Strandebarm kirke
Du ber mig mindes noget om Strandebarms
gamle kirke. Du skal ha noget som kan
brukes i aarsskriftet for foreningen med det
lange, lærde navn. Men da at skaffe noget
som har værdi er ikke saa liketil for mig, som
ikke var 11 aar, da jeg kom til Strandebarm
og saa kirken. Jeg kom nemlig dit fra Sætesdal
midtsommers 1876. Da var endnu den
gamle kirke i bruk.
Jeg vet kanske et og andet, som jeg har hørt, bl. a. fordi jeg nu ogsaa har faat min søster til at fritte ut de ældste derinde i kirkebygden; den ene kilde er en 103 aar gammel, forhenværende klokker Haugstveit, og den anden er Per-Ola Berge, gaardbruker og i sin tid medlem av kirkeraadet – begge helt paalidelige mænd. Og saa er det gamle Marta Klubbavikjaa, Ola Klubbavikjaas datter. (Jeg angir kilde som man gjør, naar man nedtegner folkeviser). Jeg skal gjengi likt og ulikt hvad de har fortalt.
Traditionen sier for sikkert at kirken blev bygget 1661; uavhængig av hverandre er de to hjemmelsmænd sams i det punkt, og den ene mindes endog det aarstal over indgangsdøren. Du nævnte visst 100 aar senere, saa du har vel papir paa det; men da maa du ha temmelig gode papirer, for paa det punkt er traditionen fast som fjeld. Det var en korskirke. Og eiedes oprindelig av en kaptein Tausan paa gaarden Haabrække like ved; der var nok to brødre Tausan, og da den ene døde, kom hans part ved salg over paa en bondes hænder, nemlig Ola Klubbavikjaa; men her er hjemmelsmændene ikke længer enige, likesom den ene holder paa, at Ola eiet kirken alene; det er kanske mulig han ogsaa gjorde det tilslut. Men du har vel papir paa dette ogsaa. Kommunen kjøpte den saa av Ola; han bare forbeholdt sig sin egen stol længst fremme ved koret, hvor Klubba-folket siden sat. Kirken blev reparert 1824.
Gaardene hadde sine bestemte stoler. Saaledes hadde Linga-folket ogsaa sin oppe ved koret. Og det gik ikke an for uvedkommende at gaa ind og sætte sig der – det vilde være som at gaa ubuden ind og sætte sig tilbords i et fremmed gilde, sa folk. De var ikke store, stolene – der gik en fire–fem mennesker i hver. Men langsefter gulvet fra hovedindgangen løp der som en lav bænk eller terskel paa begge sider opover kirken, og her nede som paa en skammel sat da folk, som ikke rummedes i stolene eller slet ikke eide stoler. Resten maatte staa. Oppe i koret var der en stol som bare bruktes av brudepar; der gik brudepikerne op og la et teppe paa, før parret satte sig.
Paa alteret var der to lysestaker som «Herr Ole» (ɔ: presten Gjerdrum, som lot kirken bygge) forærte, med hans navn og aarstallet. Oppe i koret var der en lem i gulvet med nedgang til et gravkammer under koret, hvor der stod fire kister med prester og deres koner (presten Hess (?) og presten Hertzberg (??)); men den lem blev lagt i igjen ved reparationen 1824.
Ved hovedindgangen i vest var der en trap op paa «lemmen», og denne lem hadde to fløier, én mot elven (i vest) og én op mot Berge-gaardene ( i nord). I syd mot Osen var der en anden indgang, og derfra gik der en trap op til nok en lem, som ikke stod i forbindelse med den anden; den tilhørte gaarden Haabrække, hvor altsaa i gammel tid den nævnte kaptein Tausan bodde. Der skulde ifølge den ene hjemmelsmand i det hele ha været fire kapteiner Tausan paa Haabrække, som hadde denne stol for sig og sin familie; og da saa gaarden blev solgt, gik ogsaa Haabrække-lemmen over til den nye eier, gamle Ola Haabrække og hans folk, som hadde den saalænge kirken stod. Like ved Haabrække-lemmen var prækestolen.
Der var malt altertavle, som forestillet nadveren; Judas sat der og holdt en pengepose i haanden. Og oppe i koret var der en hjell med en hel del utskaarne, malte træ-figurer – vistnok apostlerne; de skal fremdeles findes oppe i taarnet i den nuværende kirke. Prækestolen kom – mot Per-Ola Berges protest – til Bergens museum. De to gamle kirkeklokker brukes endnu, baade den store, ældgamle og med aarstal i, og den lille, som skal være noget yngre.
Like ved kirken var der et muret likhus, hvor der stod indsat mange kister, blandt andet sognets store sagnskikkelse, den nævnte «Herr Ole» (med konen), som skulde ha latt bygge alle de tre gamle kirker i kaldet – paa Varaldsø, i Jondal og altsaa i Strandebarm. I traditionen var han særlig navngjeten for at være god til at mane fanden, og jeg mindes der gik mange historier om det; det fortælles til og med at han laa i kisten med svarteboken under armen; der lever endnu dem, som har været med paa at lette paa lokket og har tittet ind til ham. I det hele tror jeg bare Gjest Baardssøn og Ola Høiland gjorde ham rangen stridig i popularitet og folkegunst. Men da kirken blev revet, synes jeg nok at mindes, at én og anden var harmfulde i anledning av disse høiærværdiges respektløse flytting til deres aller sidste hvilested: «Dei slo da i knas aa grytte da ihop i ei grav altsa, so da berre rauk taa da!» Der var rationalismen paa færde.
Slikt og lignende vet jeg, fordi jeg, som sagt, har hørt det. Men noget mindes jeg jo ogsaa. Jeg mindes det ved gudstjenesten som særlig slog mig, som kom lik et gudsord fra Sætesdal. Men det har jo du litet bruk for. Jeg mindes Osen der nedenfor kirken ... alle de hvit- og blaamalte færinger, som laa optrukket og paa kant side om side i fjæren, med aarerne i homlebandene (og tjærebredde ogsaa – kanske de var i flertal dengang!) ... alle de røde rosemalte, jernbeslagne nistebommer og skrin, hvor ogsaa skautet med valken eller en bringeklut laa gjemt, sammen med lefsen og smørøskjen, til bruk ved det sidste toilette bakom naustene. I stuen dernede var der kaffe at faa kjøpt, og vandkringler. Der dreves ogsaa anden verdslig trafik bakom naustene: ljaas-handel; plommehandel til ungerne, sukkerpærer de aar, der var, – og disse maatte jo sælges i hui og hast, for de taalte ikke at ligge. Og den handel kunde strække sig opover kirkeveien litt forbi stuen, naar konkurransen var rigtig strid – handelskaren stod paa veien og det røde skrin i græsset – men jeg tror neppe, den naadde saa ofte helt opunder kirkemuren. Andre hadde ærind over elven til fargeren efter en vadmelsvæv, som var stampet eller farvet blaa ... «Tinga seg slaattekar», «søkja doktor» ... kort sagt: alt det mangfoldige, som skulde utrettes, naar én var «te kyrkje». Men ellers mindes jeg den lange rad paa bygdeveien av vandrende, angergivne syndere; de gik helst efter hverandre, for at kunne være desmere ene med sig selv; og den dag hilste ingen med rappe verdslige nik, men med suk og træge haandtak: «So fliteg paa kyrkje-sti, du og?» ...
Jeg mindes kirkens ytre, den svarte, tjærebredde tømmervæg med det svarte panne-tak; jeg husker det gjorde et dystert indtryk midt i det frodige grønne og mot Bergstonaa’s bratte fjeldvæg, for jeg hadde fra Frøisnes i Sætesdal vænnet mig til den hvitmalte, som stak som en blid lek op av det grønne derover paa Sandnes; kirken var der den lyseste flek i landskapet, – og den var visst til og med tækket med rød teglsten. Og likedan saa Byglandskirken ut.
Men av det indvendige mindes jeg ikke stort, det som jo du har bruk for; som liten husker man nemlig bedst det som er lavt; barn glemmer saaledes ansigter let, hvis ikke deres eiermænd sat, da man saa dem. Stolkarmene var visst høie; malt træskulptur saa jeg nok, og det staar for mig som der var meget hvitt og lyseblaat – den farveforbindelse som den dag idag tydeligvis er den kjæreste der vest: tænk paa de hvite hus med lyseblaat listverk og dører! Eller de hvite færinger med lyseblaa æsinger og keip! Man opfatter jo ellers gjerne graat og grønt som karakteristiske farver for vestlandet. Det er rigtig ogsaa: i vaate sommernætter mot «indveir» og regn, naar berg og sten blir graat, og de grønne rifter blir irrgrønne under den lave, graa himmel, og det «knaldra aa blæs’,» saa olderbusken ytterst ut paa odden vender sølvsiden til av sit blad. Det er vestland! det er yttre Hardanger! Men det er idyllens stemning, det er hvilen, det er den tunge søvn. Og man forstaar den anden farvesmak, har man oplevet en frugttræblomstrende godveirsdag i mai, naar fjorden ligger blikstille, og fonnen og elvene og blaa himmel speiler sig; da smelter hus eller baat sammen med det, gaar op i eventyret, vidunderlig luftig som selve ternen eller maasen imot himlen utenfor nessene. Hvit fonn og blaa himmel! Det er jo i grunden ingen farve. Det er farvens ophør. Det er ekstasen. – Men kanske det er at ta for høitidelig paa det, naar man vil finde det igjen paa hus; kanske de to farver meldte sig egentlig, fordi de var de billigste.
Kirken virket knugende tung og mørk paa mig. Men rummet var utrolig fyldt av lysspil. Der var nemlig gamle ørsmaa blaa og grønne og brune vinduer i blyindfatning. Jeg husker et slikt, det blev kjøpt paa auktionen, da kirken blev revet, og sat ind til fjøsvindu hos vor nabo Baard; jeg tror det var paa tre glas, og det var visst netop et grønt og blaat og et brunt; det ene var visst litt rosemalt ogsaa med vaaben eller slikt. Og der, i «Baarda-floren», stod det, til jeg var voksen. Naar vorherre’s sol ødslet utenfor, kunde en droplet kjyr herinde i alt dette brune, som hører et fjøs til, faa en underlig intim, brun flek i flanken. Og jeg maa med skam bekjende at det er paa den maate jeg bedst mindes kirkens vinduer av alt dens inventar. – Overlyset silret hemmelighetsfuldt ned i kirkestolene paa blaaklædde mennesker og paa gamle, nybarberte ansigter, som var rammet ind i en krans av hvitt haar og fiskerskjeg under hake og paa hals. Det syn av dem slog mig i kirken. Atter det blaa og hvite. Der sat i en stol noget ældgammelt, likesom forhenværende og forstenet midt i det levende halvlys, tænkte paa gud og tygget skraa, saa tindingene gik og der var en brun geip i hver forgræmmet mundvik; og gjennem et blyvindu ensteds kom der en flek dalende av andet brunt. Jeg husker, hvor den slog mig, denne maske som tyggende dyrket sin gud, men med et vaakent fugle-øie saa tydelig i behold, som tvers gjennem den bundløse andagt dog saa sit snit til at sanke alt, som foregik omkring sig, ind paa sin isblokkeblaa pupille. Det syn virket ialfald paa mig ikke som bare blid hengivelse, som billede paa uskrømtet fromhet. – Og der sat rødøiede kjærringer i bygdens ustivede hvite skaut eller ogsaa i blaalue, den saakaldte «kavla-lua» – det var visst mest dem som var fra fjeldgaardene eller utenfor Oma, som gik med « kavla-lua»; den hørte ellers dengang egentlig Varaldsøsokninger til, og længer ut. Mellem deres foldede hænder laa en sammenlagt lommeklut op paa salmeboken for paakommende taarer; næsetippen var ogsaa rød og forfrossen som efter lang ruelse og graat i lønkamret. Jeg mindes jeg studset ved at se al denne smilfjerne gudsdyrkelse, det var nyt for mig; jeg var fra Sætesdal ikke vant til den slags myrlændt fromhet. Det undret mig dobbelt, fordi den ene var en kjærring, jeg nylig – kanske det var samme morgen – hadde hørt ute fra sin odde bruke mot en anden kjærring en kjæft, som ialfald jeg i mine ti grønne aar endnu ikke hadde hørt maken til.
