Svend Bidevind/1
Omtrent i midt klassen sat Svend Bidevind.
Fra maaned til anden, naar hovedkarakterene regnedes ut, og nummer gaves derefter, flyttet han kanske en plads op eller en plads ned, — i midten omtrent blev det.
Han kom ind paa skolen i 3dje middel, og noget særlig rart var der ikke ved ham, uten at han talte et andet sprog end her i byen; han kom nemlig fra en by sørpaa, hvor de skarret paa r’et. Og saa hadde han for vane, naar han sat og hørte efter, at lægge hodet over paa skakke og se paa den som talte, bare med høire øie; med det venstre saa han ret i sin egen næserot
— Seiler du altid slik for bidevind, du Svend far? spurte adjunkt Svenningsen en dag og apet efter ham, — og dermed het han Svend Bidevind for al sin tid.
En ganske almindelig gut forresten, midt i klassen. Der blev ikke lagt mere merke til ham end til de andre dernede paa mellembænkene, de jevne middelveisfarere mellem elendigheten — sekserne og prylene — nedenfor og herligheten ovenfor blandt de kappestridende dukser. Nærmest var det slik at lærerne ikke likte Svend Bidevind. Der var noget eget ugreit ved den gutten, og en doven hund var han saavisst! Der var tegn nok paa evner langt over midten av klassen; det formerkedes tit nok, naar det gjaldt begripelsen og ikke netop læsningen, at den gutten skjønte baade fort og godt. Men leksene kunde han aldrig mere end saa halvt om halvt — og knapt nok det.
— Ja du har det saa’n paa et skipperskjøn, du Svend far, sa Svenningsen, — det kan være bra nok paa styrmandsskolen kanske, men her duer det ikke, min ven!
Og saa fik Svend Bidevind sin vanlige karakter, som var 2,5, men oftest med et ærgerlig slængord efter sig, naar han gik nedover med karakterboken:
— Egentlig skulde du ha blank 6, for det duer ikke et gran, det du farer med her!
Hvad der ærgret dem — lærerne altsaa — mest ved Svend Bidevind, var at han aldrig vilde staa ved at han ikke kunde noget. Stod der ingen anden utvei aapen, var han evig fuld av undskyldninger, hvorav han sendte den ene frem for sig efter den anden som en feltherre sine hærlinjer indtil sidste reserve. Saa hadde han tilfældigvis faat vite gal lekse igaar, — saa var netop dette blad ute av boken hans, eller han hadde en ældre utgave, hvor det stod anderledes; saa brukte han bok sammen med sin søster, som hadde lagt den igjen paa sin pikeskole osv. osv.
— Brukte du hodet dit saa godt paa at lære dine ting som paa at lage dig undskyldninger, saa kom du langt, du gutten min, sa overlærer Bugge.
Ellers prøvde han paa mangfoldig vis at vinde sig utseende av at han jo egentlig kunde det saa udmerket — at det bare var saa rent — hæ — svineuheldig, at han just nu stod her og glemte det! Ja, alt maatte de tro og tænke, bare ikke det som var den eneste, reneste stadige sandhed, at han ikke hadde set paa leksen derhjemme!
Mest drev han sig med at gjette, og her var han en ren mester.
Merket han at der i timens løp var fare paafærde for at bli hørt, — enten f. eks. læreren begyndte i en viss orden efter protokollen, eller han stod for tur ifølge antallet av de ganger han var blit hørt i maanedens løp, — geraadet Svend Bidevind i en fordækt, men ivrig virksomhet paa sin plads. Han stablet bøker op foran sig paa pulten i hele bygninger og bolverker til ly mot ransakende blikke fra oven; bakved fik han saa lekseboken aapnet paa gløt, og saa keg og skjelte han sig under stadig vaktsomhet op mot katederet nedover siden fra det punkt hvor det kunde beregnes at den som blev hørt i øieblikket, vilde bli stanset. Skulde det saa uheldigvis træffe at læreren begyndte at spasere op og ned paa gulvet og indimellem pultrækkerne. saa de beskyttende mure blev nytteløse, puttet han boken i et ubevogtet øieblik op under vesten, sat litt og reiste sig saa:
— Kan jeg faa lov til at gaa i gaarden?
Nu, den bøn var jo vanskelig at avslaa, og blev den det allikevel, sat Svend Bidevind en stund urolig, og gjentok saa sin anmodning med beklemt og indtrængende stemme.
