Streik/VII
«Saa gid da ossaa Fan han innerli — —!»
Oscar Andrésen hév henad Gulvet et Telegram, som Kontoristen just havde overrakt sin Principal, da denne tredje Pinsedags Formiddag kom paa Kontoret.
Jo, dette saa nydeligt ud!
Han havde haabet saa sikkert — og ventet og ventet fra Uge til Uge, at Lastepriserne skulde stige. Og saa kommer nu dette Telegram og melder fra England, at de tværtimod er faldt end yderligere.
Og han, som havde alle sine Tomter staaende fulde!
Nei, han havde vovet formeget, alt-for meget, — javist havde han! — Men naar en Forretningsmand intet skulde vove, saa — — —.
Hm! — jaja, har man sagt a, saa faar man vel ligesaagodt ogsaa sige b. Der var jo kommet ham noget af hvert i Tanker nu paa det sidste da det for Alvor begyndte at trække op til Uveir. Men — — — ja, det fik neigu ikke hjælpe! — han vilde ikke lade sig lede med Muleband til Slagterbænken Skridt for Skridt som et andet Naut! — Da heller alt paa êt Kort! — — Og man maatte vel altid kunne indrette sig slig, at — —.
Det dirred i den svære, rødbrune Knebelsbart, over hvilken den spidse Næse stak ned og hans bratte Pande under den stride, mørkebrune Haarlugg laa i et eneste Uveir, mens han med Tommelfingrene i Vestelommerne gik frem og tilbage over Gulvet og lod de øvrige Fingre slaa Tappenstreg paa den velnærede Maves Runding.
«Knudsen!»
Kontoristen — en yngre, spædbygget Mand med lyst Haar, skjægløst Ansigt og Briller for de smaa, snare Øine — kom frem i Døraabningen mellem det ydre og det indre Kontor.
«Det er jo idag, vi har Borkeruds Akcept paa os?»
«Ja, det er idag.»
«Rigtig ja, — — Di, Knudsen — hossen — — jo, de er jo i Orden, Assurancerne vore?»
«Ja da; jei fornyed jo den norske paa Pinseaften — værsgo, her er Kvitteringen. Og Kvitteringstelegrammet for den engelske, som Di tog for fjorten Dage siden, har Di jo sell i Forvaring. — Saa for den Sags Skyll kan det gjerne brænne hva Ti som helst.»
«Brænne? — — Hva Fan? Di tror da vel inte, at jei — —?»
«Gubbevaremeivel! — men jei mente naa saan ved et Ulykkestilfælle; — — man kan jo aldri være sikker, — og det er jo ossaa derfor, man assurerer.»
«Naturlivis er det saa ja! — naturlivis! — det er jo enhver Forretningsmands Pligt, det. — Aa, Di, gaa bort paa Bruket og be han Hans Teodor komme op tell mei, saa jei faar gi ham Besked om det nye Stavmaalet. Og saa kan Di jo gjøre Turen nedom Banken og greie Akcepten med det samme; her har Di Pengene.»
Kontoristen fjerned sig, og Oscar Andrésen drev urolig om i de to Værelser. — «Brænne?» — han skulde da vel aldrig alligevel — — —? for der sad i Grunden Fan til Næsetryne paa den Knudsen. — — Aa vis vas! — —
Det banked sagte paa Døren. «Værsgo!» — Og ind kom Hans Teodor.
«Goddag, Hans Teoder! — Ja, ser du, — jei traf Bertel Talleberg igaar, og han sa, at naar jei ønsked det, saa var han inte uvilli tell aa gi Henstand igjen. — — — Saa var det ossaa noe annet, jei gjerne vilde snakke med dei om. — Ser du, jei har jo lært dei aa kjenne som en framifraa flink og paaliteli Gut, — og derfor saa — — — Men kom heller inn paa mit eget Rum vi prater lissom tryggere der.»
De gik derind, og Døren imellem blev lukket.
«Sæt dei — i Sofaen»
«Aa nei, da!»
«Sæt dei du! — sæt dei bare!»
Selv satte Oscar Andrésen sig i sin moderne Kontorstol, paa hvis Skruestativ han kunde dreie sig fra og til efter Ønske.
«Ja — ser du — det er lidt vanskeli aa faa gjort dei det begripeli — — men du er naa saa fornufti en Gut. — — Si mei — du er jo kjendt ut og inn nere i Maskinhuset?»
«Ja — a — — det er jei jo.»
«Du vêt, hvor Oljerummet er?»
