Tidens Løsen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Saa lummertung, ſaa fuld af Uveirsgru,
har ſjelden Luften ruget over Jorden,
ſom Tidens Skyer, der fortættes nu,
og føde Angſter for den nære Torden.

Hver Visdomslære, hvorved Slægter hang,
hvert Haab, der hæved Hjerterne fra Støvet,
er nævnt og paakaldt under Tidens Trang,
og veiet atter, og af Tvivlen prøvet.

Ja, Tvivlen vækkes ved hvert Mindeblad,
der melder om, hvad der er lært og handlet;
den ſer det Tænkte gjennem Seklers Rad
i Ord og Daad forvanſket og forvandlet.


Og Slægtens Mismod møder overalt
den halve Sandhed og den halve Virken;
ſom en formummet, gaadefuld Geſtalt
er Aanden ſat i Staten og i Kirken.

Og mangen Forſker maa ſit Blik nedſlaae,
og mange glade Røſter ere kvalte,
fordi hvert Glimt forſvinder af det Blaa,
ſom Grublen fordum eller Letſind malte.

Vidt gjennem Verden gaar et angſtfuldt Gys;
thi Folkedybet ryſtes, ſom et Fængſel,
af vilde Raab paa Frihed og paa Lys,
og kjender nu ei Grændſer for ſin Længſel.

Mens Kunſt og Viden i ſin Blomſtring ſtaaer,
mens Ingen mer kan dem i Vexten hindre,
har Slægtens Masſer dog endnu et Kaar,
ſom Skyggeplanter i en Urſkovs Indre.

Frihed og Lys! — Der er en Fabelegn,
hvor Længſlens Iver vil Pauluner bygge,
med intet Grændſeſkjel og intet Hegn,
med idel Solſkin og med ingen Skygge.


Hvor aabnes Vei for dette nye Liv,
hvo gaaer foran, ſom Kæmper og ſom Seer?
Hvor er den Halvgud nu, der har et Bliv,
til Folkelængſlens brændende Ideer?

Ak, Ingen ſvarer paa det høie Raab,
mens Nuet drømmer om det fjerne Gode.
For lyſt er atter Philantropens Haab,
og denne Jord er kun en dunkel Klode.

Lykſalig den, ſom Tidens Nød har bragt
den trygge Glæde og den ſtille Dvælen
ved Friheds Kjerne, der er dybeſt lagt,
ſom alle Savns Forligelſe, i Sjelen.

I Tidens Raab, der ryſter Templets Hvælv,
og bringer Statens Skranker til at vige,
han hører Varſelsſtemmen: „Frels dig ſelv!
vær fri og from i dine Tankers Rige!“

I ham beſegler Tiden ſin Ide,
og i hans Indre er dens Gjerning tolket,
naar den med Frihedsløsnets Lyſt og Ve
har vakt en Hær af Slumrende i Folket.


Thi intet Dogma, ingen Theori,
og ingen Helt, og heller ingen Tænker,
ſkal ſige mer til Slægten: „Du er fri;
nu ſvandt det ſidſte Tryk af dine Lænker!“

Kun Sandhedskraften i en Samfundsaand,
blandt gudopfyldte, frie Individer,
kan løſe Verden af de gamle Baand,
og lede Slægten frem mod lyſe Tider.