Saa hadde man da en fem—syv minutters tid derute til uforstyrret studium . . . . . . . .
Langt fremover i leksen rak han jo sjelden paa dette vis, og naar han saa blev hørt, slap den stjaalne kundskap jo pludselig op. Varsomt stak han saa frem et ord eller to, begyndelsen paa en sætning som kunde ha sandsynligheten for sig — forsigtig anglende efter et opmuntrende nik fra katederet om at han var paa ret vei, et hjælpende ord, hvorpaa videre kunde bygges. Ofte gik det godt. Der var saa mangt og meget et vaktsomt øre kunde lytte sig til av sandsynlighet, bare man hadde begyndelsen; om utfaldet av et slag, om et verbums styrelse efter eller imot regelen, om ja eller nei paa et spørsmaal, —der kunde anes saa meget allerede av maaten hvorpaa spørsmaalet stilledes!
Men saa kunde det jo hænde at det gik rent
spillende i væggene galt. Hadde han en stund faat læreren med sig med nik og velvillig opmuntring, — javist — rigtig Svend — præsens parti — particip ja! — og der saa ved et rent vanvittig galt gjettet ord pludselig aapnedes en vankundighetens avgrund under den ulykkelige Svend Bidevind, da brøt vreden løs over ham vældigere og varmere end vanlig!
— Jeg mener du staar her frækt og gjetter dig frem, gut! Jeg skal lære dig! Tror du det nytter at ta mig ved næsen, din slubbert, saa tar du skammelig feil!
Og der blev juling og 4 og anmerkning i karakterboken og al ulykke over den makeløse knegt som mente at leksen lod sig gjette!
Og som imidlertid lusket tilbake paa sin plads
efter sit nederlag med en egen lun mine av at dette uhørte jo dog hadde latt sig gjøre — ikke saa sjelden!
I det store hele tat tok lærerne forøvrig liten eller ingen notis av Svend Bidevind; hadde de ekspedert ham med 2,5’eren, saa de ikke stort efter ham. Og Svend Bidevind paa sin side saa eller hørte ikke stort efter læreren heller, saasnart „støiten” var over, og han vel var paa plads uten at ha noget at grue for. Resten av timen sat han stille paa sin bænk uten at gi anledning til nogenslags klage over snaksomhet eller anden „forstyrrelse av undervisningen”, som det het i anmerkningene. Mest sat han og rablet og skrev paa nogen papirlapper. Undertiden hændte det jo at der forlød et barskt:
— Sitter du uopmerksom, gut! Læg væk de greiene!
Og Svend Bidevind la sine lapper bort. Engang stanset overlærer Bugge bak ham og keg over hans ryg.
Hvad er det du bestiller, gut? Faa se – hvad er det du sitter og skriver?
Svend Bidevind fór op som bitt av en orm, men da overlæreren vilde ha lappen, hadde han alt lynsnart puttet den i munden og tygget den sammen i en klump.
En anden gang Svend Bidevind havde uke og leverte sin tyske læsebok op paa katederet til adjunkt Svenningsen, fandt pludselig adjunkten frem et stykke papir inde i boken.
— Nei hvad finder man her! Et utrykt digt av hr. Svend, mener jeg!
Svend Bidevind blev ildrød der han sat, og reiste sig. Men Svenningsen holdt papiret høit op, la sig frem over katederet og sa:
— Det maa vi høre, mine herrer!
— Nei, nei, ropte Svend Bidevind, som var sprunget næsten helt frem mot katederet, og stod og rakte haanden frem efter sit papir.
— Gi mig det!
— Gi mig det? Hvad er det for en tone! Gaa og sæt dig! Og saa læste adjunkten med
høitidelig stemme:Seir tilslut!
Han stod paa gallionens dæk saa rank, saa høi, med vaakent øie Kolumbus, seileren saa kjæk, og agterut man hørte fræk et oprørsk mandskap vildt at støie. %vHan stirret utover det vide hav, hans bryst sig hævede og sænkte: „Skal intet land staa frem derav? Skal kun jeg finde her en grav for mig og for den plan jeg tænkte!” %vMen bak ham nærmet larmen sig, de kom med dragne sverd ihænde, „Vend om, Kolumbus! Vi vil ei dig følge paa din vilde vei, her skal din galskap ha en ende.” %vDe stimlet om ham, hujed, skrek, sverdklinger alt hans klædning rørte, de truet, bandet, larmen steg, Kolumbus stirret stum og blek, som om han intet hørte. %vDa smilte han med taus foragt. da stilnet deres vilde færden, de saa ham staa med armen strakt, — da saa de, lyst av solen svakt, en stripe av den nye verden.
