Statsraad Birch-Reichenwald

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Statsraad Birch-Reichenwald
Morgenbladetnr. 24, 24. januar (s. 1).
I.

Sidste Numer af Illustreret Nyhedsblad indeholder en Panegyrik over Statsraad Birch-Reichenwald, der i Formen skal være en Fortsættelse af en i Bladets forrige Numer paabegyndt Biografi af Statsraaden, men ved sin hele Fatning gjør Indtrykket af en selvstændig Afhandling, og endog typografisk synes at være betegnet som hidrørende fra en forskjellig Forfatter. Vi dele ikke Forfatterens Beundring for Statsraad Birch-Reichenwald, hvem vi tro at kjende temmelig nøie, og da Omstændighederne unægtelig have givet denne Mand en overordentlig stor Indflydelse paa vort hele Statslivs Gang, finde vi det ogsaa Umagen værd at underkaste Spørgsmaalet om Statsraad Birchs indre Berettigelse til den Magt, han indehaver, en nærmere Drøftelse. Almenheden har virkelig Ret til at spørge, hvem den Mand er, og hvad man har at vente af ham, i hvis Hænder Landets Ve og Vel i en saa væsentlig Grad ligger. Thi det er ikke ved Folkets Stemme, at Birch-Reichenwald er kaldet til sin Plads i Kongens Raad; ei heller er det som Kjæmper for store Principer, at han har designeret sig selv som Manden til disses Gjennemførelse. Statsraad Birch-Reichenwalds eneste Adkomst til sin Post er hans Majestæt Kongens personlige Yndest; intet andet. Folket veed intet om Statsraad Birch.

Det fremherskende Grundtræk i den hele Birch-Motzfeldtske Families Charakter er en afgjort Retning mod det Personlige, forenet med en usædvanlig stemt Lidenskabelighed. Dette Grundelement fremtræder hos de forskjellige Individer paa en forskjellig Maade, alt efter Charakterernes Forskjelligheder iøvrigt; men man vil ved hvert eneste Medlem af denne til vort offentlige Liv i saa mange Henseender knyttede Familie finde, at hans hele Standpunkt, alle hans Meninger og Ønsker derved ere bestemte. Hos Statsraad Birch-Reichenwald er det Lyst til at have Magten, hvorpaa hans hele Væsen bestandig har været rettet. Denne Lyst er i sig selv aldeles berettiget, ifald Magten opfattes som et Middel; selv som Middel blot til Vedkommendes egen Ophøielse maa en Stræben efter Magten respekteres, naar det sker paa en ærlig Maade. Men dette er ikke Tilfældet med Birch-Reichenwald. For ham er Pragten Øiemedet; han vil have Magten blot for selv at have den; han er mere herskesyg end ærgjerrig. Denne særegne Sjælsretning har netop sin Forklaringsgrund i det ovenanførte Charaktertræk, i Forbindelse med hans Charakters helt igjennem negative Væsen. Det eneste Positive, han nogensinde har villet og vil, det er at have Magten; spurgte man ham, hvortil han agtede at bruge den, vilde han vistnok blive forlegen for Svaret, eller maatte snarere ikke forstaa Spørgsmaalet.

Det er saaledes langt fra, at Statsraad Birch i nogen Henseende kan betegnes som en Personlighed. Naar Forfatteren i Nyhedsbladet siger, at den Omstændighed, at han har været istand til at absorbere den offentlige Opmærksomhed i den Grad, som han har gjort, noksom vidner om, at han maa være en sjelden udrustet Personlighed, da er dette en kjendelig Tilsnigelse. Det er alene Bevidstheden; om, at Statsraad Birch-Reichenwald er hans Majestæt Kongens Yndling og almægtige Minister, som er Grunden til, “at han i de 2 Aar, han har siddet i Kongens Raad, har været det Midtpunkt, hvorom al politisk Diskussion hertillands har dreiet sig“. Birch-Reichenwalds personlige Mening og Villie har aldrig haft synderlig Betydning i den offentlige Diskussion; men nu, da man veed, at han formaar at sætte sin Villie igjennem, er man nødt til at betragte ham som en Auktoritet og det af aller øverste Rang. Den samme Auktoritet vil han beholde, den almindelge Opmærksomhed vil vedblive at være fæstet paa ham i uformindsket Grad, netop saa længe som han beholder sin personlige Indflydelse hos hs. M. Kongen; men heller ikke et Øieblik længer. Som Privatmand vilde Birch-Reichenwald aldrig kunne spille nogen fremtrædende Rolle i vort politiske Liv, netop fordi han ikke er nogen virkelig hel Personlighed.

Mærkeligt nok er det i denne Henseende at sammenligne Statsraad Bireh med virkelige politiske Personligheder, f. Ex. Stang eller Schweigaard. Ingen af disse Mænd har nu nogen umiddelbar Myndighed ved Afgjørelsen af vore offentlige Anliggender. Men ikke destomindre hver Gang nogen Sag af større Vigtighed staar paa Dagsordenen, skal man høre, at der strax spørges: Hvad siger Stang? Hvad er Schweigaards Mening? Men aldrig har det faldt Nogen ind før 1857 at spørge: Hvad siger Birch-Reichenwald om denne Sag?, og det uagtet man vel vidste, at Birch lige fra sin tidlige Ungdom stadig arbeidede mod det Maal at blive Minister, og uagtet man vistnok ogsaa i Almindelighed troede, at han engang vilde blive det. Der har længe været megen Tale om Expeditionssekretær og Amtmand Birch, men dette har blot været af den Grund, at man vidste, at han var Kandidat til Ministerportefeuillen, og Diskussionen har ogsaa altid alene dreiet sig om hans personlige Værdighed eller Uværdighed; men aldrig har han, før han virkelig erholdt Magten, været Gjenstand for den offentlige Diskussion som en Auktoritet, hvis Meninger havde nogen særegen Vægt i selve Sagen, blot fordi de vare hans.

Statsraad Birch-Reichenwalds hele Væsen er af negativ Beskaffenhed. Der er ingen Sag, hvorfor han arbeider, intet Maal, hvortil han stræber, – undtagen det at have Magten. Som Expeditionssekretær i Kirkedepartementet indbragte han et Styrelseslystem, som er blevet traditionelt, bestaaende i at holde Forretningerne i Orden og udfolde megen Virksomhed, men Intet at gjøre. Som Amtmand i Smaalehnene, hvor der dog var et saare rigt Feldt for en ung Mand med hans administrative Indsigter og Arbeidsdygtighed, udrettede han Intet, tog aldrig Initiativet til nogen Ting, men holdt Forretningerne ypperligt gaaende. Som Amtmand i Akershus ligesaa. Som Medlem af Jernbane-Direktionen optraadte han i den bekjendte Strid om Ansættelse af en kontrollerende Ingeniør med en rosværdig Kraft og Bestemthed; men ogsaa her gjaldt det ingen egentlig Sag; det var sin Mening om et paa Bane bragt Administrationsanliggende, som han forfegtede med sin vanlige Ihærdighed, men selve Foranstaltningens Nødvendighed havde allerede praktisk vist sig, og Ideen var heller ikke udgaaet fra ham. For ham existerer der egentlig ingen Sag, men kun Forretninger.

Et mærkeligt Træk i Birch Reichenwalds Charakter, hvilket ved første Øiekast kan synes noget modsigende, er, at denne Mand, der er saa skinsyg paa sin Myndighed og som vil herske overalt, dog selv saa let lader sig beherske af Andre. Forklaringsgrunden hertil ligger netop i hans Negativitet i Forbindelse med hans afgjort personlige Retning. Da for ham Bevidstheden om at have Magten er det Væsentlige, er han, saalænge man erkjender ham som den, paa hvis Villie det alene kommer an, let at bevæge til at gaa ind paa en Andens Mening. Men vil man derimod sætte sin Mening op imod hans, da kjæmper han paa Liv og Død og giver sig aldrig. Vi kunde fra hans Tid som Amtmand anføre Exempler paa, at han formelig har havt Yndlinger, der, uagtet de saavel fra Evnernes som Indsigternes Side stode langt under Birch-Reichenwald, dog kunde, som man siger faa ham til hvad de vilde, medens han var døv imod Forestillinger fra Andre i Sager, som de aabenbart maatte forstaa bedre end han, blot fordi disse optraadte direkte imod ham. Og dog have vi intet Øieblik betvivlet, at hans Villie til at ramme det Rette har været lige god i det ene som i det andet Tilfælde. Men han har aldrig formaaet at anskue nogen Sag i og for sig med de for eller imod samme talende Grunde, uden i Forbindelse med den Person, fra hvem hin udgaar, og den Maade, paa hvilken disse fremkomme.

En almindelig Anke mod Statsraad Birch, som endog hans bedste Venner ikke kunne afvise, er hans bestandige Hang til Intriger. Forfatteren i Nyhedsbladet tillægger Birch “en usædvanlig Kløgt, hvor det gjælder at finde Udveie for at naa Maalet“; men hermed er alene en enkelt Side ved hans Organisation betegnet. Birch Reichenwald styrer aldrig lige imod noget Maal, just fordi han aldrig har noget positivt Maal, eller nogen hel Sag, hvorfor han arbeider. Netop paa Grand af sit negative Væsen og sin rent personlige Tendents maa han nødvendig se sig om til høire og venstre, og bestandig gaa ad Omveie, hvad enten det saa behøves eller ikke; den lige Vei strider mod hans Natur.

