Hopp til innhold

Side:Welhaven - Digt.djvu/39

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

I Ovnskrogen sat for sin Levetid,
Papagøien med Snak sig piner;
Philisteren studser ved al den Flid,
og leer ad hans dumme Miner.

Papagøien sidder i hundred Aar
med Hæder og Gunst i Stuen;
naar Døden den gamle Tunge naaer,
da græmmer sig Herren og Fruen.

I Skoven er Sorrig en liden Stund,
naar Sangernes Kvad forstumer;
men Ingen freder hans sidste Blund,
og Ingen har deelt hans Kummer.