Sus/3
Han stansed av og til, hørte paa fossen, som dured tung, gemt under issvul nedfor gaardene over paa anden side fjorden, stirred ind i den lyse taage, som samled sig rundt raaken, der duren drukned under den tynde is.
Han lytted, lukked øiet. Aftenen var susende stærk og stor.
Han var paa vei indpaa moen — moen var saa underlig langsynt ligesom i maaneskin.
… Hvad var det for skraal langt der syd? …
Det var nok borte hos Tore Prammand det hujed. Der tog øvredølinger altid ind og hvilte vinterkvælderne paa vei fra byen — det var blit en vane, de hadde nu været saa vene ogsaa alle døtrene syd i moen.
Han lytted. —
«Han leke!» skrek det vildt ned ved stuen. — «Spunse te kaggjen! Spunse!» kom andre.
Det krased tæt opover stien — der kom en skygge nedfra tunet; det var det hvide, som titted bag risgærdet i sommer.
«Her æ spunse!» graat hun og slængte det væk fra sig i grøften. «Dei banna so stygt, du! … Dei drikke seg i hel …!» hixted det; faren vilde plent hun skulde ta hestehandleren! — «Aa ja ja!»
… Hun rømte nord i svingen til prosten. Han saa efter hende — han kendte saavel igen den skridende gang! — —
«Spunse!» hujed det.
Han gik ned til gærdet, holdt sig i stauren.
De raved øre om hverandre ud og ind døren, stod og svor paa tunet, skrek efter spunset; lyset stod ræd bag de smaa ruter. Hester tygged i maanelys, stjal fra nabolasset langs risgærdet.
«Du ha tekje spunse mit, di geit!» skrek hestehandleren med ét, — han for indpaa skoleholderen. Han slet sig væk, sprang; den anden efter. De smatt under heste-buger, krøb under slæder. Skoleholderen vilde over gærdet længer borte, kappen sad fast; hestehandleren slet ham ned, fløi i synet paa ham, brækked ham bagover mod en slæde-karm. «Fan brrrrænne!» De trilled av, vælted rundt nedover den rimete issvul, blev tilsidst liggende fast nedved et lidet udhus. Hestehandleren laa ovenpaa og svor og fræste …
Herman Ek tog fastere tag om gærdestauren, — der blinked noget i maaneskinnet! — det var skoleholderen, som tvang sig til den datter av Tore, som hestehandleren var lovet! …
En svær kar stod og skubbed sig op til udhuset — det var Furutveits-kaxen i skindpels; med et overhændigt brak gav det efter i øvre stolpen, stupte i bakken over de to. Han sprang frem paa tunet, hujed med alle sine lungers magt; — det var nok Tore, hun vilde hat, den konen han fik! …
De to krøb frem under bordenderne. Skoleholderen sprang ind.
«Du ha myst naasi di Torjus!» skratted de mod ham derinde i lyset; — hestehandleren hadde snydt ham, lo de; kom saa med en blikpægl og trued ham til at drikke. —
— Det slog i dører, og stamper blev væltet ned i fjøset.
«Ho æ inkje her!» skrek det. Tore Prammand hørte ikke, han stod midt paa tunet i uldtrøie og nihujed efter datteren.
«Ho æ inkje her!» skrek hestehandleren igen og sprang indpaa ham, slet ene buxeselen av ham, holdt ham i den anden:
«Antan dotte di! — hell og pængane fø gampen no paa timen ikvæld!»
«Bia! bia!» bad han.
«Bia ja!» rykked han den anden sele av. «Eg bidde sist, te skulehaldaren tok ho Siri!»
Furutveits-kaxen stod deroppe i veien og hujed, saa der ikke var ørens lyd; han brød ned risgærdet. Han gav hesten to svære rap over ryggen, saa den stod paa toben, spændte den i laaret.
De andre stormed op efter. Hestene blev vilde — de kendte skriket fra før og vented rappene; — «ptro! ptro!» … de stod paa to ben og slængte med luggen.
Furutveits-kaxen vælted slæden, svor at han skulde være fremme paa hvælvet slæde lige saa tidlig som de! — —
— — Nu kom de! Herman Ek sprang hjemover; han naadde saavidt indenfor den hvide grinden nedfor Fossum-gaarden, til de kom ud av skogen. Han stod og lytted. Det var mørkt, maanen gled ned i aasen, saa deres mod øged i bringen og skriket i struben.
Han vented; det var ligesom det grufuldeste han endda hadde ventet paa. Han holdt sig i grinden.
… Den spræke blakkede hesten til Furutveits-kaxen først, i vildt gallop, med hvælvet slæde; det var ikke andet igen av lasset end manden, som sad bred mellem meierne; … «huij!»
… Saa en til; der sad en mand baglængs i enden av slæden og tralled; sopte vist benene efter sig i veien:
«Kor æ naasi — kor æ naasi?» sa det — han sad vel med stumpen i vaatten; «… huij! …» Torjus, skoleholderen —
Saa de andre; hujende feied det forbi gaardene, slingred mod stabbesten og gærde og bordvæg; — nakne svepeskaftet var igen, gik uden stans mod hestens rædde lænd.
«… Torjus myste naasi!» … «Huij! …»
Julelass efter julelass — det soped forbi, som naar felen og dansen gik paa det vildeste i gamle stuer.
«… Fan brrrænne!» suste det; «… brrrænne! … brrr … huij!» …
Det hujed styggest udenfor præstegaarden — det kvikked paa prosten til helgen; — blev saa væk nordenfor svingen ind i moen; den slap dølevildskapen ud her syd, den lukked den ind igen der nord.
— — Fan til raat folkefærd! — —
Han sprang op paa sit værelse, tændte lampen, ledte frem Sallust; — han vilde videre, … læse til artium, læse sig ud av dalføret! — —
Han sad langt udover natten, nilæste. —
Med et suste det rundt om hodet — det var som en tæt sværm kom flyvende indover ham fra alle kanter. Han lytted — det slog ned i ham med rovfugl-kloens fart; han spratt i veiret, stod og stirred ind i lampen og skalv: — han saa det igen! tollekniver og tømte kagger … bidslerne som rykked vildt i blodige hestekæfter … de hvasse smæld under skarpskodde hover! — ja dette var raat folkefærd! — —
Det knirked hidover gangen, han kendte morens trin:
«Er du oppe endda?» lukked det paa døren.
«Der er noget ætsende ved latin du!» smøg han unna.
«Du behøver jo ikke den nu, efter brevet idag — bedstefar vil, at en av dere skal overta Nedre-Foss-brug.»
«— Ætsende, fordi én ligesom ikke kan holde op, naar én først er inde i noget,» sa han ligesom til sig selv.
«Jaja læg dig nu, gutten min.»
— Han klædte av sig, slukked; han blev staaende foran sængen i gys og stirre udi det stummende mørke,
… fan til raat folkefærd! …