Denne siden er korrekturlest
Vi prise dig, Herre, med Harpers Klang,
mens Mindernes Stemme kalder;
Du aabned idag for vor Kirkegang
Erindringens høie Haller.
Der er du i Glands tilstede;
der mødes Kongens og Folkets Hu,
der knytter du dem, i det hellige Nu,
tilsammen i Høitidsglæde.
I Folkets Stemme Herren taler,
dets Haab er Herrens Finger;
Velsignelse fra oven daler
paa Krandsen, Folket bringer.
Der er i Festens Takkebøn
Forjettelser og himmelsk Løn.
Hans Hu til Landets Haab var bundet,
dets Vaar hans Krands har flettet;
hans Ros den Levekraft har vundet,
som er et Folk forjettet.
Hans Navn skal bo i Norges Bryst,
og klinge sødt som Vaarens Røst.
