Synnøve Solbakken/9

Guttorm og Ingrid Solbakken havde alt spist, da Synnøve rød og anpusten traadte ind. „Men kjere Barnet mit, hvor har du været?“ spurgte Moderen. „Jeg blev tilbage med Ingrid,“ sagde Synnøve, og blev staaende forat tage et Par Tørklæder af sig; Faderen ledte ind i Skabet efter en Bog. „Hvad kunde I to have at tale om, som tog slig lang Tid?“ „Aa, ikke om Noget.“ „Saa var det da rigtig bedre du holdt Kirkefølge, Barnet mit!“ Hun rejste sig og tog Maden frem til hende. Da Synnøve havde sat sig ned forat spise, og Moderen havde sat sig ligeover for hende sagde hun: „Var der kanske Flere du talte med?“ „Ja, der var Mange,“ sagde Synnøve. — „Barnet maa da faa tale med Folk,“ sagde Guttorm. — „Vist kan hun det,“ sagde Moderen lidt mildere; „men hun burde dog følge sine Forældre.“ — Herpaa svartes der ikke.

„Det var en velsignet Kirkedag,“ sagde Moderen; „Ungdommen paa Kirkegulvet gjør En godt.“ — „Man husker sine egne Børn“ sagde Guttorm. — „Du har Ret deri,“ sagde Moderen og sukkede — „Ingen kan vide, hvorledes det vil gaa dem“. Guttorm sad længe taus: „vi har Meget at takke Gud for,“ sagde han endelig: „han lod os beholde eet.“ Moderen sad og drog Fingeren efter Bordet og saa ikke op: „hun er dog vor største Glæde,“ sagde hun sagte; „hun har ogsaa artet sig vel,“ lagde hun endnu sagtere til. Der var lang Taushed „Ja, hun har gjort os megen Glæde,“ sagde Guttorm — og senere med blød Stemme: „Vorherre gjøre hende lykkelig.“ — Moderen drog Fingeren efter Bordet, der faldt en Taare ned paa det, som hun drog udover. — „Hvorfor spiser du ikke?“ sagde Faderen, idet han så op en Tid efter. „Tak, jeg er mæt“ svarte Synnøve. „Men du har jo Ingenting spist?“ sagde nu også Moderen; „du har gået lang Vej“. — „Jeg er ikke god til,“ sagde Synnøve og holdt på med at trække op en Tørklædesnip af Barmen. „Spis, Barnet mit,“ sagde Faderen; „jeg kan ikke“, sagde Synnøve og skar i at græde. „Men Kjere, hvorfor græder du?“ — „Jeg ved ikke,“ og hun hulkede. — „Hun har det så let med at græde,“ sagde Moderen; Faderen rejste sig og gik til Vinduet.

„Der kommer to Mænd opover,“ sagde han. „Jaså, på dette Lejte?“ spurgte Moderen, og hun gik også bort til Vinduet. De så længe nedover. — „Kjere, — hvem kan det være?“ sagde endelig Ingrid, men ikke netop som om hun spurgte. — „Jeg ved ikke,“ svarte Guttorm og de stod og så. — „Jeg kan rigtig ikke forstå det“, sagde hun. — „Jeg heller ikke,“ sagde han. Mændene kom nærmere. „Det må være dem alligevel“, sagde hun endelig. „Ja, det er nok så,“ sagde Guttorm. Mændene kom nærmere og nærmere, den Ældste stansede og så sig tilbage, den Yngre ligeså; gik de så videre.

„Skjønner du, hvad de kan ville?“ spurgte Ingrid omtrent som første Gang. „Nej, det gjør jeg ikke,“ sagde Guttorm. Moderen vendte sig, gik bortover til Bordet, satte væk, ryddede lidt op; „du får tage på dig igjen, Barnet mit,“ sagde hun til Synnøve; „for her kommer Fremmedfolk.“

Neppe havde hun gjort dette, før Sæmund åbnede Døren og kom ind, Thorbjørn bagefter; „Signe Laget!“ sagde Sæmund, stansede lidt ved Døren, gik dernæst sagte fremover forat hilse på Folket; Thorbjørn fulgte. De kom sidst til Synnøve, som endnu stod borte i en Krog med sit Tørklæde i Hånden og vidste ikke, om hun skulde tage det på eller ej, vidste vel knap, at hun holdt det i Hånden.“ I får se til, I kan sidde indpå,“ sagde Ingrid. „Tak, — det er ellers ingen lang Vej hidover,“ sagde Sæmund, men satte sig dog; Thorbjørn ved Siden. „I kom rent bort ved Kirken idag,“ sagde Ingrid. — „Ja, jeg ledte efter Eder,“ svarte Sæmund. — „Der var mange Folk,“ sagde Guttorm. „Rigtig mange Folk,“ gjentog Sæmund; „det var også en vaker Kirkedag.“ — „Ja, vi sad just og talte om det,“ sagde Ingrid. — „Det er så underligt at se Konfirmation for dem, som selv har Børn,“ lagde Guttorm til; Konen flyttede sig på Bænken. — „Det er det,“ sagde Sæmund; „man kommer til at tænke alvorligt på dem, — og er det derfor jeg lakkede hidover i Kveld,“ lagde han til, så sikert omkring sig, byttede Skrå og lagde den gamle varligt ned i Messingdåsen. Guttorm, Konen, Ingrid, Thorbjørn flygtede med Øjnene, hver til sin Kant. — „Jeg tænkte, jeg skulde følge Thorbjørn hidover,“ begyndte Sæmund langsomt; „han kom nok sent hidover alene, — gjør også ellers dårlig Besked, er jeg ræd,“ — han skottede bort til Synnøve, som følte det. — „Det er nu slig, at han har havt Hug til hende Synnøve fra det han var såpas Karl, han kunde have Forstand på Sligt; — og ikke er det vel frit, at hun også har lagt sin Hug til ham. Men da tænker jeg, det er bedst de kommer sammen. — Jeg var lidet for det, den Tid jeg så, han knap kunde styre sig selv, end sige Mere; men nu tror jeg at kunne borge for ham, og kan ikke jeg, så kan hun; thi hendes Magt er nok nu den største. — Hvad mener I da, om vi så til at få dem sammen? Det kan vel ikke haste, men jeg ved heller ikke, hvorfor vi skal vente. Du Guttorm er ved god Magt, jeg rigtignok ved mindre og har Flere at dele på; men endda så tænker jeg det kan lage sig. I får da sige, hvad I synes om dette — hende spørger jeg sidst, — for jeg tror nok at vide, hvad hun vil.“

Således talte Sæmund. Guttorm sad på Hug, lagde vexelvis den ene Hånd over den anden, gjorde flere Gange Mine til at løfte på sig, idet han hvergang drog Vejret med mere Magt, men kom sig dog ikke til, før den fjerde eller femte Gang, så fik han endelig ret Ryg, strøg sig op og ned over Knæet og så bortpå Konen, således at Blikket af og til strejfede Synnøve. Denne rørte sig ikke, Ingen kunde se hendes Ansigt. Ingrid sad over Bordet og stregede. — „Det er nu så, — at det er et vakert Tilbud, „ sagde hun. — „Ja, det synes jeg, vi får tage til Takke med,“ sagde Guttorm med høj Stemme, og så fra hende til Sæmund, der havde lagt Armene overkors og lænet sig op mod Væggen. — „Vi har bare den ene Datteren,“ sagde Ingrid; „vi får betænke os.“ — „Det var Råd til det,“ sagde Sæmund; „men jeg ved ellers ikke, hvad der skulde være ivejen for at svare strax, sagde Bjørnen, — han spurgte Bonden, om han måtte få den Koen hans.“ — „Vi kan vist svare strax,“ mente Guttorm og så til Konen. — „Det var nu dette, at Thorbjørn kunde være vel vild,“ sagde hun, men så ikke op. — „Det tror jeg har rettet på sig,“ sagde Guttorm; „du ved selv, hvad du sagde idag.“ — — Ægtefolkene så nu vexelvis på hverandre; det varte vel et helt Minut. — „Kunde vi bare være tryg på ham,“ sagde hun. — „Ja,“ tog nu Sæmund atter til Orde; „hvad den Sagen angår, så må jeg sige, hvad jeg har sagt før: det går godt med Læsset, når hun holder Tømmerne. Det er svært slig en Magt hun har over ham; det prøvede jeg dengang han lå syg derhjemme hos mig, og vidste ikke, hvor det bar hen, — til Hilsen eller ej.“ — „Du får ikke være for trå på det,“ sagde Guttorm; „du ved, hvad hun selv vil, og det er nu hende vi lever for!“ Da så Synnøve for første Gang op, og det var på Faderen. — „Å — ja,“ sagde Ingrid efter en Stunds Taushed, og stregede nu lidt hårdere end før: „har jeg stået imod i det Længste, så har det vel været, fordi jeg havde en god Mening med det. — — Jeg var kanske ikke så hård som Ordene, — „hun så op og lo; men Gråden vilde frem. Da rejste Guttorm sig. „Så i Guds Navn er det hendt, som jeg vilde helst her i Verden,“ sagde han og gik bortover Gulvet mod Synnøve. — „Jeg har aldrig været ræd for det,“ sagde Sæmund, rejste sig nu også: „det som skal ihob, det kommer ihob!“ Han gik bortover. „Nu, — hvad siger du til det, Barnet mit?“ sagde Moderen, hun kom nu også hen til Synnøve.

Denne sad endnu der; de stod Alle omkring hende med Undtagelse af Thorbjørn, som sad, hvor han først havde sat sig. „Du får rejse dig, Barnet mit“, hviskede Moderen til hende; hun rejste sig, smilte, vendte sig bort og græd. — „Vorherre han følge dig nu og altid“, sagde Moderen, slog Armene om hende og græd sammen med hende. De to Mandfolk gik bortover Gulvet, hver til sin Kant.

„Du får gå hen til ham“, sagde Moderen endnu grædende, idet hun slap hende og skjød blidt til hende. Synnøve gik et Skridt, men stod, fordi hun ikke kunde komme længer; men Thorbjørn sprang op og gik mod hende, greb hendes Hånd, holdt den, vidste ikke hvad han mere skulde gjøre og blev stående der med den, til hun sagte tog den til sig igjen. Så stod de der stiltiende ved Siden af hverandre.

Døren gik lydløst op, En stak Hovedet ind; „er Synnøve her?“ spurgtes med varsom Stemme; det var Ingrid Granliden. „Ja, her er hun; kom nærmere“, sagde Faderen. Ingrid ligesom betænkte sig; „kom du, her er Alt godt“, lagde han til. De så nu på hende Allesammen. — Hun syntes noget forlegen: „her er nok flere ude,“ sagde hun. — „Hvem er det?“ spurgte Guttorm. — — — „Det er Moder,“ sagde hun sagte. „Lad hende komme,“ sagde Fire på en Gang. — — Og Konen på Solbakken gik imod Døren, medens de Andre så glade til hverandre. „Du kan gjerne komme, Moder,“ hørte de Ingrid sige. Og så kom Ingebjørg Granliden ind i sit lyse Skaut. — „Jeg forstod det nok,“ sagde hun, „skjønt Sæmund kan nu Ingenting sige. Og så var Ingrid og jeg ikke god til Andet end at gå over.“ — „Ja, her er det, som du vil have det,“ sagde Sæmund og flyttede sig, for at hun kunde komme frem til dem. „Å Gud velsigne dig fordi du drog ham over til dig,“ sagde hun til Synnøve, tog hende om Halsen og klappede hende; „du holdt fast i det Længste, du Barnet mit; det blev dog som du vilde.“ Og hun klappede hende på Kind og Hår; hendes Tårer randt hende nedover Ansigtet; hun ændsede dem ikke, men strøg omhyggelig væk Synnøves. — „Ja, det er en gjild Gut du får,“ sagde hun, „og nu kjender jeg mig tryg for ham;“ — og hun sluttede hende endnu en Gang til sig. — „Mor ved Mere i Kjøkkenet sit, hun,“ sagde Sæmund, „end vi Andre, som skal være midt oppi det.“

Det stilnede lidt af med Gråden og Bevægelsen, Huskonen begyndte at tænke på Kveldsmaden, og talte til den vesle Ingrid om at hjælpe sig, „for Synnøve er ikke god til i Kveld.“ Og så gav disse To sig ifærd med at koge Rømmegrød. Mændene kom i Tale om Årets Høst og hvad det nu kunde falde sig. Thorbjørn havde sat sig borte ved Vinduet og Synnøve gled hen til ham, og lagde Hånden på hans Skuldre: „Hvad ser du på?“ hviskede hun. — Han vendte Hovedet, så længe og mildt op på hende, derfra ud igjen: „Jeg ser over til Granliden,“ sagde han; „det er så underligt at se den herfra.“