Og saa var der én ting til som slog mig: al brisselblaaheten, som hadde smittet av paa hver eneste tør, senet næve! Der var overalt atter det blaa og hvite. Og ovenfra blyvinduerne kom der seilende streif av andet blaat. Men især var det ungdommen, som var brisselblaa, for de hadde jo nye kirkeklær. Og kom én til at se en slik trøieryg mot lysstreif av klar dag, naar en dør gik op, gnistret det av eventyrlig farvepragt i loens haar-skog.
Men her var ingen tid til hensunkenket. Min ledsager og nye ven fra bygden vilde syne mig om i kirken. Vi skulde først op paa lemmen, Haabrække-lemmen. Og det er det jeg husker bedst, kvistene i den slitte trap – den vidunderlig knirkende trap! Det var et kor av knirk, næsten som salmesangen. For den var ikke første klasses; derinde stredes nemlig to retninger vildt om pladsen: de gammeldagse, seige tremulanter og kruseduller, som ingen ende tok, mot den moderne, jagende, som mættet sig med Oftedahl’s «Basunrøst og harpetoner». Og jeg tror ikke, jeg gjør nogen uret, naar jeg mindes det som den fæleste kirkesang, jeg har oplevet.
Der sanket sig flere gutunger til, vi blev en hel liten flok, som stabbet op. Men der oppe var det trangt, «aa ikje noke te sjaa!» Og generende nær prækestol og prest laa den jo ogsaa. Vi stabbende ned igjen den knirkende trap, ut og rundt til hovedindgangen. Der stod en høi, gammel prest og talte tungt til indgangskoner, som laa paa knæ om ham Som synderinder. Man var jo for liten til at forstaa den scene. Men jeg ser ikke den dag idag renæssansens himmelfartsbilleder, uten min tanke piler tilbake til den høitidelige gruppe – der var noget klassisk ved holdningen, en storstilet enkelhet over kompositionen. Og saa dirret der underlig i luften noget av et mysterium, – men den følelse var vel mere min end indgangskonernes. Av gudstjenesten er det imidlertid den scene jeg egentlig husker, Men der var ikke stunder til fordypelser i mystik: det var jeg, gudsordet fra Sætesdal, som skulde underholdes og indvies i den nye tingenes orden. Der var en ny trap, og en ny herlig knirking. Paa denne lem var det bedre plads. Men temmelig dunkelt. Da man hadde sat sig til rette her i halvmørket, med utsigt ned i det deilige halvlys-dyp, begyndte moroen. Først litt fnis, men gravalvorlige barneansigter, som gjemte paa utallige smaa skjelmestykker; jeg hadde alt set der sat en enslig borre paa en gammel kalls trøieryg. Men den lek, som egentlig var paa mode dengang, var nok «aa slakta»: man labbet sig sig selv med knytnæven i panden, saa det smaldt; saa stak man sig med pekefingeren paa indsiden av strupen, der den store livaare gaar, og saa tungen litt ut av munden, saameget man da fordristet sig til. Men fromt gravalvor i hvert et ansigts-træk, mens det pjutret av skøierfryd i det vaakne øie! – Jeg hørte siden fortælle om en halvtomsing, man hadde faat med sig op slik paa en lem engang; ungerne var nærgaaende i sit leven, de fôr med knappenaaler. Og midt under prestens fadervor satte han fortvilet i: «Vold, prest! Kjødnagutane stikke meg mæ naale mitt i guds hus!» Jeg trodde altid at det var ut av halvmørket paa denne lem det skjærende skrik var kommet, – skjønt jeg nu vet, det nok var i en anden kirke.
