Denne siden er korrekturlest
Jeg sidder med Gru paa mit Livs Ruin.
Mit Bæger er tømt; jeg drikker ei Viin.”
Da blev der et Gny; de kaldte ham Træl,
de raabte paa Skjændsel, paa Hevn og Duel.
Han viste sit Bryst — hvor det var skrammet,
af streifende Kugler, af Klinger rammet! —
”I Daarer! Det er Ostrolenkas Mærke.
Har I vel fattet, hvor det kan værke?
Der er ingen Lise for denne Kval;
den kan ikke blunde for Sladder og Pral.
Der er ingen Gjæk saa vindig og svag,
han sminker sig jo med mit dybeste Nag,
min hedeste Bøn, mit eneste Gode,
er kommen paa lallende Tunger i Mode. —
Tilside, Drenge, giver mig Rum!
Himlen har Stjerner, — Natten er stum.”
De saae paa hverandre. Han vandred sin Vei.
De havde Champagne, men rørte den ei.
