Slegten Kusse

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Christiern I i 1450 var bleven ogsaa Norges Konge, fulgte Thorleif med denne til hans norske Kroning i Trondhjem. Bergens Bispestol, der endnu var ledig efter Olaf II, maa han have eftertragtet, men efter Kirkeretten kunde han ikke ligefrem vælges til Biskop i et andet Stift, dettes Capitel kunde alene „postulere“ ham. Baselerconciliet var nu sprængt, Paven atter kommen i Besiddelse af sin tidligere Magt, og Afgifterne til hans Kammer paany indførte. Postulationen maa have fundet Sted i Tiden mellem 7de og 29de August 1450[1], og 14de April 1451 tilstod Pave Nicolaus V Thorleif Afsked fra Viborgs og Provision til Bergens Domkirke, hvorhos hans Afgifter til Paven o. s. v. bleve betalte ved hans Fuldmægtig[2]. Som allerede indviet Biskop har han dog naturligviis allerede strax kunnet udføre alle geistlige Forretninger i sit nye Stift. Christiern I. havde under sin Kroningsreise forlenet ham og hans Capitel med Hardanger Len imod Forpligtelse til en daglig Messe i Domkirken om St. Olaf m. m. og med Forbønner for Kongen, Dronningen, Norges Rigsraad og alle Christne[3].

I 1453 ledsagede han den bekjendte Henrik Kalteisen, hvem Paven havde udnævnt til Erkebiskop, op til Throndhjem, hvor der paa den Tid var uroligt paa Grund af et svensk Indfald. Senere tinder man ham 1455 ved Götaelven paa den Tid, da Hr. Olaf Nilssøn, der var bleven afsat som Befalingsmand i Bergen, atter tiltvang sig sin gamle Stilling af Kongen. Sammen med Hr. Olaf og hans Broder Hr. Peder, med hvilke han synes at have staaet i meget intim Forbindelse[4], begav han sig derpaa tilbage til Bergen.

Vi skulle ikke her dvæle ved de skrækkelige Hændelser, for hvilke Bergen blev Skuepladsen 1ste September 1455[5]. Det var paa den Dag, at Tydskerne angrebe Munkelivs Kloster, hvor deres Uvenner Brødrene Hr. Olaf og Hr. Peder havde søgt Tilflugt. Biskoppen besluttede, skjønt advaret af Tydskerne, at dele Skjebne med dem. Voldsmændene fik overhaand og trængte ind i Klosterkirken. Et rædsomt Myrderi paafulgte. Der ihjelsloges bl. a. Hr. Peder, Hr. Olafs Søn Nils og flere Kanniker, ialt omtrent 60 Personer. Biskoppen, om hvis Hals Barnet havde slaaet sin Arm, skal have staaet med Hostien i Haanden og især have bestræbt sig for at redde Barnets Liv, men man afhuggede Thorleifs Arm og gav ham derpaa det dræbende Saar. Senere dræbtes Hr. Olaf selv, der havde søgt op i Taarnet, og hele Munkeliv Kloster blev et Rov for Luerne.

Et Mord paa en Biskop maatte gjøre Opsigt ogsaa langt udenfor Norge og Nordens Grændser. Det kan derfor ikke forundre, naar man læser, at hele 28 Aar senere kunde der under en Tumult i Hamburg udstedes Trusler mod Byens Prælater, om at de ikke maatte være sikre paa Livet, „thi det var ikke saalænge siden, at Kjøbmændene i Bergen harde slaaet en Biskop ihjel, og han var dog ligesaa god, som de“.[6]

Christiern I og det norske Rigsraad gjorde kun svage Forsøg paa at faa Opreisning af Hanseaterne paa Rigets Vegne, men de Dræbtes Familier forfulgte Sagen med større Kraft. Ogsaa Biskoppens Familie forlangte Bod. Hans her optrædende Frænder vare imidlertid ikke Nordmænd, men Danske. Der tilkjendtes omsider de jydske Adelsmænd Nils. Malthe og Thorlav Munk en Bod for Bispens Drab af 800O Mark dansk, om hvilken Sums Betaling Vidnesbyrd udstedtes paa Viborg Landsthing 1486[7]. Denne Familie Munk er aabenbart den samme, til hvilken de senere Biskopper af Ribe Iver og Oluf Munk samt den bekjendte Landsdommer og Rigsraad Mogens Munk hørte[8]. Da Biskop Thorleif ikke kan have hørt til Familien Munk, formoder jeg, at en Søster af ham under hans Regjeringstid i Viborg er indgiftet i den Familie.

Paa den Tid, da Biskop Thorleif døde, befandt den norske Kirke sig i en mislig Tilstand. Erkebiskop Henrik Kalteisen havde maattet forlade Norge, uden at nogen ny Metropolitan endnu var anerkjendt, og saa er en anden Bispestol ledig efter et Drab paa dens Indehaver! Men man levede i en Tid, da det aandelige Liv laa rent nede. Forsøgene paa Reformer gjennem Concilier vare mislykkede, den romerske Curie var atter kommen til Magten, og alle kirkelige Anliggender vare blevne til Penge- og Forsørgelsesspørgsmaal. Det er derfor høist characteristisk, at Christiern I endog ved en Leilighed som denne kunde forsøge paa at faa Bergens Bispestol besat efter Thorleif paa en saadan Maade, som vi nu skulle see. Det var det mindste, at han ikke vilde have en Indfødt, men en dansk Mand. Men han udsaa en Mand, der tiltrængte venia ætatis, Dispensation, fordi han ikke havde naaet den canoniske Alder, med andre Ord et ungt Menneske uden al Erfaring og Modenhed. Hans Candidats Navn var Jacob (eller Joachim, hvilke Navne dengang brugtes i Flæng) Grubbe[9], der som Adelsmand trods sin Ungdom allerede var Kannik i Roskilde. Bergens Capitel maatte finde sig i at vælge ham, og Christiern I anbefalede ham da hos Paven til Dispensation og Udnævnelse, men denne (Spanieren Calixtus III) opfyldte ikke den kongelige Begjæring. Grunden var den, at der i Italien var en Geistlig i Pavens Tjeneste, som ogsaa havde Lyst paa Bergens Bispestol. Det var en Paulus Justiniani fra Genua, som man har sagt, af den berømte Familie af dette Navn. Det hjalp da ikke, at der fra Christierns Cancelli var skrevet til Rom, at Jacob Grubbes Udnævnelse til Bergen var det norske Folks og Rigsraads enstemmige Ønske!! Heller ikke hjalp det, at Kongen paastod en (vistnok ganske uhjemlet) Ret til at fordre, at ingen Biskop maatte udnævnes i Norge mod hans Vilje. Paven udnævnte Justiniani ved Provision 11te Marts 1457, hvorpaa denne contant betalte sine Afgifter og virkelig begav sig til Norden. Jacob Grubbe siges ved denne Tid at være død, men denne Beretning (af Arild Huitfeldt) er tvivlsom, og kun dette er vist, at han ikke fik Bispestolen. Da Justiniani fremstillede sig for Kongen, blev han dog naadig modtagen, – erkjendt som Biskop og ved et Fredskys, den sædvanlige Ceremoni ved saadanne Leiligheder, optagen i Rigsraadet. Men til Bergen kom han aldrig. Kongen, der ved samme Tid viiste en Slægtning af ham, der kom til Stockholm, store Naadesbeviisninger, mente at kunne bruge den nye Biskop som sin Underhandler i Rom og sendte ham tilbage til Italien i denne Egenskab i Slutningen af 1457. Ved Curien bevirkede han, at Paven ved Provision udnævnte en Englænder Paulus til Biskop af Hole paa Island, hvorover Kongen blev meget forbitret, og det opnaaedes da ogsaa, at Calixtus III’s Eftermand Pave Pius II (Aeneas Sylvius Piccolomini) lod Englænderen falde. Ogsaa Justiniani selv forsvinder for Bergens og Nordens Vedkommende af Historien, og der er Grund til at tro, at han opnaaede Udnævnelse til en Bispestol i Syden[10]. Man seer, hvilke Tilstande den romerske Kirkes dybe Forfald kunde frembringe. Nidaros Erkestol havde siden Aslak Bolts Død været et Tvistens Æble mellem tre Candidater, og først 1458 var den bleven endelig besat. I Bergen laa Munkelivs Kloster i Ruiner, og først efter mange Aars Forløb blev det gjenreist, dog rigtignok paa Tydskernes Bekostning. De gamle norske slegter førte som bekjendt ikke faste Familienavne, men i heldigste Tilfælde kun Tilnavne. Disse var fra først af blot personlige, men begyndte dog fra det 14de Aarhundrede ogsaa at gaa i Arv, skjønt sparsomt nok. Imidlertid maa Navne som Bolt og Holk (samme Vaaben som Bolt) kunne tillægges Karakteren af Slegtbetegnelser[11], og det samme er ligeledes Tilfældet med Kusse, som i al Fald af og til anvendes paa denne Maade, bl. a. af Hr. Absalon Pederssøn[12].

Hertil kommer ogsaa som et afgjørende Bevis, at Tilnavnet staar i Overensstemmelse med det oprindelige Vaaben, et Kalvehoved. Kusse betyder nemlig Kalv og findes endnu af og til anvendt paa Vestlandet og paa Island i denne Betydning.

