Staale i Graaurden
Graaurden er en vild sønderrevet fjeldstrækning paa grænsen mellem Sundalen og Opdal, gjennem hvilken der fra gammel tid har gaaet en berygtet og farlig vei. For hundrede aar siden eller vel saa havde en rømningsmand ved navn Staale sit tilhold her. Han skulde være kommen fra Thelemarken eller Hallingdal. Fra Graaurden, hvor han havde et utilgjængeligt tilflugtssted, udbredte han den største skræk blandt Sundalens og de tilstødende bygders befolkning; thi han var en djærv tyv, som intet skyede, naar han blot kunde komme til at stjæle. Ingen kunde gjøre ham noget; thi han bar bestandig et belte med syv indsyede mandshjerter paa sig.
Omsider lykkedes det dog sundølerne at faa bugt med ham. En kveld kom han sættende ned til gaarden Vollan, hvor han kun fandt kjærringen og ungerne hjemme, og han kunde derfor opføre sig ganske, som han lystede. Konen maatte dække op for ham med det bedste, huset formaaede baade af mad og drikke, og Staale tog rigeligt til sig af begge dele. Mæt og fuld kastede han sig paa en seng og faldt snart i en tung søvn. Beltet med mandshjerterne i havde han spændt af sig og lagt fremfor sengen. Konen fik nu sendt bud til naboen om, hvor Staale var at træffe, og udpaa morgensiden indfandt 12 haandfaste karle under anførsel af Fredrik Musgjerd sig i stuen paa Vollan. Det første, Fredrik gjorde, var at sætte sig i besiddelse af Staales belte, og snart kom der til et basketag, som spurgtes længe bagefter. Staale bandede paa, at havde han havt beltet sit paa, saa skulde han have været karl til at tage det op med dem, om de havde været dobbelt saa mange; men nu maatte han give tabt. Da han var bleven ført ud paa tunet, sled han sig og vilde sætte i vei opover til Graaurden. Men de lette og rappe sundøler tog ham straks igjen’ og nu blev han bunden saa forsvarlig, at han for det første fik lade være at tænke paa at rømme. Siden førtes han til Throndhjem og er dermed ude at sagaen. Om sine tyvekoster, som han havde gjemt i urden, vilde han ikke give nogen besked, og de ligger derfor endnu den dag idag i sikker forvaring, hvor han havde lagt dem.
Fortalt mig af skolelærer A. Gundersen fra Nisja i Sundalen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |