Sus/10
Herman Ek sad paa bænken udenfor Dronningparken med benene slapt overkors og stirred over pladsen mod den lyse slotsvæg.
Moren hadde været i byen for at købe nye møbler til alle værelser paa Fossum — det gik saa udmerket med fabrikerne. Men brevene hjem hadde været faa i vinter og i vaar, saa det var vel egentlig for at se til ham.
Han hadde ikke nævnt Stenshoug’s eller avskeden eller brevet i kassen. Han hadde gaat hele dage og ingenting sagt, og naar hun snakked om Nedre-Foss og moderne idéer, svarte han ikke, hun ægged ham ikke, gjorde ham bare stum; han gik stille, som det var et menneske, som skulde sove.
Og i formiddag fulgte han hende paa fæstningsbryggen. Han vented, til hun var vel ombord, og propellen kom med det første slag, — da ropte han op til rællingen, at han ikke kom hjem i sommer alligevel; han vilde bli i byen og læse for at ta juridicum til næste aar. Hun graat, da han sa det; derfor vented han ogsaa, til hun var vel ombord — hans mors graat var styg, fordi den altid vilde noget.
Han skyndte sig væk, listed sig sky hjem de smale enslige sidegader, som han altid gjorde det den sidste tid. Han undsaa sig for solen — den sken ikke for ham, men for dem, som lo; han undsaa sig for menneskerne ogsaa — de saa paa ham alle, saa paa ham som tømmerhuggerne paa isen; de smilte av denne ungdom, som ikke hadde kraft til at holde sig oppe. Og somme tænkte vist som gamle Stenshoug. —
Hjemme paa værelset blev han staaende foran speilet, som han pleied: det var som hver dag som gik maatte riste et merke i ansigtet! Han stod længe og stirred ind i sit eget øie — blikket hvilte dybt derinde bag det klisne æble, stort og mørke-, mørkeblaat; slik maatte et trolds øie lyse inde i en mørk skog, naar det skræmte om natten! Det var ligesom ikke et menneske, som eied det glimt. — Men ansigtet var det samme som da han sidst stirred ind i det: en graatfyldt stille vent i øine og om den halvaabne læbetørre mund.
Han gemte sig indunder tæppet, laa og hutred, som han frøs; livet var ubotelig lammende trist som en nøgen bondegrav i bortgemte dalfører, naar vinden rusked kaat og grum gennem syre-strantens tørre stilk! — —
Han blev liggende udover; saa pigen kom ind og skulde spørge fra fruen, om han ikke kanske var frisk.
Han sprang op, da han blev alene, stirred ind i speilet igen. Han stod stiv av angst: — jo denne dag hadde ristet merke! — I en blink saa han det.
Han stirred paa det sorte haar, som laa klemt fremover den glatte pande; han fulgte den tynde næse, som stak saa hvast frem. Han saa noget ondt i det ansigt: — der var kommet et menneske til, et urvæsen, som hadde skallet av den gamle følelse, den gamle karakter, saa hans sinds ursaft ligesom laa nøgen. Han saa et uudgrundeligt vilddyr, som reiste sig stærkt og koldt og ikke længer tog hensyn. Han saa en djævel! — —
Da var det han stormed ud, rømte til sin gamle bænk ved Dronningparken mellem syriner og hæg og barnepiger i hvide forklær.
Han sad her og lytted til fodtrin langs singelens sand.
… Frihed kræved tilintetgjørelse; for det var jo viljens hærjende brand, som kræved frihed! — tilintetgjørelse av det udenom ham, men ogsaa av det inde i sindet! Han kendte det: — frihed var en tørst, som satte sig i struben og aldrig kunde stilles; den var et tryk, som la sig for brystet og aldrig kunde lettes. Der var jo ikke ro, ingensteds, ingensinde; han spiste ikke, han sov ikke, — og om dagen holdt han til paa denne bænk; han vilde noget inde i sig selv ustanselig tillivs, vilde magre og pine ud det, som altid kræved mere frihed! Men tørsten og trykket flytted sig aldrig! …
Han sad og halvsov med vide næsebor, som suged glad sommer; duften fra den og barnelatteren og sang fra fugl blanded sig tilsidst til en mildt berusende drik, magtstjal og bandt ham i timer til bænken. Hans øie hang sløvt ved støvet, som dryssed fra kastanjernes strunke blomster-kærter; hans tanke seiled uden hold inde i skyernes flyttende sommerrøde uld, seiled, seiled.
Han sad i et skred av billeder, som vælted udover ham uden stans; — alle disse mennesker, som gik forbi ham, var som de blege ansigter ved nattetid indpaa moen, som gled av og ikke svarte godkvæld; om han snakked og lo, vilde hans stemme dø fjernt, uden genlyd, som de gamle damers stemme derinde under Dronningparkens raadne mørke trær! Hans sind var et slunkent konvolvulus-bæger; han var flygtig som fodtrins sang i singel-stenen; han var unyttig som skyens skygge, som den blege væv i raadnede bladet. For han voxed ikke som bonnetampen med aarring troværdig uden paa aarring …
— En stansed ved bænken.
« De trækker frisk luft!» sa det og satte sig. Det var Anton Sørbærg med en avis i jakkelommen.
Herman Ek svarte ikke; han gæsped og flytted sig for at gi plads.
«Hvad var det for en gammel kraake De gik med idag nedpaa bryggen?» snøvled det om lidt.
«Aa, det var en mor av mig,» smilte han ligegyldig og sukked.
«Saa; — en mor av Dem!»
«Tjah,» sa det tonløst og kort — det var som en hvas sten skar sig gennem vandspeil og blev væk.
Herman Ek strakte sig og gæsped igen ligegyldig; han blev liggende tilbage i bænken og se den anden i den selvgode ryg — han sad foroverbøiet og saa ned i straahatten, som han tørked.
Herman Ek var begyndt paa hans lille digtsamling, som kom ivaar; men han maatte lægge den fra sig — det øged saa, trykket for brystet. Det var vers og digte i prosa; der var «Walpurgisnat», «Hexefest», to isnende hymner til satan, sære i rytme, sælsomt fraadende av ubestemt sinne. De skulde lægge den sidste mine under det gamle samfund; derfor hadde de ogsaa lat vente paa sig — der var altid et rim som mangled iskrystallets spids, en rytme som ikke var sær og forbløffende i sit fald, en stemning som ikke gemte uhygge nok. Han vented og filte; han var engageret i en avis, som holdt paa det bestaaende, da samlingen endelig kom. —
Herman Ek stirred paa de store magre sener i nakken; han saa med ét ligesom saa forunderlig langt ind — tankerne hadde engang ligget og flaxet inde i denne stærke hjærne ogsaa, som fugler med hvasse klør.
Men han hadde endda en vilje — den vilde leve, og den vilde leve ved at si nei til andre viljer. Det gav ham ikke fred; det var det, som drev ham rundt som sult, til studentersamfundet, til de store kaféer, hvor han sad og lytted og lurte efter nye viljer, som vilde kaste om teorien om dekadent aarhundrede. Det var paa den maade Sigvart Stenshoug kunde si, at han var mer lysten efter unge viljer end Sodoma’s mænd efter guds engle. — —
Herman Ek sad længe og kendte sig frem i hans sind; — det var visst stundom saa, der skulde bedre karakterer til for at være radikal end for at være det andet! — — Det kom som hed graat over ham: han vilde ta denne mand med tanker og viljer, som klored blødende rifter hver stund, klemme ham til sig, ikke la ham gaa, før viljen og tanken hvilte! — —
Det pibled og spirte inde i ham, det hvisked og lo; han hadde aldrig kendt den slags glæde. Han sa ikke noget strax, blev siddende bagoverbøiet og føle glæden; strøg over den fremmede ryg, let saa han ikke skulde kende det.
Men Sørbærg saa op og flirte:
«Jeg tror, De —?»
«Det var spindelvæv paa —», kom det ligegyldig.
«Hvis det ikke var et langt kvindfolke-haar da!»
«Ja, hvis det ikke var et langt kvindfolke-haar! — ha — ha — ha,» smaalo han længe og tvungent; det var som stænglen i hans sind blev knækket paany.
«Hvad mente De forresten med frisk luft den aften i samfundet?» spurgte det stikkende med et nedfra sanden.
Det visned inde i ham: — vidste han hvad han mente! — —
«Det var godt sagt, det var fan saa godt sagt. Men hvad var det De egentlig mente?»
Herman Ek kremted sagte; han vilde svare, vilde forklare; — dette var ikke gamle Stenshoug, han skulde faa pine det han vilde! — det var jo sig selv og sit eget syn han ikke kunde slippe, men sad og smaapinte! Han slæbte sig ligesom frem for at klappe ham én gang till — —
Men den anden lod, som han ikke hørte, og begyndte selv:
«Meninger! meninger! — en mening er noget for stort til at slaas om, der er livsgru i en mening!»
Det tætned tungt og klamt om Herman Ek — det var som en taaget høstdag i hovedstaden, sottung og uden lufttræk … klisne fede brostene med gulgrønne spytklyser fra brystsyge arbeideres urene svælg … ækkelt og seigt! — der var intet frem og intet tilbage, — hæslig stilhed, hvor al den gift som luften eied, daled sagte ned sikker paa sit offer …
Den anden reiste paa sig, slog ud med armene, lo:
«Det skønner nu ikke de menige, reformernes menige. Her kommer de den ene efter den anden, ser paa livet som det var et nybygget vaaningshus, river ud en flis, glor paa den, lugter paa den, vender sig rundt med kendermine, som kræver enighed: — denne flisen har faat gal plads Di! — sætter den saa ind paa et andet sted, — til næste kommer og flytter samme flisen — da ryker de ihop. Det er tarvelige folk, som driver den slags trafik, — reformernes menige er nu altid tarvelige folk.
Nei, en mening er mer end en flis! der er livsgru i en mening!»
Han stansed, stirred paa ham med spiddende haan i blikket; sa saa med ét:
«De har nok en vis svaghed for affekt De!»
Det blev stilt.
«Det var forresten træffende, det De sa i samfundet. Det gælder at ha dette mod til ikke at mene, enfoldighedens mod saa at si, reise sig, slaa om sig: — fan i vold med dette snak! — det er det som skal til. Men det er ingen, som har det mod i denne standpunkternes opskræmte tid.»
Sørbærg saa længe paa ham igen.
«Folk mangler frisind, naar de mener, — ikke andet!» svarte Herman Ek og retted sig, han sprælled og fik meninger, naar han blev spiddet: — han vilde ikke være enig med det menneske i noget! — — «Ellers kan de faa mene hvad fan de vil!» Stridsindet tog ham saa sanseløst, i det samme det kom, at ordene ligesom skvatt og skalv.
Sørbærg merked det og saa op.
«De skal overhovedet ikke mene!» tog han i og stirred med haan, som vented. «Meninger bærer gru indover livet, fordi det er den levende ursaft i os, som da stivner, — det er de størknede naturer, som mener; det er det flydende og det skælvende, som lever!»
«Heh, der har vi jo en mening av Dem alligevel, som kræver enighed!» haanlo Herman Ek med de tynde læber, Sørbærg snakked sig i ring bare for at tvinge ham! —
Det blev en lang stilhed; det flirte ligeglad bag lorgnetten, mens han sad og grov i singelen brede veie for en maaler. Herman Ek vented paa mer; det magted ikke at komme til ro under brystet.
Med ét saa den anden op, reiste sig.
«De er ikke nogen morsom fyr,» sa han.
«De er ikke nogen morsom fyr, De heller,» Svarte Herman Ek hvid.
Det flirte til svar.
Stridsind og festrus og kraft flommed gennem ham, som sad igen paa bænken: — fy for fan, dele meninger med nogen! — selv om det var med dem, som ingenting mente! De vilde alle det samme, de vilde tvang, mase sønder og sammen og spytte ud! — —
— Langs slotsvæggen gled en dame i hvide sommerklær; sommervinden blaaste klærne ind mod kroppen, saa benene tegned sig stærke og trinde. Han kendte disse ben, han kendte det bryst; det var Tordis Hval. Sørbærg hilste; de slog følge nedover mod byen; han snakked saa ivrig ind til hende under parasolen — det lod til, han kendte hende godt. — —
Han blev siddende og se efter dem; han hadde ant, at det maatte være noget, sind som Sørbærg’s eied, som han savned; — noget maatte man eie!
— — Ja, hede — hede kind! hede — hede blik! — det var det eneste, det eneste ene! — —