Spanske høstdøgn/2
| BURGOS |
Nordosten red kold og uhyggelig den morgen over sletten
ved Burgos. Den drev foran sig en hel drift lave høifjeldsskyer,
like over vore hoder jog de. Ute i synsranden stanset
de stundom op mot en tinde, eller inde i en kløft, fortættet sig,
drysset en graa regnskur ned over marker og mennesker.
Rustbrunt og tufstensgult, det er landskabets farver.
Jeg spurte et guardia-civil-par efter veien til katedralen –
de politisoldater i blank, trekantet voksdukshat og i side slængkapper
med høi krave og røde opslag gaar altid to og to, likesom
de italienske karabinierer. Og de bøier sig nedover én,
naar man spør, og det hjælpsomme barnepikeblik blir fuldt av
øm medfølelse; jeg har set at det blik gjælder ikke bare ynkværdige
utlændinger, som ikke har lært at bøie hjælpeverbet
haber; den ømme medfølelse gjælder alle, som ønsker hjælp.
Det er prægtige kjernemennesker, disse gendarmer, det er folkets
barnepiker, og de er ædle og ridderlige som Don Quijote. Jeg
har dem mistænkt for at de ogsaa er farlige som Don Quijote;
de kan av lutter nidkjærhed misforstaa situationen, kan i retlinjet
iver komme til at hugge løs paa støvskyen om en sauedrift,
likesom han, eller sprænge lukt ind i et likfølge om natten.
Jeg har engang set to i flyvende springmarsch og flagrende
kapper med en haandlænket arrestant imellem sig; der lyste 
en himmelvendt fanatisme ut av de svarte ansigter, det var
som de stormet frem i den hellige jomfrus og i Dulcinea de
Toboso’s navn. Det var et kostelig syn.
Her i Burgos var jeg stanset op for den næsten 700 aar gamle gotiske katedrals skyld. Jeg vilde snuse paa den som lægmand, jeg længtet efter at se hvordan den stod i landskabet, og føle hvordan dens gotik virket sammen med folkets væsen. Kirken ligger gulgraa; en klynge av spir, og sammen med høie paladser, likesom gravet ind i skraaningen under byens forfaldne kastel, – og det er vanskelig at finde et punkt hvorfra man faar den litt paa avstand. Den staar der saa uflidd, og med umulige tilsætninger fra senere tider; her har ingen skurekone av en arkitekt været; heller ingen hændig Violet-le-Duc har her renset stil. Kirken staar der med andre ord uavkortet som det man kalder historie. Og jeg kan ikke la være at mindes et litet land langt i nord, hvor man i kunst og i sprog har saa let for at glemme dette, at forfald, ulykker eller «forsynets stille styre» – hvad man vil! – ogsaa er historie. Har for eksempel et folks sprog hat nedgangstider, er det historie at det bærer merke derefter, likesaa uundgaaelig som at arr følger paa saar. Det er egentlig det som er historie. Men skjærer man arret ut, blir det et nyt saar, og det blir saamen ikke mindre end arret var. Ingen doktrinær restaureringsmani læger; der er bare én læge: tiden. Og historie er noget meget helligere end «ren stil»; historie er ikke konstruktion. Historie er billedet av folkesjælen, ogsaa i dens vanskjøtsel, endog i dens forvildelse.
Og mens én gaar her nede i disse dystre, skyggefulde smug av gater, og det siler ustanselig med fint regn nedover tuf-brolægningen, som føtternes slit har hulet, og én maa lægge hodet helt bak paa nakken for at skimte himlen deroppe gjennem spirets tornede pryd, saa er det som gaar det langsomt og vældig op for én, hvilke svære strimer – nogen vil si: ulægelige saar, gotikken slog i spansk folkesjæl. Det folks historie viser os egentlig gotikkens higen som element i blodet: Gotikken staar i forbindelse med alt det ædle i dets væsen; men den hænger ogsaa sammen med dets avsindigste utskeielser. For det folk var gotik ingen kappe; den var deres væsen, sprunget ut av raceblandingens hovedfaktor i folket. Gotikkens sjæl – eller dens gift – kom med den gotiske folkebølge i det 5te aarhundrede; vi faar her ogsaa mindes den ting, at selvsagt de gotiske stammer, som naadde helt ned paa den Pyrenæiske Halvø, ikke var de med den mindst seiglivede vandretrang i blodet; først havet om Europas ytterste pynt kunde stanse deres vetløse ridt, – og nogen, vet vi jo, var saa umættelige at de endog satte over til Afrika: Men det som ustanselig drev disse nordboer ut paa vandring, var hvergang higen efter nyt. Hvad der er det samme som misnøie med det som forefindes, med éns eget.
