Denne siden er korrekturlest
Til Fjelds over Bygden staaer min Hu,
naar Gjøgen begynder at gale.
Kom med til Sætren iaften du;
thi Solen skinner paa Fjeld endnu,
mens der er mørkt i Dale.
Der er paa Vejen en dunkel Lund,
hvor Alferne ere tilhuse.
Husk, der maa du gaae med lukket Mund.
Selv Rokken derinde lader kun
sagte sin Harpe bruse.
Men oppe paa Fjeldet er der Klang,
som gjenlyder i det Fjerne.
Der klinger Bjælder og Lokkesang;
med Langeleg der paa Sætervang
sidder min fagre Terne.