Men, vil man spørge, hvorledes er det da muligt, at Birch-Reichenwald, med saa store Mangler i sin hele Organisation, dog har kunnet gjøre en saa glimrende Karriere og erhverve den almægtige Indflydelse, som han besidder. Dette kunde dog synes allerede i og for sig at maatte vidne om, at han er en mere end almindelig dygtig Mand. – Hertil svare vi, at vi aldrig have bestridt Statsraad Birch-Reichenwald Dygtighed i og for sig. Det er alene Statsmanden, vi her bedømme, og som saadan anse vi Birch-Reichenwald for en ganske underordnet Personlighed. Forklaringsgrunden til hans Ophøielse maa alene søges i vore hidtil lidet udviklede politiske Forholde, hvor de Egenskaber, der danne Statsmanden, have været lidet paaagtede, hvor en Ministers og en Fuldmægtigs Stilling kun har været betragtede som graduelt forskjellige Embeder, – i Forbindelse med Birch-Reichenwalds høist behagelige ydre Væsen og hans usædvanlige Forretningsdygtighed. Hvad det Første angaar, da kjende vi Faa eller Ingen, der i sin hele Fremtræden har saa meget indtagende og vindende som han. Den fuldendte Urbanitet viser sig ved første Møde. Den rent personlige Retning i hans Karakter gjør ham i denne Forstand til en virkelig farlig Personlighed. Og ved Siden af dette er Birch-Reichenwald, ligesom sin hele Familie, et hjertensgodt Menneske. Intet Under derfor, at han har mange hengivne Venner. Men dette vidner ingenlunde, som Nyhedsbladets Forfatter mener, om nogen “særegen Magt i hans Personlighed“, – men viser blot, at han som Privatmand er høist elskværdig, hvilket ogsaa vi til Overflod af egen Erfaring kunne bekræfte. “Bitre Fiender“ derimod betvivle vi meget, at Statsraad Birch har; han har vistnok tidligere kunnet havt enkelte Uvenner, og har i sin nuværende Stilling mange forbitrede Modstandere; – Men denne Forbitrelse er mere fremkaldt af Indignation end af Had. Birch-Reichenwald med al sin Magt imponerer altfor lidet til at kunne hades. – Som Forretningsmand udmærker Birch-Reichenwald sig ved en Hurtighed i at sætte sig ind i en Sag, Lethed i at rede sig ud af Forviklinger og Takt til at undgaa Vanskeligheder, som vistnok faa Andre besidde. Vi kunne ogsaa her tale af egen Erfaring; vi have seet Expeditioner fra Birch-Reichenwalds Amtmands-Tid i temmelig vanskelige Sager, udfærdigede med hans egen Haand og saa godt som paa staaende Fod, hvilke efter vor Dom maatte kaldes fuldendte. At Birch-Reichenwald saaledes af sine Foresatte snart blev erkjendt for et usædvanlig brugbart Subjekt, og at han ved Befordringen i Departementet gik foran alle Andre, var høist forklarligt. Han var netop i høi Grad brugbar. Men den bestandige Tendens til at skyde enhver Realitet fra sig og altid holde sig Ryggen fri, der hos en underordnet Embedsmand ikke saa meget kommer tilsyne, og mangen Gang kan være en ret nyttig Egenskab, bliver aldeles fordærvelig for den, der skal staa i Spidsen for en Administration. Her kommer det mere an paa at handle end at expedere, og ofte er det bedre at gjøre noget galt end intet at gjøre. Vi tro for vist, at Birch-Reichenwald vilde været en ganske udmærket Foged under en Amtmand som Aall.

II.

Vi have i vor forrige Artikkel stræbt at give en tro Skildring af Statsraad Birch-Reichenwalds Charakter og Standpunkt i det Hele, for derved saavidt muligt at sætte Almenheden istand til at bedømme, om han er den Mand, i hvis Hænder man med Tryghed kan vide Landets Styrelse i alt Væsentligt betroet. Vi have ikke ledsaget vor Bedømmelse med nogen egentlig Dokumentation, skjønt Exempler paa Rigtigheden af samme i hvert enkelt Punkt lettelig kunde anføres. Vi vente ikke, at Publikum skal tage vort blotte Udsagn som beviste Satser, men vi ville kun, at man skal tage det for hvad det er, nemlig en navngiven Mands ved lang og samvittighedsfuld Iagttagelse og moden Overveielse vundne Overbevisning, og vi forlange blot, at man skal tro os paa vort Ord, at denne Overbevisning ikke er bygget paa usikkre Indtryk, men paa virkelige faktiske Iagttagelser. En detailleret Dokumentation vilde heller intet bevise, med mindre den blev givet et Omfang, der vilde gjøre nærværende Skildring til en tyk Bog istedetfor in en Dagbladsartikel. Mange charakteristiske Træk egne sig desuden ikke til at forelægges Almenheden og meget er af den Beskaffenhed, at kun den umiddelbare Iagttager erholder det rette Indtryk. – Og en saadan Dokumentation behøves heller ikke, thi vi kunne angive et Bevismiddel, som her er bedre end noget andet: Birch-Reichenwald har staaet i Forhold til Mangfoldige: man spørge hvem som helst af dem, som virkelig kjende ham om vor Skildring passer eller ei; vi holde os forvissede om, at selv hans Venner, hvis de ville være oprigtige, hvor meget de end kunne være tilbøielige til at anskue Alt i det bedste Lys, dog skulle maatte erkjende, at vor Charakteristik af Birch-Reichenwald er adækvat. Vi have ogsaa i denne Henseende gjort ret mærkelige Erfaringer.

Hermed kunde nu nærværende Artikkel gjerne slutte. Men Forfatteren i Nyhedsbladet fremsætter Synsmaader, der ere i den Grad afvigende ikke alene fra vore, men fra alle hidtil anerkjendte Principer for et konstitutionelt Statsliv, og sætter disse i en saadan Forbindelse med sine Betragtninger over Birch-Reichenwalds Indtrædelse i Statsraadet, at vi ikke kunne undgaa at tage ogsaa dette Punkt i nærmere Betragtning. Og da vi derhos tro, at en saadan nærmere Betragtning af den Maade, paa hvilken Birch-Reichenwald opnaaede sin Plads i Kongens Raad, og af hans Virksomhed i denne sin Stilling netop i høi Grad leverer et faktisk Bevis for Rigtigheden af vor ovenfor givne Charakteristik af Statsraaden, have vi troet at burde udstrække vor Undersøgelse ogsaa hertil, for at vise, at netop det, hvad man efter Birch-Reichenwalds hele Organisation, saadan som den ovenfor er skildret, maatte vente sig af ham som Minister, ogsaa virkelig har bekræftet sig.

Det er en bekjendt Sag, at lige fra den Tid, H. M. Kongen som Vicekonge stod i Spidsen for den kgl. norske Regjering i Christiania, beærede Høistsamme daværende Amtmand Birch-Reichenwald i høi Grad med sit personlige Venskab, og det var aldrig nogen Hemmelighed, at Hans Majestæt fandt meget Behag i Birch-Reichenwalds Omgang og jevnlig ogsaa i Statsanliggender lyttede til hans Raad. – Det er fremdeles vitterligt nok, at da Statsraad Stang i Løbet af Sommeren 1857 var bleven helbredet efter den Sygdom, der til saa megen Sorg saavel for hans Konge som for hans Landsmænd havde tvunget ham indtil videre at fratræde den Post, hvorfra ingen Magt i Verden havde formaaet at fortrænge ham, krævede den offentlige Stemme med en sjelden Enighed hans snarest mulige Gjenindtrædelse i Kongens Raad; lige overfor ham traadte al Parti-Uenighed i Baggrunden, og i den hele Presse lød det enstemmig, at Stang naturligvis ved første Leilighed maatte ind i Statsraadet igjen. – Endelig er det faktisk; at da H. M. Kongen i Vaaren 1858 kom hid til Christiania, tilbød han Statsraadets Nestor Vogt at udnævne ham til Statholder i Norge; men Vogt, som, om end hans Opfatning og Synsmaader i Mangt og Meget ikke billiges af Nutidens Mænd, dog altid vil staa i vort unge Statslivs Historie som en mærkelig helstøbt Personlighed, afslog det kongelige Tilbud. I Høsten s. A. befalede H. M. Kongen Statsraad Vogt at søge Afsted, og udnævnte derpaa Birch-Reichenwald til Statsraad. Herom udtaler Forfatteren i Nyhedsbladet sig paa følgende charakteristiske Maade:

“En almindelig Opinion saa i Statsraad Stang den Mand, der fra sin tidligere Stilling som Medlem af Kongens Raad nød Folkets Tillid og derfor var nærmest til atter at indtræde i samme; ligeoverfor ham maatte enhver ny og uprøvet Mand være uvelkommen. Man oversaa den nye Regents naturlige og konstitutionelle Ret til at vælge de Raadgivere, der havde hans Tillid, – en Ret, som ingenlunde fornegtede eller udelukkede Folks Adgang til at udtale sin Mistillid til dem, efter at have seet deres Gjerninger. Ved denne Retning i Opinionen bliver det forklarligt, at den bedagede Statsmand, der ved sin Udtrædelse af Raadet gav Plads for Birch-Reichenwald, pludselig blev Gjenstand for en storartet Folkehyldning, efterat han i en lang Aarrække havde været Gjenstand for de bittreste Angreb i Landets Nationalforsamling og Presse. – Et Moment, der er givet en særegen Betydning ved Bedømmelsen af Birchs Indtrædelse i Statsraadet, tør ikke forbigaaes. Man har med speciel Forargelse dvælet ved den Omstændighed, at der skulde være fundet Spor til, at den nye Statsraad før sin Udnævnelse har været i Besiddelse af Kongens Tillid og endog udøvet nogen Indflydelse paa dennes Beslutninger. Vi kunne heri ikke se Andet end Tingenes naturlige Gang, naar en Statsraad efter Kongens Villie skal give Plads for en anden, hvis Indtrædelse i det officielle Raad netop derved bliver en konstitutionel Nødvendighed.“

I Sandhed et saa aabent og ligefrem Forsvar for det personlige Regimentes og Kamarillavæsenets Berettigelse erindre vi aldrig at have seet offentlig fremført. En saa uforbeholden Vedkjendelse af Gunstsystem og Underhaandspaavirkning som Princip havde vi aldrig ventet at se i den norske Presse. Turde vi antage, at Statsraad Birch-Reichenwald offentlig vilde vedstaa som sine disse Synsmaader, hvormed hans Forsvarer i Nyhedsbladet motiverer hans Indtrædelse i Statsraadet, da havde vi i Sandhed ikke nødig at beskjæftige os saa længe med ham; da vilde han snart faa sin Dom at høre.

Men Sagen er den, at netop fordi man almindelig troede, og, saavel af hvad man vidste om Birch-Reichenwalds hele Organisation, som af Maaden, hvorpaa hans Indtrædelse i Statsraadet fra først til sidst var forberedt og gik for sig, maatte kunne slutte sig til, at han repræsenterede og vilde befølge slige Maximer, som de ovenanførte, netop derfor var det, at Birch-Reichenwalds Udnævnelse til Statsraad blev modtaget saaledes som den blev. Men proklameret disse Maximer havde han dog ikke. Thi isaafald havde han været umulig som Statsraad.

Det er en klar Sag, at Kongen selv maa vælge sine Ministre; dette bestemmer vor Grundlov og vist nok alle andre Forfatningslove. Men Ministeren skal ikke være til Kongens private Fornøielse; Statsraadet er indstiftet for Folkets Skyld som en konstitutionel Garanti, og derfor maa altid til Medlemmer af samme vælges dem, som Folkets Røst bestemt betegner. Dette er og maa være saa i alle konstitutionelle Stater, lige meget om det parlementariske System er herskende eller ei. Parlementarismen bestaar som bekjendt deri, at Nationalforsamlingens Pluralitet altid ubetinget ansees for i denne Henseende at udtale hele Folkets Stemme; og et saadant System ville vi gjerne indrømme ikke vilde være egnet for de norske Forhold. Men derfor bliver det dog lige uimodsigeligt, at Folkets Stemme bør afgjøre, hvem der skal være Statsraad, om det end erkjendes, at denne ikke ubetinget og udelukkende giver sig tilkjende ved Storthingets Voteringer, og indrømmes, at der ogsaa gives andre Kilder, hvoraf Folkets Ønsker og Opfatning kan erfares. At det er overladt Kongen selv og ingen Anden at vælge Ministrene, er naturligvis ikke skeet for derved at give Hans Majestæt Ret til at vælge efter sine personlige Sympathier, hvor disse maatte være i Strid med Folkets Røst, men fordi det forudsættes, at Høistsamme ingen saadanne Sympathier kan have. Ved at overlade Kongen selv at finde den Mand, hvem Folkets Stemme kræver, søges det netop forebygget, at allehaande uberettigede Hensyn og Tilbøieligheder ved dette vigtige Valg skulle gjøre sig gjældende. Den over enhver Dadel og Anklage ophøiede Majestæt staar udenfor og over alle Partier; han forudsættes selv ikke at kunne have noget Ønske, der staar i Strid med Folkets; og at være uimodtagelig for uvedkommende Indtryk og Paavirkninger; han er netop den absolut upartiske Iagttager, der veed at skjelne den forbigaaende, uklare Stemning fra den faste og udbredte Folkemening. Paa denne Maade bliver netop Kongen i fuldeste Betydning Nationens Repræsentant. Og de Raadgivere, han saaledes i Nationens Navn vælger sig og til hvem ham med Ansvar lige over for Nationalforsamlingen, anbetror Ledelsen af de offentlige Anliggender, kunne saaledes umulig være Mænd, om hvem Folket intet Andet veed, end at de have Fangerne Tillid, og “hvis Gjerninger Folket først maa se,“ for at kunne udtale sin Tillid eller Mistillid til dem.

I en konstitutionel Stat er det saaledes altid i Virkeligheden Folket, der giver Kongen hans Ministre. Som en Følge heraf er det ogsaa en nødvendig Forudsætning, at Hans Majestæt i Statsanliggender aldrig modtager Raad fra nogen Anden. Det er Statsraaderne, som skulle være Folket ansvarlige for Regjeringens Førelse; det juridiske Ansvar kunne de vistnok unddrage sig, ved at tilføre Protokollen sin Protest, og derved betegne Foranstaltningen som udgaaet fra den uansvarlige Majestæt personlig; men den moralske Ansvarlighed for hvad der sker hviler dog bestandig i uformindsket Grad paa vedkommende Statsraad. Men dette bliver en Umulighed, hvis Kongen foruden sine ansvarlige ogsaa har uansvarlige Raadgivere. De legale Ministre maa kunne fordre i Statsanliggenderne at være i fuldstændig og udelukkende Besiddelse af Hans Majestæts Øre, og kræve i alle Underhaandspaavirkninger afviste. Og for enhver loyal Borger maa det være Pligt at afholde sig fra at misbruge Hans Majestæts personlige Yndest til at indblande sig i Regjeringsanliggenderne og tilvende sig en Indflydelse paa Sagernes Afgjørelse, der, hvor god den end i de enkelte Tilfælde kan være, dog i sin Helhed altid bliver uberettiget, og altid virker skadeligt, fordi den svækker de legale Autoriteter, forstyrrer og hæmmer den harmoniske Samvirken mellem Statsmagterne, og blotstiller som den nærmest Ansvarlige Hans Majestæts Person, paa hvem dog intetsomhelst Ansvar kan eller skal hvile. – Den eneste tilbørlige Vei for den der ønsker Andel i Ledelsen af sit Fædrelands offentlige Styrelse, er først at vinde almindelig Anerkjendelse hos Nationen, som den Mand, der baade kan og vil arbeide for og gjennemføre de Principer, som Folkevillien kræver, og hvis Raad saaledes Folket ønsker, at dets Konge skal høre og følge. Det naturligste Feldt for saadan Virksomhed er vistnok Nationalforsamlingen, og hvor det parlementariske System er det herskende, gaar Veien til Ministerbænken udelukkende gjennem Parlementet. Men under vore Forhold er der Anledning til ogsaa paa andre Maader, som Embedsmand eller Borger, at gjøre sig saaledes bemærket at man ved Folkets Stemme bliver betegnet som ønskelig til Statsraad. – Skulde det alligevel indtræffe, at det lykkedes nogen uvedkommende at tilvende sig saadan personlig Yndest hos Kongen, at han faktisk udøvede i Indflydelse paa Høistsammes Beslutninger i offentlige Anliggender, da var det vistnok det Bedste at han fik Plads som virkelig ansvarligt Medlem af det i officielle Raad, fremfor at han skulde øve sin Paavirkning, – den vi dog ikke kunde forhindre, – underhaanden og uden noget Ansvar. Men saadant er og bliver dog altid et stort Onde, som alene vælges for at undgaa et større, og naar Forf. i Nyhedsbladet “heri ikke kan se andet end Tingenes naturlige Gang“, – da har denne Forfatter ikke fattet Betydningen af en konstitutionel Regjering.

Statsraad Birch-Reichenwald har netop erholdt sin Plads i Kongens Raad ved saaledes at misbruge hans Majestæts personlige Yndest; det erkjender hans Beundrer i Nyhedsbladet selv. Men det er betegnende, og et virkeligt Bevis paa Rigtigheden af den ovenfor givne Skildring af hans Karakter og hele Organisation, at han har valgt at komme til sin Stilling ved Intriger og ad Omveie, uagtet han dog ingenlunde havde behøvet det. Det har aldrig været nogen Hemmelighed, at Birch-Reichenwald lige fra sin Ungdom uafladelig har stræbet til det Maal at blive Statsraad. Da han i en Alder af 33 Aar, og med sligt Antecedentier som han havde, var bleven udnævnt til Amtmand i Smaalenenes Amt, og endnu samme Aar valgt til Medlem af Storthinget i 1848, da havde han den lige Vei til Statsraadstaburetten for sig. Var han dengang blevet Statsraad, vilde det vistnok ikke have vakt nogen Misnøie. Virkelige Statsmænd have vi kun faa af, og det havde man heller ikke fordret at han skulde være; vi maa jævnlig hjælpe os med flinke Forretningsmænd; det viste man at Birch var, og mere forlangte man ikke. Men denne Vei til sit Maal fulgte Birch-Reichenwald ikke; den stemmede ikke med hans Organisation. Hans hele Virksomhed paa Storthinget var yderlig mat; der var ikke en eneste Sag, som man kan sige blev drevet af ham eller ved ham modtog sit Præg. Det eneste markerede Punkt i hans hele Storthingsvirksomhed var hans Optræden imod Overretsprokurator Gaarders Valg til Statsrevisor. Her havde Birch-Reichenwald vistnok i Realiteten Ret; men at denne i sig selv ganske ubetydelige og rent personlige Sag var den væsentligste Gjenstand for en Statsraadskandidats Virken som Folkerepræsentant, og at han med saa megen, man kan gjerne sige, nervøs Energi tog Parti i dette Spørgsmaal, viser noksom, hvor lidet han var StatsMandens Opgave voxen. Paa Storthinget i 1851 havde han ikke Sæde, og i 1854, da han atter blev valgt, var ham. Formand i Veikommitteen, hvilket han alene skyldte sin Stilling som Amtmand, ligesom Sibbern i 1857, og i hvilken Egenskab han forfattede den bekjendte Lovtale over Indredepartementets Veibudget. Forøvrigt var hans Virksomhed ligesaa betydningsløs som for 6 Aar siden. Da han derefter forblev i Christiania, fra hvilket Sted der naturligvis ikke nogensinde kunde blive Tale om at vælge ham til Storthingsrepræsentant, ophørte Birchs Navn næsten at nævnes blandt de sandsynlige Statsraadskandidater.