Ja, jeg beklager, jeg ikke kan skaffe dig andet av minder fra den gamle kirke. Jeg ser jeg er kommet i skade for at mindes mit indtryk av gudstjenesten isteden – det du hadde mindst bruk for av alt i dit aarsskrift. For det var den som slog mig – eller rettere: ansigterne i gudstjenesten, selv om en kaotisk barnehjerne naturligvis ikke skjelnet hvad der steg op imot én fra hin blaa og hvite halvlysverden dernede. Jeg bare kopte klomset.
Jeg var jo kommet direkte dit fra langt op i Sætesdal. Der hadde jeg oplevet noget andet ved kirke. Jeg mindes saaledes en sollys sommerdag syd ved Byglands hvitmalte kirke. Dølerne sat inde, og nogen stod ute og rødde utvungent, uten ansigtet lagt i folder for denne jammerdal og likesom uten forsagelse. Jeg har ikke oplevet noget saa utvunget uten ved de store kirkefester for skytshelgenen i smaabyerne inde i Abruzzerne; der ligger en god attest til vorherre i det, som om han virkelig mente dette med nihil humani o.s.v. Og naar de møttes, handtoges de ikke, og sukket ikke eller sa: «So fliteg paa kjyrkjesti?» Dengang ialfald gjorde de det ikke. Sommerbrisen gik fredelig i gamle bjerketrær; over muren og bak stammene lyste fjorden blaa og usalt, kruset av dovne, smaa indlandsbaarer. Der borte i kirkegaardens hjørne laa en voksen jente næsegrus paa en grav og hulket høit; det røde, stripete tjeld hadde hun trukket frem over hodet. Jeg husker det var ingen fersk grav, for der vokste alt syrestranter om hendes hodeplagg, der hun laa; det var altsaa neppe nogen død hendes sut gjaldt. Jeg forstod ingenting dengang; men der gik vel én, «ho inkji maatte have», ensteds. Hun søkte hit uten sky med sin kvide, graat den ned i vigslet jord. En sorgtung, middelalderlig ballade! Og dølerne stillet sig litt unda hende og lot det ske: der var intet underlig ved det, det skulde saa være ... Her var ingen dualisme i gemytsstoffet selv ved kirke, ingen pendlende fart mellem motsætninger.
Jeg var kommet fra denne balladens dal til rationalismens hjemstavn, fra det lyrisk dvælende i talen til den rappe, heftige rytme, fra det svømmende barneøie til det gløgge, isblokkeblaa blik, som skar glas om det trængtes, fra den indelukkede lumre mystik til dagklart levevett og vilje. Og derfor blir det gudstjenesten jeg mindes, ikke kirken. Jeg behøver vel ikke si at selvfølgelig vet jeg nu, der fandtes begge disse ting ogsaa i Sætesdal – hestehandler og stev-skald – likesom jeg vet nu at begge ting ogsaa findes i Yttre Hardanger. Men dengang virket det ikke saa. Jeg visste ikke at rationalismen ogsaa eier sin vældige motsætning: henrykkelsen nemlig, ekstasen, som tar veiret fra én, hvad stevets vegetative lyrik aldrig gjør; stevet, som delvis den middelalderlige ballade, maa nøie sig uten helvedes-farten i tanken, uten de svingninger av eventyrlig raphet som i det religiøse kaster sig mellem Grjotnesplasset og Zululands missionsmark like ubesværet som trigonometrien springer fra + uendelighet over i ÷ uendelighet; stevets luft er ikke tindrende hvit og blaa. Derfor blev jeg ved hint første møte med den nye sort gudstjeneste staaende haandfalden, klomset.
Jeg forstod jo ikke dengang at jeg var bort i de to motsatte hovedtraader i norsk folkekarakter. Og da er det egentlig ikke det, som løper under det gjængse navn «tvisyn», jeg sigter til: for det er nærmest en vanmægtig og gold lek, skablon, og gaar i grunden bare paa formen, eksisterer ikke uten forsaavidt det spiller paa tungespidsen. Jeg forstod ikke, at dette ugreie vandskille mellem tro og skepsis i dets utallige forutsætninger i grunden er hovedkapitlet i studiet til kjendskap av selve det norske folk.
