Throndhjemske Erindringer fra Trediveaarene

Bernhard Geelmuyden

Throndhjemske Erindringer fra Trediveaarene

Historisk Tidsskrift, tredje Række, tredje Bind, 1895 (s. 286-305).

THRONDHJEMSKE ERINDRINGER FRA TREDIVEAARENE.

AF

B. GEELMUYDEN.

(Med to Karter.)

I. Skulegaarden.

Aarsagen til, at denne Opsats er bleven skreven, er, at Nedskriveren heraf er født og har tilbragt sin Ungdom i den Gaard, som i Hr. H. Mathiesens Afhandling „Throndhjems ældre Topografi“ i Historisk Tidsskrifts 3. R. II og flere Steder betegnes som staaende paa den ældste Kongsgaards eller Skulegaardens Tomt. Nedskriveren forlod Throndhjem strax efter den store Ildebrand i 1840, altsaa for 52 Aar siden, og har senere kun været der paa et Par kortere Besøg. Den formodentlig strax efter Branden i 1708 byggede Gaard strøg med i 1840, og det medfølgende Rids er derfor kun optegnet efter Hukommelsen; det kan derfor ikke være nogen nøiagtig Gjengivelse af Gaarden, og der er af den Grund ikke tilføiet nogen Maalestok.

Der stod før 1840 ud mod Strandgaden 2 Gaarde mellem Krambodgaden og Hornemannsveiten, og af disse var den med A betegnede den Gaard, under hvilken den af Hr. Mathiesen omtalte, endnu staaende Kjælder med Midtpille og Krydshvælv fandtes. Den er paa det medfølgende Rids i Kjælderplanen betegnet med a og har ved b en Brønd, ligger temmelig dybt og kan, uagtet Terrænet vistnok i Tidens Løb er blevet forhøiet, neppe i sin Helhed have staaet over Jorden eller have været en Hal. Brønden, som i min Tid holdt Vand, men som ikke benyttedes, da der fandtes Vandspring i Gaarden, tyder nærmest hen paa et Kjøkken eller lignende; dog kan jeg ikke erindre noget Tegn til Grue eller Skorsten, og Vinduesgluggerne peger nærmest hen paa, at det kun har været en stor, almindelig Kjælder. Ind til den fører en hvælvet Gang c, hvorimod Gangen d er uden Hvælv, ligesom Kjælderen e, i hvilken den af Mathiesen omtalte korte Vindeltrappe findes.

Den er ikke den eneste hvælvede Kjælder under de to Gaarde. Ved f var der en stor Kjælder, saavidt jeg kan erindre længere end a, med svært halvcirkelformigt Tøndehvælv. De tre Kjældere a, e og f laa i samme Flugt mod Gaden og har formodentlig været Aarsag til, at denne ved Reguleringen efter Branden i 1681 netop her har faaet en Knæk i Retningen ned mod Elven, da saadanne Kjældere ansaaes for Eiendomme, der var for værdifulde til, at man vilde ødelægge dem. En Del af Kjælderen f gik med ved Krambodgadens Udvidelse efter 1840, og om der nu er levnet noget af den, ved jeg ikke.

En tredie Kjælder med Hvælv laa eller ligger ved g under Boderne 8. Der var den Eiendommelighed ved disse, at der var et Hammerslag eller en Smaatte mellem Boderne og Vedskuret 7, og den over Kjælderen staaende Bygning var saaledes opført uafhængigt af Resten af Gaarden A, dog saaledes at Smaatten ikke kunde sees udvendig, da Bordklædningen var i Flugt og løb hen over det hele uden anden Afbrydelse end Lafteindklædningen. Det hele Kjælderkomplex med sine tykke Mure og stærke Graastenshvælv tyder hen paa stor Ælde. Der fandtes imidlertid, ialfald tidligere, en Mængde saadanne Kjældere i Byen, men a og f maa regnes blandt de mest anselige. Paa Ridset er videre efter Hukommelsen angivet Omfanget af Bebyggelsen i Gaarden B samt Rummenes Beliggenhed i min Fædrenegaard A. Der er ingen udpræget Eiendommelighed ved Anlægget, men som Exempel paa en ældre, større Bygaard kan en saadan Gjengivelse vel have sin Interesse. Der var den Egenhed, at begge Gaarde var røstede under ét Tag, og at man paa Mørkloftet kunde komme fra den ene Gaard til den anden, hvorhos Grændsen mellem Forhusene ikke gik i ret Linie, men havde en Knæk. Derved opstod der et fuldstændig mørkt Rum 4 ved Siden af Kjøkkenet 3, hvilket vi Børn kaldte Svarthullet og havde en vis Skræk for. Kjøkkenet fik ved denne Knæk en Krog, som fornemmelig optoges af den svære Grue. Forøvrigt var Fordelingen, som følger:

1. Gang, som sædvanlig tværs igjennem hele Bygningen,

delende den paa Midten og ser afdelt ved en Midtdør.

