Synnøve Solbakken/8

Nogle Uger efter, tidlig en Morgen, lagede hele Solbakkefolket sig til Kirkefærd; der skulde være Konfirmation, som indtraf lidt tidligere iaar end sædvanlig, og ved slig Lejlighed blev Husene stængt; thi Alle skulde afsted. De vilde ikke kjøre, da Vejret var klart, om ogsaa lidt koldt og vindhaardt i Morgenstunden; Dagen tegnede til at blive vaker. Vejen bøjede omkring Bygden og forbi Granliden, strøg saa bortover tilhøjre, og een god Fjerding Vej frem laa da Kirken. Kornet var paa de fleste Steder skaaret og sat paa Stør, Kjøerne for det Meste tagne ned fra Fjeldene og gik bundne, Markene var enten grønne anden Gang eller paa magrere Jord graahvide; rundtom stod den mangefarvede Skog, Birken alt syg, Aspen ganske gulbleg, Rognen med tørre Skrumpeblade, men stolt alligevel; thi den bar Frugt. Smaakrattet muddrede op langs Vejen og legte med de faldne Blade, som en kaad Vind kastede ind paa det, eller stod og nyste i Vejsanden, som raske Kjørende hjalp Vinden med at jage op. Fjeldsiderne begyndte ligesom at lude tyngre over Egnen, efter hvert som den herjende Høst klædte dem af og gjorde dem alvorlige, — Fjeldbækkene, der blot stundimellem havde vist Liv i Sommeren, tullede nu hovne og sprættende nedover med stor Støj og sagde vidt, hvor de kom: der er endnu Liv paa Fjeldet! Granlidfossen gik en tyngre og støere Gang, havde Meget at bære og foer ikke med noget Smaasnak; holdt den Taler, var det Taler med Fynd og Klem, navnlig da den kom ned i Granliduren, hvor Fjeldet med een Gang ikke vilde være med længer, men trak sig taus indad og lod den fare videre som den bedst kunde. Den var just ikke ræd, skjønt den blev vred nok, tog Spændtag i Stenen og satte hujende afsted, saa det skalv i Fjeldet. Vasket blev det for sit Forræderi; thi Fossen satte en tirrende Straalesprøjt lige op i Ansigtet paa det. Noget nysgjærrigt Orderkrat, som gjerne vilde se paa dette, stak Hovederne ihob og nærmede sig Stupet, men blev som klomset af Forfærdelse, havde nær ravet ned i Flommen, saaledes stod det og hikkede i Vandbadet; thi Fossen var ikke spar den Dag.

Thorbjørn, begge hans Forældre, begge hans Sødskende og øvrige Husfolk drog netop forbi og saa paa dette. Han var nu ganske frisk igjen og havde alt som før taget sine vældige Tag i Faderens Arbejde. De To gik nu bestandig sammen, saaledes ogsaa her. „Der tror jeg næsten, det er Solbakkefolket vi har lige bag os“, sagde Faderen. Thorbjørn så ikke tilbage; men Moderen sagde: „Ja, det er det også; — — men jeg ser ikke . . . . jo, der langt bag.“ Enten fordi Granlidfolket herefter gik fortere eller fordi Solbakkefolket sagtnede på sig, blev der større og større Afstand mellem dem, tilsidst så man neppe hverandre. Det lod til at blive folksamt ved Kirken; den lange Bygdevej var sort af Folk, gående, kjørende og ridende; Hestene var vælige nu i Høsttiden og lidet vante til at være sammen med flere, hvorfor der var et Knæg og en Uro over dem, som gjorde Farten farefuld, men meget livlig.