For naar der er opstaat en aandens stormand i vort land, saa har han – det er unødig at si det – været stor, forsaavidt han har evnet at sveise de to traader ind i sit eget hete sind. Det er dette Ibsen under trykket av sin samtids filosofiske nomenclatur kaldte motsætningen mellem idé og virkelighet; vor tid er naadd noget længer, endog længere end til «tvisynet»s stade: det der er ikke utenfor os, spændingen er flyttet ind i vort eget bryst. – Men den traadenes motsætning gjør fantasien porøs og flersidig fattende; skjænker evnen til de farlige kast og til flugt. Den rivning nører den evige, ulmende uro, som er selve livsprincippet og uten hvilken den uproduktive goldhet blir kunstnerens endeligt. Den gnidning slog gnister bak ørne-øiet. Og inderst inde blir det ogsaa temaet i al levedygtig, særnorsk digtning. Den er nemlig ifølge væsen ikke bukolisk, gud bedre os! Ikke barne-læsning. Ikke almue-lekture.
Men tilbake til gudstjenesten! Dengang stod jeg klomset foran dette nye folkestof, som foran mysteriet der ute hos indgangskonerne.
Og siden jeg nu sitter her og mindes uvedkommende ting, saa kommer der endnu et billede; for det hører for mig sammen med gudstjenesten. Det var hjemreisen fra kirke en slik sommerdag med solgangsvind. I gammel tid var der ikke ordentlig bygdevei; man fôr tilsjøs.
Kirkebaatene kom i flok ut fra Osen, rodde sig op i vinden her langs vestre landet for at «faa stræk paa seilet», – en mand ved hver aare, saa sjøspruten stod ind over æsingen i den søklastede baat, og med iltre blink fra de vaate aareblad. Det virket som om alle følte de var sluppet ut av bur. Nogen rodde sig ut bare til Plugganeset, nogen til Tangeraasneset, alt efter hvor langt paa indstranden de skulde; nogen næsten ut til Skjæring, de som skulde tvers over fjorden til Kysnesstranden. Aarerne blev dradd ind utfor nessene, undtagen ytteraaren, som holdt baaten paa skraa av gulet; masten kom op, spriet blev sat, mens én krabbet agter over sine medkristne med roret, stod paa knæ op i raangen, balancerte i den duppende baat, rendte det ned paa rorjernet bak i stavnen ... storseilskjøtet kastet attom grepet og halet ind, slaat fast om klummen! for ingen førte store seil, men slog skjøterne fast, ialfald i havgul. Baaten la sig over, blev levende, skjøt alt lekende baarer foran stavnen; man sank ned paa nistebommene i baatbunden og lot solgangsbrisen raade, fugtig og frisk. Og saa løp der vel fra en unggut en stub mellem toftene om en borre i en gammel kall paa lemmen eller andet løient han hadde set eller hørt ind ved kirke: dermed var latteren løs, og fromhetens maske smuldret langsomt.
Det hører med til gudstjenesten, dette friske billede. Utfor hvert nes satte de seil, stod indover som en sværm sjøfugl, de letter for spilte vinger . . med vestensol i de barkede og graa kluter. Folket var atter sig selv, verdslig, øierapt, sjøsalt.
Gad vite, om ikke indsigt i dette raske hamskifte ovenpaa gudstjenesten, i stemningen derpaa, har git mangen en bønamand, som sat og myste magtsyk ut paa den livsglade, blaa fjord, – git ham tunge tanker og har sat ham paa idéen om hans kald i Herrens vingaard, skaffet ham vind i seilene, da han, «livssynet»s dystre tugtemester, tok fat paa sit vækkelsesvirke: den officielle kristendom dudde ikke, naadde aldrig ind i det gløgge levevett; al præken om jammerdal, saa man jo der, var som at skvætte vand paa selve gaasen! ...
Kjære ven, du faar nøie dig med dette; det blev jo ikke stort av det du egentlig skulde hat.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |