Sophus Bugge (Moltke Moe)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Norden (s. 14-28).
D
a P. A. Munch var gaatt bort, hilste Bjørnson i et mægtigt digt den store flaade som hadde stevnet sammen mot hans merke, fra ind- og fra utland, og hvis seil nu toned væk i himmelranden –: »Hvæm skal annen gang den samle?»

Sophus Bugge har samlet flaaden paa ny. Mot sit merke; eller om sit merke. Da han »skar op sin krigspil», til kamp om vore fædres gude- og heltedigtning, møtte ogsaa skute paa skute frem, »lendermænd og bønder», fra alle germanske lande. Fra først av – de aller fleste for at lægge til strid mot ham; siden flere og flere fylkende sig omkring ham.

Som alle nye tanker har ogsaa Bugges idéer først maattet vandre kjætterveien.

Baade i Norden og i Tyskland var man i den grad sikker paa det nedarvede syn, at de faa røster som løfted sig imot, næsten blev møtt som en slags gateuorden; kan hænde var de begavede nok, disse folk, men det gik jo ikke an at ta dem alvorlig – umetodiske hoder, som gav sig ethvert indfald i vold, som Vigfusson, eller fribyttere som Jessen, hvis haand var mot alle, og alles mot ham, og som syntes at finde en fornøielse i at gjøre kvalm.

Da saa Bugge, den norrøne forsknings første mand, traadte frem og stilled sig paa samme stade, blev derfor forbløffelsen og forargelsen og sorgen stor.

Fra hans eget folk blev der slynget en beskyldning for landsforræderi mot ham; hans lærer, »den kritiske metodes mester ved Berlins universitet», Karl Müllenhoff, uttømte sin siste kraft i en besk og bisk polemik mot hans »daarskap», og lot ham i haske ordlag staa skole-ret; en anden tysk mytolog erklærte fyndig: »Ich habe Bugges Schrift nicht gelesen, und will sie nich lesen, aber ich weiss, dass er nicht Recht hat»; Svend Grundtvig skrev sorgfulde breve om de vildspor hans gamle nære ven hadde bøiet ind paa; og Jørgen Moe vendte i en skaaltale, under spøkens form, landshøvdingens ord til Paulus imot ham: »Din megen lærdom gjør dig rasende, Paulus!»

Motsætningen mellem Bugges syn og den ældre opfatning var da ogsaa saa stor som vel muligt.

Den almindelige mening gik ut fra, »som fra noget selvfølgeligt», at de gamle gude- og heltesagn, slik som de er overleveret i eddakvadene, stammed fra den graa oldtid, aarhundreder forut for vikingtiden, og at de var en fællesarv og et fælleseie for alle de nordiske folk, om de end snarest hadde faat sin utformning og sin endelige skikkelse i Danmark og Sydsverige under den ældre og mellemste jernalder (2.–6. aarh. e. Kr.); ja i Tyskland mente man endog at ha ret til at betragte de nordiske mytesagn som i det væsentlige fællesgermanske, om man end indrømmed at forandringer og avændringer i det enkelte hadde fundet sted[1].

Stik i strid med denne opfatning gjorde Bugge gjældende: at av mange grunde – sproglige, metriske, indholdsmæssige – kan intet av eddadigtene være ældre end det 9. aarhundred; at det er »vikingtidens mægtige bølgeslag» som har skapt den norrøne gude- og heltedigtning, saaledes som den foreligger for os, og det ikke bare kvadene, men selve sagnene, fortællingsindholdet; at disse sagn for en ikke liten del grunder sig paa omdigtning og omformning av fremmed fortællingsstof, især jødisk-kristeligt, græsk-romerskt, og irskt; at opstaaelsen av baade indhold og digte skyldes impulser som naadde vore fædre under deres vikingfærder og kolonisationer i vesten; og at det ogsaa just er dèr, paa de brittiske øer, som størstedelen av eddakvadene er digtet.

