Statsraad Birch-Reichenwald

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Statsraad Birch-Reichenwald
Morgenbladetnr. 24, 24. januar (s. 1).
I.

Sidſte Numer af Illuſtreret Nyhedsblad indeholder en Panegyrik over Statsraad Birch-Reichenwald, der i Formen ſkal være en Fortſættelſe af en i Bladets forrige Numer paabegyndt Biografi af Statsraaden, men ved ſin hele Fatning gjør Indtrykket af en ſelvſtændig Afhandling, og endog typografiſk ſynes at være betegnet ſom hidrørende fra en forſkjellig Forfatter. Vi dele ikke Forfatterens Beundring for Statsraad Birch-Reichenwald, hvem vi tro at kjende temmelig nøie, og da Omſtændighederne unægtelig have givet denne Mand en overordentlig ſtor Indflydelſe paa vort hele Statslivs Gang, finde vi det ogſaa Umagen værd at underkaſte Spørgsmaalet om Statsraad Birchs indre Berettigelſe til den Magt, han indehaver, en nærmere Drøftelſe. Almenheden har virkelig Ret til at ſpørge, hvem den Mand er, og hvad man har at vente af ham, i hvis Hænder Landets Ve og Vel i en ſaa væſentlig Grad ligger. Thi det er ikke ved Folkets Stemme, at Birch-Reichenwald er kaldet til ſin Plads i Kongens Raad; ei heller er det ſom Kjæmper for ſtore Principer, at han har deſigneret ſig ſelv ſom Manden til diſses Gjennemførelſe. Statsraad Birch-Reichenwalds eneſte Adkomſt til ſin Poſt er hans Majeſtæt Kongens perſonlige Yndeſt; intet andet. Folket veed intet om Statsraad Birch.

Det fremherſkende Grundtræk i den hele Birch-Motzfeldtſke Families Charakter er en afgjort Retning mod det Perſonlige, forenet med en uſædvanlig ſtemt Lidenſkabelighed. Dette Grundelement fremtræder hos de forſkjellige Individer paa en forſkjellig Maade, alt efter Charakterernes Forſkjelligheder iøvrigt; men man vil ved hvert eneſte Medlem af denne til vort offentlige Liv i ſaa mange Henſeender knyttede Familie finde, at hans hele Standpunkt, alle hans Meninger og Ønſker derved ere beſtemte. Hos Statsraad Birch-Reichenwald er det Lyſt til at have Magten, hvorpaa hans hele Væſen beſtandig har været rettet. Denne Lyſt er i ſig ſelv aldeles berettiget, ifald Magten opfattes ſom et Middel; ſelv ſom Middel blot til Vedkommendes egen Ophøielſe maa en Stræben efter Magten reſpekteres, naar det ſker paa en ærlig Maade. Men dette er ikke Tilfældet med Birch-Reichenwald. For ham er Pragten Øiemedet; han vil have Magten blot for ſelv at have den; han er mere herſkeſyg end ærgjerrig. Denne ſæregne Sjælsretning har netop ſin Forklaringsgrund i det ovenanførte Charaktertræk, i Forbindelſe med hans Charakters helt igjennem negative Væſen. Det eneſte Poſitive, han nogenſinde har villet og vil, det er at have Magten; ſpurgte man ham, hvortil han agtede at bruge den, vilde han viſtnok blive forlegen for Svaret, eller maatte ſnarere ikke forſtaa Spørgsmaalet.

Det er ſaaledes langt fra, at Statsraad Birch i nogen Henſeende kan betegnes ſom en Perſonlighed. Naar Forfatteren i Nyhedsbladet ſiger, at den Omſtændighed, at han har været iſtand til at abſorbere den offentlige Opmærkſomhed i den Grad, ſom han har gjort, nokſom vidner om, at han maa være en ſjelden udruſtet Perſonlighed, da er dette en kjendelig Tilſnigelſe. Det er alene Bevidſtheden; om, at Statsraad Birch-Reichenwald er hans Majeſtæt Kongens Yndling og almægtige Miniſter, ſom er Grunden til, “at han i de 2 Aar, han har ſiddet i Kongens Raad, har været det Midtpunkt, hvorom al politiſk Diskusſion hertillands har dreiet ſig“. Birch-Reichenwalds perſonlige Mening og Villie har aldrig haft ſynderlig Betydning i den offentlige Diskusſion; men nu, da man veed, at han formaar at ſætte ſin Villie igjennem, er man nødt til at betragte ham ſom en Auktoritet og det af aller øverſte Rang. Den ſamme Auktoritet vil han beholde, den almindelge Opmærkſomhed vil vedblive at være fæſtet paa ham i uformindſket Grad, netop ſaa længe ſom han beholder ſin perſonlige Indflydelſe hos hs. M. Kongen; men heller ikke et Øieblik længer. Som Privatmand vilde Birch-Reichenwald aldrig kunne ſpille nogen fremtrædende Rolle i vort politiſke Liv, netop fordi han ikke er nogen virkelig hel Perſonlighed.

Mærkeligt nok er det i denne Henſeende at ſammenligne Statsraad Bireh med virkelige politiſke Perſonligheder, f. Ex. Stang eller Schweigaard. Ingen af disſe Mænd har nu nogen umiddelbar Myndighed ved Afgjørelſen af vore offentlige Anliggender. Men ikke deſtomindre hver Gang nogen Sag af ſtørre Vigtighed ſtaar paa Dagsordenen, ſkal man høre, at der ſtrax ſpørges: Hvad ſiger Stang? Hvad er Schweigaards Mening? Men aldrig har det faldt Nogen ind før 1857 at ſpørge: Hvad ſiger Birch-Reichenwald om denne Sag?, og det uagtet man vel vidſte, at Birch lige fra ſin tidlige Ungdom ſtadig arbeidede mod det Maal at blive Miniſter, og uagtet man viſtnok ogſaa i Almindelighed troede, at han engang vilde blive det. Der har længe været megen Tale om Expeditionsſekretær og Amtmand Birch, men dette har blot været af den Grund, at man vidſte, at han var Kandidat til Miniſterportefeuillen, og Diskusſionen har ogſaa altid alene dreiet ſig om hans perſonlige Værdighed eller Uværdighed; men aldrig har han, før han virkelig erholdt Magten, været Gjenſtand for den offentlige Diskusſion ſom en Auktoritet, hvis Meninger havde nogen ſæregen Vægt i ſelve Sagen, blot fordi de vare hans.

Statsraad Birch-Reichenwalds hele Væſen er af negativ Beſkaffenhed. Der er ingen Sag, hvorfor han arbeider, intet Maal, hvortil han ſtræber, – undtagen det at have Magten. Som Expeditionsſekretær i Kirkedepartementet indbragte han et Styrelſeslyſtem, ſom er blevet traditionelt, beſtaaende i at holde Forretningerne i Orden og udfolde megen Virkſomhed, men Intet at gjøre. Som Amtmand i Smaalehnene, hvor der dog var et ſaare rigt Feldt for en ung Mand med hans adminiſtrative Indſigter og Arbeidsdygtighed, udrettede han Intet, tog aldrig Initiativet til nogen Ting, men holdt Forretningerne ypperligt gaaende. Som Amtmand i Akershus ligeſaa. Som Medlem af Jernbane-Direktionen optraadte han i den bekjendte Strid om Anſættelſe af en kontrollerende Ingeniør med en rosværdig Kraft og Beſtemthed; men ogſaa her gjaldt det ingen egentlig Sag; det var ſin Mening om et paa Bane bragt Adminiſtrationsanliggende, ſom han forfegtede med ſin vanlige Ihærdighed, men ſelve Foranſtaltningens Nødvendighed havde allerede praktiſk viſt ſig, og Ideen var heller ikke udgaaet fra ham. For ham exiſterer der egentlig ingen Sag, men kun Forretninger.

Et mærkeligt Træk i Birch Reichenwalds Charakter, hvilket ved førſte Øiekaſt kan ſynes noget modſigende, er, at denne Mand, der er ſaa ſkinſyg paa ſin Myndighed og ſom vil herſke overalt, dog ſelv ſaa let lader ſig beherſke af Andre. Forklaringsgrunden hertil ligger netop i hans Negativitet i Forbindelſe med hans afgjort perſonlige Retning. Da for ham Bevidſtheden om at have Magten er det Væſentlige, er han, ſaalænge man erkjender ham ſom den, paa hvis Villie det alene kommer an, let at bevæge til at gaa ind paa en Andens Mening. Men vil man derimod ſætte ſin Mening op imod hans, da kjæmper han paa Liv og Død og giver ſig aldrig. Vi kunde fra hans Tid ſom Amtmand anføre Exempler paa, at han formelig har havt Yndlinger, der, uagtet de ſaavel fra Evnernes ſom Indſigternes Side ſtode langt under Birch-Reichenwald, dog kunde, ſom man ſiger faa ham til hvad de vilde, medens han var døv imod Foreſtillinger fra Andre i Sager, ſom de aabenbart maatte forſtaa bedre end han, blot fordi disſe optraadte direkte imod ham. Og dog have vi intet Øieblik betvivlet, at hans Villie til at ramme det Rette har været lige god i det ene ſom i det andet Tilfælde. Men han har aldrig formaaet at anſkue nogen Sag i og for ſig med de for eller imod ſamme talende Grunde, uden i Forbindelſe med den Perſon, fra hvem hin udgaar, og den Maade, paa hvilken disſe fremkomme.

En almindelig Anke mod Statsraad Birch, ſom endog hans bedſte Venner ikke kunne afviſe, er hans beſtandige Hang til Intriger. Forfatteren i Nyhedsbladet tillægger Birch “en uſædvanlig Kløgt, hvor det gjælder at finde Udveie for at naa Maalet“; men hermed er alene en enkelt Side ved hans Organiſation betegnet. Birch Reichenwald ſtyrer aldrig lige imod noget Maal, juſt fordi han aldrig har noget poſitivt Maal, eller nogen hel Sag, hvorfor han arbeider. Netop paa Grand af ſit negative Væſen og ſin rent perſonlige Tendents maa han nødvendig ſe ſig om til høire og venſtre, og beſtandig gaa ad Omveie, hvad enten det ſaa behøves eller ikke; den lige Vei ſtrider mod hans Natur.

Men, vil man ſpørge, hvorledes er det da muligt, at Birch-Reichenwald, med ſaa ſtore Mangler i ſin hele Organiſation, dog har kunnet gjøre en ſaa glimrende Karriere og erhverve den almægtige Indflydelſe, ſom han beſidder. Dette kunde dog ſynes allerede i og for ſig at maatte vidne om, at han er en mere end almindelig dygtig Mand. – Hertil ſvare vi, at vi aldrig have beſtridt Statsraad Birch-Reichenwald Dygtighed i og for ſig. Det er alene Statsmanden, vi her bedømme, og ſom ſaadan anſe vi Birch-Reichenwald for en ganſke underordnet Perſonlighed. Forklaringsgrunden til hans Ophøielſe maa alene ſøges i vore hidtil lidet udviklede politiſke Forholde, hvor de Egenſkaber, der danne Statsmanden, have været lidet paaagtede, hvor en Miniſters og en Fuldmægtigs Stilling kun har været betragtede ſom graduelt forſkjellige Embeder, – i Forbindelſe med Birch-Reichenwalds høiſt behagelige ydre Væſen og hans uſædvanlige Forretningsdygtighed. Hvad det Førſte angaar, da kjende vi Faa eller Ingen, der i ſin hele Fremtræden har ſaa meget indtagende og vindende ſom han. Den fuldendte Urbanitet viſer ſig ved førſte Møde. Den rent perſonlige Retning i hans Karakter gjør ham i denne Forſtand til en virkelig farlig Perſonlighed. Og ved Siden af dette er Birch-Reichenwald, ligeſom ſin hele Familie, et hjertensgodt Menneſke. Intet Under derfor, at han har mange hengivne Venner. Men dette vidner ingenlunde, ſom Nyhedsbladets Forfatter mener, om nogen “ſæregen Magt i hans Perſonlighed“, – men viſer blot, at han ſom Privatmand er høiſt elſkværdig, hvilket ogſaa vi til Overflod af egen Erfaring kunne bekræfte. “Bitre Fiender“ derimod betvivle vi meget, at Statsraad Birch har; han har viſtnok tidligere kunnet havt enkelte Uvenner, og har i ſin nuværende Stilling mange forbitrede Modſtandere; – Men denne Forbitrelſe er mere fremkaldt af Indignation end af Had. Birch-Reichenwald med al ſin Magt imponerer altfor lidet til at kunne hades. – Som Forretningsmand udmærker Birch-Reichenwald ſig ved en Hurtighed i at ſætte ſig ind i en Sag, Lethed i at rede ſig ud af Forviklinger og Takt til at undgaa Vanſkeligheder, ſom viſtnok faa Andre beſidde. Vi kunne ogſaa her tale af egen Erfaring; vi have ſeet Expeditioner fra Birch-Reichenwalds Amtmands-Tid i temmelig vanſkelige Sager, udfærdigede med hans egen Haand og ſaa godt ſom paa ſtaaende Fod, hvilke efter vor Dom maatte kaldes fuldendte. At Birch-Reichenwald ſaaledes af ſine Foreſatte ſnart blev erkjendt for et uſædvanlig brugbart Subjekt, og at han ved Befordringen i Departementet gik foran alle Andre, var høiſt forklarligt. Han var netop i høi Grad brugbar. Men den beſtandige Tendens til at ſkyde enhver Realitet fra ſig og altid holde ſig Ryggen fri, der hos en underordnet Embedsmand ikke ſaa meget kommer tilſyne, og mangen Gang kan være en ret nyttig Egenſkab, bliver aldeles fordærvelig for den, der ſkal ſtaa i Spidſen for en Adminiſtration. Her kommer det mere an paa at handle end at expedere, og ofte er det bedre at gjøre noget galt end intet at gjøre. Vi tro for viſt, at Birch-Reichenwald vilde været en ganſke udmærket Foged under en Amtmand ſom Aall.

II.

Vi have i vor forrige Artikkel ſtræbt at give en tro Skildring af Statsraad Birch-Reichenwalds Charakter og Standpunkt i det Hele, for derved ſaavidt muligt at ſætte Almenheden iſtand til at bedømme, om han er den Mand, i hvis Hænder man med Tryghed kan vide Landets Styrelſe i alt Væſentligt betroet. Vi have ikke ledſaget vor Bedømmelſe med nogen egentlig Dokumentation, ſkjønt Exempler paa Rigtigheden af ſamme i hvert enkelt Punkt lettelig kunde anføres. Vi vente ikke, at Publikum ſkal tage vort blotte Udſagn ſom beviſte Satſer, men vi ville kun, at man ſkal tage det for hvad det er, nemlig en navngiven Mands ved lang og ſamvittighedsfuld Iagttagelſe og moden Overveielſe vundne Overbevisning, og vi forlange blot, at man ſkal tro os paa vort Ord, at denne Overbevisning ikke er bygget paa uſikkre Indtryk, men paa virkelige faktiſke Iagttagelſer. En detailleret Dokumentation vilde heller intet beviſe, med mindre den blev givet et Omfang, der vilde gjøre nærværende Skildring til en tyk Bog iſtedetfor in en Dagbladsartikel. Mange charakteriſtiſke Træk egne ſig desuden ikke til at forelægges Almenheden og meget er af den Beſkaffenhed, at kun den umiddelbare Iagttager erholder det rette Indtryk. – Og en ſaadan Dokumentation behøves heller ikke, thi vi kunne angive et Bevismiddel, ſom her er bedre end noget andet: Birch-Reichenwald har ſtaaet i Forhold til Mangfoldige: man ſpørge hvem ſom helſt af dem, ſom virkelig kjende ham om vor Skildring pasſer eller ei; vi holde os forvisſede om, at ſelv hans Venner, hvis de ville være oprigtige, hvor meget de end kunne være tilbøielige til at anſkue Alt i det bedſte Lys, dog ſkulle maatte erkjende, at vor Charakteriſtik af Birch-Reichenwald er adækvat. Vi have ogſaa i denne Henſeende gjort ret mærkelige Erfaringer.

Hermed kunde nu nærværende Artikkel gjerne ſlutte. Men Forfatteren i Nyhedsbladet fremſætter Synsmaader, der ere i den Grad afvigende ikke alene fra vore, men fra alle hidtil anerkjendte Principer for et konſtitutionelt Statsliv, og ſætter disſe i en ſaadan Forbindelſe med ſine Betragtninger over Birch-Reichenwalds Indtrædelſe i Statsraadet, at vi ikke kunne undgaa at tage ogſaa dette Punkt i nærmere Betragtning. Og da vi derhos tro, at en ſaadan nærmere Betragtning af den Maade, paa hvilken Birch-Reichenwald opnaaede ſin Plads i Kongens Raad, og af hans Virkſomhed i denne ſin Stilling netop i høi Grad leverer et faktiſk Bevis for Rigtigheden af vor ovenfor givne Charakteriſtik af Statsraaden, have vi troet at burde udſtrække vor Underſøgelſe ogſaa hertil, for at viſe, at netop det, hvad man efter Birch-Reichenwalds hele Organiſation, ſaadan ſom den ovenfor er ſkildret, maatte vente ſig af ham ſom Miniſter, ogſaa virkelig har bekræftet ſig.

Det er en bekjendt Sag, at lige fra den Tid, H. M. Kongen ſom Vicekonge ſtod i Spidſen for den kgl. norſke Regjering i Chriſtiania, beærede Høiſtſamme daværende Amtmand Birch-Reichenwald i høi Grad med ſit perſonlige Venſkab, og det var aldrig nogen Hemmelighed, at Hans Majeſtæt fandt meget Behag i Birch-Reichenwalds Omgang og jevnlig ogſaa i Statsanliggender lyttede til hans Raad. – Det er fremdeles vitterligt nok, at da Statsraad Stang i Løbet af Sommeren 1857 var bleven helbredet efter den Sygdom, der til ſaa megen Sorg ſaavel for hans Konge ſom for hans Landsmænd havde tvunget ham indtil videre at fratræde den Poſt, hvorfra ingen Magt i Verden havde formaaet at fortrænge ham, krævede den offentlige Stemme med en ſjelden Enighed hans ſnareſt mulige Gjenindtrædelſe i Kongens Raad; lige overfor ham traadte al Parti-Uenighed i Baggrunden, og i den hele Presſe lød det enſtemmig, at Stang naturligvis ved førſte Leilighed maatte ind i Statsraadet igjen. – Endelig er det faktiſk; at da H. M. Kongen i Vaaren 1858 kom hid til Chriſtiania, tilbød han Statsraadets Neſtor Vogt at udnævne ham til Statholder i Norge; men Vogt, ſom, om end hans Opfatning og Synsmaader i Mangt og Meget ikke billiges af Nutidens Mænd, dog altid vil ſtaa i vort unge Statslivs Hiſtorie ſom en mærkelig helſtøbt Perſonlighed, afſlog det kongelige Tilbud. I Høſten ſ. A. befalede H. M. Kongen Statsraad Vogt at ſøge Afſted, og udnævnte derpaa Birch-Reichenwald til Statsraad. Herom udtaler Forfatteren i Nyhedsbladet ſig paa følgende charakteriſtiſke Maade:

“En almindelig Opinion ſaa i Statsraad Stang den Mand, der fra ſin tidligere Stilling ſom Medlem af Kongens Raad nød Folkets Tillid og derfor var nærmeſt til atter at indtræde i ſamme; ligeoverfor ham maatte enhver ny og uprøvet Mand være uvelkommen. Man overſaa den nye Regents naturlige og konſtitutionelle Ret til at vælge de Raadgivere, der havde hans Tillid, – en Ret, ſom ingenlunde fornegtede eller udelukkede Folks Adgang til at udtale ſin Mistillid til dem, efter at have ſeet deres Gjerninger. Ved denne Retning i Opinionen bliver det forklarligt, at den bedagede Statsmand, der ved ſin Udtrædelſe af Raadet gav Plads for Birch-Reichenwald, pludſelig blev Gjenſtand for en ſtorartet Folkehyldning, efterat han i en lang Aarrække havde været Gjenſtand for de bittreſte Angreb i Landets Nationalforſamling og Presſe. – Et Moment, der er givet en ſæregen Betydning ved Bedømmelſen af Birchs Indtrædelſe i Statsraadet, tør ikke forbigaaes. Man har med ſpeciel Forargelſe dvælet ved den Omſtændighed, at der ſkulde være fundet Spor til, at den nye Statsraad før ſin Udnævnelſe har været i Beſiddelſe af Kongens Tillid og endog udøvet nogen Indflydelſe paa dennes Beſlutninger. Vi kunne heri ikke ſe Andet end Tingenes naturlige Gang, naar en Statsraad efter Kongens Villie ſkal give Plads for en anden, hvis Indtrædelſe i det officielle Raad netop derved bliver en konſtitutionel Nødvendighed.“

I Sandhed et ſaa aabent og ligefrem Forſvar for det perſonlige Regimentes og Kamarillavæſenets Berettigelſe erindre vi aldrig at have ſeet offentlig fremført. En ſaa uforbeholden Vedkjendelſe af Gunſtſyſtem og Underhaandspaavirkning ſom Princip havde vi aldrig ventet at ſe i den norſke Presſe. Turde vi antage, at Statsraad Birch-Reichenwald offentlig vilde vedſtaa ſom ſine disſe Synsmaader, hvormed hans Forſvarer i Nyhedsbladet motiverer hans Indtrædelſe i Statsraadet, da havde vi i Sandhed ikke nødig at beſkjæftige os ſaa længe med ham; da vilde han ſnart faa ſin Dom at høre.

