Denne siden er ikke korrekturlest
Vor Kveld var Fredens Billed,
saa ren og skjøn;
husvalet og formildet
vort Mandskab holdt ved Spillet
sin Aftenbøn:
«Mod Dybet Solen iler
med raske Trin,
og Havets Vove hviler
i Aftenro og smiler
med Rosenkind.
«Og Hjertets Vove svulmer
som ved en Daab,
og hvert et Nag, der ulmer,
blidt vugger sig og dulmer
i Tro og Haab.
«En stormfuld Dag er svunden,
med Kamp og Nød;
en Seir atter vunden,
en Trøst er atter runden
af Havets Skjød.
