Til Studentersamfundet

Fra Wikikilden
Til Studentersamfundet

av Henrik Wergeland

Denne artikkelen ble skrevet til Samfundsbladet 1. oktober 1831, og innledet den såkalte Stumpefeiden mellom Wergeland og Welhaven. Artikkelen ble fulgt av syv «Stumper».


 Gaaer Punschen os i Hovdet i vore Lag, Brødre: saa er det almindeligviis saa, at en ond Djævel under Sodoma-psalmer medeet bryder ud selv af sædelige Munde. Liderlige Sange begynde da, ja jo liderligere og bryggemæssigere, jo bedre, jo mere Latter. Nogle føle Væmmelse, men hos de Fleste reise de Haar, som reise sig af en vis gysenblandet Forbauselse over det Enorme, Abnorme eller endog undertiden sand Komiske og Geniemæssige, som kan falde imellem i deslige Rundsanges epigrammatiske, condenserede, sammenstoppede Liderlighed, sig dog med en vis Behagelighed, som kan være farlig. Fra Ord til Daad er kun eet Skridt; og, skjøndt denne Daad ikke er saa farlig som den forstyrrede Ligevægt i et forhen afholdende Ynglingesind, hvilken altid er Følgen af en saadan Ophidselse, Kamp, første Gang til Faldet, Faldet selv og Angeren Klokken 7 om Morgenen derefter: saa bør man dog ikke betragte den saa letsindigen, som maaskee slige beskidte Epigrammers Forfattere, eller De, som pumpe ud strax ved første Glas med disse Yndlingsstumper. Det maa støde Tilhørerne udenfore at høre Musasønnerne skifte om til svinske Bacchantchore. Ligesaagodt var det at følge det lille saakaldte Lycees Mønster og veike og utblaute og delicatere sig med nogle Sentimentalitetens Triumfromancer, ved noget Rosenkildevand og andre sidste Opkastelser af den nu aldeles af langsommelig Svindsot døde danske Nationalitet. Det gode Navn og Rygte vilde lystige Musasønner da beholde, ja kanskee Ros til, og mangtet huldt «Ak!» vilde falde under Vinduerne. Det var, siger jeg, kanskee bedre (dersom man endelig vil have noget Blautmørje til at kline imellem de alvorlige Sanges faste Stene, naar vi sammen bygge paa et Glædestempel) at man da foretrak «Kjærminder blaa ved Danmarks blanke Vove» for «at staae for Qvintus i Gevær» og deslige Tamper bagom Musepantheonet. Det er tilladt, at gjøre Bagen til et Vandhuus, men Munden — sæt endog, at Lænden var en liden Livsens Blæsebælg — skal altid være et Tempel — Vi maae ligesaalidt gjøre den, som Bagen, til et Horehuus.

 Lystige Viser vil dog Ungersvenden have paa Tunge, naar det snurrer i Parykken. Men Lystigt og Liderligt er ikke det Samme. Derfor — frem med lystige Viser, ikke med Hammersborghymner! Lystigt derimod — især for dannede Ynglinge — falder gjerne ind i og sammen med det Bidende, endog med det paa Personer og levende monstra temporis anvendelige Satiriske. Derfor — frem med bidende Smaastumper, som give saavel noget for Hovdet som for Mellemgulvet! En saadan særdeles heldig have vi i det bekjendte Sangepigram:

  En Nat Herr Esmark frygtelig
 omkring i Sengen basked.
Han drømte nemlig tydelig
 at Han med Vold blev vasket.

 Slige Vers synges af Enkeltmand i Omgang; men til hvert Vers falder det lystige Brødrechor ind: Ecce qvam bonum osv., eller og med følgende Omqvæd:

  Fredman kom
  Filebom!
med Musik og Flikker,
og de Lærde rendte om
som Asner og Borrikker.

 Det passer godt, og giver Afvexling. Jeg vil her og i følgende Blade foreslaae nogle Stumper og Viser til saadant Brug, opmuntrende Kammerader til at berige Samlingen. —

  Hilsen og Broderskab!

Siful.
Tilbake til toppen av siden.