Men Sagen er den, at netop fordi man almindelig troede, og, ſaavel af hvad man vidſte om Birch-Reichenwalds hele Organiſation, ſom af Maaden, hvorpaa hans Indtrædelſe i Statsraadet fra førſt til ſidſt var forberedt og gik for ſig, maatte kunne ſlutte ſig til, at han repræſenterede og vilde befølge ſlige Maximer, ſom de ovenanførte, netop derfor var det, at Birch-Reichenwalds Udnævnelſe til Statsraad blev modtaget ſaaledes ſom den blev. Men proklameret disſe Maximer havde han dog ikke. Thi iſaafald havde han været umulig ſom Statsraad.

Det er en klar Sag, at Kongen ſelv maa vælge ſine Miniſtre; dette beſtemmer vor Grundlov og viſt nok alle andre Forfatningslove. Men Miniſteren ſkal ikke være til Kongens private Fornøielſe; Statsraadet er indſtiftet for Folkets Skyld ſom en konſtitutionel Garanti, og derfor maa altid til Medlemmer af ſamme vælges dem, ſom Folkets Røſt beſtemt betegner. Dette er og maa være ſaa i alle konſtitutionelle Stater, lige meget om det parlementariſke Syſtem er herſkende eller ei. Parlementarismen beſtaar ſom bekjendt deri, at Nationalforſamlingens Pluralitet altid ubetinget anſees for i denne Henſeende at udtale hele Folkets Stemme; og et ſaadant Syſtem ville vi gjerne indrømme ikke vilde være egnet for de norſke Forhold. Men derfor bliver det dog lige uimodſigeligt, at Folkets Stemme bør afgjøre, hvem der ſkal være Statsraad, om det end erkjendes, at denne ikke ubetinget og udelukkende giver ſig tilkjende ved Storthingets Voteringer, og indrømmes, at der ogſaa gives andre Kilder, hvoraf Folkets Ønſker og Opfatning kan erfares. At det er overladt Kongen ſelv og ingen Anden at vælge Miniſtrene, er naturligvis ikke ſkeet for derved at give Hans Majeſtæt Ret til at vælge efter ſine perſonlige Sympathier, hvor disſe maatte være i Strid med Folkets Røſt, men fordi det forudſættes, at Høiſtſamme ingen ſaadanne Sympathier kan have. Ved at overlade Kongen ſelv at finde den Mand, hvem Folkets Stemme kræver, ſøges det netop forebygget, at allehaande uberettigede Henſyn og Tilbøieligheder ved dette vigtige Valg ſkulle gjøre ſig gjældende. Den over enhver Dadel og Anklage ophøiede Majeſtæt ſtaar udenfor og over alle Partier; han forudſættes ſelv ikke at kunne have noget Ønſke, der ſtaar i Strid med Folkets; og at være uimodtagelig for uvedkommende Indtryk og Paavirkninger; han er netop den abſolut upartiſke Iagttager, der veed at ſkjelne den forbigaaende, uklare Stemning fra den faſte og udbredte Folkemening. Paa denne Maade bliver netop Kongen i fuldeſte Betydning Nationens Repræſentant. Og de Raadgivere, han ſaaledes i Nationens Navn vælger ſig og til hvem ham med Anſvar lige over for Nationalforſamlingen, anbetror Ledelſen af de offentlige Anliggender, kunne ſaaledes umulig være Mænd, om hvem Folket intet Andet veed, end at de have Fangerne Tillid, og “hvis Gjerninger Folket førſt maa ſe,“ for at kunne udtale ſin Tillid eller Mistillid til dem.

I en konſtitutionel Stat er det ſaaledes altid i Virkeligheden Folket, der giver Kongen hans Miniſtre. Som en Følge heraf er det ogſaa en nødvendig Forudſætning, at Hans Majeſtæt i Statsanliggender aldrig modtager Raad fra nogen Anden. Det er Statsraaderne, ſom ſkulle være Folket anſvarlige for Regjeringens Førelſe; det juridiſke Anſvar kunne de viſtnok unddrage ſig, ved at tilføre Protokollen ſin Proteſt, og derved betegne Foranſtaltningen ſom udgaaet fra den uanſvarlige Majeſtæt perſonlig; men den moralſke Anſvarlighed for hvad der ſker hviler dog beſtandig i uformindſket Grad paa vedkommende Statsraad. Men dette bliver en Umulighed, hvis Kongen foruden ſine anſvarlige ogſaa har uanſvarlige Raadgivere. De legale Miniſtre maa kunne fordre i Statsanliggenderne at være i fuldſtændig og udelukkende Beſiddelſe af Hans Majeſtæts Øre, og kræve i alle Underhaandspaavirkninger afviſte. Og for enhver loyal Borger maa det være Pligt at afholde ſig fra at misbruge Hans Majeſtæts perſonlige Yndeſt til at indblande ſig i Regjeringsanliggenderne og tilvende ſig en Indflydelſe paa Sagernes Afgjørelſe, der, hvor god den end i de enkelte Tilfælde kan være, dog i ſin Helhed altid bliver uberettiget, og altid virker ſkadeligt, fordi den ſvækker de legale Autoriteter, forſtyrrer og hæmmer den harmoniſke Samvirken mellem Statsmagterne, og blotſtiller ſom den nærmeſt Anſvarlige Hans Majeſtæts Perſon, paa hvem dog intetſomhelſt Anſvar kan eller ſkal hvile. – Den eneſte tilbørlige Vei for den der ønſker Andel i Ledelſen af ſit Fædrelands offentlige Styrelſe, er førſt at vinde almindelig Anerkjendelſe hos Nationen, ſom den Mand, der baade kan og vil arbeide for og gjennemføre de Principer, ſom Folkevillien kræver, og hvis Raad ſaaledes Folket ønſker, at dets Konge ſkal høre og følge. Det naturligſte Feldt for ſaadan Virkſomhed er viſtnok Nationalforſamlingen, og hvor det parlementariſke Syſtem er det herſkende, gaar Veien til Miniſterbænken udelukkende gjennem Parlementet. Men under vore Forhold er der Anledning til ogſaa paa andre Maader, ſom Embedsmand eller Borger, at gjøre ſig ſaaledes bemærket at man ved Folkets Stemme bliver betegnet ſom ønſkelig til Statsraad. – Skulde det alligevel indtræffe, at det lykkedes nogen uvedkommende at tilvende ſig ſaadan perſonlig Yndeſt hos Kongen, at han faktiſk udøvede i Indflydelſe paa Høiſtſammes Beſlutninger i offentlige Anliggender, da var det viſtnok det Bedſte at han fik Plads ſom virkelig anſvarligt Medlem af det i officielle Raad, fremfor at han ſkulde øve ſin Paavirkning, – den vi dog ikke kunde forhindre, – underhaanden og uden noget Anſvar. Men ſaadant er og bliver dog altid et ſtort Onde, ſom alene vælges for at undgaa et ſtørre, og naar Forf. i Nyhedsbladet “heri ikke kan ſe andet end Tingenes naturlige Gang“, – da har denne Forfatter ikke fattet Betydningen af en konſtitutionel Regjering.

Statsraad Birch-Reichenwald har netop erholdt ſin Plads i Kongens Raad ved ſaaledes at misbruge hans Majeſtæts perſonlige Yndeſt; det erkjender hans Beundrer i Nyhedsbladet ſelv. Men det er betegnende, og et virkeligt Bevis paa Rigtigheden af den ovenfor givne Skildring af hans Karakter og hele Organiſation, at han har valgt at komme til ſin Stilling ved Intriger og ad Omveie, uagtet han dog ingenlunde havde behøvet det. Det har aldrig været nogen Hemmelighed, at Birch-Reichenwald lige fra ſin Ungdom uafladelig har ſtræbet til det Maal at blive Statsraad. Da han i en Alder af 33 Aar, og med ſligt Antecedentier ſom han havde, var bleven udnævnt til Amtmand i Smaalenenes Amt, og endnu ſamme Aar valgt til Medlem af Storthinget i 1848, da havde han den lige Vei til Statsraadstaburetten for ſig. Var han dengang blevet Statsraad, vilde det viſtnok ikke have vakt nogen Misnøie. Virkelige Statsmænd have vi kun faa af, og det havde man heller ikke fordret at han ſkulde være; vi maa jævnlig hjælpe os med flinke Forretningsmænd; det viſte man at Birch var, og mere forlangte man ikke. Men denne Vei til ſit Maal fulgte Birch-Reichenwald ikke; den ſtemmede ikke med hans Organiſation. Hans hele Virkſomhed paa Storthinget var yderlig mat; der var ikke en eneſte Sag, ſom man kan ſige blev drevet af ham eller ved ham modtog ſit Præg. Det eneſte markerede Punkt i hans hele Storthingsvirkſomhed var hans Optræden imod Overretsprokurator Gaarders Valg til Statsreviſor. Her havde Birch-Reichenwald viſtnok i Realiteten Ret; men at denne i ſig ſelv ganſke ubetydelige og rent perſonlige Sag var den væſentligſte Gjenſtand for en Statsraadskandidats Virken ſom Folkerepræſentant, og at han med ſaa megen, man kan gjerne ſige, nervøs Energi tog Parti i dette Spørgsmaal, viſer nokſom, hvor lidet han var StatsMandens Opgave voxen. Paa Storthinget i 1851 havde han ikke Sæde, og i 1854, da han atter blev valgt, var ham. Formand i Veikommitteen, hvilket han alene ſkyldte ſin Stilling ſom Amtmand, ligeſom Sibbern i 1857, og i hvilken Egenſkab han forfattede den bekjendte Lovtale over Indredepartementets Veibudget. Forøvrigt var hans Virkſomhed ligeſaa betydningsløs ſom for 6 Aar ſiden. Da han derefter forblev i Chriſtiania, fra hvilket Sted der naturligvis ikke nogenſinde kunde blive Tale om at vælge ham til Storthingsrepræſentant, ophørte Birchs Navn næſten at nævnes blandt de ſandſynlige Statsraadskandidater.

