Streik/XIX
Dagen efter Fødselsdagsgildet var Oscar Andrésen nede paa Brandtomten og inspiserte Rydningsarbeidet, som dersteds var i fuld Gang.
For nu skulde Brugets Gjenopbyggelse paabegyndes jo før jo heller.
— Han Var kommet ned til Elvebredden just ved det Sted, hvor man havde brugt at skovle Sagmugg ud i Strømmen. I Vandkanten laa der endnu igjen en klissevaad Sagmugg-Banke, som fire Arbeidere hver med sin Spade holdt paa at rydde væk.
Oscar Andrésen stod og iagttog Arbeidet, mens han velbehageligt røgte sin Cigar — en Havanneser, en ægte.
— Da pludselig blegned han, og Cigaren faldt ham ud af Haanden.
— — Thi hvad var det, som stak op dernede i Mørjen, efter Olaves Pedersens sidste Spadetag? — en Trærod? — — Gud hjælpe, saa det ikke ud som — — — som Fingre — Menneskefingre — med sorte Slintrer af Hud og Kjød! — —
— «Huff; da!» sagde Olaves Pedersen, — «her har vi da; endeli Haanden etter gamle Herregud i Kaalrabien! — det er tydeli nok; — for se her er jo den store Kartneglen paa Tommelfingren, ossaa!»
Da snudde Oscar Andrésen sig braat omkring.
Han gik bent hjem, ind paa sit eget Værelse, og drak i Løbet af ti Minuter op det meste af en Flaske Konjak til fem og en halv i Krone Flasken — toldfrit hjemført.