2. Beboelsesleiligheder, i Loftetagen Soveværelser.

3. Kjøkken, stort og koldt, indtil man fik Komfur og

Stegeovn i Gruen.

4. Svarthullet brugtes som en Mellemting mellem Fadebur

og Spisekammer og var fuldt af Skabe og Kister.

5. Størhus eller Bryggerhus.

6. Fjøs og Stald.

7. Vedskur, som gik helt op i Røstet.

8. Boder, fire store Rum i to Etager med Heiseindretning

mod Veiten.

9. Bindingsværksbygninger, indeholdende Vognskure og

andre fornødne Udhuse, Grisehus o. s. v. Alle de andre Bygninger var Lafteværk af svært, ikke fladhugget Tømmer.

10. Kjælderskure; det ved Vedskuret havde en Overbygning,

som brugtes til Smaadyr og kaldtes Gaasehuset.

11, 12. Loftsgange.

13. Fadebur, Madboder, Pakrum o. s. v.

14. Hølofter.

I Gaarden B, hvis Indretning jeg ikke rigtig husker, var h gamle Lafteværksbygninger, k en Bindingsværksbygning, den yngste i den hele Komplex for begge Gaarde. Den bag denne Gaard liggende Have skal oprindelig have hørt til A, men være bleven frasolgt, og kom tilsidst efterat have gaaet gjennem flere Hænder til Eieren af B. Der er saaledes enkelte Tegn, som kunde tyde hen paa, at begge Gaarde endnu efter 1708 har været en Eiendom, men dette skal dog ikke have været Tilfældet.

Gaarden C kaldtes Hornemannsgaarden. Almindeligst var dog Navnet Krudthullet, som den skal have faaet paa Grund af en i den foregaaet Explosion. D tilhørte den Meinckeske Familie, som ogsaa eiede den lige overfor liggende store Gaard E, hvor Hilmar Meincke boede; den kaldtes i Modsætning til denne Gammelgaarden og var en gammeldags Bygning med Svalgange. Begge Gaarde eiedes i 1840 af Schreiner & Co., som i Gammelgaarden havde anlagt et Bryggeri.

Ved F laa en Gaard med en uhyre Tomt, saa stor, at Gaardsrummet saa ud som en liden Engslette. Det var ogsaa bevoxet med Græs, og midt i det laa der et Stabur. Den tilhørte en i sin Tid bekjendt Mand, Grosserer Mathias Conrad Peterson, og blev efter hans Død udstykket i flere Gaarde, som alle brændte i 1840, ligesom det hele Strøg.

Paa den anden Side af Hornemannsveiten laa en Gaard, som tilhørte Grosserer Roshauw og senere har været eiet af hans for nylig afdøde Svigersøn. Bankdirektør Lundgreen. Den var bygget paa en eiendommelig Maade i tre Afdelinger, den ældste og lavest liggende var en enetages Bygning ud mod Sjøgaden, der væsentlig bestod af en stor Sal med Gobelinstapeter. Søndenfor den laa Grosserer H. P. Jensens Gaard, der saa ud, som havde den tre Etager, idet der istedetfor Tagglugger eller Kobhuse, som de kaldtes, løb en Mesanin langs hele Gadefronten lidt ind paa Taget. Denne Bygningsmaade fandtes kun i en Gaard til, nemlig i den rige Otto Beyers Gaard, den senere Realskole, der ogsaa brændte i 1840. Jensens Gaard kaldtes Børsen, da en Del af den var bortleiet til Børs- og Sparebanklokale.

Hverken A eller B havde Svalgange, noget som ellers var temmelig almindeligt for Bygningsperioden efter 1708. En Antydning til, at det oprindelig havde været paatænkt, fandtes dog for den førstes Vedkommende deri, at Forhusets Tagskjæg var lavere mod Gaarden end mod Gaden, hvorfor ogsaa de to Rum 13 havde Skraatag og var saa lave mod Ydervæggen, at man ikke kunde staa ret ved den. Gangen 12 kunde ogsaa siges at være en indklædt Svale; den havde to smaa Vinduer med blyindfattede Ruder, de eneste saadanne, som jeg kan huske i alle de nævnte Gaarde. Forresten var Gaarden udstyret som en almindelig større, vel indrettet Bygaard, havde ret høie Værelser i Stueetagen, noget lavere i anden Etage (Loftet).

Til dagligt Brug benyttedes kun Værelserne paa den venstre Side af Gangen. Paa den anden Side var der Butik og Kontor samt indenfor disse paa Hjørnet mod Hornemannsveiten Storstue og Storstuekammer, der efter Skik og Brug kun benyttedes ved festlige Leiligheder, og da kunde ogsaa Rummet x afstænges ved Luger eller Lemmer, saa at det dannede en Entré til Storstuen. Disse Lemmer stod stadig i mine Forældres Tid, da Butiken ikke benyttedes; den blev siden omdannet til et stort ydre Kontor. Som Erindring fra Butikdagene var der i Væggen af den ligeoverfor liggende Stue et lidet Vindue, som havde været Speiderglugge, naar der ingen Folk var i Boden. Man var endnu i mine Barndomsdage ikke kommen saavidt, at man holdt Boden oppe den hele Dag, men naar Klokken slog tolv, stængtes den, og Far selv gik med Kjøbsvend og Kramboddreng, som de efter Rangen kaldtes, ind og nød sin Middag i Ro og Mag. Kom der saa en Kunde, keg man ud af Gluggen for at se, om han var værd at betjene, og indrettede sig derefter. Saaledes var ordenen over den hele By; der fandtes næsten ikke en Butik, i hvilken man gik ind lige fra Gaden. Butikdøren var inde i Gangen, og lige overfor den var Dagligstuedøren med sin Speiderglugge, der oftest var anbragt i Døren selv.og forsynet med en liden Luge eller et Gardin. Butikerne var i det hele tarvelige, der var ikke Tale om at gaa i Butiker, og det var næsten ikke anstændigt for Damer at gjøre det. Skulde man have Tøier eller lignende, blev der sendt Bud efter Prøvebøger, og efter disse bestemte man sit Indkjøb.

En anden Eiendommelighed ved Tiden var, at uagtet man havde Værelser nok, brugte man aldrig særskilt Spisestue. Det store Klaffebord blev flyttet frem fra Væggen, opslaaet og dækket for Forældre, Børn og Kontorfolk, i de fleste større Huse omkring et Dusin, medens et halvt Dusin Tjenere spiste i Kjøkkenet. Der var saaledes Folk nok i Huset, og yderst sjeldent boede der mere end en Familie i samme Hus. Soveværelserne laa næsten bestandig i anden Etage (paa Loftet, hvorfor de ogsaa kaldtes Sovelofter), og Trapperne var i Regelen baade trange og steile. Dette var blandt andet Tilfældet i A, hvorimod i B Hovedtrappen var usædvanlig bred og magelig. Mørkloftet benyttedes ikke, man havde Boder nok, og i ældre Huse som i A var alle Tværvægge laftede helt op til Mønsaasen samt stod kun i Forbindelse med hverandre gjennem Glugger, der var huggede et Stykke op paa Væggen. Der var i mine Forældres Hus ogsaa bælmørkt undtagen i Hjørnet mod Hornemannsveiten, hvor Forhuset endte med en Gavl ud mod Veiten og et Vindue i denne. Ingen havde noget at gjøre paa Loftet, ikke engang Feieren, som gik op gjennem de svære Skorstenspiber, der i Overetagen optog ligesaa megen Plads som et lidet Værelse. Vinduer var man sparsom paa, de var smaa og med smaa Ruder, dog havde hvert større Værelse i Regelen to Vinduer, men hjemme havde selv den store Hjørnestue, Storstuen, ikke mere og det paa Smalsiden, saa at den var temmelig mørk, men saa havde man ogsaa desto mere Væggeplads, hvad der kom vel med, da Møblerne aldrig stod ude paa Gulvet, i det høieste et saa kaldet Divanbord med Klaffer foran Sofaen.

Hvad man altid var vel forsynet med, var Klædekammere, Fadebure, Pulterkammere og Madboder. De sidste var især nødvendige, da man altid maatte være forsynet med Madvarer for længere Tid og næsten proviantere som ombord paa et Skib. Færsk Mad med Undtagelse af Fisk og Vildt var kun leilighedsvis at faa, og man forsynede sig derfor med Bumad og Saltmad i store Mængder. Torvhandel fandtes ikke, og med Undtagelse af Markederne var der ikke Bønder paa Torvet, men desto mere Græs. Bønderne gik fra Hus til Hus og solgte sine Sager; selv Slagterne gik omkring og borttingede Kjødet, førend de slagtede. Hvert større Hus havde forresten sine Forbindelser med Landsfolket, som for den større Del forsynede det med Smør, Ost og lignende Artikler. Hovedforsyningen skede paa Høstmarkedet og i Slagtetiden, da der lavedes uhyre Mængder af Pølser, Skinker og anden Vintermad samt saltedes i store Kar, mod hvilke vor Tids Saltebaljer ser ud som Smaabørn. For disse Sager, den indkjøbte Bumad, de store Fladbrødstab1er o. s. v. kunde der nok behøves baade et og to Rum foruden Kjælderne.

Slagtetiden var en ren Festtid, ogsaa for de ældre, især Herrerne, som da efter Omgang gik paa Gjæsteri, medens Husfruerne havde Hænderne fulde med Slagtningen, men især for os Børn. Hjemme toges ved den Leilighed Storstuekammeret i Brug, og her sad Koner og Piger ved et langt Bord, skar op Kjød og stoppede Pølser, lavede „Nagelkjød“ og andre lækre Sager til Julekost, medens Gutterne sad ved Rullebrættet iførte rene Skjorter over sin Dragt, og vi Smaagutter var altid glade, naar vi kunde faa Lov til at være med i Rullingen med Skjortestads paa. Aftensmaden, Smagebiter af de oplavede Sager, smagte os da ogsaa bedre end den sædvanlige, Grød og Melk. Det hørte til vore Rettigheder, ligesom ved Brygning eller Bagning at faa smage paa Vørteren, faa en liden varm Stump eller en Smagelefse. Forøvrigt havde vi i begge Gaardene (der var i de to Familier omtrent halvandet Dusin Børn, større og mindre,) en stor Tumleplads, den vi benyttede i fuldeste Maal. Senere, da Familiernes ældre Børn blev voxne, kom Gjenboernes istedetfor dem, saa at der altid var Liv nok, og hvad der ikke fandtes af saadant i de store Gaardsrum, foregik ude paa de brede, folketomme Gader, hvor Byens Ungdom havde uhindret Legeplads, delt i Partier efter Skolerne eller efter som man var.Barn af saakaldt bedre eller simplere Mand.^[1]

II. Skipakrok.

Efter en Anskuelse, som i den senere Tid har gjort sig gjældende, skal Skipakrok have været en Vik, som fra Elven gik temmelig langt indover forbi Skulegaarden eller den ovenfor beskrevne Gaard. Dette skriver sig oprindelig fra en Misforstaaelse af Prof. P. A. Munch, som efter Bloms Kort fra 1830 antog Mustalmenningen for en Vik af Elven, hvad den ikke var og neppe nogensinde har været. Hans Misforstaaelse blev ogsaa paavist af en Indsender i en Avisopsats, men denne er nu glemt, og efter Munch, som forresten ikke selv hævdede sin Paastand, har man efterhaanden trukket Skipakroken længere og længere ind over Strandgaden.

Der var, dengang Kaptein Blom maalte Byen og udgav sit Kort over den, slet ingen Indbugtning i Mustalmenningen, men Elvens Vand gik ved Flod ind under Sjøboderne eller, som de i Throndhjem kaldes, Bryggerne, medens Brygger kaldes Fladbrygger; Flodmaalet løb i næsten ret Linie lige fra Bybroen til forbi den ovennævnte Almenning omtrent til Punktet a paa den medfølgende Kortskitse.^[2] Herfra tog det en noget anden Retning, gik under Toldboden og bøiede med en temmelig skarp Spids, der paa Grund af Strømsætningen med Rette kunde kaldes en Skage, om mod Vest, gik forbi Batteriet i Wensells Have og videre under Bryggerne langs Bakkan eller Fjordgaden. Ved b og c var der to ubebyggede Bryggetomter, som paa Bloms Kort er angivne som Land, men som i Virkeligheden ligesom Mustalmenningen kun var tørre ved lav Fjære. At Blom angiver dem som Land, kom formodentlig deraf, at Fladbryggerne paa Bryggernes Elveside løb hen over dem; Vandet gik ved Springflod helt op i Gaden. Ogsaa mellem Mustalmenningen og a kunde man i de temmelig brede Smaatter mellem Bryggerne ved Flodtid se Vandet gaa helt op til Gaden.

Hermed falder Hypothesen om Mustalmenningen som en Rest af Skipakroken, forsaavidt som denne maatte betragtes som en paa dette Sted indgaaende Vik, stor nok til at optage en Flerhed af Fartøier. De oftere anførte Pælestubber i Strandgaden op for Almenningen omtaltes ogsaa i min Ungdom, især efter Branden i 1840, da man ventede at finde dem, hvilket ikke var Tilfældet. Det var en Tradition fra ældre Tider, og ingen havde seet dem. Forøvrigt antoges de for at have været Støtter under Huse eller Svalgange, ikke under Brygger eller Kaier. Om de senere virkelig er bleven fundne, er mig ubekjendt. Det er ogsaa næsten mod Naturens Orden, at Elven her skulde have dannet en Vik; den maatte da have.været den sidste Rest af et Løb udover mod Fjorden paa dette Sted, og dertil findes, mig bekjendt, ingen Antydninger, hvorhos Øren da vilde have været for liden til at kunne benyttes som Tingsted for flere Fylker. At man har fundet Skjæl paa dette Sted, kan neppe betyde noget, da det hele Strøg udover mod Fjorden dog maa være opskyllet Grund.

Imidlertid er det dog muligt, ja rimeligt, at Skipakroken er at søge paa dette Sted. Den Bøining, Elven gjorde og formodentlig endnu gjør i Flodmaalet ved a, kan have strakt sig længere opover, og naar man kom forbi den yderste Pynt af Bratøren, hvor Strømmen, især naar Vandet er begyndt at falde, er temmelig stærk, kom man ind i roligere Vand og kunde fortøie ved Elvebredden, hvor man laa som i en lun Krog, der med fuld Ret kunde kaldes Skipakroken.

Strømmen var udenfor Toldboden og Bratøren endnu saa stærk, at Fartøier ved halvfjæret Vand havde vanskeligt nok for at arbeide sig op mod den, men tidligere har den formodentlig været endnu vanskeligere at kjæmpe imod. Der er nemlig Sandsynlighed for, at der engang i Tiden har været fuldt Seilløb mellem de to paa Kortskitsen trukne stregede Linier. Efter Klüvers „Norske Mindesmærker“ kunde de udenfor Staden liggende Ører i Aarene 1720 til 1730 endnu overseiles af en liden Jægt ved Fjæretid, medens de paa den Tid, hans Værk kom ud (1823), neppe kunde passeres af en liden lastet Baad ved Flod. Dette er forsaavidt rigtigt, som den vestlige Del af Ørerne, den mægtige Bakøre, var aldeles tør ved Fjæretid, men mellem de stregede Linier var der endnu i min Barndom en Rende, som selv ikke ved laveste Fjære var ganske tør undtagen i Yderenden, og gjennem det saakaldte Færgemandshul kunde ved Flodtid Storbaade og Smaaskuder godt passere ud til Fjorden istedetfor at maatte følge det af Pæleskjærme paa begge Sider regulerede længere Hovedløb. Jeg husker engang at have seet en ballastet hollandsk Kuf blive bugseretf ud denne Vei. Vi Børn legede ofte paa Øren, som længere ude ved den vestre Pælerække eller „Pallisatan“, som de kaldtes,^[3] var saa grund, at enkelt Sted kunde være tørt ved Floden, naar der var Næbtid. Det hændte da ikke saa sjelden, at vi blev „omflydte“ og maatte klæde os helt af for at komme over denne Rende, som ogsaa ved Fjæren maatte vades, hvis man ikke vilde omgaa den ved at gaa langt vestover. At denne Rende engang har været saa dyb, at den kunde benyttes som almindeligt Seilløb, er ikke usandsynligt, og det synes at bekræftes af, hvad Sagaerne fortæller om, at Skibe lagde til ude ved Øren, og at der byggedes Skibe der.^[4]

Færgemandshullet var ikke stængt ved Forpæling, da man netop ønskede ved den derigjennem løbende Strøm at holde den omtalte Rende nogenlunde aaben for Smaafartøier og især for Føringsprammene til og fra Ilen, hvor større Fartøier maatte losse en Del af Ladningen, inden de kunde komme op i Elvehavnen. Disse Førings- pramme var ikke fladbundede, men rundbyggede og forsynede med Kjøl; enkelte af dem kunde laste indtil 100 Tønder Korn og stak da flere Fod i Vandet.

Gik nu Fartøier ind dette Løb, og kom de efter at have passeret den skarpe Bøining og stærke Strøm ved Skagen ind i det roligere Vand ved Bryggerne, havde de naaet en rigtig lun „Skipakrok“.

Denne Rende har dog neppe været Elvens Hovedløb. Det sandsynligste er, at den har havt to Løb, nemlig foruden hint det nuværende Hovedløb, hvilket før skal have gaaet ret ud, men efter det store Jordfald i 1816, hvorved Tiller Kirke og Gaard gik ud, og som næsten stængte Elven, lagde der sig en Banke udenfor Mundingen og fik Elven yderst ude en mod Vest krummet Retning, saaledes som det viser sig paa de nyeste Korter over Byen. Muligens kan Jordfald i forhistorisk Tid have frembragt lignende Banker længere inde og derved givet Anledning til Dannelsen af det her omtalte vestlige Løb.

Disse Forhold er nu aldeles forandrede ved den nyeste Tids Opfyldninger. Hvor der før var overflydte Banker, er der nu Øer. Pallisaderækken paa Vestsiden er forsvunden, og istedenfor den er der nu Kaier eller (Flad-)brygger et godt Stykke længere ud, end hvor den endte.

