Tidens Løsen

Fra Wikikilden
C. A. Reissel (s. 84-87).

Saa lummertung, saa fuld af Uveirsgru,
har sjelden Luften ruget over Jorden,
som Tidens Skyer, der fortættes nu,
og føde Angster for den nære Torden.

Hver Visdomslære, hvorved Slægter hang,
hvert Haab, der hæved Hjerterne fra Støvet,
er nævnt og paakaldt under Tidens Trang,
og veiet atter, og af Tvivlen prøvet.

Ja, Tvivlen vækkes ved hvert Mindeblad,
der melder om, hvad der er lært og handlet;
den ser det Tænkte gjennem Seklers Rad
i Ord og Daad forvansket og forvandlet.


Og Slægtens Mismod møder overalt
den halve Sandhed og den halve Virken;
som en formummet, gaadefuld Gestalt
er Aanden sat i Staten og i Kirken.

Og mangen Forsker maa sit Blik nedslaae,
og mange glade Røster ere kvalte,
fordi hvert Glimt forsvinder af det Blaa,
som Grublen fordum eller Letsind malte.

Vidt gjennem Verden gaar et angstfuldt Gys;
thi Folkedybet rystes, som et Fængsel,
af vilde Raab paa Frihed og paa Lys,
og kjender nu ei Grændser for sin Længsel.

Mens Kunst og Viden i sin Blomstring staaer,
mens Ingen mer kan dem i Vexten hindre,
har Slægtens Masser dog endnu et Kaar,
som Skyggeplanter i en Urskovs Indre.

Frihed og Lys! — Der er en Fabelegn,
hvor Længslens Iver vil Pauluner bygge,
med intet Grændseskjel og intet Hegn,
med idel Solskin og med ingen Skygge.


Hvor aabnes Vei for dette nye Liv,
hvo gaaer foran, som Kæmper og som Seer?
Hvor er den Halvgud nu, der har et Bliv,
til Folkelængslens brændende Ideer?

Ak, Ingen svarer paa det høie Raab,
mens Nuet drømmer om det fjerne Gode.
For lyst er atter Philantropens Haab,
og denne Jord er kun en dunkel Klode.

Lyksalig den, som Tidens Nød har bragt
den trygge Glæde og den stille Dvælen
ved Friheds Kjerne, der er dybest lagt,
som alle Savns Forligelse, i Sjelen.

I Tidens Raab, der ryster Templets Hvælv,
og bringer Statens Skranker til at vige,
han hører Varselsstemmen: „Frels dig selv!
vær fri og from i dine Tankers Rige!“

I ham besegler Tiden sin Ide,
og i hans Indre er dens Gjerning tolket,
naar den med Frihedsløsnets Lyst og Ve
har vakt en Hær af Slumrende i Folket.


Thi intet Dogma, ingen Theori,
og ingen Helt, og heller ingen Tænker,
skal sige mer til Slægten: „Du er fri;
nu svandt det sidste Tryk af dine Lænker!“

Kun Sandhedskraften i en Samfundsaand,
blandt gudopfyldte, frie Individer,
kan løse Verden af de gamle Baand,
og lede Slægten frem mod lyse Tider.