Sydpolen II/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

LITT OM DYRELIVET I HVALBUGTEN[rediger]

AV LØITNANT PRESTRUD[rediger]

D
e sidste dager før ekspeditionens avgang nordover

faldt omkring midten av den korte antarktiske sommer, nettop paa en tid, da det forholdsvis rike dyreliv i Hvalbugten utfoldet sig som bedst.

Navnet Hvalbugten skriver sig fra Shackleton, og navnet er træffende nok. Fra den tid sjøisen brytes op, danner nemlig denne svære indskjæring i barrieren en yndet tumleplads for hvaler, som i flokke paa op til halvhundrede stykker meget ofte drev sit spil derinde i timevis. Vi hadde ingen midler til at kunne gripe ind og forstyrre den fredelige lek, skjønt synet av disse mange kolosser, hvorav hver enkelt var værdt en liten formue, nok kunde frembringe en vis kløe i vore fingre. Det var hvalfangerdjævelen som for i os.

Det er vanskelig nok for en ikke-fagmand at ha nogen begrundet mening om, hvorvidt denne del av Antarktika har betingelser for nogen gang at kunne bli et felt for hvalfangst. Sandsynligvis vil det i ethvert tilfælde vare længe, inden saa sker. Avstanden til det nærmest bebyggede land er for det første meget stor — over to tusen kvartmil, og for det andet har man paa denne vei en slem hindring i pakisbeltet, der, saa smalt og gistent det end til sine tider kan være, dog altid vil nødvendiggjøre bruken av træfartøier til transporten.

Forholdene i Hvalbugten maa formentlig stille sig avgjort hindrende i veien for anlæg av en fast station. Vort overvintringshus var nedføket i løpet av to maaneder, og vi var bare glad til, da vor bolig derved blev saameget lunere. Om en hvalfangerstation vilde være særlig tjent med en lignende skjæbne, er vel derimot tvilsomt nok.

Endelig skal nævnes, at skjønt der inde i selve Hvalbugten som nævnt hyppig optraadte svære stim av hval, fik man dog ikke det indtryk, at bestanden ute i Rosshavet var saa særdeles rik. Den almindeligst forekommende art var finhval; dernæst blaahval.

Hvad sælen angaar, saa optraadte den i masser langs barrierekanten, saalænge sjøisen endnu laa; efter isløsningen beholdt den hele sommeren igjennem Hvalbugten som et yndet tilflugtssted. Langs den forholdsvis lave iskant inde i bunden hadde nemlig dyrene anledning til letvint at komme sig op paa det tørre og der hengi sig til sin yndlingsbeskjæftigelse: at dovne sig i solskinnet.

Under hele vort ophold paa stedet dræpte vi vel omtrent 250 stykker, herav den overveiende del om høsten like efter ankomsten. Dette lille indhug øvet ingen merkbar virkning. De mange overlevende, som hadde været øienvidner til sine kameraters pludselige død, syntes ikke at ha den ringeste forstaaelse av, at Hvalbugten for øieblikket var et mindre sikkert opholdssted.

Allerede i september, mens isen endnu laa milelangt
FRA SÆLFANGSTEN

utover Rosshavet, hadde den første sæl fundet anledning til at komme op i dagen nede mellem en av de mange skruinger i bugten. Det var for os det første sikre vaarbud, for sælen et hop ind i evigheten.

Av de tre forskjellige slags sæl vi traf paa — Weddell, sjøleopard og „crabeater”, var den førstnævnte absolut overlegen i antal. Weddell-sælen er et yderst tungvint og klodset dyr, som tilfulde forstod den kunst ikke at forhaste sig; vel at merke gjælder dette, naar den befinder sig paa det tørre. En fuldvoksen han er næsten saa stor som en hvalros og kommer i vegt sikkert opimot 400 kg. Paa den svære krop sitter et latterlig litet hode; i munden et tandsæt, som er omtrent saa ufarlig som det en almindelig ko er i besiddelse av. Skindet varierte i farve fra lysegraat til brunsort.

Sjøleoparden var paa disse kanter langt sjeldnere. Inde i selve bugten fandtes den ikke; de faa eksemplarer vi saa blev paatruffet i pakisen. Saavidt jeg vet, fanget vi bare et par stykker av dem. Leoparden er en ganske anderledes farlig kar end dens fetter Weddell-sælen. Den er næsten likesaa svær, men dens krop er ganske anderledes slank og smidig; en hel mund fuld av lange, skarpe tænder har den, og dette farlige vaaben er den altid parat til at bruke. Man bør ikke nærme sig den fyr uten med en viss forsigtighet. I vandet maa den være en yderst ubehagelig motstander.

Navnet crabeater (krabbe-æter) vækker muligens forestillinger om en eller anden grum skabning. Det er isaafald misvisende. Dets bærer er ubetinget den mest sympatiske av de tre nævnte sælsorter. Den er av størrelse omtrent som vor hjemlige sæl, rask og livlig i sine bevægelser, stadig paa farten med øvelser i høidesprang fra vandet op paa iskanten. Selv oppe paa isen kan den arbeide sig frem saa fort, at en mand har sin fulde hyre med at holde følge. Dens skind er overordentlig vakkert; sølvglinsende graat med smaa mørke flekker.

Man hører saa ofte det spørsmaal, om ikke sælkjøttet smaker av tran. Det synes at være en almindelig antagelse, at saa er tilfældet. Det er imidlertid en misforstaaelse. Tranen og dermed transmaken findes kun i det

tommetykke spæklag, der som et beskyttende panser
PINGVINKURTISE
Sundbeck og en keiserpingvin

danner det ytterste lag av sælens krop. I selve kjøttet findes ikke fett; derimot er det overordentlig blodrikt og minder følgelig i smaken om blodmat. Weddell-sælens kjøtt er meget mørkt i farve; i stekepanden blir det aldeles sort. Crabeaterens kjøtt er av farve omtrent som oksekjøtt og smakte iallefald for os likesaa godt. Naar der var tale om at skaffe menneskeføde, søkte vi derfor altid at faa fat paa crabeater.

Likesaa stor nytte som vi hadde av sælene, likesaa megen fornøielse hadde vi av pingvinene. I den senere tid er der skrevet saa meget om disse merkværdige dyr, de er blit fotografert og kinefotografert — al verden, vet besked om dem. Det hindrer dog ikke, at enhver som for første gang ser en levende pingvin, altid vil føle sin interesse fangen saavel av den meterhøie, værdige

keiserpingvin som av den lille spirrevip Adéliepingvinen.
ADOLF HENRIK LINDSTRØM
Frams stuert.
.
PINGVINKURTISE
Billeder hentet fra Amundsens filmserie

Ikke alene ved sin opreiste gang, men ogsaa i manerer og fagter minder disse fugler i en paafaldende grad om menneskelige væsener.

Nordenskjöld finder, at en „keiser” grangivelig ligner „en ældre herre i snipkjole”, og likheten er virkelig slaaende. Den blir ikke mindre, naar „keiseren” — som den altid gjør — nærmer sig den fremmede med en række høitidelige buk. Det er jo hvad man kalder god folkeskik.

Naar ceremonien er forbi, gaar pingvinen gjerne paa klos hold; den er fuldstændig umistænksom og skræmmes ikke, selv om man ganske langsomt gaar den imøte. Nærmer man sig derimot hurtig eller rører ved den, blir den ræd og tar straks flugten. Det hænder dog, at den viser lyst til at slaas, og da gjør man rettest i at holde sig klar av dens luffer. I disse har den nemlig et meget kraftig vaaben, som letvint kan knække en arm. Vil man den tillivs, er det lettest at foreta angrepet bakfra. Med et raskt tak gripes samtidig om begge luffer, hvorefter de bøies bakover og ned mot ryggen; dermed er kampen avgjort.

Den lille Adélie er altid komisk. Overfor en flok av disse smaa vigtigperer er selv en noksaa grætten iagttager nødt til at briste i latter. I de første uker av vort ophold i Hvalbugten, mens vi endnu drev paa med losningen, var det altid en kjærkommen adspredelse, naar en flok Adéliepingviner, paa et dusin stykker eller saa, pludselig og som paa kommando jumpet op av vandet for der paa i nogen øieblikke at bli sittende stive av forundring over alt det merkværdige de saa. Efter at være kommet sig over den første overraskelse, dukket de gjerne med det samme tilsjøs, men deres utprægede nysgjerrighet drev dem snart tilbake; alt det nye og rare maatte tages i nærmere øiesyn.

I motsætning til deres rolige og beherskede slegtning, Keiserpingvinen, hadde disse smaa, vevre tingester et overordentlig hidsig temperament, som gjorde, at sinnet løp av med dem, saasnart der blev foretat den aller ringeste indblanding i deres anliggender, noget som naturligvis kun bidrog til at gjøre dem end mere morsomme.

Pingvinene er trækfugler; vinteren tilbringer de paa de forskjellige smaa øgrupper, som findes spredt rundt i Syd-havet; ved vaarens frembrud begir de sig ned til Antarktika, hvor de paa steder, hvor der er bart land, har sine bestemte rugepladse. De er i besiddelse av en utpræget vandrelyst, og saasnart ungene er vokset til begir de sig, store og smaa, paa reiser. Det var bare paa disse sine turistreiser, at Pingvinene besøkte „Framheim” og omegn; der fandtes jo intet bart land, som kunde gi dem tilholdssted. Derfor saa vi igrunden forholdsvis litet til dem; en „keiser” var saaledes en meget sjelden gjest; men de faa sammenkomster vi hadde med dette Antarktikas eiendommelige „fuglefolk” vil staa blandt de fornøieligste minder fra vort ophold i Hvalbugten.