa brukt som navn paa elven i denne dal), Gak’câvarjæg’ge (myr), Gak’câvarjǫkkâ (elven som rinner gjennem den nævnte myr), Gak’câvarjaurek (vand. pl.) med det derav dannede elvenavn Gak’câvarjāuriijǫkkâ (jaurii er gen. pl.).

4) Navnet paa en mere betydelig lokalitet er gjennem et foransat karakteriserende tillæg blit navn paa en nærliggende mindre betydelig lokalitet av samme slags.

Finm., kartbl. W. 5 Vad’dĕvarre, Gæđ’gĕ-Vad’devarre[5] (gæđ’ge »sten«); Sŏppârvâđđâ, Skier’rĕ-Sǫppârvâđđâ (skier’re »dvergbirk«).

Tr. XII Raudŏčǫk’kâ, Unnâ Rau’dŏčǫkkâš (unnâ »lille«); Gāmâsvar’do ~ Stuorâ Gāmâsvar’do (stuorâ »store«), Unnâ Gāmasvar’do.

Tr. XI Rǫstŏjau’re ~ Duoddâr-Rǫstŏjau’re (duoddâr »snaufjell«) Store Rostavand som for størstedelen ligger paa svensk side, Vuou’de-Rǫstŏ­jau’re Lille Rostavand (vuou’de »skog«).

Sørfold, Nordl. Væikajau’re ~ Vuobmĕ-Væikajau’re (vuobme »skogland«) hvert av de to Veikvand, Varrĕ-Vækajau’re et høiere liggende vand. Fjelltrakten omkring dette vand (ifl. en meddelelse: landet mellem Varrĕ-Væikajau’re og Gǫrčejau’re, ifølge en anden: Væikačǫrog og Væikavarre tilsammen), resp. selve dalsænkningen omkring vandet kaldes Varrĕ-Væi’ga. Til forskjel herfra blir Væi’ga (se foreg. side) ogsaa kaldt Vuobmĕ-Væi’ga, men da med mere indskrænket betydning, — skogtrakten (dalen) omkring Væikajau’re og Væikajǫkkǫ.

Som eksempel paa, at andet led av navnet har faat et karakterise­rende tillæg foran sig, kan nævnes Finm. W. 5 ~cuolmâsuolŏjau’re (suolo »ø«), et vand nær čuolmâjau’re.[6]

Disse grupper frembyr utgangspunkter for undersøkelse av de lappiske stedsnavn i flere retninger, særlig med hensyn til bruken av genitiv i sammensatte stedsnavn. I alle de nævnte grupper findes navn hvor en genitivsform indgaar som sammensætningsled. I to av grupperne er det bruken av genitiv som danner selve gruppesammenhængen. Men i Qvig­stads artikel er forekomsten av genitiv i de lappiske stedsnavn ikke nævnt. Der er en antydning, og den har faat en form, saa den let kan misfor­staaes, — naar det heter: undertiden bestaar første led ogsaa av to led, av hvilke det siste da sedvanlig staar i »schwache stufe«.

Den hyppige forekomst av »schwache stufe« i den nævnte stilling beror paa at tostavelsessubstantiver — og saadanne er det i de allerfleste tilfælde det blir tale om her — har »schwache stufe« (svake stadium) i genitiv sg. (forøvrig ogsaa i gen. pl.). At det er genitiven som er det avgjørende, og ikke »schwache stufe«, det viser navn som Utsj. Gæŧ’kĕ­giellâsjǫkkâ, hvor den genitivform som danner andet led, har sterke sta­dium, mens nominativen, som optrær i det navn der ligger til grund, har svake stadium: Gæŧ’kegielâs.

At der i bruken av genitiv ligger en bevisst opkaldelse, det viser tydeligst saadanne navn som er dannet efter plurale stedsnavn. I dem optrær gen. pl., saa f. eks. i det ovenfor nævnte elvenavn i Utsjok Gak’eâ­varjāurijǫkkâ, opkaldt efter de vand som har navnet Gak’câvarjaurek (pl.).

Paa den anden side maa den indrømmes, at følelsen av genitiv i den omtalte stilling nu ikke altid er særlig levende. Der forekommer navn som Jukkasjärvi Duoudegierâjauret (pl.), Duoudegierâčǫk’ka (efter de ind­flyttede Kautokeino-lappers uttale), hvor gierâ (»forgrening, elveutspring«) er nom. sg., mens genitiven heter gierrâg(â). Nominativen her med sit svake stadium og sin utlydende vokal ligner i form de hyppig forekom­mende genitiver av tostavelsesstammer og har muligens derfor kunnet fortrænge genitiven, hvor formen ogsaa var mere tungvint. Det samme er tilfældet i navn avledet av sammensatte navn på -suolo (»ø«); som mellemste led optrær her en forkortet nominativ, suolŏ eller suol isteden­for genitiven sul’lu, saaledes f. eks. Spārâsuolguoi’kâ og Spāpâsuol­nuorre ved Spārasuolo i Tanaelven et stykke ovenfor Levjokstuen. Ogsaa i toleddede navn: Suloŏnuorek »sundene« ved Polmakholmen i Tanaelven.

Derimot hører den i samme tilling hyppig foretrædende forkortede form -jǫk (egtl. -jǫh; nom. jǫkkâ »elv«, gen. jǫǥâ) ikke herhen. Det er ikke en forkortet nominativ, men en forkortet genitiv: ǥ — og likesaa flere andre konsonanter, og ogsaa konsonantforbindelser, se s. 17 — er, hvor forkortelse er indtraadt, blit til h.

Det almindelige er saaledes, at naar første led av et navn bestaar av to led, staar det siste av disse i genitiv. Men det er ikke fordi første led bestaar av to led, at genitiven optrær.

Der findes en ganske talrik gruppe av saadanne treleddede navn, hvor mellemste led altid er nominativ. Det er navn hvis siste led er ordet gæčče »ende, spiss«, f. eks. Tr. XII Væi’kĕvuobmĕgæčče, Finm. W. 5 Āggjâgskaiǥdĕgæčče. Paa samme maate optrær nominativ i første led av toleddede navn paa -gæčče, som f. eks. Tr. XVII Vuobmĕgæčče Budalen, og overhodet findes gæčče som siste led av sammensatte ordaltid føiet til en nominativform. Det samme er tilfældet ogsaa med endel andre lokale betegnelser, f. eks. guorrâ »kant«, rai’ge »hul, aapning« (genitiven brukes til at betegne passage: jǫkkâ-raigĕ »efter elven«).

