Til Provst Nils Hertzberg

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Til Provst Nils Hertzberg

av Johan Sebastian Welhaven
Foranledning til dette diktet, som ble trykket i Morgenbladet, var en kommentar prost Nils Hertzberg i Kinsarvik skrev til Welhaven etter at denne hadde utgitt Norges Dæmring: «O Yngling! Jeg kjendte din Fader, omgikkes ham ei sjelden, agtede ham høit for hans velsignede Omhue for de ynkværdige saakaldte Spedalske i St. Jørgens Hospital; Gud skee Lov, han oplevede ikke din «Dæmring»!»


Jeg fik, til Svar paa en frimodig Tale,
brutale Ramaskrig fra hver en Egn;
jeg ved, at dette er et Tidens Tegn:
her er jo Dæmring; Hanerne maa gale.

Det Værste havde jeg endnu tilbage:
en Gubbe kommer, rystende og veg,
og hæver Stemmen i den vilde Leg,
og bliver grum paa sine sidste Dage.

Ved Gravens Bred, han bryder Dødningfreden;
han maner frem i denne sære Dyst,
mens Anathemet slynges mod mit Bryst,
min bolde Fader, der i Gud gik heden.

Hvid vilde Du, Du sølverhvide Hyrde,
i djerve Rovdyrs og Banditers Flok?
Se, Aftensolen skinner paa din Lok —
er Du endnu ei træt af Kampens Byrde?

O, Du har glemt, at Striden for det Gode
er evigt ny og vexlende i Art;
nu er der Jagt med flyvende Standart,
hvor dine stive Grenaderer stode.
Og derfor Skinnet din Betragtning daarer;
Du hader Væsnet for den nye Form —
ak, Du var selv min Sidemand til Storm,
hvis der var Ungdom nu i dine Aarer.

Hvad kan Du melde om et larmfuldt Old,
der fødes, mens Du bøier Dig mod Graven?
Du kan ei tyde Runen paa dets Skjold;
dit Blik er sænket over Vandrestaven.
Hvad kan Du melde i din Aftenrødes
omhegnede og skyggefulde Ly
om denne Kæmpen mod en splinterny
og maroderende Kroat-Revy,
hvorved dit Norges Agerspirer dødes?

En Oldings Liv, det sidste Blus af Lampen,
er helligt som en Offerlues Glød;
den unge Kraft, der blusser karsk og rød,
og paa sin Vagt vil trodse Storm og Død,
er ikke mindre hellig under Kampen.

Hvor kunde Du, der signede de Unge,
og vied dem i Templet med din Bøn,
forherlige, med Giften paa din Tunge,
en Faders Daad til Pine for hans Søn?
O, han er over mig i mørke Dage,
og til min Strid han viet har mit Sværd;
han lærer mig Forsoning mod den Svage,
der lod sig daare til en mundkaad Færd.

Fordi jeg tror, Du har en ærlig Mening,
og lod Dig skuffe kun af Døgnets Røst;
fordi der er en elskelig Forening
af Freidighed og Varme i dit Bryst;
fordi du var et Lys for dine Fjorde;
fordi Du brænder for vort elskte Land;
fordi du ikke vidste, hvad du gjorde —
har jeg tilgivet Dig, Du gamle Mand!

Tilbake til toppen av siden.