Synnøve Solbakken/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

God Tid efter sad Guttorm Solbakken og Konen, Ingrid sammen borti den store, lyse Stue på Solbakken og læste for hverandre af nogle nye Bøger, som de havde fået fra Byen. De havde været i Kirke om Formiddagen; thi det var en Søndag, — så havde de gået lidt sammen udover Jordet forat se, hvorledes Grøden stod og forat overveje, hvad der skulde lægges igjen eller haves oppe til næste År. De havde ruslet fra den ene Atlege og Ager til den anden, og det syntes dem, at Gården var gået godt frem i deres Tid; „Gud ved, hvorledes den vil skjøtte sig, når vi er borte?“ havde Ingrid sagt. Da var det, Guttorm havde bedet hende følge med ind, at de kunde læse i de nye Bøger; „thi En gjør bedst i at holde sig fra slige Tanker.“

Men nu var Bogen prøvet, og Ingrid mente, at de gamle var bedre: „Folk skriver bare op igjen af dem.“ — „Det kan være Noget i det; Sæmund sagde idag til mig i Kirken, at Børnene også er bare Forældrene op igjen.“ — „Ja, du og Sæmund har nok talt om Meget idag.“ — „Sæmund er en forstandig Mand.“ — „Men holder sig lidt til sin Herre og Frelser, er jeg bange for.“ — Herpå svarte ikke Guttorm. — „Hvor blev det nu af Synnøve?“ spurgte Moderen. „Hun er oppe på Loftet,“ svarte han. „Du sad der jo selv med hende før, hvorledes var hun tilsinds?“ — „Å —.“ „Du skulde ikke have ladet hende blive siddende der alene.“ — „Der kom Nogen.“ Konen tiede lidt. — „Hvem var vel det?“ — „Ingrid Granliden.“

„Jeg tænkte, hun var på Sæteren endnu.“ — „Hun var hjemme idag forat Moderen kunde komme i Kirke.“ — „Ja, vi så da også hende der en Dag.“ — „Hun har Meget at stå i.“ — „Det har Andre med; En kommer alligevel did, han længes til.“ Guttorm svarte ikke herpå. Om en Stund sagde Ingrid: „De var der hele Granlidfolket idag foruden Ingrid.“ — „Ja, det var vel forat følge Thorbjørn første Gang.“ — „Han så dårlig ud.“ — „Ikke bedre at vente; jeg undrede mig over, han var såpas.“ — „Ja, han har fået lide for sin Galskab.“ Guttorm så lidt ned for sig: — „han er nu bare Ungdommen endnu.“ — „Der er ingen god Grund der; En kan aldrig være tryg på ham.“

Guttorm, som sad med Albuerne på Bordet og drejede en Bog rundt i Hånden, åbnede nu denne, og idet han begyndte ligesom at læse sagte i den, lod han de Ord falde: „Han skal være ganske siker på at få igjen sin fulde Hilse.“ Moderen tog nu også en Bog. „Det var rigtig bravt for en så vaker Gut,“ sagde hun; „Vorherre lære ham at bruge den bedre.“ De læste Beggeto; så sagde Guttorm, idet han bladede om: „Han så ikke bort til hende i hele Dag.“ — „Nej, jeg mærkede mig også, at han sad stille i Stolen, til hun var gåen.“ En Stund efter sagde Guttorm: „Du tror, han glemmer hende?“ — „Det var i alle Fald det Bedste.“

Guttorm læste ligefrem, Konen bladede. „Jeg synes ikke videre om, at Ingrid bliver siddende her,“ sagde hun. — „Synnøve har neppe nogen Anden at tale med.“ — „Hun har os.“ — Nu så Faderen bort på hende: „Vi må ikke være for strenge.“ Konen tiede; om en Stund sagde hun: „Jeg har heller aldrig forbudt hende det.“ Faderen lagde Bogen sammen, rejste sig og så udover ifra Vinduet. „Der går Ingrid,“ sagde han. Neppe havde Moderen hørt dette, før hun gik hurtig ud. Faderen stod endnu længe i Vinduet, vendte sig da og gik op og ned. Konen kom ind igjen, han stansede. „Jo, det var som jeg tænkte,“ sagde hun; „Synnøve sidder oppe og græder, men roder nedi sin Kiste, når jeg kommer,“ og så fortsatte hun, idet hun rystede med Hovedet: „nej, det er ikke godt, at Ingrid går her;“ — hun gav sig til at stelle med Kveldsmaden, gik ofte ud og ind. Engang, medens hun var ude, kom Synnøve, lidt rødgrædt og stille; hun gled tæt forbi Faderen, som hun så oppi Ansigtet, og hen til Bordet, hvor hun satte sig og tog en Bog. En Stund efter lagde hun den sammen, gik hen og spurgte Moderen, om hun skulde hjælpe hende. „Ja, gjør du det,“ sagde denne; „Arbejde er godt for Alting.“

Det blev hendes Tur at dække Bordet; det stod borte ved Vinduet. Faderen, som hidtil havde gået op og ned, gik nu derhen og så ud; „jeg tror den kommer sig den Bygageren, Regnet slog,“ sagde han; hun stillede sig ved Siden af ham og så til. Da sagde han sagte: „Det står godt på Granliden iår.“ Han hørte Ingenting fra hende; men hun blev stående og se; da vendte han på sig, Konen var inde, og så strøg han bare den ene Hånd ned ad Synnøves Baghoved, hvorpå han atter gav sig til at gå.

De spiste, men meget stille; Moderen læste Bønnen den Dag både før og efter Bordet, og da de havde rejst sig, vilde hun de skulde læse og synge, hvad de også gjorde. „Guds—Ord giver Fred; det er dog den største Velsignelse i Huset.“ Moderen så i det Samme hen til Synnøve, som havde slået Øjnene ned. „Nu skal jeg fortælle en Historie,“ sagde Moderen; „det er sandt hvert Ord, og ikke ilde for den, som vil tænke derover.“ — —

Og så fortalte hun: „Der var i min Opvæxt en Jente på Houg, som var Datterdatter til en gammel boglærd Lensmand. Han tog hende tidlig til sig forat have Glæde af hende på sine gamle Dage, lærte hende da naturligvis Guds—Ord og god Skik. Hun var snar til at fatte og glad i Kundskab, så hun, inden lang Tid løb, var fremme, hvor vi stod tilbage, hun skrev og regnede, kunde sine Skolebøger og 25 Kapitler i Bibelen, da hun var 15 År; jeg husker det som det var igår. Hun holdt mere af at læse end af at danse, så hun sjelden fandtes der, hvor Laget gik, men tiere i Bedstefaderens Loftsværelse, hvor hans mange Bøger stod. Det bar slig til, at hvergang vi kom sammen med hende, stod hun som hun var andensteds, og vi sagde til hverandre: var vi blot så kloge som Karen Hougen. Hun skulde arve Gamlingen og mange gode Karle bød sig til at dele halvt med hende; Afslag fik de alle. På den Tid vendte Præstesønnen hjem fra sin Præstlære; det var ikke gået godt med ham, såsom han mere havde havt Sind for Vildskab og onde Ting end for de gode; nu drak han. „Vogt dig for ham!“ sagde den gamle Lensmanden. „Jeg har været meget sammen med de Fornemme, og er det min Erfaring, at de er mindre værdt vor Lid end Bonden.“ Karen hørte bestandig hans Røst over de Andres, — og da hun senere traf til at møde Præstesønnen, gik hun afsides, skjønt han stod efter hende. Siden kunde hun ingensteds gå, uden at hun mødte ham. „Væk,“ sagde hun; „det nytter dig lidet!“ Men han fulgte. Hun vilde ikke fortælle det til den gamle Lensmanden, således bar det til, at hun dog tilsidst måtte stanse og høre på hin Karl. Han var fager nok, skjønt han ikke havde levet som han burde. Tilsidst var de sammen daglig; havde han hundrede Tunger, havde hun hundrede Øren. Men så blev det slig imellem dem, at han sagde, han ikke kunde leve hende foruden. Da skræmtes hun væk. Han gik og drev om Husene der; men hun kom ikke ud; han stod udenfor hendes Vindu om Natten og græd, men hun kom ikke frem; han sagde, han vilde gjøre Ende på sig; men Karen vidste, hvad hun vidste. Tog han så på at drikke igjen. — „Vogt dig: det er Djævelens List Altsammen,“ sagde den gamle Lensmanden. Så stod Karlen en Dag lige på hendes Værelse; Ingen vidste, hvorledes han var kommen did. „Nu vil jeg dræbe dig,“ sagde han. „Ja, trøst dig til det!“ sagde hun. Men så græd han igjen og sagde, det stod i hendes Magt at gjøre ham til et skikkeligt Menneske. Da hun Intet vilde svare på dette, spurgte han, hvorfor hun ikke vilde tro ham. „Kunde du endda et halvt År holde dig fra at drikke,“ sagde hun. Og så holdt han sig i et halvt År fra at drikke; „tror du mig nu?“ spurgte han. „Ikke før du i et halvt År holder dig fra al Slags Lag og Lystighed.“ Det gjorde han; „tror du mig nu?“ spurgte han. „lkke før du rejser hen og ender din Præstlære.“ Han gjorde også dette, og Året efter var han tilbage som fuldlært Præst. „Tror du mig nu,“ spurgte han og havde endda Kappe og Krave på. „Nu vil jeg nogle Gange høre dig forkynde Guds—Ord,“ sagde Karen. Og det gjorde han purt og rent, som det sig en Præstemand sømmer; han talte om sin egen Dårlighed, og hvor let det var at sejre, når En først kunde begynde, og hvor godt Guds—Ord var, når En først fandt det. Gik han så igjen til Karen. „Ja, nu tror jeg, du lever efter, hvad du selv ved,“ sagde Karen. „Og nu vil jeg fortælle dig, at jeg i tre År har været trolovet med Anders Hougen, mit Sødskendebarn; du skal lyse for os på næste Søndag.“ — —

Her sluttede Moderen. Synnøve havde ingen Opmærksomhed vist i Begyndelsen, siden mere og mere, nu hang hun i hvert Ord. „Er det ikke Mere?“ spurgte hun. „Nej,“ svarte Moderen. Faderen så til Moderen, da gled hendes Blik usikert til Siden og hun fortsatte efter en liden Betænkning, idet hun drog Fingeren efter Bordpladen: „kanske det også kunde være noget Mere; — — men det er det Samme.“ „Er det Mere?“ spurgte Synnøve, og vendte sig mod Faderen, som syntes at vide det. „Å — ja; men det er, som Moder siger; det kan være det Samme.“ — „Hvorledes gik det ham?“ spurgte Synnøve. „Ja det var netop det,“ sagde Faderen og så hen til Moderen. Denne havde lænet sig bagover mod Væggen og så på dem Begge. „Blev han ulykkelig?“ spurgte Synnøve. — „En kan lidet vide derom . . . ellers tror jeg som sagt vi får slutte, hvor der skal være Slut,“ sagde hun og rejste sig. Faderen gjorde ligeså, Synnøve senere.