Nu er det Midnat; der sidder en Gjest
endnu ved sit Bord med en Sukkervandsrest.
Hans Ansigt er falmet, hans Dragt er grov,
hans Linned er rent, og hans Hænder er smukke
han støtter sit Hoved, som om han sov —
der er saa tyst; man kan høre ham sukke.
Dog, mens han sidder i dette Ly,
aabner man Døren med Bulder og Gny;
det er en Skare af Ungersvende
med stærke Moustacher, med Øine, der brænde.
De fløite og nynne en smuk Melodi,
en Sang af Den Stumme fra Portici.
Rourrit har iaften fra Scenen vakt
de fyrige Toners koglende Magt;
de rulle den jublende Flok gjennem Blodet;
nu har den igjen Republiken i Ho’det.
De sætte sig matte; men atter fra Stolen
springer der En og bestiger et Bord,
Han siger med rungende, vingede Ord:
”Forsamling, giv Agt, jeg vil tale om Polen!”
Det var en Tale som flammende Krudt;
o, der blev stormet og spiddet og skudt!
De Franskes Konge og Raad og Kammer
