Denne siden er korrekturlest
Og ved den sorte Baare
gik tvende Børn og græd,
den ene græd faa saare,
den anden var saa spæd.
Da blev min Fader stille,
og tog mig paa sit Skjød:
”O, tak din Gud, du Lille,
din Fader er ei død.”
Da sank en angstfuld Tanke
i Barnets klare Sind,
da trilled Taarer blanke
ned paa den røde Kind.
Da græd jeg fromt og længe,
gjemt i min Faders Favn,
bad for de arme Drenge,
og delte deres Savn.
Nu er jeg langt fra Haven,
nu har den tabt sit Løv;
og ak, saa langt fra Graven,
der tog min Faders Støv.