Men den kjender lidet Birch-Reichenwald, ſom tror, at han nogenſinde opgav et Maal, ſom han engang havde ſat ſig. Han tænkte viſtnok aldrig paa gjennem nogen offentlig Virkſomhed, enten ſom Embedsmand eller ſom Folkerepræſentant, at bane ſig Veien til Staatsraadstaburetten. Der var en anden Vei, ſom pasſede bedre med hans Natur, og den fulgte han. Naar han førſt kunde vinde Kongens perſonlige Bevaagenhed, og derigjennem bringe det dertil, at man betragtede ham ſom den, der ved ſin private Indflydelſe hos Høiſtſamme formaaede at ſætte Regjeringshandlinger igjennem, vilde nok “hans Indtrædelſe idet officielle Raad blive en konſtitutionel Nødvendighed“. Under Kong Oskars Regjering havde viſtnok dette ſine ſtore Vanſkeligheder, paa Grund af den ſtrænge Objektivitet og fuldkomne Uperſonlighed, ſom i en ſaa ſjelden Grad udmærkede dennes Styrelſe. Men da H. K. Høihed Kronprindſen kom hid ſom Vicekonge, havde Birch-Reichenwald Spillet paa ſin Haand. En Venſkabstjeneſte, ſom han havde haft Anledning til at viſe H. K Høiheds Privatſekretær, aabnede ham nærmere Adgang til Vicekongens Perſon. Hans perſonlige Elſkværdighed ſkaffede ham Hans kongelige Høiheds Venſkab, og ved den Lethed, hvormed han formaaede at ſætte ſig ind i Forretninger, og den Behændighed, hvormed han forſtod at klare Forlegenheder, gjorde han Indtryk paa den unge Fyrſte, ſom i høi Grad ſkikket til at anbetroes Afgjørelſen af vanſkelige Sager. Naar nu hertil kom, at Birch-Reichenwalds afgjort perſonlige Retning i en ſærdeles Grad maatte harmonere med en ung Monarks naturlige Tilbøielighed til at tage Alt konkret og betragte de ſtrengere objektive Henſyn ſom beſværlige Hindringer for den kongelige Villie, og alt dette derhos ved pasſende Leilighed ſtøttes ved behørige Hentydninger til Statsraadernes gammeldags Ubehjælpelighed og Tungvindthed, – ſaa bliver det let forklarligt, at Hans kongelige Høihed ſnart blev bibragt den Foreſtilling, at han i Birch-Reichenwald netop havde fundet en Miniſter, ſom han kunde bruge, og hvormed tillige Folket maatte være tjent. Da Birch-Reichenwald ſaaledes havde erhvervet ſig ſaadan Indflydelſe hos H. K H. Kronprindsregenten, at Høiſtſamme jævnlig befulgte hans Raad i Statsſager, da faldt hans Udnævnelſe til virkelig Statsraad af ſig ſelv. Om at give Stang Plads i Statsraadet kunde der følgelig nu ikke være Tale. For at ſkaffe Birch-Reichenwald Plads maatte en af de gamle Statsraader fortrænges. Gamle Vogt havde engang kunnet træde over i en Statholders Stilling; nu nødte man ham til at træde af, og at dette alene ſkede for at aabne en Vakance, er klart nok, thi den Mand, hvem Hans i Majeſtæt agtede at ſtille i Spidſen for den hele norſke Regjering, kunde umulig et halvt Aar efter anſees uſkikket til at forvalte et Departement. De foreløbige Forhandlinger angaaende Statsraadſkiftet i Høſten 1858 førtes ſom bekjendt umiddelbart mellem H. K. H Kronprindsregenten og Amtmand Birch-Reichenwald, med fuldkommen Forbigaaelſe af Statsraadet, og man iagttog i denne Henſeende ſaa liden Forbeholdenhed og brød ſig ſaa lidet om engang at bevare det ydre Skin, at man endog havde meddelt Birch-Reichenwald en Ziffernøgle til hemmelig Telegramvexling, ſaa at man engang ved en Depeſche, der nødvendigvis maatte adresſeres til Statsraadet, blev nødt til at henviſe dettes førſte Medlem til Amtmanden i Akershus, Birch-Reichenwald, for hos denne at erholde Opløsningen af den fra Regenten modtagne Meddelelſe.

Det er endnu i friſkt Minde, hvilken Indignation Birch-Reichenwalds Udnævnelſe til Statsraad vakte hos alle politiſk tænkende Mænd. Det var viſtnok ingenlunde hans Udnævnelſe i og for ſig, ſom nærmeſt vakte Misfornøielſen; heller ikke Stangs Forbigaaelſe, hvor almindelig dette Udfald end blev beklaget. Grunden var derimod aabenbart den, at man i Birch-Reichenwalds Udnævnelſe, tvertimod et beſtemt Folkeønſke, og i hele Maaden, hvorpaa denne Udnævnelſe var forberedt og gik for ſig, ſaa Tilkjendegivelſen af et Princip, ſom var Folket forhadt, og en aabent Brud med de Grundſætninger, ſom man under Kong Oscars 14aarige Styrelſe altid havde ſeet befulgte og havde vundet kjære. Man indigneredes over at ſe en Mand intrigere en anden fra hans Poſt for ſelv at tage den; ſelv de, der nok ønſkede at Statsraad Vagt vilde aftræde, ønſkede dog endnu mindre at ſe ham remplaceret med Birch-Reichenwald. Man ſaa i Birch-Reichenwald Nepotismens Repræſentant, og betragtede hans Udnævnelſe til Statsraad ſom et Signal om, at perſonlige Henſyn nu ſkulde faa en Indflydelſe paa Styrelſen, og at det dermed følgende Lykkeſøgeri og Kabalvæſen nu vilde faa et Indpas, hvorfor vi ſaa lang Tid havde været forſkaanede. Om end Oppoſitionen mod Regjeringen under Kong Oscars Styrelſe ikke havde ſavnet Styrke, og om end de Regjeringsmaximer, ſom fortrinsvis repræſenteredes af den Hædersmand, der paa en ſaa brutal Maade blev fordreven for at ſkaffe Birch-Reichenwald Plads, ofte var Gjenſtand for heftige Angreb i Storthinget og i Presſen, – ſaa anerkjendte man dog beſtandig, at der her altid gjaldt Sag og kjæmpedes for beſtemte Grundſætninger. Man følte ſig i denne Henſeende ſaa tryg; man vidſte, at Statsraadet alene fægtede for Sandhed og Ret og ikke for ſin egen og ſine Tilhængeres perſonlige Fordel. Alt dette vidſte man vilde blive anderledes i en Regjering, der modtog ſit Præg af Birch-Reichenwald. Man vidſte, at han ſnart vilde udſtrække ſin Indflydelſe over alle Styrelſens Grene, og man forudſaa, at denne vilde blive af demoraliſerende Beſkaffenhed.

Og derfor vil Misfornøielſen med Statsraad Birch-Reichenwald heller aldrig kunne ophøre. Saalænge han har ſin Plads i Kongens Raad, vil man altid i ham ſe Fornægtelſen af det ſande konſtitutionelle Princip, Repræſentanten for den perſonlige Tendents i Styrelſen. Om end, ſom Følge af hans hele negative Væſen, den direkte Skade, ſom han gjør, kun i mindre fremtrædende Tilfælde lader ſig udtrykkelig efterviſe, ſaa er dog hans blotte Tilværelſe og den hele Aand, ſom udgaar fra ham, fordærvelig nok. Vi ſkulle i et følgende Afſnit nærmere paaviſe dette.

III.

Birch-Reichenwalds Virkſomhed efter at være bleven Statsraad, hvilken vi i nærværende Afſnit noget nærmere ville betragte, har, ſom man efter hans hele Fortid maatte vente, fortrinsvis været rettet paa at ſamle alle Styrelſens Traade i ſin Haand. Der var ingen beſtemt Ting, ſom han vilde gjøre, men han vilde blot have Adgang til at faa gjort hvad han maatte ville. For ham havde hans Ophøielſe ingen politiſk, men kun en rent perſonlig Betydning. Den Negativitet, den forſigtige Undgaaen af Alt, hvor der kunde være Tale om noget Anſvar, den Frygt for “at lægge Ryg til“, ſom altid har været et fremtrædende Træk i hans hele Væſen, har paa den ene Side gjort, at der kun er faa Regjeringshandlinger, udenfor de aldeles kurante Departementsſager, ſom direkte kan paaviſes at have været Birch-Reichenwalds Værk. Men paa den anden Side lader hans Indflydelſe ſig tydelig ſpore langt udenfor de Forretningsbrancher, der umiddelbart ere henlagte under ham. Paa denne Maade ſelv at gjøre ſaa lidet ſom muligt, men dog faa gjort alt hvad han vil, er netop det, hvorpaa hans Beſtræbelſe er rettet – I dette Øiemed gjaldt det naturligvis førſt og fremſt at faa Embedsſtanden ſaa vidt muligt beſat med ſine Venner og Tilhængere. Men dette, ſom kun lader ſig gjøre langſomt og efterhaanden, var kun et enkelt Led i Birch-Reichenwalds hele Syſtem. Hans Hovedopgave er at bringe det dertil, at det bliver almindelig erkjendt, at det ikke kan nytte at modſætte ſig hans Villie; thi paa denne Maade beherſker han ogſaa dem, ſom ikke ere hans Tilhængere, og raader for Udførelſen ogſaa af de Roller, ſom han ikke ſelv har beſat. Og dette Maal har han naaet og Middelet har været: Kongens Yndeſt. Det er mere end en Gang hændt, at Sager, henhørende under de andre Departementer, ere afgjorte lige imod den rette Statsraads Anſkuelſe, overensſtemmende med Birchs Fingerpeg, og det er hændt, at naar Mænd, ſom have kjendt Departementets ſande Mening, have udtalt ſin Forundring over Udfaldet, have de faaet til Svar: “at det ikke gik an at ſætte ſig imod hvad der kom fra den Kant!“ Dette vidner dog om en utilgivelig Svaghed hos de andre Statsraader, vil man ſige. Viſt nok. Vi ville ikke fritage Birch-Reichenwalds Kolleger for Bebreidelſen om at have viſt Svaghed; men paa den anden Side dør det dog billigvis betænkes, hvilken lammende Indflydelſe den Bevidſthed, at Modſtand vil være unyttig og alene bidrage til at kompromittere Vedkommendes egen Authoritet, nødvendigvis maa øve paa Enhver; og det kan viſtnok undſkyldes, om man til en vis Grad giver efter for ſaadant Tryk, ſaa at man kun i de vigtigſte Sager gjør nogen Modſtand, eller at man lader Modſtanden falde, uden at drive den til det Yderſte. Dette viſte ſig ſaaledes ved Oprettelſen af Poſtdepartementet, hvor Birch-Reichenwald benyttede ſig af nogle paa Storthinget faldne Bemærkninger til at bringe ſin Svoger Generalpoſtdirektør Motzfeldt ind i Statsraadet.[1] Statsraaderne Bloch, Manthey og Lange misbilligede denne Foranſtaltning og fraraadede den paa det Beſtemteſte; men da det kom til Stykket, vilde de dog ikke formelig proteſtere derimod.

