Sus/13
Da han næste dag hented avisen i kassen nedpaa bryggen, laa et lidet brev stukket ind under omslaget.
Han satte sig paa stabbestenen.
Et kort med tynd guldkant om.
«Nei nei Herman Ek, jeg kan ikke sove, før jeg faar sagt Dem tak for den deilige vise; jeg skrev den ned efter hukommelsen, da jeg kom hjem. Den visen blir mit liv — den rummer ligesom alt.
Han satte sig paa andre stabbestene, flytted sig og satte sig.
… Hadde hun lagt sig, da hun fik den tanke at skrive det kort?
… Stod hun op fra sin hvide varme sæng?
… Sad hun i kniplingskantet natlinned, lys og skær?
… Og de nøgne ben gemte sig i kaschmir-gedens bløde bløde haartotter?
… Hvordan sa hun Herman?
Hun sa Herman saan med spids spids mund — det navn legte længe hviskende i munden som de smaa klask mellem tjernets mygeste Siv. Og hun sa Herman med brede bløde vaade læber, som brandt imod kys — navnet væded dem som store stille sommerbølger væder de hede havskær.
… Hadde hun smilehul paa knæet? …