Men den kjender lidet Birch-Reichenwald, som tror, at han nogensinde opgav et Maal, som han engang havde sat sig. Han tænkte vistnok aldrig paa gjennem nogen offentlig Virksomhed, enten som Embedsmand eller som Folkerepræsentant, at bane sig Veien til Staatsraadstaburetten. Der var en anden Vei, som passede bedre med hans Natur, og den fulgte han. Naar han først kunde vinde Kongens personlige Bevaagenhed, og derigjennem bringe det dertil, at man betragtede ham som den, der ved sin private Indflydelse hos Høistsamme formaaede at sætte Regjeringshandlinger igjennem, vilde nok “hans Indtrædelse idet officielle Raad blive en konstitutionel Nødvendighed“. Under Kong Oskars Regjering havde vistnok dette sine store Vanskeligheder, paa Grund af den strænge Objektivitet og fuldkomne Upersonlighed, som i en saa sjelden Grad udmærkede dennes Styrelse. Men da H. K. Høihed Kronprindsen kom hid som Vicekonge, havde Birch-Reichenwald Spillet paa sin Haand. En Venskabstjeneste, som han havde haft Anledning til at vise H. K Høiheds Privatsekretær, aabnede ham nærmere Adgang til Vicekongens Person. Hans personlige Elskværdighed skaffede ham Hans kongelige Høiheds Venskab, og ved den Lethed, hvormed han formaaede at sætte sig ind i Forretninger, og den Behændighed, hvormed han forstod at klare Forlegenheder, gjorde han Indtryk paa den unge Fyrste, som i høi Grad skikket til at anbetroes Afgjørelsen af vanskelige Sager. Naar nu hertil kom, at Birch-Reichenwalds afgjort personlige Retning i en særdeles Grad maatte harmonere med en ung Monarks naturlige Tilbøielighed til at tage Alt konkret og betragte de strengere objektive Hensyn som besværlige Hindringer for den kongelige Villie, og alt dette derhos ved passende Leilighed støttes ved behørige Hentydninger til Statsraadernes gammeldags Ubehjælpelighed og Tungvindthed, – saa bliver det let forklarligt, at Hans kongelige Høihed snart blev bibragt den Forestilling, at han i Birch-Reichenwald netop havde fundet en Minister, som han kunde bruge, og hvormed tillige Folket maatte være tjent. Da Birch-Reichenwald saaledes havde erhvervet sig saadan Indflydelse hos H. K H. Kronprindsregenten, at Høistsamme jævnlig befulgte hans Raad i Statssager, da faldt hans Udnævnelse til virkelig Statsraad af sig selv. Om at give Stang Plads i Statsraadet kunde der følgelig nu ikke være Tale. For at skaffe Birch-Reichenwald Plads maatte en af de gamle Statsraader fortrænges. Gamle Vogt havde engang kunnet træde over i en Statholders Stilling; nu nødte man ham til at træde af, og at dette alene skede for at aabne en Vakance, er klart nok, thi den Mand, hvem Hans i Majestæt agtede at stille i Spidsen for den hele norske Regjering, kunde umulig et halvt Aar efter ansees uskikket til at forvalte et Departement. De foreløbige Forhandlinger angaaende Statsraadskiftet i Høsten 1858 førtes som bekjendt umiddelbart mellem H. K. H Kronprindsregenten og Amtmand Birch-Reichenwald, med fuldkommen Forbigaaelse af Statsraadet, og man iagttog i denne Henseende saa liden Forbeholdenhed og brød sig saa lidet om engang at bevare det ydre Skin, at man endog havde meddelt Birch-Reichenwald en Ziffernøgle til hemmelig Telegramvexling, saa at man engang ved en Depesche, der nødvendigvis maatte adresseres til Statsraadet, blev nødt til at henvise dettes første Medlem til Amtmanden i Akershus, Birch-Reichenwald, for hos denne at erholde Opløsningen af den fra Regenten modtagne Meddelelse.

Det er endnu i friskt Minde, hvilken Indignation Birch-Reichenwalds Udnævnelse til Statsraad vakte hos alle politisk tænkende Mænd. Det var vistnok ingenlunde hans Udnævnelse i og for sig, som nærmest vakte Misfornøielsen; heller ikke Stangs Forbigaaelse, hvor almindelig dette Udfald end blev beklaget. Grunden var derimod aabenbart den, at man i Birch-Reichenwalds Udnævnelse, tvertimod et bestemt Folkeønske, og i hele Maaden, hvorpaa denne Udnævnelse var forberedt og gik for sig, saa Tilkjendegivelsen af et Princip, som var Folket forhadt, og en aabent Brud med de Grundsætninger, som man under Kong Oscars 14aarige Styrelse altid havde seet befulgte og havde vundet kjære. Man indigneredes over at se en Mand intrigere en anden fra hans Post for selv at tage den; selv de, der nok ønskede at Statsraad Vagt vilde aftræde, ønskede dog endnu mindre at se ham remplaceret med Birch-Reichenwald. Man saa i Birch-Reichenwald Nepotismens Repræsentant, og betragtede hans Udnævnelse til Statsraad som et Signal om, at personlige Hensyn nu skulde faa en Indflydelse paa Styrelsen, og at det dermed følgende Lykkesøgeri og Kabalvæsen nu vilde faa et Indpas, hvorfor vi saa lang Tid havde været forskaanede. Om end Oppositionen mod Regjeringen under Kong Oscars Styrelse ikke havde savnet Styrke, og om end de Regjeringsmaximer, som fortrinsvis repræsenteredes af den Hædersmand, der paa en saa brutal Maade blev fordreven for at skaffe Birch-Reichenwald Plads, ofte var Gjenstand for heftige Angreb i Storthinget og i Pressen, – saa anerkjendte man dog bestandig, at der her altid gjaldt Sag og kjæmpedes for bestemte Grundsætninger. Man følte sig i denne Henseende saa tryg; man vidste, at Statsraadet alene fægtede for Sandhed og Ret og ikke for sin egen og sine Tilhængeres personlige Fordel. Alt dette vidste man vilde blive anderledes i en Regjering, der modtog sit Præg af Birch-Reichenwald. Man vidste, at han snart vilde udstrække sin Indflydelse over alle Styrelsens Grene, og man forudsaa, at denne vilde blive af demoraliserende Beskaffenhed.

Og derfor vil Misfornøielsen med Statsraad Birch-Reichenwald heller aldrig kunne ophøre. Saalænge han har sin Plads i Kongens Raad, vil man altid i ham se Fornægtelsen af det sande konstitutionelle Princip, Repræsentanten for den personlige Tendents i Styrelsen. Om end, som Følge af hans hele negative Væsen, den direkte Skade, som han gjør, kun i mindre fremtrædende Tilfælde lader sig udtrykkelig eftervise, saa er dog hans blotte Tilværelse og den hele Aand, som udgaar fra ham, fordærvelig nok. Vi skulle i et følgende Afsnit nærmere paavise dette.

III.

Birch-Reichenwalds Virksomhed efter at være bleven Statsraad, hvilken vi i nærværende Afsnit noget nærmere ville betragte, har, som man efter hans hele Fortid maatte vente, fortrinsvis været rettet paa at samle alle Styrelsens Traade i sin Haand. Der var ingen bestemt Ting, som han vilde gjøre, men han vilde blot have Adgang til at faa gjort hvad han maatte ville. For ham havde hans Ophøielse ingen politisk, men kun en rent personlig Betydning. Den Negativitet, den forsigtige Undgaaen af Alt, hvor der kunde være Tale om noget Ansvar, den Frygt for “at lægge Ryg til“, som altid har været et fremtrædende Træk i hans hele Væsen, har paa den ene Side gjort, at der kun er faa Regjeringshandlinger, udenfor de aldeles kurante Departementssager, som direkte kan paavises at have været Birch-Reichenwalds Værk. Men paa den anden Side lader hans Indflydelse sig tydelig spore langt udenfor de Forretningsbrancher, der umiddelbart ere henlagte under ham. Paa denne Maade selv at gjøre saa lidet som muligt, men dog faa gjort alt hvad han vil, er netop det, hvorpaa hans Bestræbelse er rettet – I dette Øiemed gjaldt det naturligvis først og fremst at faa Embedsstanden saa vidt muligt besat med sine Venner og Tilhængere. Men dette, som kun lader sig gjøre langsomt og efterhaanden, var kun et enkelt Led i Birch-Reichenwalds hele System. Hans Hovedopgave er at bringe det dertil, at det bliver almindelig erkjendt, at det ikke kan nytte at modsætte sig hans Villie; thi paa denne Maade behersker han ogsaa dem, som ikke ere hans Tilhængere, og raader for Udførelsen ogsaa af de Roller, som han ikke selv har besat. Og dette Maal har han naaet og Middelet har været: Kongens Yndest. Det er mere end en Gang hændt, at Sager, henhørende under de andre Departementer, ere afgjorte lige imod den rette Statsraads Anskuelse, overensstemmende med Birchs Fingerpeg, og det er hændt, at naar Mænd, som have kjendt Departementets sande Mening, have udtalt sin Forundring over Udfaldet, have de faaet til Svar: “at det ikke gik an at sætte sig imod hvad der kom fra den Kant!“ Dette vidner dog om en utilgivelig Svaghed hos de andre Statsraader, vil man sige. Vist nok. Vi ville ikke fritage Birch-Reichenwalds Kolleger for Bebreidelsen om at have vist Svaghed; men paa den anden Side dør det dog billigvis betænkes, hvilken lammende Indflydelse den Bevidsthed, at Modstand vil være unyttig og alene bidrage til at kompromittere Vedkommendes egen Authoritet, nødvendigvis maa øve paa Enhver; og det kan vistnok undskyldes, om man til en vis Grad giver efter for saadant Tryk, saa at man kun i de vigtigste Sager gjør nogen Modstand, eller at man lader Modstanden falde, uden at drive den til det Yderste. Dette viste sig saaledes ved Oprettelsen af Postdepartementet, hvor Birch-Reichenwald benyttede sig af nogle paa Storthinget faldne Bemærkninger til at bringe sin Svoger Generalpostdirektør Motzfeldt ind i Statsraadet.[1] Statsraaderne Bloch, Manthey og Lange misbilligede denne Foranstaltning og fraraadede den paa det Bestemteste; men da det kom til Stykket, vilde de dog ikke formelig protestere derimod.

En saadan Tingenes Orden er alligevel meget skadelig, eftersom den Birch-Reichenwaldske Styrelses Tendents derved bestandig mere befordres. Ved saaledes efter nogle frugtesløse Underhaandsforhandlinger paa et tidligt Trin at føie sig efter ham, befordrer man just hvad han vil, at have Magten, men faa den udøvet gjennem Andre. Dersom Birch-Reichenwalds Kolleger blot vilde vise den Fasthed at holde paa sit, lade sig overvinde af ham, men kun ved det Middel, som altid maa respekteres, den inappellable kongelige Villie, og saaledes nøde ham selv til at tage Sagen i sin Haand og selv føre den frem, – da vilde hans Styrke snart være brudt Hans i Arm er for lidet kraftig til i Virkeligheden at føre Styrelsens Tøiler. Han vilde ikke styre mod noget bestemt Maal.

Thi det er det Bedrøvelige at Birch-Reichenwald aldrig arbeider for noget reelt Princip. Der er ingen virkelig Sag, som han vil gjennemføre og hvorom han har opgjort sin bestemte Mening. Om de store Spørgsmaal, som debatteres i vort offentlige Liv, falder hans Anskuelse i alt Væsentligt sammen med hans Kollegers, blot med den Forskjel, at han helst ønsker at holde ethvert Spørgsmaal aabent, saalænge som muligt, og undgaa enhver endelig Afgjørelse. Angaaende Juryspørgsmaalet f. Ex. er Birch af selvsamme Mening som alle hans Kolleger og den store Flerhed af vore Jurister, at Juryindretningen ikke er egnet for vore Forhold, og desuden i sig selv er en mindre hensigtsmæssig Procesform. Kun hvor det gjælder Spørgsmaal af personlig Natur, træder han stundom positivt frem, men ogsaa da søger han helst om muligt at faa sin Villie iværksat ved Andre. Det er dette vi have villet betegne ved, at Birch-Reichenwald udøver en demoraliserende Indflydelse paa vor offentlige Styrelse. Han udsletter Følelsen af Ansvarlighed hos de Handlende uden selv at overtage noget Ansvar. Man veed aldrig ret, til hvem man har at holde sig som rette Vedkommende. Man tror at kunne spore Birchs Finger; man veed, at dette eller hint vilde ikke være skeet, hvis ikke Birch havde været; men alligevel kan han ikke sigtes som Gjerningsmand, ja maaske ikke engang som direkte Deltager. Og paa den anden Side maa det mangengang erkjendes, at den, fra hvem Beslutningen i Formen er udgaaet, havde gode Grunde til at handle som skeet, ja at han endog efter Omstændighederne ikke havde andet Valg. Det er netop Ulykken ved den personlige Retning i Styrelsen, at den ligesom Magneten styrkes og udvikles alene ved sig selv, ved Brugen. Istedetfor at andre falske Systemer netop i Anvendelsen vise sin Urigtighed, og, ved at forfølges konsekvent, tilsidst gjøre sig selv umulige, saa vil en Regjering, der stadig ledes af personlige Hensyn, ofte fremkalde en konkret Nødvendighed af at fortsætte i samme Aand, indtil det Hele falder sammen.

Det Tryk, som Birch-Reichenwald saaledes udøver paa vort hele Statsliv, er altsaa egentlig det Værste. De enkelte Regjeringshandlinger, som han direkte har foranlediget, ere dels altfor faa, dels altfor uvæsentlige til i og for sig at kunne give noget klækkeligt Grundlag for en Dom om hans Virksomhed, netop fordi denne Virksomhed har været af saa lidet positiv Beskaffenhed, og bestandig antager en rent personlig Retning. Der er saaledes en almindelig Klage over den Nepotisme ved Embedsbefordringer, der er kommen igang, siden Birch-Reichenwald fik sin Indflydelse paa vor Styrelse, og det ikke alene i Armeen, – ligefra hans Broders Befordring til Oberstlieutenant og Kreftings Befordring til Chef for Throndhjemske Brigade indtil Kloumanns Udnævnelse til Chef for Bergenske Brigade, i Strid med alle mulige Regler, – men ogsaa i det Civile, ja endog inden Dommerstanden; saaledes Nannestad og Smitt til Stiftamtmænd, Fürst til Foged, Nielsen til Byfoged i Holmestrand, Munch til Præst ved Bodsfængslet, Bull til Expeditionssekretær i Armeedepartementet, Besættelsen af Expeditionssekretærposten i Revisionsdepartementet for Nielsens Skyld, Oprettelsen af en ny Advokatpost ved Høiesteret for Grønn o. m. fl. Det bliver altid forudsat som givet, at det er Birch-Reichenwald, som gjør dette; man siger forud: den og den vil Birch-Reichenwald have; den og den nytter det ikke at melde sig; thi Birch er imod ham osv.; ja det er kommet saavidt, at Embeds-Supplikanter komme herind og gjøre Visit hos Birch-Reichenwald som den, paa hvem deres Befordring hovedsagelig beror! Nu betvivle vi ingenlunde, og om nogle Tilfælde vide vi endog positivt, at der er flere af de paaklagede Udnævnelser, hvori Birch ikke har nogen direkte Andel, og at det ved andre paa Udnævnelsen i og for sig Intet er at udsætte. Men alligevel er man berettiget til at betegne det Skete som Ytringer af Nepotisme og at tillægge Birch Skylden derfor. Dette er kun en ligefrem Anvendelse af den Sætning, at man maa være ansvarlig for de nødvendige Konsekvenser af sine Gjerninger. Thi Nepotisme virker ikke alene til at begunstige den enkelte Gunstling paa en anden mere Værdigs Bekostning; Nepotisme er som en Snebold, den udvider sig altid mere og mere, indtil den tilsidst som Maxime gjennemtrænger den hele Styrelse. Nepotisme avler Nepoter. Man veed allerede nu meget vel, at naar man er god Ven af Birch-Reichenwald, kan man gjøre sig godt Haab om Befordring, som man ellers ikke havde kunnet tænke paa, og det hænder tit og ofte, at netop de kompetenteste Ansøgere, der ikke ønske at se sig tilsidesatte, holde sig tilbage, fordi de veed, at N. N. er en god Ven af Birch-Reichenwald, og af denne udseet til Posten. Saaledes kan mangengang, naar det kommer til Stykket, Nepotens Udnævnelse falde af sig selv. Og dette er Birch-Reichenwalds Skyld, og derfor skal Birch-Reichenwald medrette bære Ansvaret for Nepotismens Tilværelse i vor Styrelse. Systemet er indført med ham.

Hvilken demoraliserende Indflydelse et saadant i System maa udøve paa Embedsstanden i det Hele, er indlysende. Under vore Forholde, hvor den høiere Dannelse i det Store taget udelukkende maa søges inden Embedsklassen, er dennes Følelse af selvstændig Stilling ligeoverfor Styrelsen en Sag af høieste Vigtighed. I vor Grundlov har dette Forhold der i for ogsaa fundet sit Udtryk paa den ene Side deri, at Embedsstilling i og for sig giver Adkomst til Udøvelse af den aktive Borgerret, og paa den anden Side deri, at Embedsstanden er stillet i et Uafhængighedsforhold til den udøvende Magt, som er beregnet paa, at den skal føle sig mere som Statens end som Regjeringens Tjenere. Men det forstaar sig af sig selv, at denne vor Forfatnings Tanke neutraliseres, naar den Overbevisning bliver almindelig, at Venskabsforhold til de Styrendes Personer er den sikreste Adkomst til Embede. Herved svækkes Selvfølelsen hos Embedsstanden i det Hele, og det ikke alene hos de Embedsmænd, der selv skylde personlige Hensyn sin Forfremmelse; men ogsaa de, der uafhængigt af saadanne Hensyn have erholdt sine Poster, tabe Bevidstheden om Embedsstillingens Selvstændighed og Kraften til at gjøre denne gjældende. Den i sig selv høist beklagelige Mistillid til Embedsmændene og Utilbøielighed hos de Stemmeberettigede til at vælge Embedsmænd til Storthingsrepræsentanter kan under saadanne Omstændigheder ikke andet end tiltage, og endog vinde Berettigelse.

En anden Side ved Birch-Reichenwalds Styrelse, der om muligt i endnu høiere Grad viser, hvor lidet han har fattet sin Stillings sande Betydning, er den Praxis at drive personlige Underhaandsforhandlinger med Storthinget, som er kommen i Brug siden Birch kom til Roret. Det har aldrig været nogen Hemmelighed, at slige Underhaandsforhandlinger have været stadig drevne under begge de sidste Storthing, og at Birch-Reichenwalds Svoger, nuværende Statsraad, dengang Storthingsrepræsentant K. Motzfeldt, fungerede som Mellemmand derunder. Det lader endog til, at man har forestillet sig saadant som ganske i sin Orden; man har endog behandlet Telegrammer, som vexledes mellem Birch-Reichenwald i Stockholm og K. Motzfeldt her, som Statstelegrammer, og man siger, at Statskassen har betalt disse Telegrammer (Telegrafvæsenet henhører ikke under Statsrevisionen). Det bør vistnok heller ikke betvivles, at der her handledes i den bedste Mening. Men netop det, at han bona fide har kunnet gjøre sligt, indeholder noget saa karakteriserende for Birch-Reichenwalds hele Væsen. Det viser, hvorledes Koteri-Aanden er bleven ham til en anden Natur; hvor rodfæstet hans Hang til Omveie og Intriger er blevet, og hvorlidet han har forstaaet at bevare paa eengang den Loyalitet, som Statsmanden skylder Forfatningen at vise, og den Værdighed, som han skylder sin egen Stilling at iagttage. Man kan vel være enig i, at det er uheldigt, at Statsraaderne ikke have Adgang til Storthingets Forhandlinger, og saaledes ere afskaarne Anledningen til der at gjøre sine Anskuelser gjældende, forsvare sine Handlinger og udøve den Indflydelse paa Nationalrepræsentationens Beslutninger, som en aaben og fri Meningsudvexling giver. Men saaledes er det endnu. Vor Forfatning har øiensynlig lagt an paa en strengere Adskillelse mellem Regjeringen og Storthinget under Udøvelsen af deres respektive Funktioner; den har søgt en Garanti mod utilbørlige Paavirkninger deri, at Paavirkningen altid maa øves paa en vis Afstand. Og dette skal en Minister respektere, indtil det paa lovlig Maade er forandret, og ikke indføre den Karrikatur af Deltagelse i Forhandlingerne, at kommunicere med de enkelte Repræsentanter underhaanden, uden Ansvar da Kontrol, og uden at man har nogen Borgen for, hvorvidt han optræder i Regjeringens Navn eller alene som en vel underrettet Privatmand. Dette er ogsaa Noget, som han skylder sin egen ophøiede Stilling. Kan en Minister ikke fremtræde aabent for Nationalforsamlingen i sin officielle Egenskab, da skal han ganske holde sig derfra, og vente til Sagen i sin Orden kommer til ham; han skal betænke, at hans Stilling giver ham en berettiget Stemme i Sagen, men at han ikke er Part i de mellem Regjeringen og Nationalrepræsentationen forhandlede Sager i den Betydning, at det bør være ham om Udfaldet alene at gjøre. – En Erkjendelse heraf og en værdig Modsætning til Birch-Reichenwalds Fremgangsmaade var Femtenmandskommitteens Optræden i Statholdersagen, da den ligefrem negtede at modtage konfidentielle Meddelelser fra Regjeringen.

Blandt de enkelte Sager, hvor nogen særskilt, direkte Virksomhed fra Birch-Reichenwalds Side har været lagt for Dagen, er der egentlig blot 2, hvorved den almindelige Opmærksomhed i nogen mærkelig Grad har fæstet sig, nemlig Jurysagen og Statholdersagen. Forf. i Nyhedsbladet finder, at begge høiligen tjene til Birch-Reichenwalds Forherligelse. Vi skulle nu nærmere betragte hans Virksomhed herunder; en saadan Betragtning turde være saa meget mere oplysende, som det her handledes om virkelige Sager, og vi i gjøre det saa meget heller, som vi just ere fuldkommen enige med Birch-Reichenwald angaaende Sagernes Realitet. Men vi skulle tillige se, hvorledes den eiendommelige Maade hvorpaa han optraadte til Punkt og Prikke stemmer med den Skildring, som vi ovenfor have givet af hans hele ustatsmandsmæssige Organisation.

Det yderst vigtige Spørgsmaal angaaende Indførelse af Jury i vor kriminelle Rettergang var ved den Maade, hvorpaa denne Sag lige fra Begyndelsen af Regjeringen var bleven tagen, kommet i en meget uheldig Stilling. Istedetfor at dette Spørgsmaal burde været behandlet udelukkende fra det nomothetiske Standpunkt, istedetfor at holde sig til, hvad Alle maatte være enige i, at det alene kom an paa, hvilken Rettergangsmaade i høiest Grad sikrede en god og retfærdig Retspleie, bragte Regjeringen Spørgsmaalet strax ind paa det konstitutionelle Feldt, ved at afvise Reformen som stridende mod Grundloven. Hvilken Anskuelse man end har i Realiteten af dette vistnok tvivlsomme Grundlovsspørgsmaal, – hvor Regjeringen i alle Fald havde de bedste juridiske Autoriteter, Proceslovkommissionen og Høiesteret, paa sin Side, – maa det dog erkjendes, at den Retning, som Diskussionen herved fik, i flere Henseender var yderst uheldig. Først fordi den fra Grundloven hentede Modgrund, selv dens Rigtighed forudsat, ingen tilstrækkelig Grund mod Reformen afgav; thi, var der intet Andet iveien, fandt man iøvrigt Reformen hensigtsmæssig, lod jo den fornødne Forandring i Grundlovens Ord sig uden megen Vanskelighed iværksætte. Og selv om Regjeringen i Realiteten vilde modsætte sig en saadan Forandring, som stridende mod den grundlovbestemte Myndighedsfordeling mellem Statsmagterne, saa lod det sig let forudse at saadan Modstand i Længden umulig kunde gjennemføres, ligesom det vel af Alle maa erkjendes, at en slig Betænkelighed var fuldkommen ugrundet. Thi den dømmende Magt er hos os saa selvstændig situeret, adskilt ikke mindre fra den udøvende end fra den lovgivende Magt, og Domstolenes Uafhængighed erkjendes i denne Henseende omgivet med saa gode Garantier, at det isandhed vilde være en Taabelighed at forestille sig Jurysystemets Indførelse enten som nogen Indskrænkning i den ene eller som nogen Udvidelse af den anden Statsmyndighed. Dernæst var det, at den konstitutionelle Side blev stillet i Spidsen, uheldigt af den Grund, at Betydningen af de fra Sagens Realitet, fra Institutionens Hensigtsmæssighed i sig selv og dens Anvendbarhed hos os, hentede Argumenter derved stilledes i Baggrunden og svækkedes. Var man gaaet ud fra, at det var herpaa, det fornemmelig kom an, og havde man opstillet som sit fornemste Maal at virke til Retfærdighedens bedst og sikrest mulige Udøvelse, – da havde man havt et Udgangspunkt, hvorom, i Principet idetmindste, Alle havde maattet være enige. Ved derimod at gjøre Juryspørgsmaalet til et politisk Stridsemne, fornegtede Regjeringen netop den øverste Grundsætning, som den kongelige Proceslovkommission opstiller: “at af de Øiemed, der ved en Reform i Kriminalproceslovgivningen skulle søges opnaaede, bør – inden Rimelighedens Grændser, – Processens egne Øiemed gaa foran alle andre.“ Sagen blev derved tagen ud af de Sagkyndiges Haand; allehaande underordnede Hensyn fik en aldeles uberettiget Indflydelse. For det demokratiske Princips Forfægtere blev det en Æressag at overvinde Regjeringen i dette vigtige Punkt. Enhver noksaa umoden politisk Begynder ansaa sig berettiget og forpligtet til at have sin opgjorte Mening om Spørgsmaalet. Den kriminelle Retspleie, et af de vanskeligste og ansvarsfuldeste af alle Lovgivningsfeldter, gjordes til Gjenstand for legislatorisk Experimentmageri, og Jurysagen blev til et af de bedste og letteste Midler til at erhverve sig “politisk Kapital.“ Det bedrøvelige Udfald, som Regjeringens Modstand mod den af 14de ord. Storthing nedsatte Jurykommission fik; den Magtesløshed, som derved lagdes for Dagen, og den Ydmygelse, som Regjeringen led, idet Sverdrup blev frifunden for Justitiens Tiltale gjennem alle Instanser, er endnu i frisk Minde. At dette igjen satte ondt Blod mangesteds, er let forklarligt, og at Respekten for Regjeringen som Autoritet i denne Sag herved led et haardt Stød, er Noget, som enhver oprigtig Fædrelandsven, han have hvad Mening han vil om Sagens Realitet, altid maa beklage.

Birch-Reichenwald besad altformegen “Kløgt, hvor det gjælder at finde Udveie, for at naa Maalet“ til ikke at se, at der her var en god Anledning for ham til at erhverve sig “politisk Kapital.“ Da Storthinget i 1857 havde fattet en Beslutning til Lov om Rettergangsmaaden i Strafsager, bygget paa Jury, og den norske Regjering overensstemmende med sin tidligere af Hans Majestæt Kongen bifaldte Opfatning af dette Spørgsmaal, og i Henhold til en kgl. Resolution af 27de. Dec. 1856, hvorved bar bestemt, at Jury-Indretningen ikke skulde lægges til Grund bed Udarbeidelsen af en ny Straffeproceslov, – havde indstillet denne Storthingets Beslutning til ikke at sanktioneres, som formentlig stridende mod Grundloven, formaaede Birch-Reichenwald H. K. H. Kronprindsregenten til i den Resolution af 13de Oktbr. 1857, hvorved Storthingsbeslutningen negtedes Sanktion, at udelade dette Tillæg. Vi ville her ikke opholde os ved det ukonstitutionelle og illoyale i denne Optræden af den daværende Amtmand i Agershus Amt, en Optræden, som under mere udviklede politiske Forhold nødvendigvis maalte have ledet til, at Statsraadet enten havde fordret denne Amtmands Fjernelse, eller selv indgivet sin Dimission. Men saameget maa dog Enhver erkjende, at, hvis det hermed var Meningen at give Sagen en forandret Retning, burde Regjeringen have erholdt en dermed overensstemmende Tilkjendegivelse. Men dette laa ingenlunde i Birch-Reichenwalds Plan. Her vilde han selv handle. Han vilde, at det eklatant skulde vise sig, at denne Imødekommelse af Storthingets Ønsker skyldtes ham og ingen Anden. Ved Kronprindsregentens Resolution af 10de Septbr. 1858 blev det Proceslovlommissionen paalagt at udarbeide et Forslag til Lov om Rettergangsmaaden i Strafsager i det Væsentlige overensstemmende med Kommissionens Betænkning, altsaa uden Jury. Hvo kunde nu ane andet, end at man fremdeles vilde fastholde den tidligere Mening om Sagens Realitet og se Resolutionen af 27de Decbr. 1856, om den nye Regjering end ikke ønskede at stille Grundlovspørgsmaalet paa Spidsen? At Birch-Reichenwald var og den Dag idag er ligesaa bestemt Modstander af Juryindretningens Hensigtsmæssighed og Anvendbarhed hos os, som alle de andre Statsraader, var bekjendt nok. Men den 14de Septbr. 1859, efter at Proceslovlovkommissionen havde udarbeidet sit Lovforslag, og medens Justitsdepartementet var beskjæftiget med Udarbeidelsen af sin Indstilling i Anledning af samme, for at det derefter kunde blive Kongen foredraget, og, ifald Hans Majestæt bifaldt det, som kongelig Proposition blive forelagt det i Oktober 1859 sammentrædende Storthing, – udvirkede Birch-Reichenwald som Medlem af Statsraadsafdelingen i Stockholm et kongeligt Tilkjendegivende, “at da Hans Majestæt uden i nogensomhelst Henseende at ville for Høistsammes eget Vedkommende have foregrebet Afgjørelsen i sin Tid, har anseet det ønskeligt at erholde paany nærmere undersøgt det foreløbige Spørgsmaal, hvorvidt Norges Grundlov er til Hinder for at bringe Jury i Anvendelse, samt, under Forudsætning af, at dette maatte besvares bekræftende, hvilken Forandring i de herved i Betragtning kommende Bestemmelser i Grundloven der i Tilfælde maatte være at søge forud tilveiebragt, – befales den norske Regjerings Betænkning afgiven om Hensigtsmæssigheden af at det maatte blive paalagt nogle dertil skikkede lovkyndige og andre Mænd i Forening at meddele deres Betænkning over det nævnte foreløbige Spørgsmaal og hvad dermed staar i Forbindelse.“ – Saaledes blev Justitsdepartementets saagodtsom færdige Arbeide paa den hensynsløseste Maade afbrudt. Aarlange Granskninger af vore ypperste Lovkyndige uden videre kastede tilside; Resultatet af deres samvittighedsfuldeste og grundigste Overveielser angaaende et rent juridisk Spørgsmaal undergivet et Overskjøn af “nogle dertil skikkede lovkyndige og andre (!) Mænd“; – kort sagt, den hele tidligere Behandling af denne Sag offentlig desavoueret. Og delte sker simpelt hen ved et kongeligt Tilkjendegivende brevi manu – uden nogen foregaaende Forhandling med Statsraaderne, ja uden at engang Justitsdepartementets Chef derom faar det mindste Nys, forinden hans næsten færdige Arbeide ubeseet vises tilbage! Hvorfor lod man ikke idetmindste Justitsdepartementet fuldende sit Foredrag: man kunde jo derefter, naar man havde hørt det, lade den fornyede Undersøgelse anstille? H M. Kongen stod jo allerede paa Reisen til Christiania, hvor han ankom 14 Dage sednere. Da havde der jo været den bedste Anledning til paa forretningsmæssig Maade at behandle den Sag med de rette Vedkommende, saaledes som simpel Høflighed maatte tilsige. – Er det muligt at tænke sig anden Forklaringsgrund til hele denne Fremgangsmaade, end at Birch-Reichenwald netop ret eklatant vilde vise det om et Par Uger sammentrædende Storthing, at denne populære Foranstaltning ene var hans Værk, og at han, i Modsætning til de gamle Statsraader, var den, som agtede paa Folkets Røst og imødekom Storthingets Ønsker? I Sandhed, at Statsraad Manthey kunde taale en saadan Forhaanelse; at han ikke øieblikkelig fratraadte og overlod Birch selv herefter at tage

Sagen i sin Haand og lede den i den af ham anviste Retning, mon forekomme Enhver ubegribeligt. – Sagens videre Gang er bekjendt nok og vedkommer ikke det foreliggende Emne.

Birch-Reichenwalds Forhold under Statholdersagen er forsaavidt ret mærkeligt, som det viser, hvorledes hans hele Væsen forandres, saasnart nogen Sag antager en personlig Retning. Saa ængstelig han ellers er for at tage afgjørende Skridt, saalænge det gjælder Sagen, saa lidenskabelig energisk bliver ham saasnart Personen kommer med i Spillet, og naturligvis fremfor alt, hvor det gjælder ham selv. Da frygter han ikke det høieste Spil. – Storthingets Beslutning angaaende Statholderembedets Ophævelse var, som bekjendt, i Virkeligheden Birch-Reichenvalds Værk. Uagtet Statholderskabet, især for Navnets Skyld aldrig har været nogen synderlig populær Institution i Norge, har man dog heller aldrig anseet den som nogen farlig Sag. Man vidste, at den var foranlediget ved Foreningen, og man vilde naturligvis nødig røre ved noget af hvad dertil hørte; man forudsaa, at dens Ophævelse vilde sætte adskilligt ondt Blod blandt Svenskerne, og man troede, at Kongen personlig var derimod. Selv at forandre Grundloven var i og for sig noget, som man ikke gjerne gjorde. Og da man nu vidste, at Statholderembedets Besættelse med nogen svensk Mand for Eftertiden vilde være en fuldkommen Umulighed, ansaa man den hele Sag for altfor ubetydelig til at strides om. Hvorvel man ikke betvivlede Norges Ret til at ophæve dette Embede, var der dog Mange, som fandt, at det ikke var værd at gjøre det, og Følgen heraf dem at Forslaget paa Storthinget 1857 ikke engang opnaaede den nødvendige Pluralitet. Paa Storthinget i 1859 vilde Sagen rimeligvis have faaet samme Udfald, hvis ikke Birch-Reichenwald gjentagende havde forsikret Repræsentanterne om det ugrundede i disse Betænkeligheder: han havde personlig forvisset sig om, at Svenskerne nu erkjendte, at vi havde Ret; de indflydelsesrigeste Mænd i det svenske Statsraad, Hamilton, Manderstrøm og Gripenstedt, delte vor Anskuelse; H. M Kongen vilde bifalde Statholderembedets Ophævelse. At Birch-Reichenwald ogsaa heri havde Ret, kan vist ikke betvivles. Der var vist Ingen enten i Norge eller Sverige, som anede de store Dimensioner, som dette i sig lidet væsentlige Spørgsmaal siden antog som Følge af de fanatiske Agitationer i den svenske Rigsdag og Presse. Det vilde saaledes være høist uretfærdigt at tillægge enten Birch-Reichenwald eller nogen Anden Skylden for den Ydmygelse, som vi led derigjennem, at H. M. Kongen fandt, af Hensyn til den stærke Ophidselse i Broderriget, at burde afgjøre en Sag, som Høistsamme selv erkjendte for udelukkende norsk, tvertimod hvad baade han og det norske Storthing.ansaa for det rette. Og i hvad der i Sagen var det Væsentlige, vandt Norge en fuldstændig Seir. I Resolutionen af 4de April 1860 erklærede Kongen, at han vilde “foretage Sagen til endelig Afgjørelse i det norske Statsraad“ og at “de af det norske Statsraad udtalte Anskuelser i alt Væsentligt stemmede med Hs. Majestæts egen Opfatning“; men at “H. M. dog, efter den seneste Tids Erfaringer, ikke kunde antage, at det beleilige Tidspunkt endnu var forhaanden“. Der var vistnok Mange, som troede, at den norske Statsraadafdeling i Stockholm ved en kraftigere Optræden kunde have hidført et for Norge endnu gunstigere Resultat; dog dette er i alle Fald noget, som nu Ingen kan vide. Men vist er det, at Statsraadsafdelingens, og in specie Birch-Reichenwalds Optræden ved denne Anledning ikke i nogen Henseende var forskjellig fra den almindelige, naar Statsraadet indstiller en Sag til Hans Majestæts Sanktion. Der var hverken Tale om eller Anvendelse for nogen særlig Kraftytring eller om nogen Protokoltilførsel, der kunde have bragt enten den Enes eller Andens “Øine til at gnistre“. I Statsraadet den 24de Marts erklærede Statsraadsafdelingen sig enig i den norske Regjerings Indstilling om, at Storthingsbeslutningen burde sanktioneres, erklærede, at Sagen vistnok var et rent norskt Anliggende, men bemærkede, at de dog, af Hensyn til Hs. Majestæts Stilling som Konge i Sverige, havde fundet det rettest, at afvente Udfaldet af den svenske Rigsdags Forhandlinger; – og i Statsraadet den 4de April henholdt Statsraadsafdelingen sig simpelt hen til sit tidligere Anførte, med Tilføiende, at forsaavidt noget Hensyn skulde tages til den fra svensk Side paa Bane bragte Revision af Unionsforholdene, fandt Statsraadsafdelingen at burde udtale som sin Overbevisning, at en videre Udvikling af Rigernes Forening til fælles Bedste vilde blive væsentlig lettet just ved Bifald af den foreliggende Indstilling, medens et modsat Udfald høiligen maatte befrygtes at ville i saa Henseende virke hemmende i en længere Fremtid. Dette er dag saa tamme Tilførsler, som Nogen kan forlange. Det eneste Særegne ved Birch. Reichenwalds Forhold til den Sag var, at han, medens Diskussionen varede, havde en mere end almindelig god og skarp Pen her i Christiania til sin Bistand, hvilken Omstændighed det vistnok i væsentlig Grad maa tilskrives, at den norske Presses Behandling af Spørgsmaalet erholdt en Fasthed og Præcision, der neppe var uden Indflydelse paa Sagens Udfald.

Men efterat Sagen var afgjort, da det norske Storthing fandt at burde nedlægge sin Protest mod den svenske Rigsdags uberettigede Indblanden i Norges indre Anliggender, og da derunder Statsraadsafdelingens Forhold blev Gjenstand for Drøftelse, under hvilken den Anskuelse, at en kraftigere Optræden havde været ønskelig, vandt Pluralitet inden Kommitteen, – da det saaledes gjaldt Statsraadsafdelingens Personer, – da optraadte Birch-Reichenwald paa en Maade, som vistnok ikke alene “vilde have bragt Carl Johans Øine til at gnistre af Raseri“, men som neppe vilde være bleven taalt af nogen Konge, der ikke havde næret personlig Godhed for Vedkommende, og derfor var mere end almindelig tilbøielig til at vise ham Overbærenhed. Da nemlig Hans Majestæt meddelte sin Resolution i svensk Statsraad den 7de April i Anledning af den svenske Rigsdags Skrivelse, meddelte Høistsamme derunder, at han “med Hensyn dels til Rigets Stænders Beslutning og dels til det svenske Statsraads eenstemmige Mening“ havde fundet sig foranlediget til i norsk Statsraad den 4de s. M. at nægte Sanktion paa Storthingets Beslutning, – hvortil Hs. Ex. den svenske Justitiæstatsminister bemærkede, at Statsraadet ansaa Bestemmelsen om Statholderposten i Norges Grundlov for at angaa begge Riger, og at det i den fattede Beslutning, saaledes som den nu var bleven Statsraadet meddelt af Hs. Majestæt, saa et fornyet Bevis paa Hs. Majestæts Tilbøielighed til at imødekomme det svenske Folks Ønske og Omsorg for de forenede Rigers Bedste. Protokollen over dette Møde var ikke bestemt til Offentliggjørelse eller engang til at meddeles Stænderne, men alene i sin Tid Konstitutionsutskottet. Ikke desto mindre havde den norske Statsraadsafdeling med Birch-Reichenwald i Spidsen, da den fik Nys om det Passerede, den Dristighed at begive sig til Kongen og affordre Høistsamme Protokollen over hvad der var forhandlet i det svenske Statsraad, og da dette konfidentielt blev dem meddelt den 19de April, forlangte de det den følgende Dag meddelt officielt. I norsk Statsraad den 21de April skede derefter hine berømte Tilførsler, “at Statsraaderne havde opfattet Hs. Majestæts Diktamen i det norske Statsraad den 4de April saaledes, at Statholdersagen ikke var noget unionelt Anliggende; at de, dersom denne Opfatning ikke var rigtig, nu nedlagde deres Embeder; og at, naar Hs. Maj. ikke meddelte dem Afsked, vilde denne Opfatning af Hs. Majestæts Erklæring blive fastholdt“. Denne Tilførsel blev derefter af Hs. Maj. Kongen bifaldt. Protokollen over det Forhandlede i det svenske Statsraad den 7de April og i norsk Statsraad den 21de April blev derefter pr. Telegram meddelt Storthinget samme Dag som Mistillidsadressen skulde foretages, hvilket havde tilfølge, at Sagen blev remitteret Kommitteen til fornyet Indstilling, hvorefter Sagen afgjordes den 23de April med det bekjendte Udfald, at ingen Misbilligelse udtaltes i Anledning, af Statsraadsafdelingens Forhold. – Men hvilken fornuftig Hensigt havde det at optræde paa en saa djerv, man kan næsten sige voldsom Maade mod Hans Majestæt Kongen personlig, og til hvad Øiemed underkastede man Kongen den personlige Tort, som her fandt Sted? Naturligvis ene og alene for at frelse Statsraadsafdelingens Medlemmer fra det truende Mistillidsvotum, der vilde have skilt dem ved deres Embeder. Sagen selv var jo i enhver Henseende endelig og uforanderlig afgjort. Storthingets Beslutning var nægtet Sanktion; men Hs. Maj. havde i norsk Statsraad utvetydig erklæret, at han i alt Væsentligt delte de af Statsraadet udtalte Anskuelser om denne Sag, altsaa baade betragtede den som udelukkende norsk og i Realiteten som rigtig, og “derfor gjerne vilde have imødekommet Storthingets og Statsraadets Ønske, naar Tidspunktet dertil forøvrigt var fundet beleiligt“, men at Hans Majestæt imidlertid “efter den seneste Tids Erfaringer“ ikke antog, at et saadant Tidspunkt endnu var kommet. Hvad mere kunde man saa forlange. Kongens Meddelelse i det svenske Statsraad: at Sanktionsnægtelsen paa den norske Storthingsbeslutning var foranlediget “af Hensyn til Stændernes Beslutning og det svenske Statsraads Mening“ indeholdt jo slet intet andet, end hvad allerede var sagt i det norske Statsraad: at Hans Majestæt “efter den sedneste Tids Erfaringer“ ikke antog, at det beleilige Tidspunkt endnu var forhaanden. Og om man end nok kunde tænke sig, at de mere direkte og detaillerede Udtryk i Tilførselen i det svenske Statsraad ikke havde faaet sin Tilværelse uden ved et Tryk fra Svenskernes Side, saa var jo dette noget, som man baade let kunde forklare sig og let finde sig i, da Sagens Realitet i ethvert Tilfælde ligefuldt var slaaet urokkelig fast: Hvorfor skulde man da komme med denne upassende, forcerede Optræden bagefter, undtagen for at vise det norske Storthing, der havde Statsraadernes Embeder i sin Haand, at Statsraadsafdelingen i fornødent Fald nok kunde optræde kraftig, om det saa var mod Hans Majestæt Kongen selv.

Naar Forfatteren i Nyhedsbladet i denne Sags Udfald vil se en betydningsfuld parlamentarisk Seir for Birch-Reichenwald, da tvivle vi paa at han deri vil finde synderligt Medhold. Birch-Reichenwald selv vilde vistnok betakke sig for at vinde mange saadanne Seire. Den almindelige Mening, selv blandt hans mest ivrige Forsvarere, var ganske vist, at ingen af Statsraadsafdelingens Medlemmer var sin Stilling voxen; men Pluraliteten fandt, at Stillingen var saa vanskelig, at dette maatte holdes dem tilgode, og at man endnu mindre retfærdigen kunde straffe dem derfor. Mistillitsvotumets Forkastelse var altsaa langt fra noget Tillidsvotum, men nærmest at sammenligne med hvad man i Retssproget kalder Frifindelse for videre Tiltale.

Sammenfatte vi nu Resultaterne af de hidtil givne Skildringer af Birch-Reichenwalds Karakter og Standpunkt i det Hele, saa fremgaar det heraf, at Birch-Reichenwald er en Mand med god Villie og megen Forretningsdygtighed, men ingen Statsmand; at han er i Besiddelse af gode administrative Indsigter, men paa Grund af sin Negativitet og personlige Retning, lidet skikket til som Leder at staa i Spidsen for en overordnet Styrelse; at han i den Stilling, som han nu beklæder, efter de Auspicier, hvorunder han er indtraadt i den, gjør og nødvendigvis maa gjøre megen Stade. Vi maa bede udtrykkelig bemærket, at for at vinde den rette Opfatning af Birch-Reichenwalds Virken som Minister, maa man betragte det hele Forhold i dets Totalitet. Vi gjentage det: det er ikke saameget det, at han er bleven Statsraad i og for sig, som vækker Indignation, som de Omstændigheder, hvorunder han er bleven det; var han bleven Statsraad f. Ex. dengang da Manthey blev det, vilde hans Stilling ikke haft den Betydning som nu; da havde han ikke staaet som Repræsentant for et System; da havde han ikke været den Stamme, om hvilken nye Statsraader skulde stille sig.


Til Slutning endnu nogle personlige Bemærkninger. Jeg har undertegnet disse Artikler med mit Navn, fordi det altid har været mit Princip, at den, der angriber en navngiven Mand, selv bør være sit Navn bekjendt, og i nærværende Tilfælde havde jeg hertil saa meget større Opfordring, som jeg nylig selv havde lidt en Forurettelse af Statsraad Birch-Reichenwald og offentlig paatalt samme, hvisaarsag en anonym Optræden ved denne Leilighed let kunde faaet Udseende af Underfundighed. Jeg maatte vistnok være belavet paa at Birchs Forsvarere nu vilde kaste sig over min Person, og sage at inhabilisere min Dom istedetfor at behandle Sagen; men det er min Anskuelse af den offentlige Diskussion, at Forsvareren ogsaa hertil bør have Adgang, ifald han maatte anse saadant tjenligt for sin Sag. Derimod ventede jeg rigtignok ikke, at man nu vilde sigte min Optræden mod Birch-Reichenwald som alene motiveret af Hævnlyst, fordi jeg efter hans Foranstaltning blev tilsidesat til Overretsreferent. Om man end kunde tiltro mig en slig Lumpenhed, burde man dog have anseet mig saa klog, at jeg under saadan Forudsætning vilde have iagttaget streng Anonymitet. Men min Mening om Birch-Reichenwald er ikke enten fra igaar eller fra idag. Jeg kan om fornødiges med mangfoldige Vidner, endog blandt Birchs nærmeste Omgangskreds, bevise, at jeg forlængesiden, til dels endog før Birch-Reichenwald blev Statsraad, har udtalt de selvsamme Anskuelser, som her. Men forskjellige Omstændigheder, hvilke idetmindste Birch-Reichenwald selv godt kjender, har gjort, at jeg længe har kviet mig for offentlig at optræde mod ham. Jeg har oftere, naar Samtalen er falden paa Birch-Reichenwald og jeg derunder er kommen til at udtale mig om et eller andet Punkt, i det væsentlige saaledes som ovenfor er skeet, modtaget Opfordringer til at behandle dette Stof i Pressen; men jeg har i altid vægret mig derfor, og selv nu er det kun modstræbende, jeg har besluttet mig dertil. Men efter at Birch-Reichenwald ved sin Opførsel imod mig selv har borttaget det Hensyn til ham personlig, som holdt mig tilbage, og efterat hin Forfatter i Nyhedsbladet er fremkommen med sin Panegyrik, der saa aabenbar var beregnet paa at give et skjævt Billede af Sammenhængen mellem Begivenheder, der i sin Detail ikke længer kunne formodes at staa klart i Almenhedens Erindring – da trode jeg ikke længer at kunne eller at burde undlade at udtale, hvad der altid har været og er min bestemteste Overbevisning. – Dette maa ogsaa tjene som Svar paa den i Nyhedsbladet for idag til mig rettede Provokation. Iøvrigt giver denne mere smudsige end grove Artikel ikke Anledning til noget Svar fra min Side; den behandler ikke Sagen med et eneste Ord, men opholder sig alene ved min Person, og indeholder desuden meget, der bevislig er skrevet mod Vedkommendes bedre Vidende.

Christiania, den 10de Februar 1861.

Fr. Brandt.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. For at undgaa Misforstaaelse bemærkes udtrykkelig, at det hermed ikke er vor Mening at sige, at Forslaget om at gjøre K. Motzfeldt til Statsraad direkte er fremsat af Birch. Det kan meget gjerne være at det forholder sig saaledes, som der fortælles, at det er H. M. Kongen selv, der først ligefrem er fremkommet dermed.