Sus/1
«Nu maa dere se at finde paa noget da!» sa moren og vilde smile i farten; hun gled gennem dagligstuen, blev væk med spilkummen ind i det brasende køkken. En fladklemt liden tør dame med rynket gulligt ansigt.
De saa forlegne paa hverandre som før de tre, hørte paa skridtene fra sandgangen i haven, hvor sagfører Ek netop gik nedover sammen med sorenskriver Hval; de flytted paa en stol, de la sig ud av vinduet for at se paa pappa, de klapped efter katten i sofaen alle tre paa én gang, — de vidste ikke sin arme raad. — —
Det var Tordis Hval, som Herman Ek, den elleve aars søn i huset, skulde holde med selskab — hun hadde faat lov til at følge med faren paa vaartings-reisen dette aar. Og derfor var det ogsaa, at Sigvart Stenshoug, søn av seminarie-læreren, var bedt ned for at hjælpe til; den ældste broren Richard var rømt til skogs som han pleied — han gjorde det altid siden ivaar, saavisst som der kom fremmede til gaards.
Sorenskriveren og hans fjorten aars datter skulde spise middag paa Fossum, naar én var færdig bort i tingstuen; doktoren skulde komme, og prostens ogsaa undtagen datteren.
Saa det var fridag fra skolen — huslæreren tusled nærsynt op i aasen og bestemte mose-arter. Det var fest og steglugt over hele huset; Herman vidste, de skulde ha rabarbra-grød med fløde-skum til dessert — den ældre søsteren Signe hadde været nede i haven og skaaret stængler alt imorges. —
Det gjaldt at hitte paa noget at begynde med, saa var én strax over det værste. Sigvart klemte katten i nakken; men den klorte, saa han maatte slippe. Han slog til Herman i hodet; Herman slog igen. Men saa stod de der som før, turde ikke se paa hverandre engang, fordi de hadde været dumme.
«— Maa dere se at finde paa noget da, barn!» lukked moren paa døren. «Du Herman, som er saa opfindsom —?» Og saa blev hun væk igen.
«La os finde kongler!» ropte han, sprat i veiret og gjorde hallingkast bortover gulvet, saa buxesæl-knappen sprang.
Han la i vei foran de andre — Tordis Hval kniste nok, og Sigvart storlo, det hørte han. Han var alt op i granen, da de kom, skrek og bar sig; kløv helt til tops, la sig saa flad paa grenene, trilled sig langsomt udover, saa barnaals-sængen sveiged sig og slap ham ned paa næste gren, fald efter fald; kneb glinsende røde kongler, naar han naadde, skraalte og lo, hopped ned fra sidste gren, slængte til Tordis det, han hadde fundet, turde ikke se paa hende; — det var saa urimelig leidt, det med den knappen! Gid det gik én for Sigvart ogsaa! — —
Men Sigvart holdt sig i ro dernede; han var ligesom flinkere til at leke med fremmede smaapiger.
Op til tops igen, og nedover paa samme vis. Gang paa gang.
Moren stod under granen og fanged ham, greb haardt om armen:
«— Behøver ikke skraale slik for at leke! … skulde se, hvordan du ser ud nu!» puffed hun til ham bortover bakken.
Han saa, at søndags-jakken og buxen var hvid av seig harpix og kvae; skotted saa op mod hendes tynde blodløse læber, som skærped sig, — det var et menneske han hadde set engang bande, hun ligned! — —
«— Vil bare varsle dig paa forhaand!» hvisked hun og blev væk — Signes lysende lille sorte hode ropte i køkkendøren, at hun ikke kunde snu stegen.
Han saa efter hende, tænkte; — det var bedstefaren hun ligned, den rige sinte skibsrederen!
Tordis kniste; men han risted sig, gik bort til de to, saa paa ærmet sit. «Hu mamma var sinna!» smaalo han ligeglad og satte sig ked i bakken.
— — Der ned i køkkenvinduet stod hun og skulte, øiet stirred blegt … bedstefarens øie … de tynde skjælvende laak med den grisne farveløse haar-rand. Det var stygt at tænke det, men det minded om grisens blik. Det var Tordis’s latter, hun ikke likte — han kendte det saavel; det pirked i den tynde krop, og øiet ledte i sugende tørst. Slik blev øiet i vaares, da hun hørte latteren til Signes veninde, prostens datter, — hun kom ned i haven, hvor de stod og spadde, stansed og stirred blegt paa Richard og sa stramt: «Tak, vi skal ikke ha kurtise!» — —
De saa ikke paa ham de to, hadde det saa travelt med konglerne, som Sigvart tog fra hende. Tyk og lubben og rød sprang hun rundt og sanked; han napped hende i fletten saa titt han kom til. Hun smaaskrek og sa, det gjorde ikke ondt lel! — det var ligesom, hun brydde sig mere om det end kongler og lek; hun vented nappet, naar hun bøied sig. Han skotted og skotted; — ja hun bøied sig vist for at faa nappet! — —
Han trilled sig rundt nedover bakken, trilled sig væk fra øine, som suged tørst og blegt derborte; ropte, bad dem komme ned i haven herunder huset.
Og de kom. Han greb om den mørke fletten, slet i den og lo, sa det var tømmer; det var som han fik vind under vinger og løftedes i veir, da han kendte det bløde gode haaret ind i haanden sin. Men det var ligesom for godt ogsaa — det var angrende uro med; det var som da hænderne første gang tog varme fugle-unger ud av reden.
Han trak hende ind i lysthuset.
«Au—au!» ynked hun, la sig flad paa have-bænken.
Sigvart vilde ogsaa lugge — det var han, som hadde fundet paa det først; men Herman vilde ikke slippe ham til, bad ham krype under bænken og se om hun graat.
«Det gør ikke ondt lel!» saa hun op og lo — blaa øine som lo, og hvide tænder som smilte inde i en liden, bitte bitte liden mund; — og fregnerne laa som solflækker over pande og kind! — —
Men saa gemte hun ansigtet ned mod bænken igen.
Herman slet i fletten og knipsed i panden, der han kunde komme til.
«Naa graater ’a — naa graater ’a!» skrek Sigvart under bænken. «Naa kommer det! Naa!»
«Nei! nei!» svarte hun; men vilde ikke se op. Herman slutted at slite; bare holdt om haaret, la hodet nedtil hendes for at lytte.
Det lugted saa godt av alle hendes klær, saa renvasket; — og han likte saa den lille fregnen op paa næseryggen! — den som turde, turde lagt læberne paa den! — —
«Naa gør vi det ikke mer, Sigvart!»
«Jo naa vil jeg.»
«Naa er det ikke moro længer.»
«Jo, jo!» skrek det under bænken; «for naa graater ’a!» .
«Nei! nei!» svarte det i tapper trods.
«Jo. Naa! Naa!»
«Nei! nei!» Men nu var det lavere.
Herman slap fletten. Sigvart krøb frem, lytted til hodet, tog hende om livet for at lette hende op og se.
Hun holdt sig fast i sprinklerne av al magt. «Du skal ikke!» hvisked Herman. Men Sigvart slet.
Et voldsomt ryk gik gennem bryst og mave, saa han slap.
Og saa pilted de avsted begge — det var som det bar væk fra en ugerning større end det styggeste mord; rappe som ekorn var de over havegærdet, blev væk nedom fjøset; — rendte der lige i synet paa hverandre uden ord, slog hverandre i hodet, saa skotteluen føg, kneb og lugged og slængte, til de rulled om, laa og bedes i hodet og klorte, saa blodet randt, trilled om hverandre saalænge til hver hadde faat slikt tag paa den anden, at han ikke kunde røre sig mer.
Da slap de, satte sig paa bakken og børsted sig længe og stilt. De forstod ikke det bitterste gran av det hele.
Men de vilde ikke se paa hverandre —
— Det ropte ovenfra gaarden. Morens stemme skar spæd gennem fosseduren bortfra moen. Herman svarte ikke, traakked med vare skridt i det fede græs langs fjøsvæggen, gled paa støileveien bagom haugen bortover mod fossen og moen.
Men Sigvart vilde tilbage til lysthuset for at se, om Tordis virkelig graat.
Herman hadde hast; han vidste ikke, hvad han vilde, han var og blev ør. Det var fossedur og mo, som drog, — drog væk fra husvæggene hjemme, drog væk fra morens skarpe stemme og blege blik! — — Han kløv frem gennem uren ved siden av fossen; der over stod moen med brune furustammer. Han krøb udpaa en stor sten, der en og anden skumsprøit slængte sig frem, stod og stirred nedover Fossum-jordene, som laa bratte og lysegrønne mellem moen der nord og moen her syd. Vaaren skvatt og blinked bortover volden, skalv kaat om den gulmalede seminarie-bygning, skalv om doktor-boligen, lekte om den tunge bærgflætte-dækkede præstegaardsvæg nord i veisvingen.
Han stirred tversover dalføre og elv — den vided sig ud til fjord ved Fossum — mod den anden strand, som reiste sig bratt med rette graner paa begge sider av de to grønne gaarder og den svære foss; saa bar det indover mod brede multemyrer. Det var saa vidt og bredt og rummeligt altsammen; aas runded sig bagom aas, indover blaa heier uden ende. Blikket gled indover, gled og gled; det hadde aldrig gledet saa langt før — øiet var ligesom blit stærkere. Det vilde ikke stanse, ikke engang der den hvide sneklatten laa igen og tinte indunder lys himmel, — der bamsen gik og grov efter bær, der orren sad og keg efter kærest.
— — Det var solperlers fosseskum inde i ham, som flytted sig i forvildrende uro; det blev samme larm, enten han stak fingren i øret eller ikke. Det var det inde i ham, som kunde flyde ud og sammen med aasernes linje og lit, — det var den bækken, som ledte efter løb.
— — Han hadde den bløde fletten i haanden, han hadde den rene lugt i næsen. «Tordis Hval!» skrek han mod fosseskummet. «Tordis Hval! Tordis Hval!» svarte det gang paa gang; – men ikke én gang var det likt.
— — Han vilde ha dette i fred — i fred! Gid hun reiste, saa fik han det i fred for moren med skipperens haarde stemme og skarpe læber, for hendes blege blik! — —
Han rev glosebogen op av jakke-lommen; han vilde skrive om duren i fossen, skrive om vaaren langs volden, skrive om granen, som blunked mod solen. Han vilde fæste det, saa han ikke misted det. Han stod og skrev.
«Mon hvad der gemmer sig hist bagom aasens blaa?» begyndte han. Han sa frem begyndelsen gang paa gang, skrek det med kraft ind i fosseduren. Men han fandt det ikke igen i det han skrev, hvad han kendte — det var ikke bævende vakkert nok.
Han la sig ned og drak koldt vaarvand — det var som det satte sig fast med tørst i struben dette her. — —
Langt dernede paa landeveien saa han broren rusle hjemover fra moen.
— Klapped saa bogen sammen og stak den i lommen, krøb tilbage over uren, kendte sig uglad og letende — vidste ikke efter hvad; men det var som naar huslæreren med stirrende øine hadde læst op et digt av Wergeland, — underlig smagløst og jagende, ufærdigt og vildt; det var som vaarbløten over alle enge, uredig og opløst, flommende uden syn for vei og bækkeløb. Der var uklar vent rundt om, der var rodløs længsel; — og det kom over ham saa trist, at ingen her paa gaarden kunde hjælpe den rodløse længslen. —
— Han gik nedom fjøset og op rognetræsalléen. Han kom til en fremmed gaard, da han stod foran den mørkebrune tømmervæg igen.
Han skotted ind i lysthuset «Gør ikke ondt lel! gør ikke ondt lel!» hvisked det ud fra havebænken.
— — Hun syntes vist, at han var rar! — —
De sad ved bordet, var alt ved rabarbraen, da han smøg ind i stuen. Tordis var rød i øiet, men lo med smilehul til Sigvart, han sad og hvisked, tynd og lang og fladbrystet med de to stikkende blaa øine i et lyst ansigt. De sad ved det lille bord ved vinduet sammen med Signe, som ikke vilde le til Sigvart, fordi moren ikke likte det — «tak, vi skal ikke ha kurtise!» —
«— Men det vil jeg si,» ropte sorenskriveren, han maatte rope for at bli hørt i den ivrige passiar — der stod rødvin paa bordet —, «at det han gør, det gør han da i god tro; det er mer end vi kan si om de andre venstreledere.» Han skotted i en blink bort til seminarie-lærer Stenshoug.
Men Stenshoug sad bred uden at kny og strøg sig lur om den tykke næsen. Og saa gik sorenskriveren og doktoren og prosten løs igen paa de andre venstreledere, mens fruerne lytted med saglig interesserte bryn og undte Stenshoug hvert godt skældsord venstre fik. —
Herman blev væk i den larmende disput og kom paa sin plads bort ved vinduet, uden at nogen saa. Selv moren sad oprømt og lod som hun lytted; men smilet var stivnet, saa han; han hørte, at hun ind imellem snakked sagte til Richard — hun hadde tat ham ned til sig ved bordenden idag.
«Du ved, mamma liker ikke, at du holder til derinde paa moen hos Tore Prammand og snakker stygt,» sa hun. «Jeg har sagt dig det!»
Herman vidste, hvad han vilde svaret, der han sad, hvis ingen fremmede var tilstede: «Jeg gir fan i hvad du liker!» — han var ikke ræd, for han var snart 16 aar og voxen. Men nu sad han strid og aad rabarbra-grød uden at svare.
«Hvor har Herman været?» spurgte det lunt bort til det lille bord; faren hadde merket ham alligevel gennem snakket — han sad og smilte aandsfraværende til de andre under den uredde bart og vented.
«Indpaa moen.»
Et par ansigter snudde sig; men de blide smil døde strax i mæthed. Faren blev siddende og se paa ham, forstod ikke hvorfor han sad stur og ikke snakked.
«Har du sprunget for meget?» smaalo han.
Og et par ansigter smilte blidt igen.
«Herman har været uskikkelig, skal jeg si dig,» stansed moren det, hun tog ligesom sønnen ind i barnekamret og skøv døren i — det var et lidet husligt opgør de to nok skulde greie.
Og Herman kendte paa sig, at naar tingdagene var over, saa fik han ris. Men han vilde ikke slaa sig vrang som broren; hans tanke var ude ved husvæggen, ude hos konvolvulus-bægret, som mætted sin trang til forsommersol, var ude i skogen; — kvae og konvolvulus og fossedur — det var ligesom livet.
— — Men gid Tordis Hval vilde reise! — —