— Se, se, et epos! sa Svenningsen. Alle guttene saa ned mot Svend Bidevind, de fleste fnisende med haan. Svend Bidevind sat med hodet i armene, næsen klemt ned i pulten. — En storartet digtning! sa adjunkten. — Der var nu feil i versemaalet etpar steder da! smilte Simon Selmer, duksen, fra sin førstebænk op mot adjunkten. — Dette maa man omhyggelig opbevare, sa Svenningsen paa sin spotske maate, idet han foldet papiret sammen. Da saa Svend Bidevind op. Adjunkten tok det sammenlagte papir og stak det ind i sin Brystlomme. Svend Bidevind reiste sig og sprang frem: — Gi mig det: Det er mit! — Det var dit. Nu er det mit, hr. poet! — Jeg vil ha det igjen, skrek Svend Bidevind med graaten i halsen. Adjunkt Svenningsen saa forbauset og strengt paa Svend Bidevind; slik hadde han aldrig set den stilfærdige gutten. — Hvad er det du vaager? |Vil|? Din vilje ligger foreløbig her i min lomme, Svend far, og der blir den liggende. Sitter du med slike uvedkommende saker i timen — jeg ser jo nok at produktet er skrevet med skolens blæk — saa tar man det fra dig, konfiskerer det, simpelthen! Da hændte der noget uhørt. Svend Bidevind stod fremme mellem de to første pulter, Simon Selmers og Anton Bechs. Da adjunkten ved sine sidste ord nikket blidt og klappet sig over brystlommen, slog Svend Bidevind av al magt næven i Anton Bechs pult, saa det smaldt, og ropte med graaten dirrende i stemmen: — Aa, det er skammelig! Adjunkten fór ned fra kateteret. — Hvad sa du? Hvad sa du, gut? han knep ham i øret. – Skammelig, skammelig! skrek Svend Bidevind rent fra sig, mens graaten tok overhaand over ham. Da smaldt en ørefik, en til, atter en, og for hver fik ropte adjunkten: — Hvad sa du? Hvad sa du? Og Svend Bidevind gjentok mere og mere skrikende sit: — Skammelig! Skammelig! Og det smaldt og smaldt og smaldt igjen, adjunkten slog ildrød av sinne, og Svend Bidevind ropte. Hele klassen sat som forstenet. Endelig holdt adjunkten op, slængte Svend Bidevind fra sig og saa glupsk paa ham: — Nu tænker jeg du har faat nok, din lømmel! Svend Bidevind stod likblek, skidden av taarer med spilte, stive øine, og saa ropte han, – det lød som et angstskrik: — Skammelig! Adjunkt Svenningsen fór frem igjen. Da reiste Anton Bech sig paa sin plads; han var klassens sterkeste gut, høi og lys. Ganske rolig traadte han ut av bænken foran adjunkten og sa: — Det |var| skammelig! Svenningsen tok et skridt tilbake og stod stum. Anton Bech saa ham rolig ind i øinene; bak ham hulket Svend Bidevind. Ellers var der lydløst stille i klassen. Adjunkten vendte sig og gik etpar ganger frem og tilbake over gulvet. Uten et ord gik han saa op paa katederet og begyndte at høre Simon Selmer i grammatikken. Anton Bech satte sig ned, og Svend Bidevind gik paa plads. Timen forløp dødsstille, bare med leksehøringens jevne, dæmpede ord. Da det ringte, gik adjunkt Svenningsen uten et ord, han glemte at gi lekse til næste gang. I frikvarteret holdt Svend Bidevind sig for sig selv, unna de andre; han var rød og underlig. Forresten holdt han sig ogsaa ellers mest for sig selv. Han hadde været paa skolen i snart to aar nu, og allikevel var det likesom ingen kjendte ham endnu. Utenfor skolen var han næsten aldrig sammen med klassekameratene. Han holdt sig mest hjemme i den store, gamle gaard, hvor han bodde. Nogen paastod at han lekte med jenter — han hadde etpar søstre; ellers visste man paa en eller anden maate at han derhjemme i gaarden hadde mange slags sine egne greier, som han stelte med. Naa, der var ingen som egentlig brydde sig om ham heller, eller gransket efter hvad han holdt slik for sig selv! Han var heller ikke fri for at være litt vittig av og til, vilde gjerne gi sig mine av at vite mangt og meget utenom, voksent; ikke samlet han paa frimerker, heller ikke paa knapper; han likesom holdt sig for god, for voksen til denslags. Nu gik han der altsaa for sig selv henne ved skolegjærdet, og de andre guttene stod i klump ved gymnastiksalstrappen og snakket om ham og keg bort paa ham. — Svinagtig uvørnt gjort da! fandt de fleste. — Digter gjør han altsaa, den gælningen! — Men like i synet paa Svenning da, gut! — Uforskammet! erklærte Simon Selmer; – bare vigtigheten for det verset naturligvis, som han synes er saa uovertræffelig storartet! — Det var da ialfald likere end dem jeg har set dig gjøre, Simon, tok Anton Bech i, han stod og saa over paa Svend Bidevind henne i gjærdekroken. — Hvorfor du blandet dig op i det, Anton! Karslig naturligvis, vrængte Simon Selmer. – Hvorfor jeg blandet mig op i det? Jo det skal jeg si dig, det var fordi du hadde blandet dig i det først, — for at smiske for Svenning. Og det var skidt gjort av dig, for det første fordi det var lumpent altsaa, og for det andet fordi Svenning altid er væmmelig med det haanet sit, som vi aldrig skulde le av. — Blandet jeg mig . . . .? — Kom du ikke kanske med nogen vigtighet om verseføtter! Ogsaa noget! Anton Bech stak næverne i bukselommerne og slentret nedover mot gjærdet. Da han nærmet sig kroken, vendte Svend Bidevind sig halvt til siden og pirket i plankestolpen. — Du skulde bare latt ham slaa væk, sa han ind i væggen, – nu faar du, du ogsaa. Der er ikke mening i slikt, ser du – for min skyld. — Mening! Tror du jeg vil sitte og la Svenning fornærme klassens ære! Skal han ha lov til at blande sig i lapper som han finder i boken, og som ikke rager ham! — Ja, men . . . . — Svinagtig godt gjort av dig, Bidevind, ser du, simpelthen svinagtig godt gjort! — Haa — — Nu kommer rektor altsaa. Han klager naturligvis nu straks, Svenning. — Ja—a. — Men jeg for min part sier rektor besked, jeg, ser du, om Svenning sine lumpenheter. Det kan du stole paa. Saa kan han gjøre hvad han vil. — Tror du det blir — fælt? — Aa det er ikke godt at vite. Ifjor blev Anders Holm vist ut, han. Han hadde sagt „tosken!» til overlærer Bugge — Vist ut av skolen? — Ja, simpelthen. Men det var jo værre. Gubben Bugge er ikke den lumpningen som Svenning er! Det ringte, og frikvarteret var forbi. Der blev usedvanlig fort stille oppe i klassen. Det var rektors egen time, historie. Det varte længe for rektor kom. Alle skjønte det; det var Svenning som klaget! Endelig kom han, og der gik et ryk gjennem guttene. Rektor Holst var en mørk mand, altid meget alvorlig. Han gik op paa katederet, fik leksen av ukehavende, Svend Bidevind, og stilte sig som sedvanlig deroppe med benene litt fra hverandre, hænderne paa ryggen under frakkeskjøtene. Han vugget sig svakt fra den ene side til den anden; øinene, som laa mørke og dype under den høie, blankhvælvede pande, gik rolig ransakende utover klassen. Flere minutter gik. — Du Svend! sa han endelig. Rødmen jog Svend Bidevind op i kindene, og han reiste sig angstfuldt spændt. — Fra hvilken begivenhet daterer vi det avsnit i verdenshistorien vi kalder «den nye tid»? — F—fra—fra Amerikas opdagelse. — Hvad aarstal? — 1492. — Ved hvem? — Kristofer — Kolumbus! svarte Svend Bidevind. «Kristofer» kom straalende, i Svend Bidevinds henrykkelse over bare at bli hørt; men ved «Kolumbus» blev han pludselig blodrød og hvisket navnet ned for sig. Der gik et dæmpet knis gjennem klassen, — meget dæmpet, eftersom rektors mine ingen tilladelse gav til lystighet; streng og alvorlig stod han deroppe og vugget. Men leksen idag var om krigen mellem Nord- og Sydstatene i 1864, saa dette at begynde med Kolumbus og netop Svend Bidevind, — naa, trods den strenge mine gav det dog en lettende anelse om at rektor ikke hadde tat Svennings klage saa skrækkelig høitidelig! — Hvad landsmand? — Spaniol. — Vims! — Nei — Genueser! — Men Spaniolene? — Utrustet ham. — Gi mig en kort fremstilling av Amerikas historie fra dets opdagelse til 1860. Svend