En ſaadan Tingenes Orden er alligevel meget ſkadelig, efterſom den Birch-Reichenwaldſke Styrelſes Tendents derved beſtandig mere befordres. Ved ſaaledes efter nogle frugtesløſe Underhaandsforhandlinger paa et tidligt Trin at føie ſig efter ham, befordrer man juſt hvad han vil, at have Magten, men faa den udøvet gjennem Andre. Derſom Birch-Reichenwalds Kolleger blot vilde viſe den Faſthed at holde paa ſit, lade ſig overvinde af ham, men kun ved det Middel, ſom altid maa reſpekteres, den inappellable kongelige Villie, og ſaaledes nøde ham ſelv til at tage Sagen i ſin Haand og ſelv føre den frem, – da vilde hans Styrke ſnart være brudt Hans i Arm er for lidet kraftig til i Virkeligheden at føre Styrelſens Tøiler. Han vilde ikke ſtyre mod noget beſtemt Maal.

Thi det er det Bedrøvelige at Birch-Reichenwald aldrig arbeider for noget reelt Princip. Der er ingen virkelig Sag, ſom han vil gjennemføre og hvorom han har opgjort ſin beſtemte Mening. Om de ſtore Spørgsmaal, ſom debatteres i vort offentlige Liv, falder hans Anſkuelſe i alt Væſentligt ſammen med hans Kollegers, blot med den Forſkjel, at han helſt ønſker at holde ethvert Spørgsmaal aabent, ſaalænge ſom muligt, og undgaa enhver endelig Afgjørelſe. Angaaende Juryſpørgsmaalet f. Ex. er Birch af ſelvſamme Mening ſom alle hans Kolleger og den ſtore Flerhed af vore Juriſter, at Juryindretningen ikke er egnet for vore Forhold, og desuden i ſig ſelv er en mindre henſigtsmæsſig Procesform. Kun hvor det gjælder Spørgsmaal af perſonlig Natur, træder han ſtundom poſitivt frem, men ogſaa da ſøger han helſt om muligt at faa ſin Villie iværkſat ved Andre. Det er dette vi have villet betegne ved, at Birch-Reichenwald udøver en demoraliſerende Indflydelſe paa vor offentlige Styrelſe. Han udſletter Følelſen af Anſvarlighed hos de Handlende uden ſelv at overtage noget Anſvar. Man veed aldrig ret, til hvem man har at holde ſig ſom rette Vedkommende. Man tror at kunne ſpore Birchs Finger; man veed, at dette eller hint vilde ikke være ſkeet, hvis ikke Birch havde været; men alligevel kan han ikke ſigtes ſom Gjerningsmand, ja maaſke ikke engang ſom direkte Deltager. Og paa den anden Side maa det mangengang erkjendes, at den, fra hvem Beſlutningen i Formen er udgaaet, havde gode Grunde til at handle ſom ſkeet, ja at han endog efter Omſtændighederne ikke havde andet Valg. Det er netop Ulykken ved den perſonlige Retning i Styrelſen, at den ligeſom Magneten ſtyrkes og udvikles alene ved ſig ſelv, ved Brugen. Iſtedetfor at andre falſke Syſtemer netop i Anvendelſen viſe ſin Urigtighed, og, ved at forfølges konſekvent, tilſidſt gjøre ſig ſelv umulige, ſaa vil en Regjering, der ſtadig ledes af perſonlige Henſyn, ofte fremkalde en konkret Nødvendighed af at fortſætte i ſamme Aand, indtil det Hele falder ſammen.

Det Tryk, ſom Birch-Reichenwald ſaaledes udøver paa vort hele Statsliv, er altſaa egentlig det Værſte. De enkelte Regjeringshandlinger, ſom han direkte har foranlediget, ere dels altfor faa, dels altfor uvæſentlige til i og for ſig at kunne give noget klækkeligt Grundlag for en Dom om hans Virkſomhed, netop fordi denne Virkſomhed har været af ſaa lidet poſitiv Beſkaffenhed, og beſtandig antager en rent perſonlig Retning. Der er ſaaledes en almindelig Klage over den Nepotisme ved Embedsbefordringer, der er kommen igang, ſiden Birch-Reichenwald fik ſin Indflydelſe paa vor Styrelſe, og det ikke alene i Armeen, – ligefra hans Broders Befordring til Oberſtlieutenant og Kreftings Befordring til Chef for Throndhjemſke Brigade indtil Kloumanns Udnævnelſe til Chef for Bergenſke Brigade, i Strid med alle mulige Regler, – men ogſaa i det Civile, ja endog inden Dommerſtanden; ſaaledes Nanneſtad og Smitt til Stiftamtmænd, Fürſt til Foged, Nielſen til Byfoged i Holmeſtrand, Munch til Præſt ved Bodsfængslet, Bull til Expeditionsſekretær i Armeedepartementet, Beſættelſen af Expeditionsſekretærposten i Reviſionsdepartementet for Nielſens Skyld, Oprettelſen af en ny Advokatpoſt ved Høieſteret for Grønn o. m. fl. Det bliver altid forudſat ſom givet, at det er Birch-Reichenwald, ſom gjør dette; man ſiger forud: den og den vil Birch-Reichenwald have; den og den nytter det ikke at melde ſig; thi Birch er imod ham oſv.; ja det er kommet ſaavidt, at Embeds-Supplikanter komme herind og gjøre Viſit hos Birch-Reichenwald ſom den, paa hvem deres Befordring hovedſagelig beror! Nu betvivle vi ingenlunde, og om nogle Tilfælde vide vi endog poſitivt, at der er flere af de paaklagede Udnævnelſer, hvori Birch ikke har nogen direkte Andel, og at det ved andre paa Udnævnelſen i og for ſig Intet er at udſætte. Men alligevel er man berettiget til at betegne det Skete ſom Ytringer af Nepotisme og at tillægge Birch Skylden derfor. Dette er kun en ligefrem Anvendelſe af den Sætning, at man maa være anſvarlig for de nødvendige Konſekvenſer af ſine Gjerninger. Thi Nepotisme virker ikke alene til at begunſtige den enkelte Gunſtling paa en anden mere Værdigs Bekoſtning; Nepotisme er ſom en Snebold, den udvider ſig altid mere og mere, indtil den tilſidſt ſom Maxime gjennemtrænger den hele Styrelſe. Nepotisme avler Nepoter. Man veed allerede nu meget vel, at naar man er god Ven af Birch-Reichenwald, kan man gjøre ſig godt Haab om Befordring, ſom man ellers ikke havde kunnet tænke paa, og det hænder tit og ofte, at netop de kompetenteſte Anſøgere, der ikke ønſke at ſe ſig tilſideſatte, holde ſig tilbage, fordi de veed, at N. N. er en god Ven af Birch-Reichenwald, og af denne udſeet til Poſten. Saaledes kan mangengang, naar det kommer til Stykket, Nepotens Udnævnelſe falde af ſig ſelv. Og dette er Birch-Reichenwalds Skyld, og derfor ſkal Birch-Reichenwald medrette bære Anſvaret for Nepotismens Tilværelſe i vor Styrelſe. Syſtemet er indført med ham.

Hvilken demoraliſerende Indflydelſe et ſaadant i Syſtem maa udøve paa Embedsſtanden i det Hele, er indlyſende. Under vore Forholde, hvor den høiere Dannelſe i det Store taget udelukkende maa ſøges inden Embedsklasſen, er dennes Følelſe af ſelvſtændig Stilling ligeoverfor Styrelſen en Sag af høieſte Vigtighed. I vor Grundlov har dette Forhold der i for ogſaa fundet ſit Udtryk paa den ene Side deri, at Embedsſtilling i og for ſig giver Adkomſt til Udøvelſe af den aktive Borgerret, og paa den anden Side deri, at Embedsſtanden er ſtillet i et Uafhængighedsforhold til den udøvende Magt, ſom er beregnet paa, at den ſkal føle ſig mere ſom Statens end ſom Regjeringens Tjenere. Men det forſtaar ſig af ſig ſelv, at denne vor Forfatnings Tanke neutraliſeres, naar den Overbevisning bliver almindelig, at Venſkabsforhold til de Styrendes Perſoner er den ſikreſte Adkomſt til Embede. Herved ſvækkes Selvfølelſen hos Embedsſtanden i det Hele, og det ikke alene hos de Embedsmænd, der ſelv ſkylde perſonlige Henſyn ſin Forfremmelſe; men ogſaa de, der uafhængigt af ſaadanne Henſyn have erholdt ſine Poſter, tabe Bevidſtheden om Embedsſtillingens Selvſtændighed og Kraften til at gjøre denne gjældende. Den i ſig ſelv høiſt beklagelige Mistillid til Embedsmændene og Utilbøielighed hos de Stemmeberettigede til at vælge Embedsmænd til Storthingsrepræſentanter kan under ſaadanne Omſtændigheder ikke andet end tiltage, og endog vinde Berettigelſe.

En anden Side ved Birch-Reichenwalds Styrelſe, der om muligt i endnu høiere Grad viſer, hvor lidet han har fattet ſin Stillings ſande Betydning, er den Praxis at drive perſonlige Underhaandsforhandlinger med Storthinget, ſom er kommen i Brug ſiden Birch kom til Roret. Det har aldrig været nogen Hemmelighed, at ſlige Underhaandsforhandlinger have været ſtadig drevne under begge de ſidſte Storthing, og at Birch-Reichenwalds Svoger, nuværende Statsraad, dengang Storthingsrepræſentant K. Motzfeldt, fungerede ſom Mellemmand derunder. Det lader endog til, at man har foreſtillet ſig ſaadant ſom ganſke i ſin Orden; man har endog behandlet Telegrammer, ſom vexledes mellem Birch-Reichenwald i Stockholm og K. Motzfeldt her, ſom Statstelegrammer, og man ſiger, at Statskasſen har betalt disſe Telegrammer (Telegrafvæſenet henhører ikke under Statsreviſionen). Det bør viſtnok heller ikke betvivles, at der her handledes i den bedſte Mening. Men netop det, at han bona fide har kunnet gjøre ſligt, indeholder noget ſaa karakteriſerende for Birch-Reichenwalds hele Væſen. Det viſer, hvorledes Koteri-Aanden er bleven ham til en anden Natur; hvor rodfæſtet hans Hang til Omveie og Intriger er blevet, og hvorlidet han har forſtaaet at bevare paa eengang den Loyalitet, ſom Statsmanden ſkylder Forfatningen at viſe, og den Værdighed, ſom han ſkylder ſin egen Stilling at iagttage. Man kan vel være enig i, at det er uheldigt, at Statsraaderne ikke have Adgang til Storthingets Forhandlinger, og ſaaledes ere afſkaarne Anledningen til der at gjøre ſine Anſkuelſer gjældende, forſvare ſine Handlinger og udøve den Indflydelſe paa Nationalrepræſentationens Beſlutninger, ſom en aaben og fri Meningsudvexling giver. Men ſaaledes er det endnu. Vor Forfatning har øienſynlig lagt an paa en ſtrengere Adſkillelſe mellem Regjeringen og Storthinget under Udøvelſen af deres reſpektive Funktioner; den har ſøgt en Garanti mod utilbørlige Paavirkninger deri, at Paavirkningen altid maa øves paa en vis Afſtand. Og dette ſkal en Miniſter reſpektere, indtil det paa lovlig Maade er forandret, og ikke indføre den Karrikatur af Deltagelſe i Forhandlingerne, at kommunicere med de enkelte Repræſentanter underhaanden, uden Anſvar da Kontrol, og uden at man har nogen Borgen for, hvorvidt han optræder i Regjeringens Navn eller alene ſom en vel underrettet Privatmand. Dette er ogſaa Noget, ſom han ſkylder ſin egen ophøiede Stilling. Kan en Miniſter ikke fremtræde aabent for Nationalforſamlingen i ſin officielle Egenſkab, da ſkal han ganſke holde ſig derfra, og vente til Sagen i ſin Orden kommer til ham; han ſkal betænke, at hans Stilling giver ham en berettiget Stemme i Sagen, men at han ikke er Part i de mellem Regjeringen og Nationalrepræſentationen forhandlede Sager i den Betydning, at det bør være ham om Udfaldet alene at gjøre. – En Erkjendelſe heraf og en værdig Modſætning til Birch-Reichenwalds Fremgangsmaade var Femtenmandskommitteens Optræden i Statholderſagen, da den ligefrem negtede at modtage konfidentielle Meddelelſer fra Regjeringen.

