Hopp til innhold

Skildringer af Folkelivet i Norge

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Skildringer af Folkelivet i Norge.
(Meddelt af N. Nicolaysen.)

Blandt Haandskrifterne i de offentlige Samlinger i Kjøbenhavn er der ikke faa, som handle om Norge, men det er mest Sagaer og Skindbreve i vort gamle Sprog eller Lovbøger, historiske Skrifter, og Protokoller fra en nyere Tid. Kun sjelden støder man paa mere udførlige Skildringer af Landfolkets Vilkaar, Seder og Skikke. Naar fraregnes hvad der før er trykt, har jeg ikke fundet andet af den Slags end de efterfølgende Optegnelser, som gjemmes paa det kongelige Bibliothek i den Thottske Samling (folio No. 1719). Forfatterne har ikke navngivet sig; det første Stykke er, som det vil sees, skrevet i 1688, de øvrige noget efter at Konfirmationen var indført, 1736, men dog neppe senere end 1750; No. 2 og 3 ere fra samme Haand.

Efterat Hr. Eil. Sundt i Folkevennen oftere har givet baade lærerige og underholdende Skildringer af vort Folkeliv, kan ogsaa de ovennævnte hevde sin Plads her, forsaavidt de kaste et Lys paa hvad der nu finder Sted, og saaledes tjene til at gjøre Sammenligning mellem Før og Nu. Stykkerne om Skikkene i Hordeland og paa Voss ere endog, saavidt mig bekjendt, de eneste af den Slags. Rigtignok haves der et Skrift fra 1723 om Strilerne, som udtogsvis er meddelt af N. Nyerup i Høst’s Hefteskrift for Politik og Historie 1ste Bind Side 25 ff, men dette indeholder ikke stort. Navnet Striler er sandsynligvis meget gammelt, uden at dets Betydning kjendes. Rimeligvis har det fra først af, ligesom nu, været et Øgenavn, som Byfolket i Bergen brugte om Bønderne, men kun om dem, som bode Byen nærmest, enten mod Land- eller Søsiden; deraf Inddelingen i Hav- og Landstriler. Under de sidste høre ogsaa Osterøens og Osterfjordens Bønder, der ere „Bygningsstriler“ baade for Bergen og en stor Del af Stiftet.

For at undgaa Gjentagelse har jeg paa flere Steder i de to sidste Stykker blot givet et Udtog af Haandskriftet, hvilket er indsat i Parenthes. Retskrivningen er kun vedligeholdt, naar der bruges Bygdemaal, uagtet den Maade, hvorpaa dette skrives, langtfra, som det vil sees, hverken er rigtig eller alle Steder sig selv lig.


1. Et gammel norsk Bondebryllups Ceremonier.

Hos mange Nationer ere mange gode Ting i Brug, som ej ere bekjendte, hvoraf dog Nationens Art og Forstand kan kjendes. Auktor[1] erindrer sig 1688 var han med Hr. Mogens Rasch, Sogneprest i Lunde Prestegjeld, Stavangers Amt, vest til Fjelds hos en Bonde til Bryllups, hvor denne Skik var. Da Brudevielsen i Kirken var forrettet, reiste Brudefolket hjem til Bryllupsgaarden, et Par Mil, og da de mod Aftenen kom derhen, stod Maden paa Bordet, og blev Bruden sat ved den øverste Ende af et langt Bord, og hos hende ved Siden af Bordet hendes tvende Brudemænd, og ved den anden Side Persten og de Fornemste. Ved Bordets nederste Ende blev Brudgomen sat og der hos hannem tvende Brudgomsmænd, og siden Bordet med Gjester besat. Da nu Noget var ædet og drukket, begyndte Brudens eller Brudgomens Følgemænd at drikke hverandre til, og med Skaalen sendte paa Tallerkenen Mad af alle Slags til, og det blev omvexlet nogle Gange med adskillige Lystigheder. Omsider skulle de Gaver give tilkjende, at før Brudgomen maatte sidde hos Bruden, maatte han love hende Penge eller en Gaard eller deslige, som hun tog forlods siden i Arv, som en Morgengave efter Loven, og naar det var gjort, og med Haandrækkelse stadfestet, blev Brudgomen sat hos Bruden. Derefter omgik en stor Skaal med Øl udi, og derudi en liden Skaal svømmende. I den sidste tog man Øl og drak Brudgomens og Brudens Velgaaende, og gav Penge i Skaalen; og den, som ej havde Penge, lovede Kreaturer eller andet til Boskab, eller hvad de selv vilde. Da nu Maaltidet var endt, skulde Bruden beredes til at danse, og derfor maatte aflægge sin Krone og anden Stads, hvorfor en ung Karl af hendes Slegtninger indkom med et Haandklæde om Hals og Armer og et Lys i hver Haand, og dermed ledsagede hende i i Brudekammeret, dansende for hende. Da hun nu var klæd med en rund Hue og Hat saavelsom Trøje, til Dans beredt, blev hun lagt i sin Seng, og begge hendes Brudemænd sat for Sengen. Da kom Brudgomen, og skulde love hende igjen en Gave, om han maatte saa Lov at lægge sig hos hende. Gjorde hun det godvillig, var Sagen ude, men kunde han enten med Magt borttage Mændene, eller med List komme i Sengen, fik hun Intet; og det var Spot for disse Mænd, som og hendte i dette Bryllup, idet Brudgomen praktiserede sig over Sengen og kom ned, mens Mændene drak allerlystigst, og lagde sig hos Bruden dem uafvidende. Da dette var skeet, blev hun ligeledes indført igjen ved den Person, som for hende dansede med Lysene, og saaledes glædede sig alle samlede Gjester.


2. Anmerkning om Nordhordelands Skikke.

Naar deres Børn fødes til Verden[2], tillades et lidet Kar, hvori øses lunkent Vand, hvormed Barnet tvættes eller som de sige: me skje lauga Bodne. Derefter bliver Barnet iført linnede Klæder og videre svøbt med en List, og saaledes overleveret Moderen til Eftersyn, hvilken da skal forære den, der frembærer det, en Gave, som gjerne bliver en Mark Dansk, lidt mere eller mindre, som Tilstanden kan være. Naar saa Barnet tages fra Moderen, for at lægges i Vuggen, skal der tillige lægges deri en Psalmebog, et Stykke Fladbrød og en Kniv eller Sax, hvilke tre Ting skal bevare det fra at forbyttes, eller, som det beder, so heve ikkje Hulde Magt me di. Saasnart de kan faa indbudet Fadderne og nærmeste Venner til Barselgilde, maa Barnet føres til Kirke for at døbes, og forinden forsynes det med en stor Synaal, kaldet Ullseime, som sættes i Hovedbunen, eller Hovedklæderne rettere kaldet, paa den højre Side af Hovedet, hvilken Naal videre skal bevare Barnet fra Forbyttelse af de Underjordiske. Det er vel troligt, at deres Overtro i disse Poster aftager, dog bruges disse Ting i værende Tid, som en Ceremoni.

