Syk kjærlihet/XII

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samme dag (Lørda 2den juni 88).
BREV TIL VERA
Et kvarter efter at Di reiste.

Vera! Naa er det først at jei er blet alene — forlatt og alene som aldri før i mit ensomme fattie liv. Jei sitter her under soltelte utenfor en hjørnekafé paa Boulevard Magenta, alene, halt me ryggen mot Boulevarden, og stirrer ned paa den gule sann som er strødd mellem borene. Just nu gik de to andre, Lili og Jakob. Han var blet jaloux naturlivis. For borte ve stationen, da toge var gaat, og jei kom langsomt nedover, skjælvende som et løv, og traf dem ventende nede paa hjørne, saa tok Lili mei saa kjærli deltagende under armen og sa me grætende stemme: «kom naa di syke mannen!» og trak mei me. Og her paa kaféen hvor jei nu sitter alene, der sat hun sei likeoverfor mei og saa mei saa trofast deltagende inn i øjnene — hun er noksaa gla i mei Lili, Vera, fordi hun vét, hvor meget jei holler a Dem — og der var saan trøst i aa sitte der og se inn i de forgrætte deltagende øjnene hennes. Men det kunne jo ikke han holle ut — han rejste sei me ét og tømte sit glass og sa: «kom naa Lili!» og gik ut paa fortoue og ble staaende der og vente paa henne. Hun ble sittende litt og se bebrejdende paa ham — men saa maatte hun jo rejse sei hun ossaa, for hun elsker ham jo, og saa sa de adjø begge to og gik og forsvant, og lissom tok me sei den siste duft som ennu var igjen a Dem i Paris. Og saa revnet det pludseli op altsammen derinne i mei; hele forstaaelsen a det som var skedd brøt sei frem i en hulken som rystet hele mitt legeme, og jei grep omkring stokken me begge hænder som i krampe, og bét tænderne sammen og bøjet ansikte mot joren, mens graaten rullet op gjennem bryste i tykke kvælende bølger, og læberne skjalv og hænderne rystet, og taarene silet nedover kinnene, og dryppet og dryppet, ned paa den gule sann.

Slik ble jei sittende en lang stunn.

Endeli var det over, og jei tok lorgnetten af, listet haannbaken hen over ansikte og tvang mei til aa se op som om ingenting var. Maarenfrisk laa Boulevarden opover, solbeskinnet mellem dype-grønne, hvidblomstrete kastanjer. Maarenfrisk og stille. Bare en enkelt drosche rullet bløtt henover asfalten, en mann gik der saa fredeli og arroserte, trækkende rullesprøjten efter sei, fulene sang og folk gik glae til sit arbejde — og her sat jei! — Jei holt det ikke ut, jei bøjet igjen mit hode og brast ut i en ny krampegraat...

... Aa, hvorfor hadde jei ikke sagt Dem det, at siden Di allikevel ikke kunne elske mei, saa ville jei dø idag!... saa hadde jei nu ligget derborte paa stationen og alt hadde vært forbi... Nej nej, det hadde jo ikke falt mei inn før det var for sent. Da jei sto der paa perronen, me ryggen mot toge — for jei aarket ikke aa se det komme — da hadde jei ennu ikke tænkt paa det. Men da lokomotive rullet forbi mei, og vognene efter, én for én, og den kom hvor Di sat, lys violet inni den sorte firkanten, og saa paa mei me det vidunderlie skjæbne-agtie ansigte — da kom tanken. Bloe stivnet i mine aarer og jei syntes jei maatte dø a mei sell der jei sto og mekanisk førte haannen op til hatten — og da saa toge gjore en svingning og tok Dem bort fra mine øjne som Di ennu stirret tilbake paa mei me hode ut a vindue, da vente jei mei fortvilet mot den vognen som just passerte, me en mægti trang til bare aa kaste mei inn under den, me halsen paa skinnegangen, og la det ækle brune hjule hive mit hode til den ene side og kroppen til den anden og sprøjte mit blo ut over joren. Men jei kunne ikke — for jei hadde jo ikke sagt det til Dem...

Taarerne dryppet og dryppet, ned paa den gule sann.

... Aa men at jei ikke hadde tænkt paa det itide!...

Nej, nej, det var jo sant: jei kunne jo ikke faat Dem til aa gaa me paa det, De hadde gjerne gaat hen og heller sagt at Di elsket mei, bare for aa faa mei fra det — Di som ennu ikke visste... æsch! jei spyttet den rasende ut den slukkete cigaretstompen som hele tiden var blet hængende mellem de sammenbitte tænder — hu, hvor den své, hele tiden hadde den svidd, men naa først la jei mærke til det — hu hvor den své paa den syfilitiske hudløsheten paa insiden a læpen; den své mei helt inn paa sjælen. — Se det maatte Di ha visst først ikke sant? Og det visste Di ikke. Hverken det at jei i det hele taget hadde syfilis, eller at gamle Vorherre nu efter aars taushet hadde vært saa venli aa gi mei en liten mindelse om at jei ikke skulle være tryg for hva der kunne komme. Og heller ikke visste Di alt det andre syke og fæle som var strømmet inn over mei som aldri før nu inat da jei sat der sammen me Dem oppe paa den bænken under avenuens trær og pludseli me ét slag forsto, baade at jei elsket Dem, og at Di muliens kunne komme til aa elske mei — hvis bare ikke disse tingene hadde vært som Di altsaa ennu ikke visste.

— Naar den droschen er naad op til den øverste gaslygten skal jei si det! sa Di, og fulgte me øjnene droschens lanterne opover mot Triumfbuen. — Naa er den der! sa Di saa og fæstet øjnene paa mei — og saa kom det:

— Di skulle giftet Dem me mei.

«Di skulle giftet Dem me mei»! — jei sat der stum, me haannen ut fra mei støttet paa stokken, og stirret ut i mørke, svimmel ve tanken... Du store gud, det hadde altsaa virkeli vært muli — kansje om bare ikke den hudløsheten hadde vært saa kunne jei ennu ha vunnet Dem... Men, me syfilis paa læpen erobret man ialfall ingen kvinne — og nu, det følte jei, nu maatte det ha vært, nu eller aldri. Jei stirret og stirret ut i mørke — først i det øjeblik visste jei at jei elsket Dem, at kjærliheten endeli hadde tat mei — og i samme sekunn visste jei ossaa, at det kjærliheten kom for aa bringe mei, nu da den endeli kom, det var døden. Ikke en regeneration, psykisk og fysisk, som jei følte den ennu maatte vært muli, for jei hadde jo kraft og lidenskab ennu, naar bare kjærliheten kunne dreje den tappen derinne i hjernen min rigti igjen — nej men døden simpelthen. Og det kansje bare for det saarets skyll!...

Anej forresten, om jei hadde vunnet Dem i nat — jei hadde jo allikevel komt til aa tape Dem strax igjen. For saa meget sykt og fælt paa én gang, det kunne jo ingen kjærlihet greje, me mindre den sell var syk som min — og Di var saa ong og saa sunn...

Jei ble sittende der og stirre. Og Di sat og saa paa mei, litt kolt forekom det mei, forundret vist over den maate jei tok det paa. Og saa sa Di —:

— Tænk naa ikke saa «dyft» over det — for naa er der jo ikke mer tale om det.

Jei gøs ve det kolle «dyft» og sank sammen. Nej, der var ikke mere tale om det, det visste nok jei endda bedre enn Di — og saa aarket jei ikke aa fortælle Dem det altsammen, syk som jei sat der...

Aa, at jei ikke hadde aarket det! — saa hadde nu det hele vært forbi, og jei hadde ligget saa dejli dø derborte paa stationen. Men naa fik jei altsaa fortælle Dem det i det breve jei hadde loft aa skrive om hva jei følte naar Di rejste. Altsammen, baade dette om syfilisen og det andet... Uf, det andet — det var saa vanskeli! Til alle andre, bare ikke til Dem!... Men det maatte til, for Di skulle være eni og si: «naturlivis, siden jei altsaa ikke kan elske Dem saa maa Di jo dø.» Og for aa kunne si det saa maatte Di vite alt, ikke bare dette me syfilisen men det andre ossaa. — Men hvordan si Dem det?... Ve aa fortælle Dem den første gangen da ødelagtheden slo over i unatur?... kansje...

Og mens jei sat der og stirret ned i den gule sannen, saa gle det frem for mei igjen, billedet a henne, den første, den lille stygge forpjuskete tingesten me det tynne skidden-gule haare bunnet op i en fatti knute bak i nakken og det hæslie, isch saa karakterløst hæslie, blegnæbbete, rønæsete ansigte me de blasse øjnene i. — Det var inne paa mit lille hyggelie kaffebrune soveværelse. Hun hadde sat sei ve det lille runne bore ve sengens hodegjære, og jei tænte lampen og sat den derhen, og tok frem noe Sherry og skjænket og sa skaal — og la saa først mærke til hennes ansikt. Det hadde ikke interesseret mei aa se paa henne før, hun saa vel ut som en af de andre hadde jei tænkt da jei tok henne me i mørke. Saa styg var hun, og visste hun at hun var, at hun vovet ikke aa se op; bare drak og saa genert hen for sei og visste ikke hvor hun skulle gjøre a hverken hænder eller ansikt. Et sekunn saa jei litt forbløffet paa henne — men saa gjore det mei pludseli forfærdeli ont for henne, og jei la resolut armen om live paa henne og trykket henne inn til mei og sa: «Di er styg, det kan jei like; netop derfor, det er rart nok, men netop derfor synes jei forfærdeli gott om Dem — kom la os klæ af os! fort!» — Genert og nølende klædde hun a sei og visste ikke rigti hva hun skulle tro; men da jei saa la mei op til henne uten aa slukke lampen, saa hun endeli op paa mei me forundring i de blasse øjne. — Men saa naturlivis som sædvanli saa kunne jo ikke jei bli tat men maatte vente til det tilfældivis kom a sei sell, og saa tænkte hun naturlivis strax, at det var hennes fejl, fordi hun var saa styg — og hun trak sei lissom sammen i sei sell igjen, og saa ikke mere paa mei, og trodde ikke mere paa mine kys og kjærtegn. Men hun skulle tro paa dem! jei ville det! — og saa smøg jei armene hennes ut a linte og strøk linte ned over kroppen hennes, og af — og kysset henne saa paa halsen og skuldrene og brystet og videre og videre nedover hele kroppen — intil jei tilslut pludseli la begge hennes ben om min hals, grep henne om hofterne og trykket mit ansikt inn til henne og kysset henne dernede. — Aa fy! hørte jei henne hviske sagte, lissom for sei sell. Men hun rørte sei ikke — og saa kysset og kysset jei henne dernede til hun krympet sei i vellyst og la sine hænder bløtt paa mit hode og trykket mei inn imot sei. Og saa, litt efter, klemte hun pludseli laarene fast sammen omkring mei som i krampe — og skjøv mei saa lempeli fra sei. — «Er jei blet Dem motbydeli naa?» spurte jei da jei igjen laa ve siden a henne, og hun ikke saa paa mei og ikke rørte sei. — «Nej!» sa hun, og slo armene omkring mei og gjemte ansigte sit ve mit bryst — «men sluk lampen, ossaa vent litt, bare et lite gran.» Og jei strak haannen ut og slukket lampen og hun laa der en stunn og trykket sei op til mei. «Kom!» sa hun saa, og jei kom. Men en to tre var det hele forbi, for jei er jo saa ødelagt. Og saa altfor fort var det gaat, at hun bare var rukket til rigti aa faa lyst igjen — og saa kysset jei henne igjen dernede, intil hun igjen vré sei i vellyst, og igjen skjøv mei fra sei. — Og jei laa hos henne igjen og kysset henne igjen, og laa hos henne igjen og kysset henne igjen, videre væk — intil vi i graalysningen søvnet trætte inn begge to, tæt slynget i hverandre. Men da jei om maarenen vaagnet ve højlys dag og fik se henne i hele hennes styghet, hoppet jei i samme sekunn ut a sengen. Hun vaagnet ve det. — «Gud, klokken er blet saa altfor mange!» sa jei — «vi maa skynne os, jei skulle alt vært paa kontore for længe siden.» Og hun skynte sei stakkar, men var ikke ganske sikker længer — og da hun sto færdi til aa gaa, sa hun: «Di lofte aa gi mei det Di hadde.» — «Men jei viste Dem jo at det var ikke andet enn 15 øre og et frimærke!» — «Det er det samme» svarte hun — «jei vil bare gjerne at Di skal ha git mei noe!» — Saa fik hun de 15 øre og frimærke, og jei tvang mei til aa kysse henne idet hun gik. Og saa lukket jei op vindue og la mei utover, og ble liggende der og se efter henne, mens hun gik dernede bortover Sehesteds plads — og tænkte paa om vel noen hadde set henne komme ut fra mei, denne fæle stygge piken, og hva de vel da hadde tænkt... og hva de ville ha tænkt hvis de hadde visst! — — —

Naaja, det var altsaa den første gangen, og det siden har jo egentli væsentli vært det samme: at jei ville, ville faa dem til aa tro at jei var tat a deres legeme — og denne uafladelie villen har kansje endda mere destruert evnen til virkeli aa bli tat... Men jei aarket ikke aa tænke paa dette mere naa, uf! — og jei bare ble sittende der og stirre ned i den gule sannen og tænkte paa hvor Di ville komme til aa væmmes naar jei naa skrev dette til Dem — Di som var saa ong og saa sunn. Og jei forbannet og forbannet og forbannet det igjen, at jei ikke hadde sagt Dem alt, baade dette og det me syfilisen, mens Di var her — saa hadde jo nu det hele vært forbi.

En fyr kom og sat sei ve bore ve siden a mei og banket paa opvarteren og forlangte noe — og saa tvang jei resten af absinthen i mei i én slurk, og rejste mei og dillet syk og skjælvende opover Boulevardens fortou under de dype-grønne blomstrende kastanjer, mellem butikfyrer og arbejdere og arbejdersker og butikpiker...

Hvor de bø mei imot naa, disse nette onge pikene med sine fulle former og sin kontante parisiske gang! Paaklædde mannequin’er, pyntete marionetter forekom de mei aa være allesammen — og som ikke tilhørte noe kjøn! der var jo ikke mere enn én virkeli kvinne i hele verden — aa hvor jei skalv! hvor Di rullet mei som en syk angest gjennem bloe! og jei saa Dem gaa der i den lysviolette kaapen, et helt skritt foran mei, litt til siden, me den gangen som er saa Dem; og jei gjættet linjerne under, disse linjer som er saa Deres, aah saa bare Deres i hele verden — og angesten løp mei ennu sykere gjennem bloe, og jei storskalv da Di plutseli vente hode og saa paa mei me det alvorlie stor-øjete skjæbneansigte fra kupé-vindue — gud, gud! hvor jei var syk... Og slik, i denne tilstann skulle jei altsaa naa sætte mei ned og skrive om Bjørnson og Mirlitonen og Bastillen, og hva det var for noe altsammen — jei skjønte ikke hvordan det skulle gaa til, men jei visste jei ville komme til aa gjøre det allikevel; for hjem maatte jei altsaa naa — hjem! Ikke for aa vinne Dem, det var jo utænkeli, det kunne ikke ske — nejmen fordi jei visste, at hvor meget Di enn kom til aa væmmes ve mei syke vrak a en mann, saa ville Di allikevel komme til aa holle saa meget a mei at Di ville holle det løfte Di ga mei den natten i Boulogneskoven: jei ville faa lov til aa lægge mit hode i Deres fang, og saa ville Di knuse det for mei me en revolver. Jei visste Di ville holde det løfte — og op i mei steg der en glad forventning om den dag da det skulle ske, og jei løftet mit hode, og rettet mei i ryggen, og gangen ble spænsti — jei var stolt allikevel over at Di, den eneste i verden, dog holt saa meget a mei som Di gjore... ved gud, jei byttet til trots for alt ikke — det skulle da vært me Waldemar, skønt sell det... naa? efter det jei visste? — nej, ikke naa mere...

Hvor Boulevard Magenta støter sammen me de ydre Boulevarder stanset jei og pustet langt ut —: Ahh! altsaa, endeli allikevel noe foran mei, en rø traa gjennem resten a mit liv! — Solen skinnet, fulene sang, butiksfolkene gik der saa roli inne under det svære soltelte paa hjørne og stillet op sine marchandiser paa étalagerne; folk gik og kom saa tilfreds og fornøjet; to gamle koner trykket hverandres hænder paa hjørne —: oh l’beau temps qu’il fait! sier den ene. — Oui madame! svarer den anden fornøjet. — Au revoir madame! — Au revoir madame! — og de gaar hver sin vej. Og jei gaar ossaa min vej, bortover den næste Boulevard, under høje lysegrønne plataner — me Dem for øjnene og den syke angest skjælvende gjennem bloe, men gla allikevel — —

Tak Vera! tak for alt! jei sitter her og græter mens jei skriver, oppe paa den lille kvisten hvor solen skinnet saa lyst inn en maaren tili, da Di laa derborte paa sengen og jei sat ve siden af og græt og fik lov til aa lægge min kinn ned paa Deres varme haann, og saa strøk Di mei endda til me den andre haannen over den andre kinnen og lot den bli liggende der. Jei har den endda den lille kvisten; den er full a væggedyr og har ikke utsikt over Paris som det værelse jei skulle flytte inn i og som nu staar tomt for min regning; men jei har ikke kunnet flytte herfra i disse dage, fordi der ennu lissom er noe a Dem igjen her. Jei sitter her sent paa natten me et lys tænt og skriver og græter over mei sell og min skjæbne. Men det er det samme — jei lever da nu allikevel! lever helt fyldt a Dem, Di risler mei inn gjennem sjæl og krop, gjennem marv og ben hvert sekunn jeg lever, saa jei gaar her i én dirr — det har jei gjort siden Di rejste, og det vil jei komme til aa gjøre intil det øjeblik da jei faar lægge mit hode i Deres fang og dø. Vera! hvor jei glæder mei til det øjeblikke — ja for jei elsker Dem nemli altsaa, elsker Dem slik som man vist først kan naar alt haap er borte og bare døden venter. — —

I dage og nætter gik jei og skulle skrive dette breve men kunne ikke. Jei fik ikke rist eller ro noe sted, jei vandret som en fredløs om i Paris, altid me Dem for mine øjne, gaaende litt foran mei i den lysviolette kaapen og det alvorlie skjæbne-ansigte fra kupévindue vent halt tilbake mot mei. Jei maatte vandre afsted efter Dem. Hen over store solbeskinnete Boulevarder me farver og lys og liv og larm — inn i stille graa trange gater hvor menneskene sitter utenfor sine dører og snakker gemytli me hverandre tværsover gaten som for 100 aar siden — i alle slags gater. Og jei har sat mei aa hvile paa alle slags kaféer og knejper; paa dem vi hadde vært paa sammen, og paa andre hvor vi ikke hadde vært — overalt. Timer kunne jei sitte saanne steder og skjælve, uten aa tænke, aldeles abruti — intil jei pludseli brast i graat. Men i timer kunne jei ossaa sitte og smile ve tanken paa det øjeblik da jei skal faa lægge mit hode i Deres fang og dø. — Først siden, da jei ble roliere, kunne jei sætte mei til aa skrive som jei hadde loft.

Men naa da jei har skrevet — me forfærdeli møje, for jei har rystet og skjælvet hele tiden og hat saa vanskeli for aa tænke, og pinli var det jo ossaa aa skrive meget af dette — naa ser jei at jei har jo allikevel ikke kunnet si Dem hva jei føler, og det gjør mei ont, for jei ville saa gjerne faat sagt Dem det. Men jei aarker ikke forsøke det engang til, saa Di faar ta det som det er. Og desuten, hvem vet om det ossaa kan skrives? jei synes at skulle jei kunne faa Dem til aa forstaa det jei føler, saa maatte jei ha Dem staaende ve siden a mei foran en klippemur, og saa maatte jei styrte mei me hode mot muren saa bloe sprang af pannen. Gang efter gang; gang efter gang. Men det er jo galt; for hadde jei Dem her saa kom jei jo ikke til aa gjøre det — jei kom bare til aa briste i graat og synke ned me hode i Deres fang og be om aa faa dø. — Vera! Vera! Vera: hvor min kjærlihet til Dem er syk og gammel — og hvor Di er ong og smuk og sunn! —