Til professor Schweigård

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Henrik Ibsen
Samlede værker, Bind IV
(I - III - IV - V - VI - VII - VIII - IX - X
(Bind I kommer fra en annen serie enn de andre, og inneholder alle verk i Bind I & II.)
s. 276-277).
(Studenternes sang ved hans jubilæum.)

Lig et nybyg i de tykke skoge
      lå vort fædreland.
Gagnløst grov sig bondens gamle ploge
      gennem moens sand.
Det, som trængtes mest, var sol derinde,
      det var dagens bad; —
frem da gik, med bilens blanke blad,
gæve rydningsmænd i signet minde.

Da kom liv iblandt de trøskne stammer.
      på den golde mo;
der, hvor tyriroden sprat i flammer,
      kunde kornet gro; —
og da rydningsværket først var øvet,
      rejstes grænd ved grænd,
vokste op en slægt af stærke mænd, —
enkelt sanger kvad vel og blandt løvet.


Gæve rydningsmand i åndens rige!
      Du er en af dem,
for hvis dagværk mørket måtte vige
      i vort fædrehjem.
Solgud sænktes mellem vindfalds-graner
      ved din biles blad; —
derfor hilses du ikveld med kvad,
som et taksomt sind fra hjertet maner.

For hvad spredt i livet var dit virke,
      gør dig Saga skel;
vi, som sønner kun af tankens kirke,
      hylder dig ikveld.
Længe glimte dine klare syner
      over vidden ud; —
sagnet siger, sædens unge skud
trives fagrest, når i vest det lyner.