Skaal-Tale 17de Mai
Med hvert Aar, som gaar, blir denne Dag os mere kjært og hjemlig, og med Dagen ogsaa den Sag, hvis Navn den bærer. Det tør vel hænde, at der før i Tiden har været større Begeistring. Men det skal ikke lede os vild og bringe os til at tro, at Frihedsaanden nu skulde være mindre vaagen og stærk Naar Dampen arbeider, ser man den ikke. Og vi skal desuden erindre for det Første det, at Begeistring ikke synes at være vor Slægts Særtegn, og dernæst det, at Begeistringen og dens Grad ikke er det eneste eller det mest ubedragelige Kjendemærke paa den Styrke og Inderlighed, hvormed en Tanke omfattes. Der er Noget, der veier op mod Begeistring og er vel saa fast at bygge paa baade i Fred og i Ufred: Det er den rolige erfaringssikkre Overbevisning, det er Forstandens lidenskabsløse Erkjendelse, det er de mangfoldige saavel aandelige som ydre og sandselige Idrætter og Værker, der lidt efter lidt hæfter sig ved og binder enhver Forfatningsform. Den blotte Begeistring bliver let et Udhængsskilt, som man lader hænge ude, efterat Manden baade er død og begraven.
Det er med Folkene som med den Enkelte: giv en trælbunden Mand fri, i Begyndelsen, saalænge der endnu er Spor efter Baandene baade paa Krop og i Sind, vil den nye Tilstands Herlighed staa ham stadig levende for Tanke og hans Væsen vil hæve af Jubel; men, altsom Tiden rinder, vil Jubelen dæmpes, de synlige Tegn paa Frihedsglæden blive færre, og han vil ikke altid have det, han har vundet, fremme for sin Bevidsthed: han vil ikke længer saa stærkt føle sig som fri Mand; men han vil langt stærkere tænke, handle og leve som fri Mand, og naar det gjælder, skal det sees, at det nu falder ham langt tungere at opgive Friheden, og at han baade vil og – hvad der er endnu bedre – kan føre en ihærdigere Kamp for at værge om den m at sige da, hvis det er Mand, som duer.
Og hvad nu os selv angaar, saa skal der ikke meget Skarpblik til at opdage, at, tales og synges der nuomstunder mindre om Friheden end i „hine“ Tider, Friheden er dog voxet dybere og dybere ind i vor Bevidsthed, i vore Forhold, i vore Sæder og i vore Indretninger: den ligger ikke længere blot paa Overfladen og skinner – er ikke nu blot en vakker Tanke, et klingende Ord eller et lysende Skrifttegn, men en Virkelighed, der har trængt igjennem og præget baade os selv og det, som er om os. Der er Fure efter den og Furen er dyb. Og paa samme Tid, som Friheden har trængt ind, har den ogsaa spredt sig ud: Flere og Flere ere dragne ind under dens Indflydelse, og, har den ikke naaet frem til Alle endda, Alle saa føle de dog ligesom en foryngende Luftning staa ud fra den, der bringer dem Varsel om, at den ogsaa vil komme til dem med sin Kraft. Og derfor er der nu langt Flere med om at fejre denne Dag, fuldt vidende, hvad Betydning Folkefrihed har, og alle disse samme vil ogsaa være med og stille sig i Række, naar det spørges om at forsvare det, som her feires, det være sig i Ord eller i Gjerning, med Penge eller med Sværde.
Saadan staar det nu til hos os, at det vel tør siges, at vort Samfund ikke længer alene har en fri Forfatning, men er blevet et frit Samfund. Og for hvert Aar, som som gaar, faar Friheden nyt Fæste og ny Skud.
Og sandelig det maa være os glædeligt og godt, naar vi se, hvor vanskelig en Trivsel og langsom en Udvikling Friheden har saamangt et andet Sted, og hvor usikkre dens Vilkaar er: hvorledes den koster dyrt og dog atter snart fortabes. Der skal saa lang en Tid til at lære at bruge den og fatte den. De, som styre, har saa svært for at mindes, at Frihed ei kan bestaa med Vilkaarlighed og Herremagt; de, som lyde, har faa svært for at mindes, at Frihed ei kan bestaa uden Lov og Begrændsning. Og der er Fordomme og Sæder og bestaaende Forhold, som har saa feig en Modstandskraft og de tusinde Forgreninger. Mens vi har gaaet vor stille, simple Udviklingsgang, har andre Folkeslag havt svare Kampe uden at naa did, hvor vi nu staa. Det har vel gjort Sit, tænker jeg, at vi lagde Grunden med Sindighed og at der ingen overdrevne Drømme var med om at bygge, som senere skulde blive skuffet og med Skuffelsens Had kaste sig over og ødelægge sit eget Værk Og saa det, mener jeg, at der intet Blod klæber ved vor Frihed: hverken Kongeblod eller Borgerblod. Blod pletter længe og æder sig ind og tærer, og der er dem, hvem det stadig maner til Hævn, og dem, hvem det frister til Trods; men her hos os var det et fredsælt og langmodigt Folks enige Vilje, som reiste Friheden, og for denne Vilje bøiede Vorherre Skjæbnens Gang og de Mægtiges Sind.
Freidigt som Faa tør derfor vi se tilbage paa vor Friheds Oprindelse og i den søge Forklaring for det, som gik, og Forjættelse for det, som kommer.
Men over Glæden i den Frihed, vi besidde, i det store, rene Minde fra 1814, og den Gjenfødelse, som senere er gaaet over Landet, skal vi ikke glemme, at Værket ej er endt endda. Ved Begyndelsen staa vi kun ved Begyndelsen. Maalet er uendeligt. Som Menneskeaanden selv, hvis inderste Tanke Friheden er, higer den ustandselig fremad – hver Vinding er kun Fodfæste for en ny Stræben, hver Indrømmelse skaber en større Fordring: for hvert Skridt, Friheden gjør, bliver den sig sin Berettigelse og sin Magt mere bevidst. Der kan tvistes om, hvorlangt der nu og nu bør gaaes – der kan tvistes om Tider.og Leilighed; men at ville standse Frihedsudviklingen paa hvilketsomhelst Trin og sige: her er Grændsen, det er at fornægte Frihedens Tanke, det er at ville Ufrihed. Og om man vilde standse Friheden, man magtede det ikke: Nei – fremad, fremad maa det gaa – de ydre Baand maa løses; løses de ikke med Lempe, sprænges de med Ulempe; Skranke maa falde efter Skranke og uhindret maa det udvortes Liv vælge sin Retning og sin Form, og hvad der er endnu vigtigere, det, hvorfor den ydre Frihed kun er Middel, men hvorpaa den tillige maa hvile, den indre Frigjørelse, den maa skride frem ogsaa, Aanden skal løses fra de Baand, som binder den. Samfundet skal hæve sig i Oplysning, i sædelig Uddannelse og kristelig Forædling – er der Grændse for den Udviklingsvei, som her ligger for os? Har man her nogensinde Nok? Nei – det behøver jeg vel ikke at spørge om. Men, er der ikke Grændse her, saa kan der heller ikke være Grændse paa det andet, det ydre Felt.
Men det er Loven: sammen skal de to Frigjørelser skride; og det er Faren: den ene gaar saa langsomt for sig; med den anden er det saa snart gjort.
Baade fremme Frihedens Udvikling og tøile de blinde, utidige Frihedsfordringer, det er den store vanskelige Opgave, som til enhver Tid er sat et frit Folk; det gjælder at have vaagent Øie og Øre, og det Allesammen; der er Ingen, som slipper den Værnepligt: Ingen er for god og Ingen for ringe: vi har fælles Ret, men ogsaa fælles Pligt og fælles Ansvar. I de Idrætter, som ligge os nærmest, har Hver Noget, der binder ham og drager ham ind i den store almene Bevægelse. Hvo der virker til Frihed indenfor sin Kreds, virker til Frihed for det Hele; thi det skal vise sig, at Frihed ei staar Frihed imod; men hver Evne, hver lovlig Stræben skal faa sin Plads ved Siden af de andre, og ikke blot faa Plads – men den enes Liv og Væxt skal fremme og ikke hæmme den andens. – Friheden gjør Samfundet stort, som den gjør Hjertet stort.
Og nu, Nordmænd, vil vi tømme et Glas for Friheden med Løfte om, at vi under Dagens Strid og Livsveienes Forskjellighed aldrig glemme, at vi har et fælles Maal, Alle!!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |