Sproglige og kulturhistoriske Studier over gamle norske Ord og Udtryk

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Sproglige og kulturhistoriske Studier over gamle norske Ord og Udtryk
I.
Sauma at höndum.

Det oftere forekommende Udtryk „sauma at höndum“ betyder jo ligefrem efter Ordene: „at sy ved eller til Hænderne“. Men medens dette er klart nok, saa paatrænger sig dog herved naturligen det Spørgsmaal: hvad menes herved, om hvad Slags Søm er der her Tale? Herom kan man nu gjøre sig Gisninger eller Formodninger, men deslige alene kunne dog ikke føre til nogen sikker Oplysning, naar man ikke faar nogen fastere Grund at bygge paa. Vil man have en bedre Rede paa Sagen, end derved kan vindes, ligger det nu nærmest at sammenholde dette Udtryk med andre, hvori sauma at forbindes med et følgende Dativ. Saadanne fattes da heller ikke, og jeg skal anføre flere Exempler derpaa, saasom: „ef klæði rifnar af manni þá er heilagt er, ok skal sauma at honum“ Grág. 3215; Þorvaldr bróðir þinn var í rauðum kyrtli ok þótti mér svá þröngr vera sem saumaðr væri at honum Nj. 135 (21422); reið kona í móti þeim ok hafði flókaólpu blá ok saumaðr flókinn at höfði henni Sturl. 1, 2621; nú tekr Isungr sér nál ok þráð ok saumar svá fast at hans baki (v. l. höndum) ok fótum Didr. 149. Som sauma at e-m, at e-u paa de anførte Steder ikke kan betyde andet, end at sy et Klædningsstykke saaledes om en Person, et Lem, at det falder nær indtil samme, fast omslutter dem (jvf. sauma um líki mods. sveipa líki Eb. 51 (9622); Sturl. 1, 3786): maa Udtrykket sauma at höndum forstaaes paa samme Maade; f. Ex. naar det heder: er hann kom or baði, fór hann i klæði sín ok lét sauma at höndum sér Sturl. 1, 397. Paa denne Maade var det nemlig, som idet følgende skal godtgjøres, at man fik Lindingerne festede sammen om Haandledet paa en Tid, da det endnu ikke var kommet i Brug at forsyne dem med Knapper eller Hægter i saadant Øiemed. Men saadan Sammenfesting af Skjortens eller Kjortelens Haandlindinger maatte foretages ikke alene naar man iførte sig dem efter Badet, men ogsaa dagligen, naar man om Morgenen stod op og skulde iføre sig Klæderne efter at have ligget nøgen om Natten.[1] Herpaa er det vel ogsaa, man i de fleste Tilfælde maa tænke, naar der tales om at „sauma at höndum“, f. Ex. naar det i Grettis saga heder: stýrimannskona sú hin unga (nemlig den samme, der før omtales i Ordene: sá maðr var í skipi með honum (ɔ: Hafliða) er Bárdr hét, hann átti konu unga ok fríða, og til hvilken der sigtes i Bebreidelsen, som Skibsmandskabet gjorde Gretter, da man sagde til ham: þykkir þér betra at klappa á kviðinn á konu Bárðar stýrimanns en at gera skyldu þína á skipi) var því jafnan vön at sauma at höndum Grettis Grett. 34, og naar det heder i Völsunga saga: hon (ɔ: Signy) hafði þá raun gert við hina fyrri sonu sína áðr hon sendi þá til Sigmundar, at hon saumaði at höndum þeim með holdi ok skinni; þeir þoldu illa ok kriktu um, ok svá gerði hon Sinfjötla; hann brást ekki við, hon fló hann þá af kyrtlinum svá at skinnit fylgði ermunum; hon kvað honum mundu sárt vil verda; hann segir: lítit mundi slíkt sárt þykkja Völsungi Vols. 9425 fgg.

Et Sidestykke til hvad Signy gjorde ved sine Sønner og Sinfjotle i Særdeleshed, har man fra meget sildigere Tid i hvad der vederfores Provst Samuel Wiesel, født 1699, (efter hans Dattersøns Samuel Ödmanns Fortælling i hans Hågkomster från hembygden och skolan), da hans Præceptor, der havde fulgt ham fra Hjemmet til Wexiø, og til hvis forretninger det hørte hver Søndags Morgen med Naal og Traad at feste Haandlindingerne sammen paa hans Disciples Skjorter, en saadan Morgen, da man havde forsovet sig og Gjerningen derfor maatte udføres i største Skynding, kom af Vanvare til at lade Naalen med Traaden gaa igjennem selve Huden, men den unge Wiesel ikke turde lade sig mærke med, hvor ondt det gjorde ham. Her indskrænkede denne Gjernings Udførelse sig til Søndags Morgen (hvis man ellers i dette Stykke kan forlade sig paa Fortællerens Hukommelse), fordi man beholdt Skjorten paa om Natten. Men at man endnu ved Slutningen af det 16de Aarhundrede i Tydskland pleiede at ligge nøgen om Natten, og at dette endog var Tilfælde med Folk af høiere Stand og bedre Vilkaar, kan erfares af hvad den Cölnske Borger Hermann Weinsberg fortæller om sig selv i sine Optegnelser (se Zeitschrift für deutsche Kulturgeschichte, neue Folge, 1, 619. 625). Her siger han nemlig: „Darnach gehe ich auch zu Bette und ist mein Gebrauch nicht, dass mein Junge oder Jemand anders die Hose auszieht, ich schlafe niemals im Hemde und mit brennendem Licht. – Anno 1587 den 13. Januar habe ich bisher in die fünfte Woche im Hemd geschlafen, und werde es auch fortan diesen kalten Winter hindurch dieses gegen meinen alten Branch thun. An 30 oder 40 Jahre habe ich dasselbe allzeit des Abends ausgezogen, wie kalt es auch gewesen, es sei denn dass ich auf Reisen in fremden Betten habe schlafen müssen“.

Hermed stemmer overens hvad der bemærkes i Novelle antiche udg. i Livorno 1871 af D’Ancona, hvor man under No. 18 (ifølge F. Liebrechts Meddelelse i Göttinger g. Anzeiger 1872 1, 674) kan læse følgende: „Chom’ era l’usanza antica neuno portava bottone a’ suoi panni per affibiarsi da mano o da petto a’ suoi panni, se non che ciascuno, o si faceva affibiare, o facealsi egli stesso la mtattina, quando si levava, cho’ l’agho o chol refe; e’ gentili e’ grandi stgnori cho la seta“. Den samme Skik omtales ogsaa i Chrestiens Chevalier au Lion v. 511 fg., hvor det heder: Chemise ridee li tret. – Fors de son cofre et braies blanches. – Et fil et agaille a ses manches. – St li vest et ses braz li cost; hvormed Holland i sin Udgave af samme Digt jevnfører følgende et andet gammelfransk Digt tilhørende Ord: Di as enfans dant Gileur – Ke tu fais l’aiguille enfiler – Dont tu lor dois coudre les mances. Samme Skik skyldes vel ogsaa Udtrykket virnêtin ermil i Denkmäler altniederländischer Sprache und Literatur, nach ungedruckten Quellen herausgegeben von Dr. Edv. von Kausler (Leipz 1866); se Gött. gel. Anz. 1866 II, 1034.

At hvad Konrad Weinsberg fortæller om sig selv, og hvad der efter de anførte Vidnesbyrd har været almindeligt i Middelalderen, indtil den sidste Tid ogsaa har været en temmelig almindelig Skik i mange af Norges Landsbygder, kan sees af de Oplysninger, som E. Sundt derom har givet i sin Bog om Renlighedsstellet i Norge S. 294 fg. Selv har jeg paa Landet i Nærheden af Bergen seet Mænd, der vare stegne nøgne op af Sengen, komme ud om Morgenen for i samme Tilstand at lade sit Vand ved Husveggen; og i Telemarken skal der endnu være dem, som kunne mindes den Tid, da ikke alene Folk laa nøgne om Natten, men ogsaa om Morgenen fik Haandlindingerne paa det Klædningsstykke, de havde trukket ned over Hovedet, sammenfestede med Naal og Traad. Ved dette Klædningsstykke maa man nu ikke nødvendigvis tænke paa en Linnedskjorte. Thi som Brugen deraf neppe har været almindelig og som skyrta og kyrtill (lat. tunica) vare Klædningsstykker af samme Form, ikke mindre end af samme oprindelige Betydning (da skyrta svarer til eng. short som kyrtill til t. kurz),[2] krævede begge en Sammenfesting af Haandlindingerne, medens Sammenfestingen paa Brystet skede ved en sylgja.

At det gjerne eller almindeligvis var Kvinder, hvem den Forretning tildeltes at sammenfeste Haandlindingerne paa Mændenes Underklædning, var jo temmelig naturligt, da de ikke alene vare mest øvede i Brugen af Naal og Traad, men vel ogsaa stadigen havde dem ved Haanden, sandsynligvis festede ved Bæltet, ligesom endnu er Tilfælde med Lappernes Kvinder. Et Exempel herpaa har man i Fortællingen om, hvorledes Vigdis, da Vigaglum havde truffet hende og hendes Mand paa Ageren og havde henvendt sig til hende med Ordene: „því veik ek hingat, at dálkrinn er or feldi mínum, ok vil ek, at þú saumir á nisting“, strax erklærede sig villig dertil og efterkom hans Anmodning. Men at den Sædvane, hvorefter Kvinden viste en Mand saadan Tjeneste, kunde føre til en Tilnærmelse, hvorunder Sædeligheden led, hvor saadan Tjenestes Ydelse ikke havde sin Grund i et allerede forhaandenværende utilbørligt Forhold mellem Manden og Kvinden, ligger i Sagens Natur. Med Hensyn hertil kan bringes i Erindring Fortællingen om Gretter og Styrmandens unge Hustru.

Medens det er utvilsomt, at Udtrykket „sauma at höndum“ paa de anførte Steder har den det her tillagte Betydning, er det derimod noget uklart, hvorledes det skal forstaaes, naar en Kvinde Rannveig fortalte, at under hendes Henrykkelse eller „leizla í andarsýn“ vare Djævle komme til hende, havde grebet hende, og havde da, fordi hun havde paakaldt flere Helgenes Hjælp, igjen maattet slippe hende, men havde i det samme pidsket hende med en gloende Svøbe for saaledes dog at lade hende faa undgjælde noget for sit Skjørlevnet, at hun nemlig hafði lagizt undir 2 presta ok saurgat svá þeirra þjónastu, idet de sagde til hende blandt andet ogsaa dette: nú branntu því at höndum, at þú hefir saumat at höndum þér ok öðrum á hátíðum Bp. 1, 45311; eller: þú hefir bæði veitt handasaum þér ok öðrum á guðs hátíðum Bp. II, 1027. Ti her synes Vægten at være lagt paa Ordene á hátiðum og hendes Skyld at være sat i Helligbrøde, ligesom det synes at være anset lige ilde, enten hun gjorde Gjerningen til bedste for sig selv eller for andre, medens der dog ikke kunde ligge noget ondt deri, at hun sammenfestede Haandlindingerne paa sine egne Klæder, om det end ikke altid gik til som det burde, naar en Kvinde gjorde en Mandsperson saadan Tjeneste. Den Formodning ligger derfor nær, at Ordene sauma at höndum her ere brugte i en anden Betydning, end paa de tidligere behandlede Steder, eller saaledes, at de ere at forstaa om Broderi paa Haandlindingerne. Vist er det ogsaa, at Verbet sauma bruges ikke alene om almindelig Søm, men ogsaa om Brodersøm, f. Ex. koddi saumaðr med silki DN. II, 165; silkisaumaðr Fm. VI, 440; gullsaumaðr Flat. II, 84; Klm. 226; þær systr voru þar Frákörk ok Helga med jarli ok sátu þær í lítilli stofu at sauma sínum. Haraldr jarl gekk í stofu þar er þær sátu systr á þverum palli, ok hann sá línklæði á millum þeirra nýsaumat, hvítt sem drift. Jarl tók upp klæðít ok sá, at þat var víða gullsaumat. Jarl spyrr: hverr á gersemi þeisa. Frákörk svaraðe: þat er ætlat Páli bróður þínum. Hví vanði þér honum svá mjök klæði? eigi leggi þér jafnmikla stund á at sauma mér klæði Flat. II, 438. Jvf. S. Grundtvig Danmarks gamle Folkeviser V, 65 Vers 4–6. Besynderligt er det dog, om Ordene sauma at höndum skulde være brugte i 2 forskjellige Betydninger og Udtrykket saaledes skulde være tvetydigt.

II.
Þekja, baugþak, yfirgjöf, vingjöf, Nøglepenge, Nøglepige.

Blandt de Glosser, som efter det gamle islandske Haandskrift cod. reg. 1812 i det store kongelige bibliotek i Kjøbenhavn ere udgivne af Dr. H. Gering i Zeitschrift f. d. Philologie IX, 385 fgg. forekommer þekja =lat. arrha. Forsaavidt lat. arrha (= arrhabon) betegner ikke hvad som helst der udredes som Tillæg til den betingede Kjøbesum, men kun et saadant Tillæg, som betales forud for denne, og hvorved kjøberen sikkrer sig at faa hvad Sælgeren har forbundet sig til at afhende, falde vistnok ikke begge Ord fuldstændigen sammen i Betydningen. Lægger man derimod ikke Vægt paa denne Forudbetaling, og kræver man ikke her større Overensstemmelse i Betydningen, end man i Almindelighed tør gjøre Regning paa at finde mellem de Ord, som i Glosserne forklares og de som Forklaring eller Oversættelse tilføiede latinske, da kan Forklaringen ikke kaldes urigtig om end dens Rigtighed ikke strax er indlysende. Skjønt Substantivet þekja ellers ikke er forefundet med en til det latinske arrha svarende Betydning, tør man vel nemlig antage, at det virkelig har været brugt saaledes, at det betegner det samme, eller omtrent det samme, som det i Graagaasens baugatal forekommende þak, hvilket man der finder ikke alene usammensat, men ogsaa i det sammensatte baugþak, og det i saadan Forbindelse, at det aabenbarligen, som et til Verbet þekja svarende Substantiv med den oprindelige Betydning „Dække“, betegner et Tillæg til den Mandebod, som kaldtes baugr: f. Ex i Sætningen: skal hann fullan baug taka með þaki ok þveitum Grg. 1, 19520, hvor þak tydelig nok betegner det samme som baugþak i Sætningen: höfuðbaugi fylgja 6 aurar baugþak Ggr. 1, 1935.

At give et saadant Tillæg til den egentlige Mandebod Navn af þak, kan vistnok synes underligt, men hvorledes man er kommen dertil, er dog forstaaeligt, naar man ser hen til, at det som yfirgjöf ligesom lagdes oven paa (ofan á) det egentlige Bodsbeløb og saaledes paa en Maade kunde siges at dække dette. Denne Betragtning af Forholdet som Grund til den omhandlede Betegnelse fremlyser ogsaa deraf, at Udtrykket taka baug með þaki Grg. 1, 19625 er enstydigt med taka fullan baug ok þaktan Grg. 1, 19627 (jvf. Grg. 1, 1975.7); saavelsom af Udtrykket skolo þeir bøta baugom öllom fullom, ef viðrtakendr ero til ok skal höfuðbaug einn þekja, Grg. l, 20013 (jvf. 20017.22), hvilket er = höfuðbaugi einum skal þak fylgja (jfr. Grg. 1, 20026). Hvad der er udtrykt ved verbet þekja er nemlig intet andet end hvad der ellers heder setja e-t á, yfir e-t, söðla e-t á e-t, hvilket Udtryk betegner, at man i Tilfælde, hvor det kunde synes at være nok med hvad der allerede er gjort eller givet, dog ikke lader det blive dermed, men endnu lægger noget til eller gjør noget mere; ligesom de ere beslægtede med Udtrykkene: ofan á þat ɔ: desforuden, ofan á og meðr ofan á ɔ: oven i Kjøbet. Kunde der endnu være nogen Tvivl om, at de omhandlede Lovudtryk þekja og þak intet andet betyde, end at lægge noget ovenpaa et andet som Tillæg dertil, hvad der er lagt oven paa noget andet som Tillæg dertil, saa maa dog dette blive klart derved, at Udtrykket at baugþaki er brugt netop i samme Betydning, som ofan á ɔ: oven i Kjøbet. Saaledes finder man nemlig disse Ord brugte Bp. 1, 336, hvor det heder heldr var verkrinn at ákafari í augunum, þá kom at honum siðan at baugþaki brottfallit. Her havde vistnok at þaki været tilstrækkeligt eller kunnet udtrykke det samme. Men den saa ofte forekommende Anvendelse af þak om baugþak, saavelsom Ligheden mellem hvad der ved baugþak betegnedes og hvad der i andre Tilfælde kommer ofan á, ledede naturligen til her at bruge det sammensatte Ord for det usammensatte.

Saadant Krav paa eller saadan Ydelse af þak, som omtales i Graagaasens baugatal forekommer neppe andensteds nævnt i de islandske eller norske Love.[3] I Norge har det nok alligevel været en temmelig almindelig Vedtægt, at der ved Udbetaling af, hvad man var bleven skyldig, tillige udrededes en saadan yfirgjöf. Denne Ydelse omtales nemlig oftere i gamle Breve, og det ikke alene hvor der er Tale om Udbetalingen af gjöld eller Mandebod,[4] men ogsaa hvor der handles om Udbetalingen af en Kjøbesum, da der, naar Erkjendelse for Modtagelsen af Beløbet afgives, udtrykkeligen tilføies hvad skyldneren har betalt i yfirgjöf,[5] eller, som det ogsaa heder, har gefit yfír.[6] Hvad der saaledes betaltes udover Kjøbesummen, eller hvad man efter Forlig eller Dom var bleven skyldig, betegnes ogsaa stundom med et andet Navn, nemlig vingjöf,[7] som tillige angiver Grunden til, at saadan yfirgjöf betaltes tillige med Kjøbesummen, eller hvor Betaling ydedes som Fyldestgjørelse for tilføiet Uret. Naar denne ydedes af Fornærmeren eller Sagvolderen, kunde man jo nemlig tænke sig, ligesom det vel oftere var Tilfælde, at han ikke bekvemmede sig dertil uden Modvilje eller Selvovervindelse, eller at der, selv efterat Parternes Mellemværende paa en vis Maade kunde siges at være op- og afgjort ved saadan Fyldestgjørelse, dog vedblev at bestaa et uvenligt eller mindre godt Forhold mellem Parterne. Hvor man vilde forebygge dette, eller hvor Sagvolderen virkelig ønskede en fuldkommen Udsoning, tjente da vel denne vingjöf eller yfirgjöf som Middel dertil eller Tegn derpaa, tjente den ligesom til en Besegling af, at det gode Forhold, som havde fundet Sted mellem Parterne, førend deres ved Dom eller Forlig afgjorte Mellemværende var opstaaet, nu var gjenoprettet.[8]

At dette var Hensigten eller Betydningen, naar man gav yfirgjöf eller vingjöf ved Udredelsen af gjöld eller bøtr, er vistnok i Almindelighed ikke udtalt. Saaledes finder man intet derom i Brevene DN. I, 785. 741. 875. V, 529. Derimod siges det udtrykkeligen i Brevet DN. III, 691, hvor det heder, at da Guttorm havde betalt Elling Øysteinssøn paa hans Broderbørns Vegne gjöld og bøtr, som han var idømt for deres Fader Alf Øysteinssøns Drab, lovede han dem eller Elling paa deres Vegne einæ vingafwo i ifirgiof til bædræ vinatto som er ein klædes karmanz stak, einæ kvern samdæ 1½ aleen ifuir gangæn ok 4 kiørlag ok æn 1 hors swa goth som 4 kiørlagh ok þæt afhende han honom samstundes.

Hermed kan sammenholdes, hvad der i Njáls saga c. 124 fortælles om den Sags Afgjørelse, som Njaals Sønner havde paadraget sig ved at dræbe hans Fostersøn Hoskuld. Da Sagen skulde afgjøres ved Rettergang, kunde den paa Grund af en Feil, som Sagsøgeren havde begaaet, ikke blive undergiven Dom. Njaal søgte da paa sine sønners Vegne at faa den afgjort ved Forlig, og efterat Modparten var indgaaet paa Forslaget derom, opnævnte begge Parter sine gerðarmenn, som derpaa kom sammen og afgave sin Kjendelse. Af det betydelige Beløb, der ifølge denne skulde udredes som fésekt, betalte disse gerðarmenn efter det derom forud givne Tilsagn den halve Del, og da Njaals Sønner havde betalt, hvad de havde, til Beløb af 1 hundrað silfrs, samt Njaal selv gjort det samme, gav andre af de ved Tinget tilstedeværende godvilligen og for Guds Skyld hvad der manglede i det fulde Beløb saa at öngvan pening vantaðe á. Men saa fortælles, at Njáll tók silkisløður ok bóta ok lagði á hrúguna ofan. Den fastsatte fésekt var allerede fuldt ud betalt, da Njaal lagde disse Ting ofan á hrúguna. Dette var ikke noget lovbestemt baugþak, og derom kunde der her ikke være Tale, da Sagen ikke var afgjort ved retslig Dom, men ved sætt og gerð. Det var heller ikke nogen pligtig Ydelse, men det ydedes tvertimod som yfirgjöf og vistnok tillige som vingjöf i den Tanke, at den skulde tjene til at betrygge en god Forstaaelse, et fredeligt Samliv mellem Parterne.

Paa lignende Maade havde det sig vistnok ogsaa, naar yfirgjöf eller vinjöf ydedes ved Afslutning eller Fuldbyrdelse af en Overenskomst om Jordekjøb, ligesom det vist ogsaa skulde tjene til stadfestingar jarðarkaupsins,[9] som det udtrykkeligen siges om den Handling, hvorved Ornulf ifølge et Brev fra Nedre Telemarken af Aaret 1366 (DN. X, 69) afhendi til Vetrlide og Ashild, der havde solgt ham 5 laupa jord i Voluþveit af Sauda sokn, en Ko, vistnok som yfirgjöf eller vingjöf, uagtet den ikke i selve Brevet udtrykkeligen betegnes som saadan. I mange Tilfælde, naar saadan Ydelse omtales, sker dette i saadan Forbindelse med selve Kjøbesummen, at det synes, som om begge tilsammen tilfaldt Sælgeren. Saa var det dog ikke altid, og det oprindelige har vel endogsaa været, at man ved Udbetaling af yfirgjöf affandt sig med en eller anden Person, hvem Sagen angik saa nær, at det ansaaes, om ikke aldeles nødvendigt, saa dog tilbørligt eller klogt at erhverve sig dennes Samtykke til den stedfundne Afgjørelse eller Overenskomst. Saaledes havde det sig, da ifølge DN. III. 935 Skjaldulf Þorlaksson havde solgt Jon Þorkelsson nogle Gaarde i Os Bygd af Rakkestad Sogn, og Jon gav Skjaldulfs Søn Gierder en Sadel og et Bidsel for jákvæði og yfirgjöf efter at have faaet dennes Samtykke til Handelen. Et andet Brev (DN. VI, 502), som er udferdiget af Sælgerens Broder som Tilstaaelse for, at han har meddelt sit Samtykke til Salget af en Jordeiendom, udsiger tillige, at Tilstaaelsen er given paa Betingelse af, at Kjøberen skulde give ham 16 marker firir jágœfi, fyrst einn hest um sex mark, tveggja pund ketil ok 2 kyyr. I et Tilfælde, hvor flere af (den afdøde) Benedikts Slægtninger erkjendte, at han havde solgt Nikolas Halstensen en Jordeiendom og at Kjøbesummen var betalt, og denne saa, efter hvad Brevet (DN. X, 200) udsiger, gaf fyrrnefndo folke eina kú g(ang)andi ok 1 mærk í jágeuet, synes det, som dette har været dem betalt for den afgivne Tilstaaelse, idet samme opfattedes som tillige indeholdende et Samtykke til det stedfundne Salg. Sælgerens Hustru var dog vel den, som oftest oppebar en Godtgjørelse for jákvæði. At det var hende, som skulde have Betalingen for jákvædi, kan sluttes af dens Beskaffenhed, naar det i et Brev (DN. VII, 349) siges, at Kjøberen Þordr Eilifsson betalte Ægtefolkene Sigbjørn Einarssøn og Gro Kjøbesummen for en Jordeiendom, som de havde solgt ham, ok einn raudan kvennmanstak fyrir jágæfit, han afhendi Þord meder ofan á ligesom Ordene meder ofan á tydelig betegne den nævnte kvennmannsstakk som betalt i yfirgjöf. Samme Vei gik vistnok ogsaa hvad der efter DN. II, 1138. III, 1067 betaltes i jákvæði (ɔ: i Betaling for jákvædi, eller efter DN. II, 713 betaltes som vingjöf i Tilfælde, da Ægtefolk havde bortsolgt sin Jordeiendom. Hvorledes det derimod forholdt sig med samme Ydelse der, hvor blot en Mand nævnes som Sælger, uden at nogen Hustru nævnes, saaledes som DN. VIII, 488. 744, er det ikke godt at sige.

I hvilket Forhold den yfirgjöf, som ydedes ved Jordekjøb, stod til de saakaldte skeytingseyrar, der oftere nævnes i Breve om Salg af Jordegods, er ikke klart. De omtales af Arnt Berntsen i hans Danmarks og Norges frugtbare Herlighed 3dje Bog, S. 335 med følgende Ord: „Udi Norge udgives paa alle Kjøb af dem, som kjøber, Skøttingsøre, er en Tilgift af Guld eller Penge som over rette Kjøb gives eller ligesom foræres den som solgte eller hans Hustru; for saadan Skøttingsøre kviteres ogsaa særdeles udi Skiødebrevet, saa deraf kan sluttes, intet Kjøb uden slig Skøttingsøres Betaling at have sin Fuldkommenhed“. Herefter ser det ud, som om skeytingseyrar kun skulde være et andet Navn paa hvad der ellers kaldes yfirgjöf, og som om de gaves Hustruen for hendes jákvæði eller Samtykke; men i de Breve, hvori de omtales, findes intet, som hentyder dertil, f. Ex. naar der i et Brev fra Aaret 1440 (DN. IV, 880) indeholdes fleres Vidnesbyrd om, at Aslak Þrondasson med já, handarbandi ok góðan vilja Gertrúdar Sígarðardottor eiginnar konu sinnar solgte sira Gunnari Eirikssyni halft mannsverk í Nørsthúsum í Hopalstöðum í Haugskeiðis sokn for 12 marker forngildar, ok eina mark gaf fyrrnemder sira G. í skøytingsøyri, eller naar der efter et andet Brev fra Aaret 1498 (DN. VIII. 442) blev betalt for en Del af yttre Øje i Urlands Sogn en Kvige og ½ Løb Smør og i skøytningsøyra 4 mele korn 1 bukskin; jvf. DN. IV, 120. 147. Det samme gjælder om det skøtningafé, som maa være = skeytingseyrar og nævnes ved Siden af Kjøbesummen i 2 jemtlandske Breve fra 1ste Halvdel af det femtende Aarhundrede (DN. III, 697. 802).

I Almindelighed har, som de anførte Exempler eller de citerede Breve udvise, den yfirgjøf, vingjöf eller jágæfi, som betaltes ved Kjøb af Jordeiendom, været udredet samtidigen med Kjøbesummen og Beløbets Størrelse været afhængig af Kjøberens Godtbefindende. Men saa har det dog ikke altid været. I et Tilfælde (DN. III, 974) ser man, at Beløbets størrelse var fastsat samtidigen med Kjøbesummens, eftersom det i Brevet heder Stener hadhe betaladh førsta peninga ok øpsta som i kop tera kom for thet halpth marka bool i sydre Rude badhe for jákvede ok iordeverdh som var en spans ploghgang ok en færding salth for jákvedet. Begge ere ogsaa sammenblandede i et andet Brev (DN. III, 1031) efter de Udtryk som der ere anvendte i Kvittering for hvad Gunnulf skulde have af Salmund Nilssen for jákvædi og jordeverd. Kun i et af de Tilfælde, som omtales i trykte Breve, nemlig DN. X, 49, synes vingjøf at være betalt som Haandpenge eller samtidigen med Handelens Afslutning. I dette Brev kundgjør nemlig Arnbjørn Bjørnsen, at den Handel, som han og Gudbrand Petersen havde gjort om Gaarden Grjótar efter de Breves Udvisende, som Arnbjørn derom havde gjort, skulde være upgefit so sem su kapstemna hefdi aldre a komit en Eirikar Erlendsson skal eiga frjalsar Grjotar ok hans afkømi en Anbjörn aldre til kalla ne hans arfar ok þvilika vingjof som Eirikar iade Anbirni þat viðr gek han at han hafde hanna alla.

Et mærkeligt Exempel har man i et gammelt Brev (DN. I, 81), der udsiger, at den forurettede herra Þorvaldr Þorisson eftergav alle de lagasektir, som vare ham tildømte i Fyldestgjørelse for tilføiet Retskrænkelse, útan 4 marka vingjöf tók hann með því skilorði, at om Sagvolderen eller hans Efterkommere brød den Overenskomst, som nu var sluttet om, hvor store Rettigheder der tillaa Gullastad i Hvinesdal i Forhold til Nabogaarden Eikeland, da skulde sæktir þessar til 4 marka gulz allar upp lúkazt hærra Þorvaldi. Den omhandlede vingjöf skulde vistnok tjene til Vidnesbyrd om, at Sagvolderen erkjendte sin Overtrædelse og vedtog Overenskomsten.

At den yfirgjöf, som betaltes ved Kjøb af Jordeiendom, gjerne tilfaldt Sælgerens Hustru, saaledes som allerede er bemærket og i Lighed med hvad Arnt Berntsen siger om Skjøtningsøre, bestyrkes ved flere Exempler paa lignende Vedtægter, som andensteds og ved andre Leiligheder have været eller endnu ere gjældende. Et Sidestykke dertil, og maaske en Levning af en mere udstrakt Brug af yfirgjöf, synes vi nemlig at have i den Sædvane, som vel endnu gjælder i Østfinmarken, at naar en Fin sælger sin Ko, skal Hustruen bringe den til Kjøberen og med Kjøbesummen eller som et Tillæg til samme af ham modtage et Tørklæde. Iagttagelsen af lignende sædvane eller Vedtægt har vistnok ogsaa havt en langt videre Udstrækning og større Almindelighed. Som Vidnesbyrd herom skal jeg anføre, at Littré i sin franske Ordbog angiver som en Betydning af Ordet épingles: don fait à une femme quand on conclut quelque marché avec son mari, og om chapeau siger: ce terme est passé tout à fait dans la langue des affaires au sens qu’avait épingles; ainsi un négociant dit: soit, je vous céderai à ce prix, mais il y aura un chapeau. Noget lignende har vi ogsaa i en anden Betydning af Ordet chapeau, naar det ogsaa betegner en gratification accordée par convention au capitain d’un bâtiment de commerce, qui remet à bon port les marchandises chargées à frets, eller det samme, som paa Tydsk heder kapplaken, kappelaken, og efter Bremisch-niedersächsisch Wörterbuch II, 36 fg. gives Skibsføreren gleichsam zum Laken oder zur Reisekappe.

Den Gave til Sælgerens Hustru, som i Frankrig gaar under Navn af épingles, chapeau, forekommer ogsaa i Tydskland, hvor den kaldes Schlüsselgeld. Saaledes heder det i B. Auerbachs Schwarzwäldische Dorfgeschichten IV, 271: Haus und Aceker für 7000 Gülden und 200 Gülden Schlüsselgeld für die Frau; og et Sidestykke dertil er det, naar Grev Ahlefeldt-Laurvig ved Kjøbekontrakt af 25de Juni 1805 overdrog Grevskabet Laurvig til Kongen for en kjøbesum af „920,000 Rdlr. dansk Courant samt 1000 Species Dukater til hans Kone Grevinde Ahlefeldt-Laurvig udi Nøglepenge“.[10]

Benævnelsen Nøglepenge eller Schlüsselgeld har naturligvis sin Grund deri, at Nøglerne vare Hustruens eller Husmoderens Attribut, som overgaves hende ved hendes Indtrædelse i Ægteskabet, som Husbonden ikke maatte fratage hende, saalænge den ægteskabelige Forbindelse bestod, men som hun nok igjen kunde overlevere til ham som et Tegn paa, at hun ikke længere vilde fortsætte Samlivet med ham. Derfor heder det i Þryms kviða om den som Freyja forklædte Þórr, der skulde være Jetten Þryms Brud ikke alene: bundu þeir Þór brúðar líni, men ogsaa: létu und honum hrynja lukla, ligesom det i Rigsþula v. 20 heder: heim óku þá hanginlukla – giptu karli – settist undir ripti. Derfor sagdes ogsaa i svenske Love den, der bortgiftede en Brud at gipta kunu til hedær ok til husfru ok til siæng halfre, til lasæ ok nyklæ ok til laghæ þriþiungs Upl. Ærfd. 3; jvf. Helsing. Ærfd. 3; Magn. Eriks. Landsl. Gift 5 pr., ligesom det i et slesvigsk Æventyr (Madsens Folkeminder fra Hanved Sogn S. 9) fortælles, at Bjergmanden gav Nøgleknippet til den, der skulde være hans Hustru.

Som det i Upl. Ærfd. 6 heder: urækær bonde bort hasfru sina lagtæknæ ok tækær i staþ andræ ok i siæng mæþ sik læggær, þa ræner han husfru lasæ ok nyklæ; saa var det ogsaa efter norsk Lov forbudt Husbonden at fratage sin Hustru Laas og Nøgler. Anderledes kan det nemlig ikke være at forstaa, naar det Borg. 2, 8 heder: ef maðr ræðr kona sína eigna lyklum eða lásinn þá er hann sekr þrim mörkum. Herfor taler ikke alene Ligheden med det nys anførte Sted af Uplandslagen, hvor der tales om at rænæ husfra lasæ ok nyklæ, men ligesom ráða i Forbindelsen ráða konu lyklum ok lásum umulig kan have samme Betydning, som hvor der i det følgende tales om at ráða konu sínne med horni eða hnefa, saa bestyrkes den Opfatning af ráða konu lyklum, som her er gjort gjældende, ved Jevnførelsen af de ensartede Forbindelser eller Udtryk ráða svefni Sigrdrif. 28; sníða e-n sina magni Völ. 16; ræna e-n e-u eller af e-u og mange lignende.

Et Exempel paa, at Hustru overleverer Manden Husets Nøgler til Tegn paa, at hun nu vil forlade ham saaledes, at det skal være forbi med deres Samliv, har vi Sturlunga saga II, 613 (Vigfussens Udgave), hvor der fortælles, at Steinvör, da Broderen Þordr kakali var kommen til hende og hendes Mand for at søge Hjælp, tiltalte denne med disse Ord; nú mun ek þat bert gera, at lítit mun verða samþykki okkart, ef þú veitir eigi Þórði bróður mínum; mun þá svá fara ok, sem miðr er at sköpuðu, at ek mun taka vápnin ok vita, ef nókkurir vilja mér fylgja, en ek mun fá þér af hendi búrluklana. Vistnok kunde man lægge en anden Mening i disse hendes Ord, nemlig at, hvis Manden Halfdan ikke vilde yde Broderen Hjælp, saa vilde hun være Mand, og saa fik han være Kone. Men naar hun sagde: lítit mun verða samþykki okkart, da taler dog dette for, at hun havde det samme i Sinde, eller truede med det samme som Ragnhild Erlingsdatter, da Manden Þorberg Arnasson paa Gizke vilde bortjage Islendingen Stein Skaptason af deres Hus, hvor hun havde ladet ham finde et Tilflugtsted (se Olafs saga hins helga. Krist. 1853 S. 14430).

Hvor væsentligen det ansaaes at høre med til en Hustrues Stilling, at hun havde Husets Nøgler i sin Værge, kan ogsaa sees af Borgarþ. 2, 10, hvor det heder, at om Mand og Kvinde have levet saaledes sammen i 30 Aar eller flere, at hun har ráðit lási ok loko at allum híbilum, setit eftir aldri við aðrar husprøyiar, af allum heitit eigin kona hans, og hun har 6 Mænds Vidnesbyrd derfor, da skal deres Forbindelse ansees som lovligt Ægteskab uagtet de ikke kunne føre Vidnesbyrd om deres Ægteskabs Stiftelse, fordi alle giptarvitni ere døde. Medens det, at hun hafdi ráðit lási ok loku, her i Mangel af andet Bevis kunde i Forbindelse med hvad der ellers nævnes om den Stilling, hun havde indehaft i Forhold til Husbonden, tjene til at godtgjøre, at hun maatte have været hans Ægtehustru: kunde det endogsaa efter Jydske Lov 1, 27 forhjælpe en Mands Slegfred til en Ægtehustrues Stilling og Rettigheder, da hun nemlig, om Husbonden havde havt hende hos sig i Huset paa den Maade, at han gik aabenbare at sove med hende, lod hende have Laas og Lukkelse og søge atæ ok drykk[11] aabenbarligen med sig i 3 Vintre, derved vandt Ret til at ansees som hans rette Hustru og Adelkone.[12] Fordi hun havde Nøglerne i sine Hænder, derfor gik ogsaa en saadan Pige under Navn af „Nøglepige“, og naar i Midten af det 16de Aarhundrede Sognepresten til Norderhaug paa Ringerike Mag. Amund tog en Enkes unge Datter Kirstine Olsdatter til sin Nøglepige og dernæst, da han senere blev forflyttet til Grans Kald paa Hadeland, tog hende med sig som Raadskvinde og avlede 7 Børn med hende, synes dette ikke at have nedsat nogen af dem, ei heller deres Børn i det almindelige Omdømme, efter hvad derom meddeles i L. Daaes norske Bygdesagn 1, 27. Et Tilfælde fra Kjøbenhavn, hvori Husbonden stevner en Mand, fordi han havde lokket hans Pige, der gik med hans Nøgler, idet han klager over den Spot, som derved var ham vederfaret i hans Hus, omtales i Nye Kirkehistoriske Samlinger V, 101, og vidner om en Betragtning af dette Forhold, der har en paafaldende Lighed med Bestemmelsen i Sverres Kristenret § 69, at naar en Mand sørger saaledes for sin Frille, at hun i saa Henseende ikke har det værre end eigin kona hans, og har havt hende med sér til öldrs ok til áts ok búit sess hans ok sæng, da skal han, om nogen glepr hana frá honum, slíkan rétt á henni taka sem á skyldkonu sínni.

En lignende Retsanskuelse som den, der ligger til Grund for den omhandlede Bestemmelse i Jydske Lov, har Almuesfolk paa Landet i Norge endogsaa nu til Dags, og det i tvende mig forekomne Tilfælde fra forskjellige Egne, villet gjøre gjældende, at nemlig en Pige, der i længere Tid har været i en Mands Tjeneste og hos ham indtaget en lignende Stilling som den paa de anførte Steder af Jydske Lov og Borgatingsloven beskrevne, skulde som „Nøklegjente“ have Ret til det halve Bo, saafremt han ikke vilde indtræde i lovligt Ægteskab med hende, eller beholde hende hos sig fremdeles paa samme Maade som før.


III.
Om Olaf den helliges Landing paa Selja og om denne Øes Navn.

I Fortællingen om Olaf Haraldsons Hjemkomst til Norge, da han med 2 Skibe havde taget Veien derhen fra England efter lige fra sin Ungdom af at have færdes ude i fremmede Lande, siges der i Ágrip c. 20 Side 4919 i Dahlerups Udgave: (hann) kom at viþ saulo. Hvorledes dette saulo bør læses, er ikke klart i og for sig selv, da Tegnet ar i Ágrip anvendes til dermed at betegne flere indbyrdes forskjellige Lyd; men det sandsynligste efter den Redegjørelse for dets Anvendelse, som Dahlerup har givet i Fortalen S. XI5, er, at det her staar for ę eller æ, saa meget mere som den legendariske Saga c. 20 i Stedet for saula har sæla og Snorre OH. 2620 har sęla. Her fortælles nemlig det samme udførligere med følgende Ord; nemlig i den legendariske Saga: komo af hafeno útan at Staðe, ok þar á land i æy æina litla er hæiter Sæla. Þá mælti konungr lét þá timadag land hafa tekit ok þá kvað hann þá komna í sælo. talde þetta myndu vera góda vitneskju; og hos Snorre: ey sú heitir Sęla er þeir tóko land út frá Staði. þá mælti konungr, lét þat myndu vera tímadag er þeir höfðu lent við Sęlu í Noregi, ok kvað þat vera myndu góða vitneskju er svá hafði at borit. At paa alle disse Steder er Tale om Øen Selja i Nordfjord er klart nok, ligesom Flatöbogen II, 31 har Selja istedetfor Sæla i sin Beretning om samme Begivenhed, medens det derimod ikke er saa klart, hvorledes den paa de oven anførte Steder er kommen til at faa Navn af Sæla. Professor L. Daae har i sit Skrift om Norges Helgener fremsat den Formodning, at Olafs Yttring om det gode Varsel, han tog af Øens Navn, er digtet efter at han var bleven erklæret hellig, og at Sunnivalegenden er festet til Selja, fordi dette Ønavn blev opfattet som den lyksalige, salige Ø. Om det første var Tilfælde, vilde det dermed neppe forholde sig anderledes, end med saa mange andre Fortællinger af lignende Beskaffenhed, uagtet jeg ikke kan tænke mig, at selve Navnet Selja eller Sæla her skulde være sat i Forbindelse med Olafs Hellighed eller Salighed. Men hvad det sidste angaar, da kan jeg aldeles ikke være enig deri. Olafs Yttring om det gode Varsel, som han tog af sin Landing ved Øen Selja, grundede sig efter min Forstaaelse af Beretningen derom aldeles ikke paa en Opfatning af dens Navn som den lyksalige, salige Ø. At denne Betydning skulde ligge i Selja eller Sæla, kan jeg ikke erkjende. Sæla, hvormed Selja er identificeret, betyder ikke Salighed i Besynderlighed, men al Slags Lykke i Almindelighed, og det bruges ligesom det tilsvarende Adjektiv sæll ligesaameget, ja vel endog oftere om den timelige Lykke end den evige Salighed (eilif sæla); skjønt vistnok baade sæll og sælleikr, som en Oversættelse af det latinske beatus, beatitudo, ikke sjelden findes brugt om Helgener og deres Salighed. Ogsaa i Fortællingen om Olaf den helliges Landing kan jeg ikke se andet, end at sæla maa forstaaes om timelig Lykke. Olaf kom nu til Norge for der at søge sin Lykke, og at han der skulde finde den, at han havde og vilde beholde Lykken med sig, derpaa saa han et Varsel (vitneskja) i den Øes Navn, ved hvilken han først fik Land. Med denne Tanke brugte han det tvetydige Udtryk, som ligger i hans Ord, naar han kvað þá komna í sælu. Det Varsel, han saaledes tog, var af samme Beskaffenhed, som naar han, efter at han var gleden i Leren og kommen til at falde paa Knæ med den ene Fod, og saa hans Fosterfader Rane med Ihukommelsen af det gamle Ord fall er farar heill sagde til ham: festir þú nú føtr í Noregi, da svarede denne: ef guð vil at gerist gagn.

En anden Sag er det derimod, at andre senere hen kunde opfatte Øens Navn sæla som et Varsel om Olafs tilkommende Hellighed saaledes som Theodorus monachus, naar han siger: applicuit primo quodam divino præsagio ad insulam quandam, quæ materna lingua nostra dicitur Sæla, latine vero interpretatur felicitas, nimirum portendens futuram viri beatitudinem et quia spem felicitatis æternæ toti patriæ auspicio sui adventus ínvexerit.

Heller ikke kan jeg være enig med Prof. Daae i at anse det for en sikker Sag, at det skulde grunde sig paa en Misforstaaelse af den i Ordet selja liggende Betydning, naar det er opfattet som et Ord af samme Betydning som sæla; eller i at man, fordi selja og sæla umiddelbart for Normændenes Opfatning maatte stille sig som dannede af 2 forskjellige Ordstammer, skulde ledes til den Formodning, at saadan Mistydning skyldes Udlændinge, Friser eller Nordtydskere. Jeg skal hertil bemærke, at om end selja og sæla tilhøre forskjellige Ordstammer, saa kunde de dog være Ord, der med Hensyn til Betydningen faldt nær sammen, og dette i Forening med Lighed i ordlyden kunde da let føre dertil, at Nordmænd satte sæla for selja eller endog lode begge Navne bruges om samme Sted saaledes, som man oftere finder, at det er gaaet med Stedsnavne, idet samme Sted har havt to forskjellige Navne af samme Betydning. At Ønavnet selja har en Betydning saa forskjellig fra hvad der betegnes ved Ordet sæla, at disse to Ord med Hensyn til Betydningen intet have tilfælles med hverandre, anser jeg dernæst for lige saa usikkert, som jeg holder det for sikkert, at det ikke er dannet af Ordet sel i Betydning af Sommerhus eller Sæterhytte. Deraf, at Fastlandets eller de større Øers Beboere havde Fæ gaaende paa øerne Selja og Kinn følger nemlig ingenlunde, at de der ogsaa havde sel. Hele Fortællingen om Seljumændenes Landing og Ophold paa Øerne, baade Flatöbogens (I, 243) og Odd Munks Saga om Olaf Tryggvason (S. 26), saavelsom i Acta sanctorum in Selio, se Monumenta historica Norvegiæ S. 1494 fg., tyder tvertimod hen paa, at det nævnte Fæ var geldfé, som der gik ude Aaret rundt uden at være undergivet stadigt Tilsyn, idet Øerne kun besøgtes enkelte Gange af Fæets Eiere, aldeles saaledes som flere Øer paa Norges Vestkyst have været benyttede af Fastlandets Beboere indtil den sidste Tid, men aldrig uden Fare for, at Uvedkommende kunde tilegne sig noget af denne deres Eiendom. Kun naar Øerne paa saadan Maade anvendtes til Fægang, kan man tænke sig det muligt, at Seljumændene der allerede havde opholdt sig i lang Tid, inden Eierne bleve opmærksomme derpaa.

Hvad der særdeles hos mig har vakt en Formodning om, at vi i selja virkelig kunde have, saaledes som antydet, et Ord, der var enstydigt med sæla, er den Omstændighed, at vi have i vort gamle Sprog et reflexivt Verbum seljast, der saavel i Form som i Betydning staar i samme Forhold til selja, opfattet som betydende Lykke, som sælast til sæla. Naar der Heilag. I, 68213 læses disse Ord: angrar hann stórliga mjök, at fullríkir skulu sælast á fátøkum, da kan nemlig dette ikke betyde andet, end at han føler stor Fortrydelse derover, at Mennesker, som allerede ere rige nok, skulle vinde sælu eller forbedre sin Stilling paa de fattiges Bekostning; og naar der Homil. 117 siges: hvers manns andi skal á dómsdegi sína önd ok likama taka ok vera einn maðr öll þau þrjú ok saman seljast eða saman kveljast af andans forrádi: da kan her ved seljast brugt i Modsætning til kveljast heller ikke være betegnet andet, end at de skulle vinde sæla, her eilif sæla i Modsætning til Fordømmelsens kvalir. Hvor meget end Homiliens norske eller islandske Bearbeider paa Grund af Assonancen eller Rimet har fundet sig tilskyndet til at bruge seljast i Modsætning til kveljast, saa tør man vel ogsaa holde det for givet, at han ikke vilde have gjort dette, dersom ikke seljast (og da vel ogsaa selja) virkelig var i Brug med samme Betydning, som sælast (og sæla).

Ser man hen til Formen af Ordet selja i Forhold til dets antagne Betydning af Lykke, da har man jo ogsaa Analogier dertil i semja, som baade er Verbum og Substantiv. I anden Henseende kan selja i Betydning af Lykke sammenstilles med gæfa, gipta, da det nemlig staar i samme Forhold til verbet selja som gæfa til Verbet gefa, og den oprindelige Betydning af selja saavelsom af gæfa kan opfattes som den givende eller hvad der meddeler Menneskene gode Gaver. Med saadan Betydning forekommer selja ogsaa virkeligen i de sammensatte Ord matselja, ölselja, ligesom ogsaa denne Ordets Betydning er Grunden til, at i det poetiske Sprog, som der staar i Snorra Edda I, 408, kona er selja þess er hon gefr, om end der sammesteds synes gjort et Forsøg paa at forklare det deraf, at samheiti vid selju er tré (sem fyrr er ritat), at kona er kennd vid alls konar trjáheiti kvennkennd.

En anden Maade, hvorpaa man kunde søge at forklare sig Øens Navn Selja, er at den har faaet det af Træet selja (salix capræa), fordi et saadant paa Øen voxende Træ havde tiltrukket sig en særegen Opmærksomhed. Steder have jo ogsaa meget ofte faaet sit Navn af enkeltstaaende Træer f. Ex. apaldr, ligesom Trænavnet selja forekommer i flere Stednavne; og om end Trænavne almindeligst forekomme i sammensatte Stedsnavne, saa har man ogsaa Gaardsnavne som Eik, Fura. Om Øen Selja har faaet sit Navn af Træet selja, hindrer dette dog ikke, at det kan være opfattet eller udtydet som sæla, naar Ordet selja virkeligen havde eller kunde have denne Betydning. I det givne Citat af Snorra Edda har vi netop en lignende sammenblanding eller Forvexling af selja i to forskjellige Betydninger, nemlig af et vist Træ og af en givende.

Skulde det nu end ikke kunne ansees sikkert, at Ønavnet Selja er fremkommet af Verbet selja som et deraf dannet Substantiv med Betydning af gæfa eller sæla, og kan det end være tvilsomt, om Øen nogensinde har baaret Navnet sæla ved Siden af, at den kaldtes Selja, saa haaber jeg dog paa den anden Side nu at have godtgjort, at Opfatningen af Navnet Selja i Betydningen af sæla ikke bør tilskrives en Misforstaaelse, men at selja og sæla virkelig staa hinanden langt nærmere, end man hidtil har antaget, ja saa nær, at i en given Anledning det ene meget vel kunde sættes i Stedet for det andet uden at gjøre Vold paa Betydningen af enten det ene eller det andet af disse Ord.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. At det paa Island var brugeligt at ligge nøgen i sin Sæng om Natten, kan sees af Ljosvetninga saga Cap. 18136 (Udg. af 1880) og Svarfdøla saga c. 25 (Side 18117 i Islendinga sogur II trykt 1830).
  2. ags. sceort, scort; gsax. kurt; ght. kurt, kurz, skurt, skurz; se Grimm DWb. V, 2823 a.
  3. At Graagaasens þak og þveiti har noget tildels tilsvarende i Gulatingslovens kvenngjafir (221. 245) og gjöf (245 jvf. Borg. 2, 12), kan man dog tænke sig muligt, som og i Gulatingslovens tryggvakaup, sættarkaup, (244 fg.) hvormed kan sammenlignes den i det følgende omhandlede vingjöf. Ligheden mellem Graagaasens Udtryk: höfuðbaugi fylgja sex aurar baugþak ok þveiti ens fimta tigar (Grg 1, 193) og Gulatingslovens fylgir þeim 5 morkom gulls bæði bótr ok baugar ok sakar allar (316) samt nú skal fylgja 2 tryggvakaup baugi hverjum (243) synes ogsaa at fortjene Opmærksomhed.
  4. DN. III, 691. 741. 845. V, 529; Loknar vare 19 merker gulls ok yfuer gefuet 1 mörk gulls i yfuergjöf, DN I, 785.
  5. DN. I. 718. 795. III, 1078. IV, 625. 710. VII, 411. VIII, 253. 255. IX, 324. 370. X. 158. 223.
  6. DN. V, 517. VIII, 208. X, 146. 242. 316.
  7. DN. II, 713. X, 49.
  8. DN. I, 81. II, 713. III, 691; paa hvilket sidstnævnte Sted det endogsaa udtrykkeligen siges, at Drabsmanden gav den dræbtes Børn Løfte om einæ vingafuo i ifuirgiof til bætræ vinatto.
  9. Jvf. DN. IX. 407, hvor det heder: gaf och forn Haraldh fornæmdom Olaf i abøtha (ɔ: i Mellemlag) 1 mark gulz och 7 alnæ nærsth i stadhfæsningh firi sama jordhæ bythæ.
  10. Se Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie VI, 6138.
  11. Dette kan ikke tages i anden Betydning, end at öldr ne at áti Gul. 54 (jvf. Sverres Kristenr. 69), hver Ordene maa opfattes i Overensstemmelse med det følgende: í fjölda manna (jvf. Borg. 2, 810) saaledes at dermed er ment Gilde eller Gjestebud. Den plattydske Oversættelse grunder sig paa en Misforstaaelse.
  12. Jvf. en i Henhold til denne Lovbestemmelse afsagt Dom trykt i L. Evensens Samlinger af juridiske eg historiske Materier I, 3, 81 fg.