Skolen
Blandt de Indretninger, som Menneskene have gjort for mere og mere at udbrede Kundskab eller Oplysning, er Skolen den største og virksomste. Man vil faae en klarere Forestilling om denne Indretnings Udstrækning og Virksomhed, naar man veed, at der alene ved Almueskolerne i vort Land findes omtrent halvtredie Tusinde Lærere, og at der desuden gives flere Hundrede Mænd og endeel Kvinder, hvis Kald og Levebrød det er at være Lærere ved Skoler, som meddele en Oplysning af en høiere Art end Almueskolerne. Antallet af de Mænd og Kvinder i vort Land, som bruge al sin Tid eller det Meste af sin Tid i Skolens Tjeneste, er altsaa ikke langt fra tre Tusinde, og disse ere spredte omkring over det hele Land i hver By og hver Bygd, for at der ikke skal være noget Distrikt, uden at Oplysningens Fakkel skinner for dets opvoxende Ungdom, og for at Kundskabens Sædefrø kan blive nedlagt i enhver Barnesjæl, der findes indenfor Landets Grændser. Det er allerede heraf let at see, at Skolens Virksomhed maa være af stor Vigtighed for Folkets Oplysning. Men Skolen skal ikke alene drage Omsorg for Udbredelsen af Oplysning eller Kundskab i den Mening, hvori dette Ord almindelig tages; den skal ogsaa gjøre saa meget som den kan til at indplante fromme og ædle Følelser i Barnesjælen, og den skal ogsaa saavidt muligt bøie Børnenes Villie til det Gode og vænne dem til at gjøre det, som er rigtigt. Saaledes som Forholdene nu ialmindelighed ere i Verden, er rigtignok Meddelelsen af Kundskab den Gjerning, som Skolen kan overtage i størst Udstrækning og med meest Held, og da det blandt Sjæleevnerne især er Forstanden tilligemed Hukommelsen og Indbildningskraften, som sættes i Virksomhed ved Modtagelsen og Tilegnelsen af Kundskab eller Oplysning, saa er det rigtignok ogsaa paa disse Sjæleevner og paa Udviklingen af dem at Skolen fornemmelig kan virke. Paa de to andre Grundevner i Sjælen, Følelsen og Villien, har Hjemmet en langt større Magt til at indvirke end Skolen; men Skolen skal dog ogsaa, som nys sagt, søge at indvirke paa Følelsens og Villiens Udvikling og Forædling, og det kan den ogsaa gjøre paa mange Maader. Allerede gjennem Meddelelsen af Kundskab kan den virke hertil. Saaledes tjener en klar og grundig Religionsunderviisning ikke alene til at fremkalde klare Begreber om den christelige Lære, men ogsaa til at styrke den christelige Tro og den religiøse Følelse; paa samme Maade og i endnu høiere Grad virker Skolen hertil, naar Læreren selv er saaledes greben af Troens Sandheder, at han altid udvikler dem med Overbeviisningens hele Inderlighed og Varme. Til at indplante Kjerlighed til hverandre i Børnenes Hjerter og til at vænne dem til Lydighed og til Orden, dertil frembyder Skolen den indsigtsfulde og dygtige Lærer mangfoldige Leiligheder. Det sees saaledes, at Skolens Virksomhed unegtelig er af stor Betydning for Udviklingen og Forædlingen af Barnets Følelser og Villie, samt at dens Betydning i denne Henseende især er stor for de Børn, i hvis Hjem der ikke drages den tilbørlige Omsorg for denne Deel af Opdragelsen. Alligevel tager man gjerne, naar man taler om Skolen, meest Hensyn til dens Virksomhed for Udbredelsen af Kundskab, da dette er den for Skolen meest eiendommelige Deel af dens Gjerning.
