Sne/11
Stormen havde sprængt sig. De svære Sneskyer, som den havde presset ind mellem Fjeldene hele Dagen, sprak med en Gang som Dyner, og Dunen væltede ud og opfyldte Luften, saa at selve Stormen blev tung og mat og maatte sagtne Farten.
Men i de sidste Kast var endelig det gamle Hus bukket under; — saa stille var det splittet — det raadne Tømmer, at ingen i Præstegaarden havde hørt det gjennem Stormen; og helleringen havde seet Præstens Hø løfte sig, da Taget kastedes af, og fyge afsted som et Slør, der løste sig op og forsvandt udover Markerne.
Paa Gaarden hvirvlede nu Sneen tæt i store Filler, og Lyset fra Præstegaardens Vinduer skinnede gult i Striber udigjennem Mørket.
Fruen gik foran med Lyset og Præsten bagefter med Piben og Aviserne. Fra de Unge forlod Huset, havde Daniel ordnet sine Ting og slukket Lampen uden at sige et eneste Ord og uden at give det mindste Agt paa hende.
Hun turde hellerikke forstyrre ham med et Ord — ikke engang, da de gik forbi Bispekammeret, og hun følte en saa brændende Lyst til at sende Gabrieles Nattøi og Toilettesager hen til Lensmanden med en af Drengene. Men hun vidste, hvor galt det gik hende, naar hun med sine Hverdagsbekymringer rev ham ud af hans alvorlige Tanker.
Daniel klædte sig hurtigt af og gik tilsengs. Fru Jürges undrede sig paa ham, mens hun klædte sig af. Thi saalænge de havde været gifte, havde han hver Aften røget en Pibe og læst Aviser paa Sengen. Idag havde han taget baade Piben og Aviserne med sig; men de laa urørte paa Bordet og hun kunde høre, at han ikke sov.
Han tænkte naturligvis paa det samme som hun, paa denne besynderlige Svigerdatter, de havde havt i to Dage; thi Fru Jürges ventede ikke, at Johannes skulde bringe hende tilbage; det syntes hende ikke rimeligt, saaledes som Gabriele var, og — oprigtigt talt — Fruen ønskede det ikke; — det var ikke nogen Kone for Johannes.
Men hvorledes vilde Bygden optage denne usædvanlige Tildragelse, at Kandidatens Forlovede første Paaskedags Aften var gaaet fra Præstegaarden i Storm og Sne og hen til Lensmanden! — havde det endda været til Fogden!
Fru Jürges havde taget Gabrieles Ring frem under Lampen; hun blev nu staaende halvt afklædt og betragtede den en lang Stund. Og uden at hun vidste det, gled Musiken fra før gjennem hendes Indre; denne Musik, der var forbundet med den unge Kvinde, som havde forsmaaet Ringen; og somom hendes Væsen var blevet forstaaeligt i Tonerne: først nu — som hun stod der, dæmrede det utydeligt for Fru Jürges, at det, hun idag havde oplevet, var som et Speilbillede, et kort Glimt af noget, der laa dybest gjemt i hendes eget Indre — forkrøblet og forpint.
Hun saa paa denne forsmaaede Ring, og hun saa paa sin egen, der tynd og slidt sad løst paa hendes blege Finger, — en enkelt Ring, men af en lang, lang Lænke. Hun kom mod sin Vilje til at tænke paa, hvor de havde været runde og smidige — disse Fingre, og hvor deiligt det var, naar de løb let og legende gjennem Tonerne som i Blomster. Og hun kunde ikke lade være — med en ond Fornemmelse at lægge den fra sig — denne nye, ubrugte Ring, som var forsmaaet.
Og dog — og dog — hvem havde Ret? — hvilken af disse to Ringe havde Ret?
Hun blev ved at klæde sig af; men den nye Musik vendte altid tilbage og løb paa sin frygtløse Maade henad nye Veie; og hendes Tanker gik paa samme Maade tilbage over Livet med et andet Syn paa, hvad der var mødt hende, og tog fat her og der, hvor hun før altid var bøiet af og havde bukket sig under.
Det var ikke, fordi hun havde troet saa meget paa Lovtalerne over hendes Musik; hun var egentlig aldrig kommen saa vidt at tænke sig sit Liv for sig selv paa sine egne Anlæg. Dertil havde hun været altfor ung, og ingen havde lært hende at tænke en saadan Mulighed for en anstændig Kvinde. Derfor var det ingen Skuffelse, og hun kunde ikke bebreide nogen, at hun var kommen ud af Musiken. Men hvad der iaften løftede sig med en bitter Klage i hende — det var, at hun selv var forsvundet, — hendes eget inderste — det, som udgjorde hendes Sjæl, var bragt til at forsvinde; det var dette uforstaaede Tryk, som altid havde ligget over hendes rastløse Skyggeliv: at hun slet ikke var der for sig selv — for sin egen Skyld; hun var ikke bleven knust, men udstrøget med en Svamp, — ikke trampet paa, men nedtraadt ganske lempeligt, — næsten blødt.
Og mens hun saa nedover sit lille visnede Legeme, vendte denne bitre Klage — hun kunde ikke gjøre for det! — den vendte sig mod ham, der bred og stærk laa i Sengen. Og selve denne Seng, som havde fulgt hende, indtil den var slidt og medtaget af Flytninger, den blev til hele hendes Liv. Der havde hun født alle sine Børn og i Tidens Løb ladet efter sig sin Skjønhed, sin Kvindelighed indtil de sidste Rester, — altid mere træt, mere opslugt af at være alt for andre og ingenting for sig selv; aldrig forstaaet, bare brugt, forsømt og udslidt.
Men hendes Klage vendte hjem igjen til hendes egen Haabløshed, og der flammede intet op i hende, fordi hun var udslukt. Og hun følte det selv, da hun havde slukket Lyset og taget sin Plads under Dynen, hvorledes en uhyre Sørgelighed steg som et Hav med sorte Bølger og skyllede henover et forkrøblet Liv; og hun græd.
„Hvad græder du for — Mina?“ — spurgte hendes Mand og reiste sig paa Albuen.
„Aa — det er saa sørgeligt —— saa sørgeligt“ — hulkede hun.
„Hvad er saa sørgeligt?“ spurgte han lidt utaalmodig.
„Alt — altsammen er saa sørgeligt — saa sørgeligt —“
Et Øieblik blev han liggende halvt opreist og det kogte i ham; men noget tog Modet fra ham; han lagde sig stille ned og lod, somom han ikke hørte, at hun laa og græd og græd, medens lange Drag af Vinden sukkede henover Huset og viftede den tunge vaade Sne mod Ruderne. —
— Imidlertid havde Gabriele arbeidet sig henover Markerne mod Kirken. Hun havde Vinden paa Siden, og Sneen begyndte allerede at udslette den smale Kirkevei, fløi desuden lige i Ansigtet paa hende, saa hun vanskeligt kunde se. Men hun var i et saadant indre Oprør, at den friske Kulde og den legemlige Anstrængelse gjorde hende godt; mens hun hurtigt pilede afsted forbi Kirken og imod Skoven.
Men da hun vendte ind paa Hovedveien og fik Vinden paa Ryggen; og da Blæsten ikke længer piskede hende paa Kinden, men blev til den dybe, susende Tone høit oppe i Grantoppene, — da sagtnede hendes Skridt og Modet sank.
Allehaande Betænkeligheder, som hun havde feiet tilside for den ene store Tanke: at hun vilde bort fra disse Mennesker, — de voxede nu op og spurgte, om hun kunde finde Veien? — om der var sikkert i Skoven? — om de var oppe hos Lensmanden? — om der ikke var en stor, sint Hund?
Indunder Træerne var der næsten stille, og den faldende Sne var bleven brudt og rystet oppe mellem Grannaalene, saa at den dalede ned som et jevnt fintpudset Slør, hvorigjennem hun skimtede Veien og de sorte Træstammer. Den uhyggelige Følelse af Ensomheden i Skoven fik pludselig Magt over hende, og i vild Angst gav hun sig til at løbe.
Men Sneen var løs, og tungt klædt som hun var, kom hun ingen Vei. Hun troede, at bag hvert Træ kom en frem, som tog paa at løbe efter hende; over sig hørte hun det fæle Sus af Vinden; og inde i Skoven knagede og knirkede det saa underligt i Grene, der gned sig mod hinanden, — hun troede, hun skulde blive gal af Skræk.
Da saa hun mellem Træerne et Lys, et lyst Vindu skimtedes gjennem Sløret af Sne, og med et Slag var alt forandret. Det var Lyset, som brændte hos den gamle Synder, der kjendte hendes Far, — hendes gode gamle Fader, — alle de derhjemme, hvor hun hørte til — hun selv, saa sikker ellers og fornuftigt — Gabriele gjenfandt sig selv og stansede; hun smilede af sin Skræk og løste paa Kaaben.
Nu saa hun sig freidigt om og lyttede til det mægtige Brus i Skoven og kjendte ingen Frygt længer. Hun mindedes ogsaa nu klarere den heftige Kamp, hun kom fra, og hendes Tab — en Mand, hun havde stolet paa saa fast, og en Ven, hun saa gjerne vilde elsket og fulgt i Livet.
Thi det var ikke sandt, naar Johannes paa den Maade klyngede sig til Religionen. Hans Tro var for saa vidt fast og oprigtig, som han med Lethed kunde beseire enhver opstigende Tvivl med det, de havde lært ham. Men paa Bunden var han ingenlunde religiøs. Og naar han kunde følge en Mand som Daniel Jürges ind i et Præsteskab som dette, saa var der mellem ham og hende et svælgende Dyb, og det hjalp ikke alt, hvad der talte for ham i hendes Kjærlighed: de maatte skilles.
Hun indsaa ogsaa nu — saa bittert som Tabet var i Øieblikket, hvilken Lykke det var for hende, at hun tidligt havde lært og læst om Elskovens Væsen uden Maaneskin og Uklarhed. Thi mangengang var der kommet over hende en Tomhed, et Savn, somom hun følte sig bedraget for noget, naar hun saa en forelsket Veninde hoppe forlovet afsted med en Student. Den nøgterne Besked, hun vidste om disse Ting, havde ganske vist berøvet Elskoven noget af den meget omtalte zarte Duft.
Men med hvilken glad Taknemlighed følte hun sig ikke i dette Øieblik hel og fri midt i den susende Skov. Og selve den pinefulde Stund, den stærke Ophidselse og Ordene, de havde slynget mod hinanden, — det fik ogsaa efterhaanden et andet Udseende.
Endelig havde hun engang været med for Alvor og udrettet noget. Dette havde ikke været en ørkesløs Disput, hvori Frøken Pram havde faaet Lov til at sige, hvad hun vilde, fordi ingen brød sig om det. Hendes egen Person havde været midt i Striden.
Hun havde ganske vist tabt og nu rømmede hun Valpladsen; men hun lo stille og lunt i Stormen, svøbte sin gode Pelskaabe om sig og fortsatte sin Vei i Sneen.
Skoven, som brummede, Sneen, som dryssede, de sorte Stammer langs Veien — altsammen blev hende saa hjemligt kjært; hun følte sig ligesom i Slægt og Forbund med hele Naturen; og skjønt Lensmandens Vindu igjen blev borte for hende, gik hun modigt videre, og det faldt hende ikke ind at tvivle om Veien.
— Gabriele vendte sig ikke om og saa derfor ikke den Skikkelse, der fulgte efter hende paa Afstand.
Johannes havde løbet lige til Kirken; men da han saa hende gaa ind i Skoven og netop vilde raabe, var hun begyndt at løbe.
Johannes ilede efter; men da han saa, at hun stod stille, stansede ogsaa han. Saalænge han ikke kunde naa hende, skyndte han sig og vilde raabe. Men nu, da hun bare var et lidet Stykke foran — nu blev han staaende — raadvild, turde ikke gaa frem og kunde ikke komme sig til at raabe paa hende.
Saaledes blev han ved at følge bagefter — bestemt paa at stanse hende ved Lensmandens Grind; men der syntes det ham for sent, for nær Huset; han blev staaende bag det sidste Træ i Skovkanten, hørte hende aabne og lukke Grinden og saa tilslut hendes Skikkelse forsvinde som en sort Prik i Sneen, der faldt tæt udenfor Skoven og lukkede sig efter hende.
Derpaa vendte han om og gik halvt bevidstløs hjemover; medens en ganske kort Tankerække løb rundt og rundt i hans Hoved. Det var Fætterne og deres Slæng og alle de Grin og al den Triumf og omigjen det samme.
Han vilde stanse og alvorligt tænke over, hvad der var skeet. Det syntes ham i enkelte Øieblikke, at han vist maatte være gal. Det var jo umuligt og utænkeligt, at hele hans Liv, hans Kjærlighed og hans gyldne Drømme — altsammen væk! — blæst ifra ham en stormfuld Aftenstund; og selv gik han her og tullede som en Nar i Skoven, og Fætterne kom igjen, han saa dem hilse paa den anden Side af Gaden, han saa, hvor de lo, og han knyttede sine Hænder, somom han vilde slaa midt ind i alle disse grinende Tandrækker.
Først da han naaede frem til Kirken, hvor Sneen faldt frit og kjølede hans hede Ansigt, først der blev det ubønhørligt klart for ham, hvad det var, som var skeet, og at det, som var skeet, stod ikke mere til at ændre.
Men hvorledes og hvorfor? — det var ligesaa klart hans egen Faders Skyld; og den Tanke, som hans altfor store Beundring hidtil bestandigt havde holdt tilbage, — den brød nu gjennem hos ham: den gamle Methode kunde ikke bruges længer. Nu havde han selv paa den allerbitreste Maade faaet føle, at den nye Tid kan ikke trodses ned. Ligesom hans Forlovelse før havde vist sig i sin Sammenhæng med Dagens Strid, saaledes saa Johannes i sit dybe Nederlag, at dette var ham paaført gjennem de forskjellige Aandsretningers Brydning; og han var falden uden egen Skyld som en Martyr for sin sønlige Pietet.
Og den ubegrænsede Beundring for Faderen, som Ulykken i dette Øieblik tog bort fra Johannes, den virkede, idet den forsvandt, som en Befrielse; og som han nu stansede ved Gitterporten og saa hen paa Kirken, byggede der sig atter et Haab i ham; alt hvad denne Dags Storm havde splintret og splittet kunde bøies og føies sammen og alligevel bygges høit mod Himmelen.
Ikke hans egen personlige Lykke — den havde han idag bragt som Offer; men medens han stod og betragtede det lille tykmurede Gudshus, fandt Johannes atter Veien til sine Drømme om en stærk og seierrig Kirke.
Men Tordentaler og afmægtig Trods var der ikke længer Brug for. Guds nye Stridsmænd maatte tage op Tidens Tanker — saa oprørske som de var, paa det at ligesom Sædekornet fremspirer af Forraadnelsen, saaledes skulde Sandheden suge Kraft af selve Vildfarelserne.
Da vilde Livet vende tilbage i den hensygnende Kirke og med Livet Magten; og atter førtes Johannes opad mod de Høider, fra hvilke han denne Aften var tumlet ned i den løse Sne, som alt havde dækket Veien over Markerne henimod Præstegaarden. —
— Og Sneen faldt tæt, tung og nøiagtig — som den falder efter Storm, fyldte Fordybninger, jævnede Spidser og skarpe Kanter. Der blev ganske stille i Skoven, en blød Stilhed som i tykke Dyner, og Snetæppet bredtes tykkere og tykkere nedover Fjeldsiderne.
Men Vaarveir laa i Luften, og Sneen var løs. Vand begyndte at risle under, draabevis nedover samlende sig skjult, for at bryde frem og rive med slg, øgende op og svulmende af Sneslaps nedover Fjeld og Bakker mod Elveløbet i Dalene.