III. Gadenavne m. m.

Det er ikke Meningen her at omtale det middelalderske Throndhjems Gader eller disses Retning; dette har været godt og indgaaende behandlet i Hr. Mathiesens tidligere nævnte Afhandling. Hensigten er nærmest den at omtale Gadernes Navne i min Ungdomstid og især den Omstændighed, at de fleste af dem, navnlig de større, ligesom i flere af vore Byer, havde et officielt Navn, som aldrig brugtes og neppe nok kjendtes i daglig Tale, og et andet gjængs Navn. Først har vi de fire, Nordre, Søndre, Vestre og Østre Gade. Disse, høist ubeføiede Navne, som slet ikke svarer til Beliggenheden, hørtes aldrig. De to første blev aldrig nævnte med noget Navn, det skulde da være Nordre Gade, som enkelt Gang kaldtes Fruekirkegaden, ligesom dens mod Fjorden liggende Slæbested kaldtes Fruekirkealmenningen. Dens nordlige Del tilligemed Carl Johans Gade kaldtes stadig „Branden“ efter den Ildebrand, som 1818 hærjede dette Strøg. Vestre og Østre Gade kaldtes derimod stadig Kalvskindet og Øverkalvskindet. De har forresten nu faaet bedre Navne, nemlig Erling Skakkes Gade og Bispegaden, dog neppe saa betegnende som hine tidligere gjængse. Af de andre større Tværgader kaldtes Kjøbmandsgaden aldrig andet end Sjøgaden, og dens nederste Del fra Strandgaden af Bratøren. Den smalere Jomfrugade havde sit Navn, men den store og brede Munkegade kaldtes bestandig Marknadnsgaden, fordi Markedsboderne stod i dens nordre Del fra Torvet af nedover. Prindsens Gade kaldtes „Graven“ helt op til forbi Theatret, eller saa langt som den gik. De udenfor liggende Tværgader er af nyere Oprindelse; før 1842 var der kun korte Veiter, eller de var ubebyggede.

Af Langgaderne kaldtes Fjordgaden aldrig andet end „Bakkan“ eller Bakkerne, formodentlig fordi der var et lidet Bakkeheld ned mod Fjorden eller Ørerne, næsten som en Elvemæle. Gaden endte som nu ved Ravnkloen, men var fra Nordre Gade smal som en Veit, ligesaa i sin Begyndelse ved Bratøren. Strandgadens, Dronningens og Kongens Gades Navne hørte man næsten aldrig, men andre havde de dog ikke, det skulde da være Strandgaden, Byens fornemste Butikstrøg, den kaldtes enkelt Gang Krambodgaden, hvilket Navn ikke brugtes om den Gade, som egentlig bar det. Derimod talte man altid om „Sanden“, „Løkkan“, „Gjeilan“, der alle regnedes at begynde fra Prindsens Gade eller Graven. Af Sanden kaldtes den yderste vestlige Del Rakkersanden, fordi det sidste Hus i Gaden var Natmandsbolig, og den yderste Del af Løkkerne kaldtes „Spetals-Løkkan“ eller „Tronkløkkan“, det sidste Navn fordi det daværende skrøbeligt indrettede Sindssygeasyl, „Tronka“, laa der. Sammen med Kalvskindet endte de alle fire ved skandsen med sit Hornværk og Ravelinen, over hvilken Indkjørselen til Byen gik gjennem Skandsporten. Dette er nu tilligemed alle andre Fæstningsværker forsvundet, og paa Skandsens Grund staar den nye Ilens Kirke. Kalvskindsgaderne er omtalte ovenfor.

Af Veiterne havde og har Bratørveiten beholdt sit gamle Navn og sin Beliggenhed, hvorimod Svendstu- eller rettere Svenskstuveiten (efter det ved g liggende Bondelogi Svenskstuen) nu er blevet udvidet og kaldes Bratørgaden. Krambodgaden, formodentlig Byens ældste Gade, men hvor der i min Ungdom ikke fandtes en eneste Krambod, hørte man ikke nævnes med dette Navn. Den kaldtes i sin nordlige Del Bratørveiten og sloges sammen med denne Veit. Mellem Strandgaden og Dronningens Gade kaldtes den Meinckeveiten, og for Strækningen søndenfor har jeg ikke hørt noget Navn. Disse Veiter var allesammen tæt bebyggede, hvilket derimod ikke var Tilfældet med Daniel Bagers Veit, hvis sydligste Del, Katveiten, var et smalt Smug, hvortil neppe nok en Bagport vendte ud. Den nordlige Del har jeg enkelt Gang hørt kaldes Langveiten, muligens et Minde fra Byens anden gamle Hovedgade Langstræti.

Skomagerveiten var i sin vestlige Del en anselig, tæt bebygget Veit. Omtrent der, hvor Apothekerveiten mundede ud i den, laa der et lignende, men mindre Komplex af hvælvede Kjældere som under det nuværende No. 3 i Strandgaden (Skulegaarden). De laa høiere over Gaden end disse, men der gik dog en Trappe dybt ned til dem. De var de eneste Beboelseskjældere i Byen, men de forsvandt tilligemed Veiten, som efter Reguleringen i 1840 blev til Thomas Angells Gade. Dens østlige, endnu tilværende Fortsættelse regnedes til Hornemannsveiten. Apothekerveiten er et forholdsvis nyt Navn og kan ikke være ældre end Byens ældste Apothek, Løveapotheket, som ligger paa Hjørnet af den og Kongens Gade.

De andre Veiter havde for en stor Del Navne efter Folk, som boede eller havde boet ved dem (ikke i dem, men paa et Hjørne mod Hovedgaden), og de skiftede oftere Navne Navnet „Kirkeristen“ gjaldt egentlig om alle de Veiter, som omgav Frue Kirkegaard, men en Del af den kaldtes ofte Præsidentveiten, antagelig efter Præsident og Politimester Blom, som boede ved den i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede. Sommerveitens Navn skriver sig fra Sommergaarden, det nuværende Svaneapothek paa Hjørnet af Kongens Gade og Torvet. Der boede indtil Trediveaarene en Enkefru Sommer, der blev 108 Aar gammel og var den sidste, som blev bisat i Familiebegravelse ved Domkirken. Veiten blev næsten altid kaldt Helvedesveiten efter et berygtet Værtshus, Helvede, som laa paa Hjørnet af den og den alt da forsvundne oprindelige Helvedesveit, der hvor der nu staar et Bedehus.

Dette faar være nok om Gader og Veiter.

Byen havde ingen Hoteller, men der var flere „Madammer“, som tog imod Reisende. Den berømteste af disse var Madam Holmberg, som i sin Tid skal have herbergeret den franske Konge Ludvig Philip og derfor efter mange Aars Forløb fik et Taffelur af ham. Hendes Gaard laa paa Hjørnet af Munkegaden og Strandgaden og staar endnu, da Strøget mellem Munkegaden og Prindsens Gade ikke brændte, hverken i 1840 eller 1841. Æren for at have huset Ludvig Philip gjordes hende forresten stridig af Madam Breckan, som boede i „Blaataarnet“ (ved d paa Hjørnet af Fjordgaden og Søndre Gade). Her var senere Skipperhus, der styredes af hendes Datter, Madam Fyhn. I Sanden tog Madam Nilsen mod Reisende, og ved Raadhuset boede Madam Levanger, hos hvem fremmede Skippere logerede (ved e).

Af simplere Logishuse, Bondelogementer, var der flere, i Regelen med Husnavne. Af dem kan jeg dog kun erindre Tørkrisgaarden i Tørkrisveiten mellem Løkkerne og Sanden, Stamgaarden (f) i Vaterlandsveiten, som var et noget mere anseligt Sted, hvor Proprietærer og andre Folk fra Landet tog ind, samt den før omtalte Svenskstue. Længere nede i Bratørveiten laa „Havna“ (ved h), der mest besøgtes af tarveligere Søfolk og var et temmelig ilde anseet Sted. Endnu mindre anseet var Henningstuen (ved i); den var ikke Logishus, men et Værtshus, hvorhen Toldbod- og Bryggesjauere samt Bønder fra Bratøralmenningen søgte, vel ogsaa Toldbetjentene, som dengang for en større Del just ikke var Nykterhedsmænd, samt Mandskaber og andre fra den ved Siden af liggende Hovedvagt med Slaveriets Lokaler, saa at det var et godt Næringssted. Der er ogsaa det at mærke, at Stedet er det eneste paa denne Kant af Byen staaende Vaaningshus, som er ældre end Branden i 1840, men Værtshusnæring findes der nu ikke i det.

Ved Siden af Henningstuen boede Færgemanden, dengang en gammel jydsk Skipper eller en „Sildring“^[5] ved Navn Cramer. Vaaningshuset var hans private Eiendom, men Bryggen med sine Trapper og tilhørende Bygninger samt „Udbygget“, hvorfra man havde Udsigt vidt omkring ud over Reden og Fjorden, tilhørte Kommunen og havdes af ham i et Slags Forpagtning. Færgemandsbestillingen omfattede ikke blot Oversætningen over Elven, men Færgemanden havde Privilegium paa Føring til og fra Skibe, som ikke laa ved Bryggerne, Bugsering ind og ud Elven, Levering af Ballast o. s. v., hvortil han skulde bekoste de fornødne Baade og Fartøier samt holde dem i ordentlig Stand. Det var en indbringende Bestilling, som gjerne overdroges veltjente Borgere, især gamle Sømænd. Den før nævnte Cramer, som forresten var en af Byens mange Originaler, døde som en velstaaende Mand, men hans Eftermand var ikke saa heldig, og nu er dette Privilegium ophævet.