Bugges opdagelse vendte ikke alene op og ned paa alle tilvante begreber. Skulde de vilde hedenske vikinger, som med ild og jern hujed Vest- og Sydeuropas kulturstater, ha følt dragelse til at sætte sig paa skolebænken hos »munker og mænd av munkeskolen» for at studere gamle haandskrifter? eller foldet sine hænder for at høre paa fortællinger fra kristendom, jødedom og klassicisme? Og hvad var det for en tanke, dette at en storslagen mytisk-heroisk digtning skulde kunne kittes sammen, som et mosaikgulv, av hundreder av episke træk, røvet ved strandhugg i øst og i vest? Ja, om det saa bare var vikingtidens utstrækning – hvorledes skulde saa kort et tidsrum som et par hundred aar (800 til 1000 eller 1050) kunne rumme en saa vældig og gjennemgripende omdannelse av aandslivet, som den Bugge forutsatte? Det var ikke bare disse og lignende reelle betænkeligheter som stilled sig i veien for den nye opfatning. Virkningen av Bugges tanke blev saa meget sterkere og vidtrækkende, fordi den ogsaa satte lidenskaberne i bevægelse og traadte nationalforfængeligheten paa tærne: Herhjemme i Norge, for saa vidt som den frakjendte vore fædre eiendomsretten til en stor del av det stof gude- og heltesagnene var opstaat av; i de andre nordiske lande, fordi den ved at rykke eddadigtene ned til vikingtiden, og søke deres grobund i Irland, Skotland, og England, for en væsentlig del utelukked svenskerne og danskerne fra andel i kvadene; i Tyskland, fordi man dèr, hvis Bugges syn var rigtigt, vilde maatte utlevere de nordiske myter og heltesagn, som man for længst hadde inkorporeret som »deutsche», og fraskrive sig lod og del i det aller meste av dem.

Det var ikke uten grund, at en berømt fransk videnskabsmand (James Darmesteter) kunde utbryde: »Sophus Bugge har behøvet et mod saa stort som Haralds og Rolvs for at sende ut i verden de teorier som for tiden har væbnet de tre fjerdedeler av den germanske races mytologer mot ham. Hans forfædre gik kun løs paa mennesker, og det endda bare paa fremmede – Bugge forgriper sig paa sit folks guder, helliget som de er ved ti aarhundreders nationale stolthet» Det var heller ingen under, at Bugge selv, da de nye tanker først tok form hos ham, i begyndelsen veg tilbake for deres revolutionære karakter.

Den begrundelse Bugge gav sine mytologiske teorier, strømmer over av lærdom, av skarpsind, av vidsyn, av dristig kombination. Men det som fremfor alt gir den værd, er, til trods for motstandernes »historiske» indvendinger, just den sterke historiske sans som bærer totalopfatningen – om end ikke altid enkeltheterne. Det merkes paa ham, at han er vokset op under vor historieforsknings renæssance. Bugge har i virkeligheten først stillet den nordiske og dermed ogsaa den tyske mytegranskning paa fast historisk grund; »i steden for vide tomme formodninger kan vi nu dra sikre grundlinjer».

De betænkeligheter man ut fra de historiske forhold reiste mot Bugges grundsyn, har da heller ikke synderlig vegt Med hensyn til vikingtidens længde uttalte allerede Bugge – likesom før ham J. E. Sars – en formodning om at denne periode hadde omspændt et større tidsrum end man visste om. Og denne formodning har senere faatt stadfæstelse av forskjellige kjendsgjerninger. Vi vet nu om vikingoverfald paa Irlands kyst i 617 og de nærmestfølgende aar (altsaa 180 aar før den tid man pleier at regne vikingtogene fra) – selv om disse overfald synes at ha været enkeltstaaende begyndelser, som ikke paa længe fik nogen fortsættelse; – vi vet – av Jakob Jakobsens undersøkelser – at nordmændenes kolonisation av Shetlandsøerne ialfald var i fuldt gjænge kort efter aar 700, ja efter irske skrifter ser det ut til at de første bosættelser der gaar endda 50 aar, eller mer, tilbake; – og at der er eiendommeligheter ved overgangstidens oldsaker som trækker i samme retning, har Oluf Rygh antydet i sine forelæsninger over arkæologi. Fra flere sider ledes man saaledes til den antagelse, at de gamle nordmænds utfærdstrang hadde begyndt at gi sig utslag allerede i det 7. aarhundred – i kjøbmandsfærder, i vikingtog, i kolonisation. »Fra Norges sydvestkyst er der jo ogsaa kun ett eller et par døgns seilas til Shetland, derfra øines Orknø», med Skotlands nordspids like ved, »og fra Orknø er der igjen et kort havstykke over til Syderøerne» (Hebriderne), og omtrent samme avstand fra disse øer til nordkysten av Irland: for et sjømandsfolk ligger veien klar, og alt tidlig maa den være fundet.

Glemmes maa det ellers ikke, naar talen er om vikingperiodens korthet, at i sterke brytnings- og nydannelsestider, med mægtige ytre indvirkninger, der fosser utviklingen avsted stryk i stryk; alt spirer og skyter som i drivhusvarme; hvad der ellers trænger aarhundreders vekst for at naa modning, kan staa fuldfærdigt efter et par mandsaldrer.

Og nu de norrøne vikingers »skolegang hos munkene» – ligger det ikke i saken selv, at en kraftutfoldelse som vikingtidens maatte sætte dype og alsidige spor, paa næsten alle omraader – til begge sider, baade i Norden og i vesterlandene? Vældige skarer strømte i lange tider aar efter aar mot de vestlige kyster, som røvere, som handelsmænd, som erobrere; utstrakte sine togter og handelsfærder over hele Vesteuropas kystlinje; grunded faste nybygder og riker, som stod i mangesidigt forhold, snart fiendtligt, snart fredeligt, til vestens folk; tok keltiske og angelsaksiske kvinder til hustruer eller til friller, og hadde irske og skotske træler i sit følge, naar de vendte hjem; gik tilmed ikke sjelden i større og mindre flokker halvveis op i keltisk nationalitet. Maatte de ikke uvilkaarlig, enten de vilde eller ei, paa mangfoldig vis paavirkes av den rike kultur som traadte dem i møte der ute? Sammen med sit byttefang av gods og guld ogsaa føre med sig i mængdevis av nye indtryk, nye forestillinger, fremmede motiver og fortællingsdrag? Formidle en rik og stadig stigende strøm av kulturpaavirkninger paa det norrøne aandsliv, som paa det ytre liv? Paavirkningernes omfang og dybde lar sig maale just i den materielle kultur: i ornamentik,i bruksgjenstande, o. lign.; arkæologien har paavist en like »til de mindste enkeltheter gaaende forskjel» mellem den ældre periodes oldsaker og vikingtidens, fra det 8. aarhundred av: »livets ytre skik er blit saa fuldstændig forvandlet, at knapt et vaaben, et redskap, et smykke har bevaret sin form.» Behøvde mænd som stod i saa flerfoldige og langvarige berøringer med den fremmede kultur, egentlig at sætte sig paa skolebænken og granske i gamle codices, for at faa impulser og vækkelse fra den forestillingsverden, fra de legender og fortællinger, som hørte denne kultur til? Eller skulde det virkelig ligge nær at tænke sig dem som mosaikarbeidere: sittende og kittende, bevisst og med flid, de nyvundne tankedrag og indtryk sammen med sine nedarvede forestillinger? Deri, at vikingerne, efter sakens natur, alene kunde opfatte disse fremmede tankebilleder og fortællingstræk utvortes, efter deres episke præg, ikke efter deres idé-indhold, ligger jo tillike at de nødvendig og ubevisst maatte knytte billederne til sin hjemlige forestillingskreds og tyde dem ut derfra – ganske likesom deres frænder efter sagaen tok billedstøtterne i Konstantinopels hippodrom for sine egne æser, volsunger, og gjukunger.

Rask og uvilkaarlig maatte derfor de nye indtryk og billeder føie sig ind i nordboernes arvede sagn; smelte organisk sammen med dem, eller gi opslag til nydigtninger. Det er en almen sykologisk proces, som gjentar sig overalt under lignende forhold. Og at den ogsaa har været virksom hos de folk vikingerne færdedes blandt, har tyskeren Zimmer vist, ved at avdække gjennemgripende omdigtninger av de irske heltesagn, som følge av paavirkning fra erobrerne, – likesom Johannes Steenstrup har godtgjort at angelsaksernes retsopfatning og retsvæsen blev avændret, ja omskapt under indflydelse av nordboerne.

Som det betydningsfuldeste resultat av Bugges opdagelse, et alment, springer den lærdom frem, at ethvert folks kultur – la det være noksaa avsidesliggende, noksaa særpræget – er et produkt av vekselvirkning med andre kulturer og kulturperioder. Gjennem alle verdensdeler gaar ukjendte færdselveier, fra kyst til kyst løper skjulte golfstrømmer, og historiens opgave er det at efterspore strømmene og drivvedens veier, for én gang at kunne gi en aandslivets og kultursammenhængens oceanografi.

Generaliseret kan tanken formes slik:

Ingen nation kan være sig selv nok, suge alt av eget bryst. Hos ethvert folk og til enhver tid finder der, i smaat som i stort, paavirkning efter paavirkning sted fra andre kultursamfund – snart ad kjendte kanaler, snart skjult og halvveis uforstaaelig, som en traadløs telegrafering. Ingen fjelddal eller fjordbund ligger saa gjemt og lukket, at ikke verdenskulturens bølgegang naar dit ind; bare som oftest langsommere, mere avdæmpet, med mindre overvældende magt, end overfor strøkene langs de store færdselsaarer. I vaarbruddstider, med sterke brytninger og paalandsvind, slaar til gjengjæld bølgerne gjerne høiere op i en trang fjord-revne end andensteds. Men frem naar, i det ene som i det andet tilfælde, bølge efter bølge, gir sine tilskud, og viger pladsen for nye bølgeslag.

Paa den anden side gjelder det, i ikke mindre grad, at enhver nation er sig selv, har sit eget lynne og præg, forskjelligt fra alle andres. I smaat som i stort er der i alle dens frembringelser »noget» med, som ikke er drevet ind paa strømmens ryg, ikke lar sig utlede av fremmed paavirkning. Noget, nationen føler som umiddelbart kjendt og fortroligt; som blod av sit blod. Det er det hjemlige. slegtsarven, det som er rundet av dens eget syn og lynne og bærer dens stempel. Det er dèr, og man føler at det er dèr, selv hvor kulturbølgernes magt ikke brytes av fjord- og fjeldbygdens særpræg – hvor vanskeligt det end ofte er at lægge det bart i dagen.

Forholdet mellem de to sider er skiftende. Snart har det hjemlige, snart det fremmede overtaket; snart smelter begge dele saa inderlig sammen, at det synes uraad at si, hvad er rending, hvad islet. Der hvor det nationale liv er sterkt og eiendommelig utpræget, er det slegtsarven som er sjælen, hvor intenst de fremmede impulser saa strømmer paa: paavirkningerne utenfra potenserer bare den nationale skaberkraft, saa den gjennemtrænger og omgløder de fremmede elementer, omskaper dem i den nye folkeaands billede.

Men altid er begge sider, baade det hjemlige og det fremmede, til stede. Og maa være det. De hører uløselig sammen. Ti det er en grundlov i aandens verden, at alt nyt opstaar ved friktion mellem forskjelligartede elementer; ved brytning og krydsning mellem det som er ens eget, og det som rundt om fra strømmer ind paa eng mellem hjemligt og fremmed; mellem gammel arv og impulser utenfra.

