Sydpolen II/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

DE GEOLOGISKE PRØVER[rediger]

VED AMANUENSIS J. SCHETELIG[rediger]

Foreløbig meddelelse om resultatet av undersøkelsen av det materiale av stenprøver, som Roald Amundsens sydpolsekspedition har medbragt fra det antarktiske fastland

(Syd-Victorialand og Kong Edward VII’s land).

---

Den samling av stenprøver, som Roald Amundsen medbragte fra sin sydpolsekspedition, er av ham indlevert til universitetets mineralogiske institut, hvis bestyrer, hr. prof. dr. W. C. Brøgger, velvilligst har overdraget mig at bearbeide dette sjeldne og værdifulde materiale, som gir os kjendskap til fjeldbygningen i hittil ubetraadte trakter.

Roald Amundsen selv hadde fra Bettytoppen, som ligger paa 85° 8’ s. br., medbragt ialt ca. 20 prøver av forskjellig slags sten. Løitnant Prestruds ekspedition til Kong Edward VII’s land hadde indsamlet ialt ca. 30 prøver fra Scotts Nunatak, som var det eneste snebare fjeld, denne ekspedition hadde truffet paa sin vei. Endel av stenene fra Scotts Nunatak var tat med, fordi de var tæt overgrodd med lavarter. Disse prøver av lavarter er oversendt universitetets botaniske museum.

Allerede det første flygtige gjennemsyn av materialet viste, at prøvene fra Bettytoppen og Scotts Nunatak udelukkende bestaar av granitiske bergarter og krystallinske skifere. Der fandtes ingen prøver av sedimentære bergarter, som ved sit mulige indhold av forsteninger kunde ha git bidrag til bestemmelsen av disse fjeldes alder. Det var desuten med engang paafaldende, hvor stor overensstemmelse der er mellem bergartene fra disse to steder, som ligger saapas langt fra hverandre. Avstanden fra Bettytoppen til Scotts Nunatak er mellem 7 og 8 breddegrader, omtrent som fra Kristiania til Bodø.

Bergartsprøvene har jeg undersøkt mikroskopisk.

Fra Bettytoppen er der flere prøver av hvit granit med mørk og lys glimmer; den har stor likhet med de hvite graniter fra Sogn, Dovretrakten og Nordland i Norge. Meget vakker er en prøve av skinnende hvit, finkornet granitaplit med smaa lyserøde granater. Disse graniter viser i det ytre ingen antydning til trykstruktur. De øvrige bergarter fra Bettytoppen er gneisgranit, tildels meget rik paa mørk glimmer, og gneis (granitskifer); desuten kvartsrik glimmerskifer med kvartsaarer.

Fra Scotts Nunatak er der ogsaa flere prøver av hvit granit ganske lik den fra Bettytoppen. De øvrige bergarter herfra er rikere paa kalk og jern og viser en række med jevne overgange fra glimmerrik granit, gjennem granodiorit til kvartsdiorit med betydelige mængder av mørk glimmer og grøn hornblende. I en av prøvene er mængden av fri kvarts saa liten, at bergarten staar paa grænsen av en kvartsfri diorit. Kvartsdioritene er dels middelskornede, dels grovkornede (kvartsdioritpegmatit) med slirer av sort glimmer. De skifrike bergartsprøver fra Scotts Nunatak er slirede og tildels ganske finkornede kvartsdioritskifere. Glimmerskifere findes ikke blandt prøvene herfra.

Hvad man vet om Syd-Victorialands geologi skyldes væsentlig Scotts ekspedition 1901—1904 med H. T. Ferrar som geolog og Shackletons ekspedition 1907—1908 med prof. David og R. Priestley som geologer. Efter disse ekspeditioners undersøkelser bestaar Syd-Victorialand av et mægtig, gammelt kompleks av krystallinske skifere og granitiske bergarter, som over store strækninger er dækket av en i det store og hele horisontalt liggende sandstensformation („Beacon Sandstone”, Ferrar), som er mindst 500 m. mægtig, og hvori Shackleton fandt kullag og fossilt træ (naaletræ). Dette bestemmer en nedre grænse for alderen av sandstensformationen som tilhørende over-devon eller undre karbon. Shackleton fandt videre paa 85° 15’ s. br. kalkstenslag, som han anser for at ligge under og være ældre end sandstenen. I kalkstenen, som ogsaa i det hele ligger flatt, er der fundet forsteninger, som viser, at den er av gammel-palæozoisk alder. Den underliggende ældre mægtige formation av gneiser, krystallinske skifere og graniter o. s. v. er da temmelig sikkert av archæisk alder og tilhører grundfjeldet.

Vulkanske bergarter findes kun langs kysten av Ross-havet og paa en ørække utenfor paralel med kysten. Shackleton paatraf ikke vulkanske bergarter, hvor han steg op fra isbarrieren paa sin rute mot Sydpolen.

G. T. Prior, som har beskrevet bergartene indsamlet paa Scotts ekspedition, angir som tilhørende grundfjeldskomplekset: gneis, graniter,- dioriter, banatiter o. a. eruptivbergarter samt krystallinsk kalksten med kondrodit. Prof. David og R. Priestley, geologer paa Shackletons ekspedition, henviser til Ferrars og Priors beskrivelse av grundfjeldsbergartene, og nævner, at ifølge deres egne undersøkelser bestaar grundfjeldet av: stripet gneis, gneisgranit, granodiorit og diorit rik paa titanit, desuten som indeslutninger i gneisen grov krystallinsk kalksten.

Denne fortegnelse over de vigtigste bergarter inden grundfjeldet i de tidligere undersøkte deler av Syd-Victorialand stemmer saa nøie overens med bergartene fra Bettytoppen og Scotts Nunatak, at der ikke kan være nogen tvil om, at disse ogsaa tilhører grundfjeldet.

Efter de indgaaende undersøkelser, som er foretat av Scotts og Shackletons ekspeditioner, er Syd-Victorialand et plataaland bestaaende av en mægtig, høit oprakende grundfjeldsplate, hvorpaa ligger større og mindre rester av palæozoiske formationer med horisontal lagstilling Ved de bergartsprøver, som Roald Amundsens ekspedition har hjembragt, er det konstatert, at grundfjeldsplataaet fortsætter mot øst til Amundsens rute mot Sydpolen, og at Kong Edward VII’s land sandsynligvis er en fortsættelse mot nord paa Rosshavets østside av Syd Victorialands grundfjeldsplataa.

Kristiania, 26. september 1912

J. SCHETELIG,
Amanuensis ved Kristiania mineralogiske institut.