Bratøren var forresten et af Byens livligste Steder. Der og i Ravnkloen var Byens Fisketorv, og i Laxetiden, eller naar der kom Sild ind til Byen, var der fuldt op af Folk og Baade. Man gik da ud paa Udbygget for at se Baadene komme seilende op over Elven, og i Sildetiden, men især ved de to Markeder, kunde de komme i flokkevis. Den større Del af Bønderne kom Søveien ind til Byen, og derved blev Almenningerne de egentlige Torvepladse, navnlig Raadstu- og Hagerup-Almenningen, hvorhen der især førtes Ved, medens Fiskevarer, Potetes og andre Sager forhandledes fra Bratøren, Ravnkloen og Graven. Mustalmenningen var lidet søgt, de andre Almenninger næsten slet ikke.

Enkelte Gaarde havde Navne. Det mest bekjendte var Altona, hvilken Gaard ligger ret op for Enden af Søndre Gade og endnu bærer sit Navn. Skraasover for den laa Gammel Altona der, hvor nu Sparebanken har sin stadselige Bygning.^[6] Ellers kaldtes Gaardene i Regelen efter Eierne, og herved var det ikke sjeldent, at Navnet ikke skrev sig fra den virkelige, men fra den næst foregaaende Eier. Saaledes kaldtes den store Gaard, som ligger paa Nordsiden af Strandgaden mellem Bratøren og Krambodgaden, og som eiedes af Kjøbmand Solem, ikke efter ham, men Mustgaarden efter den tidligere Eier, Cancelliraad Must. Da Solem senere solgte Gaarden til Kjøbmand Moe, fik den Navnet Solemsgaarden, og saaledes var det med flere Gaarde. Nu er dette forbi, da Byen er bleven saa civiliseret, at Husene benævnes efter Gade og Nummer.

Tværs for Kongens Gade, hvor denne brede Gade gik over i de smale Gjeilan, laa en Gaard, som kaldtes Drillen. Her boede Mor Dril, der ansaaes som en Fattigkone, men ved Testament skjænkede Byens Fattige et Par mindre Legater.

---

De her optegnede Bemærkninger blev egentlig til i Anledning af de fremkomne Oplysninger om Gaarden No. 3 i Strandgaden, der vistnok maa ansees for at staa paa den ældste Kongsgaards Grund, men de gav Nedskriveren Lyst til at omtale noget mere fra sin Ungdomstid, der som nævnt ligger et halvt Aarhundrede tilbage i Tiden, og det optegnede kan derfor maaske være af nogen Interesse. Jeg anser det dog ikke for at have synderlig Betydning og betragter det mest som Notitser, der kan udnyttes, hvis nogen senere vil behandle throndhjemske Emner. Jeg holder ikke stærkt paa de udtalte Anskuelser og skal finde mig deri, om de underkjendes.

August 1892.

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Vi „Børn af bedre Folk“ holdt os tildels i Sjøgaden strax ovenfor Mustalmenningen. Færdselen foregik i denne Gade paa en smal Strimmel langs Husrækken. Resten var tildels græsbunden, og efter Midten af Gaden var Plantning af en Række Træer paabegyndt. Paa den øvre Del af Bratøren var der en hel Eng med Berg og Dal, dannet af henlagte Grushauge. Paa disse græsklædte Hauge færdedes flere Flokke af de omkringboendes Gjæs, der ofte saaes sovende omkring Haugen med en paa et Ben staaende Skildtvagt paa Toppen. Et andet græsklædt Sted var Torvets Sydvesthjørne „Fuglesangen“, hvor der ogsaa stod Træer, og hvor Smaafugle holdt til i stor Mængde. Kalkuner og andre smaa Husdyr færdedes i Regelen frit i Bygaderne.
2. I Hagerup- og Raadstualmenningen var der udbyggede Kaier; dem kunde Flodvandet naturligvis ikke gaa op over, men man kunde se det mellem dem og Bryggerne.
3. Mellem de to Pælerækker stod der sammenboltede Forhalingspæle eller duc d’alber. Disse kaldtes „Dikketalan“.
4. I det lille Slæbested paa Bratøren ved i laa der endnu i min Tid et Par svære Stokke halvt nede i Sanden. Disse sagdes at være Levninger af et tidligere Skibsværft. Om de end ikke kunde være saa gamle, at de laa der fra Sagatiden, vidnede de dog om tidligere Skibsbygning paa dette Sted.
5. Saaledes kaldtes de Frisere, som boede paa øerne ved Slesvigs vestkyst. De var meget søgte som dygtige Sømænd og Skibsførere.
6. Chr. Hansen kalder den i sin „Det gamle Nidaros“ Hultingaarden.