«Ja, det vet jei.»
«Hør naa: dersom atte naa — jei sætter, Nat tell førstkommende Sønddag, hvis Være holler sei tørt — sæt naa altsaa, at der var noen, som gik inn gjennem den vesle Bakdøren tell Oljerummet og la et Fange Høvlspon mellem Oljebeholderne — fugted det litegranne med Parafin og inte skrued Kranen tæt tell igjen — — og han saa strøk a for Eksempel en Voksfyrstikke og kasted borti, i det samme han smatt ut igjen — —?»
«Men Jøssu Nam, — saa vilde jo Bruket brænne!»
«Ja — saa vilde Bruket brænne, — akkurat ja!»
«Men — — — je — je — jei forstaar inte!»
«Aa jogu gjør du vel det? — du er inte saa dum, du!»
Hans Teodor var ligbleg. «Nei — nei — — jei begriper inte!»
«Aa — for Fan! — er naa det saa svært aa begripe? — Naa ja, la mei tale rent ut, da. Saken er jo den, at jei inte har noe imot at Bruket brænner, — aldeles inte, skjønner du. Og saa hadde jei tænkt mei, at du skulde være den, som gik inn den vesle Bakdøren, — — og her er Nøkkelen, og her er Voksstikker! — Forstaar du mei naa? — Og neigu om du skulde gjøre det for intenoe, det kan du lite paa!»
Hans Teodor blev blodrød i Ansigtet. Jo, nu endelig begreb han!
«Nei, nei! — jei tør inte! — jei kan inte!» sagde han hæst.
«Ja ja» — Oscar Andrésens Stemme slog over i kold, haard Ro — «som du vil. — Men saa blir det nok tell det, at dere faar flytte, allievel. — Og inte noe Vrøvl, forstaar du!» — lagde han til med skarp Betoning — «inte tell en eneste Kjæft om, hva jei her har sagt; — det vilde heller inte nytte dei det Gran, bare føre dei sjøl i Ulykke.» — Atter skifted hans Stemme Tonefarve, henimod det velvilligt overbevisende. — «Jei kan naa forresten slettesinte begripe, hva Skrupler du egentli gjør dei. Der vilde jo aldeles inte bli Fare for noe Menneskeliv. Og de Folkene derborte i England, som jei har den største Assurancen hos, er jo saa rike, at de inte sjøl vet, hva de skal bruke alle Pengene sine tell — Kanske jei ellers kunde bli nødt tell aa stanse hele Driften, jei, — flaue Tider, ser du. — Men brandt det, ja, da var det en annen Sak. For rimeligst er det, at hele Stasen kom tell aa stryke med; saa fik jei Kapitalen løst, ser du, — bygged naturlivis Bruket op igjen i en Ruff, og saa tok vi fat med nye Kræfter og flunkenes nye Greier, — det vilde gaa, som det var smurt altsammen. — Og Kaalrabien skulde bli sikret dere, saasnart det vel var over, — — og endda faar du 3 — la mei si 4 Hundre Kroner — Hundre Specidaler! — kontant i Labben, om du vil idag, — for jei tror dei saa godt, ser du, tror dei paa dit Or, ser du. — Vilde du, saa kunde du jo siden stikke over tell Amerika — eller gjøre, hva du hadde Løst tell; for naar bare man har Penger, ser du — —. Og inte er det første Gangen, saant hænder, og inte blir det den sidste heller, — det kan du være stø paa! — Ja ja, du kan jo betænke dei tell paa Torsdag; men da maa jei ha Svar. — Og Tand for Tunge, forstaar du!»
— Hans Teodor vakled som drukken, da han kom ud og gik nedover mod Bruget.
— — «Men — Herre Gud! — hva feiler dei, da, Hans Teodor?» spurgte gamle Ole Augustinussen Dagen efter. «Lite og inte spiser du, og lite sov du inat, og naar du blunda, tok du paa jamre og bære dei som en Barselkjærring.»
«Jei er nok inte rekti frisk, — jei har saan Brand i Kroppen, — — sa jei «Brand?» lagde i han skræmt til og fôr sammen.
«Ja, det kjenns saan akkurat — som Brand i Kroppen; det er jo det, de kaller for Feber, ser du. — Jei mener, du faar gaa nedom Apoteket aa faa dei noe, jei.»
«Aa nei — saa tror jei, det er likesaa godt, jei gaar sta tar mei en orntli Dram.»
— — — Og Hans Teodor tog sig mange Drammer i de nærmest følgende Dage.