Naar de Indbudne saa komme fra Kirken med Barnet, spises og drikkes der i en eller to Dage, hvorved dette Gilde tager Ende.

Børnenes Opdragelse er efter deres Maade overflødig, kjelen og gelassen.[3] Arbeide de, da maa de spares, at de ikke skal forlastes, hvorved Kræfterne kunde aftage, men Tid efter Tid vænnes saaledes til det tunge og stedsevarende Arbeide, at det mere bliver dem en Vane, end udkræver deres Styrke at bære de tunge Byrder. Om Søn- og Helligdage læser og lærer Ungdommen det Meste, den lærer; thi paa de andre Dage gives ingen Tid dertil, om Bonden skal erhverve Føden for og med sig og Sine. Naar de saa have naaet deres 18 eller 19 Aar, tænkes der paa deres Konfirmation, som og gjerne i de Aaringer gaar for sig.

At melde om deres Frieri, da sker det i forbemeldte unge Aar, om det er velbeholdne Bønder, som ville gifte sine Børn sammen, dels for at konservere[4] deres faa Midler, at de ej skulle adsplittes, dels at Forældrene, hvis Gaard disse unge Egtefolk komme til at bebo, kan holde til Raade med dem, at de bruge deres Jord paa den bedste og dennem selv gavnligste Maade. Saasnart Drengens Forældre have tilraadet ham at befri[5] en eller anden Pige, søger han Lejlighed at tale med hende, hvorefter han siden passer paa at reise til hende hver Løverdags Aften, for at søge den saakaldte Hjaasvæve, og skjønt de da gjerne tildels ved Sengevarmen pleje at blive enige, saa skal dog Bruden solenniter[6] begjeres af Drengens Venner eller tvende andre, efter deres Maade veltalende Mænd, som til den Ende reise med Frieren til Stedet, hvor Pigen er; og naar de komme derhen, bleve de staaende i Gaarden, indtil Pigens Fader beder dem gaa ind, da han gjerne selv gaar først, for at vise de Andre Vejen. Mændene, som følge efter ind i Stuen, ere da meget submis[7] og ærbødige, og den Ældste af dem avancerer[8] midt paa Gulvet, fattende med den højre Haand i Sjaastangen, hvilken han maa holde i Haanden alt medens han bærer op Maalevnet eller fremsiger sit Forlangende. Imidlertid tie Alle stille, indtil Orationen[9] er endt, hvorpaa da Pigens Fader svarer: Ja, me lyte sjaa, kvat Gjente ho segje. Derefter blive.Merndene satte ned ved Bordet, som da er dækket, .for at spise og drikke. Imedens alt dette forhandles, maa Frieren holde sig skjult, gjernesl i Ildhuset, indtil mod Aftenen,– da han bliver indbuden til Bords. Pigen maa i den Tid ikke pante sig, men gaar daglig klædt, men silde paa Aftenen pynter hun sig lidt efter sin Maade, og gaar ind i Stuen, da Kontrakten ret sluttes, og hende tilsiges, hvad Festensgave hun skal have forlods samt alle Konditioner: om de skal nyde Gaard af hans eller hendes Forældre og videre Omstændigheder. Det Øvrige, hvad Bryllupsomkostningerne og deslige angaar, maa begge Parters Forældre afhandle imellem sig, og naar da Enhver kjedes ved at sidde længer, gaa de til Sengs, og de to Unge følges ad uden ringeste Mistanke og ansees som Egtefolk. Dernæst betænke de sig paa, naar Festensølet skal holdes, og forærer Festemanden, om han haver Evne dertil, sin Festemø en Sølvkjede, Alen lang med en Trækkenaal i Enden, og en forgyldt Sølvring, hvilken sidste han dog ikke leverer hende, forinden Presten udi Trolovelsen nævner disse Ord: saa giver hverandre eders Hænder derpaa, da han sætter den paa hendes Langfinger, idet han rækker hende Haanden. Naar de saa ere trolovede og, efterat Prædiken er ude, komme fra Kirken, bede de deres nærmeste Venner til sig og traktere dem med Mjød, Brændevin, Øl, Kringler og klinte Levser. Til en Erkjendelse for god Medfart gives da Festefolkene af hver Mand fra 8 Skilling til en Mark Dansk og af Kvindekjønnet Halvdelen derimod, efter Hvers Vilkaar. Derefter reise de hjem til Festemøens Forældre eller, om Festemanden er Enkemand, da til ham, forblive som Egtefolk og søge stedse Seng sammen. Er det en Enkemand, som frier, da er denne Forskjel, at naar han har faaet Forældrenes og Pigens Ja, reiser hun gjerne strax til ham, og uagtet hverken Festensøl eller Bryllup er holdt, søger Seng med ham.

Brylluper berammes gjerne om Sommeren ved St. Hansdags Tider, dels fordi det er den fornøjeligste Tid af Aaret, dels og fordi der da er Hus i hver Busk, og altsaa falder dem, der holde Bryllupet, mindst besværligt, idet de ej have nødigt at betænke sig paa Senge for unge Mennesker, som gjerne sove paa Marken.

En Uges Tid før Bryllnpets Begyndelse tvættes Husene vel rene, og da heder det: me lyte kraata Stovene. Denne Kraating eller Maling bestaar deri, at de med Kridt, Blaaler og rød finstødt Tagsten male Veggene eller nogle Stokke deri rundt om med Streger, Prikker og saakaldte Roser. Saa bliver og Gaardspladsen ganske renfejet og Høladegulvet ryddiggjort, paa hvilket Ungdommen skal danse. Der brygges op 5, 6 Tønder Malt, ligesom Evnen vil tilstede, hvilket alt maa fortæres. Gildet begynder gjerne paa en Mandag, dog undertiden længer hen i Ugen, og efterdi det vedvarer 3, 4 Dage, maa jeg kortelig melde, hvad der sker hver Dag for sig.

Den første Dag samle Gjesterne sig, og mage det saa, at de ankomme om Eftermiddagen, og føre gifte Folk med sig til Foræring enten et stort røget Kjødlaar og et Stykke Smør, eller en Gammelost og et Stykke Smør. Er det en beholden Mand, kan han og give en Fleskeskinke; saa gives og en Amber fuld af Dravle, kogt af sød Melk og ligner Eggeost, hvilken ansees som en god Gave og er dem en behagelig Spise. Disse Gaver overleveres med et Slags Kompliment[10], hvortil den Modtagende takker og siger: De skjelde ikkje gjera deka noken Kostnad, hvorpaa den Givende igjen svarer: Gud signe deg, da naar ikkje Takkjen. Derpaa drikkes dem til i en Skaal Øl med de Ord: God Taar! De skje vera velkomne. Imedens de samles, maa Spillemanden paa sin Fele og Tamburen paa Trommen spille op for hver især af de Ankommende som en Æresbevisning. Naar de saa ere samlede, kommer Kjøgemesteren, som maa være den fornemste Orator[11] i dette Gilde, og inviterer[12] dem til Bords samt skikker hver Mand til Sæde efter Alder og Vilkaar, saa det gaar ligedan til blandt Bønder sone andre Folk, at den Fattige altid maa vige for den Rige. Efterat Enhver er sat til Bords, tager Kjøgemesteren en Trætallerken, med hvilken han 3 Gange banker paa Veggene oppe ved Højsædet, hvorefter Alle maa tie, medens han siger: Give no Lyd lite Gran, so skje De strax komma til dekan Snak aa Tale, og derpaa begynder han saadan Oration.[13] Daa De heve no vaare skikkelig aa reist so laange Veg, for aa drikka eit lite Brydlaup med desse godt Folk, so ska De no vera velkomne aa taka til Takke med, kvat Spisning Huse kan gjeve deko; aa derpaa ve me begynna aa gjera ei vesal Bøn til Gud. Derpaa begynder en Dreng, som dertil er ordineret[14], at læse til Bords, og saasnart han har udlæst, begynder Kjøgemesteren at synge et Vers af en Psalme. Naar dette er skeet, beder han dem spise med disse Ord: vere no rauste aa nøra deka, de heve reist laange Vege. En Times Tid eller to herefter begynder Kjøgemesteren igjen at banke 3 Slag med forrige Ord: kjere Vene give no Lyd lite, og naar da Alle ere stille, ordinerer[15] han hvad Embede Enhver skal have og forrette, talende saaledes: sete no i Herrens Fred! daa de gode Vene heve no vaare saa rauste aa komme, so er Brurefolkets Begjer Enkver ville hjelpe dei te Kjørkje imorgo, og som da e ein Skik, Enkver heve sit Embede. so heve di dan Trunæ, Eingja unskulda seg. Det gode Menne N. N. og N. N. ere kaara te Brudgomsmenne, og saaledes videre specificeres[16] tvende Leidesvende, som gjerne ere unge Karle, 2 eller 4 Brudepiger, tvende Kjeldermænd og fire Reie- eller Fadeburspiger, en Kok, en Spillemand og en Trommeslager. Naar da Enhver har faaet sit Embede, taler bemeldte Kjøgemester endnu til Slutning saaledes: me heve dan Forhaapning Einkper passa Tidene imorgo, me heve laange Vegen.

Den anden Dags Morgen ganske tidlig gaa de fire Rei- eller Klevekoner omkring til Bryllypsfolket og nører dem, det er: bære frem Brændevin, Mjød, Kringler og klinte Lepser, og traktere dermed Gjesterne paa Sengen, og om Nogen vil have Øl til sit Smør og Brød, faar han det, hvilket Kjeldermændene passe paa at tilvejebringe. Derefter fører Enhver sig i Klæderne, og tager sig færdig til at reise til Kirken med Brudefolkene. Naar de ankomme til Kirken, bliver Bruden for Alvor pyntet og iført sin Dragt: en rød Klædes Stak, en sort Klædes Trøje, et forgyldt Sølvbelte om Livet, et hvidt Forklæde, meget udsyet og omsat med Kniplinger; en forgyldt Sølvkrone sættes paa hendes Hoved, og et rødt Klæde hænges over Skuldrene, af Skikkelse som en Messehagel, dog saa kort, at det ikke rækker længer ned end til midt paa Ryggen, og fortil ikkun naar Sølvbeltet. Dette Klæde er ganske udstafferet[17] med arbeidet og forgyldt Sølv, saasom udpuklede Sølvspender, mangfoldige Sølvkjeder med forgyldte Specier og Kroner i Enderne besatte, og nogle med en Sølvtrækkenaal hængende i Enden af Kjeden, saa det derover er Bruden saa svært at bære, at det ofte hender sig, hun er nær ved at daane ynder Byrden. Efter denne Udpyntning begynder Kjøgemesteren at samle Folkene sammen, som da hastig samles, for at følge Brudeparret til Kirken i denne Orden: først Spillemanden, dernæst Kjøgemesteren, saa Brudgomen med sine Brudgomsmænd, derefter Bruden med en Leidesvend ved hver Side, derpaa hendes Brudekoner og Brudeviger, og tilsidst det øvrige Bryllupslag parvis, meget adstadige og alvorlige. Efterat hele Følget først har gaaet engang rundt om Kirken, for at lade sig se, gaa de ind i Kirken, for at bivaane Vielsen. Ved denne passer Brudgomen paa, at naar Presten siger: saa giver hverandre eders Hænder derpaa, sætter han atter en forgyldt Sølvring med 3 store Løv udi, ligeledes af forgyldt Sølv, paa Brudens højre Langfinger, da den Ring, som hun fik ved Trolovelsen, staar paa den venstre Langfinger. Efterat Vielsen er forrettet, bliver der syngt til Offers, da Brudeparret med hele Følget offrer Prest og Klokker efter Vilkaar. Derefter drage de til Brudehuset, hvor Alting er beredt, saa de uden lang Forhaling kan inviteres[18] til Bords. Naar de komme til Bryllupsgaarden, gaar først Spillemanden og næst ham Brudeparret, og idet de nærme sig til Døren, staar Kjøgemesteren der, holdende Haanden i Døren, og slaar den 3 Gange saa haardt til, som den kan taale eller han har Kræfter til. Saasnart de ere indkomne, sættes Brud og Brudgom øverst til Bords, da Brudgomsmændene med de øvrige Mandspersoner blive siddende ved Brudgomens, men Brudekonerne, Brudepigerne og de andre Kvinder ved Brudens Side. Derefter begynder Spisningen og Drikningen, som vare ved hele Dagen.

Den tredje Dag tidlig om Morgenen blive de beværtede paa Sengen ligesom 2den Dag af Reiekonerne og Kjøgemesteren. Ved Middagstid gaar Kjøgemesteren omkring, og heder Enhver især til Bords, da de forsamle sig efter Indbydelsen, vel vidende hvad det betyder, endskjønt de saa vel tilforn ere tilseede, at de hverken ere hungrige eller tørstige. Naar nu baade Store og Smaa, saamange som ere til Bryllups, have indfundet sig, sættes Brud og Brudgom i deres Bryllupspragt paa det øverste Sted ved Bordet, hvorefter der læses til Bords, og den, som vil, spise, har sin Frihed, og den, som ikke vil, ligesaa; derpaa kommer Kjøgemesteren, som slaar 3 stærke Slag med Døren, efter ham Spillemanden, som spiller op, og saa tvende Reiekoner, bærende hver set Fad med Rømmegrød udi, som kaldes Bruregrauten og er kogt af Rugmel og Fløde, stafferet[19] runden om med ukogte Rosiner. Af denne Grød sættes tvende Fade paa hvert Bord, og efterdi det ikke er rart, at der til et Bryllup indfinder sig til 50 Gjester, saa findes der gjerne 3 Borde dækkede og besatte med Mad. En Times Tid derefter kommer Kjøgemesteren med sin Trætallerken, og banker atter 3 Slag med fornævnte Ord; give no Lyd, hvorefter han saaledes taler: daa de nu alle got Folk heve vaare so skikjele igjaar aa hjelft Brurfolkje me ei go Bøn i Kjørken, so ve me no hjelpe dei me ein go Ønske, daa dei drikkje si Skaal; da e ikkje før Pengjen si Skuld, men da e meira før Ønskjen. Saa træder Brud og Brudgom fra Bordet, tage hver sit Bæger, og lade iskjenke for sig, da Brudgomen drikker Brudens Skaal med disse Ord: detta e mi Dannekvinnes Skaal, Gud gjeve os to Løkka aa Velsignelse, Gud late me fleira gjeva enn gjesta, go Taar paa da sama. Han drikker da Bægeret ud, og naar han har snuet det omvendt, lægger en Krone eller Specie paa Bunden, leverende Bruden samme. Med samme Ceremoni drikker Bruden Brudgomens Skaal, og giver ham ligeledes en Krone eller Specie, hvilken hverandres Gave de holde meget rar. Dernæst drikker Brudgomen og Bruden deres Forældre til, dog Brudgomen først lægge deres Forældre til, siden Bruden, og det med disse Ord: no drikke eg mi Dannekvindes (Dannemands) Skaal, Gud late meg drikke ene i ei go Tide, Gud late meg fleira giva enn gjesta. Og saaledes under samme Ceremoni drikke de alle Bryllupsgjesterne til, hver for sig, og den, der da drikker Bægeret ud, giver Brud eller Brudgom hver for sig 2 Mark. 1 Mark 8 ß, 1 Mark, 12 eller 8 ß, ligesom Lejligheden er til, og naar de saaledes med Gaven levere Bægeret fra sig, sige de: Pengjen ere faa og smaa, Gud gjeve deg te Lykka aa Velsignelse. For hver Skaal, der drikkes, musicerer Spillemanden og Trommeslageren, og naar dette er tilende, danse de og holde sig lystige den ganske paafølgende Nat til den 4de Dag, da ikke noget Merkverdigt forefalder, uden at Kjøgemesteren drikker alle Gjesternes Skaal, og Gjesterne hver for sig drikke hans igjen, samt efter hvert de drikke hans Skaal, forære hannem hver 24 til 6 ß, ligesom de unde ham, hvilke Penge lægges paa en Tallerken, som Kjeldermanden bærer i Haanden, og skal være et Slags Belønning for hans hafte Møje. Iøvrigt drikkes der, indtil oftbemeldte Kjeldermand bærer Toppen ind paa en Tallerken, da hvilken af Gjesterne, som ikke allerede er reist, strax lager lig til Hjemreisen, og for hvert Lag, der tager Afsked, spilles der op af Spillemanden og den, der buldrer paa Trommen.

Dette Folks og Bygdelags Levnet er meget sagtmodigt og ædrueligt, saa at det er rart at se dem drukne og uskikkelige. Men derhos ere de lidt mere taabelige end andre Bygders heromkring. Det er og rart, at de føre Sager til Thinge, uden at de desmere ere forurettede. Deres Klædedragt er gjerne og altid hvide Kofter samt hvide Buxer og Strømper, i Et skaarne, næsten som Husarers, aleneste disse ere videre syede; og som Alting ved Oplysning forandres, saa begynder Ungdommen nu at bruge sorte og korte Buxer[20]. Paa Hovedet bruge de gamle Striler en blaa Hat, meget artig arbeidet, men almindelig bruges ordinære sorte Hatte og Kollehuer. Kvindedragten er og meget menagerlig[21], da de have kun et Skjørt af Vadmel, som kaldes Pils, meget trangt om Lænderne og uden Rynker, samt Liv og Skjørt i Et sammensyede. Paa Hovedet bruge de et saakaldet Hoveplag af Linnet, at ligne ved et Natlin paa en Mandshue af Længde, men rynket i den ene Ende, hvilket hænger dem ned i Nakken. Paa Fødderne bruge baade Mænd og Kvinder store og ubekvemme Hudsko, siden disse Folks Reiser falde mere til Søs end til Lands. Naar Bondekonerne skal efter deres Barselseng reise til Kirke og indledes af Presten, ere de som ordinære klædde, uden at man derpaa kan kjende dem; de ere iført en stor graa Vadmels Kofte og have paa Hovedet en ny og fuldkommen Hattepul uden ringeste Skygge.

Dette Fogderies Ligbegjengelser ske med følgende Ceremonier. Naar Liget er lagt i Kisten, vaager den omkringværende Ungdom over Liget hver Nat, det staar inde, som dog sjelden varer over 4, 5 Nætter. Naar det stat bæres bort, have de dertil arbeidede Stænger, hvortil Kisten bindes fast, og paa den Maade bæres Liget til Søs, og naar det er nedsat i Baaden, sætter den, som skal synge over det, sig ovenpaa Kisten (det andet Følge sidder, hvor det kan), og istemmer en Ligpsalme, hvorpaa de skyde Baaden fra Land, og Sangeren, om det kun er kort Vej, bliver ved at synge, indtil de komme til Kirke, da Liget sættes paa en Baare, og der begyndes at ringe med Klokkerne, hvorefter sex Mænd bære Liget forbi Graven rundt om Kirken og til Graven igjen. De Andre af Ligfølget, baade Mænd og Kvinder, følge efter. Er ej Presten tilstede, naar Liget er nedsat i Graven, da kaster den ældste Mand Jord derpaa. Derefter reiser Følget hjem til Ligstuen, hvor de blive trakterede med Mad og Drikke, da der endog, om en formuende Mand eller Kvinde er død, til deres Ligfærd kan være brygget tvende Tønder Malt, som af Gjesterne maa fortæres, inden de reise hjem, hvormed jeg vil ende denne korte Anmerkning om Nordhordelands Skikke.


3. Anmerkning om Vossernes Cerimonialia[22] ved deres Gilder og Edukation[23] fra først til sidst.

(Efter hvad Forfatteren anfører, ere Skikkene ved Barnets Fødsel, Daab og Opdragelse omtrent de samme som i Nordhordeland, kun at Gaver og Traktement ere noget overflødigere, at alle Reiser til Kirke sker til Hest istedetfor til Baads, og at Opdragelsen af Børnene er noget strengere, og navnlig i høiere Grad gaar ud paa at hærde dem).

Naar Barselkonen efter det gamle Testamentes Skik har holdt sig inde i 6 Ugers Tid, holder hun sin Kirkegang, hvorved intet Synderligt er at anmerke uden alene hendes Klædedragt paa denne Dag. Paa Hovedet har hun en Hat af Skikkelse som en stor og vid Hattepul uden Skygge, dernæst har hun en sort Klædes Trøje paa med en forgyldt Sølvspende oppe ved Halsen, et blaat Klædes Skjørt og et Forklæde ganske indsyet med en paa deres Maade net Søm, om Livet et forgyldt Sølvbelte, og uden over alt dette en stor sort Klædes Kappe lagt i Folder, den saakaldte Kjørkegangskaapa. Med denne store Stads gaar hun efter Prædikenen med mange Koner og Piger, som følge hende, omkring Alteret og offrer, hvilken Ceremoni maa ske paa deres Maade ganske højtidelig og langsomt.

(Ogsaa Begyndelsen til Frieriet med den saakaldte Hjaasvævn, hver Søndagsnat og i Klæderne, er som i Nordhordeland, og ligesom her, kan denne Sammenkomst vare i mange Aar, naar Parret ikke har Raad til at gifte sig).

Efterat den ved Nordhordeland omtalte Ceremoni mellem Pigens Fader og de to udsendte Mænd eller de saakaldte Snaksmænd er foregaaet, siges: „no dagas Bedlen oppe“ eller at Forlovelsen kan ansees for offentlig, og Beileren derfor ikke mere behøver ved Aftens Tid at snige sig til sin Kjæreste.) Derefter holdes atter et Gilde, det saakaldte Belevetle, hvortil af Pigens Fader brygges 4 til 6 Sold Malt, hvert Sold regnet for 4 Skjepper, og kjøbes 3, 4 Potter fransk Brændevin og 2, 3 Kander Hamborgerbrændevin, som alt af de nærmeste Frænder og Naboer, som dertil blive budne, skal fortæres. Frieren eller hans Forældre byde ingen Gjester paa sin Side; ikke engang hans egne Syskende maa komme til dette Gilde, men aleneste hans Fader, om han lever, og tvende andre Mænd tilligemed tvende Belamænd og tvende Belakoner. Pigens Fader tilligemed hos sig havende tvende Mænd kaldes Svaramenne, hvilke tilligemed en Forsamling af en 20 Personer af Mænd, Koner, Drenge og Piger maa være forsamlede til dette Gilde og sidde til Bords, naar de fornemme, at Belamændene komme til Gaards, da Ingen tager imod dem uden alene en liden 10, 12 Aars Gut, som leverer dem en Skaal Øl og derpaa strax gaar ind i Stuen igjen. Naar Belamændene har drukket Ølet, gaa de ind i Stuen og begynde sin Tale saaledes: go Kveld, me e utekomne aa no forneme me Natte kjem paa oss; Svaremændene: kvar villja de aaf, heva de Truga[24] me deko, villja de te Fjells aa brøyta? Belemændene skride nu et Trin længer ind paa Gulvet og svare: me e paa vor loglig Handtering utreiste, villja de vera so go aa gjevæ oss ein Gaang Drikka, so ska me takka deko; Svaremændene: ei Gaang Drikka sko de nok faa, derso de vilja reisa alle traxt. Belemændene, som fremdeles staa paa Gulvet, faa da atter en Skaal Øl, hvori øses en Pæl Brændevin, for at de kan blive lystige og tale vel for sig. De skride nu et Par Trin længer frem, hvorpaa den Ældste og mest Veltalende af dem, efterat han tre Gange har hostet, rykker ud med det egentligt Erinde: eg har ein Knute for Bringo, eg har inkje ret godt, før eg faar haano op. Da e eit gamalt Ordsprok: ein kadn inkje bjoda bedre enn seg sjøl; paa den Maate e me utreiste me dan ærlige Dandesvein N. N.[25]. so by seg te dan ærlige Dandepika N. N. Me bjoda inkje stora Penga, helle stor Ervagoss, me Gud skje Lov, daa heve hann ei vesaal Joratorva i Garen N. Dar me ha hans Førfædra vorre holdne Menne; om Gud vil gjeva Lukko, kan han aa verta brøfødde, og saaledes videre i den Smag. Herpaa svarer Pigens Fader: eg e deko Tak skuldlge før dekans Baae, men om da e mit Badns Vilje, veit eg inkje. Gjesterne bryde her gjerne ud i en Latter og sige: me tru nok Belen ha so ein Meining om da. Belemændene slippe nu Sjaastangen, og rykke længer frem paa Gulvet og sige: me bjoda Ærlegheit aa Venleheit me dan unge Dandesveine N. N., inkje heve me haurt gjete naake Ustøkje ete haanom, aa no hava me sagt vor Meining fram. Aa ette di dan erlege Person heve Jor sjølve, so e no vor Begjer, du vilja lata oss veta, kva Heimangjæv du ve gjera di Dotter. Hertil svares: da e eit gamalt Ordspraak: naar ein Tiggare faar Foten inn, ette Fattigmanns Sjerno e opkomen paa Himle, ve han snart have heile Bolen ette. So forstaa me de vilja ok i Kveld, men do Gud gjera Einhver te Lukka, so han hyggje seg te! Dette sidste er et meget behageligt Svar for dem, som frie, og de udse sig nu i Hast et Rum, og sætte sig ved Bordet paa forreste Sæde, som kaldes Forsætekrakjen, hvor de blive siddende i 4, 5 Timer, indtil de have et maadeligt Rus paa, da de forføie sig til Loftet, hvor Belapika findes, hilse hende meget venligen og tiltale hende med disse Ord: no heve me fengje dine goe Forældres Svar for den unge Karen, e de no din Hog aa utaav Hjerta du vil egta haanom aa taka haanom føre din Manne aa vera haanom lydige lika so Sara va Abraham lydig? Hvortil hun svarer: ette di Gud heve gaave meg da i Hog aa Hjerta, so vil og ok ettekoma da. Hertil ønske Belemændene hende Lykke: Gud han forfremme deg, og med det Samme forære hende som en Festepenge 3, 4 Mark Danske efter Evne. Ogsaa Frieren forærer hende en Festensgave, nemlig et Skrin, hvori en Sølvspecie, en net syet Skjorte, et Par forgyldte Spender, et rødt eller blaat Livstykke af Klæde. Ved disse Gavers Modtagelse skjenker Pigen dem gjerne med fransk Brændevin, hvorefter de gaa ned i Stuen igjen til Forsamlingen, og holde ved at drikke saa længe Ølet varer, da dette Gilde undertiden holdes i to Dage og Nætter. Siden reiser Enhver hjem til Sit.