Gotik, naar den sætter sig fast i sindet, er først og fremst
uro. Den er misnøie. Gotik i sindet, det er trangen til at løpe
linen til ende foruten hensyn paa alle de omraader, hvor éns
sind spiller ind. For de sind blir ikke religion nogen spøk. Hvor
En føler det her under den tufstensgule, knugende kirke, at
gotikken nødvendigvis maatte gjøre religionen til en uundværlig
ting, til en livssak, Simpelthen til den eneste utvei. Gotik er
askese, livsfornegtelse. Gotik er pietisme. Og i tankens rike,
hvilket her vil si: i teologiens, er gotik logik, jesuitisme. Den 
KATEDRALEN I BURGOS. er Loyola, som intet andet er end anvendt logik. Og det er
slet ikke et tilfælde, naar det blev spanieren Frants Juarez, som
satte middelalderens scholastik i konsekvent system. Med denne
sans for logik hænger ogsaa inkvisitionen sammen, de mørke
aarhundreders eneste form for sand kristentro, men som la liv
og menneskeaand øde rundt om sig. Man skimter selvfølgelig
rent psychopatiske træk bak denne motbydelige utskeielse, man
aner, ganske enkelt, ogsaa smaa mænds nid og forfølgelse av
brysomme store aander, ja man føler stundom ubevisst racehat
bak inkvisitionens sindssyke epidemi; og dog er den, stort set,
i sit væsen og i sit utspring gotik.
Men gotik er ogsaa evnen til at tro i sin almindelighed, og utenfor det religiøse omraade. Gotik er evnen til illusion. Dens øie fanger ikke blot et flygtig speilbillede; det tar ild, med bluss som tunger sig mot sky. Don Quijote trodde uryggelig fast paa ridderromanens umiddelbare virkelighed. Og det var Don Quijotes folk som først trodde paa Columbus’s vilde idé. Det er jo det som er livets tragikomik, at der ingen væsensforskjel er paa de to helter; de er nemlig like i det væsentlige, i det sjeldne: i evnen til at tro.
Gotik er viljens grænseløshed. Den er den vilje, som ingen midler skyr. Den eiet spanieren. Hvor betoges ikke renæssanse-italieneren Machiavelli av den i Il principe, naar han midt i sit eget oprevne folks viljeløshed mindes spanieren Cæsar Borgia’s, en almindelig stratenrøvers, energi: «Man faar ikke være ræd for at kaldes grusom,» sier han, «naar man har store statsmaal at gjennemføre.»
Men denne utholdenhed, med skylapper og uanfegtet av godtfolks latter, at stime mot en idés og et maals gjennemførelse har sin revers. Man ser denne modets revers behandlet, der Cervantes lar Quijote befale de reisende at aapne løveburet, og saa dyrenes konge bare snur sig i buret og vender sin bakdel til den bolde ridder, som isteden ventet en dyst paa liv og død. Don Quijote er boken over gotikkens revers; – og den vilde Cervantes neppe øinet, om han hadde været av ublandet race. Ved siden av det faktum, at han selv engang har løpet linen ut i sine ridderromaner, er det race-blanding, som har skjænket digteren tvisynet, sansen for den nydelse at færdes paa den skjærende egg mellem poesi og prosa, mellem mine og plat virkelighed. Kanske gotikken viser sin revers ogsaa i spanierens vetløse retorik, som bryter alle broer med virkeligheden – om den da ikke har sin oprindelse i østerlandsk overdrivelses-trang; italieneren som folketaler mister trods alt aldrig selve saken av syne, han stabler sig ikke inde og blir usynlig bakom bare superlativer.
Det er i Spanien at gotikken har omsat sig i liv og virkelighed. Og her i Burgos staar den spanske folkesjæls vugge, forsaavidt den har traadt frem i historien. Her i Burgos er den spanske histories nøkkel at finde. Og det er som i sin fulde orden at bare nogen mil søndenfor ligger den usle landsby Torquemada, storinkvisitorens fødested.
Den, som ikke tror paa gotikkens arr i folket, han skal bare stanse op i Burgos, lægge sin haand i naglegapene. Uutslette- lig faar han ripet ind i sit syn grundlinjen i spansk aand. – – –
Jeg gaar ut av domen med billedet gjemt i sindet av dette krucifiks i Santisimo Cristo’s kapel ... disse forfærdelige rester av et menneskelegeme! Imot det virker den fredfuld, hin Emmaus-Kristus hos Rembrandt, hvor dog lidelsen har passeret menneskelig grænse og opløst hans jordiske væsen.
Og jeg klatrer opover den bratte skraaning mot det øde,
forfaldne kastel. Tiggerunger kommer frem fra smugene, hujende,
at der er kastellet! der katedralen! En faar stige varsomt
her, for skraaningen over kirken vidner aapenlyst, at timelige
nødtørftshus har den klerikale stiftstad ingen overflod paa.
En skiddengraa, forkommen, men svær og langragget hund
lusker om med halen i halvspænd og stjæler sig til at fungere 
INKVISITIONSTRIBUNAL (EFTER GOYA’S MALERI). renovation. Spurveflokkene skriker i vilden sky av rædsel,
straks de ser mig, jeg har aldrig set saa menneskeræd spurv;
de hviner, likegyldig hvor langt borte de ser mig.
Og kastellet ruger mørke-, mørkegraat som vaat lere. Derhenne lurer byens kirkegaard, med de forfærdelige cypresser bak den uhyggelig gule mur; de dødstrær virker idag helt svarte, som en dømmesyk prest, der de staar i det skingrende høifjeldslys. For nu letter regnet og det lysner langsomt op.
Aa, for et ødslig og glædesløst forvisningssted! Hit til Burgos forvildet nok sjelden et nygift par sig. – Ja, paa et slikt sted maatte fantasien arbeide for at befolke og forskjønne; her maatte ridderromanerne slaa an som uundværlig føde. Og denne trøstesløse natur maatte gjøre enhver higen uhyrlig. Intet under derfor, at her i Burgos tok utlængselen folk, likesom den tok vore Jorsalfarere, saa de satte avsted til syden under paaskud av at vriste den hellige grav av de vantros hænder. Fra Burgos drog dens bysbarn ut, kondottier-skikkelsen Cid, og stanset ikke før syd i Valencia. Og herfra var Borgia’erne, som ikke stanset før de sat som paver paa den letsindige, smilende nabohalvø, hvor de største kunstnere meislet Kristus som en gjødet, glat Antinous. Om ikke før, saa forstaar man ialfald her i Burgos, hvorfor de tok avsted. Det var intet under, saasandt de eiet mindste livs-vet, end si: skjønheds-tørst.
Aftenens nordost suser ind i de mørke ugræsstranter; den kommer hit over det vældige træfattige bassæng-landskab, over dets rustbrune jord og sten, ribbende den enslige, graastammede platan for de sidste brungule blade. Ute i den ensformige fjeldrand staar staalblaa, uhyggelige skyer.
Det er alt ved solnedgang i vest. Blendende aftensol kaster sit lys paa stormbanken langt ut i øst, lyser ihærdig paa den, saa den gjennemglødes og tilsidst ligner aske, som ulmer uhyggelig, ildevarslende.
Ulmer som Spaniens gotik-glødede, farlige folkesjæl ulmer.