Paa den anden side er der visse ord som hyppig optrær som siste led av sammensatte ord og altid med første led i genitiv, saa f. eks. -bælle (-bællĕ) i betydningen »side«, -vuolle (-vuollĕ) »rum, lokalitet under noget« og -duokke (duokkĕ) »rum, lokalitet bak noget«. Naar disse brukes som siste led av stedsnavn, er det foregaaende led altid genitiv, hvad enten det er sammensat eller usammensat. Eks. Gǫl’lĕvarvuollĕ et stykke av Tanaelven, under fjellet Gǫl’lĕvarre (nedenfor Aleknjarg), Gæu’gŋăvuollĕ (~ Jusakgoadnel) et stykke av Tanaelven nedenfor Nedre Storfos (Gæuŋes, gen. Gæu’gŋa, Storfossen); Juovâduokke øverste del av Gumpedalen i Tr. XIV, ovenfor Gær’gëjuovvâ (juovâ genitiv av juovvâ »ur«).

Det kan saaledes konstateres, at bruken av genitiv ikke er forholdsvis mere utbredt i avledede stedsnavn, hvis første led er et sammensat (eller avledet) stedsnavn, end i saadanne som er avledet av et usammensat steds­navn. I begge tilfælde er det regel, at der skal være genitiv[7], saafremt ikke navnets siste led er et av de ord som ogsaa ellers, naar de brukes som siste led av sammensatte ord, altid er føiet til en nominativform (eks. gæčče).

Denne regel kan straks utvides til at omfatte alle stedsnavn som er avledet av et nomen proprium, altsaa ogsaa saadanne hvorl et person­navn indgaar som led. Et saadant personnavn staar altid i genitiv, — her blir det ikke tale om navn hvis siste led er gæčče eller et andet ord som bare optrær i forbindelse med nominativ. Disse ord kan nemlig ikke forbindes direkte med et personnavn, men kun med lokale benævnelser.

I visse trakter, særlig i Finmarken, er bruken av personnavn som første led av stedsnavn ret hyppig, ikke bare i nyere gaardsnavn (sml. Qvigstad), men ogsaa i navn paa fjell, elve og sjøer, som Finm. W. 5 Lāssivarre, Mārtijǫkkâ, Martijau’re, Māggušjǫkkâ, Sīrijǫgâš. I flere tilfælde fremgaar det rigtignok ikke av personnavnets form, at det er geni­tiv, idet genitiven ikke adskiller sig formelt fra nominativen, — saaledes i de ovenfor nævnte eksempler Māggušjǫkkâ og Sīrijǫgâš.

Tilsyneladende undtagelser fra den opstillede regel om genitiv danner tildels saadanne stedsnavn, hvis første led er et nomen proprium (steds­navn eller personnavn) som bøies efter 4-stavelses stammernes paradigma (3-stavelses nominativ endende paa konsonant), f. eks. Finm. Njar’gâsâš­jǫkkâ (av fjellnavnet Njar’gâsâš), Sammulâsbai’ke (av det deminutive per­sonnavn Sāmmulâš). Men i virkeligheten er Njar’gâsâš-, Sāmmulâš- her ikke nominativ, men forkortet genitiv, med den i vedkommende dialekter gjennemførte overgang ž > š i utlyd. Saadanne forkortede genitiver bru&sh;kes i Karasjok undertiden ogsaa foran postpositioner: Sammulâš birrâ »om S.«

Undertiden undgaaes lange navn ved at bare siste led av et sammen­sat stedsnavn optages (i genitivform) som første bestanddel av et nyt navn. Det er dels tilfældet, naar det appellativ som danner siste led av det op­rindelige navn, ikke er saa altfor almindelig forekommende i stedsnavn, og dels naar det oprindelige navn er saa dominerende i egnen, at der ikke kan være nogen tvil om, hvilken lokalitet av en almindelig forekommende slags der menes, om den identificerende bestanddel av navnet utelades. Et typisk eksempel av sistnævnte art er Jǫgânjal’bme (Elvemundingen), Kārasjǫkkâ’s munding, dens sammenløp med Ânarjǫkkâ; navnet brukes ogsaa som gaardsnavn. Eksempler av førstnævnte art er Finm. Čielgĕ­jau’re (»Rygvandet«), av Har’ričiel’ge (»Harr-ryggen«, ligger mellem to vand med navnet Har’rijau’re), og Njunnasjaurek[8], av Gaggânjunes.

Genitiven i stedsnavn som disse leder til forklaring av at rene appella­tiver — her tænkes paa konkreter — som første led av stedsnavn kan forekomme i genitiv. De nævnte navnebestanddele, jǫǥâ, čielgĕ og njunnas, er jo appellativer i genitiv, men paa grund av deres forekomst som siste led av bestemte stedsnavn, vet man med sikkerhet, hvilken elv, hvilken ryg, hvilken »nase« der sigtes til, naar andre lokaliteter kaldes op efter nogen av dem. Der er imidlertid ingenting i veien for, at et stedsnavn kan være dannet av et appellativ, som for bevistheten staar like fast knyttet til en bestemt gjenstand (eller et bestemt individ), uten at denne har faat noget nomen proprium. Naar et saadant appellativ indgaar som første led av et stedsnavn, blir der den samme grund til at sætte appellativet i genitiv som i navn av nysnævnte type.

Naar genitiv av et ord som betegner en konkret gjenstand (eller en person eller et dyr) findes som første led av et stedsnavn, hvis andet led or appellativ for vedkommende slags lokalitet[9], er det utvilsomt, at stedet har faat navn efter en enkelt bestemt gjenstand (eller et bestemt individ), likesom en genitiv pluralis[10] , i samme stilling angir, at stedet har faat navn efter en bestemt samling av ting, eller at der til vedkommende sted knytter sig et minde om bestemte individer eller en bestemt samling av individer (mennesker eller dyr).

En av mine lappiske sprogmestre forklarte mig engang, at Sul’lujau’re (første led genitiv) betegner et vand med én ø, mens Suolŏjau’re (første led nominativ) betegner et vand med mange øer. Dette holder dog ikke stik: Suolŏjau’re brukes ogsaa som navn paa et vand hvor der bare er én ø; det uttaler overbodet intet om antallet, — der kan være én eller mange øer der. Sul’lujau’re sier ikke bare at der kun er én ø, men uttrykker samtidig, at denne ø er kjendt: »vandet med øen«, ikke bare »øvandet«. Med andre ord: mens navnet Suolŏjau’re bare karakteriserer, kan navnet Sul’lujau’re sies at identificere.

Om en holme i Karasjok som kaldes Vuok’sasuolo (vuok’sa »okse«, nominativ), vites det, at den har faat sit navn av at der er omkommet en okse for nogen aar siden. Holmen er altsaa til minde om den begiven­het blit karakterisert som »okseholme« (som likesaa godt kunde bety: holme hvor okser holder til), og ikke identificert som »ho!men med oksen«.

I det hele tat er der saa mange stedsnavn hvis første led er et dyre­navn i nominativ[11] — og endel av dem maa likesom det nys nævnte antas at være opstaat som følge av en bestemt begivenhet med et bestemt dyr —, at man kunde bli tilbøielig til at anta, at i de faa tilfælde hvor dyrenavn optrær i genitiv singularis, beror dette paa, at vedkommende dyrenavn har været brukt som stedsnavn, som benævnelse paa en fjellformation ell. lign. Dette kunde meget vel tænkes at være tilfældet med ordet sârves »vildren-okse«, hvis genitivform forekommer i navnene Sâr’vajǫkkâ, Sâr’va­bak’te (flaag) og Sâr’varǫtto (krat) i Jukkasjärvi (nominativformen fore­kommer bl. a. i fjellnavnet Sârvĕsoal’ge i Tr. XII).

Blandt de stedsnavn hvis første led er genitiv av et appellativ, er der nogen som der knytter sig en særlig interesse til. Det er saadanne som bærer minde om lappernes gamle religion og offerkultus.

Efter kartene skulde man tro, at der rundt omkring hvor lapper har færdedes, har været fjell og sjøer, ja tilogmed elve og dale, som lapperne har anset for hellige og gjort til gjenstand for tilbedelse. De har nemlig navn hvis første led er adjektivet bâsse »hellig«. Det viser sig imidlertid, at i mange av disse tilfælde foreligger der unøiagtig optegnelse: det er ikke nominativen bâsse, men genitiven bâse som er første led av vedkom­mende navn. Jeg har eksempler baade fra Troms fylke, Finmarken og Finland: Tr. XII Bâsevar’do (fylkeskartets Bassevarddo + Grønfj.), Bâsenjoas’ke (~ Stuorâ-njoas’ke); Tr. XIV Bâsečǫk’kâ (kartets Basseoaivve), Bâsevag’ge (ikke den dal som paa kartet kaldes Bassevagge), Bâsejǫkkâ, Bâsejau’re; Finm. X. 2 Bâsevag’ge Djupvikdalen, Bâsejau’re Djupvikd.; Finm. W. 8 Bâsevuou’de; Enare: Bâsejau’re.

Der er ingen anden forklaring, end at bâse her er genitiv av et sub­stantiv med betydningen »hellig sted«. En saadan betydning av ordet er tidligere konstatert i Lule-lappisk (se Wiklund: Lule-lappisches Wörter­buch s. 89: alte opferstätte), sml. ogsaa den lokale betydning av finsk pyhä.

Disse fjell, sjøer etc. har saaledes faat navn efter en bestemt offer­plass. Navnene er analoge med de stedsnavn hvor genitiv av det gamle nordiske laanord siei’de optrær som første led, som i Tr. XII Sieidĕjǫkkâ, Sieidĕvarre, Finm. W. 6 S(i)eidĕjau’re, S(i)eidĕnjunne, S(i)eidĕjǫkkâ.[12]

Om det har været to forskjellige slags offerplasse, maa foreløbig staa derhen. Men det fortjener at nævnes, at den eneste nu kjendte betydning av ordet stei’de i Finmark-lappisk (likesom av det sjelden forekommende, dermed identiske seiete- i Lule-lappisk) er: gammelt avgudsbillede, — kan ogsaa være en utildannet sten.[13]

Jeg kan ikke avslutte omtalen av stedsnavn hvis første led er et kon­kret appellativ i genitivform uten at nævne særskilt det tilfælde at dette appellativ er et sammensat ord.

Et navn som Utsj. Gæssĕgoađĕjau’re (av gæssĕgoatte »sommergammer«), sammenlignet med det fleresteds forekommende Goattĕjau’re[14], opkaldt efter en enkelt gamme. — kan det med sin genitiv passes ind i den ovenfor givne fremstilling? Eller er det den omstændighet i og for sig, at første led er et sammensat ord, som betinger bruken av genitiv?

I Karasjok er der et fjellnavn Nallŏjoahvarre. Ved forsøk paa at faa det mellemste led her uttalt uforkortet mener jeg at ha bragt i erfaring, at det fornemmes som en forkortelse av nominativformen goattĕ og ikke av genitivsformen goađĕ. I Utsjok findes navnene Sil'bâgoahvārek og Sil’bâgoahskai’de, hvor jeg likeledes antar at der foreligger forkortelse av nominativen goattĕ. — Nallŏgoatte betyr »naalehus«, gæssĕgoatte »sommer­gamme«, sil’bâgoatte »sølvgamme« (eller »sølvtelt«), — det siste er ikke nogen ellers kjendt sammensætning; meningen kan være: gamme (ell. telt) med sølv, eller snarere: gamme (ell. telt) som ser ut som sølv. I begge tilfælde blir det en karakteristik av gammen, mens gæssĕgoatte betegner en bestemt slags gamme, nallŏgoatte derimot en gjenstand av helt anden art, som paa grund av likheten i anvendelse har faat navn av -goatte. I en sammensætning med nallŏgoatte kunde det efter det ovenfor utviklede ikke bli tale om andet end nominativ, hvad enten fjellet har faat sit navn fordi det ligner et naalehus, eller fordi der har foregaat en tildragelse med et naalehus. Ogsaa naar det gjælder navn dannet av sil’bâgoatte, vil den karakteriserende nominativform være at vente, likesom i navn med det enkle goatte, mens derimot en bestemt sommergamme kan ha været saa kjendt — om ikke for andet saa gjennem motsætningen til de boplasse vedkommende har benyttet paa anden tid av aaret —, at vandet er blit identificert ved genitiven gæssĕgoađe-.

Den omstændighet at første led av et stedsnavn er et sammensat appellativ, er altsaa i og for sig ikke nok til at der skal brukes genitiv.

Men spørsmaalet maatte reises, fordi det paa grund av indtraadte for­kortelser ofte er umulig at avgjøre, om formen er nominativ eller genitiv, særlig i ord med »oprindelig kort stammekonsonant«. Navn som Tr. XII Goattĕmuorjǫkkâ og Goattemuorvāraš maa, hvis ovenstaaende holder stik, være dannet av nominativformen goattĕmuorrâ »telttræ«, men formelt kunde de likesaa godt være dannet av genitiven goattĕmuorâ.

Det er ofte ganske umulig at faa denslags navn uttalt uten forkortelse. Om vedkommende sprogmester overhodet forstaar hvad man tilsigter, vil han ofte komme til at vakle mellem nominativ- og genitivform.[15] Sammen­satte stedsnavn hvis første led er et sammensat stedsnavn i forkortet geni­tivform, vil han derimot altid uten vaklen uttale med genitivform, naar det gjælder at faa navnet særlig tydelig frem, — saasandt han da over­hodet har fornemmelse av, hvilket ord den forkortede form repræsenterer.

Som eksempler paa forkortede genitiver i sistnævnte slags avledede stedsnavn kan nævnes:

, ǎš av auže (nom. au’že)
bah (bak) av» bavte (nom.» bak’te)
bæs av» bæske (nom.» bæs’ke)
gar av» gar’gu resp. av nom. gargo
gieh av» giedde (nom. gied’de)
guoih, guoi av» guoikâ (nom.» guoi’kâ)
gaš av» gǣže (nom.» gæčče)
jar av» jaure (nom.» jau’re)
jǫh av» jǫǥâ (nom.» jǫkkâ)
luoh, luh av» luovtâ (nom.» luok’tâ)
mǫh av» mǫkke (nom.» mǫk’ke)
njar av» njārgâ (nom.» njar’gâ)
njoas av» njoaske (nom.» njoas’ke)
oai av» oaive (nom.» oai’ve)
oal av» oalge (nom.» oal’ge)
riid, rih av» riidâ (nom.» rii’dâ)
sâi av» sâje (nom.» sâggje)
vah av» vagge (nom.» vag’ge)
var av» vāre (nom.» varre)
vuom av» vuome (nom.» vuobme)
vuoh av» vuovde (nom.» vuou’de)
væi av» væggje (nom.» væg’gje).

Som eksempler paa forkortelse av det mellemste led, hvor dette ikke er et saadant appellativ som brukes som siste led av sammensatte stedsnavn (bortset fra de tilfælde da et sammensat appellativ uten videre an­vendes som stedsnavn), kan nævnes: Utsj. Soakkĕmahjau’re (av soakkĕ­māddâ »birkestamme«). Fier’bmĕluohskai’de, Fier’bmĕluoh-ajâ og Fier’bmĕ­luohroavve (av fier’bmĕluoude, gen. av fier’bmĕluou’de »fle«, brukt som nom. propr. om et fjell med rundagtig top).

Naar man ser disse tildels temmelig vidtgaaende forkortelser, hvor man endnu kan faa fat i de fuldstændige former uten sproghistoriens hjælp, ligger det meget nær at anta at her maatte være en vei som kunde føre frem til tydning av endel av de dunkle navn og navnelementer. Jeg tænker bl. a. paa saadanne som ender paa -t og , — de er temmelig talrike; sml. de ovenfor nævnte forkortede former av oalge og auže.

Spørsmaalet om forekomsten av abstrakte substantiver i genitivform som første led av sammensatte stedsnavn maa foreløbig staa aapent.

De fleste utvilsomme abstrakter som første led av stedsnavn er aktio­former av verber, og her kan man ikke av formen se, om det er nomina­tiv eller genitiv. Eksempler: Tr. XV Rǫkkombǫrre (rǫkkol, »gjø sterkt«), Noai’donvarre (noai’dot »sætte trollskap paa nogen«), Utsj. Var’dančǫk’kâ (var’dat »holde utkik«), Tr. XII Bǣgâšânjau’re, -jǫkkâ, -čâccâ, -vag’ge, -varre (bægâšit »krype saa smaat«), Čuoppâdâmbak’te Høgskartinden, -guorrâ Høgskaret, -jau’re, -jaurejǫkkâ (čuoppâdit »hugge ell. skjære istykker, hugge ell. skjære sig«), Tr. XV Bǫsudânǫr’dâ, Bǫsudânriep’pe (bǫsudit »vedvarende blæse«).

Adskillige navnelementer optrær bare i en form der ser ut som genitiv sg. av tostavelsesstammer (merk: svake stadium). Blandt saadanne som ender paa -o, turde endel være av samme type som bǫnjo-, mǫsko- etc. Disse ord brukes bare som første led av sammensætninger. De gjør tje­neste som attributive adjektiver til at betegne en tilstand (bǫnjo- »vridd, vrang«, mǫsko- »overskyet, indelukket, utilgjængelig«). Andre eksempler er: (h)ālo- »hældende«, vǣlo- »avsondret, uvedkommende«, čâbo- (čâvo-) »tilfældig, slumpet«.

Navn sammensatte med mǫsko- findes der mangesteds. Særlig betegner de kløfter og nischer, som det er umulig at passere: Mǫskogǫr’sâ (Tr. XV og Tr. XVI), Mǫskoriep’pe (Tr. XII). Bǫnjo- forekommer i et fjellnavn paa riksgrænsen, i nord for jernbanestationen Riksgränsen (se Wiklund, De lapska och finska etc., s. 51, meddelelse av dr. Otto Sjøgren).

Til denne kategori hører bl. a., mener jeg, de fleresteds forekommende Čuno-navn: Tr. XII Čunovag’ge, Čunojǫkkâ, Čunočâccâ, Tr. XVII og Jukkasjärvi Čunovag’ge, Čunojǫkkâ, Kautokeino Čunojǫkkâ og Čunočærro (fjell). Den oprindelige betydning av Čuno- synes at være bibeholdt i det finske sunu, som ifl. Lønnrot er = kekka »upprätt el. kapprak ställning.«[16]

Navnelementer av denne type synes der forøvrig ikke at være mange av. Derimot er det paafaldende, hvor mange stedsnavn der er, hvis første led er et tostavelsesord paa -a med svake stadium. I de fleste oprinde­lige a-stammer er jo a gaat over til e (undt. hvor o-stammer har u istf. o). Bibehold av a i første led av stedsnavn turde være at forklare saa, at som første led av sarnmensætninger er vedkommende ord blit staaende utenfor lydlovens rækkevidde. Der kunde ogsaa tænkes paa analogivirk­ning.[17] Sml. bâja- »øver-«, mâŋa- »bak-«, dâva- »nord«, vuola- og vūlu- »neder-«, siskâ-[18] og sisku- »inder«, ǫlgu- »ytter« som første led av sam­mensætninger, hovedsagelig med forskjellige kasus av ordet bælle »side«. De tilsvarende nominativer har e, o: bâggje, ǫl’go etc.

At overgangen a > e ofte er uteblit i første led av stedsnavn, har sin store betydning ogsaa bortset fra spørsmaalet om hvorledes saadanne a-stammer med svake stadium er at forklare. Men der er én ting som her volder vanskelighet, og det er at a kan være forkortet, saa det er umulig at skjelne den fra opr. â. Saaledes kan det i flere navn forekom­mende Vuomå- være enten en forkortet genitiv av vuobme (e < a) »skog­landskap« eller nominativ (gen. vuobmân) av et ord[19] som ifl. Friis betyr: »traktformigt sammenløbende Gjerde, hvormed man gjennede vilde Rens&sh;dyr ind i en Indhegning, hvor de fangedes« (sml. Friis: vuoma-vagge »Dalføre, der løber traktformigt sammen«). Saadanne navn er: Tr. XII Vuomâjau’re, Vuomâvarre o. fl., Tr. XIV Vuomâčǫk’kâ ell. Vuomâoai’ve.

Med sikkerhet kan det sies at der foreligger forkortelse av opr. a i navn som: Bavlâguoi’kâ, et stryk i Tanaelven ovenfor Vǣččâk (første led genitiv av bak’te -vt- »klippe, berg, flaag«)[20], Utsj. Vuobmâvarre (første led nominativ, = vuobme[21]), Utsj. Vuou’dâguoi’kâ Outakoski (første led nominativ, = vuou’de »skog«).

Ikke bare utlydende a, men ogsaa a foran utlydende konsonant kan antages at være blit bevaret for overgangen til e derigjennem at ordet er anvendt som første led i stedsnavn, som tidligere ikke har kunnet faa nogen tilfredsstillende forklaring, navnet Karasjok (lp. Kārasjǫkkâ ell. Gāras­jǫkkâ). Under nævnte forutsætning blir første led av dette navn samme ord som fi. karas, gen. karaan l. karaksen, »ung gran; nödväxt l. half­torkadt barrträd; ruske, yfvig qvist«. Samme ord findes ogsaa i andre lappiske stedsnavn, saaledes i Tr. XI Gārasvuobme, Gārasjau’re.

Paa lignende maate kunde sāras- i navnet Sārasskai’de (finm. W. 5) være = et finsk *saras, som vilde staa i samme forhold til fi. sara »starr (carex)« som det nævnte fi. karas til fi. kara. Og tør man anta, at a ogsaa i denne stilling kan være forkortet (og ændret) til â, vil første led av Gāsâsvag’ge og Gāsâsjǫkkâ (Tr. XII) være identisk med fi. kasas i kasasmänty (en tallvarietet), sml. kasa I »något uppstående, hög, hop« etc., II »något utstående, hörn«.

Ved siden av saadanne navn hvis første led ender paa -as (resp. -âs < -as), er der mange med første led endende paa -es eller -ĕs, hvor altsaa overgangen a > e er indtraadt. Et herhenhørende navnelement turde fremby utgangspunkt for forklaringsforsøk for flere navns vedkommende. Det er gærgĕs- i Gærgĕsvuobme Kirkesdalen, Gærgĕsjǫkkâ Kirkeselven, Gærgĕssnii’pâ Kirkestinden, Gærgĕsvar’do Kletten (tr. XII). Dette er utvilsomt en attributiv form av substantivet gær’ge -rg- = gæđ’ge -đg- »sten«, — sml. attributive former som ârves og bǫrgâs, av substantiverne âr’ve »regn« og »bǫr’gâ »fok«.

Av de navn som kunde forklares i analogi hermed, vil jeg særlig nævne det kjendte navn Abisko (lp. Abeskǫvvo etc.) ved Torneträsk i Sve­rige. Første led av dette navn antar jeg er en attributiv form paa -s av appe -b-, som i Lule-lappisk foruten »hav« ogsaa betyr »stor myr«, i Kt. »vidstrakt og fugtig strækning uten trær, men med myrer, smaahauger og tuer samt smaa tjern, i en vuobme«.

Av andre mere kjendte navn, som muligens er av samme type, kan nævnes Altĕsjau’re (Altavandet), Lenesjau’re (Leinavandet) og D(i)eutĕs­vuobme (Dødesskogen) i Troms fylke.

Ved saaledes at efterforske formelle likhetspunkter mellem første led i forskjellige navn kan man ha haab om at faa opklaret flere og flere dunkle navnelementer. Man maa da naturligvis stadig ha dialektforskjellig­heterne for øie. Disse kan undertiden gjøre sig gjældende paa ganske overraskende vis. Hvis man saaledes vilde behandle lappiske stedsnavn i Tysfjorden under den forutsætning, som man hadde vundet ved under­søkelser indenfor det Finmark-lappiske dialektomraade, at enstavelsesord som første led av stedsnavn er opstaat ved forkortelse av tostavelsesord paa , vilde man være utsat for de største feiltagelser og snart komme til at staa aldeles fast. I Tysfjorden kan nemlig ikke bare tostavelsesord med hvilkensomhelst endevokal, men ogsaa trestavelsesstammer, hvis to­stavelses nominativ ender paa konsonant, være forkortet til enstavelsesord, naar de optrær som første led av stedsnavn: Čierskǫp’pe av Čierreg­skǫp’pe' (čierreg »tenne«, anvendt som navn paa en vik).

Hvad den reelle likhet angaar, spørsmaalet om hvad som kan ligge til grund for at et og samme dunkle navnelement (her tænkes fremdeles bare paa første led) forekommer i stedsnavn som er helt uavhængige av hverandre, saa ligger der en særskilt vanskelighet i en av de tidligere omtalte fremgangsmaater ved markeringen av flere navns lokale sam­hørighet. Naar et og samme første-led i flere lokale grupper av navn optrær i benævnelser paa forskjellige slags lokaliteter, har man intet holde­punkt med hensyn til den forventede betydning av vedkommende navn­element. Det viser sig nemlig, at lapperne aldeles ikke gjør sig nogen skrupler ved at overføre et navnelement som bare passer paa én slags lokalitet, fra navnet paa en saadan til navnet paa en nærliggende lokalitet av helt anden slags.

Det kan dog indtræffe, at forekomsten av et bestemt navnelement ogsaa i navnet paa en nærliggende lokalitet kan hindre en fra at søke dets oprindelse i feilagtig retning. Naar Skøvandet i Tr. XIV paa lap­pisk heter Skuod’dŏjau’re (dialektisk for Sjuođđŏjau’re), kunde man fristes til at anta, at det lappiske navn var laant fra norsk. Men naar man saa erfarer, at fjellet Børingen heter Skuod’dŏvarre, blir man betænkelig: at dette mægtige fjell skulde ha faat navn efter det forholdsvis ubetydelige vand, synes høist urimelig, særlig naar dette navn var laant fra norsk. Og naar man saa finder, at der ogsaa i Alta er et Skuođđovarre (se Friis’ leksikon), kan det slaaes fast, at Skuod’dŏ- < Skuođđŏ oprindelig hører hjemme i fjellnavnet og derfra er overført til navnet paa Skøvandet.

Ogsaa naar det gjælder de enkle stedsnavn, vil man i rede­gjørelsen for de forskjellige maater, hvorpaa flere navns lokale samhørig­het kan bringes til uttryk, finde et vigtig utgangspunkt: De usammensatte navn paa et større omraade, hvis genitivform optræder i navnene paa de enkelte lokaliteter indenfor omraadet, er de oprindelige? Har de en betyd­ning som passer som benævnelse paa et saadant større landomraade, uten tillæg av noget appellativ?

Enkelte av disse navn har utvilsomt ogsaa oprindelig været usammen­satte, men dermed er ikke givet, at de har betegnet saa vidstrakt et om­raade som tilfældet nu er. Det tidligere nævnte Loamet f. eks. er flertal av loabme -m- »lægd paa en fjellside«. Paa fjellsiden mot Dividalen er der flere saadanne loamet, og de har meget stor betydning for rendriften. Deres navn er blit overført paa hele trakten.

