Sneklokken
Naturen drømmer endnu sin lange Vinterdrøm,
Og Stormen gaar med Suk igjennem Skoven,
Og Solen titter neppe bag Aasryggen frem,
Og kold og islagt slumrer endnu Voven.
End dandser ei i Skogen den sølverklare Bæk,
Endnu ei Vaarens blide Blomster vinke,
End synger ingen Fugl i en grønnende Hæk,
Kun taust i Vinternatten Stjerner blinke.
Da bryder frem en Blomst, saa ren, saa skjær og hvid
Saa hvid som Sneen, der omkring den fyger,
Men ak! den staar saa ensom i Vintrens mørke Tid
Mens kolde Storm dens fine Kinder stryger.
Den skuer rundt omkring sig udover Marken hen,
Og føler sig saa nedtrykt og saa ene,
Thi hvorsomhelst den skuer, den finder ingen Ven,
Ak! midt i Vintren vaagned den alene.
Saa bøier den sit Hoved og vender atter did,
Hvorfra den nys kom frem saa langt før Tiden,
Og naar saa Vaaren kommer, saa blomstrende og blid,
Da er dens Liv forbi for længe siden.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |