Streik/I
Fra Øst sænker sig det brede Dalføre jævnt ned mod Fjorden, som gaar ind fra Vest.
Men hvor Fjorden og Dalen mødes, der ligger Byen Langestrand — paa begge Sider af det langstrakte Udløb, hvor Dalens Elv blander sine Vandmasser med Fjordens Sjø.
Det er en gammel-gammel Vittighed, som dog de Borgere af Langestrand altid finder lige frisk og fornøielig: at «Langestrand er en lastefuld By».
Vittigheden er forresten ganske betegnende. Det er Lasten, som er Langestrands egentlige Grundlægger; Byen staar og falder med Lasten; jo mere Last, des større Velvære — og omvendt; det kan i bogstavelig Forstand med fuld Ret siges, at Langestrands Indvaanere i væsentlig Mon lever og ernærer sig ved Last. Trælast, ja; — thi hvad Last og Lastefuldhed i anden Tydning angaar, er Langestrand neppe enten værre eller bedre end Byer i Almindelighed.
Langestrand er nemlig en af Norges betydeligere Trælastbyer.
En Mængde tilgrænsende Dalstrøg sender med hver sin Elv Tømmerstok efter Tømmerstok, Hundreder og Tusener, ned mod Hoveddalen, i hvis Bund de viltre, fossende Fjeldelve samler sig til en vandrig Flod, der med majestætisk Værdighed skrider udover mod Havet, bærende paa sin brede Ryg Flaade for Flaade af Raalast, efterat hine Løsgjængere ovenfra Fjelddalene er koblet sammen til svømmende Holmer af gulblakt, brunspættet Tømmer.
Men paa begge Elvebredder nede i Langestrand ligger Sagbrugene med sin Mangfoldighed af blanke, hvæssede Tænder. Flaaderne fæstes til de nedrammede «Dopper», idet Eiermandens indhuggede Mærke angiver, til hvilket Brug de hører hen.
Ên efter ên faar saa Stokkerne sig en Staalhake slaat fast i Skallen og forsvinder ind gjennem Saghusets Dør — det besørger Dampkraften baade fort og vel. Saa høres der en ilter Fræsen, som slaar over i et langtrukket, klagende Hvin; det er Sagbladene og Tømmerstokken, som gjør Bekjendtskab med hinanden.
Og det tar ikke lang Tid, før Stokken skikkes ud igjen, i mere kultiveret Tilstand, som Planker, Bord eller «Stav», — der sættes op i sirlige Stabler, hvis lyse Rader og Rækker staar Side om Side langs Elven.
Saa kommer de brede, fladbundede Prammer og tar Stablerne med sig ned paa Havnen, hvor Skibene med sine vældige Lasterum venter dem. Og omsider bærer det da afsted ud i den vide Verden.
— Men alt dette betegnes i Langestrand kort og godt med det ene Ord: Lastetrafik.
Ved Langestrands Bygrænse i Øst gjør Elven en Bugtning mod Nord; det er Humleviken. Og inde i den ligger Humlevik Sagbrug, et af Byens største, der undertiden har beskjæftiget en Arbeidsstyrke paa over et Hundre Mand.
Humlevik Brug blev anlagt i vort Aarhundredes første Halvdel, af gamle Konsul Bernt Krüger, der i en lang Aarrække var Langestrands største Matador. Efter hans Død fortsattes Forretningen af Sønnen, Frantz Krüger, som, foruden Humlevik Brug, vidtstrakte Skoveiendomme og mange Kontanter, ogsaa arved Faderens Konsultitel.
Det var paa hans Kontor, at Oscar Anton Andersen kom som Kontorist og efter nogle Aar forfremmedes til Fuldmægtig.
— Men hvor meget end Frantz Krüger havde arvet efter sin Far, saa havde han dog ikke faat i Arv de Egenskaber, som gjorde den gamle til en grundrig Mand.
Frantz Krüger var en fortrinlig Rytter og en udmærket Jæger. Hans Heste var udsøgte og hans Geværer førsterangs. Rideture, Jagtfarter og Reiser i Udlandet lagde Beslag paa det allermeste af hans Tid. Forretningerne derimod kjeded ham, og med dem befatted han sig heller ikke stort. Hvad Driftsaffærerne angik, saa varetoges de omtrent udelukkende af Fuldmægtigen, Oscar Andersen.