Af hvad her er sagt fremgaaer det, at det Formaal, som Skolen arbejder for, er det samme som det, for hvilket vort Selskab for Folkeoplysningens Fremme ogsaa søger at virke. Forskjellen mellem vort Selskab og Skolen ligger deels i Beskaffenheden og Størrelsen af de Midler, som begge bruge til det samme Formaals Fremme, deels deri at de søge at paavirke forskjellige Dele af Folket. Medens nemlig Skolen fornemmelig bruger levende Mennesker til at virke med og Bøger kun ligesom til at styrke og forøge disses Virksomhed, bruger vort Selskab Bøgerne som det vigtigste Middel; medens Skolen udelukkende paavirker den opvoxende Slægt, søger vort Selskab fornemmelig at indvirke paa den voxne, og medens Skolen, selv under dens nuværende utilstrækkelige Udstyrelse, dog anvender store Summer (omtrent 350,000 Spdlr. aarlig foruden den Sum, som Skolebørnenes Forældre anvende til Indkjøb af Skolebøger til Formaalets Fremme, har vort Selskab ialmindelighed ikke engang 3000 Spdlr. aarlig til sin Raadighed. Det er derfor naturligt, at det, som vort Selskab kan gjøre til at fremme det fælles Formaal, kun bliver en ringe Skjærv ved Siden af det, som Skolen udretter. Alligevel vil vort Selskab i mange Tilfælde kunne understøtte Skolens Virksomhed for det fælles Formaal, deels ved Udgivelsen af Bøger, som kunne læses med Nytte ogsaa af Skoleungdommen, ja endog bruges i Skolerne, saaledes som Tilfældet er med „Berlins Læsebog i Naturlæren for det norske Folk,“ deels ved hos den voxne Deel af Folket at fremkalde en dybere Erkjendelse af Skolens Vigtighed og en klarere Indsigt i, hvorledes den bør indrettes, for at den skal kunne virke med fuldt Held for sit Formaals Fremme. Ogsaa paa denne sidstnævnte Maade har vort Selskab flere Gange før søgt at understøtte Skolen og dens Bestræbelser for det fælles Formaal, og det er den samme Vei, som Selskabets Bestyrelse nu gaaer frem paa, idet den agter under ovenstaaende Overskrift „Skolen“ af og til gjennem „Folkevennen“ at meddele Efterretninger og Bemærkninger om Skolens Anliggender.
Det er fornemmelig den lavere Skole eller Almueskolen, vi her ville have for Øie. Grunden hertil er imidlertid ikke den, at vi betragte den høiere Skole som en for Folkeoplysningen mindre vigtig Indretning. Dette er saa langt fra at være Tilfælde, at vi tvertimod mene, at Folkeoplysningens Sag vilde være værre faren, om vi havde en Almueskole, men ingen høiere Skole, end om vi havde en høiere Skole, men ingen Almueskole. Ved de høiere Skoler og navnlig ved den egentlige Høiskole eller Universitetet meddeles de forskjellige Videnskaber i den fuldstændigste Udstrækning og i den strængeste videnskabelige Form, og Høiskolens Lærere baade kunne og skulle anvende sin Tid til at dyrke hver sin særskilte Videnskab. Vi kunne derfor med Sandhed sige, at ved Universitetet oparbeides et Fond af Kundskaber, som gjennem de forskjellige Arter af høiere og lavere Skoler igjen spredes ud blandt alle Klasser af Folket. Universitetet kan saaledes sammenlignes med en Dam, hvorfra Bonden gjennem Vandrender leder Vandet ud over sine Agre og Enge; Latinskolen og Realskolen er Hovedrenden, hvorigjennem Vandet strømmer ud af Dammen, og Almueskolen er da at ligne med alle Smaarenderne, gjennem hvilke Vandet spredes ud rundt omkring over de tørstende Agre og Enge. Det hjalp ikke Bonden stort, om han havde de fortrinligste Vandrender, hvis han ikke tillige havde Dammen med dens Vand; tørres Vandet ud i den, saa blive Renderne ogsaa snart tomme. Men omvendt gjælder det ogsaa, at Agrene og Engene ville tørkes hen af Heden, hvis der ikke findes Vandrender eller hvis de, som findes, ikke ere store og gode nok, om saa Dammen end er nok saa fuld af Vand. Paa samme Maade forholder det sig med Folkeoplysningen. Naar man tilgavns vil sørge for den, er det nødvendigt at udstyre baade den høiere og den lavere Skole saaledes, at hver af dem bliver istand til fuldstændig at gjøre sin Gjerning. I vort Land er der nu gjort Adskilligt for Udstyrelsen saavel af den lavere som af den høiere Skole; men der er dog endnu Meget, som maa gjøres, inden vort Skolevæsen i det Hele kan blive et saa hensigtsmæssigt og virksomt Middel til Oplysningens Udbredelse, som ønskeligt er. Men især gjælder det om Almueskoleindretningen, at den trænger til mange Forbedringer: der maa ansættes flere Lærere og paa mange Steder dygtigere Lærere, end man nu har; der maa bygges Skolestuer for nye Fastskoler, leies eller bygges Rodestuer, hvor saadanne ere anvendelige, uden at det dog lader sig gjøre at oprette en ordentlig Fastskole; der maa drages omsorg for, at Underviisningen i de fleste Skoler kan komme til at gaae videre i de Fag, som nu læres, end den ialmindelighed gjør, og for at der mindst i een, og, om muligt, i flere Skoler i hvert Præstegjæld kan blive oprettet høiere Klasser, hvor Børn og unge Mennesker kunne faae en endnu videre gaaende Underviisning i forskjellige for Livet nyttige og forædlende Kundskaber og Færdigheder. Men dygtige Lærere voxe ikke frem som Sop af Jorden; de maae selv først læres op, og der gaaer med lang Tid og meget Arbeide for tilgavns at lære Alt det, som kræves af en dygtig Lærer; thi Læreren maa selv kunne meget Mere end det, han skal lære Andre, hvis han skal blive istand til at undervise med fuld Nytte. Hvis Almueskolen skal kunne faae et tilstrækkeligt Antal af virkelig dygtige Lærere, maa der derfor baade fra Statens og fra Kommunernes Side gjøres endnu mere end hidindtil er gjort for at oplære dygtige Lærere; og hvis man skal kunne vente, at slige ville blive ved at virke i Skolens Tjeneste, maa man ogsaa lønne dem bedre, end man nu ialmindelighed gjør. Man seer saaledes, at der er særdeles Meget, som maa gjøres til Almueskolens Forbedring, og hvorvel der ogsaa kan være Meget og Mangt at rette paa ved de høiere Skoler, saa er dette dog sammenligningsviis lidet. Heller ikke bruges altid de gode Almueskoler, vi have, saaledes som de burde bruges; thi mange Forældre ere saa uforstandige eller saa ligegyldige for sine Børns Vel, at de ikke sende dem stadig i Skolen og ikke holde dem til flittig Læsning hjemme. De Forældre, som holde sine Børn i de høiere Skoler, pleie derimod at passe paa, at Børnene stadig søge Skolen og ere flittige. Derfor troe vi, at „den høiere Skole allerede har faaet en saadan Indretning, at den maa kunne betragtes som et saa sundt og fuldkomment Legeme, at en kraftig Aand deri kan udvikle sig,“ men at dette derimod ikke endnu kan siges om Almueskolen. Dette er da Grunden til, at der nu for Tiden maa tales mere om Almueskolen og gjøres mere for den end for den høiere Skole, uagtet de begge ere lige vigtige og uundværlige Redskaber til hos Folket i det Hele at fremkalde en sund og forædlende Oplysning.
