Sydover Jæderen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Mit Fødeland havde denne Gang noget nyt at byde mig, nemlig en ny Slags vond Lugt, over hvis Væſen og Oprindelſe jeg grundede en hel Del i mit enſomme Kupéhjørne.

Det var en Art Røglugt, ſaa meget var klart. Men hvad det kunde være for noget, man brændte? Hverken Torv eller Lyng eller Helma lugtede paa den Vis.

Jeg befandt mig pludſelig med mine Tanker i Erkner. Erkner bei Berlin — med ſit daarlige Øl, ſin Skatteopkræver, ſin Søle og ſin Celluloſefabrik. Aha! Kanſke noget ſligt —? Kanſke Jæren begyndte at ſlaa ſig op og faa Fabrikdrift?

Men ſaa var der ingen Skorſtene. Saa vide mit Blik vankede over Heier og Bakker — der var intet andet opadſtræbende at ſe end de gamle fattige, mer eller mindre reducerede Trækirketaarn, der ſkimtes her og der, enſomme og fjerne, hvide ſom Spøgelſer.

Trænet vaggede i Vei med udpræget moderat Fart; ſelv Dampen faar et roligere Temperament her paa Jæderen. Alligevel maatte man jo ſige, at det gik fort. I min Barndoms Tid, da vi krøb alle disſe Bakkerne op og ned med Brunkaa og Bylasſet, plejede der at medgaa ſaadan en Dags Tid paa dette Stykke Vei, ſom vi nu hande klaret paa to Timer. Nu var vi allerede i Nærbøſoknaa. Flad-Jæderens Torvmyrer foldede ſig ud i hele sin Romantik. Bredere Vindbølger væltede ind mod Trænvæggene og bliſtrede og tudede i alle de klaprende Kupeers Vinduer og Døre. Jeg puſtede dybt ud; — vi nærmede os Havet.

Og hint ovennævnte Naſalſpørgsmaal rykkede ſin Løsning et Skridt nærmere.

Langs Havkanten ſteg fra hundrede forſkjellige Punkter en tung, guſten Røg, ſom dreves indover af Vinden, til den bredte ſig over det ganſke Land ſom en tynd, ſkiddengraa Taage. Jeg havde ikke mere Vidnesbyrd behov —; derfra kom Forargelſen. Noget, ſom kunde ligne Fabriker, var der ikke Spor til; det var da det, jeg ogſaa kunde vide. Me gjeng ikkje fram, ſo det donar her paa Jæderen

— Hvad er det, de brænder dernede? ſpurgte jeg en Mand, ſom ved ſiſte Station var kommet ind.

— Det er Tare, ſagde han.

Fy for en Ulykke, brændte de Tare?! Jeg huſkede, hvor fælt Taren kunde lugte i naturlig Tilſtand, naar den laa ned i Havſtranden og raadnede Sommerdag; og tænk ſaa, naar man tager denne Vederſtyggelighed og lægger paa Varmen... det maa blive omtrent ſom naar Lars Oftedal ſtaar i Kordøren og afdækker ſit Privatliv.

— Ja, nogen god Lugt er det juſt ikke, ſmite min Mand. — Men de tjener godt paa det, tilføjede han ſom causa sufficiens.

Det var nogle Engelſkmænd, forklarede han mig, ſom laa her og kjøbte op brændt Tare; de brugte den i Glasfabrikerne. Aa ja, i andre Fabriker ogſaa; de ſkulde kunne gjøre noget af den, ſom kaldtes for Jod. Det var en hel Velſignelſe for Jæderen dette; havde ikke Folk Taren nu, ſaa er det ikke godt at vide, hvor de ſkulde faa ſig en Rettleids-Skilling ifra. For paa andre Kanter var her ikke det Slag at fortjene.

— Saa Jernbanen har ikke hjulpet noget videre, den da?

— Nei hvad skulde den kunne hjælpe? Folk maa ha Heſter alligevel; og ſaa kan de jo ligeſaa godt kjøre de Par Mjølſækkene til Byen med Heſt nu ſom før, ſaa ſparer de da Jernbanefragten.

— Ja det er ſandt, — Tiden koſter jo ikke noget her.

— Nei, Tid har en altid, — ſaa vidt.

— Der brydes da op lidt ſaan her og der nu — tror jeg?

— Aa ja. Der er en og anden, ſom ſparker og graver lidegrand. Men det kan ikke bli noget ſtørre af; her er ingen Arbejdsfolk.

— Er det ſaa her ogſaa?

— Ja. De bare kravler ſig til Amerika, alle ſom kan. Det blir ſaa dyrt paa Folk, at Bonden kan ſnart ikke klare den Jorden, han har engang, langt mindre dyrke op ny.

— Det er dumt med disſe ſtore Gaardene. Hver Mand ſkulde ikke have mer, end han kunde dyrke ſelv; men det ſkulde han dyrke godt, ſaadan rigtig ordentlig godt; da kunde han leve meget bedre end nu, og ſaa kunde der blive Jord til 3—4 Gange ſaa mange Menneſker. Saa ſlap de at rejſe til Amerika ogſaa. Det er jo grejt, at Landet maa forarmes, naar det bare ſkal ligge her og ale op Arbejdskraft for Yankee’en... føde op Folk med ſtor Bekoſtning, og ſaa farære dem bort til Amerika, ſaa ſnart de blir voksne; nej, blev der Udſigt for hver duelig Arbejdskar til at faa ſig et Stykke Jord, ſaa beholdt vi den kapital, og da kunde der blive Fart i Tingene her ogſaa.

— Ja, men tror du kanſke, der er nogen, ſom vil give fra ſig noget af det, de har? Aa nei; før ſlider de med det alene, til de gaar fra det alt ihob.

— Dere ſkulde ſende Folk til Stortinget, ſom havde lidt Ben i Næſen; ſaa kunde det blive ordnet alligevel.

Han ſaa paa mig med et mistroiſk Blik. — Aa... paa Stortinget har de vel andet at gjøre?

— Naa, vi ſkal ikke laſte Stortinget; nu har det ja faat iſtand dette Jorddyrkningsfond, ſaa at Folk, ſom vil bryde op Jord, kan faa Penge næſten gratis; hvorfor bruger ikke Jærbuen de Penge til alle Myrerne ſine?

— Ja... naar bare ikke Jorden var ſaa forgjældet før, at —. Og desuden er der ſaa liden Hjælp i Penge, naar Arbeidskraften er ſaa dyr. Derſom de enda vilde kommandere alle disſe Madla-Karerne[1] ud over Landet til at dyrke Jord —! ſmilte han; det var et Smil, ſom bad om Undſkyldning for den vovede Munterhed.

„— iſtedet for at lade dem fare om i Vosſefjeldene og paffe Landets Penge bort i løſt Krudt, ja!“ — fortſatte jeg. „Ja, det kunde der være Mening i. Ti Mand ſammen udretter mere end tredive Mand hver for ſig; femhundrede Mand kunde paa 8 Dage bryde op en Kvadratmil!“

— Ja—a, ſmilte min Mand; dette var en ſpøgefuld Tanke. Men — ſaa var det det: hvor vi ſkulde ta Gjødſelen ifra.

— Ja nu brænder dere jo op Taren ogſaa — og ſender den til England?

— Ja... det er nok galt, det ogſaa. Der er er jo mange, ſom klager over, at Jorden tager af Aar for Aar, fordi der ikke blir kjørt Tare paa den. Men hvad ſkal man gjøre? En Rettleids-Skilling maa en ja ha! — Og kjøbe kunſtig Gjødſel, det blir nu ikke til andet end Op-øyelſe.

— Nei. Men forreſten — hvis dere vilde pasſe paa al den Gjødſel, ſom dere bare ſimpelthen lader flyde væk, ſaa behøvede dere hverken kunſtig Gjødſel eller Tare. Det er i Grunden for galt, at her paa Jæderen, hvor dere har ſaa megen udmærket Torvſtrøelſe rundt om Ørene paa Jer, — at dere her ſkal klage over Mangel paa Gjødning. Ved Hjælp af alt det „Torvmø“, ſom dere nu ikke ved noget at gjøre med, kunde dere øge den aarlige Gjødſelmængde til det dobbelte, — og det kunde blive Gjødſel, ſom der var Forſlag i. Eller om dere bare vilde ſkaffe dere ordentlige Landbrunn’er og pasſe paa alt, ſom falder af, ikke bare fra Fjøſet, men fra Kjøkkenet, Privetet... „Om flydende Gjødning“ af I. Tanner heder en liden god Brochure om den Ting; Pris 15 Øre, tror jeg; — kjøb den og lev efter den, ſaa kunde dere gjøde op Jæderen, ſaa den blev til en eneſte Aaker! — bortſet fra de Strækninger, ſom bør være Skog. Og ſaa om dere kunde faa afſkaffet en Del Bibelbud og ſligt, ſaa at ikke Folk gik ſin Tid væk med at gruble paa Dyret i Aabenbaringen, men fik lægge Tanker og Interesſe mere paa ſit Arbeide...

Manden ſaa uroligt paa mig og blev taus. Jeg blev ogſaa taus; jeg ſkjønte at jeg havde begaaet en Dumhed.

Om en Stund ſpurgte han mig, hvad jeg var for en Slags Perſon; det maatte jeg da ud med, og ſiden vilde det ligeſom ikke gaa med vor Samtale.

Ved næſte Station blev jeg atter alene. Jeg ſad og ſtirrede paa al Kampeſteinen og alle de vandſyge Myrene og blev patriotiſk triſt.


  1. Madla: Eksercermoen ved Stavanger.