Hopp til innhold

Side:Welhaven - Digt.djvu/171

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


Hvor selsom er denne Trængsel
paa Seilerens brede Dæk, —
hvor maler sig Haab og Længsel
og Mismod i tusind Træk!

Hvor mangt et Øie stirrer
hen paa den sidste Baad,
til Blikket forvirrer
i Taager af stille Graad!

Paa Ruffet sidder en Kvinde,
med Barnet i sin Arm;
men Barnet kan ei finde
Lise ved hendes Barm.

Hun ligner den gamle Moder
Europa, der hvisker tyst,
at snart vil Livets Floder
standse i hendes Bryst.