Vera!
«Det skal han ved gud ha igjen!» — ikke sant, saa sa Di igaaraftes, da Di ikke fik brev me «Moss». Men Di vil ikke «la mei ha det igjen!» vil Di vel? naar Di hører at det var ikke min skyll. Byfogden opholt mei hele tiden fra kl. 4 til 5, istedenfor som jei hadde tænkt i 5 minutter, og da jei kom ut igjen var Moss gaat, og jei kunne altsaa ikke faa sent Dem de linjerne jei hadde loft aa senne. Byfogden sente bud efter papirerne, forkynte mei dommen, tok imot ansøkningen til Departementet om utsættelse me dommens fuldbyrdelse, og sa mei at om en maaneds tid kunne jei vente svar fra Departementet. —
Jei har slet ikke vært saa bedrøvet som jei hadde trodd igaar og idag, solen skinner saa dejli, saan sommer har det ikke vært inni mei siden jei var fjorten aar. Jei er saa gla samtidi me at jei er saa bedrøvet — og saa vét jei at imaaren faar jei jo se Dem, for da rejser jei, enten jei har penge eller ikke, ut til den stationen, jei husker ikke hva den heter, der ve Hvidtsteen, me toge kl. 10. frmdg. og vandrer omkring der paa vejen mellem stationen og Hvidtsteen intil jei træffer Dem. Kom naar Di vil, om det saa først er om aftnen, jei skal gaa der og vente saalænge det blir nødvendi, helt til siste tog gaar inn igjen. —
Se saa, naa er jei blet orntli bedrøvet igjen, for naa ville jei at idag skulle være imaaren. Aaja, det blir nok fælt hvis dette skal vare flere dage, jei maa faa aanne inn den luften Di aanner inn - Vera!»
Jei skynner mei over gaten og lægger dette breve i kassen, og trøster mei saa gott jei kan me at om hun ikke faar det iaften me «Moss», saa faar hun det da ialfall imaaren tili, og saa er det ikke saa farli allikevel...