Naar Talen er om en Reform eller gjennemgribende Forbedring af Almueskolen, siges det ofte, at en saadan Forbedring let og hurtig vil blive bragt tilveie, naar bare Folket selv kommer til fuld Erkjendelse af dens Vigtighed og Nødvendighed. Dette er ogsaa ganske sandt, naar det forstaaes rigtigt; men det opfattes ofte paa en urigtig Maade, i det man lægger den Mening deri, at Lovgivningen om Skolevæsenets Ordning og Indretning kun er af liden Vigtighed for Sagens Fremme. Dette er en stor Misforstaaelse. Ordningen af en Kommunes Skolevæsen er nemlig en meget vanskelig og indviklet Sag, som derhos rører ved en Mængde forskjellige Interesser. Det kan derfor ikke ventes, at Alle, som have Myndighed i Kommunens Anliggender, stedse skulle finde den samme Fremgangsmaade hensigtsmæssig; men det vil tvertimod ofte blive vanskeligt at bringe alle Hoveder under een Hat, selv om Alle ere villige til at gjøre Opofrelser for at bringe Skolen i god Skik. Men naar man kjender noget til Menneskenaturen, saa veed man ogsaa, at der, om Erkjendelsen af Skolens Vigtighed end bliver meget almindelig, dog altid vil blive Mange tilbage, som ikke dele denne Erkjendelse, ialfald ikke i den Grad, som det kræves, for at de skulle blive villige til at skatlægge sig selv og sine Medborgere i den Udstrækning, som Skolens Tarv kræver det. Det er derfor aldeles nødvendigt, at der gives Love, som deels paabyde, at enhver Kommune skal indrette Skoler og udstyre dem paa en nogenlunde fyldestgjørende Maade, deels indeholde Bestemmelser, hvorved det bliver lettere for de fornuftigere og mere uegennyttige Mænd indenfor Kommunen til det hele Samfunds Vel at gjennemføre sine rigtigere Synsmaader om, hvad der bør gjøres for Skolen. Hertil kommer, at der er en Mængde Foranstaltninger, som ere af den største Vigtighed for Skolens Fuldkommengjørelse, men som ikke kunne bringes istand af den enkelte mindre Kommune. Her kræves da atter Lovens Mellemkomst, for at de forskjellige Kommuner skulle kunne forenes til en kraftig og stadig Samvirken, samt for at Kommunerne til enhver Tid kunne være sikre paa at faae Hjælp af Staten til enkelte større Foretagender indenfor visse bestemte Grændser. Uden hensigtsmæssige Love om Skolevæsenets Ordning kunne vi altsaa ikke vente, at Skolen skal kunne faae nogen rigtig Trivsel; derfor betragte vi ogsaa Vedtagelsen af en ny Almueskolelov med virkelig indgribende Bestemmelser i den Retning, vi ovenfor have antydet, som det Vigtigste af Alt, der kan gjøres til Almueskolens Bedste. Men alligevel mene vi, det er ganske sandt, at Almueskolens Reform ene afhænger af, at Folket selv kommer til fuld Erkjendelse af dens Vigtighed og Nødvendighed; thi er dette først skeet, kan man vistnok være tryg for, at en saadan Lov baade vil blive udarbeidet og vedtaget af Statsmagterne. Det kunde være baade nyttigt og hensigtsmæssigt her at fremsætte og overveie Forslag til enkelte Hovedbestemmelser i en saadan Lov. Alligevel kunne vi ikke nu indlade os herpaa vi ville denne Gang indskrænke os til at omtale den paa sidste Storthing vedtagne Lov om Almueskolevæsenet, som, om den just ikke indeholder gjennemgribende Bestemmelser, dog i flere Stykker letter Bestræbelserne for Almueskolens Forbedring.
Denne Lov, som indeholder Forandringer i og Tillæg til Lov angaaende Almueskolevæsenet paa Landet af 14de Juli 1827, er vedtaget af Storthinget omtrent saaledes, som den blev foreslaaet af Regjeringen. Man kan derfor af Kirke- og Underviisningsdepartementets Indstilling til Kongen om denne Sag see, hvad der fornemmelig er tilsigtet ved Loven, og det er især det, hvorpaa vi her ville henlede Opmærksomheden.
Ifølge Lov angaaende Almueskolevæsenet paa Landet af 14de Juli 1827 skulle Kirkesangerne tillige være Skolelærere; men det er udtrykkelig tilføiet, at Kirkesangeren ved Hovedkirken skal være Lærer ved en Skole for det omliggende Distrikts Børn. Denne Bestemmelse kunde være nok saa hensigtsmæssig i en tidligere Tid, da man aldrig tænkte paa i Landdistrikterne at oprette Skoler for en videre gaaende Underviisning; men efterat man begyndte hist og her at oprette saadanne Skoler, kan det ikke negtes, at den omhandlede Bestemmelse har havt en hemmende Indflydelse paa Skolevæsenets Udvikling. Blandt Lærerposterne i et Præstegjæld er jo nemlig den, som er forenet med Kirkesangerposten ved Hovedkirken, ialmindelighed langt bedre lønnet end hver af de øvrige Lærerposter; derfor kan man ogsaa lettere faae den besat med en dygtig Mand end nogen af de øvrige. Naar man i Præstegjældet opretter en Skole for videre gaaende Underviisning, synes det derfor rimeligt, at man benyttede Kirkesangeren som Lærer ved denne Skole. Herved blive ogsaa de Udgifter, som medgaae til den høiere Skole, hvor man nødvendigviis maa give Læreren en større Løn end ved de almindelige Almueskoler, meget mindre, medens der ingen Nødvendighed er for at give Læreren ved Fastskolen ved Hovedkirken en høiere Løn end Læreren ved enhver anden Fastskole. Den Omstændighed, at Loven spærrede Adgangen til at anvende Kirkesangeren ved Hovedkirken som Lærer ved en Skole, hvor hans Virksomhed kunde komme mere umiddelbart det hele Præstegjæld tilgode, lagde saaledes unegtelig en Hindring iveien for Oprettelsen af saadanne Skoler for en videre gaaende Underviisning. Denne Hindring skulde fjernes og blev ogsaa virkelig fjernet ved den nye Lov.
Men man har ved den nye Lov ikke blot tilsigtet at lette Oprettelsen af høiere Almueskoler, men ogsaa villet medvirke til, at de skulde blive indrettede saa hensigtsmæssigt som muligt. „At den høiere Skole“ – heder det i Departementets Indstilling – „bliver stillet i det rette Forhold til Præstegjældets (eller Sognets) lavere Skoler, er i flere Henseender af megen Vigtighed. De lavere Skoler skulle vistnok paa den ene Side tjene som Forberedelsesskoler for den høiere; men paa den anden Side bør de, fornemmelig af Hensyn til de mange Børns Tarv, der maae antages ikke at ville gaae over til den høiere Skole, heller ikke udelukkende indrettes som den høiere Skoles lavere Klasser, hvis Underviisning standser ved det Punkt, hvor den høiere Klasses begynder. Det gjælder derfor her om at træffe den rette Middelvei mellem Opstillingen af for store og Opstillingen af for smaa Fordringer paa Forkundskaber ved Optagelsen i den høiere Skole. Hvis Fordringerne stilles for høit, vil Adgangen blive for vanskelig, og Skolen saaledes komme til at virke til Gavn for færre Børn end den kunde og burde. Hvis derimod Fordringerne stilles for lavt, vil Følgen blive, deels at Underviisningen i den høiere Skole ikke kommer til at gaae saa vidt, som den ellers kunde, deels at den Kraft, som den høiere Skole maa antages at ville faae til at hæve Underviisningen i alle Præstegjældets (eller Sognets) Distriktsskoler for alle Fags Vedkommende mindst op til den samme Høide som den høiere Skoles Begyndelsespunkt, vil blive af desto mindre Betydning. Hvis enten ingen eller kun aldeles ubetydelige Forkundskaber opstilledes som Betingelse for Optagelse i de høiere Skoler, vilde derhos i flere Egne Forholdet let kunne udvikle sig derhen, at de mere Formuende af Befolkningen ikke benyttede de almindelige Distriktsskoler især Omgangsskolerne for sine Børn, men sendte disse fra Begyndelsen af til den høiere Skole.
Til Opnaaelsen af det Formaal, man har stillet sig under Bestræbelsen for at bevirke Skoler oprettede, i hvilke Almuens Børn kunne erholde en videregaaende Underviisning end det er muligt at meddele i de almindelige Almueskoler, er det af megen Vigtighed, at Adgangen til saadanne høiere Skoler bliver let ogsaa for de mindre Formuendes og de Fattiges Børn. Til den Ende bør i deslige Skoler Skolepengene eller Godtgjørelse for Underviisningen i hvilkensomhelst Form, forsaavidt en saadan skal erlægges, ansættes saa lavt, som Forholdene tilstede, ligesom der ogsaa bør være let Adgang til at erholde Friplads for Børn, som dertil maatte være værdige. For at sikre sig „– heder det fremdeles i Indstillingen – „saavel, at de mindre Formuendes Tarv i denne Henseende vil blive tilbørligen varetaget, som at den høiere Skole, saaledes som ovenfor omhandlet, vil blive stillet i det rette Forhold til de lavere Skoler, har man anseet det hensigtsmæssigt i Loven at optage en udtrykkelig Bestemmelse om, at de herhen hørende Forholde stue ordnes ved Planen.“
De Bestemmelser, som hidindtil ere omhandlede, indeholdes i Lovens første Paragraf. Det Vigtigste som indeholdes i de følgende Paragrafer, er, at der er blevet stiftet en Indretning eller et Organ, „hvorigjennem den almindelige Mening i den mindre Kreds ødet enkelte Skoledistrikt og den enkelte Skolerode) kan komme til Udtalelse og erholde en passende Indflydelse paa Ordningen af Kredsens Skolevæsen,“ idet Skolekommissionen har faaet Myndighed til at sammenkalde Distriktets eller Rodens skoleholdspligtige Indvaanere til et Møde, hvor de Mødende med simpel Fleerhed kunne fatte Beslutninger om Ordningen af visse i Loven nævnte ekonomiske Forholde, saaledes at de fattede Beslutninger, ialfald hvis de gjentages i et nyt Møde, ere bindende for alle Indvaanerne i Distriktet eller Roden. Det, som man fornemmelig har tilsigtet ved at skabe en saadan Form eller et saadant Organ, hvorigjennem den almindelige Mening indenfor Distriktet kan faae udtale sig og gjøre sig gjældende, er at lette og altsaa paaskynde en mere almindelig Oprettelse saavel af faste Skoler som af de saakaldte Rodestuer eller halvfaste Skoler. Angaaende den første af disse to tilsigtede Ting, nemlig at lette Oprettelsen af Fastskoler, siger Departementet i sin Indstilling til Kongen blandt Andet Følgende: „Efter den nu gjældende Lov gives der tvende Maader at gaae frem paa ved Oprettelsen af fast Skole. Den ene Fremgangsmaade er, at alle de med den faste Skoles Oprettelse og Vedligeholdelse forbundne Udgifter bestrides af Præstegjeldets eller Sognets fælles Skolekasse, uden at der haves lovmæssig Adgang til at paaligne Distriktet nogen forholdsviis større Ydelse. I dette Tilfælde erholde altsaa Distriktets Indvaanere ikke blot den Fordeel, at de forøgede Udgifter, som Oprettelsen og Vedligeholdelsen af en fast Skole i Regelen medfører, blive dækkede af den fælles Skolekasse, uden at der paa dem selv falder nogen forholdsviis større Deel af de nye Byrder; men de blive ogsaa befriede for den tidligere Ydelse til Omgangsskoleholderne af Kost, Pleie og Herberge in natura, uden at der, med bindende Virkning for Andre end dem, som deri samtykke, kan paalignes dem nogen Afgift til Vederlag herfor. Denne Fremgangsmaade leder saaledes til Ubillighed mod de til den samme Skolekasse henhørende Omgangsskoledistrikter,“, og man har derfor i Lovudkastet optaget en Bestemmelse om, at Indvaanerne af den faste Skoles Distrikt skulle yde til Skolekassen en Godtgjørelse for Fritagelsen fra Omgangsskoleholdet.[1]
„Man har imidlertid,“ heder det fremdeles i Indstillingen, „troet, at der ogsaa burde aabnes Adgang til at kunne paaligne Distriktet en forholdsvis større Andeel af de Omkostninger, som den faste Skoles Oprettelse iøvrigt maatte medføre for Skolekassen, da Billighed synes at tale for, at Distriktets Indvaanere, som nyde Gavnet af Skolen, ogsaa, forsaavidt de dertil have Evne, bære en større Deel af de ved dens Oprettelse foranledigede Omkostninger end Indvaanerne af de øvrige Skoledistrikter, som ikke høste noget umiddelbart Gavn af Skolens Virksomhed. Dog antager man, at der, inden en saadan Udligning kan foregaae, maa indhentes Samtykke dertil fra Distriktets skoleholdspligtige Indvaanere, samt at Beslutningen herom bør undergives Stiftsdirektionens Approbation. – – – Man anseer det saameget vigtigere gjennem de her foreslaaede Foranstaltninger at lette faste Skolers Oprettelse paa den fælles Skolekasses Regning, som den anden Maade, hvorpaa der kan gaaes frem, idet Distriktets Indvaanere i Henhold til § 4 af den gjældende Skolelov af 1827) overtage Skolen aldeles for egen Regning, mod at fritages for al Deeltagelse i Udgifterne til Bygdens øvrige Skolevæsen, kan, som Erfaring har viist, i Tidens Løb blive skadelig for Distriktet selv, ligesom det maa indrømmes, at naar flere af de mere formuende Distrikter løsrives fra Forbindelsen med det øvrige Præstegjeld, kunde dette blive berøvet Evnen til at holde sit Skolevæsen i tilbørlig Stand.“
Om den anden Ting, som tilsigtedes, nemlig at lette Oprettelsen af Rodestuer, siges der i Indstillingen: „Da Departementet antager, at Oprettelsen af saakaldte Rodestuer er en Foranstaltning, hvorigjennem Skolevæsenet paa mange Steder vil kunne faae et betydeligt Opsving, og den nu gjældende Lov ingen Bestemmelser indeholder, hvorved det bliver muligt at tilveiebringe en saadan Indretning, naar ikke alle Vedkommende ere enige, eller medmindre Oprettelsen af Rodestuer besluttes for Kommunens Regning, saa har man troet, at denne Mangel i vor Skolelovgivning er en af dem, med hvis Afhjælpning der ikke burde opsættes. Man gaaer iøvrigt ud fra den Anskuelse, at, da den her omhandlede Foranstaltning kun angaaer den enkelte Rode, bør Skolekommissionen ikke kunne paabyde den, medmindre den ønskes af Rodens Indvaanere i Almindelighed.“
Om de øvrige Bestemmelser i Loven ansee vi det ikke fornødent at forudskikke nogen Oplysning eller Bemærkning, men skulle nu aftrykke den hele Lov, saadan som den blev vedtaget af Storthinget og derefter bifaldt af Kongen den 26de August 1854.
„Hvor efter Skolekommissionens Forslag og med Kommunalbestyrelsens Samtykke en særskilt Klasse for høiere Underviisning for Børn fra et heelt Sogn eller et heelt Præstegjeld sættes i Forbindelse med en Almueskole, eller hvor en særskilt Skole oprettes til Meddelelse af saadan Underviisning, kan Kirkesangeren anvendes enten for en Deel eller udelukkende som Lærer ved den høiere Skole.[2] Herom afgives Bestemmelse i Forbindelse med Planen for Skolens Indretning og Underviisning, hvilken fastsættes, efter Forslag fra Skolekommissionen, af Kongen eller den, han dertil bemyndiger. I Planen blive Bestemmelser at optage saavel angaaende de Forkundskaber, der skulle kræves af Disciplene ved deres Optagelse i Skolen, som, forsaavidt nogen Godtgjørelse af de Skolebesøgende skal erlægges, angaaende dennes Størrelse og om Forholdet med Fripladse for mindre formuende Børn, samt tillige, naar den høiere Skole er sat i Forbindelse med en Distriktsskole, om Maaden, hvorpaa Underviisningen i denne sidste skal bestrides.
Den i Lov af 14de Juli 1827 § 14 omhandlede Bestemmelse om den videre gaaende Underviisning i Almueskolerne afgives herefter af Kongen eller den, han dertil bemyndiger.
Skolekommissionen kan med Stiftsdirektionens Approbation bestemme, at der af de Distrikter, hvor fast Skole nu er eller for Fremtiden maatte blive oprettet for den fælles Skolekasses Regning, erlægges til denne Kasse en Godtgjørelse for Fritagelse for Omgangsskoleholdet, hvorved Hensyn tages til de Distriktet paahvilende Udgifter i Anledning af den faste Skole. Derhos kan der, naar angjældende Distrikts skoleholdspligtige Indvaanere paa den i efterfølgende § 6 nøiere bestemte Maade dertil give sit Samtykke, med Stiftsdirektionens Approbation særskilt paalignes Distriktet en efter dets Evne afpasset Andeel af de Omkostninger, som fast Skoles Oprettelse og Vedligeholdelse iøvrigt maatte medføre for den almindelige Skolekasse.
Hvor Skolekommissionen finder det hensigtsmæssigt at der for en Rode indrettes een eller flere faste Skolestuer (Rodestuer), kan der, med Rodens skoleholdspligtige Indvaaneres Samtykke, paalignes dem enten for det Hele eller for en Deel de med Leie eller Anskaffelse af Rodestuer forbundne Omkostninger.
Forsaavidt som det i saadanne Tilfælde ikke maatte ansees hensigtsmæssigt at lade Skoleholderen erholde fri Kost, Pleie og Herberge hos Rodens Indvaanere, kan der ligeledes, efterat deres Samtykke er indhentet, paalignes dem en passende Godtgjørelse til Læreren for ovennævnte Ydelser.
Efter Andragende fra et Distrikt, som har en i Henhold til § 4 i Lov af 14de Juli 1827 oprettet Skole, kan Distriktets hidtil bestaaende Adskillelse fra den øvrige Kommunes Skolevæsen ophæves ved kongelig Resolution. Hvor Adskillelsen fremdeles bliver bestaaende, kan ingen Beslutning fattes angaaende Distriktets faste Skole uden med Samtykke af dets skoleholdspligtige Indvaanere.
Naar i noget af de i foregaaende Paragrafer omhandlede Tilfælde Samtykke udfordres af et Distrikts eller en Rodes Indvaanere, skulle disse af Ordføreren i
Skolekommissionen sammenkaldes til et af ham bestyret Møde paa et bekvemt Sted ved Indkaldelse, som 14 Dage før Mødets Afholdelse bekjendtgjøres fra Sognets Kirkebakke eller paa anden hensigtsmæssig Maade. Hvis Nogen finder sig foranlediget til Anke over det der ved Stemmefleerhed Vedtagne og inden 4 Uger, efterat Mødet er afholdt, derom indsender Klage til Stiftsdirektionen, kan denne bestemme, at Sagen atter skal behandles i et nyt Møde, og bliver den der fattede Beslutning at betragte som den endelige.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Denne Bestemmelse kan naturligviis ingen Anvendelse faae der, hvor alle Distrikter have faste Skoler.
- ↑ Denne Bestemmelse giver altsaa Kommunen frie Hænder til at anvende Kirkesangerens Lærerkræfter der, hvor der maatte være meest passende Brug for dem, men ophæver ikke den Kommunen ifølge den ældre Lov paahvilende Forpligtelse til at oprette en fast Skole i Distriktet omkring Hovedkirken. Den Ubillighed, som Bestemmelsen herom i den ældre Lov medførte mod de øvrige Skoledistrikter, er fjernet ved Bestemmelsen i denne Lovs § 3, og, hvor „lokale Omstændigheder“ virkelig gjøre Oprettelsen af en saadan Fastskole „uhensigtsmæssig“, har Regjeringen fremdeles som før Myndighed til at fritage Kommunen derfor.