Disse to faktorer har Bugge gang paa gang fremhævet. Han har erkjendt at begge var, og maatte være virksomme under vikingtidens rike nyutfoldelse av den gamle gude- og heltedigtning. Men det som har ligget ham nærmest at utrede, er dog væsentlig den ene side av sandheten, den som peker paa de fremmede impulser, og deres betydning for den norrøne mytedigtnings omdannelse og utvikling. Han ender sit første verk om dette emne slik: »Den norske hedendom hadde ikke naadd sin fulde vekst bak de høie fjelde, som stængte for enhver luftning fra uten, og den var ikke avlet udelukkende av hjemlig sæd. Den hadde tvertimot vokset sig stor ute i havets vugge, omsust av alle vinde, gynget av strømninger fra hver en side, næret av frugter fra varmere og rikere lande, vakt til mildere dypere syn og til høiere flugt av før ukjendte røster. Den var fostret av den samme livsfriske, viljestærke, og kamplystne slegt som den mot hvis krigeres raseri bønner steg op viden om i Vesteuropas kirker. Væsentlige og fremtrædende bestanddele av denne nordiske hedendom hadde tidligere meddelelser fra utenlandske kristne mænd, især paa de britiske øer, til sin forutsætning; de var en – allerede i de fremmede meddelelser – stærkt omændret og forvansket, av nordisk livsbetragtning, digtning, og tænkning omskapt, med hjemlige forestillinger sammensmeltet, og i hedenske former klædt kristendom. Fast rot hadde dog endnu den gang hos de nordiske folk, hos kvinder som hos mænd, hos almue som hos høvdinger, mange religiøse forestillinger, der hadde fulgt slegt efter slegt paa hjemmets jordbund fra umindelige tider. Men spredte, faa, og sparsomt rindende er de kilder av hvilke vi kan øse umiddelbar og sikker kundskap om myter og tro hos de nordiske slegter som har levet før vikingtidens mænd.» Det var ikke mindst av denne sistnævnte grund som Bugge hovedsagelig vendte sig mot den anden faktor i den mytologiske utvikling. De ældgamle, fra fædrene nedarvede forestillinger og mytedrag lot sig simpelthen ikke utskille med nogen grad av sikkerhet, førend de yngre, fremmede bestanddele i mytedigtningen var paapekt og analyseret. Desuten kom Bugges undersøkelser som opposition, stærk betonet opposition, mot den raadende tro paa det norrøne myteindholds ælde og ublandede nordiskhet. Nu, da vi – takket være Bugge – er begyndt at skimte land og faste grænser, nu er tiden inde for yngre forskere til at opta undersøkelsen fra den anden kant, og supplere Bugges kritiske arbeide fra positiv side. Ti nu er den grundlæggende skjelning foretat, de store hovedlinier trukne. Bugge har selv vist veien ogsaa i dette stykke: for hvert av sine senere skrifter har han mer og mer arbeidet sig ut av det første ensidige spor, og efter som omfanget av de fremmede laan og paavirkninger stadig blir sikrere avgrænset, tar han mer og mer av den ældre hjemlige folketro og dens episke motiver med i sin overveielse og sine utredninger.

Men har Bugge end væsentlig maattet samle sit arbeide om den mere kritisk sondrende side, saa har han til gjengjæld des stærkere fremholdt styrken og dybden i den skapende evne vore fædre har lagt for dagen i sin fantasifulde omtydning og omsmeltning av det fremmede sagnstof: »Det er den nordiske aand som har omskapt de fra det fremmede optagne elementer til led av et gjennemført system, av en stor harmonisk helhet, der som helhet er fuldstændig original og udelukkende nordisk. Og i omskapningen av de fremmede mytiske, religiøse, eller poetiske emner, i den hjemlige, stadig fortsatte utvikling av de fremmede spirer, har nordboerne godtgjort rikere fantasi og kraftigere selvstændighet end, saa vidt jeg kan se, noget andet folk med undtagelse av hellenerne.» Og dette er netop kunsten: tilegne sig det fremmede dypt og frit, bearbeide det selvstændig, ompræge det efter sin personlighet, smelte det sammen med sit eget. Det vigtige og væsentlige i poesiens verden er ikke stoffet, byggefanget, emner og træk – alt slikt er for digtningen ikke mer end raastoffet er for industrien. Det det gjælder om, er tilegnelsens inderlighet, opfatningens personlige dybde, omskapningen efter eget billed: aanden, den livgivende og besjælende aand. Den – og den alene – er det som skaper digterverket.

Sophus Bugge har ført myteforskningen ind paa helt nye veier, og det ikke bare i synsmaater, men ogsaa i arbeidsmaaten. Raade syn og arbeidsvis er nær i slegt med den moderne traditionsvidenskabs, og det skulde undre mig, om det ikke netop er Bugges mangeaarige studium av folketraditionens vekst og løp, som har indviet ham til hans opdagelse og aapnet hans øie ogsaa i mytedigtningens vildsomme rike.

Den gamle opfatning saa i vor oldtids mytologi noget væsentlig færdigt og fuldendt, noget avsluttet, utformet, som ikke var forandring og forvandling underkastet; en lykkelig guldaldersarv for hele stammen, gaadefuldt reddet netop hos racens »ytterste og yngste skud». Bugge har lært os at de gamle myter, i den skikkelse vi kjender dem, i hovedsak er skapt av nordboernes ene folkegren, den norsk-islandske (om ogsaa i skjult samarbeide, særlig med hensyn til emner og opfatning, med de andre nordboere, især da danerne); at dannelsen og den poetiske utformning av disse mytesagn først har fundet sted i vikingtogenes bevægede tid, som utslag av den potensering av folkets skapende evne som de rike og kraftige impulser fra fremmed kultur frembragte. Han har derved lagt vore fædres gude- og sagndigtning ind under utviklingens almengyldige lov, og lært os at forstaa denne digtnings skikkelser, som før i sin mystiske nimbus stod saa ufattelige og utilgjængelige.

Imot rigtigheten og vigtigheten av denne store vinding for vor erkjendelse har alt hvad der, med større eller mindre ret, kan indvendes mot Bugge, kun litet at si. Det har litet at si, om han i enkeltheter har grepet feil, selv om det saa var i mange og store enkeltheter; – om hans betragtning ikke sjelden har et vel litterært præg, og navnlig paa dristigste vis opererer med feillæsninger og feiltydninger av utenlandske skrevne kilder; – om han av og til regner litt for meget med muligheter; – om hans metode er overveiende sproglig og filologisk, og derfor tilbøielig til bare at bruke én eller to nøkler under forsøket paa at aapne den gamle digtnings laaser; – om han kun sjeldnere gir en alsidig avveining av alle momenter i myten, ut fra det som er fællestradition og det som alene er særform; osv. Alt slikt svinder ind til underordnede momenter – imot det for første gang at ha gjennemført en historisk betragtning av mytedigtningen.


Sophus Bugge er en av de siste store, altomspændende filologer, som behersker hele sin vidstrakte videnskab. Hans vingefang er vældigt. Han er traditionssamler og runetolker, han er mytolog og etymolog, han er filolog og sammenlignende litteraturforsker. Han har skrevet store og smaa verker – om norrøne gudesagn og om sigøinersprog, om germansk heltedigtning og gammellatinske komedier, om nordiske folkeviser og etruskiske sprogmindesmerker, om runeindskrifter og romansk etymologi, om skaldekvad og keltiske sagn, om sagaer og gamle nordiske love saa vel som om armenisk og lykisk, om norske og svenske nutidsbygdemaal og om gammelitaliske dialekter, om runealfabetets oprindelse og om assyriske indskrifter, om latinske middelalderkrøniker og angelsaksiske eller gammeltyske digte, om nordiske steds- og personnavne og om græsk-latinske ordutledninger. Og paa flere av disse omraader – vel især paa runetolkningens og etymologiens – har han leveret likesaa banebrytende arbeider som paa mytologiens.

Ikke bare den norrøne myteforskning, men den nordiske oldtidsvidenskab overhoved, ser ganske anderledes ut nu end da Sophus Bugge for halvhundred aar siden traadte frem. Han er i sin videnskab selv en viking; gjør strandhugg paa kyst efter kyst, grunder nybygder, samler impulser, og strør impulser – og drar bort til andre egne (hans hvile bestaar i at skifte arbeide). Han har flyttet grænseskjel og indvundet nyt land, hvor han har færdes. Kunde man tegne et kart over vor oldtids aandshistorie, vilde hans opdagelser indta en dominerende plads paa det; han har »lagt farve paa mange hvite flekker». Men han har mindre interesse av at følge alle kystlinjernes smaa bugtninger og kartlægge dem i detalj. Han har git synet, og fra ham strømmer impulsernes rigdom – i de spor han har traadt, vil der følge mænd som søker at gjennemarbeide enkeltheterne og føre erkjendelsen videre. Det er netop fra arbeider som Sophus Bugges at der strømmer vækkelse og befrugtning ut, arbeider som har huller, »som driver til selvarbeide og motsigelse, og gir følelsen av at kjendsgjerningernes rigdom og den vinding man kan dra av dem, paa langt nær ikke er uttømt». Overalt hvor Sophus Bugge har været, gror der efter ham.

Der er videnskabsmænd som er detaljister, der er videnskabsmænd som er grossister, og der er videnskabsmænd som er begge deler. Sophus Bugge har efter sit geni begge sider, baade sansen for det væsentlige, for de store linjer, og det skarpe syn for detaljen. Naar hans alsidige begavelse kanske allikevel ikke er kommet til fuldt fri utfoldelse efter begge sine væsenssider, hænger dette sammen dermed, at han er en opdager, med al »opdagerens uro», som stadig driver ham ut paa nye togter; vel ogsaa med den mangel paa filosofisk sans som her hjemme præged tiden for hans opvekst og grundlæggende utvikling – endnu den dag i dag mangler Norge en tændende filosofi. Men hvad han har tapt her, har han vundet ind derved, at han er en kunstnernatur, en digter; det gir ham, med intuitionens instinkt, hvad en streng filosofisk skolegang gir som reflekteret tænkning. Er det ikke en digters syn og ord, dette: »Det billede hvormed kvadet om Valund aapnes, viser hen hvor sommeren kommer en dag fra syd efter storm og bølgeslag, braadt og overvældende, med lys og varme, med duftende blomsterspind paa grønne enge, med fugleflokkes vingesus over løste vande, med livets fulde pulsslag, til Høinordens søn. Dette billede ved indgangen til vor gamle heroiske digtnings hall peker tilbake paa vikingtidens betydning for os: Denne tid var for vort folk det første store vaarbrudd.» Og dette digteriske bryter frem baade her og der i Bugges skrifter. Digter er han ogsaa som taler; digter i sin anende gjætningsevne og sit seerblik; i sin fantasis evne til at kombinere og la det fjerne og fremmedartede kaste lys over fænomenerne. Digter endelig ogsaa i sit vikingmod. Han eier i høi grad det som Jacob Grimm kaldte »der Muth des Fehlens». indsatsens mod, modet til at gaa spørsmaalene dristig paa livet, selv med fare for at utsætte sig for at ta feil – det rette sind for hver den som har nye tanker at sætte ind i utviklingen. I sin komposition derimot er han kun sjeldnere digter; arbeidet gaar med damphast, og arbeidskravenes mylder trænger slik paa, at der blir liten tid til fuld utprægning, til gjennemlyst klarhet.


Bugge eier den lykkelige likevegt at han kan kaste sit arbeide og være menneske blandt mennesker. Derfor er han en makeløs vert, og derfor sprer han velvære rundt sig, hvor han færdes. Like til hans røst saa er den sympatisk – den kommer fra en rik og klangfuld sangbund.

Kanske just fordi han i sin forskning er saa revolutionær, er han i sit liv og paa praktiske omraader konservativ, stundom ogsaa paa punkter hvor han midt i det pulserende livs strøm neppe vilde været det. Det ene avbalancerer det andet, og gir hans personlighet en umiddelbar, jeg kunde fristes til at si: barnlig harmoni, hvis den ikke samtidig var saa mandig, som sammen med hans naturs oprindelighet fortryller alle der kommer ham nær.

Som den kraftige aand han er, savner han ikke lidenskap. Og dog er hans hensynsfuldhet næsten blit til et ordsprog; over hans væsen ligger et chevaleresk drag, som paa det smukkeste svarer til hans sind; aldrig har han blandet sak og person sammen. Og hans beskedenhet er saa stor, at det formelig gjør godt en enkelt gang at se at han ogsaa vét hvem han er. For min del vét jeg ikke hvem jeg ser mest op til: manden eller videnskabsmanden.

Sophus Bugge fylder om et par maaneder 70 aar. Men han er ung som de yngste. Ung i interesse, ung i arbeidskraft, ung i tilegnelse av alt som ligger indenfor hans genis rækkevidde; ung ogsaa i trofasthet mot sin ungdoms idealer.

Moltke Moe.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Overfor denne gjængse opfatning hadde det mindre at si, at en liten gruppe av forskere henla avfattelsen av de fleste eddakvad til Island, altsaa til temmelig sen tid, især da konsekvenserne av denne mening med hensyn til selve sagnstoffets oprindelse ikke blev trukket. Den som – ved siden af Vigfusson – kommer Bugges syn nærmest, er J. E. Sars.