Blandt de enkelte Sager, hvor nogen ſærſkilt, direkte Virkſomhed fra Birch-Reichenwalds Side har været lagt for Dagen, er der egentlig blot 2, hvorved den almindelige Opmærkſomhed i nogen mærkelig Grad har fæſtet ſig, nemlig Juryſagen og Statholderſagen. Forf. i Nyhedsbladet finder, at begge høiligen tjene til Birch-Reichenwalds Forherligelſe. Vi ſkulle nu nærmere betragte hans Virkſomhed herunder; en ſaadan Betragtning turde være ſaa meget mere oplyſende, ſom det her handledes om virkelige Sager, og vi i gjøre det ſaa meget heller, ſom vi juſt ere fuldkommen enige med Birch-Reichenwald angaaende Sagernes Realitet. Men vi ſkulle tillige ſe, hvorledes den eiendommelige Maade hvorpaa han optraadte til Punkt og Prikke ſtemmer med den Skildring, ſom vi ovenfor have givet af hans hele uſtatsmandsmæsſige Organiſation.

Det yderſt vigtige Spørgsmaal angaaende Indførelſe af Jury i vor kriminelle Rettergang var ved den Maade, hvorpaa denne Sag lige fra Begyndelſen af Regjeringen var bleven tagen, kommet i en meget uheldig Stilling. Iſtedetfor at dette Spørgsmaal burde været behandlet udelukkende fra det nomothetiſke Standpunkt, iſtedetfor at holde ſig til, hvad Alle maatte være enige i, at det alene kom an paa, hvilken Rettergangsmaade i høieſt Grad ſikrede en god og retfærdig Retspleie, bragte Regjeringen Spørgsmaalet ſtrax ind paa det konſtitutionelle Feldt, ved at afviſe Reformen ſom ſtridende mod Grundloven. Hvilken Anſkuelſe man end har i Realiteten af dette viſtnok tvivlſomme Grundlovsſpørgsmaal, – hvor Regjeringen i alle Fald havde de bedſte juridiſke Autoriteter, Proceslovkommisſionen og Høieſteret, paa ſin Side, – maa det dog erkjendes, at den Retning, ſom Diskusſionen herved fik, i flere Henſeender var yderſt uheldig. Førſt fordi den fra Grundloven hentede Modgrund, ſelv dens Rigtighed forudſat, ingen tilſtrækkelig Grund mod Reformen afgav; thi, var der intet Andet iveien, fandt man iøvrigt Reformen henſigtsmæsſig, lod jo den fornødne Forandring i Grundlovens Ord ſig uden megen Vanſkelighed iværkſætte. Og ſelv om Regjeringen i Realiteten vilde modſætte ſig en ſaadan Forandring, ſom ſtridende mod den grundlovbeſtemte Myndighedsfordeling mellem Statsmagterne, ſaa lod det ſig let forudſe at ſaadan Modſtand i Længden umulig kunde gjennemføres, ligeſom det vel af Alle maa erkjendes, at en ſlig Betænkelighed var fuldkommen ugrundet. Thi den dømmende Magt er hos os ſaa ſelvſtændig ſitueret, adſkilt ikke mindre fra den udøvende end fra den lovgivende Magt, og Domſtolenes Uafhængighed erkjendes i denne Henſeende omgivet med ſaa gode Garantier, at det iſandhed vilde være en Taabelighed at foreſtille ſig Juryſyſtemets Indførelſe enten ſom nogen Indſkrænkning i den ene eller ſom nogen Udvidelſe af den anden Statsmyndighed. Dernæſt var det, at den konſtitutionelle Side blev ſtillet i Spidſen, uheldigt af den Grund, at Betydningen af de fra Sagens Realitet, fra Inſtitutionens Henſigtsmæsſighed i ſig ſelv og dens Anvendbarhed hos os, hentede Argumenter derved ſtilledes i Baggrunden og ſvækkedes. Var man gaaet ud fra, at det var herpaa, det fornemmelig kom an, og havde man opſtillet ſom ſit fornemſte Maal at virke til Retfærdighedens bedſt og ſikreſt mulige Udøvelſe, – da havde man havt et Udgangspunkt, hvorom, i Principet idetmindſte, Alle havde maattet være enige. Ved derimod at gjøre Juryſpørgsmaalet til et politiſk Stridsemne, fornegtede Regjeringen netop den øverſte Grundſætning, ſom den kongelige Proceslovkommisſion opſtiller: “at af de Øiemed, der ved en Reform i Kriminalproceslovgivningen ſkulle ſøges opnaaede, bør – inden Rimelighedens Grændſer, – Procesſens egne Øiemed gaa foran alle andre.“ Sagen blev derved tagen ud af de Sagkyndiges Haand; allehaande underordnede Henſyn fik en aldeles uberettiget Indflydelſe. For det demokratiſke Princips Forfægtere blev det en Æresſag at overvinde Regjeringen i dette vigtige Punkt. Enhver nokſaa umoden politiſk Begynder anſaa ſig berettiget og forpligtet til at have ſin opgjorte Mening om Spørgsmaalet. Den kriminelle Retspleie, et af de vanſkeligſte og anſvarsfuldeſte af alle Lovgivningsfeldter, gjordes til Gjenſtand for legislatoriſk Experimentmageri, og Juryſagen blev til et af de bedſte og letteſte Midler til at erhverve ſig “politiſk Kapital.“ Det bedrøvelige Udfald, ſom Regjeringens Modſtand mod den af 14de ord. Storthing nedſatte Jurykommisſion fik; den Magtesløshed, ſom derved lagdes for Dagen, og den Ydmygelſe, ſom Regjeringen led, idet Sverdrup blev frifunden for Juſtitiens Tiltale gjennem alle Inſtanſer, er endnu i friſk Minde. At dette igjen ſatte ondt Blod mangeſteds, er let forklarligt, og at Reſpekten for Regjeringen ſom Autoritet i denne Sag herved led et haardt Stød, er Noget, ſom enhver oprigtig Fædrelandsven, han have hvad Mening han vil om Sagens Realitet, altid maa beklage.

Birch-Reichenwald beſad altformegen “Kløgt, hvor det gjælder at finde Udveie, for at naa Maalet“ til ikke at ſe, at der her var en god Anledning for ham til at erhverve ſig “politiſk Kapital.“ Da Storthinget i 1857 havde fattet en Beſlutning til Lov om Rettergangsmaaden i Strafſager, bygget paa Jury, og den norſke Regjering overensſtemmende med ſin tidligere af Hans Majeſtæt Kongen bifaldte Opfatning af dette Spørgsmaal, og i Henhold til en kgl. Reſolution af 27de. Dec. 1856, hvorved bar beſtemt, at Jury-Indretningen ikke ſkulde lægges til Grund bed Udarbeidelſen af en ny Straffeproceslov, – havde indſtillet denne Storthingets Beſlutning til ikke at ſanktioneres, ſom formentlig ſtridende mod Grundloven, formaaede Birch-Reichenwald H. K. H. Kronprindsregenten til i den Reſolution af 13de Oktbr. 1857, hvorved Storthingsbeſlutningen negtedes Sanktion, at udelade dette Tillæg. Vi ville her ikke opholde os ved det ukonſtitutionelle og illoyale i denne Optræden af den daværende Amtmand i Agershus Amt, en Optræden, ſom under mere udviklede politiſke Forhold nødvendigvis maalte have ledet til, at Statsraadet enten havde fordret denne Amtmands Fjernelſe, eller ſelv indgivet ſin Dimisſion. Men ſaameget maa dog Enhver erkjende, at, hvis det hermed var Meningen at give Sagen en forandret Retning, burde Regjeringen have erholdt en dermed overensſtemmende Tilkjendegivelſe. Men dette laa ingenlunde i Birch-Reichenwalds Plan. Her vilde han ſelv handle. Han vilde, at det eklatant ſkulde viſe ſig, at denne Imødekommelſe af Storthingets Ønſker ſkyldtes ham og ingen Anden. Ved Kronprindsregentens Reſolution af 10de Septbr. 1858 blev det Proceslovlommisſionen paalagt at udarbeide et Forſlag til Lov om Rettergangsmaaden i Strafſager i det Væſentlige overensſtemmende med Kommisſionens Betænkning, altſaa uden Jury. Hvo kunde nu ane andet, end at man fremdeles vilde faſtholde den tidligere Mening om Sagens Realitet og ſe Reſolutionen af 27de Decbr. 1856, om den nye Regjering end ikke ønſkede at ſtille Grundlovſpørgsmaalet paa Spidſen? At Birch-Reichenwald var og den Dag idag er ligeſaa beſtemt Modſtander af Juryindretningens Henſigtsmæsſighed og Anvendbarhed hos os, ſom alle de andre Statsraader, var bekjendt nok. Men den 14de Septbr. 1859, efter at Proceslovlovkommisſionen havde udarbeidet ſit Lovforſlag, og medens Juſtitsdepartementet var beſkjæftiget med Udarbeidelſen af ſin Indſtilling i Anledning af ſamme, for at det derefter kunde blive Kongen foredraget, og, ifald Hans Majeſtæt bifaldt det, ſom kongelig Propoſition blive forelagt det i Oktober 1859 ſammentrædende Storthing, – udvirkede Birch-Reichenwald ſom Medlem af Statsraadsafdelingen i Stockholm et kongeligt Tilkjendegivende, “at da Hans Majeſtæt uden i nogenſomhelſt Henſeende at ville for Høiſtſammes eget Vedkommende have foregrebet Afgjørelſen i ſin Tid, har anſeet det ønſkeligt at erholde paany nærmere underſøgt det foreløbige Spørgsmaal, hvorvidt Norges Grundlov er til Hinder for at bringe Jury i Anvendelſe, ſamt, under Forudſætning af, at dette maatte beſvares bekræftende, hvilken Forandring i de herved i Betragtning kommende Beſtemmelſer i Grundloven der i Tilfælde maatte være at ſøge forud tilveiebragt, – befales den norſke Regjerings Betænkning afgiven om Henſigtsmæsſigheden af at det maatte blive paalagt nogle dertil ſkikkede lovkyndige og andre Mænd i Forening at meddele deres Betænkning over det nævnte foreløbige Spørgsmaal og hvad dermed ſtaar i Forbindelſe.“ – Saaledes blev Juſtitsdepartementets ſaagodtſom færdige Arbeide paa den henſynsløſeſte Maade afbrudt. Aarlange Granſkninger af vore ypperſte Lovkyndige uden videre kaſtede tilſide; Reſultatet af deres ſamvittighedsfuldeſte og grundigſte Overveielſer angaaende et rent juridiſk Spørgsmaal undergivet et Overſkjøn af “nogle dertil ſkikkede lovkyndige og andre (!) Mænd“; – kort ſagt, den hele tidligere Behandling af denne Sag offentlig desavoueret. Og delte ſker ſimpelt hen ved et kongeligt Tilkjendegivende brevi manu – uden nogen foregaaende Forhandling med Statsraaderne, ja uden at engang Juſtitsdepartementets Chef derom faar det mindſte Nys, forinden hans næſten færdige Arbeide ubeſeet viſes tilbage! Hvorfor lod man ikke idetmindſte Juſtitsdepartementet fuldende ſit Foredrag: man kunde jo derefter, naar man havde hørt det, lade den fornyede Underſøgelſe anſtille? H M. Kongen ſtod jo allerede paa Reiſen til Chriſtiania, hvor han ankom 14 Dage ſednere. Da havde der jo været den bedſte Anledning til paa forretningsmæsſig Maade at behandle den Sag med de rette Vedkommende, ſaaledes ſom ſimpel Høflighed maatte tilſige. – Er det muligt at tænke ſig anden Forklaringsgrund til hele denne Fremgangsmaade, end at Birch-Reichenwald netop ret eklatant vilde viſe det om et Par Uger ſammentrædende Storthing, at denne populære Foranſtaltning ene var hans Værk, og at han, i Modſætning til de gamle Statsraader, var den, ſom agtede paa Folkets Røſt og imødekom Storthingets Ønſker? I Sandhed, at Statsraad Manthey kunde taale en ſaadan Forhaanelſe; at han ikke øieblikkelig fratraadte og overlod Birch ſelv herefter at tage

Sagen i ſin Haand og lede den i den af ham anviſte Retning, mon forekomme Enhver ubegribeligt. – Sagens videre Gang er bekjendt nok og vedkommer ikke det foreliggende Emne.

Birch-Reichenwalds Forhold under Statholderſagen er forſaavidt ret mærkeligt, ſom det viſer, hvorledes hans hele Væſen forandres, ſaaſnart nogen Sag antager en perſonlig Retning. Saa ængſtelig han ellers er for at tage afgjørende Skridt, ſaalænge det gjælder Sagen, ſaa lidenſkabelig energiſk bliver ham ſaaſnart Perſonen kommer med i Spillet, og naturligvis fremfor alt, hvor det gjælder ham ſelv. Da frygter han ikke det høieſte Spil. – Storthingets Beſlutning angaaende Statholderembedets Ophævelſe var, ſom bekjendt, i Virkeligheden Birch-Reichenvalds Værk. Uagtet Statholderſkabet, iſær for Navnets Skyld aldrig har været nogen ſynderlig populær Inſtitution i Norge, har man dog heller aldrig anſeet den ſom nogen farlig Sag. Man vidſte, at den var foranlediget ved Foreningen, og man vilde naturligvis nødig røre ved noget af hvad dertil hørte; man forudſaa, at dens Ophævelſe vilde ſætte adſkilligt ondt Blod blandt Svenſkerne, og man troede, at Kongen perſonlig var derimod. Selv at forandre Grundloven var i og for ſig noget, ſom man ikke gjerne gjorde. Og da man nu vidſte, at Statholderembedets Beſættelſe med nogen ſvenſk Mand for Eftertiden vilde være en fuldkommen Umulighed, anſaa man den hele Sag for altfor ubetydelig til at ſtrides om. Hvorvel man ikke betvivlede Norges Ret til at ophæve dette Embede, var der dog Mange, ſom fandt, at det ikke var værd at gjøre det, og Følgen heraf dem at Forſlaget paa Storthinget 1857 ikke engang opnaaede den nødvendige Pluralitet. Paa Storthinget i 1859 vilde Sagen rimeligvis have faaet ſamme Udfald, hvis ikke Birch-Reichenwald gjentagende havde forſikret Repræſentanterne om det ugrundede i disſe Betænkeligheder: han havde perſonlig forvisſet ſig om, at Svenſkerne nu erkjendte, at vi havde Ret; de indflydelſesrigeſte Mænd i det ſvenſke Statsraad, Hamilton, Manderſtrøm og Gripenſtedt, delte vor Anſkuelſe; H. M Kongen vilde bifalde Statholderembedets Ophævelſe. At Birch-Reichenwald ogſaa heri havde Ret, kan viſt ikke betvivles. Der var viſt Ingen enten i Norge eller Sverige, ſom anede de ſtore Dimenſioner, ſom dette i ſig lidet væſentlige Spørgsmaal ſiden antog ſom Følge af de fanatiſke Agitationer i den ſvenſke Rigsdag og Presſe. Det vilde ſaaledes være høiſt uretfærdigt at tillægge enten Birch-Reichenwald eller nogen Anden Skylden for den Ydmygelſe, ſom vi led derigjennem, at H. M. Kongen fandt, af Henſyn til den ſtærke Ophidſelſe i Broderriget, at burde afgjøre en Sag, ſom Høiſtſamme ſelv erkjendte for udelukkende norſk, tvertimod hvad baade han og det norſke Storthing.anſaa for det rette. Og i hvad der i Sagen var det Væſentlige, vandt Norge en fuldſtændig Seir. I Reſolutionen af 4de April 1860 erklærede Kongen, at han vilde “foretage Sagen til endelig Afgjørelſe i det norſke Statsraad“ og at “de af det norſke Statsraad udtalte Anſkuelſer i alt Væſentligt ſtemmede med Hs. Majeſtæts egen Opfatning“; men at “H. M. dog, efter den ſeneſte Tids Erfaringer, ikke kunde antage, at det beleilige Tidspunkt endnu var forhaanden“. Der var viſtnok Mange, ſom troede, at den norſke Statsraadafdeling i Stockholm ved en kraftigere Optræden kunde have hidført et for Norge endnu gunſtigere Reſultat; dog dette er i alle Fald noget, ſom nu Ingen kan vide. Men viſt er det, at Statsraadsafdelingens, og in specie Birch-Reichenwalds Optræden ved denne Anledning ikke i nogen Henſeende var forſkjellig fra den almindelige, naar Statsraadet indſtiller en Sag til Hans Majeſtæts Sanktion. Der var hverken Tale om eller Anvendelſe for nogen ſærlig Kraftytring eller om nogen Protokoltilførſel, der kunde have bragt enten den Enes eller Andens “Øine til at gniſtre“. I Statsraadet den 24de Marts erklærede Statsraadsafdelingen ſig enig i den norſke Regjerings Indſtilling om, at Storthingsbeſlutningen burde ſanktioneres, erklærede, at Sagen viſtnok var et rent norſkt Anliggende, men bemærkede, at de dog, af Henſyn til Hs. Majeſtæts Stilling ſom Konge i Sverige, havde fundet det retteſt, at afvente Udfaldet af den ſvenſke Rigsdags Forhandlinger; – og i Statsraadet den 4de April henholdt Statsraadsafdelingen ſig ſimpelt hen til ſit tidligere Anførte, med Tilføiende, at forſaavidt noget Henſyn ſkulde tages til den fra ſvenſk Side paa Bane bragte Reviſion af Unionsforholdene, fandt Statsraadsafdelingen at burde udtale ſom ſin Overbevisning, at en videre Udvikling af Rigernes Forening til fælles Bedſte vilde blive væſentlig lettet juſt ved Bifald af den foreliggende Indſtilling, medens et modſat Udfald høiligen maatte befrygtes at ville i ſaa Henſeende virke hemmende i en længere Fremtid. Dette er dag ſaa tamme Tilførſler, ſom Nogen kan forlange. Det eneſte Særegne ved Birch. Reichenwalds Forhold til den Sag var, at han, medens Diskusſionen varede, havde en mere end almindelig god og ſkarp Pen her i Chriſtiania til ſin Biſtand, hvilken Omſtændighed det viſtnok i væſentlig Grad maa tilſkrives, at den norſke Presſes Behandling af Spørgsmaalet erholdt en Faſthed og Præciſion, der neppe var uden Indflydelſe paa Sagens Udfald.

Men efterat Sagen var afgjort, da det norſke Storthing fandt at burde nedlægge ſin Proteſt mod den ſvenſke Rigsdags uberettigede Indblanden i Norges indre Anliggender, og da derunder Statsraadsafdelingens Forhold blev Gjenſtand for Drøftelſe, under hvilken den Anſkuelſe, at en kraftigere Optræden havde været ønſkelig, vandt Pluralitet inden Kommitteen, – da det ſaaledes gjaldt Statsraadsafdelingens Perſoner, – da optraadte Birch-Reichenwald paa en Maade, ſom viſtnok ikke alene “vilde have bragt Carl Johans Øine til at gniſtre af Raſeri“, men ſom neppe vilde være bleven taalt af nogen Konge, der ikke havde næret perſonlig Godhed for Vedkommende, og derfor var mere end almindelig tilbøielig til at viſe ham Overbærenhed. Da nemlig Hans Majeſtæt meddelte ſin Reſolution i ſvenſk Statsraad den 7de April i Anledning af den ſvenſke Rigsdags Skrivelſe, meddelte Høiſtſamme derunder, at han “med Henſyn dels til Rigets Stænders Beſlutning og dels til det ſvenſke Statsraads eenſtemmige Mening“ havde fundet ſig foranlediget til i norſk Statsraad den 4de ſ. M. at nægte Sanktion paa Storthingets Beſlutning, – hvortil Hs. Ex. den ſvenſke Juſtitiæſtatsminiſter bemærkede, at Statsraadet anſaa Beſtemmelſen om Statholderpoſten i Norges Grundlov for at angaa begge Riger, og at det i den fattede Beſlutning, ſaaledes ſom den nu var bleven Statsraadet meddelt af Hs. Majeſtæt, ſaa et fornyet Bevis paa Hs. Majeſtæts Tilbøielighed til at imødekomme det ſvenſke Folks Ønſke og Omſorg for de forenede Rigers Bedſte. Protokollen over dette Møde var ikke beſtemt til Offentliggjørelſe eller engang til at meddeles Stænderne, men alene i ſin Tid Konſtitutionsutſkottet. Ikke deſto mindre havde den norſke Statsraadsafdeling med Birch-Reichenwald i Spidſen, da den fik Nys om det Pasſerede, den Driſtighed at begive ſig til Kongen og affordre Høiſtſamme Protokollen over hvad der var forhandlet i det ſvenſke Statsraad, og da dette konfidentielt blev dem meddelt den 19de April, forlangte de det den følgende Dag meddelt officielt. I norſk Statsraad den 21de April ſkede derefter hine berømte Tilførſler, “at Statsraaderne havde opfattet Hs. Majeſtæts Diktamen i det norſke Statsraad den 4de April ſaaledes, at Statholderſagen ikke var noget unionelt Anliggende; at de, derſom denne Opfatning ikke var rigtig, nu nedlagde deres Embeder; og at, naar Hs. Maj. ikke meddelte dem Afſked, vilde denne Opfatning af Hs. Majeſtæts Erklæring blive faſtholdt“. Denne Tilførſel blev derefter af Hs. Maj. Kongen bifaldt. Protokollen over det Forhandlede i det ſvenſke Statsraad den 7de April og i norſk Statsraad den 21de April blev derefter pr. Telegram meddelt Storthinget ſamme Dag ſom Mistillidsadresſen ſkulde foretages, hvilket havde tilfølge, at Sagen blev remitteret Kommitteen til fornyet Indſtilling, hvorefter Sagen afgjordes den 23de April med det bekjendte Udfald, at ingen Misbilligelſe udtaltes i Anledning, af Statsraadsafdelingens Forhold. – Men hvilken fornuftig Henſigt havde det at optræde paa en ſaa djerv, man kan næſten ſige voldſom Maade mod Hans Majeſtæt Kongen perſonlig, og til hvad Øiemed underkaſtede man Kongen den perſonlige Tort, ſom her fandt Sted? Naturligvis ene og alene for at frelſe Statsraadsafdelingens Medlemmer fra det truende Mistillidsvotum, der vilde have ſkilt dem ved deres Embeder. Sagen ſelv var jo i enhver Henſeende endelig og uforanderlig afgjort. Storthingets Beſlutning var nægtet Sanktion; men Hs. Maj. havde i norſk Statsraad utvetydig erklæret, at han i alt Væſentligt delte de af Statsraadet udtalte Anſkuelſer om denne Sag, altſaa baade betragtede den ſom udelukkende norſk og i Realiteten ſom rigtig, og “derfor gjerne vilde have imødekommet Storthingets og Statsraadets Ønſke, naar Tidspunktet dertil forøvrigt var fundet beleiligt“, men at Hans Majeſtæt imidlertid “efter den ſeneſte Tids Erfaringer“ ikke antog, at et ſaadant Tidspunkt endnu var kommet. Hvad mere kunde man ſaa forlange. Kongens Meddelelſe i det ſvenſke Statsraad: at Sanktionsnægtelſen paa den norſke Storthingsbeſlutning var foranlediget “af Henſyn til Stændernes Beſlutning og det ſvenſke Statsraads Mening“ indeholdt jo ſlet intet andet, end hvad allerede var ſagt i det norſke Statsraad: at Hans Majeſtæt “efter den ſedneſte Tids Erfaringer“ ikke antog, at det beleilige Tidspunkt endnu var forhaanden. Og om man end nok kunde tænke ſig, at de mere direkte og detaillerede Udtryk i Tilførſelen i det ſvenſke Statsraad ikke havde faaet ſin Tilværelſe uden ved et Tryk fra Svenſkernes Side, ſaa var jo dette noget, ſom man baade let kunde forklare ſig og let finde ſig i, da Sagens Realitet i ethvert Tilfælde ligefuldt var ſlaaet urokkelig faſt: Hvorfor ſkulde man da komme med denne upasſende, forcerede Optræden bagefter, undtagen for at viſe det norſke Storthing, der havde Statsraadernes Embeder i ſin Haand, at Statsraadsafdelingen i fornødent Fald nok kunde optræde kraftig, om det ſaa var mod Hans Majeſtæt Kongen ſelv.

Naar Forfatteren i Nyhedsbladet i denne Sags Udfald vil ſe en betydningsfuld parlamentariſk Seir for Birch-Reichenwald, da tvivle vi paa at han deri vil finde ſynderligt Medhold. Birch-Reichenwald ſelv vilde viſtnok betakke ſig for at vinde mange ſaadanne Seire. Den almindelige Mening, ſelv blandt hans meſt ivrige Forſvarere, var ganſke viſt, at ingen af Statsraadsafdelingens Medlemmer var ſin Stilling voxen; men Pluraliteten fandt, at Stillingen var ſaa vanſkelig, at dette maatte holdes dem tilgode, og at man endnu mindre retfærdigen kunde ſtraffe dem derfor. Mistillitsvotumets Forkaſtelſe var altſaa langt fra noget Tillidsvotum, men nærmeſt at ſammenligne med hvad man i Retsſproget kalder Frifindelſe for videre Tiltale.

Sammenfatte vi nu Reſultaterne af de hidtil givne Skildringer af Birch-Reichenwalds Karakter og Standpunkt i det Hele, ſaa fremgaar det heraf, at Birch-Reichenwald er en Mand med god Villie og megen Forretningsdygtighed, men ingen Statsmand; at han er i Beſiddelſe af gode adminiſtrative Indſigter, men paa Grund af ſin Negativitet og perſonlige Retning, lidet ſkikket til ſom Leder at ſtaa i Spidſen for en overordnet Styrelſe; at han i den Stilling, ſom han nu beklæder, efter de Auſpicier, hvorunder han er indtraadt i den, gjør og nødvendigvis maa gjøre megen Stade. Vi maa bede udtrykkelig bemærket, at for at vinde den rette Opfatning af Birch-Reichenwalds Virken ſom Miniſter, maa man betragte det hele Forhold i dets Totalitet. Vi gjentage det: det er ikke ſaameget det, at han er bleven Statsraad i og for ſig, ſom vækker Indignation, ſom de Omſtændigheder, hvorunder han er bleven det; var han bleven Statsraad f. Ex. dengang da Manthey blev det, vilde hans Stilling ikke haft den Betydning ſom nu; da havde han ikke ſtaaet ſom Repræſentant for et Syſtem; da havde han ikke været den Stamme, om hvilken nye Statsraader ſkulde ſtille ſig.


Til Slutning endnu nogle perſonlige Bemærkninger. Jeg har undertegnet disſe Artikler med mit Navn, fordi det altid har været mit Princip, at den, der angriber en navngiven Mand, ſelv bør være ſit Navn bekjendt, og i nærværende Tilfælde havde jeg hertil ſaa meget ſtørre Opfordring, ſom jeg nylig ſelv havde lidt en Forurettelſe af Statsraad Birch-Reichenwald og offentlig paatalt ſamme, hvisaarſag en anonym Optræden ved denne Leilighed let kunde faaet Udſeende af Underfundighed. Jeg maatte viſtnok være belavet paa at Birchs Forſvarere nu vilde kaſte ſig over min Perſon, og ſage at inhabiliſere min Dom iſtedetfor at behandle Sagen; men det er min Anſkuelſe af den offentlige Diskusſion, at Forſvareren ogſaa hertil bør have Adgang, ifald han maatte anſe ſaadant tjenligt for ſin Sag. Derimod ventede jeg rigtignok ikke, at man nu vilde ſigte min Optræden mod Birch-Reichenwald ſom alene motiveret af Hævnlyſt, fordi jeg efter hans Foranſtaltning blev tilſideſat til Overretsreferent. Om man end kunde tiltro mig en ſlig Lumpenhed, burde man dog have anſeet mig ſaa klog, at jeg under ſaadan Forudſætning vilde have iagttaget ſtreng Anonymitet. Men min Mening om Birch-Reichenwald er ikke enten fra igaar eller fra idag. Jeg kan om fornødiges med mangfoldige Vidner, endog blandt Birchs nærmeſte Omgangskreds, beviſe, at jeg forlængeſiden, til dels endog før Birch-Reichenwald blev Statsraad, har udtalt de ſelvſamme Anſkuelſer, ſom her. Men forſkjellige Omſtændigheder, hvilke idetmindſte Birch-Reichenwald ſelv godt kjender, har gjort, at jeg længe har kviet mig for offentlig at optræde mod ham. Jeg har oftere, naar Samtalen er falden paa Birch-Reichenwald og jeg derunder er kommen til at udtale mig om et eller andet Punkt, i det væſentlige ſaaledes ſom ovenfor er ſkeet, modtaget Opfordringer til at behandle dette Stof i Presſen; men jeg har i altid vægret mig derfor, og ſelv nu er det kun modſtræbende, jeg har beſluttet mig dertil. Men efter at Birch-Reichenwald ved ſin Opførſel imod mig ſelv har borttaget det Henſyn til ham perſonlig, ſom holdt mig tilbage, og efterat hin Forfatter i Nyhedsbladet er fremkommen med ſin Panegyrik, der ſaa aabenbar var beregnet paa at give et ſkjævt Billede af Sammenhængen mellem Begivenheder, der i ſin Detail ikke længer kunne formodes at ſtaa klart i Almenhedens Erindring – da trode jeg ikke længer at kunne eller at burde undlade at udtale, hvad der altid har været og er min beſtemteſte Overbevisning. – Dette maa ogſaa tjene ſom Svar paa den i Nyhedsbladet for idag til mig rettede Provokation. Iøvrigt giver denne mere ſmudſige end grove Artikel ikke Anledning til noget Svar fra min Side; den behandler ikke Sagen med et eneſte Ord, men opholder ſig alene ved min Perſon, og indeholder desuden meget, der bevislig er ſkrevet mod Vedkommendes bedre Vidende.

Chriſtiania, den 10de Februar 1861.

Fr. Brandt.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. For at undgaa Misforſtaaelſe bemærkes udtrykkelig, at det hermed ikke er vor Mening at ſige, at Forſlaget om at gjøre K. Motzfeldt til Statsraad direkte er fremſat af Birch. Det kan meget gjerne være at det forholder ſig ſaaledes, ſom der fortælles, at det er H. M. Kongen ſelv, der førſt ligefrem er fremkommet dermed.