Stille Betragtninger

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

— Oftedal, ja.

Mødte jeg ham ikke igaar, fed, bred, glinſende og fornøiet — han har jo angret ſaa ſvært i den ſidſte Tid, ſtakkar — med blankpudſet Floshat og Ring og Stav, — ſtoltelig ſpadſerende fra ſin Ejendom i Byen til ſin Ejendom paa Landet! — hvilken Ejendom ved en eller anden Skjæbnens Ironi heder Roſendal. Har den Guds Mand ogſaa der plukket Roſer?

Og ved hans Side vandrede tre alvorlige Mænd, „Brødre“ af Fuldblodsracen, med trefold ſindige Skridt, med Idiotien ſkinnende i ſine Anſigter, og med en Tro, der kunde forbløffe et Fjeld. Jeg lo med mig ſelv ved Tanken om, hvor nødig disſe tre Mænd ſkulde ville lade ſig ſe ved Siden af en ſkikkelig Ægtemand ſom for Eksempel mig. Men der vandrer de ſaa elſkelig afſted midt paa lyſe Dagen Arm i Arm med denne... naa-ja; han ſkal ja nu være gjenoprejſt.

Hvilket Indblik fik jeg ikke med engang i denne Verdens Indretning og i Visdommens Art og Stik! Jeg Aſen, ſom engang troede, at man burde tale ærligt om alvorlige Ting! O mine Brødre og Søſtre, ogſaa paa mig ere Øjnene vordne opladte! I unge Kvinder og Mænd, atter og atter formaner jeg eder: lærer af mit og Ligeſindedes Eksempel, ſammenholdt med hans Eksempel, ſom vokſede ſig fed i Synden i St. Petri Menighed, og ſom nu end ydermere vokser ſig fed — ved at være gjenoprejſt!

Paa Moſe Stol ſidder Oftedal og Emisſærerne. Gjører I ſom de, — paa det at det maa gaa eder vel, og I maa længe leve i Landet.

— — Oftedal har aldrig havt bedre Chancer end nu.[1] Han kjender ſine Faar og ved, at han kan tage dem igjen der, hvor han ſlap dem. Disſe ſtakkars, af Slid og Sut og for megen Pontoppidan halvt aandsſløvede Veſtlandsbønder, — de er hans og blir hans. Nu drager han om blandt dem og præker under raſende Tilſtrømning. Der er ikke Plads i Huſene længer; Halvparten af de ſøgende maa ſtaa udenfor. Og ſaa knalder han løs. „Nu ſer dere vel, at dere kan komme til Jeſus! Nu behøver dere da ikke at være blyge! Naar han har kunnet tilgive mig, ſom har levet et helt Liv i Liderlighed og Synd, ſaa tilgir han nok dere ogſaa. Kunde han tage et ſligt Svin ſom mig i sine Arme — —!“

De ſtakkars Hjælp ſøgende og Hjælp trængende Menneſker hører paa ſlig Gudsbeſpottelſe uden at ſpy. De blir rørte; de græder. Deres Trang og Nød er ſaa ſtor, og deres aandelige Horizont ſaa trang, at de ikke engang tænker paa at kritiſere.

Han Lars er gildere end nogenſinde. Som Faar uden Hyrde ſtod den veſtlandſke Vækkelſes Hjord. Den vidſte ikke, hvor den ſkulde vende ſig. Den havde nok Vorherre, men — det nar ſaa løje med det; der var ingen, ſom kunde erſtatte han Lars. Nu er der Paaſke over Landet — han Lars er kommen igjen til dem! Og det bedre end før, ydmyget, renſet, lutret, prøvet i alt, ogſaa i Synd; nu er han netop den Mand, til hvem de kan gaa hen med ſine ſtakkars ſkidne Samvittigheder. Hvad ſkulde de nu genere ſig for? Han ſtaar jo der mid iblandt dem fed og bred ſom et levende Bevis for, at der er Naade for al Synd — endog for den at beſudle det hellige. Thi han er tagen til Naade! — han ſiger det ja ſelv.

Og de glemmer med Glæde, at han ſagde det ſamme — før ogſaa. Før, i ſin Ungdom, havde han været et Syndens Barn, ſagde han, en Skjørlevner og jeg ved ikke hvad; men nu havde han rejſt ſig; nu var han gjenfødt; nu var han et Guds Barn og Jeſu Medarving! — Det ſagde og forſikrede han, lige til den Tag, da han blev nødt til at rømme Kirken formedelſt et Levnet, ſom end ikke burde nævnes iblandt os. Men det er nu altſammen glemt. De tror paa hans Forſikringer nu, ſom de troede paa dem dengang. Om der ſaa kom en ny „Falds“-Hiſtorie, og han et halvt Aar bagefter atter ſteg frem og ſagde, at han hidtil havde løjet, men at nu var han ren, — de vilde paany tro ham.

Veſtlandsbonden er kjendt for ſin Mistænkſomhed. Men paa dette Omraade er han et Barn. Saa ſnart det begynder at ringle for hans Ører med de rigtige gamle gudelige Talemaader, blir han hypnotiſeret. Og den hypnotiſerede har overfor Hypnotiſøren ingen Kritik, ingen Selvſtændighed. Manden er benaadet, han ſiger det jo ſelv! —

Hyrden har sin Hjord igjen, og Hjorden har ſin Hyrde. Vi kommer en Dag til at ſe den faldne fra Stavanger igjen — alleſammen.

*

Imidlertid ved alle Menneſker, hvad Lars har gjort — og ſer, at det ikke blev ſtraffet.

Ogſaa paa Veſtlandet er der Verdens Børn. De tar Skandalen paa ſin Vis. Den fortelles og nydes, hvor man kommer. Der hviſkes om den i Stuen og i Kjøkkenet, paa Gader og Stræder, i Kammere og Kjældere, — kanſke ogſaa i Skolen. Man ved, at den præſtelige Ægtemand, ſom prækede ſaa vakkert, var en Horkarl; og da man ingen nærmere Beſked har, ſaa udmaler man ſig Tingen paa egen Haand med alſkens Detaljer. Man fortæller hinanden, at Lars drev Utugt med Mindreaarige; at han benyttede Skillingen ſom Beſtyrer af ſit Magdalene-Aſyl, og det paa en ſaadan Maade, at han af Aſylets Piger ſtundom blev ſat gjennem Vinduet ud paa Gaden — paa ſin egen Vaiſenhusgade — , desformedelſt, at Pigerne blev jaloux paa hinanden; at han ſkal have optraadt overfor den og den gifte Kone ſlig, — at jeg ikke kan nævne det; for hvis jeg nevnte det, ſaa blev — jeg ſat under Tiltale. Og altſammen er naturligvis ganske viſt.

Og ſaa blev der ingenting gjort ved det! — De Overordnede vidſte Beſked. Biſkopen kjendte Hiſtorierne. Hans Højærværdighed ymtede endog i Aviſen om Ting, ſom ſkulde være forargeligere end ſelve den ſyndige Handling. Og hvad Biſpen ved, det ved naturligvis det hele Kirkeſtyre. Kirkens Styrere vidſte det altſammen — og lod det bero.

Saa er det ikke bare Fantaſierne, ſom forgiftes; der kommer ogſaa Forvirring i Begreberne. Det er altſaa til ſyvende og ſidſt ikke ſaa farligt at leve i Bigami? eller at misbruge Børn? Selv Præſter gjør det jo, ja ſelv Lars Oftedal! Og hverken Gud eller Biſpen gjør noget ved det; Gud tilgiver det endog meget let, at dømme efter Oftedals „Sendebrev“. Og fem Maaneder efter staar Horkarlen paany frem ſom Leder af Guds Folk og Forkynder af Kriſti Evangelium...

Det kan ikke være ſaa farligt enda. Bare pasſe ſig, at det ikke kommer ud.

Jeg formoder, at Gudelighed og lønlig Liderlighed vil tage et betydeligt Opſving paa disſe Kanter.

— Ingen vil ane noget. Paa alle Gadehjørner holdes lange Bønner, og overalt, ligetil i Jernbaneſtationens Venteværelſer, ligger Bibelen paa Udstilling...


  1. Nedſkrevet Høſten 1892.