Jo nærmere de kom Kirken, des større Støj stod der af Hestene, idet hver, som kom, skreg op til dem, som alt stod bundne, og disse sled i Tjøret, trampede om på Bagbenene og hvinte nedover mod dem. Alle Bygdens Hunde, som Ugen lang havde siddet og hørt på hverandre, småskjændtes og ægget hverandre, de mødtes nu her ved Kirken og røg lige ihob i det voldsomste Slagsmål, parvis og i stærke Klumper ud over al Mark. Folket stod stille langs Kirkemuren og Husene, førte en hviskende Samtale og så blot til hverandre fra Siden af. Vejen, som førte forbi Muren, var ikke bred, Husene lå tæt til på den anden Side, og nu stod Kvindfolkene gjerne langs med Muren, Mandfolkene midt imod dem langs Husene; først senere vovede de at gå over til hverandre, og om Kjendtfolk så hverandre på Afstand, lod de ikke som de kjendtes, før denne Tid kom, — det kunde da være, at de stod så lige i Vejen for hverandre, når den ene Part kom, at de ikke kunde undgå Hilsningen; men da skeede den med halvt bortvendt Ansigt og knappe Ord, hvorpå de gjerne drog sig til hver sin Kant. Da Granlidfolket nåede frem, blev der næsten mere stille end før, Sæmund havde ikke Mange at hilse, hvorfor det gik ret fort fremover Rækken; Kvindfolkene derimod hægtede sig strax fast og blev stående blandt de Forreste. Dette gjorde, at Mandfolkene, da de skulde gå ind i Kirken, måtte fremover igjen efter Kvindfolkene; i det Samme kom tre Vogne i Række voldsommere end nogen foregående og stansede end ikke Farten, idet de bøjede ind imellem Folkene. Sæmund og Thorbjørn, som nær var bleven overkjørt, så op på samme Tid; i den første Vogn sad Knud Nordhoug og en gammel Mand, i den anden hans Søster og hendes Husbond, i den tredie Føderådsfolket. Fader og Søn så på hverandre; Sæmund forandrede ikke et Træk, Thorbjørn var meget bleg; de lod begge Blikket slippe og glide lige ud; der mødte det Solbakkefolket, som netop havde stanset ligeoverfor dem forat hilse Ingebjørg og Ingrid Granliden. Vognene var kommen imellem, Samtalen var stivnet, Øjnene hang endnu ved de Bortfarende, og det var en Tid, før de kunde tage dem til sig igjen. Som de da Nogen og Hver begyndte at komme sig efter Overraskelsen og lod Øjet strejfe for at søge en Overgang, mødte de Sæmund og Thorbjørn, der stod og stirrede. Guttorm Solbakken bøjede bort, Konen så strax efter Thorbjørns Øjne; men Synnøve, som nok havde fået disse, vendte sig mod Ingrid Granliden og tog hende i Hånden, som for at hilse hende, skjønt hun havde gjort det en Gang før. Men de mest forlegne, det var To, som hverken vovede se op eller ned, det var Ingebjørg og Ingrid. Tjenestefolkene fulgte hver Bevægelse med megen Opmærksomhed, hine følte Alle på en Gang, at Andre gjorde ligeså, og nu gik Sæmund bent over og tog med bortvendt Ansigt Guttorm i Hånden: „Tak for sidst“. — „selv Tak for sidst.“ Ligeså med Konen: „Tak for sidst“. — „selv Tak for sidst“ ; men heller ikke hun så op. Thorbjørn gik efter og gjorde som Faderen; denne kom nu til Synnøve, som var den Første, han så på. Hun så også op på ham og glemte at sige „Tak for sidst.“ Thorbjørn kom i det Samme; han sagde Intet, hun Intet, de tog hverandre i Hånden, men løst, Ingen fik Øjnene op, Ingen kunde flytte en Fod væk. — „Det bliver bestemt et velsignet Vejr idag,“ sagde Ingrid Solbakken og lod Blikket med Hast gå fra den Ene til den Anden. Sæmund var den, som svarte: „å ja; den Vind driver Skylagene væk.“ „Godt for Kornet, som står og trænger Tørke,“ sagde Ingebjørg Granliden og begyndte at børste af Sæmund bag på Trøjen, ventelig fordi hun troede, han var støvet. — „Vorherre har givet os et godt År; men det kan være uvist, om Altsammen vil i Hus,“ sagde Ingrid Solbakken igjen, og så hen til de To, som endnu ikke havde flyttet sig siden sidst. „Det kommer an på Folkemagten, „ sagde Sæmund og vendte sig mod hende, såat hun ikke godt kunde se did hun vilde. „Jeg har tit tænkt, at et Par Gårde skulde lægge sin Magt ihob; da gik det vist bedre.“ „Det kan være slig, de vil bruge Tørken på en Gang,“ sagde Ingrid Solbakken og tog et Skridt tilsiden. „Javist,“ sagde Ingebjørg og stillede sig tæt ved Manden, således at Ingrid heller ikke nu fik se did hun vilde; „men sommesteder er der tidligere modent, end på andre; Solbakken er ofte over Fjortendagene foran os.“ „Ja, da kunde jo vi godt hjælpes,“ sagde Guttorm langsomt og trådte et Skridt nærmere. Ingrid så til ham i Hast; „ellers er der mange Omstændigheder, som kan komme ivejen,“ føjede han til. „Det er det,“ sagde Ingrid og flyttede et Skridt til den ene Side, et Skridt til den anden og nok et, men så atter tilbage; Ingrid Granliden var nu også kommen til at stå tæt ved Forældrene. „Å—ja; der er mere i Veien for En, end som kan flyttes tilside,“ sagde Sæmund; det var ikke frit at Munden trak op til et Smil. „Vel er det så,“ sagde Guttorm; men Konen skjød ind: „Menneskemagten rækker ikke langt; Guds er den største, skulde jeg tro, og det kommer an på ham.“ „Han skulde da vel ikke have synderlig imod, at vi hjalp hverandre med Grøden på Granliden og Solbakken?“ „Nej,“ mente Guttorm, „det kan han da ikke have imod,“ og han så alvorlig hen til Konen. Denne vendte Samtalen; „her er mange Folk ved Kirken idag,“ sagde hun; „det gjør godt at se dem søge Guds Hus.“ Ingen syntes at ville svare; da sagde Guttorm: „Jeg tror nok, det monnes med Gudsfrygten; der er flere ved Kirken nu end i min Ungdom.“ „Å ja; — Folket øges,“ sagde Sæmund. „Der er vel dem iblandt, kanske Størsteparten med, som blot driver hidover af Vane,“ sagde Ingrid Solbakken. „Kanske de Yngre,“ mente Ingebjørg. „De Yngre vil gjerne træffe hverandre,“ sagde Sæmund. — — „Har I hørt, at Præsten vil søge sig væk?“ sagde Ingrid og vendte Samtalen anden Gang. „Det var slemt,“ sagde Ingebjørg; „han har både døbt og konfirmeret alle Børnene mine.“ „Du vilde vel også han skulde gifte dem først?“ sagde Sæmund og tyggede væk på en Flis, som han havde fundet sig. „Jeg undrer mig på, om det ikke snart skulde være Kirketid?“ sagde Ingrid og så hen til Indgangen. „Ja det er nok bedre inde end ude idag,“ sagde Sæmund som før. — „Kom nu, Synnøve, så skal vi gå ind.“ — Synnøve foer sammen og vendte sig; thi hun havde nok talt med Thorbjørn. „Vil du ikke vente til Klokken ringer?“ sagde Ingrid Granliden og skottede hen til Synnøve; „så går vi Allesammen,“ lagde Ingebjørg til. Synnøve vidste ikke, hvad hun skulde svare. Sæmund så bagover til hende. „Venter du, så ringer det snart — for dig,“ sagde han. Synnøve blev meget rød, Moderen så hvast op til ham. Men han smilte til hende. „Det bliver nu som Vorherre vil; var det ikke så du sagde nys?“ Og han ruslede i Forvejen bortover mod Kirken, de Andre efter.

Ved Kirkedøren var der Trængsel, og da de skulde se til, så var den ikke oppe. Netop som de gik nærmere for at spørge om Årsagen, blev den åbnet og Folk gik ind; men Nogle gik også tilbage, hvorved de Kommende blev adskilt. Op til Væggen stod To i Samtale, den Ene høj og svær med lyst, men stridt Hår, but Næse, og det var Knud Nordhoug, som, da han så Granlidfolket komme, stansede i Talen, blev lidt underlig, men stod alligevel. Sæmund skulde nu gå lige forbi ham og lånte ham et Par Øjne i det Samme, men Knud slog heller ikke sine ned, skjønt de ikke så sikert. Nu kom Synnøve, og strax hun så uventet fik Knud at se, blev hun ligbleg. Da slog Knud Øjet ned, løftede sig op fra Væggen, som vilde han gå. Nu så han fire Ansigter rettede på sig, det var Guttorms, Konens, Ingrids og Thorbjørns. Han begyndte at gå, men ret som han var ør, gik han lige på dem, så han uden selv at vide det, snart stod Ansigt til Ansigt med Thorbjørn selv; det lod som han vilde trække sig til Siden strax; men flere Folk var komne til, det kunde ikke gjøres så let. Dette hendte lige på Stenhelden, som ligger udenfor Fagerlidkirken; oppe på Tærskelen til Våbenhuset var Synnøve stanset og Sæmund længere inde; de kunde ved at de stod højere, tydelig sees af Alle udenfor — og se dem. Synnøve havde glemt Alt og stod og stirrede på Thorbjørn; Sæmund ligeså, Konen, Solbakkeparret, Ingrid. Thorbjørn følte det og stod som naglet fast; men Knud tænkte, at han her måtte gjøre Noget, og så rakte han den ene Hånd et lidet Stykke frem, men sagde Ingenting. Thorbjørn strakte også sin lidt frem, men ikke således, at de kunde nå hverandre. „Tak for —“ begyndte Knud, men huskede strax, at det ikke var nogen rigtig Hilsen her og gik et Skridt tilbage. Thorbjørn så op, og Øjet traf Synnøve, der var hvid som Sne. Med et langt Skridt frem og kraftigt Tag i Knuds Hånd, sagde han, så de Nærmeste kunde høre det: „Tak for sidst, Knud; vi kan — have Meget at tilgive Beggeto.“

Knud gav en Lyd fra sig omtrent som et Hik, og det var som han to eller tre Gange forsøgte at tale; men det blev ikke Noget af. Thorbjørn havde ikke mere at sige, ventede, — så ikke op, men bare ventede. Der faldt imidlertid ikke et Ord, og som nu Thorbjørn stod der og drejede Psalmebogen i Hånden, kom han til at slippe den ned. Strax bøjede Knud sig, tog den og rakte ham den. „Tak,“ sagde Thorbjørn, som selv havde bøjet sig; han så op; men da Knud atter så ned, tænkte Thorbjørn, det er bedst jeg går. Og så gik han.

De Andre gik også, og da Thorbjørn nu havde sat sig ned og en Stund efter vilde se over til Kvindfolkestolen mødte han Ingebjørgs Ansigt, som smilte moderligt mod ham og Ingrid Solbakkens, der bestemt havde ventet på at han skulde se didover; thi strax han gjorde det, nikkede hun tre Gange til ham, og da han studsede derved, nikkede hun tre Gange til, endnu mildere end før. — Sæmund, Faderen, hviskede ham ind i Øret: „Det tænkte jeg.“ De havde hørt Indgangsbønnen, sunget en Psalme og Konfirmanterne stillede sig alt op, før han næste Gang hviskede til ham: „men Knud kan lidet med at være god; lad det bestandig være langt ifra Granliden og til Nordhoug.“

Konfirmationen tog sin Begyndelse, idet Præsten kom frem og Børnene istemte Kofirmationspsalmen efter Kingo. At høre dem synge Alle på een Gang og alene, fortrøstningsfuldt og klingende, plejer gjerne røre Folk, og helst den, som ikke er kommen længer bort, end at han husker sin egen Dag. Når da dyb Stilhed følger på, og Præsten, den samme nu i over tyve År, den samme, som gjerne har havt en eller anden liden god Stund, hvori han har talt til det Bedre hos hver Enkelt af dem, — når han nu folder Hænderne over Brystet og tager i, er det gjerne ligeså megen Gråd strax som senere hen, — indtil Børnene begynder at græde; men det sker først, når Præsten taler om Forældrene, og vil, at de skal bede til Vorherre for sine Børn. Thorbjørn, som nylig havde lagt for Døden, endnu nyligere troet, at han blev et hilseløst Menneske, græd meget, men især da Børnene aflagde Løftet og Allesammen var så sikre på at holde det. Han så ikke en eneste Gang over til Kvindfolkestolen; men efter endt Tjeneste gik han hen til Ingrid og hviskede Noget til hende, hvorpå han skyndsomt trængte sig frem og ud, og Somme vilde vide, at han var tagen opover Liden og tilskogs istedenfor henad Landevejen; men de var ikke vis på det. Sæmund ledte efter ham, — begav det dog, da han så, at Ingrid også var borte. Han ledte siden efter Solbakkefolket, disse foer rundt på al Gården og spurgte efter Synnøve, som Ingen havde seet ligt til. De drog da hjemover hver for sig.

Men langt fremmi Vejen var både Synnøve og Ingrid. „Jeg angrer næsten jeg tog med,“ sagde den Første. — „Det er ikke længer farligt nu, når Fader ved om det,“ sagde den Anden. „Men han er dog ikke min Fader,“ sagde Synnøve; „hvem ved?“ svarte Ingrid, — og så sagde de ikke Mere om den Ting. „Det var nok her vi skulde bie,“ mente Ingrid, da Vejen havde gjort en stor Krog på sig og de stod i en tæt Skog. „Han har en lang Omvej,“ sagde Synnøve. „Alt kommen!“ faldt Thorbjørn ind —, han rejste sig op bag en stor Sten.

Han havde færdig i Hovedet alt det han vilde sige, og det var ikke Lidet. Men idag skulde det ikke gå trådt, for Fader hans vidste om det og vilde det, hvad han syntes at være vis på efter det, som havde hendt ved Kirken. Slig som han også selv havde længtes den hele Sommer skulde han nok nu blive dygtigere til at tale med hende end han før havde været. „Det er bedst vi går Skogvejen“. sagde han; „den fører snarere frem“. Jenterne sagde Ingenting, men fulgte. Thorbjørn tænkte at tale til Synnøve, men først vilde han vente, til de kom den Bakken opover, siden til de var over den Myren; men da de vel var over, tænkte han, det var bedst at begynde, når han var kommen ind i den Skogen der længer fremme. Ingrid, som vel syntes det gik noget langsomt med dem, begyndte at sagtne Gangen og gled mere og mere tilbage, til hun næsten ikke var synlig; Synnøve lod ikke som hun mærkede det, men begyndte at plukke en og anden Bær, som stod fremmi Vejkanten.

Det var da underligt jeg ikke skulde få Målet for mig, tænkte Thorbjørn, og så sagde han: „Det blev alligevel vakert Vejr idag.“ — „Det blev det,“ svarte Synnøve. Og så bar det et Stykke fremover igjen, hun plukkede Bær, og han gik der. — „Det var snilt du vilde følge,“ sagde han; men herpå svarte hun ikke. — „Det har været en lang Sommer,“ sagde han; men herpå svarte hun heller ikke. — Nej, sålænge vi går, tænkte Thorbjørn, kommer vi aldrig til at snakkes ved; „jeg tror vi gjør bedst i at vente lidt på Ingrid,“ sagde han. „Ja, lad os det,“ svarte Synnøve og stod; her var der intet Bær at bøje sig ned efter, det havde Thorbjørn nok seet; men Synnøve havde fået fat i et stort Strå, og nu stod hun og trak Bærene ind på Strået.

„dag faldt mig stærkt på Minde den Tid vi gik sammen til Konfirmationen“. sagde han. „Jeg måtte også komme det i Hug“. svarte hun. „Det er mange Ting hendt siden den Gang“. — og da hun Intet sagde, fortsatte han: „men de fleste således, som vi ikke havde ventet det.“ Synnøve stak sine Bær meget flittig ind på Strået og holdt Hovedet bøjet under dette; han flyttede lidt for at se hende i Ansigtet; men som om hun mærkede dette, fik hun lage det slig, at hun måtte vende sig påny. Da blev han næsten ræd, han Ingenting skulde få frem; „Synnøve, du har da vel alletider lidt at sige, du også“. — Da så hun op og lo; „hvad skal jeg sige“. spurgte hun. Han fik alt sit Mod igjen og vilde tage hende om Livet, men just som han skulde til, turde han ikke rigtig; men spurgte blot ganske spagfærdig: „Ingrid har vel talt med dig?“ „Ja,“ svarte hun. „Så ved du også Noget,“ sagde han. Hun taug; „så ved du også Noget,“ gjentog han og kom anden Gang nærmere. „Du ved vel også Noget“. svarte hun — Ansigtet kunde han ikke se. „Ja,“ sagde han og vilde få fat i en af hendes Hænder; men hun var nu flittigere end nogentid før. „Det er så lejt med det,“ sagde han, „at du magtstjæler mig.“ — Han kunde ikke mærke, om hun smilte til det, og derfor vidste han ikke, hvad han skulde føje til. „Kort og godt da,“ sagde han så med een Gang ret stærkt, skjønt Stemmen var ikke siker: „hvad har du gjort med den Seddelen?“ Hun svarte ikke, men vendte sig bort. Han gik efter, lagde den ene Hånd på hendes Skulder og bøjede sig nedover hende: „svar mig!“ hviskede han. — — „Jeg har brændt den.“

Han tog rask og vendte hende mod sig, men da så han, at hun vilde til at græde, og så turde han ikke Andet end slippe hende igjen; — det er da også slemt, så let som hun tager til den Gråden, tænkte han. Bedst som de stod, sagde hun sagte: „hvorfor skrev du den Seddelen“. — „det har Ingrid sagt dig.“ — „Javist; men . . . det var hårdt af dig.“ — „Fader vilde det“ . . . ; — „alligevel“ . . . — „Han troede jeg blev et hilseløst Menneske al min Tid; 'herefter skal jeg sørge for dig,' sagde han.“

Ingrid viste sig nede i Bakken, og de tog strax på at gå. „Det var som jeg så dig bedst, da jeg ikke mere tænkte at kunne få dig,“ sagde han. — „En prøver sig selv, når En er alene,“ sagde hun. „Ja; da mærkes der bedst, hvem der har den største Magten“. sagde Thorbjørn med klar Stemme og gik alvorlig ved hendes Side.

Hun plukkede ikke mere Bær nu; „vil du have de der“. sagde hun og rakte ham Strået. „Tak“. sagde han og så tilbage efter Ingrid; hun var atter kommen bort. Han holdt Hånden, som rakte Bærene: „så er det vel bedst, det bliver ved det Gamle,“ sa han, lidt svag i Målet. „Ja,“ hviskede hun neppe hørligt, og vendte sig bort; de gik videre fremover, og sålænge hun taug, turde han ikke røre ved hende, heller ikke tale; men han følte ligesom ingen Vægt i Kroppen og var derfor noget nær påvej at tumle overende. Det brændte for Øjet, og da de i det Samme kom på en Houg, hvorfra Solbakken godt såes, var det ham, som han havde boet der al sin Levetid og længtes did hjem. „Jeg følger hende ligeså godt over strax,“ tænkte han, og gik og drak Mod i sig af Synet, så han blev stærkere i sit Forsæt for hvert Skridt. „Fader hjælper mig,“ tænkte han; „jeg holder ikke dette ud længer, jeg må over, — må!“ og han gik fortere og fortere, bare så ligefrem, det lyste over Bygden og Gården; „ja, idag; aldrig en Time længer venter jeg,“ og han følte sig så stærk, at han vidste ikke, hvorhen han først skulde vende sig.

„Du går rent ifra mig,“ hørte han en blid Stemme lige bag sig; det var Synnøve, som slet ikke kunde følge ham og nu måtte give tabt. Han blev skamfuld og vendte om, kom tilbage med udstrakt Arm og tænkte: jeg skal løfte hende over Hovedet på mig; men da han kom nær til hende, gjorde han det slet ikke; „jeg går så fort, jeg“. sagde han, „Du gjør det“. svarte hun.

Og de gik længer og længer fremover, — istedetfor at tale om alt Muligt, som han tænkte, talte de om slet Ingenting. Istedetfor at følge hende bent over begyndte han alt oppi Skogen at tænke: men er det også rigtig at fare så fort frem? Hun er nu så gjild en Jente, at Gud bevare mig! — rig, som alle Houger, eneste Datter — og så vaker da! Førend de endnu var begyndt at tage nedover fra Skogvejen til Bygdevejen, var han kommen overens med sig selv om, at det i alle Fald ikke var værdt at gå derover idag; der kunde snart komme Regn, tænkte han, og Kornet står ude på Stør.

De var nær ved Bygdevejen; Ingrid, som hele Tiden havde været ude af Syne, gik her lige bag dem: „Nu skal I ikke gå sammen længer,“ sagde hun. Thorbjørn skvat op ved det, Synnøve blev også lidt underlig, skjønt det nu vel var et Kvarter, siden de havde talt sammen . . . „Jeg havde såmeget jeg skulde sagt dig,“ hviskede Thorbjørn. Dertil svarte hun ikke; men det var ikke frit at hun smilte. — „Jaja,“ sagde han: — „en anden Gang,“ — han tog hendes Hånd.

Hun så op med klart og fuldt Blik; han blev varm ved det og strax løb det ham gjennem Hovedet: jeg følger — kanske! Da drog hun sin Hånd varsomt tilbage, vendte sig rolig til Ingrid og sagde Farvel, gik så sagte nedover mod Vejen. „Å — nej; det er måske bedst at vente“.

De to Sødskende gik hjem gjennem Skogen. „Fik I nu tale sammen,“ sagde Ingrid. — „Fik vi tale sammen,“ svarte Thorbjørn; „jeg har aldrig seet sligt; jeg forstår mig ikke på det!“ og han brød en Kvist af, den han begyndte at løve, så Bladene føg. — —

— „Nu?“ sagde Sæmund og så op fra Maden, da de to Sødskende kom ind i Stuen. Thorbjørn svarte Ingenting, men gik hen til Bænken på den anden Side, ventelig for at tage af sig; Ingrid gik efter og smålo. Sæmund begyndte at spise igjen, så nu og da bortover til Thorbjørn, som havde meget travelt, smilte og spiste videre. „Kom og spis,“ sagde han; „Maden bliver kold.“ — „Tak, jeg skal ikke have Noget“. sagde Thorbjørn og satte sig. — „Så?“ og Sæmund spiste. En Stund efter sagde han: „I var så snare til at gå fra Kirken idag.“ — „Det var Nogen, vi skulde tale med“, sa Thorbjørn og satte sig på Hug. „Nu, — fik du tale med dem?“ „Jeg ved næsten ikke,“ sagde Thorbjørn. — „Det var som Fanden,“ sagde Sæmund — og spiste. En Stund efter var han færdig og rejste sig; han gik bort til Vinduet, stod en Tid og så ud, hvorpå han vendte sig: „Du, — vi skal gå ud og se på Grøden,“ sagde han. Thorbjørn rejste sig. „Nej, — tag lige så godt på dig.“ Thorbjørn, som sad i Skjortærmene, tog en gammel Trøje, som hang ovenover ham. — „Du ser, at jeg tager den nye,“ sagde Sæmund. Thorbjørn gjorde det Samme, og de gik ud, Sæmund foran, Thorbjørn efter.

De gik nedover mod Vejen. „Skal vi ikke gå hen til Bygget?“ sagde Thorbjørn. „Nej, nu går vi bortover til Hveden“. sagde Sæmund. Just som de kom ned på Vejen, kom en Vogn sagte kjørende. „Det er en af Nordhougvognene“. sagde Sæmund; — „det er Ungfolket på Nordhoug“. lagde Thorbjørn til; men Ungfolket er det samme som de Nygifte.

Vognen holdt stille, da de kom nær Granlidmændene. „Hun er rigtig et stolt Kvindfolk, den Marit Nordhoug,“ hviskede Sæmund og kunde ikke få Øjnene fra hende; hun sad lidt tilbagelænt i Vognen, med et Tørklæde løst bundet over Hovedet og et andet omkring sig. Hun så stivt ud for sig på de To; der var ikke en Bevægelse over hendes rene, stærke Træk. Manden var meget bleg og mager, så endnu mildere ud end sædvanlig, omtrent som den, der har en Sorg, han ikke kan tale om. „Er Karlene ude og seer til Kornet?“ sagde han. „Skal tro det“. svarte Sæmund. — „Det står godt her iår.“ — „Å — ja; det kunde have været værre.“ — „I kommer sent“. sagde Thorbjørn. — „Det var meget Kjendtfolk at tage Afsked med“. sagde Manden. „Nu, — skal du rejse væk?“ spurgte Sæmund. „Jeg skulde det, ja.“ — — „Går den Rejse langt?“ „Å — ja.“ — „Hvor langt på Lag?“ „Til Amerika.“ — „Nu — da!“ sagde begge Mænd på een Gang — „en nygift Mand!“ lagde Sæmund til. Manden smilte: „Jeg tror, jeg bliver her for Fodens Skyld, sagde Ræven, — den sad fast i Glæfsen.“ — Marit så bort på ham, og derfra på de Andre, en let Rødme fløj over Ansigtet, men det var ellers uforanderligt. — „Kanske Konen bliver med?“ spurgte Sæmund. — „Nej, hun gjør ikke det, heller.“ — „Hun skal komme efter siden?“ — „Ja — En får først prøve det alene.“ — „Ikke galt tænkt,“ sagde Sæmund; „de fleste farer for fort frem, drager både Kone og Børn med strax; men må tit gjøre Venderejse med begge.“ — „De siger, det skal være let at komme til Magt i Amerika“. sagde Thorbjørn, — han følte, at Talen ikke burde stå stille. „Å — ja“. sagde Manden. — — „Men Nordhoug er en god Gård,“ mente Sæmund. — „Der er for Mange på den,“ svarte Manden; — Konen så atter hen til ham. — „Den Ene står i Vejen for den Anden,“ lagde han til.

„Ja, god Lykke på Rejsen,“ sagde Sæmund og tog hans Hånd; „Vorherre give dig det, du vil finde.“

Thorbjørn så sin Skolekammerat stærkt op i Øjet: „jeg vil tale med dig siden,“ sagde han. — „Det er godt at kunne tale med En,“ svarte Manden og skrabede med Svøben i Vogngulvet. —

„Kom over til os,“ sagde Marit, — og Thorbjørn såvelsom Sæmund studsede og så op; — de glemte bestandig, at hun havde så mild en Stemme.

De kjørte; — det gik sagte fremover, en liden Støvsky krusede omkring dem, Aftensolen faldt lige på, imod hans mørke Vadmelsklæder skinnede hendes Silketørklæde, — en Bakke kom, og de forsvandt.

— — Længe gik Fader og Søn, før de sagde Noget. „Det bæres mig for, at han sent kommer igjen“. ytrede endelig Thorbjørn. „Det er vel slig han vil have det,“ mente Sæmund, og de gik atter tause videre. „Du går nok forbi Hvedeageren,“ sagde Thorbjørn. — „Vi kan se til den på Tilbagevejen,“ — og de gik længer fremover. Thorbjørn vilde ikke rigtig spørge, hvor dette bar hen; thi de gik forbi Granlidjordet. — „Skal du langt frem?“ spurgte han endelig. — „Å, et Stykke endnu.“ — — —