Bidevinds øine lyste — for her var han i sit element! Historie og geografi var de eneste fag Svend Bidevind kunde noget ordentlig av. Ikke saa at han læste stort mere paa leksene her end ellers; men paa et eller andet ubegripelig vis lagret der sig op i ham her hele sikre kapitaler av kundskaper som han aldrig mistet, altid hadde klare og paa rede haand. Han behøvde bare at lukke øinene og se ind i sit indre hode; der hadde han staaende spikerfast hele verdenskartet med hav, land, byer, floder og berg, menneskeracer, kvadratmil, indbyggerantal, ut- og indførsel, næringsveier og al den ting. Og historien — den laa som bevægelige billeder over alle geografiens land, han saa den for sig lyslevende for hvert land, hvis farvelagte grænselinjer utvidet sig og trak sig sammen efter tidenes skiftende skjæbner. Han hørte det drønnende, taktfaste tridt av de romerske legioner om Middelhavslandene, saa Hannibals elefanter i møisommelig, tungt stønnende fremgang over alperne;- han saa støvskyen i øst av de fremtrængende huner og germaner; i sorte skygger laa middelalderens borger i skog og paa fjeld rundt i Tyskland og Frankrike, med klemt langt borte av kirkeklokker, brus av dæmpet munkesang bak klosterportene, og trompetstøt, lansebrud og slag paa skjold under ridderturneringene. Fra Norden kom skibe med Nordsjøens skumsprøit under de løftede dragehoder, ombord stod lyshaarede vikinger i blaa kofter og sølvbelte, blikket utover havet mot sydens eventyr og rigdomme. Længere frem var det som randt der lysen sol over verden, tunge taaker drev hen, og langt borte i lyset steg den nye verden frem av havet; hjemme i Europa hørtes Luthers klare tale i Worms midt imot keiser og pave, fra nord kom «Snekongen» Gustav Adolf med svensker og finner som et snehvitt veir ned i roteriet og uklarheten i Tyskland. – – – Saa blev billederne rikere og mangfoldigere, de vrimlet frem i øst og i vest, nord og syd, det var som de tok paa at kappes, alle landene, om at gjøre historien broket og vanskelig! I Spanien gik Filip den anden stum og mørk med sine prester og munker og holdt pinlige forhør i kjelderne og brandstinkende autodafeer paa gater og pladser; men Wilhelm av Oranien og de flittige nederlændere bød ham den seige trods, og de kjæmpet og sultet og led og holdt ut, brøt sine diker igjennem, saa havet flommet ind over deres blomsterhaver og frugtbare enger og skylte over hoderne paa Alba og hans sorte spanioler. — – – I England sat dronning Elisabeth med sin kniplingskrave og sit røde haar og halshugget Maria Stuart, men bygget sig sin sterke flaate, sendte stolte Englændere verden over efter nyt land og nye veier; saa kom Jakob og Karl I og den mørke Cromwell. – – – Men saa var det som tidde alle de andre stille og holdt op en lang stund for bare at se paa Frankrike! Her stod Ludvig den fjortende med allongeparyk og høie hæler paa sin trone i Versailles, og det lavet om ham av pragt og glans og av magt som de andre bare bøiet sig ydmygt for og adlød; hele Frankrike blev til en festsal i straalende lys, hvor hofmænd og damer bevæget sig sirlig i krans om kongen – de herrer med silkestrømper og spidse kaarder, damerne i uhyre fiskebensskjørter og høie parykker, — og der var ikke andet i verden at se paa end Frankrikes festlige sal! Konger og keisere stod utenfor og stirret og saa og glemte sig rent bort, der blev næsten ingen historie av hos dem selv! Og saa vaaknet de pludselig op allesammen ved et dundrende smeld og en stemme som skrek paa tysk, saa det skar gjennem hele Europa. Det var Fredrik den store av Preussen som pludselig gav ild og kommanderte frem sine kjæmpesoldater mot Østerrike og Rusland og Frankrike tilsammen; og alle kongerne og keiserne rundt om i landene fik øinene til sig og tankerne med fra det franske hofbal, og saa saa de at hundrede aar var gaat, og at de rent hadde forsømt sig! Og længe varte det ikke før de fik syn for at hele stasen i Versailles, som slik havde blændet og bundet dem, var raatten og ormstukken i de hundrede aars løp med Ludvig XIV og Ludvig XV: Revolutionen kom rullende fra bakgaterne i Paris som en flodbølge der vokste og vrælte og slog sønder og sammen den hele maskerade; parykkene føk og hoderne efter dem av alle hofmændene og damerne — og høiest tilveirs føk kongens og dronningens, Ludvig XVI’s og Marie Antoinettes. Saa gik det blodrødt for sig! Pøbelhoben hylte, Danton, Marat og Robespierre brølte utover dem, og uavladelig knirket og gik guillotinen, skar og skar hoder fra halser, som brødkniven gik til frokost om morgenen, naar mor smurte mat til dem allesammen derhjemme. Paany var der ikke andet i verden end Frankrike; og alle kongerne og keiserne samlet sig i forfærdelse og gik imot for at stanse guillotinen, jage pøbelen fra hverandre og kvæle Danton, Marat og Robespierre. Men saa klang stormklokken over Frankrike, og de myllret frem i tusenvis og tusenvis, barbente og fillete, med høigafler og ljaaer, foran gik revolutionsmændene og ropte brændende ord — det var som en eneste ild og sydende lue mot grænsen, og kongerne og keiserne veg tilbake, bleke og forfærdede. — — — Men ildsluen vendte hjem ifra grænsen, slog ind i Paris, i hele landet, det vokste og steg i et grænseløst helvedesleven, hoderne føk, og blodsprøiten stod tilveirs, pøbelhyl, rædselsmanifester — — — — Holdt! tordnet en stemme over alt brøl og alt skrik — og det blev stille med ett. Pøbelen spredte sig, ildsluen sank, og røkdampen spredte sig for vinden; Frankrike laa stille i den klare dag, og øverst paa alle de sammenramlede revolutionens ruiner stod en eneste liten mand med en trekantet hat, armene overkors og øinene dype og truende. Og bak den store Napoleon ordnet sig alt det som hadde brændt og brølt, i tætte, faste soldaterrækker under trikoloren og den gyldne keiserørn — og i femten aar var der ikke levende fred for alt hvad konger og keisere het i verden, de piskedes, jagedes, tumlet om hinanden, kanonene tordnet fra Spanien til Rusland, og frem gik Frankrikes keiser fra seier til seier, og alverden laa foran ham i rædsel . . . . . Der var bare ett land som holdt sig ukuet, — laa og seilet og krydset utenom ham og passet paa i alle aar, aldrig gav sig, aldrig tok sit øie fra ham eller sine vaktende skuter fra hans vei. Det var England. Og midt i hans seiersrus, midt i rædselens torden over de andres hoder — hugg englænderen kloen i den lille mand med den trekantede hat og løftet ham over land og videste hav og satte ham hen paa den fjerneste ø i verdenshavet. Og siden blev der stilt og kjedelig langt frem i historien. Og Svend Bidevind hadet ingen i verden som Englænderen for det, saavisst som han elsket og led med ham derute paa den ensomste ø i havet! — — — En kort fremstilling av Amerikas historie! Slik pleiet rektor Holst alt i ett at ta en rask oversigt over hele land og perioder, og med sit ransakende blik hadde han jo nok opdaget at dette var Svend Bidevinds rette felt. Saa svart og utilnærmelig som rektor stod deroppe paa katederet og vugget sig, saa lyset blinket i den høie elfenbenblanke pande, — Svend Bidevind følte nu allikevel en viss tryghet for ham; at han spurte paa denne maate just nu var som en anelse om at der dog var at haabe paa en høiere art av retfærdighet end adjunkt Svenningsens ildrøde ørefiker! Og den korte fremstilling gik særdeles godt. Rektor sa ikke sit vanlige «Vims!» mere end etpar ganger, og Svend Bidevind fik en av rektors bitte smaa, fine enere i karakterboken. Timen gik langsomt og stilfærdig videre med dæmpet mumlen om den amerikanske borgerkrig, og av og til rektors korte: — Vims! eller: — Er du slik du? Endelig ringte det, og leksen blev git til næste gang. — Du Svend og du Anton Bech blir tilbake her. Gaa ut dere andre. Nu kom det altsaa! Svend Bidevinds mave krympet sig sammen under brystet. Der blev tomt i klassen. Rektor stod paa katederet, uforandret vuggende sig. — Kom frem her, dere to. Anton Bech og Svend Bidevind stillet sig op foran katederet. Anton saa trodsig mørkt i katedervæggen; Svend Bidevinds blik laa angstfuldt avventende paa rektors alvorlige ansigt. — Adjunkt Svenningen klager til mig over dig, Svend. Han har fundet dette vers i din bok, — rektor trak papiret frem av sin lomme. — Istedenfor at straffe dig for at du befatter dig med denslags uvedkommende ting i timen, finder han behag i dit vers, læser det op for dine kamerater, og vil selv opbevare det. Herfor burde du — baade som hr. Svenningsens elev og som digter — være hr. Svenningsen meget taknemmelig. Du er imidlertid alt andet; du er uforskammet mot hr. Svenningsen. Du har faat dine velfortjente pryl for det, min ven. Og her har du dine vers tilbake — hr. Svenningsen finder dem allikevel ikke værd at opbevares. Værsaagod! Rektor rakte papiret frem, og Svend Bidevind tok det, blodrød i ansigtet. Rektor stod en stund taus vuggende sig, mens han ufravendt saa paa Svend Bidevind. Saa man nøie efter, var der et fint tegn til et bitte litet smil om rektors tynde læber. Endelig vendte han sig mot Anton Bech: — Nu Anton, har du intet at si? Anton Bech saa spørrende op. — Jeg hører jo du optræder som selvbestaltet høiesteretsdommer i klassen. Men du er kanske naadigst tilfreds med mine bemerkninger til Svend? Jaja, da er jeg altsaa heldigere end hr. Svenningsen, som jo fik sit pas paaskrevet av dig. Jeg faar si tak da! Rektor rakte haanden frem. Anton Bech slog øinene ned og stod urørlig. — Gi mig haanden du, gutten min! sa rektor med pludselig forandret tone — næsten hjertelig og gemytlig! Motstræbende rakte Anton Bech haanden frem; rektor trykket den let: — Ja, nu kan dere gaa, dere to. Svend Bidevind og Anton Bech lunket ut sammen. Et stykke ned i trappen — de gik side om side nedover — stanset Anton: — Jeg synes altsaa det digtet dit var svinagtig godt jeg! De gik videre nedover og nærmet sig døren. Ute i skolegaarden gik leven og skrik og skraal som sedvanlig. Atter stanset Anton Bech: – Du Bidevind, sa han, — vi er enige om ikke at si et muk til de andre om hvad rektor sa! — Naturligvis! svarte Svend Bidevind. — Ja ser du, sa Anton, — for de nautene vil saa ikke skjønne likevel at rektor egentlig var svinagtig koselig mot os. — Nei, sa Svend Bidevind. Han stod litt fortænkt; saa sa han: — For han var vist svært koselig, du? Jeg fik igjen digtet mit ogsaa jeg! — Ja, vist ut av skolen blev vi da ikke, lo Anton Bech. og dermed gik de ut i skolegaarden. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Svend Bidevind gik fortænkt baade den dagen og dagen efter. Der var noget han spekulerte paa. Tredje dagen hadde de igjen historie med rektor. Og hele timen igjennem sat Svend Bidevind paa sin plads med hodet paa skakke og saa med sit høire øie ufravendt paa rektor, med det venstre stivt i sin egen næserot. Rektor Holst stod der oppe som ellers, men Svend Bidevind fandt tydeligvis noget ekstra ved ham den dag. Da timen var slut, gik Svend Bidevind som ordensmand alene igjen i klassen og lukket op vinduene, vasket tavlen og la frem kridt til matematiktimen, dyppet svampen, satte frem den svære træpasseren. Da han var færdig, stod han en stund og saa i katedervæggen. Saa nikket han frem for sig som med en beslutning: — Jo! Rektor var igrunden en koselig kar! Men fra disse dage var det som blev der nogen forandring paa skolen for Svend Bidevind. Ikke nogen stor eller særdeles merkbar. Men mens han før hadde sittet der som den der ikke i nogen maate hadde andet med det hele at gjøre end bare at snike sig igjennem de seks timer og saa pile hjem til middag, hadde han nu faat som et baand — eller rettere to baand — mellem sig og skolen. Det ene var rektor Holst. Hver eneste historietime sat Svend Bidevind og keg op paa den mørke mand som saa pludselig var blit forandret for ham fra hele skole- og lærer-fiendtlighetens øverste herre og fjerne mester til et menneske, der jevnt og venlig vilde forstaa og tale og dømme som et almindelig menneske — utenfor skolen. Og alt eftersom han slik sat og keg og iagttok, fandt han mere og mere godt og beroligende ut av rektors ansigt, hans stemme, hans holdning. Den høie, blanke pande under det ravnsorte, opstrøkne haar syntes ham saa klok og ren; i de alvorlige øine saa han ret som det var glimt av smil og venlighet. Stemmen og den sagte, regelmæssige vuggen frem og tilbake var saa rolig og værdig. Aldrig blev rektor hidsig, aldrig slog han eller skjeldte han; naar han sa sit: «Vims!» eller: «Er du slik du?» virket det ti ganger mere end f. eks. Svenningsens spot og vitser eller overlærer Bugges lange straffeprækener. Og en stor, stor ting til: For rektor var alle guttene like; der var ikke mere smil eller ekstra venlighet mot dem paa første bænkerad end mot dem paa sidste. „Vims!” lød like strengt til Simon Selmer som til vesle Søren Manddraber, klassens største tosk, som altid sat nederst nede. Før hadde Svend Bidevind altid syntes at rektor lignet det svarte billede hjemme i Daae og Drolsums illustrerte verdenshistorie av hertugen av Alba. Eftersom han nu sat og saa paa ham, især naar han rolig og urokkelig klart gjennemgik store avsnit og perioder av historien for dem, — forsvandt Alba, og rektor lignet mere og mere, især i panden og øinene, den store Napoleon. Inderst inde paa bunden av Svend Bidevinds sjæl drømte der som en vak uhyggelig anelse om at en dag maatte syndfloden bryte ut over hans hode. Saa han paa sit skoleliv fra først til sidst, var det intet uten forsømmelse og huller overalt. Intet kunde han helt, alt hadde han sluntet unna, gjettet sig fra. Det var gaat saa nogenlunde fra maaned til maaned, fra aar til aar. Men i virkeligheten svævet han over en avgrund. En dag maatte regnskapet komme. Og det vilde bli forfærdelig! Disse tanker skjøv han altid fra sig. De kunde komme pludselig, baade paa skolen og utenfor — som en frysning gjennem kroppen. Men forfærdeligheten var for stor derved, angsten for uhjælpelig vild; den var ikke til at ta op! Nu, efterat han saa at si hadde «opdaget» rektor Holst, hadde han i denne enslags nødanker. Han fik en fortrøstende fornemmelse av at naar det engang bar løs for alvor, naar skolen gjorde op med ham, far blev hentet og underrettet om det hele osv. – da vilde kanske allikevel rektor Holst ikke helt slippe ham. Forhaanet, pisket, flaadd vilde han nok naturligvis bli — men ikke helt dræpt! Ikke jaget fra skolen, ikke opgit, sendt tilsjøs, eller overhodet behandlet som den der aldrig kunde bli bedre. Samtidig med at han hadde fundet denne trøst, blev tanken paa den forfærdelige opgjørets dag mere levende i Svend Bidevind, oftere forekommende. lalfald i hver historietime hadde han den lyslevende for sig, saa han sat og svedet paa bænken, mens han i al stilhet utmalte sig hvorledes det vilde komme og forløpe. Saa sat han og saa paa rektor fra siden, og følte det som stod han alt over ham . . . . . Han begyndte for alvor at læse paa historielekserne, og rektor Holst var fornøiet med Svend Bidevind, — saa litet han ellers anet hvad for slags tanker gutten gik med, eller at den lille fyr med hodet paa skakke og det underlige bidevindsblik i virkeligheten sad der og forgudet ham, klamret sig til ham i sine angstfulde tanker! Det andet baand for Svend Bidevind var Anton Bech. Fra hin dag med digtet og Svenningsen var der venskap mellem Anton Bech og Svend Bidevind. I begyndelsen ganske faamælt og umerkelig. Siden varmere og mere aapenlyst.