Til prinsessen
Høit kneised slottet i dagens glans
og glittred med tusene ruder,
og somren holdt indtog med latter og dans,
og hun sad og fletted sin brudekrans
med himmelblå silkekluder.
Og blomsterne nikked, og bækkene lo,
og vinden tralled og legte.
Og dagen snøred de solgyldne sko,
og elven skinned i døsende ro,
og sol over engene stegte. —
Men Askeladden om lande drog
og blæste for godtfolks porte.
Mangen én bare fra gården ham jog,
så drev han ud gjennem mark og skog
og ønsked sig langt, langt borte.
Så kom han en dag til prinsessens slot
og spurgte, om hun vilde høre.
I døren prinsessen — i havblankt blåt
og Askelad, stakker — i vadmel gråt, —
hvad skulde vel her han gjøre?
Jo, han vilde digte en deilig sang
og juble den ud så vide.
Men fløiten, den skurred hver eneste gang,
så endelig brast da den sidste klang,
og han stod i kummer og kvide.
Og seljefløiten i splinter han slog,
så blev det hans sidste stykke.
Og Askeladden om lande drog,
men rundt om slottet fløi drømmenes tog
og jubled om sommerlys lykke.
Men høit kneised slottet i dagens glans
og glittred med tusene ruder.
Og somren holdt indtog med latter og dans,
og hun sad og fletted sin brudekrans
med himmelblå silkekluder.