De fleste av disse navn er imidlertid vistnok ogsaa formelt set sekun­dære, idet de er opstaat av sammensatte navn, — som tilfældet er ogsaa med mange av de usammensatte navn som betegner en mere begrænset lokalitet.

Som eksempel paa hvorledes dette er gaat for sig, kan nævnes det allerede omtalte navn Væi’ga -ik-. Dette er uten tvil samme ord som vedkommende dialekts vei’ge (Finmark-lappisk væi’ke) -ik- »kobber«, med det oprindelige a bibeholdt (sml. ovenfor), og derfor æ i første stavelse. Dalen har hat navnet »Kobberdalen«, kanske fjellet »Kobberfjellet« etc. (første led nominativ). Efterat overgangen a > e var foregaat i det lap­piske ord for »kobber«, naar det optraadte som selvstændig ord, mens a holdt sig uforandret i navnet paa dalen, hvorved følelsen av identiteten svækkedes eller utviskedes, blev siste led av navnet sløifet. Genitiv av det saaledes opstaaede usammensatte dalnavn blev saa anvendt i navn paa de omliggende lokaliteter. Naar selve dalen uttrykkelig skulde betegnes som dal (skogdal), benyttedes genitiven — da som definitiv genitiv — i forbindelse med ordet for skogdal. Efterat endelig det usammensatte navn var gaat over til at betegne trakten mere omfattende, blev betegnelsen med genitiv — nu opfattet paa samme maate som genitiven i de øvrige Væika-navn — det eneste navn paa selve dalen: Væikavuobme.

Samme utviklingsgang kan følges ved de ovenfor nævnte Suive-navn, kun at det usammensatte navn her endnu brukes ogsaa som navn paa selve dalen (skaret), saa at genitiven i Suivevag’ge endnu fornemmes som definitiv genitiv.

I almindelighet betegner traktnavnene en dalsænkning med omliggende fjell. Undertiden er der blandt de forskjellige hjemmelsmænd uenighet om, hvorvidt et saadant usammensat navn, hvis genitivform forekommer i flere navn, tilhører trakten overhodet eller bare dalsænkningen. I betragtning av den store betydning skarene og fjelldalene har for fjell-lappernes ren­drift, er der ikke noget merkelig i, at de ofte har faat navn før de omliggende fjell, og at navnet paa et skar eller en anden dalsænkning, som fjellene omkring m. m. har faat navn efter, senere er overført paa »heile plassen«.

Ved en nærmere undersøkelse av de usammensatte stedsnavn over­hodet maa man altid ha for øie den mulighet, at vedkommande navn kan være opstaat av et ældre sammensat navn, ved sløifning av det appellativ som oprindelig har utgjort navnets andet led.

Rundt omkring i de forskjellige lappetrakter er der adskillige navn som endnu anvendes dels med, dels uten appellativ. Forat sløifning av appellativet skal kunne forekomme, maa første del av navnet være av en saadan fonetisk beskaffenhet, at det uten vanskelighet kan opfattes som nominativ av et substantiv og bøies efter et av de, eksisterende paradig­mer.[22] Og det maa ikke være et ord som oftere forekommer som første led av stedsnavn. Hvis samme første-led findes i navn paa flere lokali­teter i nærheten av hverandre, kan sløifning i almindelighet kun foregaa i det navn som uomtvistelig er hovednavnet: Tr. XV Salvasvag’ge ell. Salvas Salvasskaret, sml. Salvasjǫkkâ, Salvascǫk’kâ; Tr. XV Dit’tevag’ge ell. Dit’te Dittiskaret, sml. Dit’tejǫkkâ, Di’teoal’ge. Der findes dog eks­empel paa, at et forkortet navn kan brukes baade om et fjell og en elv i samme trakt: Tr, XV fjellet Rik’socǫk’kâ ell. Rik’so, elven Rik’sojǫkkâ ell. Rik’so.

Hvad det ord som saaledes kommer til at gjøre tjeneste som steds­navn, egentlig betyr, synes der ikke at bli lagt nogensomhelst vegt paa. Det nævnte dit’te er saaledes et fuglenavn (falk)[23], salvas (< salvaš -ž-) betyr »litet tak, litet grep«. Selv abstrakter som aktioformen av verber kan brukes som selvstændige stedsnavn; det ovenfor nævnte Noai’donvarre kaldes oftest bare Noai’don -m-, og Tr. XIV Luod’dânânčǫk’kâ (hvor lørste led er den i sammensætninger forekommende forkortede form av luod’dânæbme, aktio av luod’dânit »kløvne, revne etc.«), Vakkerlaatfjellet og Øverlifjellet tilsammen, kaldes oftere Luod’dânæbme[24] eller, med flertalsform, Luod’dânæmet. Heller ikke generer det lapperne, om et fjell heter »fiskeløs«, »fisketom«.[25]

Gaarde faar ofte eierens eller grundlæggerens navn uten noget appel­lativ. Det mystiske »Uula Suula« ved sammenløpet av Kārasjǫkkâ og Ânarjǫkkâ, som har figurert paa flere karter, var en forvanskning av Ǫulaš-Ǫula, navnet paa manden paa gaarden.[26]

Ellers turde det være saa, at sløifning av appellativet lettest har kun­net ske, naar første led av navnet var et mere eiendomraelig ord, gjerne med helt ukjendt betydning. Saaledes er de allerfleste av de usammen­satte elvenavn som findes i Finmarken og tilgrænsende dele av Finland — og det er ikke saa faa — saadanne ord hvis betydning nu er ukjendt. Der er dog blandt dem ogsaa saadanne, hvor der ingen tvil kan være om betydningen, og disse kan kun gjennem sløifning av det oprindelige appel­lativ være blit til selvstændige elvenavn. Av hvad jeg har set, er der overhodet intet som tyder paa tilstedeværelsen av oprindelige usammen­satte elvenavn i lappisk, uten saadanne som egentlig er appellativer for særskilte slags elve etc.

Den meget nærliggende mulighet for, at et usammensat stedsnavn med ukjendt betydning kan være opstaat ved sløifning av siste led i det oprindelige navn, bidrager i høi grad til at gjøre tydningen av disse navn usikker.

Støttepunkter har man i visse avledningsendelser som gjenfindes i enkelte av disse navn (-t ~ -k, -g, -dâk, -dâs o. fl.); men ide allerfleste tilfælde mangler der saadanne.

En av disse avledningsendelser, nemlig -dâs, skal her særskilt om­tales, da den har foranlediget, at jeg i et lappisk stedsnavn mener at ha fundet et i flere henseender interessant finsk-ugrisk ord, hvis tilstedeværelse i lappisk ikke har været kjendt tidligere. Den nævnte endelse findes bl. a. i fjellnavnene Njuollâdâs og Buoggjâdâs i Tr. XII. Førstnævnte fjell kaldes ogsaa Njuollâsgai’se, men det navn er tydeligvis sekundært, dets første led opstaaet ved samraendragning av Njuollâdâs. Dette navn synes dannet av substantivet njuollâ -l- »pil«; fjellets utseende minder ogsaa om en pilespiss. Ordet buoggjâ som blir igjen av Kistefjellets lappiske navn Buoggjâdâs, naar den samme avledningsendelse -dâs skilles fra, maa like­som njuollâ nærmest være at opfatte som sterke stadium av en -stamme, og det svarer da fuldstændig lydlovsmæssig til det finske paju »vidje«. At Kistefjellet er mere vidjerikt end de andre fjell i trakten, tør jeg rigtig­nok ikke paastaa, men ikke er der nogen mangel paa vidje, det vet jeg. Med den fremsatte forklaring angaaende grunden til at Njuollâdâs har faat sit navn, blir avledningsforholdet logisk set ikke helt det samme i de to tilfælde; men det turde ikke volde nogen betænkelighet. Forøvrig kunde Njuollâdâs ogsaa antages at bety: fjell med mange pile, og da vilde for­holdet bli fuldkommen analogt (Buoggjâdâs: fjell med meget vidje).




Det er ofte morsomt, og kan være nyttig ogsaa, at høre paa hvad lapperne selv har at fortælle om de forskjellige navns oprindelse og be­tydning. Men man faar være meget forsigtig og kritisk, naar man vil benytte noget av det. Oftest er det rent tilfældige folkeetymologier. Det hænder ogsaa, at en fuldstændig forfeilet lærd forklaring finder veien til lapperne og vinder tiltro hos dem. Naar en saadan forklaring i form av oversættelse har faat plass paa det fine norske kart, kan man ikke undres over, at lappen bøier sig for den. Staar det paa kartet, at Aleknjarg (i Polmak) er Blaaneset, saa maa det vel være saa, selv om ordet allik- i navnet Alliknjar’ga (som i virkeligheten betyr havell-neset, fi. Allikka­niemi) ikke har mere tilfælles med ordet âlek »blaa« end k-en, og knapt nok den engang, om man vil lægge rigtig nøie merke til uttalen!

Tilslut en liten lappisk folkeetymologi. Det gjælder et stedsnavn Mur’do, som i virkeligheten er et appellativ som endnu brukes i Finmar­ken, men derimot ikke i Nordland. Betydningen er ifl. Friis: »myrlænde«, i Polmak og, ifølge én forklaring, ogsaa i Karasjok: »tæt vidjekrat, ogsaa paa tørre steder«, ifølge en anden forklaring: »svært tæt skog, vanskelig at trænge igjennem«. Ihvertfald har navnet ingenting at gjøre med det i Nordland forekommende verbum mur’det (3 p. sg. præs. mur’da) »bryte, brække, knække«. Men min sprogmester i Hamarøy forklarte navnet paa sit fornøielige lappe-norsk saaledes: »skrea mur’da skojen dar kvaren vaar«.


  1. Søndenfor Malangen er de lappiske navn paa fjordene opstaat av de ældre norske navn, mens navnene på halvøerne mellem fjordene, hvor de nomadiserende lapper opholder sig om sommeren, har egte lappiske navn likesom i den nordlige del av fylket.
  2. Se min artikel »Lappiske plurale ønavn svarende til norske navn paa -ø, -øy«, i Festskrift til professor Alf Torp, 1913, sml. s. 14 f. i min tiltrædelsesforelæsning »Lappisk som gjenstand for videnskabelig forsk­ning«, Kristiania 1912 (om Laksefjordens navn).
  3. Sjelden foran siste led av navnet.
  4. Hittilværende Xii. renbeitedistrikt i Troms fylke; paa lignende maate Tr. V, Tr. XI, Tr. XIV, Tr. XV, Tr. XVI, Tr. XVII.
  5. Nær Gæđ’gejǫkkâ, Gæđ’gvuobme, Gæđ’gejau’re.
  6. Čuolmâ er genitiv av čuol’bmâ, som egentlig betyr »knute«. Som steds­navn synes det at betegne et sted med flere sjøer, hvorfra elvene rinner i forskjellige retninger. Ifølge en oplysning meddelt i Wiklunds »De lapska och finska ortnamnen vid Kiruna och Torneträsk«, s. 74, skulde »ett mellan två sjöar liggande ede, öfver hvilket färdväg går långs ström­men«, kaldes saa; sml. s. 35, hvor der omtales en »passhöjd« som har dette navn.
  7. I Wiklunds »De lapska och finska ortnamnen vid Kiruna och Torne­träsk« findes endel navn, hvor det synes at maatte bero paa unøiagtighet eller trykfeil, at der — ifølge kursiv-transkriptionen — er nominativ istedenfor genitiv: s. 28 Tjålmenjarka, s. 35 Tjuolmavaras, s. 41 Virru­kore-joɔka, s. 42 Tjålmetjåkko, s. 52 Årosnjarkajaure, s. 65 Jostosaivo. I disse tilfælde er der i den til praktisk bruk bestemte skrivemaate ingen forskjel mellem nominativ- og genitivform. Det blir der derimot i det paa s. 64 omhandlede navn »Piekse Pokevaara«, som var ukjendt for forf.s hjemmelsmænd. Forf. uttaler om dette fjell: »det har tydligen fått detta namn sig tillagdt efter Pieskepåkke och torde då också lämpligen kunna benämnes Pieskepåkkevare.« Skulde i tilfælde utvilsomt være Pieskepâkevare, — sml. de mange analoge navn i samlingen, hvor det mellemste led har genitivsform.
  8. Den norske oversættelse »Oddevatnan«, paa kartblad W. 5, Halkkavarre, er meget mislig. Njunes betegner en lavere utløper fra et fjell, har ingenting med »odde« at bestille. Selve fjellet, som Gāggânjunes staar i forbindelse med, er Gag’gâ (Stuorra G. og Uccâ G.).
  9. Navn som Guoužânjunne (paa kartblad W. 5, Halkkavarre, oversat: Bjørnnasen) og Gær’bmâhâbæsse (Tr. XIV) hører ikke hit. Det er sam­mensatte appellativer (»bjørnenæse« og »slangerede«) som er brukt som stedsnavn, og genitiven her er bestemt av disse sammensætningers art, uten hensyn til bruken av ordene som stedsnavn. Sml. Nordfold: Stālo­rǫvve (»Stallo’s bro«), en vanskelig nedstigning paa nordøstsiden av Lille Sildhopvand, — en smal græsbænk bent nedover en hammer; derimot nominativen Stallo i en række av stedsnavn, hvis andet led er appellativ for vedkomende slags lokalitet: Stallönjar’gâ (hele Tr. XIV), Stallŏjǫkkâ (fleresteds), Stallŏvarre (likesaa) etc.
  10. F. eks. Tr. Dievaihædno Divielven, Dievaihvuobme ~ Dievaihvuou’de Dividalen (dievaih gen. pl. av dievva »haug«), Finm. W. 5 Luk’kariiājâ (luk’karii gen. pl. av luk’kar »klokker«), Finm. W. 6 Nieidâijǫkkâ, -varre, -varjau’re (nieidâi gen. pl. av niei’dâ »pike, datter«; sml. W. 5 Niei’dâjau’re, Niei’dâjǫkkâ med nom. sg.), Spiiniigied’de, -njar’gâ (spiinii gen. pl. av spii’dne »svin«), Tr. XII Uldâihvuobme (uldâih gen. pl. av ul’dâ »huldre«).
  11. Paa kartbladet W. 5, Halkkavarre, har jeg fundet følgende: Har’rijau’re (2), Har’ričiel’ge, Čuou’žâjau’re, Luossâjau’re, Čæuresjǫkkâ, Čæurĕs­čǫkkâk, öv Otervt., Gǫd’dĕvâđđâ, Gǫd’dĕjaurek, Rievsâkjau’re (2), Cuobbŏrǫčče, Diu’rĕjau’re, Vier’câjǫkkâ, Skuol’fĕjau’re, Gat’tĕvarre, Njoammelčǫbmâ, Čǣrbmâklække, Čǣrbmâkčǫk’kâ, Guollĕjau’re, Guollĕ­jǫkkâ, Gārânâsčǫk’kâ. — I nogen av disse kunde det dog for formens skyld ogsaa være genitiv.
  12. Samme ord findes i det kjendte stedsnavn Seida i Tanen. Den lappiske navneform er Sieida med svake stadium ogsaa i nominativ. Dette navn er opstaat av sammensatte navn som Sieidaguoi’kâ (Seidafossen), Sieida­suolo (Seidaholmen). Om saadanne usammensatte navn nærmere neden­for; likesaa om det bevarede a i anden stavelse.
  13. Wiklund har i »De lapska och finska etc.« s. 28 f. pekt paa et andet gammelt nordisk laanord som er benævnelse paa offerplass og forekom­mer i lappiske stedsnavn: viđđā, identisk med det nordiske vi »hellig sted«. Wiklund nævner, at Viđđā som usammensat fjellnavn har samme utseende i genitiv som i nominativ. Dette er i og for sig ikke avgjørende for, at ordet oprindelig har staat utenfor stadievekslingen, været et trestavelsesord med aapen anden stavelse. Ordets bruk som selvstændig fjellnavn kan være av sen oprindelse (sml. ndf. s. 23 f.), og stadievekslingens utebliven sier da intet om ordets historie (se foregaa­ende anmerkning om navnet Sieida). Analogien med Bâse- og Sieidě-navnene fører imidlertid til den antagelse, at Viđđā som første del av sammensat stedsnavn maa være genitiv, saasandt det er mulig at opstille en nordisk grundform med tre stavelser og aapen anden stavelse (sml. min avhandl. »En gruppe urnordiske laanord i lappisk«, i Mindeskrift over professor dr. Sophus Bugge). Og nu har professor Magnus Olsen med­delt mig, at der intet er i veien for at anta en urnordisk form *uīhia-. Sandsynligvis er navnet Vidjik (ɔ: Vig’gjek?), »Sørfjeldstind«, Tr. V, en avledning av dette ord.
  14. Sml. ogsaa Stǫppŏjau’re om et vand hvor der ligger en stue (for rei­sende).
  15. Det samme er ogsaa tilfældet med sammensatte appellativer, hvis første led er et sammensat ord. Saaledes vil man faa de østfinmarkske ord čacce-gah-ǫlmuš »elve-lap« og mǣrrâ-gah-ǫlmuš »sjølap« dels uttalt med nominativformen gad’de og (vel saa hyppig) med genitivformen gadde.
  16. Ifl. Friis er čuno dels adjektiv med betydningen »brunagtig«, og dels substantiv med betydningen: »brunrødt Sted paa det høieste av et Fjeld, hvorfra det fyger ved haard Vind«; čuno-guolddo »Landfok«. Disse betydninger har jeg ikke faat bekræftelse paa nogensteds. Derimot har jeg i Karasjok optegnet en litet kjendt sammensætning čuno-miel’le med betydningen: høi elvemæl, hvor det stadig fyker med sand.
  17. I visse tilfælde ogsaa paa finsk indflydelse.
  18. â er opstaat av forkortet a.
  19. Jeg kjender ordet bare fra Polmak, og der er dets nominativ lik geni­tiven (overensstemmende med Leems skrivemaate: vuobma); betydnin­gen er i mine optegnelser angit: »gammel teltplass som nu kan benyttes som slaattemark (fuldt av renhorn nede i marken)«.
  20. Stryket har navn efter et svaberg paa finsk side.
  21. Nominativen er karakteriserende: Vuobmâvarre er det eneste høie punkt i en trakt hvor der ellers er bare vuomek (pl.). Vuomâvarre etc. vilde derimot i tilfælde ha navn efter en bestemt vuobme. Sml. s. 12 f. om Čielgĕjau’re m. fl.
  22. Oftest er det nok ogsaa en oprindelig nominativform. Men det kan ogsaa være genitiv av et nu ukjendt substantiv: Tr. XI Liggavarre ell. Ligga (bøies som a-stamme med svake stadium i alle kasus, sml. det ovenfor omtalte Sieida).
  23. Sml. Čierreg (egtl. »tenne«) og čai’ne -inh- (egtl. »hakkespet«), to smaa bugter i Hellmoa i Tysfjorden.
  24. Paa samme maate: Tr. XV Nǫttâhânvarre ell. Nǫttâtæbme (av nǫttâhit »sitte og kure«; sml. fjellnavnet Nǫt’tâhæbme i Tr. XIV og flere av samme type.
  25. Guolĕhæbme Lervasfjellet (Tr. XIV) ved Guolĕhisjau’re Langvandet, som Guolĕhisjǫkkâ løper ut av; guolĕhis- er den attributive form av guolĕhæbme »fiskeløs, fisketom«. Her blir det usammensatte navn, trods ordets betydning, brukt som fjellnavn.
  26. Likesom paa norsk har gaardene ofte faat navn av en nærliggende loka­litet, selv om det appellativ som utgjør siste led av navnet, ikke skulde synes at passe i et gaardsnavn. Der er adskillige gaardsnavn paa -jau’re (indsjø, vand), -guoi’kâ (stryk), -njâvve (litet stryk) o. lign.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.