Sne/7
Fra den sidste Jernbanestation havde de halvtredie Time at kjøre — gjennem Skovene, hvor Sneen endnu laa høi, og over Heier og afblæste Stykker, hvor Vaarsol og Væde havde fyldt Veiene med Holke og gjort dem farligt glatte eller løst dem op til en blød Grød med en tynd Skorpe over.
De havde moret sig og leet meget over de mange Vederværdigheder — Johannes og hans Kjæreste; thi det hændte, at de forlod et Skydsskifte i Slæde paa det ypperligste Føre med klingende Bjælder, og en Fjerding længer fremme maatte de ynkeligen slæbe sig videre i en laant Stolkjærre gjennem gul Lersøle og bundløse Grober.
Men paa det sidste Skifte mødte de Præstens egen Bredslæde og hans to røde Heste. Opover til Grandalen var der endnu høi Sne, og Veien gik i Skov hele Tiden. Da de derfor var komne vel tilrette i Fodposerne under Bjørnefellen ved Siden af hinanden, følte de, hvor behageligt det var, at faa sidde lunt og godt; de var igrunden uhyre trætte af at le og snakke; og de hensank — hver paa sin Kant i behagelige Drømmerier, mens de to Røde hurtigt og lydløst skiftede Fodslag i den løse Sne; og Slæden fløi let og muntert imod Hjemmet.
De sorte Træstammer mod den hvide Sne gled ensformigt forbi Gabriele.
Men Johannes, som kjendte Skoven og hver Bugt af Veien, havde Fornemmelsen af Hjemmet, som nærmede sig. Og hans Tanker løb foran de to Røde opover den lange Stigning og nedover igjen paa den anden Side af Aasen, som jævnt og langt skraanede ned mod Elven og Dalen, hvor hans Fader boede.
Og aldrig havde han følt en saadan Længsel mod Hjemmet som denne Gang, da han bragte en Seier med sig, imod hvilken hans Examener ikke vare værdige at nævnes. Hun sad ved hans Side, lænede sig tryg og fortrolig ind til ham — denne Kvinde, denne Dame af Landets første, kjendt, beundret — attraaet baade af dem, der havde forelsket sig i hendes Skjønhed, af dem, der fandt hende interessant og glimrende, og af dem, der aandeløse rakte Hænderne ud — som i en Drøm, hvor det gjælder et lykkeligt Greb i den gyldne Dynge — hun, den skjønne Kvinde og den gyldne Drøm sad ved Siden, lænede sig tryg og fortrolig ind til ham.
Bag sig saa han en Række lange Næser. Fætterne, — Slænget, hele dette Ungdomskrapyl, som fik gro i disse forvildede Tider, inden endnu hele Pakkets Reisning var slaaet endeligen og for bestandigt ned, —til en Begyndelse havde de alle faaet en lang Næse, og Johannes gottede sig med god Samvittighed.
Thi han havde efter sin Faders sidste Brev begyndt at se sin Forlovede ligesom paa en mere almen Baggrund, som et Led i noget sammenhængende. Det var ikke underligt, om dette ikke var faldt ham ind før, mens han endnu gik taalmodigt og tvivlede og ventede, om han alligevel tilslut skulde vinde hende. Men nu begyndte han at se, at denne Lykke maatte han ikke tage egoistisk og rent personligt; — at saa meget blev anbetroet i hans Hænder, var noget meget mere; og han fyldtes af Taknemlighed mod Gud, som saa rigeligen havde bønhørt ham og endt hans Prøvelser.
Og hans lykkelige og løftede Tanker gik videre ud i Livet — fremdeles med hende tryg og fortrolig ved Siden. Udsigten var ogsaa nu en anden og lysere, efterat han ogsaa paa et andet Punkt var gjort rolig og tillidsfuld ved detsamme velsignede Brev fra Faderen.
Johannes havde nemlig aldrig kunnet forstaa det Træk hos den ellers saa beundrede Fader, der drev ham op til Nordland som Fiskerpræst og som endnu holdt ham borte fra Hovedstaden, — en Mand, om hvem det var sagt mange Gange, at han var selvskreven til at indtræde i Statsraadet, om nogen skulde dø, — han nøiede sig med at hædres saadan halvt underhaanden som den talentfulde og overlegne D i Hovedstadens Avis.
Nu havde Johannes faaet Forklaringen og tillige den dyrebare Forvisning om, at noget lignende ikke vilde blive forlangt af ham; og paa samme Tid som han i høi Grad maatte beundre det heroiske i Faderens Kamp mod Forfængeligheden, var det ogsaa med mere Ro og Tillid end forhen, at han lod sine Fremtidsdrømme bære høit op til en stærk og mægtig Kirke — saaledes som Guds Kirke burde og maatte staa i disse Tider — høi og lys, omgiven af kraftige Mænd, der vare saaledes stillede, at de ikke behøvede at nedværdige den hellige Myndighed, men kunde bære den høit som den Vældiges Vidner blandt Menneskene.
Den lille Johannes rettede sig i Pelsen; thi han var i Virkeligheden ikke stor. Naar nogen sagde, at han mindede om Moderen, ligte han det slet ikke; men hans Stolthed var Ligheden med Faderen i Stemmen og i Manerer. Det var hans Orm, at Erfaringen — en bitter Erfaring havde lært ham, at hans Person havde noget ubetydeligt ved sig — noget, som gjorde, at Folk trak Øinene op og sagde — ah! — naar han nævntes som Søn af Daniel Jürges — den talentfulde D i Hovedstadens Avis.
Hvor længe havde han ikke ventet, hvor havde han ikke trættet Himmelen med Bønner om Taalmodighed og mere Taalmodighed til at bære al denne Tilsidesættelsens Kval, al denne stille Overseen. Hvor havde det ikke pint ham at gaa saaledes uerkjendt blandt de dumme Mennesker, som ikke vidste, hvad der boede i ham, og som gik saa vidt, at de tog ham lemfældigt under Beskyttelse for hans Fars Skyld — ham!
Kun et Par Lærere og de, der havde iagttaget Johannes Jürges, naar han i Skolen kjæmpede sig frem til de første Nummere eller ved Universitetet arbeidede sig gjennem en Examen i Spidsen for alle — kun de kjendte hans Ihærdighed; og Gabrieles Fættere bandede høit og lydeligt paa, at hans Kurtise i hele denne Vinter havde været et Mesterstykke af Beregning og Udholdenhed.
Selv smilede han tillidsfuldt; thi han vidste, at Gud er stærk i de svage — i de tilsyneladende svage. Et stort Skridt var han naaet fremad; han følte med sitrende Velbehag, hvorledes hans Kraft begyndte at blive Magt; men uden Overmod og uden at forhaste sig tænkte han videre paa de Vanskeligheder, som endnu laa nærmest for Haanden.
De havde ikke været inde paa Spørgsmaalet siden, — det vil sige ikke for Alvor. Hvergang Gabriele vilde komme med noget om hans opgivne Præstekald, bøiede han af i Spøg eller gik over til noget helt andet. Men længe gik det ikke paa den Maade, det forstod han, og det var paatide, de kom hjem til Faderen.
Og altsom de nu nærmede sig, sad han tæt ind til hende og ønskede og bad, at det maatte gaa godt: at Faderen maatte synes godt om hende; og at Gabriele maatte faa et mægtigt Indtryk af ham, — hun var desværre saa uberegnelig, — og at Moderen ikke maatte tage sig altfor tarvelig og ubetydelig ud. O — den stakkels kjære Moder! — han var igrunden ikke bange for hende; — hun og Gabriele vilde nok blive gode Venner; og desuden kunde der ingen Fremmede være hjemme, det havde han seet saa tidt, uden helt og holdent at blive optaget og fængslet af Faderen. Saaledes vilde det ogsaa gaa Gabriele; hun vilde i det hele taget faa andre Tanker, naar hun saa en Præst som han. —
Imidlertid sad hun paa sin Side i halvklare Drømmerier, der fra først af syslede med Glæden over, at hun sad, hvor hun sad, og over, at hun i Virkeligheden holdt saa meget af ham, der sad ved Siden. Det mørknede i Skoven, og den dybe store Fred, gjennem hvilken de fløi med muntre Bjælder, forfriskede hendes Sind og lyste lidt op i den Lede og Ligegyldighed, som denne Vinter havde efterladt i hende.
Aldrig havde nogen Saison hjemme i Byen været saa græsselig; og det værste — det, som mest ængstede Gabriele, naar hun tænkte paa sit fremtidige Liv, — det var, at der igrunden aldrig havde været saa meget Liv, en saadan Iver, en saadan Fart i alle Mennesker som netop nu, og alligevel skulde der være saa — — saa — ja kjedeligt var ikke Ordet. Vistnok var det ligesaa ørkesløst som selve Kjedsommeligheden; men paa samme Tid var det spændende, denne Raslen med Aviser, denne Kasten med Stikord — hele dette Spil, som bragte Venner til at hade hinanden og klinede de argeste Fiender sammen Arm i Arm.
Den Iver, hvormed hun ogsaa selv havde kastet sig ind i Samtalestriden, da hun kom hjem fra Udlandet, kjølnede ikke af den Grund, at hun tabte, endmindre fordi hun vandt. Hun gik fra Gruppe til Gruppe, fra høire til venstre og havde fuld Frihed til at vælge sin Omgang. Hjemme kom der vistnok ikke saa mange i Vinter. Prams havde næsten indstillet al større Selskabelighed udenfor Familien. Thi da Jørgen Pram i sin ubegribelige Flegma holdt sig politisk indifferent, begyndte han at invitere af begge Partier i Flæng; og det tog meget snart en Ende med Forfærdelse.
Men ellers havde hun den mest ubegrænsede Anledning til at mødes med, hvem hun vilde, — til den ene Side gjennem Husets store Omgang og Slægten og til den anden ved personlige Bekjendtskaber, som hun dels hjembragte fra Reiser dels stiftede, naar hun selv vilde.
Thi om Fru Pram kunde være noget ængstelig, fik Gabriele altid Støtte i sin Far. Jørgen Pram havde en Gang for alle udtalt, at enkelte Fruentimmer kan gjøre, hvad de vil; og hans Gabriele var en af disse.
Forøvrigt delte han ingenlunde hendes Anskuelser — hovedsagelig, fordi han ikke havde Anskuelser i større Format end til den daglige Omsætning. Men han morede sig kosteligt, naar han hørte sin Datter med hendes uforlignelige Freidighed gaa løs paa en eller anden hæderkronet Forbogstav fra Hovedstadens Avis.
Det morede ham, og det morede flere, og det var dette, som fra først af begyndte at kjølne Gabrieles Iver, indtil hun sank ned i en kjed og led Modbydelighed over alt dette Snak, saa at hun ikke længer gad være uenig, om det var aldrig saa galt.
Thi det gik op for hende, at hun var ganske udenfor Spillet. De hørte paa hende, smilte, tog varsomt paa hendes Voldsomheder og lod, somom de lyttede til en besværlig Kanarifugl, naar hun slyngede sin Spot og Haan helt op til de høieste og helligste Autoriteter. Og da opgav hun det, slog sig sammen med de afskyelige Fættere og deres Slæng, snakkede letsindigt og opførte en liden Hvirvel af smaa upolitiske Danseselskaber med Champagne, som de Gamle lod passere i etslags Aandsfraværelse; — man kunde virkelig ikke passe paa alting i saa bevægede Tider.
Men hun var ulykkelig i det. Thi hun ikke blot følte; men hun var moden nok til at forstaa, at denne Strid, ud af hvilken Mændene jog hende lempeligt, den var ikke bare politisk — som de sagde — og noget, der ikke kom lille Frøken Pram ved. Det var hendes egen Livsanskuelse, det gjaldt; de Ideer som vare hende de væsentligste og dyrebareste — om dem var det, de reves og sledes, mens de kastede hendes kjæreste Navne i Hovedet paa hinanden — snart som Beviser, som som Skjældsord.
Men hun fik ikke være med.
De vilde ikke forstaa, at med den Opdragelse og Udvikling, hun havde faaet, var hun adskilligt forud for de fleste jævnaldrende Mandfolk, der aldrig havde været ude, aldrig læst andet end Lexer og Aviser, og som kun kjendte Samtidens Ideer, fordi de havde redet rundt paa dem i den lune Ovnskrog.
Da grebes hun af den dybe Modløshed og Skammen, fordi hun ikke duede. Den Frihed, hun havde nydt, og al hendes gode Faders Tillid var spildt og ufortjent; hun gav ingen Renter af al den Kapital, som var ødelagt paa hende; — og al den Kundskab, al den Styrke i Overbevisningen — den havde Ingen Brug for; thi hun var Frøken Pram og det skulde hun foreløbig forblive, indtil hendes Umyndighed kunde vorde beseglet ved et kristeligt Ægteskab.
Hun vidste ikke, om hun skulde le eller græde; men hendes Natur valgte at le; og det gjorde hun altsaa en Tid; men med meget ond Samvittighed.
I alt dette var der kun en, som tog hende alvorligt, og det var ham, hun nu sad ved Siden af.
Den lille stive Theolog med de klare faste blaa Øine, ret i Ryggen med rolige Bevægelser, og en uforanderlig sikker Stemme, — han, som hun vexelvis beskyttede og vexelvis overgav til de ugudelige Fættere, — han, som lig en Nisse af Hyldemarv altid stod paa sin Blyklump midt foran hende, hvor galt hun havde spillet med ham, — mod ham droges hun efterhaanden.
De var knapt enige om nogen Ting under Himmelen — endmindre i Himmelen. Men hun lærte at sætte Pris paa det Alvor, hvormed han modsagde hende, og den Ro og Ligevægt, som aldrig forlod ham, selv om hun sagde Ting, som hun vidste i høi Grad maatte støde ham.
Dertil kom hans trofaste Tilbedelse, som intet kunde trætte eller forvirre — hverken Spot eller Kulde eller Luner eller Lystighed. Han fulgte med og holdt ud i en Kreds, der var ham saa fremmed, og hvor igrunden alle de andre afskyede ham; aldrig veg han tilbage og aldrig trængte han sig frem; han bare var der; — bestandig var han der.
Da nu Gabriele havde gjennemgaaet en Række Stemninger overfor Kandidat Jürges, blev han hende jævnt venskabeligt-ligegyldig. lndtil Foraaret begyndte at gjøre en Ende paa Vinteglæderne. Det begyndte at blive lyst i Gaderne til langt ud over Eftermiddagen; og det blev ikke længer morsomt at ligge og halvsove i Sengen de lange Vintermorgener og blinke mod det røde Hul i Ovnsdøren.
Den Forandring i Liv og Sædvaner, som trængte sig frem, rystede ogsaa Gabriele ud af det Hylster, hvori hun havde indhyllet sig tilligemed sin onde Samvittighed.
Men da hun hørte, at den øvrige Verden var ligesaa dum, ligesaa overlegen og ligesaa umulig som før, men langt mere rivende gal, blev hun ganske fortvivlet, saa hun tilslut næsten ikke taalte at høre Mennesker tale, men gik ensomme Spadserture, hvor hun da mødte Johannes Jürges. Og da følte hun, hvilken Lettelse det var at kunne tale ud til en, som baade kunde høre og tie og svare saaledes, at der blev Alvor og Oprigtighed enten man saa var uenig eller enig.
Hun betroede ham da, hvor pinligt hun følte det magtesløse i sin Stilling, og derved opdagede hun, at ogsaa han gik med et indestængt Krav, en Trang til at gjøre sig gjældende, som han pludseligt forraadte i et heftigt Øieblik og i saa brændende Ord, at Gabriele blev overrasket og rørt. Det forekom hende stort af ham, at han gik saa stille med det, og det nærmede dem til hinanden, at de hver paa sin Vis ikke kunde faa Tag paa Livet. Hans trofaste Beundring, der altid stod saa beskeden og færdig til at tage hendes Haand, gjorde hende varm om Hjertet; og tilslut kom hun til at holde af ham, saa at hun hin Aften sagde ja, — hun vilde stole paa ham og følges med ham i Livet.
Alligevel var det en vis Overraskelse, da det gik op for hende, at dette var en regulær Forlovelse med alt Tilbehør; og Veninder og skuffede Tilbedere gjorde et saadant Virvar omkring hende af Forbauselse og Fortvivlelse, at hun var glad over at blive det hele kvit ved at følge hjem med sin Forlovede til Faderens Præstegaard
I hendes eget Hjem var Moderen vel tilfreds med Partiet,— hun havde altid beskyttet den theologiske Kandidat; Jørgen Pram forundrede sig, men sagde ikke noget.
Men ude i Byen blev hendes Forlovelse en Begivenhed, som trængte igjennem Dagens Strid og næsten blev af politisk Betydning: Søn af Præsten Jürges — den talentfulde D i Hovedstadens Avis forlovet med Datter til en af Landets første Rigmænd; han havde skudt Papegøien; men hun kunde sandelig ogsaa være glad.
Alene de ugudelige Fættere og deres Slæng bandte høit og lydeligt paa, at Gabriele havde taget ham paa Trods — for at gjøre noget rigtig splitrende galt, — fordi hun kjedede sig.
Fra alt dette kjørte hun nu bort — lykkelig og let ved at være kommen fri og ind i Forhold, hvor hun selv raadede, mod en Fremtid, som hun sad og udmalede sig.
Hendes Kjærlighed var bleven hende bevidst paa en saadan underlig rolig Maade. Hun havde jo længe mærket, at han var indtaget i hende og vidst, at han bare gik og ventede paa et Ord fra hende; og da hun tilslut forstod, at hun havde gjort ham Uret i meget, fik hun en Trang til at hengive sig helt og varmt til denne trofaste og alvorlige Mand.
Men medens hun tænkte paa, hvor lykkeligt de skulde leve sammen, og hvorledes hele Livet atter var blevet rigt og lyst for hende, kom hun til at smile ved Tanken om, hvor ulige de dog vare, hvor ofte hendes kjæreste Tanker tørnede mod hans besynderlige sikre Domme, der ligesom Klipper omhegnede den Indsø, paa hvilken hans urokkelige Overbevisning seilede omkring for sig selv.
I religiøs Henseende var hun selv saa klar, at hun mente, den ene skulde ikke fortrædige den anden. Men hun vidste fra deres Samtaler, at mangfoldige andre Spørgsmaal for ham laa bagom Klipperne, indenfor de Mure, han som Kristen ikke maatte overskride — Spørgsmaal af rent menneskelig og social Natur, og det fandt hun latterligt; han vidste saa lidet, — det vil sige: hans Viden var nok tæt, men saa kortskaaret.
Thi han havde jo en god klar Forstand, en let og sikker Opfatning og dertil — det tvivlede Gabriele ikke paa — udmærkede Kundskaber som Theolog; og forresten var han jo en sjeldent grundig og veloplært ung Mand.
Men alle disse gode Ting laa saa forunderligt tørt aflagrede i ham. Istedetfor, at alt hos hende af indre Udvikling ligesom bøiede sig udover, aabnede sig og tøiede sig videre og videre med en glad Trang til at omfatte mere og mere, syntes tvertimod al hans Evne at bøie sig indover i skarpe, kraftige Linier, runde sig fastere og fastere om en velrustet Sikkerhed.
Gabriele nærede ingen Tvivl om, at det skulde lykkes hende at aabne for Lys og Luft i hendes kjære Vens Hoved; og hun glædede sig til at følge ham ud i den fremmede Verden, hvor hun selv var bleven fyldt af den store menneskelige Samfølelse, som siden havde gjort alt det, hun vidste, sammenhængende og fuldt af Liv og Mening.
Naar hun selv, da hun første Gang kom ud, næsten med Overraskelse havde kjendt sig fuldstændig jævnbyrdig med dem, hun mødte, saa maatte det være en dobbelt Glæde at følge en saa veludrustet Mand som hendes ud i Verden, for sammen at forsvinde i Mylderet af tænkende og arbeidende Medmennesker og samtidigt vide sit lune Hjem langt oppe mellem Fjeldene i de lyse Nætter.
Det var ikke andet, som manglede ham, — det var Gabriele vis paa; og det var ikke til at undres over.
Alt, hvad han havde lært fra Gut til Kandidat, havde været sikre bastante Ting — ikke blot Kjendsgjerninger, men Læreres og Professorers Meninger, hvilke vare langt sikrere og fastere i Massen end almindelige Kjendsgjerninger, — det var nedlagt i ham firkantet og retvinklet som Dominobrikker. Og til at sammenbinde alt dette havde de ikke medgivet dette voxne Menneske andet end den lille lutherske Sekts Ufeilbarlighed. Hun kjendte nøiagtigt, hvor lang Line de havde givet ham paa de seierrige Streiftog, som de unge Theologer fik gjøre ind i den evropæiske Vantro, mens Professoren holdt i Tampen.
Hun vilde følge ham ud — ikke til noget bestemt Sted, ikke for at lade ham se, høre eller lære noget bestemt, men bare følge med og iagttage, hvorledes det gik ham som det var gaaet hende selv. Thi Gabriele var overbevist om, at det frigjørende ved det fremmede laa hverken i at løftes eller trykkes ved Sammenligninger, men i at gribes dybt af Fællesfølelsen med Mennesker uden at være fæstet blandt dem med de tusinde tørre Trevler af det dagligdagse Kjendskab, som i selve Hjemmet oftest ender med at overgro og kvæle de livførende Rødder.
Det tænkte hun paa, medens hun tryg og fortrolig lænede sig ind til sin Forlovede; hun vilde se de snevre Mure falde og glæde sig, naar Glæden over Livet vældede frem i ham og seilede afsted med alle de firkantede Pakkasser, hvori hendes kjære Theologs Sikkerheder havde været nedlagte i gammelt tørt Hø. Han maatte gjerne forblive i sin Religion, naar han bare ikke vilde være firkantet i andre Ting; og da Oprigtigheden var det Træk hos ham, som hun mest satte Pris paa, følte hun sig overbevist om, at naar han bare blev luftet ud, vilde han af sig selv føres til Arbeide, for at frelse og frigjøre Mennesker, der led i Uvidenhed og Trællesind. Men ikke som Præst. Ikke engang saaledes som Johannes var i dette Øieblik kunde hun tænke sig Muligheden af, at han vilde være Præst. Til for Alvor at være en Sjælesørger, var han altfor lidet udviklet, og Embedsmand i Statskirken! — det vidste hun, han kunde ikke ville. Og Gabriele tænkte derved mindre paa hans Løfte; men de havde sammen saa mange Gange gjennemgaaet Spilfægteriet med en Statskirke og officiel Gudsdyrkelse, — der havde han været enig med hende — ikke i Udtrykkene, men i Tanken.
Og om hun end ikke ventede sig saa meget af ham — eller af dem begge i Forening, saa var det dog hendes kjære Drøm, at han og hun kunde forme et Samliv uden nogen Undertrykkelse og uden Hykleri; — et Hjem herhjemme for lysere Glæde og større Mandemod end det voxede under den afskræmte, firkantede Selvgodhed.
Og mens hun forestillede sig dette Hjem, saa hun Lys mellem Stammerne; — i Halvmørket skimtede hun et hvidt Hus med Havestakit foran, i Kanten af en Rydning i Skoven; det laa saa varmt og koseligt nede i Sneen.
„Se — se! — det er Præstegaarden — Johannes! ikke sandt? — ja der ser hyggeligt ud.“
„Nei, nei — kjære Gabriele! tænk Præstegaarden. Husker du ikke, jeg har sagt dig, at Præstegaarden ligger paa venstre Side af Veien. Dette er Lensmanden.“
„Ak — jeg var saa vis paa, at dette maatte være dit Hjem,“ sagde Gabriele skuffet; „der ser saa hyggeligt ud.“
„Nei Kjære! du skal se med Dagen, det er et gammelt Skrummel af et Hus. Præstegaarden er forholdsvis ny — næsten moderne, du skal bare se; nu er vi der strax; — se der var Kirken.“
Gabriele satte sig tilrette og begyndte at grue for Indtrædelsen. Denne frygtelige D fra Hovedstadens Avis var ubetinget det mørke Punkt i Forlovelsen. Hun vidste ikke, hvorledes hun skulde faa udtrykt, at hun var usigeligt uenig med ham i alt og alligevel fæste sig en Plads i hans Hjerte, som hun ønskede for Johannes’s Skyld. Hun vilde gaa meget langt i sin Elskværdighed; men hvis han virkelig var den myndige Herre ogsaa udenfor Avisen, saa vilde hun ligesaa godt først som sidst sige fuld Besked om sig og sit Standpunkt.
Derfor var hun ikke fri for lidt Hjertebanken, da Johannes viste hende den høie hvide Væg af Brystet paa Hovedbygningen, som skimtedes mellem Træerne.
„Men hvad er det for noget underligt, som er bygget op i Gaarden?“ spurgte Gabriele, da de svingede ind fra Postveien; „det ser ud som en syg Elefant med Sne paa.“
„Aa, det er et gammelt Hus, som Far ikke kan faa Sognet til at reparere,“ svarede Johannes noget strængt; thi han hørte, at Gutten bagpaa tillod sig et lidet Kluk over Elefanten.
„Saa vilde jeg heller reparere det selv,“ sagde Gabriele, da de fór forbi det gamle sorte Hus, som ludede under Snetaget med skjæve Vægge.
Johannes hviskede hurtigt: „Det er noget du helst ikke bør tale til Far om; han har havt saa mange Ærgrelser af det Hus. — Men se nu her“ — og i Glæde over Hjemmet reiste han sig halvt op „se Gaarden, hvor rummelig, og se — Lys i Stuen og Lys ovenpaa — paa Bispekammeret, — der skal du være; — ser der ikke lunt ud i Stuen? — se, der er Far!“
Oppe paa Indgangstrappen i den aabne Dør viste sig en høi Skikkelse, og efterat Johannes i en Fart havde viklet hende ud af Fodposen og Fellen, førte han hende opad Trinnene og raabte lykkelig: „Far! — her er hun!“
Præsten tog hende i sine Arme og sagde med sin smukke Stemme, hvis Lighed med Johannes’s strax slog hende:
„Gud velsigne din Indgang og din Udgang.“
Derpaa blev hun ført ind i den rummelige Gang, hvor der hang en Lampe, og hvor Johannes fremdeles straalende forestillede hende for Moderen, der gav hende en liden forskræmt Kys bortover Munden, og derpaa ivrigt gav sig ifærd med at pille af hende Tøiet. — Forlegenheden mellem disse ganske Fremmede, som saaledes med et førtes saa nær indpaa hinanden, gav sig Udtryk i en Mangfoldighed af venskabelige Smaaord og Forsøg paa at hjælpe og være til Tjeneste; alene Johannes, som kjendte begge Parter, følte sig fuldstændig lykkelig og begyndte til Gabrieles usigelige Forbauselse at hoppe omkring og le som en Skolegut.
Hun selv blev — som hun pleiede under uvante Omgivelser — rolig og lidt stiv; og hun gjorde sig al mulig Umag for ogsaa at berolige den lille Præstefrue, som fulgte hende ovenpaa.
Men Fru Jürges svirrede hjælpeløs omkring og mumlede en lang Undskyldning, som aldrig tog Ende, og det nyttede ikke, at Gabriele forsikrede, at Bispekammeret var det smukkeste Soveværelse, hun havde seet; — Fru Jürges blev ved med sit, og da hun pludseligt bad om Undskyldning, fordi hun maatte ned og se til Aftensmaden, lod Gabriele sig falde ned i Bispens bløde Stol og lo.
Det blev hende med en Gang klart, i hvilken Grad hun selv stak af imod disse Folk. Denne brede, storslagne Skikkelse af en Præst, i hvilken hun vidste, at der boede en Forbogstav fra Hovedstadens Avis, og denne fine Kvindeskikkelse, i hvem der ikke syntes at være andet tilbage end en halvfjollet Elskværdighed, og saa hendes kjære lille firkantede Theolog, som pludseligt gav sig til at hoppe og sprælle med Benene — nei — nei! det havde vel været noget for de ugudelige Fættere!
Men de skulde ikke faa noget at le af. Hun vilde selv gaa ind i denne Kreds og lære at forstaa den. Havde hun ikke længe kjendt Johannes uden at opdage ham; og dog var han nu bleven hende saa kjær; det skulde ogsaa hans Mor og Far blive for hende. Og Gabriele skyndte sig at gjøre Toilette, for at gaa ned i Dagligstuen; og da hun steg ned ad den brede Trappe, indaandede hun med Velbehag den landlige Duft i et rent og velvasket Hus, hvor der holdes varmt og lunt uden Luxus og Pral og spises god velstelt Mad, — hun kjendte Kalvesteg fra Kjøkkenet. —
Hun fandt de to Herrer ved Pibebordet henne i Ovnskrogen og hørte dem dæmpe og afbryde Samtalen, da hun traadte ind. Johannes løb hende imøde, og Præsten trak galant Gyngestolen frem, hvori Gabriele tog Plads; og en Samtale begyndte af sig selv — utvungen og munter, saa at ingen følte nogen Tvang eller Forlegenhed.
Det var Præsten selv, som førte an; og Johannes frydede sig, da han saa, hvorledes Gabriele — hun som alle — blev revet med, naar hans Far ret vilde udfolde al sin fængslende Elskværdighed.
De talte om Byen, Bekjendte og Bøger, — om alt, som kom frem; og Gabriele modtog muntert den Stilling, hun strax fik anvist ved et let Anstrøg af godmodigt Drilleri, som Præsten tillod sig, og hvori for dem begge laa udtrykt, at de gjensidigt vidste om hinanden, at de vare Modstandere, men vare enige om, at lade det gaa i al Venskabelighed.
Imidlertid dækkede Jomfruen Bordet, medens Fru Jürges løb ud og ind med mange Beklagelser over, at de brugte at spise til Aftens i Dagligstuen. Og ved Bordet blev Samtalen fortsat — lige livligt og til gjensidig Tilfredshed. De drak Rødvin, og der var ganske rigtig Kalvesteg — baade fordi det var Paaskeaften og for de unges Skyld, som havde reist hele Dagen uden varm Mad.
Først efterpaa, da de sad rundt Bordet foran Sofaen, fik Fru Jürges Tid til at glæde sig over det gode Indtryk, som den nye Svigerdatter øiensynlig gjorde paa Daniel, og hun nikkede smilende til sin Søn. Selv følte hun sig desværre ikke tiltalt af denne unge Pige med dette rolige sikre Væsen; og mens Fru Jürges fulgte Samtalen — mere efter Lyden end efter Ordene — for der flere Gange som en Ængstelse gjennem hende, naar Gabriele smilede og freidig sagde noget stik imod Daniel selv.
Men hun saa, det gik godt, og at der var Fred og god Forstaaelse; og nogenlunde rolig gav hun sig til at studere den unge Dames Person. Det var ikke saaledes, hun syntes unge Piger skulde se ud; begge hendes egne Døtre, skjønt de kanske ikke havde været saa smukke, saa dog langt mere — mere — iethvertfald bedre ud. Var det en Maade at sætte Haar op! — med et Par store Naale og ikke en eneste redelig Flette, — Fru Jürges’s Fingre kløede efter at faa kjæmme og flette dette store uryddige Haar, som hun syntes saa ud til at ville falde ned hvert Øieblik. Men det sad — underligt nok — godt og fast og kom ikke i Uorden, uagtet Gabriele laa tilbage i Gyngestolen med Nakken i Trøsteren og vendte sig livligt fra Daniel til Johannes, altsom de talte; og da Fru Jürges var kommen lidt tilrette med det uvante Snit af hendes Klær og havde fulgt hver Søm i Gabrieles Kjoleliv Sting for Sting, begyndte hun at forstaa denne feilfrie sikre Elegance, og det gjorde denne nye Datter endmere fremmed og fjern.
Midt paa Bordet stod Lampen; og Præsten udfoldede, altimens han holdt Samtalen igang, den ankomne Post med Avispakker og Breve, ordnede og bredte udover og læste et Par Linier hist og her.
Johannes sad og røgte i Sofaen hos sin Moder; og den store Lykke, han følte ved at være kommen hjem og i saadant Følge, gav sig Luft i smaa spøgefulde Kjærtegn mod Moderen og forelskede Øiekast til Gabriele, som laa tilbagelænet i Gyngestolen. Den lange Reisedag begyndte at vinde Bugt med hende. Og selve Samtalen — saa let som den flød — var alligevel anstrængende. Thi intet kunde nævnes, uden at Præsten Jürges vidste Besked; og hver Gang, naar hun vilde sige ham imod — og den Besked, han vidste, var bestandig saadan, at hun — maatte sige imod, — saa viste det sig tilslut altid, at han vidste bedst Besked. Ialfald blev hun siddende fast og forladt, naar han med sit lune Smil citerede og spurgte, om hun havde læst det eller det — af den eller den? Mangt og meget havde hun ikke læst — ialfald ikke saa grundigt, at hun havde fundet alt det, han havde fundet; men han kjendte og vidste alt om alle; der var ikke et Navn i Samtiden ude eller hjemme, som han ikke havde prøvet og værdsat; og skjønt han ikke ligefrem talte nedsættende om hendes kjære Navne, var der dog over alt, hvad han sagde, en lemfældig Skaansomhed — som af en Kjæmpe, der nedlader sig til at lege, — noget som — efterhvert hun blev træt — alligevel endte med at irritere hende — trods alle gode Forsætter.
Men Daniel Jürges — som han sad og udfoldede Hovedstadens Avis og ordnede efter Nummer alt dette brogede Stof, som inden disse Spalter var omstøbt i en fast bestemt Aandsretning — en Aand, med hvilken han følte sin egen i Slægt, den store overlegne Ordenens, Sandhedens — Kristendommens Aand! — han blev indvendig mer og mer spøgefuld ved Tanken om den Høitidelighed, hvormed hans brave Johannes havde optaget dette lille Pigebarns Uvilje mod Præstestanden og hendes moderne Anskuelser overhovedet.
Han havde nu behændigt følt hende paa Tænderne; og det slog fuldstændigt til, som han havde tænkt: det var Melketænder. De havde tørnet sammen i de almindelige Stridsspørgsmaal, — ja Politik havde han sprunget over, — hendes politiske Anskuelse var naturligvis den rene Kalvedans; men det kunde han virkelig ikke beskjæftige sig med, — derimod om Literatur og Kunst, om Kvinden og hendes Stilling og hvad dermed stod i Forbindelse, — alle disse Prøvestene havde de streifet, og Prøven havde overalt fremvist den ganske grønne, ferske Form af den moderne Fordærvelse, som — Gud være lovet! — var mest til at smile over hos et saa ungt og forøvrigt saa lykkeligt udrustet Individ som hans tilkommende Svigerdatter.
Da derfor Johannes, som mærkede, at Gabriele kjæmpede med sin Træthed, foreslog, at de skulde sige godnat, reiste Præsten sig smilende og sagde — ligesom afsluttende Dagen: „Ja ja — min kjære Gabriele! — vi to skal nok komme til Enighed, det føler jeg mig forvisset om. Jeg har jo selv været ung og langt inde paa de Ideer, som Ungdommen nutildags tumler med; — thi det maa den kjære Ungdom vide: intet er nyt under Solen. Jeg har været og jeg tør sige, jeg er endnu den Dag idag en varm Ven af Reformer. Men — hvad jeg har forud for den freidige Ungdom, det er Forsigtighedens gode Gave, den gavnlige Mistro til det nye og uprøvede, som hænger og skinner saa fristende derude i den blaa Luft. Og vi, som saaledes have faaet Anledning til ligesom at se Sagen fra begge Sider, vi vide, at en Reform kun kan blive en sand og virkelig Reform der, hvor Forholdene ere modne for den; og vi kjende tilstrækkelig Følgerne af den blinde og urene Omstyrtelsesiver, hvor langt ud over Maal og Maade den løsslupne Lyst til Forandring fører forfængelige og magtsyge Mennesker, — hvor usigeligt let det er at kaste Barnet ud med Vaskevandet.“
„Ja mon det virkelig er saa let?“ — spurgte Gabriele med en tør Stemme, som bragte Johannes til at se op. Hun gyngede langsomt fremover og blev siddende med Ansigtet op mod Præsten, som stod midt foran.
„Hvad mener du? — hvad er let?“ — spurgte han.
„At kaste et Barn ud, fordi man vil hælde bort Vaskevandet?“
„Men Gabriele! — jeg tror, du tager Ordsproget bogstaveligt?“ — raabte Johannes og lo.
„Ja Kjære, vil man bruge Ordsprog som Argumenter, faar man virkelig tage Hensyn til, hvad de betyder. Dette gamle Ord er vel en Levning af en Historie om en utroligt skjødesløs Moder; og det er bleven bevaret som en Paamindelse om, at saa stor kan Tankeløsheden være, at det urimeligste kan ske. Men det er aldeles ikke Ret at komme og fortælle, at det sker saa usigeligt let.“
„Men Gabriele! Far brugte jo bare Ordsproget saaledes som det jævnlig bruges, — i den almindelige Betydning —“
„Ja ja — min Ven! tror du ikke jeg ved det,“ svarede Gabriele og blev haardnakket ved at se paa sin Kjæreste; „det er jo dette Ord, alle Reformvenner har maattet slide med fra Arilds Tid, og det er vist uslideligt. Thi Sagen er, at yderst faa vil vedkjende sig, at de sværmer for at bevare gammelt Vaskevand, og derfor kommer de halende med dette Barnesnak — omforladelse! — med dette Snak om Barnet, som det skal være saa usigeligt let —“
„Ei — ei! min lille Svigerdatter! — du har en skarp Tunge, og du svinger den med Frimodighed,“ sagde Præsten leende og klappede hende paa Kinden.
Under den lille Ordvexel mellem Gabriele og Johannes var der faret et Udtryk af Forundring hen over Præstens Ansigt, og han saa skarpt paa hende, somom han for en Sikkerheds Skyld tog Maal af hende en Gang til. Men idet han nu lod det løbe ud i Spøg og glattede Samtalen ud, mens han ordnede de Aviser, han skulde have paa Sengen, var der ingen uden Fru Jürges, som mærkede nogen Forandring ved ham. Men hendes Øre var gjennem et langt Samliv blevet saa fint for hver Skygge i hans Stemme, at hun fór sammen og saa ængsteligt fra den ene til den anden; — selve Samtalen havde hun ikke hørt efter.
Johannes derimod var sjæleglad over, at de slap saa godt over dette farlige Punkt; men han besluttede alligevel imorgen at bede Gabriele være lidt mere forsigtig og hensynsfuld.
Saaledes fulgtes de alle fire opad den brede Trappe, sagde godnat til Johannes ved hans Dør og til Gabriele ved Bispekammeret, og de Gamle gik videre henover den lange Gang til sit Soveværelse, — Fruen foran med Lyset og Præsten bagefter med Piben og Aviserne. Lysskjæret faldt paa Sneen udenfor paa Vinduskarmen og gjorde en vandrende gul Plet paa Sneen i Gaarden, eftersom de gik forbi et Vindu.
Det var allerede saa langt paa Aaret, at Natten ikke længer, var vintermørk; men Maanen var ikke kommen opover Fjeldene, og tykke Skyer samlede sig i Øst, saa at Sneen lyste ganske svagt mod de store Skove omkring Præstegaardens Marker.
Vinden kom fugtig og vaskold ned fra de øde Sneheier og luskede langs Præstegaardens Vægge, strøg sig fort om Hjørnet og døde hen; men reiste sig igjen med et lumsk Kast, fór tversover Gaarden og ind i det gamle Hus, der fyldtes med Suk og hemmelighedsfuld Raslen i tørt Straa — som af Spøgelser, der trak Slæbet efter sig i Angst. —