Størst Interesse tør Kusserne have derved, at de ældste kjendte af dem staar i den merkeligste Eiendomsforbindelse med Gjæslingerne paa Sandbo (Sundbu) i Vaage. Dernæst indehavde de i c. 200 Aar før Reformationen det betydelige Gods Samsal paa Ringsaker, der kan opvise en sammenhængende Historie lige til Nutiden.

Skaktavlerne regnede dem blandt sine Ahner, og den bekjendte nu levende svenske Familie Bondes Stammoder

hører til de oplandske Kusser – se Stamtavlen.
Historisk Tidsskrift, Fjerde Række, Andet Bind, p. 80 - Stamtavle.png

Sira Brynjulf Haraldssøn, Korsbroder i Hamar og Prest paa Toten, eier fra 1344[13] Kvernbrug i Tyrfdaaen (Hekshuselv) paa Toten, hvor han ogsaa ellers var Eiendomsbesidder. I 1360 sælger Sønnen Arne Brynjulfssøn, der fører Kussernes Vaaben (Kalvehovedet) „de Kverner, som hans Fader eiede i Tyrfd“[14]. Brevet udstedes af Arne paa Helgeøen. Han havde ogsaa Eiendomme paa Romerike[15].

I 1345[16] kundgjør Sira Brynjulf Haraldssøn fra Hamar, at han har overdraget Sira Andres (Bjarnessøn) paa Stange paa Biskop Guttorm af Stavangers Vegne Del i Storeim (Starum) paa Toten. Sira Brynjulf, der kaldes „Slegtning“ af Biskop Halvard i Hamar[17], døde ca. 1348 under et Ophold ved Pavehoffet i Avignon, saaledes vistnok i den sorte Død ligesom Biskop Halvard.

Sira Arne Haraldssøn, Korsbroder i Hamar, kalder i 1337 Sira Brynjulf, „sin Broder“.[18]

I et Brev, dateret Orrastad 1333[19], tager Arne Haraldssøn, Korsbroder i Hamar, et Prov om en Jordpart i Lille Røfhol ved Gildabu i Øier, som Thora „Husfrøya a Segestad“ gav Kirken paa Skodin; her optræder Arne paa Hamarbiskoppens Vegne, vel som dennes officialis.

At Arne hører til den Slegtskreds, som var knyttet til Sandbo i Vaage, sees af et Brev, som Arne udsteder paa Gran i 1337[20], hvori han for Venskabs Skyld opgiver al den Ret (Odelsret), han ifølge „Kongelige Breve“ havde paa Heimdalsvandet mellem Vaage og Valders, og overdrager den til Hr. Sigurd Erlendssøn Eldjarn, der var gift med Fru Gudrun Ivarsdatter af Sudreim-Slegten.

De her nævnte Kongelige Breve paa Heimdalsvandet kan neppe være andre end de, som Hr. Sigurd Eldjarn paaberaaber sig i Brevet af 1336[21], Gjæslingernes Odelsbreve paa nævnte Fiskevand, en Gave fra Sverre til Lendermanden Ivar gamle Gjæsling paa Sandbo, bekræftet af flere senere Konger, læste paa Tinget af Sigurd Eldjarn den ældre.

Paa Basis heraf slutter Schøning, at Arne Haraldssøn selv maa have været en Gjæsling. Det for disse anførte Vaaben, Pilen eller Pilen gjennem Dyrefoden (Hr. Halvard Alfssøns) synes at tale herimod; men da endog Brødre dengang tit førte forskjellige Vaaben, kan man ikke slutte noget bestemt og endeligt heraf.

I et nu tabt Brev hos Schøning af 1353 nævnes en Thorstein Haavardssøn i Søndre Sandbo i en Handel med Slegten paa Gaarden Galde. Navnet Haavard forekommer alt under Haakon Haakonssøn paa Sandbu, Sysselmanden Haavard paa Sundbo, og Navnet Thorstein tilhører Kusserne paa Samsal. Atter forekommer Navnene Erlend og Gunnar saavel blandt Eldjarner som Kusser (Erlend Halvardssøn Kusse i Oslo c. 1320–50, nedenfor).[22]

C. 1320 nævner Schøning en Paal Alfssøn i Vaage[23], og efter Hr. Halvard Alfssøns Tid forekommer Navnene Paal, Ivar, Gunnar og Amund paa Sandbo i Diplomer angaaende Heimdalsvandet.

Angaaende Arne Brynjulfssøn Kusses Efterslegt, der havde sit Tilhold paa Lider paa Ringsaker, kan henvises til Stamtavlen; deraf fremgaar, at den sidste af hans Gren vistnok er den Hustru Sigrid Arnesdr., som var gift med Jon Amundssøn; begge døde ca. 1500, og efter dem kundgjør Lagmanden i Oplandene Bjørn Halvardssøn Skaktavl til Nordvi (i Stange) – Søn af Halvard Haavardssøn paa Nordvi[24] – i 1501 Arveskifte.[25]

En Broder af Arne Brynjulfssøn Kusse var Gunnar Brynjulfssøn, Korsbroder i Hamar, Prest paa Faaberg til c. 1390, senere paa Toten til c. 1401. Brynjulf Gunnarssøn paa Dælin kaldes nemlig udtrykkelig Sira Gunnars Søn[26], og sammenholder man dette med, at Brynjulf paa Dælin og Thorstein Gunnarssøn paa Samsal begge skjænker Nidaros Domkirke Parter i Berg paa Velong (i Brøttum)[27], og at Thorstein er Far til Amund Thorsteinssøn paa Samsal, der har Sønnen Thorstein Kusse[28], kan man heraf kun drage den Slutning, at Brynjulf paa Dælin og Thorstein paa Samsal er Brødre og Sønner af Sira Gunnar, samt at denne og Arne er Brødre. I et Brev, udstedt 1437 paa Alm i Brøttum, bekræftes ogsaa dette Broderskab[29]. Her vidner Orm Arnessøn, Provst i Hamar, og Haakon Thorbjørnssøn (Søn af Thorbjørn Olafssøn og Margrete Gunnarsdr. paa Alm – se Stamtavlen), at Gunnar, Sigrid Gunnarsdr. paa Haviks Fader, gav til Arne, Ogmunds Fader, 6 Øresbol i N. Lider, men at Arne gav Gunnar 3 Øresbol i Ø. Havik, ligesaa at Ogmund Arnessøn paa Lider og Elling Sigurdssøn og Sigrid Gunnarsdr. paa Havik[30] tidligere havde samtykket i det Jordeskifte, „som deres Fædre havde gjort“.

De før nævnte Eiendomme Samsal, Dælin og Berg følger senere slegten[31].

Sira Gunnar, der var en større Eiendomsbesidder, kan sluttes at have havt Samsal, idet han eiede Kraakvik med dettes Fiske og „Varpet oven ved Stensvarpet“[32]; thi saavel Kraakvik som Part i Sten laa under Samsal Gods.

Samsal Gods, af gammel Skyld 3 Sk℔, bestod foruden af Hovedgaarden Samsal i Ringsaker Hovedsogn af en Flerhed af Gaarde og Gaardeparter saavel paa Ringsaker som i Biri.

Man faar bedst Idé om Godsets Størrelse ved at se hen til de betydelige Gaver, som Eierne af dette i Tidens Løb havde skjænket Nidaros Domkirke og Erkestolen[33].

Det var blandt andet Parter i:

Fjeldstad – kfr. Stamtav1en,

Krogsgaard,

Ostaker (i „ Svadabu“, nu forsvundet),

Lund,

Smestad,

Freng,

Velong Ødegaard,

Berg, se foran,

Solberg,

Tyrne (Tjerne),

Tokstad,

Birckæ (Bjerke),

Dal,

Vollen (Vold),

Løken,

Salsem,

Redherøff (Roterud),

Hof (Hovin),

Staff,

Bercka (Børke i Veldre),

Lille Bolstad,

Dellingh (Dælin), se foran,

Ulven,

Scabel (Skappel),

Hjelmstad,

Lille Ringsaker,

Kraakvik, se foran,

Stensaggr (Part af Sten),

Husby,

Engeskog.

I Børry (Biri) Prestegjeld:

Skumsrud (eiet af Sira Gunnar),

Kraakeberg (i Redalen),

Nedre Noss,

Hof,

Lunden,

Haslyd (Hasli),

Gryte,

Bredvold.

Ifølge en af Løitnant Enevold Skaktavl til Nordvi og Samsal († 1702) forfattet og af hans Svigersøn Ritmester Stockmann i 1714 til Rentekammeret indleveret Beretning „var Samsal for nogle 100 Aar siden bleven dømt til Arvegods efter en Ridder Hr. Harald, fra hvilken Skaktavlerne regnede sin Herkomst“.

Efter Stamtavlen og det foran meddelte synes der at maatte ligge noget virkeligt til Grund for denne Angivelse, der fremkom, efterat Enevold Skaktavl i 1686 havde pantsat Godset.

Sikkert er det i hvert Fald, som vi har set, at Harald (Kusses) Efterkommere havde Godset i c. 200 Aar.

Efter en Dom, udstedt i Trondhjem 1535[34], af Lagmanden Oluf Vigfastssøn m. fl. fik Fin Hanssøn Rostvig, Befalingsmand paa Andenes, paa sin Hustru Margrete Pedersdr.’s Vegne ½ Samsal Gods (hun var 2den Gang gift med Jens Pederssøn til Tjøttø). Den anden Halvdel maa saaledes have tilhørt Margretes Morbror Væbner Thorstein Kusse „til Samsal“, der levede 1536[35], og Thorsteins Søster Ingegerd, gift med væbner Thord Magnussøn Bonde maa have faaet Gods i Viken, hvor hun fra Holme Gaard i 1550[36] som Enke overdrager „sin Svoger“ Otte Brockenhuus Bestyrelsen af sit Gods.

Margrete Pedersdatter døde paa Samsal 33 1582[37]; efter hende havde hendes Datter Anna Finsdr. Rostvig, gift med Nils Lauritzen Rosengedde, Godset[38]. Anna blev 2den Gang gift med Jørgen Valravn, og gjennem hendes Datter Inger Valravns Ægteskab med Thorbjørn Thorbjørnssøn Skaktavl, Søn af Mag. Thorbjørn Olafssøn paa Toten, kom Samsal til denne Slegt, der desuden havde Ulven og Skappel.

En Søn af Thorbjørn Thorbjørnssøn, den før nævnte Enevold Skaktavl, pantsatte 1686 Samsal til Sorenskriver i Tune Nils Hedemark paa 9 Aar; men Godset blev ikke indløst.

Senere overgik dette til Officersfamilien Arøe, som har havt det lige ind i vor Tid.

I en Arvesag mellem Anna Amundsdr. Kusses Datterdøtre, nys nævnte Anna Rosengedde og dennes Søster Adelus, gift med Nils Jonssøn Skak paa Eker, gjenfinder man en Flerhed af de under Samsal fra tidligere Tid hørende Gaarde, saaledes: Dælin, Hjelmstad, Kraakvik, Roterud, Staff, Lille Bolstad, Dal, Skumsrud (Biri) m. v.[39]

Som adelig Frigaard tilkom der Samsal „Ægt og Pligtarbeide“ af de under denne boende Bønder[40], men paalaa samme Rosstjeneste før dennes Ophævelse c. 1660.

I 1821 havde Samsal endnu sine adelige Friheder i Behold[41].

Som man ser, har Samsal saaledes en baade gammel og sammenhængende Historie ligefra det 14de Aarhundrede.


Man vil fra Stamtavlen have lagt Merke til, at Kusserne fra Samsal fra c. 1430 gjennemgaaende fører Bolternes Vaaben, der endog anvendes af Thord Bondes Enke Ingegerd Amundsdr. i 1550.

Der kan derfor her neppe være Tale om en sporadisk Anvendelse af dette Vaaben, som man har Eksempel paa i nogle andre Slegter, heller ikke om at dette er indkommen ad kognatisk Vei, hvilket ellers kunde synes rimeligt, og man nødes af disse Grunde til den Slutning, at Bolterne, der ogsaa havde Eiendomme i Gudbrandsdalen, ligesom Kusserne har sin Rod i de gamle Slegter, der i Middelalderen var knyttet til Sandbo.

Forhaabentlig kan Fremtiden bringe mere Klarhed over saavel Bolternes som Kussernes Oprindelse og Sammenhæng.

Til Kussernes Slegtskreds hørte den oplandske Familie Hummer, hvis Stamfader væbner Olaf Trulssøn, Foged hos Hamar Biskop Mogens Lauritzen, og gift med dennes „Frænke“, Birgitte Olafsdr. Skaktavl, Søster af Mag. Thorbjørn paa Toten, blev adlet 11 1532 af Chr. II.[42]

Olaf Trulssøn havde to Sønner:

Hr. Lauritz H. † 1567, Forfatter af den bekjendte Beskrivelse over gamle Hamar[43]. Hr. Thure Olafs. H. † 1584, Kannik i Hamar, Prest i Romedal[44].

Det er ham, om hvem Hr. Absalon Pederssøn siger, at „han var af de Chusers (ɔ: Kussers) Slegt[45], hvilket her vel betyder Slegtsskab med Kusserne gjennem Skaktavl, idet han tillægger, „hvilken som er Mester Torberns paa Totens Søstersøn“.


Kusserne gives ofte Slegtsnavnet Kamp, et Tilnavn, der egentlig betyder en skjegget Mand og tidlig gjenfindes i Gaardsnavne.

Skjønt de oplandske Kusser ikke kan sees selv at have brugt dette Tilnavn, tyder dog saavel det for Kamperne anførte Vaaben (Kalve- eller Oxehovedet) som Slegts- og Eiendomsforholde paa, at disse og Kusserne kan være identiske.

Til Belysning heraf skal man meddele noget om Kamper, som havde sit væsentlige Tilhold paa Oplandene.

1. Asgaut Kamp til Brandstorp i Skjeberg levede c. 1500 og havde tre Døtre:

2. Inger Asgautsdr. Kamp eiede Brandstorp og fik det før omtalte Nordvi i Stange ved Giftermaal med Væbner Mogens Trulssøn Handingmand (Rosensverd)[46], der levede 1533.

I 1551 gav hun som Enke sin Datter Rønnaug, der var gift med før nævnte Mag. Thorbjørn Olafssøn Skaktavl paa Toten, en Del af øvre Hauge i Skibtvet.

Familien Rosensverds Hovedbøl var Østby i Skjeberg[47]; men den havde ogsaa efter en ældre Forbindelse med Slegten Gyldenhorn Andel i Hafslund og vik i Skjeberg og besad desuden Part i Thorsø i Borge, der tidligere havde tilhørt Bolterne paa Thom.

Ligeledes eiede Rosensverderne Folberg paa Romerike og fik efter sin Forbindelse med Skaktavlerne Part i Ulven og Skappel paa Ringsaker.

3. Agathe Asgautsdr. Kamp var gift med Væbner Kel Thordssøn, der døde c. 1530[48] og eiede:

Dyne i Viken, Tjerne og Ingeberg paa Ringsaker. En Part i Tjerne tilhørte ogsaa, som vi har set, Samsal Gods, og der er derfor meget, som taler for, at denne betydelige Gaard oprindelig var i Kussernes (Kampernes) Besiddelse, som af Kraft anført.

Det stemmer ogsaa med, at Fr. I. i 1532[48] „tilstaar Velb. Mand Johan Kruckow (til Tjerne) paa sin Husfrues (Karen Asgautsdr. Kamp) Vegne[49] og Medarvinger at beholde det Gods, som tilhørte Kel Thordssøn“.

Gjennem Kruckowerne, der uddøde 1601 med Jørgen K. til Tjerne, var Kamperne forbundne med Brockenhuuser, der ogsaa, som man har set, var lierede med Kusserne paa Samsal; endvidere var der herved og gjennem Rosensverderne Forbindelser med Familien Gyldenhorn.

Endelig hørte ogsaa saavel gjennem Tjøttøslegten, der skal være udgaaet fra Ringnes i Stange[50], som gjennem Kruckower, Teister og Benkestokker til Slegtskredsen i det 16de Aarhundrede[50].


Det vil høre herhen at nævne nogle af de mer betydelige Kusser (Kamper), som ikke for Tiden kan sættes i sammenhængende Forbindelse med den foran anførte Slegt, men hvis Vaaben eller Navn gjør det sandsynlig, at de hører hid:

1. Andres kutse (Kusse) † 1303 hørte hjemme i det Trondhjemske (Møre) og testamenterte Nidaros Domkirke Arnardal (Aandal) i Battenfjordbygden i Øre Sogn[51]. Andres Kusse var forbunden med Lendermandsaristokratiet. Gaven overdrages i nævnte Brev nemlig Kirken af hans „Maag Baard Vigleikssøn“.

Denne, der selv er Udsteder af Brevet, nævnes andensteds som Herre. I 1303 bevidner Hr. Baard sammen med „sin Broder“ Hr. Audun Vigleikssøn Gaver af Gaarde i Battenfjordbygden til Nidaros Domkirke[52].

2. Ridderen Hr. Halvard Finssøn, der levede 1417, og dennes antagelige Fader Fin Gyrdssøn, Sysselmand paa Lister 1389, fører begge Kussernes Vaaben (Kalvehovedet).

I 1417 havde Hr. Halvard Sag med Hr. Alf Haraldssøns Enke Fru Katharina Jonsdr. om Jordegods, hvorfor man maa slutte, at Hr. Alf Haraldssøn til Thom og Hr. Halvard var beslegtede[53].

3. Erlend og hans Broder Haakon Halvardssøn Kusse (Navn og Vaaben – Kalvehovedet) levede i Oslo c. 1320–50. I 1327[54] bevidner Erlend Kusse i Thorlaksgaard i Oslo m. fl., at Joron, Enke efter Aslak paa Folberg paa Romerike, eiede 6 Øresbol i Skjeldungaberg i Hofvin (Furnes) paa Hedemarken, der var tilfalden hendes Steddatter Asbjørg, Finkel Guttormssøns Kone.

Folbergætten, hvor Navnene minder om Biskop Øisteins Slegt, Brat[55], var, som Munch gjør opmerksom paa, beslegtet med den før omtalte Sandboæt i Vaage, hvad ogsaa Kusserne var, et nyt Bevis paa, hvorledes disse Familier var indforlivede i hinanden.

4. Jon Halvardssøn kuus (Kusse)[56] levede c. 1350 og var Hovedarving efter Aasa Salmundsdr. til Selviks 1ste Mand Ormstein Thorkildssøn i Skoger, hvor Jon Kusse eiede Solheim og Knive; disse Gaarde kom senere ved Gifte til Familien Tordenstjernes Stamfader, Parteier i Strømsgodset ved Drammen, hvoraf hine Eiendomme var Hoveddele sammen med Øvre Strøm, Austad og Dannevik.

Den Jon Kusse, som i 1348 optræder paa Follo[57], er antagelig vor Jon Halvardssøn.

Er han den Jon Kamp[58], der nævnes i 1346 som Eiendomsbesidder i Onsø og Borgesyssel, da tør det være hans Efterslegt, som i 1440 og senere har Ørmen i Onsø:

Alf Kamp og dennes Sønner Jon og Gudulf (Gudalf)[59].

5. Olaf Jonssøn Kamp, Erik Ugerups Foged i Tønsberg Len, levede c. 1550[60] og tør være den Olaf Jonssøn paa Jader i Ramnes[61], som i 1544 mageskiftede ½ Del i det foran nævnte Strømsgods (Øvre Strøm) til Peder Hanssøn Litle mod Heem med Guthu i Vaale (Jarlsberg), der med Part i nævnte Jader i 1630 hører til det „Odelsgods“, som Borgermester i Tønsberg Gunner Olafssøn besad[62].

6. I det 15de og 16de Aarhundrede finder man Prester i Alastarhaug i Nordland med Tilnavnet Kusse: Hr. Thorstein Kusse levede c. 1440, Hr. Olaf Jonssøn Kusse[63] levede c. 1530 og er vistnok den Olaf Kusse, der blev Student fra Rostock 1478.

7. Brødrene Aslak og Haakon Olafssøn Kusse[64] (ikke Kruse[65]), levede i Steigen i Nordland og stadfæstede i 1589 fra Bergen sin Fader Olaf Kusses Salg af hele Austlid i Aaen i Bindals Sogn i Namdalen.

Som Aslaks „Fædrenefrænde“ nævnes Mester Olaf Anderssøn (Skanke[66]) i Brønø.

8. Tilnavnet Kamp forekommer tidlig i det Trondhjemske. Saaledes nævnes en Nikolas Kamp i 1349 som „en Frænde“ af Erkebiskop Arne Einarssøn Vade i dennes Testament[67]. Arnes Moder Ingeborg var en Søster af Erkebiskop Eilif Arnessøn Korte[68].

9. Andres kuss (Kusse) levede c. 1450–80 og havde Tvist om Lunder Gaard i Gran. I Jevnaker var han ogsaa Eiendomsbesidder[69].

Den sidste af slegten Kusse, der bærer Navnet, er: Løitnant ved Rytteriet Casper Kudze, „Kuss“ (Kusse) født c. 1640 † c. 1703 som Løitnant ved Major Fuesmanns Kompani (Østre Romerikske). I 1664[70] stod han som Korporal ved Oberstløitnant Ove Brockenhuus’s Kompani paa Oplandene og havde sit Rytterkvarter paa Rolstad og Sønsteby i Fron.

Ved Brockenhuus’s Kompani stod samtidig den før omtalte Fænrik (Løitnant) Enevold Skaktavl til Samsal.

195 1688 avancerede Casper Kusse til Kornet ved Ritmester Gellhorns Kompani og blev samme Aar forsat i samme Egenskab til major Halckes Kompani nordenfjelds.

1694 stod han som Cornet ved Ritmester A. Stockmanns Kompani, atter nogen Tid ved Gellhorns og fra 1699 ved major Fuesmanns (Østre Romerikske), hvor han 199 1702 avancerede til Løitnant. Ca. 1690–1700 boede Kusse paa Romerike, hvor han nævnes som Fadder.

I 1703 er han forsvunden af Kalenderen og døde derfor antagelig ved den Tid, eller fulgte Fuesmanns Afdeling til Danmark.


Det maa være mig tilladt at takke D’Hrr. Professorer Rygh og G. Storm og ikke mindre Hr. Rigsarkivar Huitfeldt-Kaas for den velvillige Hjælp, som paa mange Punkter er bleven mig tildel.

E. Elieson.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. D. N. VIII. No. 343 og No. 345.
  2. Storm, Afgifter osv. S. 75.
  3. D. N. I. No. 813.
  4. Af et Brev af Christiern I (Kjøbenhavn 24de Januar 1453, D. N. XV. No. 80) sees tydelig, at han paa den Tid stod i nærmeste Forbindelse med Hr. Olaf og hans Broder, der da vare i Kongens ligefremme Unaade, ja nærmest at ansee som hans Fiender. Man kunde tro, at Biskoppen har forladt Bergen allerede paa den Tid, da Hr. Olaf 1453 blev afsat, og opholdt sig hos ham den hele Tid.
  5. Man vil finde Begivenheden udførlig og, som jeg antager, udtømmende fortalt i min Christiern I’s norske Historie S. 116–130.
  6. Hansische Geschichtsblätter. 1875. S. 55.
  7. Werlauff i Skand. Literaturselskabs Skrifter XVI. S. 113.
  8. Se om Familien især Geneal.-biogr. Archiv, Kbh. 1840–49. S. 1 fgg.
  9. De Efterretninger om ham, der findes i Danmarks Adels Aarbog XII. 153 finder jeg tvivlsomme.
  10. Om Justiniani see Scr. R. D. VIII passim samt Werlauff i Skandin. Lit. Selsk. Skr. XVI, 73–85. Helveg, Den danske Kirkes Hist. i Middelald. II. 345–46.
  11. Kfr. „Norske og Islandske Tilnavne fra Oldtiden og Middelalderen“ af K. Rygh, Skoleprogram, Trondhjem 1871.
    Om Bolterne se Hist. Tidsskr. 3die Række II S. 101 og Munch 2.
  12. Bergens Kapitelsbog (N. Mag. I S. 243).
  13. D. N. V 173.
  14. D. N. V 238.
  15. D. N. IV 389, 399. II 352.
  16. D. N. XI 34. II 274.
  17. D. N. VII 192.
  18. D. N. I 242.
  19. D. N. II 204, 212.
  20. D. N. III 192 kfr. III 185 (Aar 1336).
  21. D. N. III 185.
  22. Om Sundbuætten, se Stamtavlen No. 16 i Munch, Unionshistorien II.
  23. Kfr. D. N. III 103 (Aar 1319), hvoraf det sees, at en Paal Alfssøn gav sin Søster Ragnhild Part i Bjølstad i Hedalen, Vaages Anneks.
  24. D. N. II 763 (Nordvi 1445).
  25. D. N. VIII 454.
  26. D. N. XII 160 og 152.
  27. Aslak Bolt S. 104. D. N. I 549, 712 og IV 733.
  28. D. N. I 1086.
  29. D. N. VI 467.
  30. D. N. I 549.
  31. Domb. 1580 S. 41 o. f., kfr. nedenfor under Samsal „Gaver til Nidaros Domkirke“.
  32. D. N. VI 436.
  33. Erkebiskop Olaf Engelbrektssøns Jordebøger af c. 1530 og 1533 „Samsal Gods“ vedkommende, den første indtaget i Aslak Bolts Jordebog S. 130, den anden i Rigsarkivet.
  34. Trykt i Saml. t. N. F. I S. 406.
  35. D. N. I 1086.
  36. Svensk Dipl. 163 1550 (Afskrift i Rigsark.).
  37. Dette Tidsskr. 1ste Række IV S. 497.
  38. Dipl. i Rigsarkivet 1210 1588, jfr. N. Mag. I S. 278, hvor hun kaldes Kristine.
  39. Domb. 1580 S. 41 o. f., før citeret.
  40. Schøning, Thingsvidne af 1657.
  41. Kraft 1ste Del S. 677.
  42. Adelsdiplomet i Afskrift i Kildeskriftsfondet, utrykt Diplom af 1535 i Rigsark.
  43. Dette Tidsskrift 3die Række III S. 379.
  44. Bang N. G. S. 145.
  45. N. Mag. I S. 243.
  46. Adelsaarbog 1896 under Handingmann.
  47. Adelsaarbog samt Bang N. G. S. 147 m. v. og Saml. N. F. I. S. 416 o. f.
  48. 48,0 48,1 D. N. VI 532. Rr. I. S. 2 og 4.
  49. Saml. N. F. I S. 411.
  50. 50,0 50,1 Pers. Hist. Tidsskr. 3 R. V S. 151 o. f. „Nogle Oplysninger om den adelige Familie Benkestok.“
  51. D. N. III 57, kfr. Aslak Bolt S. 70.
  52. D. N. II 40, 68, 70. Jfr. dette Tidsskr. 2den Række IV S. 181, Saml. N. F. I S. 171 o. f., Munch 2. S. 405.
  53. Saml. N. F. IV S. 113 og 538 – kfr. ang. mulig Tilknytning til Thornbergslegten Urda. I S. 382–83 – Halvard (Finssøn) paa Thornberg 1337.
  54. D. N. I 189, II 171 og Saml. N. F. IV S. 532.
  55. R. B. S. 500, Munch 2, Stamtavle over Skaanøreætten.
  56. D. N. IV 351, 660.
  57. D. N. III 262.
  58. D. N. II 277. R. B. S. 488.
  59. Domb. 1580 S. 77.
  60. D. N. XIII 675. VII 745.
  61. D. N. VIII 773.
  62. Indledning. Familien Elieson.
  63. Dette Tidsskr., 3die Række I S. 7, „Trondhjemske Erkestols Sædesvende og geistlige Frimænd“.
  64. Utrykt Dipl. i Rigsark. 168 1589.
  65. Bang. N. G. S. 332.
  66. Familien Kielland, 1897, S. 217.
  67. D. N. V 212.
  68. D. N. III 184.
  69. D. N. V 906 og XIII 742.
  70. Krigsjordebog af 1664 i Rigsark.