Ved deres Festensøl sker ikke stor Ceremoni uden Følgende, at Festemanden med sin Festemø reiser til Kirken, og forhen have inviteret[26] adskillige af deres Venner paa begge Sider, der tillige indfinde sig ved Kirken, for at anhøre Trolovelsen, forinden hvilken Festemøen pyntes af to unge Piger paa følgende Maade: Haaret flettes med røde Baand, desuden ombindes paa Hovedet en hel Del Sølv eller Glitterborder,[27] nok derover et Fløjlsbaand, Tomme bredt, med en forgyldt Sølvspende i Enden, som hægtes bag i Nakken, det ydre og indre Linned net udsyet, et blaat Klædes Skjørt, en sort Klædes Trøje med en Sølvspende i oppe ved Halsen, derudover en lang sort Klædes Kaabe, og uden derpaa hænges hende om Halsen og over Skuldrene henved femti Sølvkjeder med forgyldte Sølvspecier i Enderne besatte, og om hendes Liv spendes et stort forgyldt Sølvbelte. (Trolovelsen og Paasætningen af Ringen ske dernæst paa samme Maade som i Nordhordeland, og efterat et lidet Traktement med Lepser, Øl og Brændevin er givet i et Hus nær Kirken, drager Enhver hjem til Sit).

Til Bryllupet indbydes over 60 Personer, og Gaarden og Husene gjøres rene i hver en Krog. Om Formiddagen, før Gjesterne samles, maa og tvende Karle, som ere valgte til Hestesvende, pynte og klæde Stuen rundt om med Aaklæder.[28] Siden passe Hestesvendene paa at skyde for Enhver, stor eller liden, som kommer til Bryllupsgaarden. Forøvrigt foregaar det samme paa denne første Dag, som anført ved Nordhordeland. Kun bemerkes en egen Talemaade, som bruges af Kjøgemesteren ved Hestesvendenes Udnævnelse, idet han tilføjer: aa de e so bra, at de passe paa aa skikka oss Hesta i betimele Tie, so me einge læger ska lia for dekans Forsømelse, aa la me sjaa de e rokjen[29], saa Brurepikena ska inkje koma ette deko med Sodfate.[30]

Den anden Dag om Morgenen tage de sig til at reise til Kirke, efterat de først har spist og drukket, og Hestene ere opsadlede. Følget drager da afsted i denne Orden: først Kjøgmesteren, saa Spillemanden, efter ham Brudgomsmændene, derpaa Brudgomen med Bjelder paa Hesten, efter ham Bruden, hvis Hest ligeledes er besat med Bjelder og maa have samme Farve som Brudgomens, siden Brudekonerne, dernæst Leidesvendene og endelig Brudepigerne. Hestesvendene ride snart foran og snart efter, idet de, naar de have afskudt deres Pistoler, standse lidt for at lade igjen. En Times Tid, efterat Brudeparret er kommen til Kirken, kommer Brudgomens og Brudens Fader ridende og har en Del Øl med sig, som bliver udtappet til hvem, de se, saa at Ingen maa gaa dem forbi uden at smage paa Bryllupsølet. Imidlertid pyntes Bruden. Paa Hovedet faar hun en Krone af rødt Klæde, udstafferet med forgyldte firkantede Sølvspender med Løv i Midten af hver Spende, samt andre Sølv- eller Guldsnorer, en sort Klædes Trøje, et rødt fint Klædes Skjørt med tre Rader hvide Silkesnorer besat, et Forklæde med en bred Søm paa. Ved hendes højre Side hænges et Tørklæde, udsyet med sort Silke, paa den venstre Side et Ditto, udstafferet med hvid Søm. (Her bruges og det med mangfoldig forgyldt Sølvarbeide udstafferede røde Klæde, som er omtalt ved Nordhordeland). Om Livet har hun et Sølvbelte og om Haanden en hvid Dug, udsyet med sort Silke. Brudgomen er klæd som ordinære. Derefter begiver Følget sig til Kirken i samme Orden, de kom, undtagen at Leidesvendene gaa en ved hver Side af Bruden. (Vielsen foregaar nu omtrent med samme Ceremonier som i Nordhordeland, hvorefter hele Laget drager fra Kirken, dog med større Lystighed end det kom. Efterat man i Bryllupsgaarden har hvilet i en Par Timers Tid bedes til Bords; Spillemanden spiller og Hestesvendene skyde to Skud til Ære for Bruden, idet hun ledsaget af Leidesvendene træder igjennem Stuedøren, efterat hun har iført sig samme Dragt, hun havde paa i Kirken. Derpaa spises, drikkes og danses med Bruden).

(Den tredje Dag begynder som i Nordhordeland. Naar der gaaes til Bords, staa Hestesvendene i Døren og skjenke Enhver af en Kande Øl, hvorfor de foræres 4 til 8 ß. af Hver. Derefter kommer Bruregrøten, Kjøgemesterens Taler og Skaaler ligesom i Nordhordeland). Der plejer og at staa to Karle oppe ved Bordenden, som imedens Bruden og Brudgomen drikke sine Skaaler indbyrdes, synge nogle af Peder Dass’s Viser[31] om Egteskabsstand eller af de gamle Psalmebøger om Bryllupet i Kanaan i Galilæa. Siden danse de og holde sig lystige Dagen ud.

Den fjerde Dag holdes ingen Orden med Maaltids Tider, men enhver agerer saa kommod[32], som han vil, og nyder sin Frihed, efterdi Kjøgemesteren da opsiger sit Embede med disse Ord: no goe Vene, me e komna her te Gars, me sku ok hava Vit te at ta os herfraa, thi borte e baade steikt aa kokt, me heima e daa beste baae; geve no ly, nu opsegjer eg mit Embet, hvorpaa han betakkes for sin Tjeneste, men siger han: eit Ord te Slutning, no vilja me holda som eit Hustak, daa Enhver e so goe aa skøyte seg sjølve. Han drikker nu alle Gjesterne til, og for sin Møje faar han 8, 6 eller 4 ß af Hver efter Evne. De Penge, som gives til denne Skaal, sættes i en stor Osteskive, omtrent et Kvarter lang, som den, der drikker Skaalen, bærer omkring paa en Tallerken.

Til Slutning, enten denne eller paafølgende Dag, udklæde tvende lystige og pudsagtige Drenge sig saaledes. Den ene tager en gammel sønder Uldhat og en lodden Skindbuxe, hængende paa Hovedet vel fast, en Næse af Træ og et Skabilken for hele Ansigtet, har en gammel sønderrevet Kofte om sig, tykt Reb om Livet, med Træknive, Alen lange, hængende ved Siden, tvende Svineskind om Benene tilbundne med Vidjer, og Trug paa Fødderne. Den Anden, som skal repræsentere[33] en Troldkvinde, har et gammelt Uldskaut om Hovedet, en gammel Skindstak om Livet, det Lodne udvendt, istedenfor Belte en Hestegjord, hvori hænger en stor Trækniv. Desforuden har han et stort Horn med Krudt og lidt sur Melk deri blandet. Paa Fødderne har han Trug ligesom den Anden. Heraf bliver et Oprør med Latter blandt Gjesterne, idet disse tvende begive sig til at danse og i Dansen springe efter Pigerne, som løbe og fly for dem over Haug og Hammer, og give dem af den Konfekt, de have i Hornet, istedenfor Snustobak. Naar de nu saaledes en Timestid have holdt sig lystige, blive de afklædde, og komme derefter igjen dansende med to Melk-Oster og en Kurv med Æg i, som Enhver søger at bemegtige sig; thi naar en Gut eller Mand faar fat derpaa, skjæres Osterne i Stykker og uddeles tilligemed Æggene til alle Gjester, som deraf faa hver sin Portion, og dermed har den Lystighed Ende.

Dette Folks Klædedragt er meget gesvindt og let, ligesom Folket selv er smidigt og let til at springe, som kommer deraf, at alle deres Reiser falde til Lands. Her findes og gode Skyttere, som, endskjønt de ikke ere vante til Jagt, af egen og naturlig Lære skyde Harer, Aarfugle, Ryper og mere, som kan forefalde. En gammel Skytte vover og krybende at skyde en Bjørn.

Af Naturen er her ellers et egennyttigt Folk, som er meget karrige og paaholdne. Endel studere fast mere i Loven end i Bibelen eller andre dem til Salighed tjenende Bøger, hvorfor her og altid falde mangfoldige Sager til Thinge.

Til deres Ligbegjengelse, som de kalde Sjaund, kan brygges tre Tønder Malt. Anden Dag efter Dødsfaldet lægges Liget i Kisten, som ikke er svertet. Samme Aften forsamler Ungdommen sig for at vaage over Liget, da der danses indtil det lider mod Morgenen, hvorefter synges 3 til 4 Ligpsalmer, og siden igjen danses 2, 3 Danser, førend hver gaar hjem til Sit. Dermed vedblive de hver Nat, saalænge Liget staar inde. Den Dag Liget skal begraves, forsamler Ligfølget sig, som bestaar af nærmeste Slegt, baade Mænd og Kvinder, men de, som skal bære og grave Graven, maa ej være den Afdødes Beslegtede. Naar de ere færdige at reise med Liget, tage Dragerne det imellem Hænderne, og idet de udbære Liget, sige: fare no vel, aa tak for meg, stødende Kisten tre Gange mod Dørtærskelen, sætte det saa paa en Slæde og kjøre det saa til Kirkebakken, hvor de spende Hesten fra, snu den omkring og lader den, hvis den vil, lugte til Kisten, hvormed de have denne Overtro, at dersom Hesten ikke vil lugte paa Kisten, skal snart en af samme Gaard eller Slegt komme efter eller dø, hvorfor hele Familjen bliver fornøjet, naar Hesten lugter paa Kisten. Slæden maa ej føres tilbage men staa og raadne, og søges gjerne af Fattigfolk til Brænde. Efter den omtalte Ceremoni tages Baaren fra Kirken. Liget sættes derpaa og bæres engang rundt om Kirken, førend det nedsættes i Graven, da Presten kaster Jord derpaa, om han er tilstede, men hvis ikke, da den ældste Mand, og synges en Ligpsalme over Graven, hvorefter, naar Graven er vel tilklappet, Følget reiser hjem til Sørgehuset, hvor de betakkes for deres Tjeneste, og holde siden ud med Drik i 2, 3 Dage.[34]

Efter den sorte Død opkom Kjørmesse[35] ved St. Hansdagstid, da hver Slegt kom tilsammen og holdt et Bore eller lod alle Lemmer passere Revy[36] for den, som var caput familiæ[37], hvilken skar et Hak i Familiens Tælstok for Hver, som var i Live; derhos var Dans og Leg. Ældgamle Folk fortælle, at deres Fædre har talt om denne Sammenkomst med stor Bevægelse og Klagemaal over Afskaffelsen deraf, da det var saa frydefuldt et Gilde.


4. En kort Underretning om Bøndernes Brylluper paa Landet i Norge, især udi Bergens Stift, med adskillige sammesteds brugelige Talemaader.

(Heri forekomme følgende Afvigelser fra de ovenanførte Beretninger:)

1. Blandt Tjenestegjørende i Bryllupet nævnes istedenfor Hestesvendene „Lysesvendene, som holde Lys i Haanden, naar der danses.“

2. Ved Dansen paa første Bryllupsdag „skal det have været i Brug udi forrige Tider, at Presten har danset paa nogle Steder med Bruden, og faaet derfor en Smale, og Prestekonen med Brudgomen, og faaet derfor en Buk. Ifald Bruden ej er istand til at danse med Alle, faar hun en af sine gode Venner istedenfor sig. Dansen er ellers kort. Naar det er imod Slutningen af Brudens Dans, og der er faa tilbage, banker Kjøgemesteren tre Gange, noget imellem hver Gang: giv Lyd, I gode Venner, I skal strax komme til Jer Snak og Tale igjen. Det være Eder vitterligt, eg kræver Brura til Sengs 1ste Gang, 2den Gang, 3dje Gang. Naar han banker sidste Gang, danser med hende en af Leidesvendene allersidst og fører hende dansende til Brudekammeret med Fiolen forivejen, hvor Brudekonerne maa følge med hende og afklæde hende al hendes Stads. Derpaa komme to af Lysesvendene og tage hendes Sko fra hende, forvare dem til om Morgenen, da Brudepigerne skal løse dem ind igjen med Hosebaand. Sker det ikke, da gaar Bruden ind i Bryllupsstuen med det Allersletteste, hun kan faa, paa sine Fødder, og viser, hvilke slette Brudepiger hun har. Ligeledes banker Kjøgemesteren tre Gange og kræver Brudgomen til Sengs, og naar han har raabt og banket tredje Gang, tager han selv Brudgomen og danser med ham til Brudekammeret. Derefter danse de Unge saalænge de lyste om Natten.“

3. Anden Bryllupsdag naar de drage til Kirken, rider først Brudgomen og efter de øvrige Mandfolk „en af Lysesvendene, og den fornemste med et braaget Dække, som skal klædes paa en Stol, hvori Brud og Brudgom skal sidde, efterat Vielsen er foregaaet; næst efter ham Spillemanden, hvorefter følger Bruden paa en Hest og bag hendes Sal rider en af Leidesvendene. Derefter ride Brudekonerne og det øvrige Følge. Men dersom der skal reises til Søs, er det paa nogle Steder brugeligt, at Brudgomen farer i den første Baad, havende med sig Trommeslageren og endel Mandfolk, og efter ham de øvrige Baade med Mandfolkene i; derefter kommer Bruden med sit Selskab og Spillemanden, som spiller hele Vejen. Paa andre Steder er det i Brug, at Brud og Brudgom sidde sammen i en Baad tilligemed baade Trommeslageren og Spillemanden. Denne Baad kaldes Brurebaaten.“ „Naar Vielsen er foregaaet, tage Leidesvendene frem den Stol, som er dertil gjort, og kaste det Dækken over, hvorpaa Brudeparret sætter sig lige for Alterfoden i Koret. Saa kommer Brudens og Brudgomens Syster frem og skal uddele Offer til det hele Følge. De gaa da omkring Alteret og offre i samme Orden, som de reiste til Kirken.“

4. Tredje Dag „naar Bruregrøten bares ind, gaar Kjøgemesteren forivejen tilligemed Trommeslageren og Spillemanden. Naar Kjøgemesteren kommer til Døren og har aabnet den, slaar han 3, 4 Gange frem og tilbage det Haardeste, han kan. Saa gaa Klævekonerne ind efter ham i Bryllupsstuen, bærende Grøten med sig, idet de danse nogle Gange omkring paa Gulvet med Fadet, før de sætte det paa Bordet. Kjøgemesteren slaar paa ny i Veggen med disse Ord: giv Lyd I gode Venner, I skal straks komme til jer Snak og Tale igjen; efterdi vi har faat en Ret, som e Bruregrauten, saa maa vi og rime dertil. Han rimer nu først og dernæst de Øvrige. Alle, som vil spise, maa rime undtagen Bruden, som fritages derfor. Rimene ere korte, for Exempel:

Grauten er fin,
gid han var i Magen min.“

Noget senere gaa Brud og Brudgom fra Bordet. „Bruden klæder sin Stads af sig, og siden varter sine Gjester op, indbefattet Kjøgemesteren, hvis Embede nu er forbi, efterat Gjesterne have takket ham derfor.“

6. De ovenbeskrevne „Ceremonier ere brugelige fornemmelig i Sogn, men fast i hvert Prestegjeld skal være nogen Forandring. Nogle af disse Skikke bruges og i de andre Stifter i Norge, dog som Bønderne saavel i Christiania som Christianssands og Throndhjems Stifter ere mere manerlige i sin Opførsel, bære de sig og meget skikkeligere ad end Bønderne i Bergens Stift. Udi Throndhjems Stift er det brugeligt i de Egne omkring Byen, at, foruden Trommen, som gaar for Brudgomen med sit Følge, og Spillemanden, som gaar for Bruden, følger og før hende en hel Del smaa Piger, klædte i een Dragt med korte Trøjer af blaagraat hjemmegjort Stof med Skjørt af samme Slag, og paa deres Hoveder ere de bare, men Haaret net flettet om Hovedet og hænger langt ned bag paa Ryggen. Disse gaa Par om Par efter deres Størrelse.“

„Ellers bruges og i Bergens Stift, især i de Kald nær ved Byen, at Brudgomen et halft Aars Tid efter Bryllupet gaar omkring fra Gaard til Gaard i Gjeldet og beder om Noget til at sætte Bo med, eller, som det kaldes, at bede Buste. Han har da paa Ryggen en lang Sæk, hvori han samler Korn, som ham gives, i den ene Haand en Amber, hvori samles Æg eller andet, i den anden Haand en Stav, og i Lommen en lang Pung til at samle Penge i. Denne Skik er saa almindelig, at ej alene Fattige, men ogsaa de Rige blandt Bønderne bruge den, ja og Presterne iblandt benytte sig af denne Skik, om de just ikke selv gaa omkring, men lade en Anden gaa om og bede om Buste for sig. Iblandt Bønderne i Bergens Stift er det brugeligt, at naar en Enkemand skal til at frie, sker det paa den Maade, at han begjerer den Pige eller Enke til Tjeneste hos sig, som han agter at egte, hvilken ved iforvejen Meningen, og dersom hun ikke staar ham an, demitteres[38] af sin Tjeneste. Naar en Enke vil gifte sig, begjerer hun ligeledes en Dreng i Tjeneste hos sig, og sker det tidt, at naar det er en fattig Enke, som tillige har mange Børn, kan hun reise mange Prestegjeld igjennem, førend hun faar Tjener eller Mand, og endelig tilsidst, naar hun ingen kan faa, er nødt til at give sin Gaard fra sig, og selv give sig til at tjene.“



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Forfatteren.
  2. ↑ Dersom Moderen haver store Smerter ved Fødselen, stryge de hende med den højre Forfod af en Bjørn, hvilket ganske vist plejer hjelpe. (Forfatterens Anmerkning).
  3. ↑ lemfældig.
  4. ↑ vedligeholde.
  5. ↑ frie til.
  6. ↑ højtidelig.
  7. ↑ underdanige.
  8. ↑ skrider frem.
  9. ↑ Talen.
  10. ↑ smigrende Talemaade.
  11. ↑ Taler.
  12. ↑ byder.
  13. ↑ Tale.
  14. ↑ sat.
  15. ↑ fastsætter.
  16. ↑ opnævnes.
  17. ↑ prydet.
  18. ↑ bydes.
  19. ↑ prydet.
  20. ↑ I det ovennævnte Skrift om Strilerne siges ogsaa, „at de har det tilfælles med de andre Bønder i Bergenhus Len, Vosser og Hardangere, at de har deres Buxer, Hoser og Hosesaaler skaarne i Et af hvidt, graat eller sort Vadmel.“
  21. ↑ simpel, sparsommelig.
  22. ↑ Skikke.
  23. ↑ Opdragelse.
  24. ↑ Ramme med Vidjefletning, til at have under Fødderne, naar man gaar i dyb Sne.
  25. ↑ Som da staar bag deres Ryg. (Forf. Anmerkn.).
  26. ↑ indbudt.
  27. ↑ Snorer af uegte Sølv eller Guld.
  28. ↑ uldne Tepper.
  29. ↑ omhyggelig, rask.
  30. ↑ Naar Brudepigerne sidste Bryllupsdag fremsætte et Sodfad alene for Hestesvendene, gives derved tilkjende, at disse ikke tilbørlig have røgtet sit Embede, og medfører saaledes en Tort for dem. Suppen i Fadet er ikke andet end det Sø eller Vand, hvori Kjød er kogt. (Forf. Anmerkning).
  31. ↑ Her menes vel nogle af de Viser, som findes i Peder Dass’s Bog, kaldet „Aandelig Tidsfordriv eller Bibelske Visebog,“ der først blev trykt i Christiania 1711, og senere er optrykt 6 Gange, en Gang i Throndhjem og forøvrigt i Kjøbenhavn.
  32. ↑ gjør sig det saa bekvemt.
  33. ↑ forestille.
  34. ↑ Det følgende Stykke er skrevet med en anden Haand.
  35. ↑ Skulde egentlig skrives Kirkjumessa og betyder i vort gamle Sprog en Messe, som hvert Aar holdtes paa den Dag, da Kirkebygningen først blev indviet.
  36. ↑ gjøre Mønstring.
  37. ↑ Familjens Hoved.
  38. ↑ afskediges.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Skildringer_af_Folkelivet_i_Norge&oldid=224488»