— Da kom en Høstdag som Lyn fra klar Himmel det Budskab, at Konsul Krüger havde indstillet sine Betalinger. Det skylled som en Flom af Forbauselse og Bestyrtelse over Langestrand, og endnu videre; man vilde ikke tro; — men det var dog Tilfældet. Og Frantz Krügers Bo kom under Konkursbebandling.
Men ved tredjegangs Auktion over Humlevik Brug med tilhørende Gaard blev det Oscar Andrésen — som han fra nu af skrev sig —, der fik Tilslaget.
Samme Aften fandtes Frantz Krüger siddende livløs i Faderens gamle Lænestol; paa Gulvet ved hans Fødder laa en Revolver. Han havde skudt sig en Kugle gjennem Tindingen.
— Den ny Brugseier fortsatte Driften med Kraft. Og til hans Held begyndte Tiderne just at gaa op — efter en hidtil ukjendt Maalestok endog; — saa det var den almindelige Mening, at han tjente store Penge. Han førte sig flot som Privatmand, var driftig og dristig som Forretningsmand.
— Konjunkturerne stod netop paa sit Høidepunkt, da han fik Nybroen bygget.
Godt og vel en halv Fjerdings Vei nedenfor Humlevik, i Byens Centrum, havde og har Langestrand en prægtig Bro over den brede Elvemunding. Men Oscar Andrésen vilde have Bro nærmere ved, særlig for at faa kortere Vei til Jernbanestationen paa Langestrands Sydside. Byens Kommunebestyrelse afslog imidlertid hans Andragende om Brobygning.
Men Oscar Andrésen gav sig ikke med det, — han indsendte et nyt Andragende, dennegang om Koncession til selv at besørge Broens Bygning, mod i ti Aar at kunne hæve Bropenge; og dette indvilgedes. Han fik et Aktieselskab dannet, og som første Mand paa Aktielisten stod Oscar Andrésen, for ti Tusen Speciedaler. Saa blev da Humlevikbroen bygget, etpar Hundrede Fod nedenfor Bruget, hvor Elven er mindre bred. Der var Port ved det vestre Brohode, og en Brovogter ansattes.
«Og nu skal de kommunale Knipetængerne nere i Langestrand faa lære aa ta Pungen op, saasandt de vil sætte Foten paa mi Bru!» sagde Oscar Andrésen.
— Men saa var det, at de daarlige Tider kom, først som et uheldvarslende Rygte, der lagde sig koldklamt og lammende over det febrilsk pulserende Forretningsliv med sine vovede Spekulationer, — siden efterhvert med den stadige Nedgangs haandgribelige, ubønhørlige Virkelighed. Stansninger og Konkurser hørte til Dagens Orden — med alle de deraf følgende Fataliteter.
Og heller ikke Brugseier Oscar Andrésen gik fri. Han tabte enorme Summer, baade paa Lastedriften og ved Kautionsforpligtelser, — saa man vented, han skulde ramle hvad Dag som helst.
«Ja, naa holder nok endelig engang Frantz Krüger Opgjør med Fuldmægtigen sin,» var der nogen, som ytred.
Oscar Andrésen stod dog Kulingen alligevel. Han holdt det gaaende, om end med mindsket Styrke; og lidt efter lidt var hans Kredit igjen fæstnet, og Driften atter i Opgang.
— Saa hændte det, at Hans Majestæt Kongen paa Gjennemreise opholdt sig etpar Timers Tid i Langestrand, ved hvilken Leilighed Byens bedste Borgere samledes om Landsfaderen til en splendid Diner i Langestrands Festivitetslokale. Borgermesteren holdt Talen for Majestæten. Men paa Grund af Politimesterens pludselige Sygdomsforfald maatte man faa Oscar Andrésen, der var kjendt af Langestrands-Eliten som en altid vel disponeret Leilighedstaler, til at udbringe Skaalen for Broderlandet.
Endnu inden Aarets Udgang havde han en Orden paa Brystet.
Og saa var der ingen, som nægted Brugseier Oscar Andrésen Plads blandt det langestrandske Samfunds anerkjendte Støtter.